En Fiskerrede
63 Der laa et lille fattigt Fiskerleje – otte, ti smaa tjærede Træhytter – ved det store, aabne Hav.
Langstrakt og smalt, Gavl i Gavl, bugtede det sig som en lille Orm bag den store, nøgne Klit, hvorover Havet forgjæves kastede sin Fraade.
I stille, lyse Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren af Væggene og glødede Sandet, saa det brændte under Fodsaalen, kunde det lille Leje dog ligesom brede sig i sin Ensomhed, – skyde sig op over Klitten med sine Næt og Nætstænger, med Skarer af halvnøgne, larmende Børn paa Forstranden, og stærke, solbrune Kvinder, der sad paa Hug omkring et Baal i Sandet og kogte Beg.
Men i de mørke, vilde Vinterstorme, naar Himlen sænkede sig lavt med graablaa, flygtende 64 Skyer over den øde Sandflade; naar store, hvide Maager ængstelig trykkede sig sammen i den rullende Havstok, mens Klitterne røg som en fygende Sne, – da krympede det lille Leje sig ligesom endnu tættere sammen under sin Klit; Lemme og Luger lukkedes, og Dørene stængtes; – da vilde selv ikke Røgen ud af Lyrerne i de sortbrændte Rygninger, men trykkede sig lavt og angst ned over Tagene. Og Døgn paa Døgn laa Lejet hen som i en Død, – lukket inde i sig selv, mens Sand og store Skumflager hvirvlede hen over det.
Men da kunde det med ét i mørke, taagede Nætter hænde, at Stilheden brødes af en knirkende Dør, som forsigtigt aabnedes.
En Mand kravlede op ad Sandskraaningen, lagde sig paa Maven deroppe, og lyttede ud over Havet, der dundrede mod Klitten.
En anden Mand kom listende op fra Nabohuset og lagde sig hos. En sagte Samtale – ofte afbrudt af lange, tavse Mellemrum – begyndte imellem dem. Endelig kravlede den første atter ned og løb hen til et tredje Hus, hvor han bankede paa en Lem, der hurtig aabnedes.
Og som ved et aftalt Tegn knirkede nu 65 – én efter én – alle Lejets vindtørre Døre. Smaa, brede Mænd med skjæggede Ansigter dukkede frem i Taagen. Tykke, brune Kofter og Kitler bevægede sig omkring imellem hinanden uden at tale; puslede – højst med en Hvisken eller Fnisen hist og her – med Reb, Stiger og Baadshager, indtil de omsider samledes om en lille Hornlygte og hurtigt og lydløst drog østpaa, bag om Klitterne.
Et nøgent Fruentimmer med det store, uredte Haar ned over Skuldrene, var kommen frem i en Dør og saa' efter dem. Men da de ikke længer var at skimte, trak hun sig igjen tilbage med en lang, lydelig Gaben. – Og atter hørtes intet uden Havets hule, uafladelige Dundren.
Men i Øst, oppe paa Klitrækken, blussede lidt efter en Flamme op imod den sorte Himmel, … en Begfakkel, der langsomt – som i Bølgegang – bevægedes op og ned, idet den samtidig fjærnede sig hurtigt.
Snart paa den ene, snart paa den anden Side af Klitten blev den ved at løbe frem og tilbage langs med Stranden.
Undertiden forsvandt den helt og blev borte i nogen Tid, indtil den paa én Gang 66 dukkede op langt i Øst som en lille, stille Stjærne, der atter nærmede sig. Eller den blussede op tæt inde ved Lejet som et helt Baal, for paa ny at styre Løbet ud mod Øst.
Og saaledes bliver den ustandselig ved: ensformigt, frem og tilbage, Gang efter Gang uden at trættes, – indtil der pludselig i Natten lyder et dumpt Brag og et Skrig ude fra Havet. Da slukkes Faklen, og man sér intet.
Men ude over Brændingen er det, som om Stormen med ét har rejst sig i sin vildeste Styrke. Det piber og klaprer som med Vingerne af en stor Fugl i Vaande. Liner sprænges; der trampes paa et Dæk, og en stor Kommandostemme drukner i en forvirret Raaben af mange Munde, i Tømmers Bryden og Bragen og en enlig Kvindes høje, skærende Angstskrig.
Et Øjeblik efter forstummer saa alt, som om Havet og Stormen har opslugt Stemmerne, mens kun Bragene lyder forstærket ind som dumpe Skud af Kanoner.
Men efterhaanden dukker de op igjen, Raabene samler sig, blot stærkere, bestandig stærkere, indtil de til sidst paa én Gang rejser sig i et vildt, sønderrivende Skrig, der skærer 67 ind over Landet; – Kvinden over dem alle: jamrende, hjælpeløst, uden Ophør, mens Mændene klamres og bides i Rigningen, der høres slingre frem og tilbage over Brændingen.
Inde under Klitten, ud mod Havet, sidder de smaa brede Mænd i Kreds omkring Lygten, der kaster et rødt Skjær hen over Sandet og op i de skjæggede Ansigter. Rolig ventende sidder de paa Hug med Hænderne omkring Knæene og kniber Øjnene sammen imod Skjæret.
Ingen af dem taler. Nogle har trukket Hætterne op over Ørerne og sidder og halvsover. Andre banker mellem Stunder de valne Hænder under Armene eller puster i Fingrene.
Men naar de hæse Jammerskrig og Mændenes ensformige, langttonende Hylen derude fra lyder alt for vildt og hjærteskærende ind over Vandet, vender en gammel Fyr, der sidder yderst i Rækken, sig lidt bort fra de andre og mumler noget over en Rosenkrans, han har taget frem af sin Kofte.
Da er det med ét, som om Havet sitrende rejser sig i Vælde. Et enkelt, splintrende 68 Brag lyder tættere inde under Land. Derpaa alt stille; ikke et Skrig.
