84
Lykke-Per
Af de "smaa Romaner", som Henrik Pontoppidan har udgivet til forskellige Tider af sit Forfatterskab, baade før og efter sit Opbrud fra Landsbyhjemmet, er der et Par, der betegnes som "Skildringer fra Alfarvej". Herved fremkaldes atter som i de to sidste Bind Landsbyhistorier Forestillingen om en Vandrer. Til denne Forestilling svarer helt vel Indtrykket af et lille Bind Krøniker, udgivet i 1890 og paa ny med nogle Udeladelser ("Sct. Peders List") og Tilføjelser ("Ørneflugt") i Fortællinger I 1899. Disse Krøniker er det, som Vandreren nu har i Ranselen eller "paa Tasken", som man siger om Jægersmænd. Det er Motiverne til den Digtning, der afsluttes med Lykke-Per.
Den lille Bog betegnes i et Forord som første Hefte af en større Samling, der vil blive fortsat, hvis det lykkes Forfatteren at vinde Læsere. Dette er ikke sket, og Skylden derfor er ikke blot Læsernes. Krøniker udkom samtidig med Jonas Lies Eventyrsamling Trold, men taaler ikke Sammenligningen. Pontoppidans Fantasi er endnu bunden til Landsbyen, der er Skuepladsen for de fleste af hans Eventyr. Man ser den en kold og aarle Sommermorgen, som Gunnar i Sagaen ser Liden: i Farvellets Rimglans ("Svend Morgendug"); eller i Hundedagenes Tørke, der svider, saa at Ræven – den sølvgraa Ræv, der gaber rødt af Hede i Isbjørnen – segner, med Tungen 85 som et Stykke bleg Tarm ud af Munden ("Menneskenes Børn"); eller i Decembersluddet, dampende af Juleslagtningen ("Grete Gaasepige", hvorfra den klassiske, ganske u-eventyrlige Skildring har kunnet overføres ordret til den nye Udgave af Sandinge Menighed). Lies Fantasi spænder sig fra hans uhyre Nordland over hele Norge og videre ud – i Uendeligheden. Der er altid, som i Eventyret om Andværs-Skarven, en Fugl, der letter fra det yderste Skær og flyver endnu længer. I denne Havørns Flugt vinder den danske Digters Fantasi ikke med. Lies Eventyr er ufortolkelige, Pontoppidans Smaafortællinger – "Eventyr, Anekdoter eller hvad man nu vil kalde disse Smaating" er Forordets usikre Betegnelse af denne nye Genre – er nemme nok at forstaa og forklare.
Nogle, og det er gennemgaaende dem, der er sikrest i Stilen, er Skæmte-Sagn i Almueeventyrets Stil og med dets Typer og Motiver: "Sct. Peders List", "Præstesækken", "Præsten og Herremanden", "Den stærke Skrædder". Andre er Parabler. "Menneskenes Børn", der er størst i Stilen – Jacobsens "Pesten i Bergamo" i Landsbyformat – er bygget over den Tanke, som Emanuel Hansted udtrykker saaledes, at Lidelser er Guds Kærtegn, og som ogsaa Lykke-Per sander. Men naar i en anden Parabel "de Vises Sten" forklares som "den dybe, tavse Menneskeforagt", er det dog ikke dermed, Emanuel og Lykke-Per ender. Paa de smaa Romaner peger "Ungdom", der har samme Ide, men ikke samme Stil som den klassiske Krønike i Den gamle Adam, hvor Adam uden (som det nok var Meningen) at føle sig spæget ved den bekendte Operation beder Vorherre tage alle sine Ribben og skabe ham Kvinder af dem. Ligesaa "Havfruens Sang" (Blendværket, "Spøgeriet" er en Realitet, selv naar dets naturlige Aarsag er udfundet – Hattestrengen bliver ved at lyde som en Æolsharpe) og 86 "Forbandelsen", hvor den grove Virkelighed graver sine "Muldskud" – Krønikens senere Titel – op i Idyllens Blomsterhave. At Eventyrets Stav ikke vil blomstre i Pontoppidans Haand viser en Sammenligning mellem "Digterliv" og H.C. Andersens "Gartneren og Herskabet", der har samme Motiv – Digteren og Publikum – men en helt anden Udførelse. Andersens Eventyr er en Ranke, Pontoppidans en Pegepind.
Af dem, der er kommet til i Fortællinger, er "En lille By" og "Naar Vildgæssene trækker forbi" smaa Livsbilleder fra de smaa Byers og de smaa Menneskers Land. Den sidste indeholder ligesom "Ørneflugt" Pontoppidans Grundmotiv. En agtværdig Mand, Adolf, der daglig gaar sin beskikkede Gang til Kontoret med sit beskedne Smørrebrød, den friske Morgenberlinger og et Par ovntørrede Sokker i Dokumentmappen, bringes en Dag til at snurre paa sin Bane ved sin Ven Felix' romantiske Flugt med en Datter af en Marskandiserjøde. De fem smaa Hjerterum paa Frederiksberg, der hidtil med deres levende Indhold af Leopoldine og Tulle har udgjort hans lykkelige Hjem, indsnævres pludselig for hans Blik til et Madskab og et Sovekammer, og han lader sig henrive til stærke Ord om "Lidenskabens og de store Følelsers Ret", indtil midt under Opgøret et Træk af Leopoldines Ømhed – Ankomsten af en mistænkeligt udseende, rosenfarvet Konvolut, der viser sig at indeholde hendes og Barnets Portræt, en Overraskelse til Fødselsdagen – atter gengiver ham den tabte Ligevægt.
Den samme Modsætning mellem en sindig Svend og hans eventyrlystne Kammerat møder man i den oprindelige Samlings sidste Stykke "Svend Morgendug". Sammen med de to første Stykker – om Vorherres og Sct. Peders Vandringer i menneskelig, halv gejstlig og halv zünftig, 87 Skikkelse i Landet paa begge Sider af Fjorden – giver dette afsluttende Eventyr den hele Samling Præg som en Fortsættelse af Vandrerens Landsbyhistorier. Og medens den foregaaende Krønike "Naar Vildgæssene trækker forbi" peger tydeligt frem imod Lykke-Pers Historie – Felix er, ogsaa i Navnet, en Lykke-Per, hans "Jessica" er Jacobe, Adolf er en Sidenius – synes denne at vise tilbage til Emanuel Hansteds Oplevelser og den bagved liggende Virkelighed.
En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker fra et landligt Gæstgiversted til et Kildemarked i en langt borte liggende Skov. Paa Vejen kom de igennem et Par smaa hyggelige Landsbyer, hvor alt endnu sov. Saa staar Solen op, de kører ind i et øde Land mellem Lyngbakker, indtil de atter naar en Landsby, hvor de gør Holdt foran en lille Høkerbod for at faa lidt varmt i Livet. Billedet af den søvnige Høker og den vaagnende Landsby sætter især den ene af dem, en uforbederlig Galgenfugl, i en morgenlystig Stemning. Han kysser paa Fingeren til Pigerne, der i bart Særkeliv kigger frem bag Kammervindverne, og synger til Blomsterne.
Uden for et lille, enligt liggende Hus tvinger han af Kaadhed Kusken til at standse, under Paaskud af at de maa være kørt vild, og at han vil forhøre sig om Vejen. Og medens hans rolige Rejsefælle stopper sin Pibe og giver sig til at snakke fornuftigt med Kusken, en lille halvgammel Bondemand, om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, forsvinder han i Huset og kommer langt om længe ud i Selskab med et blondt Pigebarn, der er i Færd med at vise ham Vejen. Hun er i hvidt Underliv og falmet mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar er glat kæmmet og flettet med et sort Baand, Fødderne er nøgne. Naar hun peger, ser man den ene solbrændte Arm fremstrakt 88 mod den grønne Humlevæg, saaledes at hun viser det hvide Sted i Albubøjningen, hvor Aarerne blaaner frem. Hun er næppe atten Aar gammel.
Paa den unge Mands heftige Tilnærmelser svarer hun smilende og undvigende, med korte Sætninger som: "Det gør jeg vel nok" eller "Det har jeg vel nok" eller "Det kender De vist ikke noget til". Han vil have, hun skal være med til Markedet, og trænger ind paa hende med en Iver og Alvor, saa Vennen, der aldrig før har set ham saaledes, bliver urolig og truer med at køre fra ham.
Paa hans sidste Bøn rystede Pigen tavs paa Hovedet og smilte ikke længer. Da han er kommen til Vogns, og Vennen spørger, hvad han vel har gjort ved Pigebarnet, svarer han ikke noget.
Ved Markedet finder heller ikke han den Morskab, de havde ventet. Da de om Natten igen kører forbi Huset, mærker Vennen, at det ligesom rykker gennem ham. Først langt derfra, da de havde naaet en mørk Granskov, som de skulde igennem, lod han atter høre fra sig.
Sig mig, sagde han, kender du Eventyret om Svend Morgendug, der rejser sin Lykke forbi uden at kende den?
– Jeg ved ikke, om dette Eventyr først er sprunget frem i Henrik Pontoppidans Fantasi, da han havde sagt sit Landsby-Danmark Farvel og var kørt gennem Brandenburgs store Naaleskove til Berlin.
Det giver i alle Tilfælde Tonen, ikke blot til Det forjættede Land – det mørke Strøg af hans Erindring, han maatte igennem – men til den Digtning om "Lykken", om "Lidenskabens og de store Følelsers Ret", der venter ham paa den anden Side. Man mærker ogsaa af denne Poesi paa den anden Side Landsbyen, at dens Digter har haft det dobbelte Sind – en sindig og en vælig Sjæl – at fare med, der efter Pater Rüdesheimers Mening gør det 89 umuligt for Nutidsmennesker at vinde Lykken i gammeldags Betydning. "Selv træder hun Duggen af Græsset!" synger det sørgmodigt i Omkvædet til en gammel Vise. I al Fald paa Pontoppidans Poesi om Lykken mærker man, at der er hændt noget med ham og i ham, som gør, at han ikke finder Livets Kildemarked nær saa morsomt, som det efter Sigende skal have været i gamle Dage.
*
Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Dit Altar staar
i de svale Dale,
i de skønne, grønne,
duftende Hvælvinger,
hvor Philomela slaar,
hvor den rislende Sølvbølge gaar.
Saaledes – det er et Vers af Oehlenschlæger fra 1802 – lyder det ikke i Pontoppidans Prosa i Ung Elskov (1885).
Elskov! … Elskov! … Der voksede ligesom nyt Liv frem i hende, blot hun hørte Ordet klinge for sine Øren. Det var, som om Verden paa en Gang aabnede sig for hendes Øjne, og som om selve Himlen løftede sig over hendes Hoved. Endog Skoven blev en anden, som hun stod der og saa ud over den. Luften syntes hende at fyldes som med Klang og Vindene at hviske hende dette vidunderfulde Navn ind i Øret.
Men Opfattelsen er noget nær den samme. Ja, naar Oehlenschlæger flytter den græske Elskovs Alter til en nordisk løvfuld Lund og selve Ordet "Elskov" for Pontoppidan fyldes med Skovduft, synes de to Digtere at have ladet sig gække af et og samme Ordspil, den samme "Folkeetymologi", 90 der har faaet et naivere Udtryk i en københavnsk Gadevise af ældre Dato:
Dyrehaven er en stor Skov,
men Elskov er en større.
I al Fald har begge de to unge Mænd – Oehlenschlæger i sit 23. og Pontoppidan i sit 27. Aar – vidst, at Kærligheden og den grønne Skov af Naturen har noget med hinanden at gøre – at Elskoven under aaben Himmel, det af Alverdens Digtere fra Walther von der Vogelweide til Bjørnstjerne Bjørnson besungne første Møde med Naturen, er unge Hjerters højeste Lyst og Duggen af Livets Sommer.
Ung Elskov, der først stod ufuldstændigt trykt i jeg-fortællende Form i Ude og Hjemme i 1884 og siden blev udgivet paa ny 1906 i den oprindelige Jeg-Form med flere ikke ganske heldige Tilføjelser og Ændringer som "Blade af en Mindekrans", er i Udgaven af 1885 en "Idyl" d.v.s. en Novelle af en Landsbyhistorie at være. Den har i sit Emne, men ikke i dets Behandling nogen, næppe tilfældig, Lighed med Kiellands Mester-Novellette "Karen" i To Noveller fra Danmark (1882).
Ligesom denne er den henlagt til Jylland, saa at Pontoppidan i denne Bog for første Gang i sin Digtning genser sit Hjemland. Den foregaar i en skovrig Egn ved Gudenaaen. I den senere Udgave er dette jyske Stedpræg betydelig forstærket, ogsaa i Replikkerne, til nogen Forvirring for Læseren, da sjællandske Udtryk (f. Eks. "over det" i Betydningen: fordi) er blandet mellem jyske Ord og Vendinger. Stilen er i 1885 Forfatterens egen, i 1906 er den farvet efter Beretteren, en Landsbylærer og folkelig Forfatter.
Handlingen er i 1885, kort gengivet, følgende. I den 91 gamle Skovkro, tidligere et Færgested over Aaen, vokser Martha op som et Barn af Kro-Ellen, den gamle Kromands Datter, og en jødisk Bissekræmmer, der har forlokket hende. Hun ligner ikke den unge Pige i "Svend Morgendug", hun har et fremmedartet Udseende og Udtryk, hun har Skovsøen i Øjnene. Ved Søen elsker hun at færdes og ser der en Dag i en Baad to Forlovede meget sirligt kysse hinanden. Hun skal just til at le ad dette højtidelige Kærtegn, da hun i det samme fanger det Blik, hvormed de to under Omfavnelsen ligesom sænkede sig i hinanden: hans stille brændende, hendes fugtigt og skælvende, og bliver undselig. Hun er kun femten Aar, uden Tilsyn af sin uordenlige og drikfældige Moder, Kammerat med de gamle Svende, der er Kroens Stamgæster.
Et Par Aar efter, da hun efter deres Anvisning har lovet sig til en grov og ærlig Jydesvend, møder hun i Skoven en Student med Bliktromle paa Ryggen og Klemmer paa den lange Næse. En Markedsdag holder hun sig ene hjemme for at vente ham.
Den næste Morgen ganske tidlig, endnu før Solopgang, staar hun som en Søvngænger ved Skovleddet og ser en Glente slaa ned mellem Lærkerne. "Fra Græsset hørtes et lille Pip – derpaa en Krages hæse Væk – og snart var Luften atter et eneste Jubelkor."
Hun gaar som i Dvale hjem, ind i sin Stue og støder Vinduet op, som hun følte Kvalme.
Han var rejst – rendt – skælvende som en Skoledreng for sine egne Gerninger. Hvad der er sket, har Moderen mærket og fortalt hendes Kæreste det. Af Rædsel for Tilstaaelsen flygter hun og findes snart efter druknet i en Mølledam uden for en By et Par Mil borte. Hun skal paa Vejen dertil have kigget alle Mandfolk i Ansigtet og sagt, at hun var ude at lede efter sin Kæreste, en Student, som 92 hun skulde have Bryllup med til Mikkelsdag. I Smedjen var hun gaaet ind og havde der med en dyb, undselig Nejen spurgt, hvor langt der endnu var til Himmerige.
Dersom hun nu ogsaa havde haft Forklædet fuldt af Fandens Mælkebøtter og Marens Sengehalm og andre saadanne vilde Blomster, "som kaade Hyrder gav et ublu Navn", saa havde man nok kendt hende igen som en "Ofelia i Landsbyen" og Pontoppidans Idyl som en Gottfried Kellersk Dorfgeschichte.
Nu er man uvis. Historien er sagtens i sig selv ikke saa meget værd. Men den er Pontoppidans første Tilbud om at tage den naturalistiske Lyrik om den store Følelses Ret paa Ordet. Studenten med den lange Næse har nok haft Drachmanns Sakuntala-Digt i Ranselen – der kunde man først læse, hvordan en Pige "sænker" sit Øje "saa fugtig-blødt" i en Mands. Ligesom Pontoppidan i Landsbybillederne og Præsteromanen havde taget det æstetiske Sværmeri for Bonden og det folkelige for ramt Alvor – og maattet gøre det, fordi han i sit Liv havde gjort saaledes og betalt, hvad det kostede – saaledes har han her villet vise, hvordan det er, naar Lidenskaben selv og ikke det kunstige Afbillede deraf, der knitrer hel muntert til Læserens Lampe, fænger i et væligt Sind. Han lægger store Knuder Natur under den litterære Straaild. Og saa brager det.
Aaret efter Ung Elskov udkom Mimoser (1886), betegnet som "Smaa Romaner II". Da der ikke findes noget tilsvarende Mærke paa Ung Elskov, maa Forfatteren først nu have faaet Ideen om en saadan Række. En ydre Grund dertil var, at hans Bøger i de første Aar ikke fandt nogen videre Afsætning, og at han over for sin Forlægger, Fr. Hegel, havde forpligtet sig til ikke at gøre dem større end 15 Ark, hvorfor han, da han planlagde Det forjættede Land, 93 maatte søge et andet Forlag. Anden Lighed end Formatets lover den fælles Betegnelse næppe.
Mellem de to første smaa Romaner er der snarere en Modsætning, nemlig den, der udtrykkes i Undertitlerne: en Idyl og "et Familjeliv". Den første handler om den naturlige Elskov, den anden om den ægteskabelige Kærlighed og hvad dermed følger.
Kancelliraad, forh. Apoteker Bystrøm har af Pietet mod sin afdøde Hustru ført sine to unge Døtre ud til Landejendommen "Nathalies Minde" for at værne dem mod Bylivets Fristelser. Han er selv – ligesom Justitsraaden i Jacobsens "Mogens" – en Ven af Naturen og opgiver gerne sin ublodige Søndagsjagt for rent idylliske Sysler som Blomsterdyrkning og klinisk Iagttagelse af Frøers og Tussers Forplantningsforhold. I dette omhyggeligt omgærdede "Familjeliv", hvor det er en Begivenhed – der dog paa Grund af Sagens delikate Natur holdes skjult for de unge Piger – om "Alexandra", et Pragteksemplar af en Bufo vulgaris er i velsignede Omstændigheder – i dette Blomsterbed skyder Mulden op. Døtrene bliver gift med to nærboende Herremænd: den ældste, borgfrueskønne Kamma med "Klosterbaronen", en fuldblodig Ætling af holstensk Studeprangeradel, den yngste, den yndige Betty, med en højst distingveret forhenværende Leve-, nu Landstings-Mand. Men snart efter afbryder de unge Fruer Samlivet med deres Mænd, da det konstateres at de, hver paa sin Maade og efter sin Smag, har været dem utro. Kancelliraaden indplanter sine forblæste Mimoser i Hovedstaden og fortsætter der sit Familjeliv.
Der er en Del aktuel Satire i Romanen. Bogen udkom midt under den saakaldte "Sædelighedsfejde" – "den store Krudtsammensværgelse", siger Herredsfogden, som er vittig – da Bjørnson dystede med Kristiania-Bohêmen, 94 og Georg Brandes spottede over de Damer og Herrer, der ikke havde bedre at tage sig for end at passe paa hinandens Kønsliv. Bjørnsons Parti tager den lille iltre Præstefrue – "Sprutbakkelsen" i Herredsfogedens Leksikon – men Brandes' den gamle Hofjægermesterinde, Bettys Svigermoder, der imod et Par kønsmissionerende Damer af Aristokratiet indvender, at de rette Venushuler er de Dukkehjem, hvori Mændene bortskørtes. Bogen blev almindelig opfattet som et Indlæg mod Bjørnson, saaledes i Edv. Brandes' Anmeldelse i Politiken. Ogsaa senere har Pontoppidan vendt sig imod disse Teorier, i en Artikel i Kjøbenhavns Børs-Tidende (4–8–1889), ud fra den poetiske Betragtning, at da man kun elsker "rent" en Gang i sit Liv, er der megen anden Urenhed til i Kærlighed end den, der falder ind under den saakaldte Handske-Moral. Og Bjørnsons Forfatterpersonlighed har Pontoppidan altid gerne angrebet: en Karikatur af ham er indført i Det forjættede Land (fjernet af de senere Udgaver), en anden skrev Pontoppidan efter Bjørnsons Død i en Artikel, der fremstillede den store Taler som en meget stor – Skuespiller. Spotten over de danske Mimoser er ogsaa paa andre Steder krydret med det vanlige københavnske Drilleri over den norske Gevaldighed, legemliggjort i en Sangerinde, "en imposant Blondine med Arme som en Bagersvend og med flere Hager hængende ned under Halsen som en Pose til Opbevaring af hendes Stemmemidler." Hun synger "Ingrid Sletten af Sillejord".
Men Pontoppidan har vist aldrig skrevet et Indlæg. Han er ikke Sagfører. Han har Dobbeltsindet, det "Tvesyn" som Bjørnson hadede, men som bag om ham og Grundtvig stiller nogle af den danske Litteraturs ypperste Mænd: Heiberg og Paludan-Müller, Kierkegaard og Goldschmidt broderligt sammen med nogle af de bedste Norske: Welhaven 95 og Vinje1 og Henrik Ibsen. Imellem hans og Bjørnsons Opfattelse af Hjemmet er der sandt nok en Modsætning, der træder morsomst frem, naar man sammenligner den gamle Frues (og Forfatterens) Haan over den faderglade Søn, der er mere optaget af sit Barns Mave end af Livsnydelse og Arbejde, og Bjørnsons Ytring i et Privatbrev om en ung dansk Fader af hans Bekendtskab: "De Øjne, hvormed han kan tale om at Drengen har skidt sig ud, er ganske dejlig!" (d.e. noget højst poetisk). Men Pontoppidans Opfattelse er ikke ensidig. Der er med Forfatterens Vidende og Vilje over Bettys, den unge Moders, Ømhed for sit Barns Fader noget rørende. Digteren var selv, da han skrev denne Bog fastgroet til et Hjem, og der var Tider, da han glemte alt for at lytte til en lille Piges Aandedræt. Treforholdet: Betty–Anton Drehling–Fru Conerding foregriber i visse Maader Hansine–Emanuel Hansted–Frk. Tønnesen. Men Fru Conerding, der har Læserens Medfølelse, fordi hendes Mand har bedraget hende for alt – Lykke, Ære, Rigdom – og kun for visse Aarsagers Skyld været hende tro i Punkt VI, er en Kokette, der lokker den anløbne Herre med tørre Taarer. Parret egner sig afgjort ikke til at fremstille en ny og højere Form for Kønslykke og er heller ikke ment at skulle det.
I Billederne af Hovedstadslivet i Mimoser træder Pontoppidan for første Gang siden "Efter Ballet" (og Fru Gyllings lidet københavnske Salon i Sandinge Menighed) paa københavnsk Grund. I Skildringen af Anton Drehlings Ensomhed og Fremmedhed for gamle Venner og Vaner er maaske noget personligt.
Det næste Nummer i Rækken af de smaa Romaner er Isbjørnen (1887), der foregaar paa Landsbyhistoriernes Skueplads i en sjællandsk Egn og ved sit Indhold er knyttet til Det forjættede Land. Med Nr. 4 er Digteren atter 96 i Jylland; skiftevis her og i Hovedstaden foregaar med en enkelt Undtagelse den hele Række smaa Romaner og det Hovedværk, der afslutter dem, Lykke-Per. Ideen i denne Digtning er Vekselspillet mellem København og Jylland. Sjælland forekommer efter Det forjættede Land overhovedet ikke i Pontoppidans Poesi.
Romanen hedder Spøgelser og hører sammen med Mimoser til Forfatterens mindst kendte; de to Bøger foreligger ligesom Skuespillene Asgaardsrejen og De vilde Fugle og Landsbyhistorien Det store Spøgelse kun i et Oplag.
Bogen er en Herregaardshistorie, det er første Gang, Herregaarden træder frem i Pontoppidans Digtning ved Siden af Bonde- og Præstehjemmet. Kunstnerisk er dette Billede det ypperste i Bogen: de kolde Sale med den gamle Grevinde, Mamsellen – den lille Oldhøne med det kyske Lin og de svinske Historier – den knirkende gamle Tjener og den krøllede Stuepige og Underverdenen med Natvægterens Midnatspassiar med de søvnige Køkkenpiger.