Men i et Nu fyldes det sydende Vand mellem Klitten og Brændingen med en Forvirring af splintret Skibsgods: Tømmer, Plankestumper, Sejl, Kister, Liner og en Mængde store Tønder, der alt males rundt imellem hinanden som i en kogende Kjedel. Noget kastes op paa Forstranden; andet skylles tilbage med Bølgen eller knuses paa Stedet. En stor Mastestump med indfiltret Linegods slynges helt hen under Klitten, og et kort, frydefuldt Raab undslipper en Mand, der har klamret sig til den.
Han er frelst.
Men en Kniv er strax i Siden paa ham og vælter ham bag over. Mændene omringe ham, og Lygten sættes op for hans Ansigt, netop som dette synker tilbage mod Sandet i et sidste, mat forundret Blik.
"Vin", mumler Manden med Lygten, idet han fra den skibbrudnes mørke Haar og olivenfarvede Hud vender Hovedet om imod de andre, der nikker samstemmende.
Et Par bøjer sig ned og føler hen over hans Klæder og besigtiger Ringene, der glimter 69 om Fingrene og i Ørerne. Men en ung Fyr stikker ham for Sikkerheds Skyld med en lang Kniv endnu et dybt, dampende Saar i Siden, inden de forlader ham og vender sig mod Havstokken.
Her er et Par andre allerede i travl Færd med Baadshager og Rebslynger for at redde ind fra Brændingen. Vintønder, Tømmer og splintrede Planker trækkes i Land, alt som Bølgen skyller det op. Ligene hages ind og plyndres; Kister og Kasser brækkes op og undersøges. Og mens Morgenen langsomt melder sig derude i den graakolde Taage over Havet, fyldes Stranden med et Virvar af splintrede Trævarer, Kobberspande, Læderhynder, store Kar og nøgne Lig, der lægges samlede i en Bunke i Strandkanten.
Imens kommer Kvinderne fra Lejet med varmt Øl i store Trækander, der gaar rundt mellem Mændene. Rystende i Morgenkulden, med et gridsk Glimt i de søvndrukne Øjne, staar de i Klynge oppe paa Klitranden og ser ned over de opdyngede Herligheder:
Blanke, spraglede Silketøjer, der vælter ud over Kisterne; Kasser fulde af Frugter; hvide Lerkrukker med lugtende Vand; Smykker, 70 Perler og fine, slebne Glas, der blinker i det første, matgyldne Dagsskjær …
Op ad Formiddagen, naar intet mer er at redde; naar Ligene omhyggelig er begravede under Klitten og to Mænd sendt sydpaa med Bispens Part, trilles Tønderne under lystig Musik ind i Hytterne; de store Trækander sættes paa Bordet, Mænd og de smykkede Kvinder bænker sig omkring dem; – Lemme og Luger lukkes, Dørene stænges; – og Døgn paa Døgn ligger det lille Leje hen i en vild, sanseløs Rus med Syngen og Larmen i lyse Dage og i mørke Nætter, mens Sand og hvide Skumflager hvirvler hen over det. –
Men alt dette var nu mangen god Herrens Dag siden, og denne fattige Saga vel halvvejs forglemt her i dette store, fattige Øde, hvor Hav og Sand, Aar efter Aar, havde slettet ud og jævnet til og begravet hvert Minde i sin kolde, døde Favn.
Paa rige, stille Sommeraftener, naar Solen langsomt dalede ned i store, blodrøde Skyer og gjennemglødede Havet, da kunde det vel 71 endnu en og anden Gang hænde, at en samvittighedsfuld Familiefader, der var paa Lystrejse her i denne naturskjønne Egn, betagen af Synet lod standse ud for et halvt udskyllet Vrag i Strandkanten og for sine lyttende Børn oprullede Billeder af hine Tiders blodige Optrin og natlige Rædsler.
Men han glemte da heller aldrig samtidigt at minde om, hvor langt Menneskeheden var naaet frem siden da; hvorledes Civilisationen ogsaa paa dette Omraade havde gjort sit dybe, menneskekjærlige Arbejde.
Og idet han samvittighedsfuldt udviklede dette for dem, pegede han med Stolthed paa Redningsbaadens grundmurede Hus, der kiggede frem bag Klitterne. Eller han viste ud i Øst mod den smalle, flade Odde, der strakte sig ud i Havet, og hvor det høje, slanke Fyrtaarn rejste sig mod Himlen som Landets sidste, vældige Milepæl.
Ogsaa Klitterne trindt om var i Tidens Løb dragne ind under Civilisationens omsigtsfulde Ledelse og omhyggelig beplantede med lange, lige Rader af Klittag og Marehalmsduske, for at skytte mod Sandflugten. Og imellem de tvende høje Rækker, der – hver 72 langs sin Kyst – nærmede sig hinanden ud mod Odden, laa der nu udstrakte, lyngbrune Hedeflader og smaa, fredelige Moser, der dampede i de stille Sommernætter.
Selve det lille Leje havde imidlertid saa nogenlunde bevaret sin ejendommelige Slangeform. Men det havde voxet sig meget, meget større – til en hel lille Fiskerby med Kirke og Præst, med Kjøbmænd og Gjæstgivergaard og mange smaa Huse, hvis teglhængte Tage skinnede dobbelt røde mod det kridthvide1 Sand.
Og i de stille, lyse Sommerdage, naar Solen smeltede Tjæren af de enkelte gamle Træhytter, der endnu var tilbage, og glødede Sandet, saa det brændte under Fodsaalen, kunde den lille By ret brede sig i sin Ensomhed ligesom i gamle Dage, – folde sig ud over Klitterne med sine sorte Stænger for Næt og tørrede Fisk, med larmende Skarer af barbenede Børn og Klynger af smaa, brede Fruentimmer, der sad paa Hug i Sandet og skrællede Kartofler.
Langs Stranden sad Malere i Nakken paa hinanden under store gule Paraplyer som Frøer under Paddehatte. En ung, spids Digter – i 73 Panamahat og Næseklemmer – snuste om med en Notérbog. Og rundt i Byen saas Flokke af fremmede rejsende, der ivrig besigtigede denne mærkværdige By og dens interessante Naturbefolkning, som saa ensomt levede heroppe under saa storartede Omgivelser.