Handlingen ligner mindre Blichers Herregaardshistorier end dem, der forekommer i engelske Dameromaner: den lille Præstedatter, der efter Faderens Død kommer som Selskabsdame til Slottet, træffer den unge Greve uden at kende ham – han er "dæmonisk" og miskendt i sit Hjem, færdes mest ude og i Selskab under sin Stand, saa hun tror, at han er Skytten – elsker ham, besejrer hans Vildskab, bliver hans og faar – skønt i omvendt Tidsfølge – baade Bryllup og Bryllupsrejse til det sydlige Udland (Spanien!)
Men denne unge Pige, Agnete, er tegnet i en anden Stil end de Guvernanter, der i England almindeligvis bruges til at bringe spleen-syge Grever til Besindelse. "Det svære brune Haar faldt opløst ud over hende, og som hun laa der (nemlig 97 paa Slottet den første Nat, overvældet af Ensomhedsfølelsen) halvt sammenrullet i sit grove, hjemmegjorte Linned, der i Vildelsen havde løsnet sig og var gledet ned over hendes runde Skuldre, saa man kunde se hende langt ned paa den kraftige, fint lodne Ryg, mindede hun om en ung Løvinde, der er segnet i Kamp og drømmer om Blod og Gengældelse."
Hun er Datter af "Stodderpræsten", Herregaardens Fjende, og med Mindet om hvad Faderen fra den Kant har maattet lide og det friske Indtryk af Elendigheden i Mosekærshusene beslutter hun paa Vejen til Slottet at trodse dets ublufærdige Luksus. Ved at lære den unge Greve og derigennem sit eget Hjerte at kende forstaar hun, at der i det personlige Liv gives Lidelser, der overgaar den sociale Elendighed, og befries paa Bryllupsrejsen helt for de plagende Syner eller "Spøgelser" af Faderens og Fattigdommens Aander.
Den samme Erfaring har Digteren øjensynlig selv gjort – og maattet gøre, naar han fra en uprøvet Almueskribent skulde blive en menneskelig Digter. I Spøgelser som i Isbjørnen og, i mindre Grad, i Mimoser har han fundet et Inkognito for sin egen Situation paa Overgangen fra Landsbybilledet til den store Kulturroman. Han havde selv som den unge Greve "færdedes en Del mellem saadanne Folk – dem, De (Agnete) kaldte de fattige og fortrykte" og faaet den Tro, "at ogsaa de har deres Glæder og deres … Overdaadighed kan man vist godt sige, som udenforstaaende blot ikke saa let faar Øje paa." "Lyssiden af Livet" er efter denne Opfattelse netop ikke socialt afgrænset.
En Svaghed i Pontoppidans altid noget akademiske Stil, nemlig det altfor skrevne deri, kan med Fordel iagttages i dette lille Format. Dertil hører den u-mundtlige Replik 98 ("Og det kan du spørge om!" siger Tøsen i Skovhuset til den unge Greve. – "Drømme, altid Drømme, mumlede denne mismodig og steg stille ned mod Mosen") og den "døde" Sammenligning ("Som et anskudt Vildt – – var hun kommet her hjem til Slottet, og som en Tyv havde hun – – sneget sig over Gaarden". – "Som et fantastisk Runetegn laa en mægtig Maaneskygge af Generalstabsmærket hen over Skrænten" – men Greven, med hvis Øjne denne Iagttagelse burde være gjort, er i den højeste Bevægelse og inde i en Verden, hvor selv Arkæologien har tabt sin Interesse.)
Maaske Forfatteren af de smaa Romaner selv har haft Øre for det gammeldags i deres Stil, saa det er derfor, han i flere af dem, i al Fald i senere Udgaver, har indført en Beretter som Hylster om Fortælleren eller Forfatteren og som Hinde om Stilen. Saaledes, som omtalt, i den anden Udgave af Ung Elskov og saaledes i to følgende Numre af smaa Romaner: Minder og Den gamle Adam. I Udgaven i Fortællinger 1899, men ikke i Førsteudgaverne og de senere Oplag, har de begge med en noget for populær Mindelse (fra Hostrups Soldaterløjer) faaet Stemplet: "Af Magister Globs Papirer" og derigennem en Undskyldning for den let pedantiske Properhed i Stilen og Nøgternhed i Iagttagelsen.
Helt kønt klæder denne Stil den stærkt personligt følte Bog Minder, hvis novellistiske Handling alene virker som en Mekanik til at sætte Gensynsbilledet af Barndomsbyen i Bevægelse – som en Smule Motor indlagt i en gammel Baad paa Gudenaaen. Saadanne Udtryk som: "det dampende Søuhyre", "Apostlenes Tospand" (der er endnu pynteligere end deres "Heste"), "Dagens Dronning", der "synker ned i sin Purpuralkove", Damekjolernes Udskæringer, der intet røber af "det, der svulmer under Kravebenet" 99 og andre af den sirlige Stils Levninger virker her fuldkommen naturligt. For det første, fordi de er godt Latin, for det andet; fordi de paa den Tid, hvortil Erindringerne søger tilbage, endnu var "godt Latin" i Randers – Pontoppidans og Blichers By. Det er det brede Smil af den cimbriske Muse.
Det fremhæver det frodige i Erindringsbillederne: af Indsejlingen gennem de studevrimlende Enge, af de gamle Købmænd i Kasket og Træsko paa Bryggen en tidlig Morgen, af Torvedagen og Kongeballet, Dragonrevyen og – som det ypperste – det modernt rubenske, men helt virile, d.v.s. u-lystne, Maleri af de unge badende Piger i Skoven.
Det forsvinder ikke helt fra den særdeles rystende og meget moralske Ungpige-Roman i Carl Bernhards Stil – læs Børneballet2! – som Fortælleren og Forfatteren med lige Møje kalder frem af Fortidens Taage. Ja – hvordan er det egenlig med denne knækkede Provinsrose, denne stakkels Købmandsdatter fra Randers, der kommer saa ulykkeligt af Sted, fordi hun er saa blid og, med Forlov, saa enfoldig, at hun ikke kan sige Nej til nogen? Man tror at have hørt noget lignende før. Maaske der virkelig er "Minder" i denne Historie: det Træk, at den egenlige Grund til Pigens Selvmord var den, at hun ikke forinden traf den Veninde hjemme, der kunde raade hende, ser ikke ud til at være opfundet. Men Forholdet ligner meget det i Ung Elskov. Til den røde Martha svarer den gyldne Anna Eleonora, der ligesom hun har baade en Kæreste og en Forfører, og hvis unge Elskov ligesom hendes vækkes ved en Slags Bestøvning – gennem den troløse Fætters Kærlighedsvers – og tager den samme Ende: ligesom Martha putter sig i Mølledammen, plumper "Guldlammet" i Gudenaaen. I al Fald maa det være blevet Forfatteren selv klart, at hermed var denne Erindringskunst 100 udtømt. I Randers-Kapitlet i Lykke-Per er der i Guldlammets Sted en "Blodørn".
Paa samme Maade viger i den næste af de smaa Romaner den duehjertede Idyl for den bitre Galde. Der er samme Forhold mellem Nattevagt og Minder som mellem Mimoser og Ung Elskov. Der er ikke blot Dobbeltsind i Pontoppidans Forfatter-Personlighed, men Vekseldrift i hans Produktion.
Ligesom Mimoser opfattedes ogsaa Nattevagt ved sin Fremkomst som et Indlæg. Den er otte Aar yngre, fra Sommeren 1894, og bærer lige saa tydeligt Halvfemsernes Mærke som dens Forgænger Firsernes. I Stedet for den politiske og moralske Diskussion raader her den æstetiske og religiøse.
Handlingen foregaar i Rom – hvor Forfatteren havde opholdt sig det foregaaende Aar – mellem skandinaviske Kunstnere, der søger den nye Skønhed i den gamles Hjem. Kun den krasnaturalistiske Maler Jørgen Hallager, "røde Hallager", skumler først og – da det ikke hjælper – skummer siden. Striden forbitres, ved at en af hans tidligere svorne Tilhængere, Thorkild Drehling, er gaaet over til Nyromantiken, og især ved at han just har ægtet Ursula Branth, en Datter af Etatsraaden, en af den ældre og nu fornyede Kunsts Patroner. Hun har tænkt at blive hans Beatrice, men taaler med sin overspændte Natur ikke hans Voldsomhed og Kulde – særlig stødende mod hendes gamle, fine Fader – og dør efter et hysterisk Udbrud i Armene paa ham af et Hjerteslag. To Aar efter sidder Jørgen Hallager i København, der fejrer det gamle Kongepars Guldbryllup med en politisk Forsoningsfest – Situationen ved Bogens Fremkomst – sammen med de sørgelige Rester af den radikale Kunstnerklub, "Klumpen" eller "Nattevagten", som den nu kalder sig, og "holder 101 Galden flydende". Hans Kunst opfattes nu som ensformig og forældet. Han har giftet sig med et Kvindfolk, han tidligere har staaet i Forhold til, og har en Søn, som han kalder Rekrutten, og i hvem han venter at se et Stykke af "det ny Amerika".
Til Trods for Grovheden i den røde Malers Figur, der fremhæves af Forfatteren selv og yderligere understregedes for dem af hans Læsere, der vidste, at han selv for nylig ved sit andet Ægteskab var indtraadt i de samme Samfundskrese, der gør Proletaren uvan, var man tilbøjelig til at regne Pontoppidan selv til hans Helts Parti. Hvad Jørgen Hallager hævder som Kunstens Kilder: Frihedstrangen og Selvopholdelsesdriften, og som dens Formaal: den sociale Agitation, Hævnen paa Samfundet, det syntes at stemme godt nok med Landsbyhistoriernes Teori og Tendens. Ja, i et af Jørgen Hallagers store Salonbilleder af den kvæstede Arbejder genkendte man lige saa tydeligt et af Pontoppidans egne naturalistiske Motiver (fra Sandinge Menighed), som man i den allegoriske "Død" – den første Fugtighedsplet af den nyromantiske Svamp paa Drehlings iøvrigt rettroende naturalistiske Efterligning deraf – saa en Hentydning til den nøje tilsvarende Figur paa Harald Slott-Møllers "Lægens Venteværelse". I den lange Sahlmanns Frafald og den lille Folehaves "vindskibelig forarbejdede Udtog af Kofods Verdenshistorie" (fra Ahasverus til Robespierre) er Hentydning til de Brud med Firsernes Realisme – Drachmanns Oprør og Gjellerups Fornyelse af den Schillerske Tragedie (Thamyris3 og St. Just4) – der forberedte Halvfemsernes Retning.
Uden Tvivl er det Pontoppidans egen røde Hane fra Landsbybillederne, der galer i Jørgen Hallagers Haan mod Ny-Romantikerne: "Hvad rager det jer, at Millioner 102 af jeres Medmennesker dør af Sult, at Friheden trædes i Støvet, at Sandheden kværkes? I er raske Svende, der rider paa jeres Pegasus op paa de blaa Bjerge og drikker Dus med Guder og Gudinder! Hyp! Hyp! Tiden tørster efter Skønhed! Tiden tørster efter Glæde!" Saaledes taler endnu Otto Kall i Skuespillet Asgaardsrejen og Pontoppidan selv i en Anmeldelse i Kjøbenhavns Børs-Tidende af Heidenstams "Renässans" – hvor han hævder at det ikke saa meget er Skønhed, som Tiden tørster efter, som Salt, hvortil den trænger – og i en Replik mod Bogen Bacchustoget i Norden i Forordet til den ny Udgave af Fra Hytterne fra 1905.
Men det er ogsaa Digteren, der taler, naar Thorkild Drehling tilstaar, at han og mange andre har overvurderet Fattigdommens Byrde, og mener, at Kunstens Urfølelse er Kærlighed, Længsel, Skønhedsglæde, Erindringens Vemod, Fantasiens Lyst, kort Tilværelsens søde eller smertefulde Lyrik.
I alle Tilfælde giver han ham vistnok Ret, naar han hævder, at i vore Dage kan man med Fordel tillade sig den Fordomsfrihed ingenting at mene. "Det turde vel i det hele være udviklede Menneskers Forret at kunne nøjes med i Beskedenhed at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, i det højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal."