En Gruppe af Damer og Herrer stod nede ved Stranden mellem de optrukne Baade og iagttog med stor Nysgjerrighed to Fiskere, der sad i Sandet og redte Garn.
En Mand med høj, graa Hat bag i Nakken, Støvfrakke og Kikkert paa Maven traadte ud paa Gjæstgivergaardens Trappe og indsnuste omhyggelig den "højst interessante" Saltvandsluft. Og langt, langt ude under Klitterne i Øst – midt i den stegende Sol – traskede en hel Familie ud imod den hvide, skinnende Odde, hvor en Flok Fiskere stod og trak Vaad – for en Maler.
– – Op ad Formiddagen blev Heden mere og mere trykkende. Ved Middagstid lagde der sig over Havet og Byen en glimtende Dis af tung Varme, der ligesom slog alt til Jorden.
Ikke en Vind rørte sig. Hvorhen man saa' – i Luften, paa Sandet – saa stak det 74 i Øjnene som med fine Naale. Og den interessante Strandluft blev mer og mer en uhyggelig lummer Blanding af Sø og Sol og halvraadne Fisk.
Manden med den graa Hat og Gruppen paa Stranden havde ogsaa for længst trukket sig tilbage til Frokosten i Gjæstgivergaarden. En tung, slappende Døs sænkede sig tættere og tættere over Byen.
Rundt om ved Husene laa Ænder, Grise og Børn og snorksov med Ansigtet ned i det glohede Sand. Tunge og søvnige, med bare Ben og ophægtede Kjoleliv, gik Fruentimmer ud og ind gjennem Dørene, kun en Gang imellem kastende et vrantent Blik hen imod en lille Dør i et lillebitte Hus, hvor endnu en ung Turist med Myggeslør om Hatten stod og gantedes med et Par lattermilde Fiskerpiger.
Men dette var snart ogsaa den eneste Støj over hele Byen.
Selv de muntre, barbenede Smaapiger, som med opløftede Kjoler løb og pjaskede langs Strandkanten, satte sig til sidst trætte hen i Skyggen under de optrukne Baade, med Hænderne tungt i Skjødet, og saa' tankefuldt ud paa de smaa, pibende Strandtærner, der 75 strøg hen over Vandfladen og dykkede efter Fisk.
Oppe paa Klitranden sad Fiskerne. Nogle havde allerede ladet Garnene falde og bøjet Hovedet i Søvnen. Andre holdt dog tappert ud endnu og kastede af og til et sløvt Blik ud over Havet – dette store, tomme, mælkeblaa Hav, der laa dèr saa blankt, saa haabløst øde, at man kunde have troet det dødt, om man ikke hørte dets døsige, slumrende Aandedrag mod Stranden.
Der ude i Nordvest gik en enlig, stor Damper med en tyk, sort Røg ret ud efter sig.
Det var "Two brothers", en engelsk Fragtdamper, der skulde østen om Odden for at komme sydefter over Kattegat til en af Østersøhavnene.
Om Bord var der stille. Man havde netop foretaget en Pejling og følte sig trygge for Kysten.
Rundt om i Forrummet, hvor der var mest Skygge, laa Matroserne – et irsk, tysk og svensk Skrabsammen – i røde, tærnede Uldskjorter og sov med Næsen i Dækket, mens det store, tunge Skib rolig dampede hen 76 over det blanke Vand, trækkende to lange, smalle Bølger efter sig fra Bougen.
Kaptejnen havde selv Vagten.
Han sad inde i et lille, hyggeligt Indelukke oppe paa Kommandobroen, hvorfra han i al Magelighed kunde iagttage Skibets Fart.
Det var en lille tyk Englænder af Bøf og Porter, uden Hals, men med et bredt, rødsprængt Ansigt og et stort rødt Skjæg, der voxede ham højt op paa Kinderne. Pande havde han egentlig heller ikke. Men den lille, tykke, næsten uformelige Haand, der urokkelig hvilte paa hans Laar, var som skabt til at slaa knurrende Matroser i Dækket og stikke i Synet paa vidtløftige Jungmænd.
Blikket i hans stirrende, mælkede Øine var uforanderlig Ro. Og der rørte sig heller ikke en Mine i hans Ansigt – saaledes som han dèr sad, magelig tilbagelænet efter Frokosten, og dampede stærk, sød Shag af en kort Træpibe, mens han af og til saa' ligegyldig ud gjennem Vinduet paa den hvide, solbeskinnede Strand, de passerte.
Men han var ikke alene.
Op ad ham, halvt paa hans Knæ, og med Ansigtet vendt imod ham, sad en lille nem 77 Skikkelse og flettede med hvide, vævre Fingre i hans grove Skjæg.
En stor Sommerhat hang hende ned ad Ryggen i et sort Fløjelsbaand. En rød, opslaaet Parasol laa paa Gulvet under hende med Skaftet opad og et Par Handsker inden i.
En lille fix Kjole sluttede snevert om selve det unge, smidige Legeme og endte for oven i en lidt for kolossal Prinsessepibe2 omkring den slanke, fine, blaa-aarede Hals.
Undertiden saa' hun op og smilte, naar hun kom til at hoste i den skarpe Damp, han ugenert pulsede ned over hende. – De lidt for store, mørkeblaa Øjne med de lidt for lange og krumme Vipper gjorde et næsten barnligt Indtryk. – Eller hun lige som stjal sig til at nappe i hans røde, lodne Øre, eller kildre ham ganske sagte i Siden.
Men ved den mindste utaalmodige Trækning eller gnavne Knurren slap hun med en pudsig Forskrækkelse, slog begge sine unge Arme omkring ham og kastede sig ind til hans Bryst i en indsmigrende Mumlen.
Dette var little Mary.
Saaledes kaldte hun sig i alle Fald selv her inde i Fortrolighed. Thi Kaptejn Charles 78 – naar han overhovedet nedlod sig til at tale – kaldte hende slet og ret: Mary.
Ude mellem Folkene – hvor hun iøvrigt kun sjældent viste sig – eller af Kokken, der serverede hendes Bøf, tiltaltes hun blot med et høfligt "Miss". Og naar hun ved Middagstid gik sin daglige Tur op og ned ad Agterdækket – rolig, rank og engelsk kold – med Hænderne i Lommerne paa sin tæt tilknappede Jakke, bøjede baade Styrmænd og Matroser ærbødig af for hende uden saa meget som at forsøge sig med en Mine eller fornærme hende med et Ord, skjønt de sikkert nok vidste, hvorledes det forholdt sig med hende.
Kaptejn Charles havde allerede for en Tid siden faaet hende om Bord i Liverpool. Og nu sad han just efter Frokosten og var ganske bekymret for, at han virkelig skulde være begyndt at blive noget af en Vante.
I sit stille Sind havde han nemlig mer end èn Gang bandt paa, at nu maatte det være Slut, – og svoret at ville sætte hende af i den første engelske Havn, de traf paa, og sende hende tilbage til de Elendighedens Huler, hvor hun hørte hjemme.
Men hver Gang, det kom til Stykket, var 79 der noget i disse store, bønfaldende Øjne, der saa' op paa ham, – i den Haand, der lagde sig blødt om hans Nakke, og dette unge, kjælne Legeme, som strøg sig ind paa ham, saa han ikke for sin Død kunde faa Ordet sagt, men næsten følte saadan noget som et Hjærte pikke ham under Vesten.
Kaptejn Charles var Mand for at fatte det betænkelige i denne Historie. De sidste Maaneders lune Sommervinde, rige Fragter og heldige Farter havde gjort hans Sind blødt. Og for første Gang i Livet gik han i en stadig Angst for at gjøre en stor og forfærdelig Dumhed.
Og dèr laa nu Mary – ganske stille – med Armene slynget fast omkring ham, Øjnene store og drømmende ud gjennem Vinduet paa den nære, solbeskinnede Strand.
Hendes lokkede Hoved hvilte paa hans Bryst og gyngedes langsomt op og ned med hans svære Aandedræt. Hendes egen, yppige Barm vuggede med i Takten, mens smaa, nervøse Trækninger af og til som i Drømme gjennemfór hendes Legeme.
Men da Kaptejn Charles' tunge Haand nu lagde sig over hendes Haar og begyndte at 80 stryge hen over det, lukkede hun Øjnene og rørte sig ikke.
"Little Mary" – mumlede han sagte. Det var første Gang. – –
Men som de saaledes sad, hørte de paa én Gang en underlig Tumult paa Dækket: Maskinen standsede, og Understyrmanden kom hæsblæsende springende op ad Trappen og stammede paa gebrokkent engelsk:
"Hr. Kaptejn – vi – vi staar!"
Kaptejn Charles' tunge Krop havde i et Nu væltet Mary fra sig og var med en dundrende Ed ude af Døren og med Hovedet over Rælingen.
Jo – ganske rigtigt! Skibet stod; og under det klare, glasgrønne Vand blinkede Kiselstene og Muslingeskaller frem fra den riflede Sandbund, som de ganske blødt var gaaet ind i.
Kaptejn Charles stod længe og saa' ned i Vandet; hans Ansigt var blevet sprængrødt. Men da han havde set hen ad Skibets Side og forstaaet, at det ingen Skade havde taget, vendte han sig pludselig helt omkring i en befriende Skoggerlatter, som Mary efter bedste Evne istemmede, skjønt hun endnu var ganske 81 bleg af Befippelse og havde Øjnene fulde af Taarer.
"Halv Kraft! – bak! – halv Kraft!" kommanderte Kaptejn Charles rolig ned til Maskinen og udslyngede samtidigt et frejdigt "All right" ud over Dækket, hvor Mandskabet fra alle Kanter var kommen op og hældte sig over Rælingen.
Men da nu Maskinen atter begyndte at arbejde, gik han et Par hurtige Slag op og ned ad Kommandobroen, idet han trak stærkt paa Piben, som for at komme sig helt af Forskrækkelsen. Han følte endnu Hjærtet banke voldsomt i Siden og en sviende Hede over Ansigtet.
Men Skibet rørte sig ikke.
"Fuld Kraft – bak – Fuld Kraft!"
Men det rørte sig ikke.
Og alt hvad Maskinen end arbejdede og pustede, og Røgen end væltede sort op af Skorstenen, saa laa det der urokkelig fast – dirrede blot saa smaat under Anstrængelserne med en klirrende Lyd af Jærn.
Inde i Byen havde man imidlertid i en Fart opdaget, hvad der var hændt, og hurtig vækket Folk op af Middagssøvnen.
82 Én for én kom Fiskere allerede luntende gjennem Klitterne, med Latteren klukkende i Maven. Fler og fler fulgte flokkevis efter fra forskjellige Sider, og allerede i lang Afstand kunde man se de brede Grin i de solrøde Ansigter.
De nærmeste Klitter omkring Byen befolkedes i et Øjeblik med Kvinder og Børn, der stod med Hænderne skyggende over Øjnene og saa' nordpaa. Nogle løb ned, andre kom op.
Fra alle Kanter – helt ude fra Odden – saas Folk at færdes ilsomt over Heden, raabende og pegende til hinanden i Frastand. Endog de fremmede rejsende – baade Damer og Herrer – havde over Hals og Hoved forladt Gjæstgivergaardens Frokostbord for at styrte ud imod "Strandingsstedet" – den graa Hat forud for dem alle, med Servietten i Forvirringen stukket halvt ned i Baglommen – indtil hele Selskabet endelig blev optaget af Strandingskommissionæren, der rolig kom agende i sin Vogn.
Alt var med ét Slag kommet paa Benene. Fra de mindste Fjællehytter til Kjøbmændenes store Gaarde gik man ud og ind i en stille, 83 urolig nervøs Bevægelse, der mer og mer tog Magten fra dem. I Gadedørene flokkedes Folk og spurgte og gav Forklaring. Kjøbmanden stod i sin Dør og gned sig forfrossent i Hænderne som en Mand med en daarlig Fordøjelse, og selv den unge, blege Præst saas med en vis Spænding at vandre op paa Klitten bag Præstegaarden og kaste et Blik ud imod Nord.