For det er "i Beskedenhed" Nøglen til al Pontoppidans Digtning, og saadan har han ogsaa her skrevet. Han har, skønt Diskussionen til sidst har været ved at tage Magten fra ham, saa at Helten, der er sat meget levende op med et Par Repliker, til sidst kvæles i sin egen Veltalenhed, ogsaa her iagttaget Livet, ikke mindst i sig selv. Der er noget af hans egen Erfaring, hvor man mindst ventede det, nemlig i Ursula, der eksalterer sig for Jørgens Naturalisme uden at have den Natur, 103 hvoraf den er fremgaaet. Hun er som Emanuel Hansted et Bytte for Blendværket. Kun den, der har Skoen paa, kan reagere ret naturligt mod Trykket. Det kan Jørgen, fordi han, ligesom Væveren i Det forjættede Land, har en Uret at hævne. Kilden til hans Kunst som til Væverens Politik er en mod hans Fader øvet Mishandling, der kommer for Dagen, men ligesom der først i Bogens Slutning: Digteren viser først Træet, før Roden blottes. Omvendt forklares Thorkild Drehlings sjælelige Trang og Trængsler deraf, at han er socialt retstillet, en Godsejersøn. Han har saa at sige maattet skabe sig Trykket frainden for at kunne leve og virke. At producere er at reagere.
Saaledes holder en Dobbeltseer sig sine Yderpunkter fra Livet. Han klipper den Brille, hvorigennem han ser Livet, midt over og har sin Morskab af at lade de to dumme Glarøjne, der til sammen giver det hele Billede, operere hver for sig og imod hinanden. Der er her det samme Forhold mellem Pontoppidan og hans Helte som mellem Kierkegaard og hans Pseudonymer, som mellem Ibsen og hans Brand eller Per Gynt. Bogen er skreven med en fuldkommen Ironi, men med Paradoksets Sving og Patos. Det er den betydeligste af de smaa Romaner.
I de følgende smaa Romaner møder man Vandreren fra Landsbyhistorierne i en ny Skikkelse. De to første Den gamle Adam fra Julen 1894 og Højsang fra 1896 har i Førsteudgaverne den tidligere omtalte fælles Undertitel "Skildringer fra Alfarvej". Men i Udgaven i Fortællinger 1899 har Den gamle Adam faaet samme Fortællermærke som Minder: "af Magister Globs Papirer".
Dog synes Beretteren ikke at være helt den samme Person som i Minder. Han er 28 Aar, ugift, Filolog og Biblioteksmand. Men han er mindre gammeldags; han citerer Klassikere, især de mere afsides: Catul og Epiktet, 104 men har selv en moderne Stil. Hans Vers er noget dilettantiske, hvad han godt ved selv, men hans Prosa er ypperlig. Et Par Krøniker, han fortæller, maaler sig med de allerbedste i Pontoppidans egen Samling. Hans Skildring af de danske Præstegaarde vilde skinne som en Perle i en national Antologi.
Hermed stemmer, at Skuepladsen for hans Ferieeventyr er det smilende Fyn, der viser sig i hans Beskrivelse baade i Fugleperspektiv og i sine typiske Elementer – Badehotellet ved det aa-smalle Sund, Landsbykroen i "de fynske Alper", Herregaardshaven, Udsynet fra den højtliggende Kirke over det indfiltrede Land – i en skælmsk Belysning.
Og det skælmske fynske Løsen, at Natten er vor egen, er Bogens Omkvæd. Den gamle Adam er Pan, Eros, Fantasus eller hvad man vil kalde den dunkle Guddom, der forklæder Menneskene som Engle eller som Aber.
Spillet begynder ganske let, med at Fortælleren den første Nat efter sit Komme til Hotellet, hvor Gæsterne ligger sammenstuvede som i Skuffer af et og samme Klædeskab, over to unge Pigers Passiar i Naboværelset drømmer en faunisk Drøm om en uroligt sovende Nymfe. Modellen viser sig at være den fedeste af "Skinkerne", den bekendte Svineslagter Enevoldsens Døtre. Det ender, med at han til Løn for sit ridderlige Sværmeri for en henrivende ung Skabning med Klumpfod faar Vished for at Pigebarnet har haft ham godt for Nar; hun er forlovet med en Fætter, oven i Købet Løjtnant i Marinen.
Herimellem spiller Pan paa Fløjte. Af Badelivets Flirt gror der blodige Tragedier. En højtanset Assessor, som Fortælleren har set tage en taaresmilende Afsked med sin skønne og ædle Hustru og deres to Drenge, tændes i Brand af et højrødt Bluseliv og søger telegrafisk (!) Skilsmisse. 105 Et ungt "Renæssancemenneske", en ren Attrap, der drikker den samme Barm dionysisk til af en omvendt Osteklokke, skyder sig i en Baad – bekranset med Vandranunkler – en Kugle for Panden.
Op af denne Forvirring paa den lille indviklede Ø rejser sig som en gusten Søjle den mefistofeliske Dr. Levin med det blege Ansigt og Rabbinerskægget. Skønt han skræmmer den uprøvede Litterat ved sine beske Erfaringer og sin fuldkomne Ringeagt for alt, hvad der vil hindre "Sjælens stille Planteliv og den tankefrembringende Virksomhed" – fra Hjemmets og Familielivets kunstige Varme til den ny Renæssances Fraser om "Lidenskabens Ret og de store Følelsers Tid, der (efter Bjørnsons Leonarda5) er kommen tilbage" – maa han dog til sidst give ham Medhold.
At gøre sig fri, det er hele Sagen. Hvad Dr. Levin talte om den absolute Uafhængighed af andre som den sande og eneste paalidelige Lykke, det var det samme, han læste hos Epiktet (og, kunde man tilføje, hos Frits Jürgensen): at det galdt altid at have sin Obol i Behold og unde de andre Salaten, og som han havde drømt i Herregaardshaven paa det gamle Klosters Grund: Bevar din Sjæl i Frigjorthed, at du kan annamme Lyksaligheden. Deri var de alle enige: Kristi Efterfølgere, den hedenske Filosof og den moderne Kateder-Anarkist. Gennem Frigørelse til Herliggørelse.
Saaledes kan og vil Fortælleren af Højsang (1896) ikke udtrykke sig. Han er ingen følsom ung Filolog, men en ældre taalmodig Stileretter og elsker fremfor alt "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt". Han er 40 Aar gammel – altsaa paa Alder med Bogens Forfatter – og har iøvrigt først i det Skuespil, De vilde Fugle (1902), der har Indhold til fælles med Romanen, som Kandidat 106 Glob faaet det kendte Pedant-Navn (og et ganske faaret Udseende).
I Romanen fortæller han, som om det kunde være Blicher (i "Ak hvor forandret") om et Besøg, han i sin Ungdom gjorde ved Vesterhavet i Vendsyssel. I en Indledning oplyser han – som om det kunde være Holberg (i "De Usynlige") – hvordan han ledes ved den kristianshavnske Idyl og den alt for barmhjertige Katarina (Skuespillets Katinka, Holbergs Columbine) og drager ud for at opsøge den sande Lykke: Lidenskaben og de store Følelser, hvis Tid han den Gang – og nu er det altsaa Bjørnson, der paa ny har Ordet – troede var kommen tilbage.
Hvad han søger, finder han til fulde i en Proprietærgaard tæt inden for Klitterne i det vilde Øde under det evige Brag af det oprørte Hav. Manden paa Gaarden menes at være noget hellig, men hans Kone af en mere verdslig Natur, hvorfor han i sit 22-aarige Hjerte ret glæder sig til "at sætte et Par lueforgyldte Hanrejshorn paa dette Bibelfaar". Vistnok tror han ogsaa i den tavse og utilgængelige Frue at have fundet en beslægtet Sjæl og dertil en overlegen Aand. Hun tvivler paa at der kan komme en Genfødelses- og Frigørelsestid for et Folk, der saa længe har været i Præsternes Vold. Skønt født paa Østlandet føler hun sig hjemme i Ødet, hun afskyr Skoven, men elsker Stormen. Helt kan de mødes i Kærligheden til Liebmanns Poesi – Begivenheden foregaar i 1878, da Drachmanns Sange ved Havet lige var udkommet – især den store "Drapa ved Kongeaaen" med Slutningsverset:
Luft op, du stærke Vesterhav,
ombrus den danske Kæmpegrav,
og væk endnu en Gang af Muld
et daadstærkt Kæmpekuld!
107 Men for dette Sindelag har hun ingen Forstaaelse kunnet vinde hos den Mand, der mod hendes Vilje har gjort hende til Hustru og Moder. Derimod har hun fundet et levende Udtryk for sin Sjæls Poesi i en Løjtnant og Klitassistent, en storslaaet, men forkommen Skikkelse. Af denne Herre, hans Trods og Fortvivlelse, har Fortælleren allerede paa Vejen til Gaarden i en Hedekro faaet et Indtryk, der gør at han ikke uden Harme kan høre den fromme Proprietær sidde i Vognen og korse sig over den fredløse Ateist, "som en tam Krage, tryg i sin lune Skindpels, der skræpper overbærende om den vilde, hjemløse Fugl, der flakker ensomt omkring over Heden" – Klitassistenten gik fuld hjem. Først efterhaanden genkender han i den bvronske Don Quixote en udsultet Løitnant von Buddinge, der "blot med et Par Løgne, lidt Drukkenskab og en mægtig Knevelsbart havde omtryllet den ensomme Ørken for hende og givet Stormens tomme Larm et Indhold". Han forstaar nu bedre den rolige Proprietær, som gaar der saa tillidsfuldt mellem sine Fyrretræs-Bælter og Overrislings-Enge, saa tryg i sin uforanderlige Tro paa Livets gode og bevarende Magters endelige Sejr – men ogsaa saa vemodig.
Før han forlader det forblæste Land, oplever han Parodien paa den store Følelses Tragedie i Drukkenboltens Selvmord – efter at han af Skinsyge mod den formentlige Medbejler har forgrebet sig paa Soldater-Pigerne i Aalborg og under Paavirkning af Provst Dinesens "herligt-skrevne Prædikener ved Baaren" har omvendt sig til Troen paa Sjælens Udødelighed – og den forvildede Frues Vanvid; hun vil have alle Pigerne, ogsaa den gamle Husjomfru, jaget af Gaarde, fordi de "stinker af Mandfolk".
Paa sin Hjemrejse finder han ogsaa, paa en Maade, hvad 108 han var rejst efter, nemlig en i Sandhed lykkelig Mand. Det er en Hedebonde, han kommer op at age med, som af Ydre ganske ligner Landsbyhistoriernes kummerlige Figurer, men som med saa megen Snaksomhed og Sjæleglæde udbreder sig om sit slidsomme Liv og sit usle Hjem, at den megen Lykke ordenlig stemmer ham for Brystet. Men hans Smil synes ham at ligne Proprietærens.
I den Efterskrift, Fortælleren har føjet til sine Erindringer, drømmer han om en ny Tid og en ny Slægt, hos hvem de store Passioner ikke er et uhyggeligt Delirium, men udspænder Aandens Vinger til paa Ørnevis at hæve sig i støt og stolt og rolig sejlende Flugt. Med et lignende Billede – fra Eventyret "Ørneflugt" – siger Fortælleren i Den gamle Adam: "Vi vil flyve med Vildgæssene og – pladask! – der ligger vi med Næsen i den stinkende Rendesten." Med samme Ironi hedder det Skuespil, der er bygget over Højsangs Motiv, De vilde Fugle og den Krønike, der indeholder Spiren til Den gamle Adam: "Naar Vildgæssene flyver forbi". Stækkede Vinger!
Men den Fyrretyveaariges Drøm om en Slægt der kan flyve, deler Digteren. Han har en Gang i sit eget Navn gentaget "Liebmanns" nylig nævnte Vers. Han skrev det efter Fuldendelsen af Lykke-Per under sit Portræt.
Dette store Værk var allerede halvvejs udgivet, da den sidste af de smaa Romaner i denne Række udkom i 1900. Den hedder Det ideale Hjem og slutter sig i Motiv og Ide nærmest til de to første, Ung Elskov og Mimoser, saa at Rækken af Digteren selv synes formet som en Cyklus.
Til den rent satiriske Drøftelse af Ægteskab og Familieliv i Mimoser svarer den – maaske – ironiske Fremstilling af "det ideale Hjem"; til Elskovsmødet mellem det unge Par, Natur- og Elskovsbarnet Martha og den botaniserende 109 Student, der flygter fra sit Ansvar, svarer, udvortes set, Forholdet mellem Præstedatteren Margrete, der ogsaa er en Frugt af et Ægteskabsbrud, og som maaske har dette Elskovsforhold at takke for sin tidligt modne og yppige Natur, og Naturforskeren Adam Malling, der lærer hende at kende paa en Planteekskursion i Østjylland.