Men da det endelig ved Bud derude fra uomtvisteligt var godtgjort, at Skibet var fast – virkelig, urokkelig fast – da løsnedes Beklemmelsen som i en énstemmig befriende Latter fra Gadedør til Gadedør og helt ud over Byen.
Kjøbmanden sprang let som en Fjer op paa sin Skruestol, skubbede den fedtede, skyggeløse Kaskjet bag i Nakken og beordrede paa Forhaand det store Brændevinsanker hisset op fra Kjælderen. Glade Ansigter løb over Gaden og puttede sig ind til Gjenboer og Bekjendte; den unge, blege Præst gik stille ind og slog efter i sin Offerbog; og en Kone, der i fjorten Dage ikke havde set Flæsk i sit Hus, gav sig i sin Fortumlelse til at rise sit eneste Barn, saa man næsten maatte vriste det fra hende.
84 Selv gamle Folk og Krøblinge, der næppe kunde gaa, rokkede op paa Klitterne, for at gotte sig over Synet af det store, dampende Uhyre, der laa der ude og sled og stønnede for at komme los. –
Ud for Strandingsstedet var Forstranden allerede tæt bestrøet med Grupper af Folk. Og ude omkring Skibet – der sad paa tredje Revle, et godt Stykke fra Land – laa en mudrende Skare af store og smaa Baade pakfulde af unge og gamle Fiskere, der lo og raabte op til Kaptejnen, hver Gang denne viste sig paa Kommandobroen.
Ved sin Styrmand havde nemlig Kaptejn Charles forbudt enhver som helst at betræde Skibet og med ægte engelsk Halsstarrighed afslaaet enhver Hjælp.
Derimod var alt Mandskabet kaldt paa Dækket, Storbaaden sænket, to Ankere sejlet langt agter med stærke Kjættinger omkring Spilbommen, mens Maskinen havde faaet Ordre til at presse alt, hvad den paa tænkelig Vis kunde taale – for ud skulde de.
Selv gik han – lidt bleg, lidt feberrystende, men ellers rolig – op og ned paa Kommandobroen, ind gjennem Døren til Indelukket og 85 tilbage igjen, givende Kommandoerne kort og bestemt ud over Dækket uden i et Blik at korrespondere med Baadene. Mary's store, taarefyldte Øjne fulgte ham frygtsomt inde fra Sofaen; hun havde en Gang prøvet paa at nærme sig ham; han havde barsk skubbet hende fra sig uden et Ord.
Men hvor meget Maskinen end pustede og pressede til den yderste Streg, saa hjalp det lige meget; Skibet stod urokkelig fast, flyttede sig ikke en Tomme; sank blot langsomt og stadig dybere ned i Sandet og dirrede – som i indvendig Harme – med denne klirrende Lyd af Jærn.
Og for hvert nyt, frugtesløst Forsøg lød der en Lattersalve nede fra Baadene, fulgt ligesom af et Ekko inde fra Strandbredden.
Imidlertid blev der ved at komme flere Baade. Helt ude omkring Odden og fra et lille Leje længere i Syd kom de trækkende med dem langs Kysten, saa det til sidst blev en hel lille tætpakket Flaade af smaa Fartøjer, der skubbede og hagede sig frem imellem hinanden og morede sig som ved en Folkefest.
Og alt som man efter hvert af Skibets mislykkede Anstrængelser følte sig tryggere 86 for det, mens samtidig Utaalmodigheden steg, skraalte man højere og højere op, saa snart der viste sig et Hoved over Skibets Ræling:
Nu maatte det sgu snart blive til noget! – De kunde lige saa godt gi'e sig med det samme! For dette herre blev snart noget langtrukkent for én, der havde Kælling og Rolling og Ævleskivepande paa Hullet der hjemme!
Især havde man naturligvis travlt med at gætte paa Ladningen. Nogle Baade snuste bestandig tæt rundt om Skibet, og ingen tvivlede paa, at det jo nok var en, der kunde skrue Bjærgningslønnen til Pas i Vejret.
Nogle holdt paa Bomuld som noget af det reeleste. Andre var saa skikkelige at ville nøjes med Jærn eller Kul. Men da én i de snusende Baade mente at kunne lugte Kaffe, fandt dette paa én Gang en næsten enstemmig Tilslutning. Og da i det samme en rødskjortet Matros, der tog Sagen fra den gemytlige Side, stak Hovedet frem bag en Puffert og begyndte at skære Grimacer ud til dem, raabte de strax som med én Mund op til ham: om det ikke snart blev til noget i 87 Retning af Kaffe; om han vilde sige til Madammen, at hun ikke maatte spare paa Bønnerne, men gjøre den bra stærk, for nu havde de ligget her i to Timer og begyndte at blive kjed af det.
Men da i samme Øjeblik Maskinen atter begyndte at arbejde, samtidig med at et Glimt af Kaptejnen viste sig paa Kommandobroen, sendte de ikke desto mindre paa ny en rystende Lattersalve ud over Vandet. Ekkoet svarede inde fra Stranden; og om det saa var Solen, saa skinnede den i sin Dalen saa lyst og bredt ned over den hele Scene, som om den vilde blande sit rolige, overlegne Smil ind i den almindelige Lystighed.
Strandingskommissionæren stod agter i en noget større Baad med sex Aarer, der holdt sig lidt bag ved de andre.
Han var en høj, svær, skjægløs Mand med store Arme og et roligt, fast Blik, hvormed han søgte at se ligegyldig og overlegen paa det hele.
Men om hans Mund dirrede en nervøs Trækning, som han ikke kunde neddæmpe. Og idet han hørte Ordet "Kaffe" blive nævnt henne mellem de snusende Baade, gik der et 88 Ryk gjennem hans store Legeme, samtidig med at han maatte knuse et Smil.
Toldassistenten – en fed Mand med Guldbriller og guldtresset Kaskjet – nærmede sig i en anden Baad og hilste.
"Hvad siger De til den, Kommissionær!" sagde han og lo inde i et blødt, ildrødt Skjæg, der formelig luede i Solen.
"Hvorledes?"