Tilsyneladende er Bogen, i højere Grad end Mimoser, Problemdiskussion. "Det ideale Hjem" er Titlen paa et Værk, som Adam skriver. Dets Hensigt er ikke at opløse Hjemmene, men at grunde dem paa det mere naturlige Princip, at Børnene følger Moderen og hendes Slægt, medens Faderen er familieløs. Derved undgaas den Disharmoni mellem to forskellige Racer, der er Skyld i de fleste Hjems Ulykke, og opnaas den "Nervesympati", som allerede Ragnhild Tønnesen i Det forjættede Land, med et mere moderne Udtryk for "Gemytternes eller Hjerternes Overensstemmelse", betegnede som Grundvolden for alt lykkeligt Samliv. Den nærliggende Indvending, som der gøres af Emanuel, at just i Trangen og Evnen til at udvide og fordoble sig ligger Menneskelivets Rigdom, gøres her af Margrete, der giver Adam igen med hans egen Mønt: at Træerne vokser bedst i Stormvejr, og det gør Menneskene ogsaa. Men denne Indvending overhøres af den standhaftige Naturforsker, der forlader sin blomstrende og frugtsommelige Brud ligesom af et naturligt Instinkt, en Slags Skørte-Sky – han taaler ikke at føle Fingerbøllets Berøring paa sin Hud – for at opfostre sin Søsters to Smaadrenge. Ogsaa hun er vendt tilbage til Moderen efter at have skilt sig ved det Eksemplar af en fremmed Race, der har nydt den Ære at være Far til hendes Børn. Og da hun, som det lader, ikke vil afholde sig fra at unde en anden den samme Ære, saa at Tilløbet til det mallingske Matriarkat teoretisk set kan fortsættes paa det ubestemte, er der 110 Udsigt til at Adam ikke vil savne Forsøgsmateriale til sit ideale Hjem. Han vil kunne blive Forsørger for en artig Feriekoloni af "frivillige" Drenge.
Man forstaar vel, at Digteren i denne Bog har forfrisket sig ved at kaste den Bogorme-Ham, hvori han havde forpuppet sig i de foregaaende smaa Romaner. Alt blot og bart Bogvæsen, alt hvad der læres uden om Livet og Naturen, angriber hans nye Helt med hans egne Vaaben: fra den folkelige Historie-Professor (Søsterens Svigerfader) og hans bogædende Familie til den foredragsslugende jyske Almue. Men det er uvist, om han just har regnet det for et Avancement at krybe i denne Regnorms Hud i Stedet. Naar Adam søger et Helhedssyn paa Livet og finder det ikke blot i Sammenligningen mellem "Stemningslivet hos Insekterne" og de ægteskabelige Forviklinger, men i det hele i den Kamp mellem Natur-Jeget og Samfunds-Jeget, der er Kulturens Tragikomedie, giver Forfatteren (og Ludvig Feilberg) ham sit Bifald. Og naar han mener, at han bærer sit Adams-Navn med Rette, fordi han har dødet Samfunds-Jeget, Samvittigheden, "Spøgelset" i sig – Vilkaaret for al Lykkefølelse – saa peger det udhævede billedlige Udtryk paa en Grundtanke i al Pontoppidans Digtning; det er den samme Bedrift, der gør Lykke-Per i Begyndelsen af hans Bane til den "Mand, der skal komme". Men der er dog saa megen Galskab i denne Diætetikers Metode – der foregriber Naturhelse-Prædikanterne i De Dødes Rige – at man, ogsaa med Hensyn til hans moralske Diæt, giver den flæskefede Krokone Ret, der mener om den Syregrød, hun har maattet koge ham, at han umuligt kan blive mæt af den Kokasse. Ligesom Emanuel Hansted er han et Bytte for Natur-Blendværket.
Bag ved Diskussionen ligger som altid noget personligt. I det "finske Folkeord", som Adam anfører: "Lyt til Granens 111 Susen ved din Moders Hytte!" ligger Eftertrykket ikke paa Hytten og Hjemmet, men paa Suset i Skoven. Ikke Matriarkatet, men Ensomhedsfølelsen er Bogens Ide. Den forbereder Slutningen paa Lykke-Per, hvor Manden forlader sin Hustru og sine Børn.
Hvor optaget Digteren paa denne Tid har været af at gennemtænke og genopleve denne Skilsmisse, viser den samtidigt udkomne lille Roman Lille Rødhætte, der iøvrigt ingen Forbindelse har med denne Cyklus; den er en Omarbejdelse af Kriminalfortællingen "Arv" i "Landsbybilleder" og er selv (ved Hjalmar Bergstrøms Hjælp) bleven omarbejdet til et spændende Skuespil – det eneste af den Art, Pontoppidan har paa sin Samvittighed.
Ligesom Adam Mallings hele Teori om det ideale Hjem, hvor Børnene følger Moderen, til syvende og sidst synes taget mindre fra Naturen end fra hans eget, ved Skilsmisse opløste Barndomshjem – det siges om ham, at han har mindre Sans for Verdensbegivenheder og Samfundsforhold end for det, der ligger ham selv nærmest i Livet – saaledes faar i "Lille Rødhætte" Thora Engelstofts Tillid til Samfundsordenen det første Stød, da hendes Mand viser sig at regne med Ægteskabets Opløselighed som et normalt Forhold. Fra dette Punkt vokser hendes Samfundstrods og Bitterhed og Ensomhedsfølelse, udtrykt med en besk Menneskehader-Patos, saa at den retfærdige Herredsfoged uden Forfatterens Modsigelse til sidst "vover at paastaa, at fra denne forbryderske Lov om Skilsmisse stammer fortrinsvis den Uvederhæftighed, der er det moderne Samfunds Kræftskade."
De to Bøger, der fremkom i en Pavse, ligesom i et Frikvarter, mellem Fortællingerne om Lykke-Per, gør som Dele af Forfatterens Tankeverden et ufærdigt Indtryk. Det ideale Hjem indeholder flere knapt og fast tegnede 112 Figurer – den lille, mavesvære Præstekone i Forsvarsstilling, med Hænderne spændt om Albuerne og det tilsyneladende enfoldige Udtryk i de kaffebrune Øjne, og hendes tidligere Elsker, den forkomne Arkitekt, der er langt troværdigere end Klitassistenten i Højsang; den er i Førstningen skrevet med stor Oplagthed, men måttes mod Slutningen – Forholdet mellem Adam og hans Hustru er skematisk opstillet og bliver først i Lykke-Per gennemlevet. Paa samme Maade er Thoras religiøse Selvforsoning – efter Brøden og Tilstaaelsen – utilfredsstillende i Sammenligning med Per Sidenius' Selvfordybelse. Ordene: "hun følte sig allerede som løst fra alt jordisk, svævende i Uendelighed" synes efter Præmisserne ganske tomme. Gjellerup har i Møllen6 fyldt en lignende Udvikling med et langt rigere menneskeligt Indhold. Digterens Tanker var, da han skrev disse Bøger, andetsteds henne.
*
Til Lykke-Per sigter de smaa Romaner lige saa tydeligt som Landsbyhistorierne til Det forjættede Land. Tager man dem under et og sammen med deres Forfatter, ser man atter en Vandrer. Først ser han ud som en Feriestudent, saa som en gammeldags Magister, til sidst som en moderne Naturforsker og Friluftsfilosof. Men der er i hans Blik noget, der minder om den gamle Vandrer Vorherre med de uudgrundelige Øjne i "Menneskenes Børn". Han forstaar sig i al Fald som han en Smule paa Mystik og kan nok lide Mystifikationer.
Paa Ryggen har han en Ransel, en lille, uanselig Bliktromle. I den ligger nogle smaa, faste Ting; de ser ud som Garnnøgler, men det er Tanker, som han skal tænke. Han kalder dem "Krøniker". Men naar han aabner Laaget ret og klapper i sine Hænder, flyver de op og flagrer om ham, 113 svirrende og syngende som Fugle. Der er vilde Fugle og tamme Fugle iblandt, og hver af dem synger med sit Næb, snart spotsk og snart vemodigt, en galer som en Gøg og en skriger som en Maage. Det er de "smaa Romaner".
Saa vinker han dem ned fra Luften igen, og alle Lydene løber sammen i et Sus. For nu skal Ørnen stige. Det er Lykke-Pers Historie.
Forholdet mellem de smaa Romaner (og de dermed beslægtede Partier af den ældre Produktion) og det store Værk kan efter den foregaaende Gennemgang af denne Kres af smaa Livsbilleder vises alene ved nogle Tilføjelser til en Genfortælling af Hovedværkets Indhold.
I en østjysk Fjordby (Minder) opvokser i et fattigt Præstehjem som yngste Søn af den strenge Sognepræst og hans oprindeligt livsglade, men kuede og sygelige Hustru ("Kirkeskuden") Romanens Helt, Peter Andreas Sidenius. I Sind som i Skind føler han sig selv tidlig som en fremmed i Hjemmet og i Slægten, der er en af Landets ældste og mest udbredte Præstefamilier, igennem Aarhundreder præget af samme Ringeagt for alle timelige Tings Værd og samme, mere dogmatisk sikre end mystisk bevægede Inderlighed, kun sjælden afsættende et Vanskud som hin "gale Sidenius" i Vendsyssel, der levede som Jæger og drak og sloges med Bønderne (Isbjørnen). En Drengestreg, der straffes af Faderen med en gammeltestamentlig Forbandelse, fremkalder et religiøst Brud i Drengen, et uforsonligt Slægtshad og en trodsig Ensomhedsfølelse; han tror, han er ikke sine Forældres Søn, men et fra Heden – hvor Faderen før havde Kald – indbragt Zigøjnerbarn (Ove i "Kirkeskuden"), og drømmer om sin østerlandske Hjemstavn. Mod det virkelighedsfjerne Hjem, saa forskelligt fra og dog saa ligt det i Mimoser, har han søgt Tilflugt 114 hos en gammel Brændehugger i Udhuset, hvis nøgterne Betragtninger over forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede hans Virkelighedssans (Landsbyhistorierne); imod Faderens Lovprisning af Fattigdommen ("Stodderpræsten" i Spøgelser), hans Had til den udadvendte Driftighed, der i Drengens Barndom – han er født i 1857 – fandt god Jord i Slapheden efter den ulykkelige Krig, sætter han sig op og beslutter for enhver Pris at undgaa denne Fattigdom og at søge Lykken i en praktisk Virksomhed. Da Faderen netop har haanet Borgernes Iver for en Udbedring af Byens Havn, ved han, at han vil være Ingeniør. Naar han fra Slædefarten paa "Blodørnen" tænker paa den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Far og Søskende sad og sang Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt, forekom de ham som en Slags Underjordiske (Spøgelser). Selv over Navnet Sidenius er der noget ubehageligt – en Lugt af Degnelatin (og af Magister Globs Papirer).