"Jeg mener – det er den stiveste – hvabehar?"
Strandingskommissionæren gjorde en Skulderbevægelse, der kunde lægges ud efter Behag. Men Toldassistenten lo igjen og sagde:
"Det er nok Kaffe – hvabehar?"
"Aa, Gud véd," svarede den anden rolig, næsten med præstelig Værdighed og bestandig seende ret fremad. "Det er vist bare Jærn – eller kanske Kul. Det er en Engelskmand."
"En Engelskmand, ja – hi, hi! – en rigtig Engelskmand, ja! – Sej og stædig som en engelsk Bøf, hvabehar? – Han vil nok selv slippe ud, Manden! – hi, hi! – Er De med paa den, Kommissionær?"
"Det gjør han kanske ogsaa," henkastede Kommissionæren, da den anden endelig var 89 færdig med at le. Men det var, som om den blotte Tanke derom fik Trækningerne ved Munden til at dirre stærkere frem.
"Undskyld, mine Herrer! – Er det sandt, hvad der andet Steds er mig berettet, at der er telegraferet efter Bjærgningsdamper?"
"Hvabehar!" udbrød Toldassistenten vendte sig hastig omkring.
Det var Manden med den graa Hat, der havde lejet en Baad med fire interessante gamle Fiskere. Han stod med den udtrukne Kikkert under Armen og saa' helt optaget ud.
"Jeg vilde gjærne vide," gjentog han omstændelig, "om det er sandt, hvad der andet Steds er mig berettet, at der er telegraferet efter Bjærgningsdamperen'1 og at den efter sikkert Forlydende er i Vente?"
"Ja, vi har den vist om et Øjeblik," svarede Strandingskommissionæren og vendte nu for første Gang Hovedet, idet han saa' ud imod Nordost.
Dèr – drejende sønden fra om Odden – saas ogsaa snart efter en lille Damper, der strax holdt ned imod dem.
Strandingskommissionæren gav i det samme sine Folk et Vink, og efter med Besvær at 90 have arbejdet sig gjennem den tæt pakkede Baademasse, lagde han sig ind til Skibet, hvor han høflig hilste op og paa skikkelig engelsk spurgte, om der forlangtes Hjælp.
Kaptejn Charles, der var kommen ud paa Kommandobroen, havde set den lille Damper stoppe op og rolig lægge sig for Anker et Par Kabellængder3 fra dem. Hans Ansigt var som helt forandret; det var askegraat og sammenbidt. Hans Hænder rystede, og han saa' ikke ned.
Men da Kommissionæren for tredje Gang gjentog sit Spørgsmaal, lød der et kort, hæst "Nej", hvorpaa han atter hilste høfligt og trak sig tilbage gjennem de knurrende Baade.
Imidlertid var han næppe naaet hen paa sin gamle Plads igjen, før Havfladen krusedes ganske let.
Der var ingen Sky'2 paa Himlen eller kjendelig Vind at mærke, saa man slog det snart hen. Men lidt efter lidt begyndte Baadene at vippe og skure mod hinanden. En kold, klam Luftning strøg fra Vest ind over Landet, og langt ude højnede Havet sig med utallige hvide Prikker, der hurtig nærmede sig og væltede over Brændingen.
91 Solen blev ogsaa paa én'3 Gang saa underlig mat og skinnede til sidst som gjennem en Taage. Himlen overstregedes af lange, lette Flors-Skyer, der var saa fine, og som kom og svandt saa hurtig fra Vest til Øst, at man næppe kunde fæste Øjet paa en af dem, før den løste sig op i blaat. Men op fra Horisonten i Vest skjød der sig nu langsomt en stærk lavendelblaa Farve, der gjorde Havet ganske graat, Luften tyk og halvmørk; og inde over Havstokken pilte de smaa Strandtærner og peb saa sygt, idet de trykkede sig tættere sammen under Kysten.
Det varede heller ikke længe, før Søen blev saa høj, at Baadene maatte søge til Land. Ved fælles Hjælp fik man dem hurtig skudt op paa Stranden, hvorefter man i Stilhed lejrede sig imellem dem, hvor der var mest Læ.
Thi man følte, at nu maatte det snart blive til noget, enten i den ene eller den anden Retning. Og man begyndte halvvejs at blive bange for, at Manden skulde være halsstarrig nok til at lade Skibet slaa i Stykker, før han gav sig.
I alle Fald saa' det snart noget betænkeligt ud. Skibet laa midt i Brændingen, med 92 Bredsiden til Søen, der allerede brød stærkt paa det. Enkelte Skumsprøjt havde allerede kastet sig helt hen over Dækket, og man hørte det flere Gange brage i Skroget.
Paa en Gang blev der saa en usædvanlig Travlhed om Bord. Man hørte Folkene løbe frem og tilbage paa Dækket efter korte, bestemte Kommandoer, klirre med Kjættinger og svare gjennem Stormen.
Det var aabenbart, de vilde gjøre et sidste, afgjørende Forsøg. Og saa stille var der i dette Øjeblik over hele Stranden, at man kunde høre Fyrbøderens Skovlkast nede i Maskinrummet, idet Skruen begyndte at arbejde agter.
Det gav et Ryk i Spilbommen; en Ankerkjætting rusede ud, og hele Skibet gav sig i Fuger og Forbindinger under de unaturlige Anstrængelser. Maskinen arbejdede tungt og stønnende, som i en dump Fortvivlelse; Dampen væltede stødvis med Bunker af store Gnister ud under den mørkeblaa Himmel. Det saa' helt uhyggeligt ud.
Enkelte af Kvinderne paa Stranden begyndte at klage sig; nogle Mænd rejste sig op. Og imens dalede Solen blodrød ned i 93 store, opadskydende Skymasser, der hurtig gjennemglødedes og skød sit Guld ud over det oprørte Hav.
Omsider standsede Maskinen. Og efter endnu en lang, som det syntes endeløs Tøven, i hvilken flere Mænd havde rejst sig, saa' man endelig gjennem det fremvældende Mørke Nødflaget langsomt blive hejst. Samtidigt lød der et hæst, svagt og langtrukkent Signal fra Dampfløjten.
"Nu græder hun," sagde nogle.
Men der var ingen Lejlighed til Vittigheder. En Baad med otte Aarer blev hurtig skudt ud for Strandingskommissionæren og Herredsfogdens Fuldmægtig, der skulde henholdsvis ordne og med Lovens Segl bekræfte Bjærgningsvilkaarene.
Blæsten var bestandig bleven stærkere; men den store Baad arbejdede sig dog forholdsvis let og hurtig over de endnu tungt rullende Bølger. De var snart i Læ af Skibet.
Kaptejnen var ikke paa Dækket. Styrmanden modtog dem og bad dem gaa ned i Kahytten. Her fandt en kort Ordvexling Sted, efter hvilken de atter tog bort og roede over til Bjærgningsdamperen, hvorfra de saa lidt 94 efter kom tilbage med Bjærgningsselskabets Agent.
Denne var en lille, mager, tavs Mand med et koldt Ansigt, en lige, sammenlukket Mund, uden Skjæg. Han var i sort, tæt tilknappet Frakke, sort Hat, og Handske paa den venstre Haand, hvormed han holdt paa Hatten.
Styrmanden tog atter imod dem og førte dem ned i Kahytten.
Her var Lampen tændt over et stort, firkantet Mahognibord, der næsten fyldte hele det lille Rum. Loftet og Væggene laa i et tæt, grønligt Mørke bag den store Blikskjærm, der fra sin hvidmalede Inderside samlede alt Lyset ned over den blanke, polerede Bordplade.
Paa denne laa Bunker af Kortruller og Bestik-Instrumenter, der var skubbet hen til den ene Side mellem nogle Glas og tømte Flasker. Den anden'4 Halvdel af Bordet laa fri; og her – inde i Kahyttens inderste Hjørne – sad Kaptejn Charles.
Han var temmelig sikkert drukken; ligesom ogsaa hele Rummet lugtede af Rom eller Kognak.
Med det store, røde Skjæg i Lyset, Albuerne paa Pladen, Hænderne paa hver sin 95 Side af Hovedet, sad han og stirrede stift ud for sig. Marry'5 laa gjemt et eller andet Sted omkring ham; men man hørte kun af og til hendes trøstesløse Hulken.
Lige bag hans Ryg derimod slog Havet uafladeligt'6 ind imod Skibssiden med tunge, varslende Slag, der drønede saa hult og uhyggeligt ind i det lille trange Rum, at den unge Fuldmægtig, der endnu var saa ny i Bestillingen, ganske bleg stirrede hen derimod, som om han ventede i næste Øjeblik at se Havet vælte sig ind over dem.
Oven over paa Dækket mudrede det i ét væk med tunge Støvler, der stimlede sammen lige over deres Hoveder. Stemmerne hørtes kun utydeligt og i Munden paa hinanden som en dyb, uforstaaelig Mumlen, der tilmed helt forstummede, da Døren til Kahytstrappen lukkede sig bag de indtrædende.
Kaptejn Charles hverken rejste sig eller bød dem sidde ned; men spurgte kort og godt, hvad det kostede.
Agenten bad om at maatte se Skibspapirerne. Kaptejn Charles tog dem frem af Bordskuffen og skød dem over til Agenten, der strax aabnede og læste.
96 "Ja saa. Bomuld."'7 sagde han.
Kaptejnen nikkede.
Men gjennem Strandingskommissionærens svære Legeme gik der atter et let Ryk, samtidig med at han maatte knuse et Smil.
"Fire Tusend Pund," sagde Agenten derpaa og skød Papirerne tilbage.
Kaptejn Charles saa' pludselig op. Det var, som om han paa én Gang blev ædru og ikke vilde tro, hvad han havde hørt.
Men da Agenten rolig og ubevægelig gjentog det, greb han resolut Papirerne, gjemte dem uden videre igjen i Skuffen, idet han kastede sig selv tilbage med et kort afvisende "Nej".
Der blev et Øjebliks Tavshed. Strandingskommissionæren, hvis Hverv og Bestemmelse det var i alle Forhold at staa paa Kaptejnens Side og værge hans Interesser, vilde lægge sig mæglende imellem. Men da gjentog Kaptejnen sit Svar saa bestemt og afgjørende, at Agenten tog sin Hat fra Bordet, bukkede stivt og forlod Kahytten op ad Trappen.
Den unge Fuldmægtig fulgte skyndsomst, og lidt efter hørtes deres Baad at støde fra i Læsiden.
97 Men efter Forløbet af næppe en halv Time, hvori Skibets Stilling stadig forværredes, mens Matrosernes Mumlen blev mere og mere højrøstet, sendtes der imidlertid atter Baad efter dem, og de mødte punktlig.
Kaptejn Charles sad endnu paa samme Plads, blot endnu lidt dybere inde i Skyggen. Strandingskommissionæren, der var forbleven paa Skibet, stod over ham i en overtalende Stilling,'8 med Haanden berørende hans Skulder, idet de kom ind.
"Nu vel," vendte han sig derpaa om til dem, "Kaptejn Charles indvilliger. Fire Tusende Pund altsaa."
"Sex Tusende," sagde Agenten rolig og med en kort Henvisning til de forværrede Omstændigheder.
Kaptejn Charles vilde have faret op. Med et stikkende Blik saa' han paa Agenten og derfra spørgende hen paa Strandingskommissionæren.
Men denne Gang kunde Kommissionæren uheldigvis ikke længer svælge Smilet; og da Kaptejn Charles saa' det, holdt han pludselig inde; og idet et ligesom halvt forstenet Udtryk bredte sig i hans Ansigt, sank han langsomt, 98 med et forstaaende Nik, men uden et Ord, tilbage igjen i Skyggen.