I København opgiver han snart den akademiske Undervisning paa den polytekniske Læreanstalt for at arbejde med en Kæmpeplan, han har udkastet – om et System af Vandveje i Jylland, om Udnyttelse af Vindkraften og Bølgeslaget i Vesterhavet – som skal omdanne Bondelandet Danmark til et Industriland. For dette Forehavende møder han kun en forbeholden Forstaaelse i de nationalt og fagligt interesserede Krese, men finder til sidst Støtte i et rigt jødisk Købmandshjem, ligesom han føler sig ægget til Arbejdet ved en jødisk Populærfilosofs og Samfundskritikers Angreb paa Fantasteriet og den aandelige Dovenskab i Datidens Danmark. Hertil findes intet tilsvarende i den foregaaende Digtning, men vel i Forfatterens litterære og historiske Stilling i Firserne: Forholdet til Georg Brandes, Overgangen fra det Gyldendalske til P.G. Philipsens 115 Forlag med det store reformatoriske Nationalværk Det forjættede Land. Af den rent litterær-typiske Jøde Dr. Levin (i Den gamle Adam) er der her blevet en hel Flok af nationalt og socialt og individuelt karakteriserede Jøder; Jakob Jødes Datter (i Ung Elskov) er blevet til Philip Salomons Steddatter Jakobe, den monumentaleste danskjødiske Skikkelse i hele vor Litteratur. I det Salomonske, rent verdslige Hjem, der ikke formørkes af Forholdet til noget hinsidigt, venter Per at skulle faa Bugt med enhver Skygge af den Fattigdomsaand, der har villet udelukke ham fra den fulde Livsnydelse (Spøgelser). Paa lignende Maade er Landsby-Idyllen med Krostuen kunstnerisk omstemt til et særdeles sikkert Nyboder-Interiør med Skippergilderne i Højbaadsmandens Hus, hvor Per logerer, og Elskovsnatten i Skoven (i Ung Elskov), eller Knuds og Boels Eventyr paa Frederiksberg (i Sandinge Menighed) til den undselige Førstekærlighed mellem Per og hans Spaserepige, den støtte Franciska fra Kerteminde. Derimod er Kunstnerklubben "Gryden", hvori ogsaa Jørgen Hallager optræder, et Sidestykke til "Klumpen" (i Nattevagt). Men for dens litterære "Renæssance" har Per lige saa ringe Respekt som Dr. Levin (i Den gamle Adam), især da han har set dens Stormester, Marinemaleren Frithjof Jensen (jvfr. Palnatoke Olsen alias Holger Drachmann i dennes første Skagens-Skitse "Fra Sandets Regioner"7) efter Rusen besat af den samme Spøgelsesfrygt som hans egne Underjordiske (og som Klitassistenten i Højsang). Helt tilbage til Pontoppidans allerførste københavnske Skitser gaar Pers Venskab med Neergaard – hvis ydre Person virker som et fint retoucheret Portræt af Klitassistenten (i Højsang) – dennes og derefter Pers Forhold til den vulgære Fru Engelhardt (Fuldmægtigen og Fru Ringberg i "Tête-à-Tête"), Pers Forventning om at blive adopteret af 116 Neergaards Søster, den gudelige Enkebaronesse (Karsten Lund og den kirkelige Enkefru Brasen i "Efter Ballet"). Der, hvor den sidste Skitse ender – med at den fattige jyske Embedsmandssøn sviger sit Hjems Aand og sin Moders Bønner for at gøre et rigt Parti i Hovedstaden – ender ogsaa første Del af Lykke-Per (svarende til de tre i 1898-99 udgivne Bind af Førsteudgaven), med at Per forlover sig med Jakobe for at blive rig og ved sit Arbejde gøre sit Fædreland rigere.
Hvad der følger efter er ifølge Digterens egen Tilstaaelse (i det omtalte "stenografiske Interview") allerede tydeligt angivet i Værkets første Bind i Samtalen mellem Per og Neergaard, hvor Selvmordskandidaten først hilser sin unge Helt med Navnet Lykke-Per (fra H.C. Andersens Fortælling) og derefter med en Blanding af Spot og Medfølelse minder ham om Eventyret om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige (altsaa ikke Andersens "Svinedrengen", men Folkeeventyret). Det ender, siger han, akkurat der, hvor det begynder at blive interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. "Vi skulde have set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin Maren Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at han vil gøre det." Naar Digteren fra netop denne Scene har hentet Heltens og Bogens Navn var det, siger han, for "at anslaa en let Eventyrstemning".
I en saadan, halv spotsk, halv medfølende Eventyrtone kan da Resten af Romanen refereres. Men Digteren har allerede gjort det selv, i "Ørneflugt".
Til den gamle Præsts Sygdom og Død i dette Eventyr svarer i Romanen Pers afgørende Brud med Hjemmet; den friske Søndenvind, der snart efter blæser Foraar og 117 Varme ind over Landet, er den kulturhistoriske Bevægelse, der ogsaa sætter Romanens Handling i Gang: det saakaldte evropæiske Gennembrud fra Halvfjerdserne, der baade i Aands- og Næringslivet faar kraftig Tilførsel fra Jødernes fuldkomne Emancipation – Kulturjøden Dr. Nathan, der ægger Præstesønnen til Kappestrid paa et nationalt og praktisk Omraade, og Finansjøden Max Bernhardt, der uden større Fidus til Afkommet af de danske Præstegaarde paatager sig at skaffe Penge til hans store Værk. Til Hunørnen svarer meget nøje Jakobe. Der er endogsaa nogen Portrætlighed mellem Eventyrets hvidbrystede Hunørn og den blege Jakobe med den krumme Næse – imellem en Ørns og en Papegøjes, opgives der – og den brusende Halskrave af sorte Kniplinger paa den graa Rejsedragt; ligesaa mellem den "gumpetunge" Klavs og Romanens unge Cæsar, om hvem en jødisk Tunge bemærker, at naar han engang revner af Vigtighed, bliver det over Bagparten. Og til den tamme Ørns Flugt hen over Bjergene ind i den store Stilheds Rige, til dens Angst for Ødet og de store Stjerner svarer Pers Udenlandsrejse, hans Studieophold i den lille Alpeby, hvor han først ret føler den horror vacui, der kommer igen ved hans Moders Død som Angst for Tilværelsens Isøde. Det er denne religiøse Følelse, der svækker hans Iver for det store Værk, som han trodsigt lader glide over i andres Hænder, fjerner ham fra Jakobe og i det hele fra det verdsligt-jødiske Livssyn, da det synes ham ringere at ydmyge sig for Guldkalven end for Krucifikset. Den "Holdningsløshed", hvormed den store Frithjof flere Gange har omsejlet Tilværelsen paa Dag- og Nat-Siden, forstaar han nu bedre end den jødiske Snæverhed og Ensidighed. Til den stakkels Klavses Længsel efter det forladte Hjem svarer den "Banken fra det underjordiske" – som han selv kalder det – som Per fornemmer 118 ved Budskabet, først om Faderens og derefter om Moderens Død. Da han har set Kisten med hendes Lig – en Moder, en udslukt Verden – blive sænket som de andre Vareballer ned i Dampskibs-Lasten, følger han Skibet til Jylland.
Hvad Skæbne der venter ham der, kan man slutte af et Hovedoptrin i denne anden Del af Romanen – svarende til Første-Udgavens 4–6 Bind: "Lykke-Per i det fremmede", "Hans store Værk", "Lykke-Per og hans Kæreste". Efter det store Forlovelsesgilde hos Philip Salomon – hvor ogsaa Dr. Nathan er til Stede – er Per flygtet et Øjeblik ud paa Strandvejen og kommer forbi en Have, hvor nogle unge Mennesker leger og passiarer ganske borgerligt, indtil han i Frastand hører dem synge:
Det er saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord.
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
du Flygtning, som der bor.
Han er denne Flygtning, "der Unbehauste". Han føler at han er lukket ude fra begge Verdener. Han er som den, der skal svømme imellem to Have.
Til denne Vippen svarer i Eventyret det Øjeblik, da den hjemflyvende Ørn holder sig svævende over Barndomshjemmet og bliver endnu værre misforstaaet af Gaardskarlen end Per i Romanen af Selskabet i Haven.
Men til Klavses Endeligt i Møddingpølen svarer Lykke-Pers ikke. Til at genfortælle den tredje Del af Romanen – Første-Udgavens 7. og 8. Bind: "Hans Rejse til Amerika" og "Hans sidste Kamp" – tjener et tredje Eventyr. Det meddeles paa Romanens sidste Blad som en Optegnelse af Lykke-Per selv fra hans sidste Leveaar med Overskriften "Det store Spøgelse". Meningen med denne Overskrift 119 bliver først klar til sidst, hvor Samvittigheden – der havde slaaet Faderen med Vanvid, fordi han ved sin Heftighed var Skyld i at hans Søn var bleven en Krøbling – kaldes "dette hæslige Spøgelse" i Modsætning til Troen, "den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som ved Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –" (Her afbrydes Meddelelsen af Manuskriptet).
Uden Tvivl indeholder denne afbrudte Konfession Romanen Lykke-Pers religiøse Ide. Paa samme Maade som her modsætter Filosofen i Det ideale Hjem Natur-Jeget og Samfunds-Jeget, Samvittigheden, Spøgelset og sætter Lykken i det første Jegs Sejr over det sidste. Og ganske saaledes bruges overalt, og meget ofte, det Ord "Spøgelser" i Pontoppidans Poesi, især i Lykke-Per. Det betyder her Præsteblodet, det sideniusske Livssyn, d.v.s. en fuldkommen Mistillid til Menneskenaturen, et medfødt Had til Glæde. Det er det, Lykke-Per føler, da han under sit sidste Besøg i København standser ved Gruppen af Silén og Bacchusbarnet og tænker, at han var vel bleven en anden, hvis der i hans Barndom i Stedet for Gravens Korsmærke var tegnet en saadan Solstraale, et saadant Smil paa hans Pande. Det er dette eller noget lignende; der er Jakobes Religion, naar hun angriber Kristendommen for at den for et historisk bestemt – altsaa tilfældigt og særegent og ingenlunde almenmenneskeligt – Begreb om Salighed som Livets Løn berøver Livet selv dets dybe Alvor og dermed dets Skønhed. I hvert Fald er det med saadanne Tanker, at Lykke-Per bestemmer, at hans lille Efterladenskab skal tilfalde "Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem i København". Man kan forlade sig paa, at dette Testamente ogsaa er Forfatterens sidste Vilje med hans Værk.
120 Og Drengen i Eventyret, denne Ørneunge, der stækkes, for at dens Vinger skal vokse, denne kluntede Dreng med den "mutte Trold" i Øjet, der bliver slaaet til Krøbling for at blive til et Menneske, endda "med et forklaret Udtryk i sit Ansigt" – det er Lykke-Per og hans Historie.
Overgangen fra Eventyret til Romanen falder noget spotsk. "Hans Rejse til Amerika" bliver der ikke mere af end i Chr. Winthers Barnedigt, hvortil der ovenfor er hentydet ved Omtalen af Slutningen paa "Kirkeskuden" – og som der ogsaa spilles med i Romanen af den samme jødiske Tunge, der om Pers Korsgang til de forladte Husguder anfører det kendte Citat: "Han drukned sin Sorg og fandt sin Trøst paa Bunden af Sagosuppen".
En saadan Trøst finder Per under sit Ophold paa den jyske Herregaard ved Gudenaaen (hos Hofjægermesterinden, Neergaards Søster) i den blombergske Kristendom. Medens den aandelige Krise, han venter, til hans Forundring udebliver, indfanges han af denne Forkyndelse, en moderne Friluftsplantning af den glade Vartovskristendom – den minder Per om et stort, dansk Englandskab – der gør Kristendommen til den menneskeligste og naturligste Sag af Verden. Snart efter fanges han ogsaa af Pastor Blombergs blonde Datter Inger, der i sin mutte Ynde minder ham om hans Nyboderskæreste. Følgen er det afgørende Brud med Jakobe. Han giver sig nu sine Fædres Gud i Vold og føler Nødvendigheden af at tage en Eksamen. I København, hvor han lider Nød, spares han ikke for nogen Ydmygelse. Den brave og patriotiske Ingeniøroberst, til hvem han i sin Tid havde henvendt sig, og som trods hans overmodige Lune ikke helt havde sluppet Troen paa hans store Værk, genser ham som en Stakkel og beklager, at atter her har en oprindelig Kraft, en Muldjordsnatur, maattet bukke sig for de Jøder og andre 121 Halvtyskere, der har snyltet paa den udmattede Nation efter Krigen. Til sidst maa Per søge sin Families Hjælp. Han mærker Guds Ris, men føler ikke noget til dets Velsignelse.
Efter sit Bryllup, i den lille jyske Stationsby, hvor han har slaaet sig ned som Landinspektør, føler han sig mer og mere hjemløs og urolig. Men i denne Ensomhed føler han ikke blot sin Forbandelse – Kainsordet, som Faderen havde foreholdt ham: "Fredløs og flygtig være du overalt paa Jorden!" – men finder til sidst sin Frelse deri. Med sin Svigerfaders Kristendom, der er uden noget Udtryk for Lidelsen, er han færdig. Men det bevæger ham at læse i de gamle religiøse Traktater – mellem hvis Forfattere der ogsaa var Medlemmer af hans egen Slægt – og han er levende opfyldt af at følge denne Lægmands-Bevægelses Spor op imod hans egen Tid. Ogsaa Mystiken og den førkristelige Kristendom – Platons og Buddhas – fængsler ham. Og bedre end sin Svigerfader forstaar han den efter de flestes Mening forstyrrede Præst Fjaltring, der kalder Blomberg en Kristendoms-Grosserer, hans Lære en ferniseret Materialisme, og som ligesom Vorherre i "Menneskenes Børn" ved, at kun i Lidelsen er der Næring, i Undergangen Befrielse for Sjælen – saa at 1864 og ikke 1848 var Guds Tilbud til vort Folks Frelse.
Men da Fjaltring en Dag findes død, hængt i et tomt Klædeskab – efter og (som Per tror) som Følge af sin forkomne Hustrus Død, hvis Glæde han havde myrdet med sine Kvaler – da ryster det Per, og af Rædsel for at han selv skal øve et saadant Sjælemord paa sine Kære, tillyver han sig en Grund til Skilsmisse og forlader sin Hustru og de Børn, for hvem han er en fremmed, og ender sine Dage som Eneboer – som Vejassistent i Thy.
Af de Papirer, der findes efter hans Død, fremgaar det, 122 at han til sidst har følt sig lykkelig og for saa vidt gjort Fyldest for sit Navn. Hvad Dr. Levin (i Den gamle Adam) taler om Sjælens stille Planteliv og Tankevirksomhedens Lykke eller Magisteren i Højsang om Sindets maskuline Ro og Ligevægt, og hvad Naturforskeren i Det ideale Hjem kender som den eneste menneskeværdige Viden: Førstehaandsforholdet til Naturen – det gentager han alt, men inderligt, religiøst.
Det gælder at ville sig selv, siger han som i sin Tid Søren Kierkegaard. Men han mener ikke helt det samme dermed. Den religiøse Oplevelse er ikke for ham som for den kristne det Spørgsmaal: Hvad mener du om Jesus Kristus? Hvis Søn er han? Det gælder overalt om at bringe sig i umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, som ogsaa de gør, der lever paa overleverede Forestillinger. Spørgsmaalet er derfor: Hvem er du selv? Fra den Dag det har lydt, kender vi intet andet. Det er Lykke-Pers Lykke, at han har levet i en Tid, der har kaldt paa Personligheden – ellers var han bleven et halvfærdigt Menneske, mener han, en Sidenius alle sine Dage.
*
Det er betegnende, at medens Søren Kierkegaard selv, der vel kan siges at have "levet paa overleverede Forestillinger", trods al Psykologi i Grunden kun arbejdede med det første Spørgsmaal: hvem Kristus og hvad Kristendommen var, saa begyndte den moderne Litteratur, der ikke vel kan tænkes uden ham, bl.a. med en Bog af Georg Brandes om hvem Søren Kierkegaard selv var. Pontoppidans to religiøse Hovedværker, Det forjættede Land og Lykke-Per, ligger for saa vidt i Fortsættelsen 123 af Brandes' Søren Kierkegaard, som de giver ikke den folkelige Grundtvigianismes eller den moderne Individualismes Historie, men en Grundtvigianers og en Individualists Psykologi.
Det er derfor forstaaeligt, at Pontoppidans to Romaner vistnok har fundet flere Læsere imellem Kendere og Elskere af den moderne Religions- og anden Psykologi end i de Krese af religiøst og aandeligt levende Mennesker – Præster, Højskolefolk, opvakte Bønder – hvorfra de er hentet, og af hvem Forfatteren vistnok ogsaa helst saa dem tilegnet som et Salt imod Aandens værste Rust og Raaddenskab: den dogmatiske Selvgodhed.
Maaske man dog en Gang vil forstaa, at ogsaa i det religiøse er denne hjemløse Digter en Søn af Huset. Der er i den Fortrolighed med Sjælens Kampe og deres Udtryk, helt ud i det sproglige, der har vakt hans "moderne" Læseres Forundring, en tydelig Sammenhæng med hans Præsteslægts under Tidernes Veksling lige oprindeligt og personligt betonede Kristendom: fra de to Bispers "Blodteologi" og "Pietisme" til hans Faders og hans Broders uforfærdede Særstader inden for det 19. Aarhundredes Grundtvigianisme. I Henrik Pontoppidans erkekætterste Betoning af Selvet – Selvopdagelsen og Selverkendelsen – som al Religions Kilde og som det Punkt, hvorfra det dybeste Skel drages mellem Mennesker, ikke mellem troende og vantro, men mellem de oprindelige og dem, der lever paa overleverede Forestillinger, altsaa mellem levende og døde – i denne nye Forklaring af Livet er der en meget gammel Forklaring. Det er "Pontoppidans Forklaring" (som Bispens Katekismus kaldtes over hele Norden) om igen efter Grundtvigs og Søren Kierkegaards. Det mærkes, at den nye Pontoppidan har levet i en Tid, der overalt kaldte paa Personligheden. 124 Derfor var det overalt, ogsaa da han kaldte paa Gud, Personligheden, der svarede.
Men af den religiøse Aands Natsværmer-Flugt mod Selvets Flamme ser man dog – i begge Bøger – mest de brændte Vinger. Per Sidenius er, hvad han saa ogsaa bliver til sidst, i sin Udvikling en Fantast som Emanuel Hansted. Det, der griber stærkest i hans Skæbne, er ikke den religiøse Aands Raab efter Gud, men Fantastens Skrig efter Virkelighed.
Han er en af de ulykkelige, der ikke kan elske – ikke faa og fastholde Taget i det virkelige. De Kvinder, han har kendt, har han ikke elsket for deres egen Skyld, men som en Resonans for sin Personlighed. Ligesom Emanuel ikke kan tale med Hansine, Adam Malling ikke med Margrete, kan Per ikke tale med Jakobe. Hans Bejlen er en Drengestreg – Kapløbet med Vognen – hvorved han overmander hende med sine Muskler; da han er ene med hende ved Stranden efter Hjemkomsten, hører han først i de smaa Bølgers Svar paa hans Smutsten det Velkommen hjem, Per! han ikke har kunnet tage af hendes Mund. Hans evige Raab om et Hjem er en fortsat Tilstaaelse af hans eget Savn af Kærlighed. Rævene have Huler, citerer han, o.s.v. Ja, og Egoisten har i hele Verden ikke et Hul, hvor han kan hytte sig for sig selv.
Hans Mangel paa Kærlighed viser sig i hans Værk. Værket er stort udtænkt og har en naturlig Ide: at gøre Danmark større ved at sætte Jylland i Stand til at kappes med København og konkurrere med Hamborg. Men det fængsler ham kun, saa længe det spiller ham som en Boble paa Haanden: at støbe det som en Kugle til at bryde igennem Modstanden, at smelte det til den Draabe, hvormed han kan give det Hele – Samfundet, Fædrelandet – tilbage hvad han har modtaget af det, er ikke hans Sag, dertil 125 mangler han det lange Taalmod, som kun Kærligheden giver.
Man er Digteren taknemmelig for, at den Boble, hvormed han lader Helten lege, ikke ogsaa er et Kunstværk: at Geniet Lykke-Per ikke, som saa ofte i "store" Digterværker, er et digterisk, men et praktisk Geni. Og dog er – naturligvis – ogsaa Lykke-Pers store Værk et Digterværk. Det er endogsaa hans egen Digters Værk. Det er, overført paa et andet Omraade, den Plan, som Landsbyhistoriernes og Det forjættede Lands, de smaa Romaners og Lykke-Pers Forfatter vistnok fra først af har haft om at skrive Danmark større ved at lægge Tyngdepunktet for sin Skildring uden for København og saaledes i en overvejende københavnsk Litteraturperiode genoprette (i Litteraturen) den naturlige Ligevægt mellem By og Land. At Per, trodsig og træt ved Modstanden, slipper sin Plan, er et Paralleludtryk for Pontoppidans Skuffelse over hans første Forfatterskabs Skæbne i Publikum.
Og vil man indvende, at han dog har ført sit Værk igennem, maa man mærke nogle Ord, som Aron Israel – den klogeste Person i Bogen – ved Forlovelsesgildet siger til Per om det Indtryk, han har faaet af hans Skrift om det store Værk: Her var Manden, der efter Nathans dog kun æstetiske Frigørelsesværk bragte det nye Natur-Evangelium, som Ungdommen ventede paa – en Trone var ledig, der spejdedes efter den udvalgte. Ved disse Ord bliver Per rød i Hovedet.
Naturligvis er Lykke-Per et personligt Værk og Helten Digterens Broder. Men det personlige ligger som i alle ægte Digterværker næppe nogetsteds uforarbejdet i Dagen, det er kun opløst til Stede deri. Ligesom den Konkylje, Per ved sit sidste Besøg i Hjemmet genser paa Spejlkonsollen – den store afrikanske Konkylje, i hvis blodrøde 126 Indre Havets vilde Sange tonede – ganske sikkert har ligget netop paa dette Sted i Pontoppidans egen Moders Stue i Præstegarden i Randers, men i hans Poesi er bleven til – Kirkeskuden, hans Digtnings Urmotiv, saaledes er der fuldt af faktisk Erindringsstof i Lykke-Per, men omsat eller udført som en Parallel-Oplevelse, vistnok den tryggeste Form for personlig Digtning. Konsollen og Konkyljen har han modtaget, men Skuden og Verdenshavet er hans eget Arbejde.
Parallellen ligger endda i dette Tilfælde i et andet Plan end dens Grundlinje. Per Sidenius er ikke først og fremmest en Maske for Forfatterpersonligheden som Jacobsens tungsindige Dobbeltgænger med Kalvekrøs i Niels Lyhne eller Drachmanns flakte Vildmand (Henrik Gerhard–Ulf Brynjulfsen) i Forskrevet. Han er en national Figur, en dansk Type.
Naar da Henrik Pontoppidan for at faa sit store Værk frem, har maattet henvende sig til jødiske Forlagsboghandlere, saa har denne Erfaring fra hans Forfatterliv ganske sikkert sat Spor i hans Roman, nemlig i jødiske Forretningsmænds Overtagelse af det finansielle Arbejde med Pers Projekt. Man tror imellem Bogens Personer at genkende velkonserverede Aftryk eller Destillater af de tre jødiske Stor-Boghandlere, med hvem han efter Forlagsmærkerne paa hans Bøger – P.G. Philipsen, J.H. Schubothe og Gyldendal – maa have været i Berøring. Men dette Spor er ingen plat Parallel – der ventelig vilde være endt som en blind Gade – men en højt svungen Skinne, der fører ud i en vid Horisont, ud paa den Valplads, hvor Kulturkampen har staaet i den sidste Menneskealders Danmark: mellem københavnsk, men især jødisk, Kapital og Intelligens og den landsbygroede Nationalaand, mellem "Grundtvig" og "Brandes". I Romanen er denne 127 Kamp trængt sammen til den inderste Holmgang: Frastødningen og – mærk vel! – Tiltrækningen mellem det rige jødiske Hjem i Hovedstaden og den fattige Præstegaardssøn. Sidenius og Salomon er Danmark mellem 1864 og 1900.
Ridderligt, mer end ridderligt har Forfatteren handlet med sine jødiske Landsmænd, Danskernes Medogmodstandere i deres nationale Kultur. Man kunde mistænke ham eller i al Fald hans Helt for at være et Bytte for et lignende Blendværk som Emanuel, da han opfattede Bønderne som "Naturens Børn", og – saa underligt det lyder – formode, at den hjemløse har følt sig dragen til det salomonske Palæ i Bredgade af den samme Følelse som i sin Tid til Hytterne i Lillelunde og Skibberup. I Romanen kalder Per de moderne Jøder, de livsvarme, farveglade, verdslige Mennesker for "Naturens Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede." Og i det klogt beundrende Portræt af Georg Brandes som Dr. Nathan, der frakender ham egenlig saakaldt Geni, selvfødende Aand, tillægger Forfatteren dette Hovedstadsmenneske, der er født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro "som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund", et Temperament, der i Tidens litterære Koncert er og bliver Naturtonen, den paa en Gang dragende og ængstende, Pan. Omvendt aabner den Natur, hvortil Per, naar han slipper sit Værk, falder tilbage, for en Underverden i Sjælen, hvorfra der vel er Udgang til en "Evighed", som hine aandelige Zigøjnere ikke kender, men som de maaske heller ikke trænger til. Og om den Natur, som er hans Aands Værksted, hans fysiske Konstitution, faar han af den snurrige gamle Doktor den Oplysning, at den er af den hjemlige, sødsuppelige Art, men at det ikke er tykke Laar og brede Skuldre, men Jern i Blodet og Fosfor 128 i Hjernen, det kommer an paa, og saa en trøstende Opmuntring til som vi andre "at bære vores fortykkede Tarme med Taalmodighed; vi skal forhaabenlig inte opstaa med dem i Evigheden".