Strandingskommissionæren rømmede sig og traadte atter til. Og da han vidste, at Bjærgningsselskabet af Princip aldrig slog af paa et gjort Tilbud, vendte han sig udelukkende til Kaptejnen, hvem han med beklagende Gestus søgte at gjøre indlysende, hvorledes der næppe paa Grund af Skibets stadig vanskeligere Stilling var andet at gjøre, end at modtage Tilbudet. Det kunde jo dog ikke paa nogen Maade gaa an at lade Skibet ligge til Morgenen; i saa Fald vilde det nemlig utvivlsomt være Vrag forinden, og man maatte da derfor hellere endnu søge at redde, hvad der reddes kunde, ved strax at komme overens med Bjærgningsdamperen.
Kaptejn Charles svarede bestandig ikke et Ord. Inde fra Skyggen gik hans Øjne med et sky Blik fra den ene til den anden. Munden, hele hans Legeme rystede, idet det trak sig dybere ind i Krogen, hvor Havet manende dundrede ham i Ryggen.
"No, no, no," mumlede han endelig, halvt som i Vildelse, og ligesom vækket op af 99 Støvlemudderet, der atter nærmede sig oppe paa Dækket. "No, no, no."
Agenten, der hidtil havde staaet kold og rolig, med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden inde i Brystlommen, hvor han havde de trykte Kontrakter, nærmede sig nu ogsaa.
Han vilde blot til Strandingskommissionærens Bemærkninger endnu for sit Vedkommende tilføje, at dersom de ikke inden en halv Time vare komne overens, vilde Bjærgningsdamperen se sig nødsaget til at lette, da den ikke turde opholde sig her under Kysten Natten over. Et Afslag indtil den Tid vilde altsaa efter hans bestemte Opfattelse være ensbetydende med saavel Skibets som Ladningens totale Forlis.
Endvidere vilde han bede Kaptejnen søge Overenskomst nu; thi om et Kvarter var det muligt, at han – Agenten – ikke længere vilde kunne modtage en saadan paa de nu stillede Betingelser.
"No, no, no," mumlede Kaptejn Charles bestandig inde fra sin Krog, idet han næsten som sindssvag rystede paa Hovedet.
Pludselig sprang han imidlertid op med et Næveslag i Bordet og begyndte i et forkludret 100 Sprog at ramse op en Mængde usammenhængende Ting, som ingen kunde forstaa.
Men da Agenten derved tog sin Hat og gjorde Tegn til at afbryde Forhandlingerne, kastede han sig atter ned ved Bordet med Hænderne for Ansigtet i en Mellemting af Hulken og afmægtig Rasen.
"Sex Tusend Pund," gjentog Agenten stille lidt efter; han havde Haanden paa Dørlaasen.
"Fem Tusend!" raabte Kaptejnen og saa' nu op med et nyt Næveslag.
"Sex Tusend."
"Nej, nej, nej" – raabte han atter vildt – "det er jo halvt Skib og Ladning. Fem Tusend! – Fem Tusend!"
"Sex Tusend, – endnu i fem Minutter."
"Mine Herrer, maa jeg –" begyndte Strandingskommissionæren; men da Kaptejnen hørte hans Stemme, standsede han ham og bad om Blæk.
Agenten skød Kontrakten hen under ham, og han skrev under. Den unge Fuldmægtig kom til, gjorde forskjellige Fixfaxerier med Lak og Signet og pegede hist og her paa Steder, som Kaptejn Charles saa' som gjennem 101 en Taage, og hvor han skulde skrive sit Navn. Og han skrev.
Men da alt dette var ordnet, vendte han sig halvt om mod Strandingskommissionæren og spurgte med en lav Stemme, hvad han endelig var ham skyldig "for Hjælpen".
"Halv Procent af Bjærgningslønnen, Hr. Kaptejn!" svarede han høflig og med et Buk.
Han skrev ogsaa det.
… To Timer efter dampede "Two brothers" norden om Odden. Styrmanden havde Vagten. Kaptejn Charles havde lukket sig inde i sin Kahyt sammen med Marry'9. –
Men inde i den lille By skinnede der i denne mørke, stormfulde Aften Lys ud fra hvert og et af de mange smaa og store Huse, hvor man allerede var begyndt at gjøre sig til gode for den halve Part af Bjærgningslønnen, der var Fiskernes lovlige Part.
Inde i Kjøbmændenes Boder og Bagstuer var der mylrende tæt med Folk, og ikke mindst henne i Gjæstgivergaarden, hvor de fremmede rejsende, i Henrykkelse over deres sjældne Held, havde givet en stor Bolle Punsch, der 102 stod og dampede paa det lange Bord i Bagstuen.
Hele Stuen over – helt ud paa Gangen – stod der saa pakfuldt af unge og gamle Fiskere, at den ene ikke kunde komme frem for den anden; og over alle Hattene i det store, lave, halvmørke Rum laa en Os og Damp, der var saa tæt, at man næppe kunde se hinanden paa mere end to Skridts Afstand.
Alligevel havde selv Damerne vovet sig herind med deres Herrer og sad i en Klynge henne ved en Dør og morede sig kostelig. Manden med den graa Hat, der agerede Vært, stod for Enden af Bordet og øste op i de store Ølglas, medens den unge Digter – som det sig hør og bør – havde anbragt sig midt inde mellem Folket.
Der var et Spektakel, saa man ikke kunde høre Ørenlyd. Alle talte, alle lo; og ude i Gangen begyndte nogle utaalmodige at "gi'en op" med en Sang.
Men da der et Øjeblik blev som en lille Standsning i Larmen, vendte en stor, rødskjægget, halvgammel Fisker, der hele Tiden havde været blandt de mest højttalende, sig 103 om til Damerne og de andre fremmede rejsende og sagde:
"Hør, mine Herskafter – skal det intet være en lille Ende?4"
"Jo – en Ende!" raabte den unge Digter lykkelig og hoppede paa Sædet med Blyantsspidsen i Munden.
"Ja, ja, ja!" raabte de unge Damer henrykte og klappede i deres smaa Hænder.
"En Ende! – En Ende!" fulgte alle Herrerne i Kor. Men Manden med den graa Hat skreg overlydt, idet han rejste sig helt op paa en Stol:
"Det er ret, Folkens! – – lad os bare faa nogle af de rigtig gode gamle Ender, saa skal det ikke komme til at mangle paa Drikkevarerne – Folkens!"