Medens dette jødiske Nykøbenhavn – det nye Jødeland kalder Frithjof det – rummer de bedste Hoveder og de hedeste Hjerter, strækker sig ud over Landet den sideniusske Provins (tegnet i historisk Dybdelinje i Indledningen til tredje Del) – dette evige Præste- og Degneland, hvor Præstens Søn Adam i Tidernes Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og opfyldte Landet med to Millioner Sideniuser. Der er i dette Land næppe et Menneske, end ikke Pers Moder og Hustru, ikke en Stand – Præsterne, Herregaardsfolkene, Borgerne (i det meget lille, men meget typiske Danmark: Stationsbyen), Bønderne, der denne Gang glæder Per som folkelig Menighed, men ærgrer ham enkeltvis ved deres Smaalighed – uden at de bærer et Svaghedens Mærke. Dersom det med denne Bog har været Pontoppidans Hensigt at vise Ligevægten mellem By og Land, maa man sige, at Forfatteren har været omtrent lige saa uheldig med dette store Værk som Helten med sit.
Paa det Punkt af dansk Kultur og Historie, hvor Værket blev til, ved Aarhundredskiftet, har det maaske syntes Forfatteren ønskeligt, om der kunde foregaa i al Fald en aandelig Blodblanding mellem den rent danske Race og dens jødiske Medborgere og Landsmænd. Da Per har brudt med Jakobe og hun opgivet ham som "et fuldkomment Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind", haaber hun, at det Barn, hun skal føde, ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, ikke maa blive et af disse Muldjordsmennesker, men en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve, der var i Slægt med 129 Uroen i hendes eget urolige Blod, med Vandredriften og denne hvileløse, men maalbevidste Higen, der havde gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder til Menneskehedens Førere. Billedet af denne Ønskesøn – Barnet selv er dødfødt – bærer ogsaa i Udtrykket Forfatterens Træk. Det stemmer nøje med hint "liebmannske" Vers, som Pontoppidan har vedkendt sig.
Og dog er der noget meget genuint dansk ogsaa i Lykke-Per. En Bogs Styrke beror som en Personligheds meget paa hvad den har i Reserve. Naar Forfatteren af Lykke-Per efter mange Godtfolks Mening som en ond Fugl har beklikket sin egen Rede, har han endnu det i Reserve, at han kan lade Ørnen stige. Maaske det ogsaa er Forfatterens Mening, at Per som dansk af Naturen paa visse Punkter overgaar sine jødiske Landsmænd. Saaledes ved sin aristokratiske Ringeagt for deres gennem Aarhundreder indbankede Handelsmoral, hvorefter den der vil Maalet, han maa ogsaa altid og overalt ville Midlerne. Dernæst religiøst, ved hans medfødte Ulyst til at lade sin aandelige Horisont indklemme af de trange Rum, hvorimellem de af gammel Ghetto-Vane luner deres verdslige Velvære. Men – ikke Per Sidenius', men Henrik Pontoppidans Overlegenhed over hans jødiske Medbejlere til den danske Aands Højsæde – det eneste, der gælder i Aandens Verden: det, hvorfra der dømmes – ligger i hans Evne til at forstaa til Forskel fra deres Nemme til at begribe. Der er inden for dansk jødisk Litteratur ikke noget Eksempel paa at en rent dansk Aand er blevet ret forstaaet af en jødisk. Goldschmidts store Roman Hjemløs er i Indhold, Stil og Ide det Værk i dansk Litteratur, der ligger Lykke-Per nærmest. Men man tør sige, at af alle dens danske Typer fra P.L. Møller–Schiøtt til Helten er ingen saaledes forstaaet som i Lykke-Per de jødiske Figurer fra Brandes-Nathan 130 til Heltinden Jakobe. Hos Goldschmidt blander det jødiske sig idelig ind i det danske, saa at nogle af hans nationalt danske Figurer – hans jyske Bønder f. Eks. – kommer dødfødte til Verden ligesom Pers og Jakobes Barn. For Pontoppidan skiller Elementerne sig, saaledes at det jødiske træder frem fortrinsvis i sin Styrke og det danske især i sin Svaghed. Ogsaa deri er der, maaske, Styrke. Anerkendelse er ikke altid Tegn paa Overlegenhed, men kan til visse være det. I al Fald: den, der forstaar mest, lærer mest, og hos ham er der mest at lære.
Med denne Forfatterens Higen efter at forstaa følger Bogens ypperste Egenskab. Den, der ikke vil godkende dens Religions-Psykologi eller dens Race-Karakteristik, maa dog bøje sig for dens Menneskeskildring.
Det er vanskeligt at vælge Eksempler, da der næppe findes en, selv blandt de flygtigste Bifigurer, der ikke er forstaaet – uden det skulde være den "saakaldte Litteraturhistoriker", Dr. Nathans forulykkede Medbejler, Kandidat Balling, der af Forfatteren karakteriseres med en knyttet Næve ("Litteratur-Iglen", "Citatbeholderen", "det lange Litteraturværk").
Helten selv lever – ganske modsat de fleste digteriske Selvportrætter (Jacobsens Niels Lyhne f. Eks.) – i en Grad, saa man kan sanse Lugten af hans Klæder. Og som han er karakteriseret, med det Tvesyn, den Ret-og-Vrang-Metode, der ogsaa uden for Strikkekunsten er den probateste, saaledes er de alle. De to Heltinder, den jyske og den jødiske, er begge kyske, men ikke paa samme Maade. Hos Inger – den raakidsagtige Inger med det sølvlyse Haar og de skraanende Skuldre, over hvem der er en Duft som af vilde Roser – ytrer Elskovens første søde Benovelse sig med en let Mavepine. Jakobes ildfulde Sjæl næres af en tør, hed Sanselidenskab, der skræmmer den nordiske 131 Elsker – hun er Datter af en dejlig Moder og en lærd og brystsyg Fader. Pastor Blomberg – med Blaargarns-Haar og Skæg og Øjne som Vanddraaber (der staar ikke: som Pytter) – har svære Kæber, men Ordet blomstrer paa hans Læber, og han faar Lov til at tale af Munden. Den radikale Grosserer Eybert bærer sin Hædersisse (med en lille Plade fra Gossac) lige højt, ogsaa efter at den gavmundede Onkel Delft har mærket ham med sit Spy: "Jeg kan ikke taale Lugten af den Kviksølvæder". Den samme gamle Jødelaps bærer paa sit Bryst en Diamantnaal, der kunde faa en Dronning (i 1. Udgave: en Kejserinde) til at elske ham. Siden efter, længe efter, faar man i Forbigaaende at vide, at Stenen er uægte. Mellem Nannys Indtræden – ungpigeyndig, ved det (tilsyneladende) uventede Syn af Per standsende i sin Nynnen, idet hun med en pudsig forskrækket Mine fører Muffen op for Munden (vistnok det eneste "Teater", der forekommer i Bogen) – og hendes Udgang er der samme Forhold som mellem Ellepigen og hendes Kohale8: hun "svanser"; siden, som gift, siges hun endog at vrikke; hun er et udpræget Hun-Køn. Det er en ypperlig Metode, saaledes at lade Læseren selv opdage, hvem han har for sig. Med nogle faa og friske Tillægsord, hvorpaa der ovenfor er givet Eksempler, mere i Stil med Sagaens Mosaik end med de homeriske Epiteta, er hver enkelt Person sat op. Linjerne bliver siddende saa fast i Læserens Fantasi, at de længe efter kan drages sammen i et Punkt, der slaar Billedet fast med en Nagle. Neergaard er karakteriseret – en høj, skeletagtig, slapt udseende Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved, hvori der sad et langt nedhængende blond Overskæg og en Guld-Næseklemmer. Naar saa hans "nøgne Hoved" uden anden Tilføjelse efter hans Selvmord viser sig for Per, er det ikke blot Neergaard; det er Døden. Dyhring, Pers fødte Modsætning, er præsenteret 132 med saadanne Træk, at det sidste Syn af hans "gyldne Hoved" samler al Heldets og den vulgære Lykkes Simili-Glans om hans elegant bedærvede Stræber-Skikkelse.
Af de sammenhørende Figurer dannes af sig selv en Gruppe. Ypperst er Præstefamilien Sidenius, Max Bernhardt og hans Riddere om det runde Bord og især Kresen i Philip Salomons Hjem, en Gruppe, der kan faa Eckersbergs kendte jødiske Familiebillede9 til at vende sig paa Væggen: den børnerige Fader, fed og frodig som en Nilgud med sin Yngel; hans Hustru med de dejlige Hænder og et Hoved som en romersk Kejserindebyste; Døtrene: den judithlignende Jakobe og den haremsyppige Nanny, og paa Fløjene Husets Føle- og Bevægelsesredskaber: den utrætteligt travende "Geni-Lus", Ivan, og den ubeskriveligt flossede Onkel Delft, hvis Holdning vakler mellem "Direktøren" og den goldschmidtske Kommissionær.
I Kostymet – Nannys Toiletter og Dyhrings Morgendragt; chokoladefarvede Benklæder, Safianstøvler og en kort kraprød Hjemmefrakke med sorte Silkeopslag – og i Interiøret maaler disse københavnske Billeder sig med Landsbyhistorierne. Pontoppidans Nyboder er bedre end Overskous, ja end H.C. Andersens. Dets Poesi er givet i den Sommeraftensscene, hvor den unge Overkanoner spiller paa Humle til Glæde for det ganske Hjertensfrydkvarter, ogsaa for Spurvene, der sætter sig, ugletyst, paa Tagene med Hovedet paa skæve som smaa andægtige Tilhørere, og – med en noget rammere Aroma – i Morgenbilledet af Madam Olufsen i storstribet Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet for at vande Auriklerne i Haven. Der er, ogsaa uden Hyldetræer, Sommer i Nyboder.
Det er næppe rigtigt at sammenstille denne Prosa med 133 dens stærke Aftryk af Tingene uden lyriske Undertoner med Goldschmidts; den er en Fortsættelse af Blichers og Poul Møllers. Pontoppidan er i sit Sprog som i sit Navn den sidste Latiner (uden Latin) i den danske Litteratur. Derom minder ogsaa de endnu spredt forekommende, klassiske Sirater. Det vanskelige Ord "Mausoleum" bruger han i Lykke-Per tre Gange, som følger: "Erindringens fredhellige Mausoleum", "Verdenssjælens Mausoleum" (d.e. Rom), "Mammons stilfulde Mausoleum" (d.e. Nationalbanken i København). Hans Replik er langtfra altid saa levende som hans Plastik; man forstaar, hvorfor han ikke er dramatisk Forfatter. Ikke blot den boglærde Jakobe, selv den ulitterære Nanny taler stundom som en Forfatter. Den i Spøgelser paatalte Replik: "Og derom kan du spørge?", der i Nattevagt varieres til: "Behøver De virkelig at spørge?", forekommer to Gange i Lykke-Per (I 290; III 137) som: "Derom har De (du) ingen Ret til at spørge". Alle Steder forudsættes den skriftlige Udtale (med hørligt g). Paa naturligt Dansk hedder det: Det har De (du) slet ingen Ret til at spørge mig om.
De faa Symboler, Pontoppidan bruger, er ikke set, men skrevne. Billedet af Sidenius-Familien som en Slægt af Underjordiske indprentes (i bogstavelig Forstand) Læseren efterhaanden gennem en Slags Hieroglyfer: en "Spøgelsehaand", en "Troldesvans". Det Billede, hvormed anden Del slutter, af Skibet paa Fjorden med Moderens Lig som "en bortglidende Sarkofag over de blomstervrimlende Enge, der forsvinder i den gyldne Morgentaage, som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger", er dejligt – skrevet. Men Kisten ligger i Lasten og en jysk Fjorddamper ligner slet ikke en antik Sarkofag. Det er ikke nogen Vision, det er en Vignet.
134 Pontoppidan har selv et Sted – i Det ideale Hjem – hævdet, at al Prosa, selv den mest naturalistiske, er virkelighedsfjern, refleksionsfødt: Livet selv stemmer altid til Sang. Men som Digter hører Lykke-Pers Forfatter til de stumme i Himlen. Han kan ikke synge.
