"Kun én Gang i dette Liv"
Dagbog
3die Avgust.
Der er i Oversættelse udkommen en svensk Bog "Om den sexuelle Hygiejne", tre Foredrag af Professor i Lund, Dr. S. Ribbing.
Man fejler næppe i at antage, at disse Forelæsninger eller i hvert Fald deres Offenliggørelse er bleven fremkaldt ved Bj. Bjørnsons sidste opsigtsvækkende Foredragstourné1, paa hvilken han med tilsyneladende en fast Overbevisning hejsede det rene Flag i den ogsaa fra anden Side rejste Sædelighedsdebat.
Hans Krav (der jo forøvrigt mindst af alt var nyt) gik som bekendt ud paa, at begge Parter skulde træde lige uberørte ind i Ægteskabet for at sikre dette Lykke og Trofasthed, og han spaaede om en Verdens Genfødelse fra den Dag, Kvindens Fordring paa Mandens Renhed var bleven gennemført.
Men med denne "Renhed" forstod han ikke saadan noget som Sjælens Uberørthed. Han talte alene om Legemerne og behandlede i det hele Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde, som om det hovedsageligt bestod i en gensidig Genitalundersøgelse.
Det var ret naturligt, at en saadan Tale af en Digter vakte Forundring og mange Steder Forargelse.
Lad os tænke os en ung Mand, der har henlevet sin Ungdom, saaledes som de fleste andre unge Mænd for Tiden gør det, og som saa henimod Trediveaarsalderen forelsker sig i en smuk ung Pige. Han har levet med adskillige Kvinder før, men dette er hans første alvorlige Kærlighed, som gennemryster ham, og hvortil han hengiver sig med et hidtil ubekymret Hjærtes hele lidenskabelige Inderlighed. Paa den unge Piges Dyd kan ikke selv den sorteste Bagvaskelse sætte nogen Plet. Derimod har hun en Gang i Hemmelighed elsket en Mand, der hverken anede eller gengældte hendes Kærlighed og til sidst giftede sig med en anden. I to Aar derefter kunde hun ikke glemme ham, et saadant Herredømme havde han haft over hendes Hjærte, og saaledes havde alle hendes Tanker og Drømme om Lykke været sammenknyttede til Haabet om Besiddelsen af ham.
Nu frier hin unge Mand til hende; og da hendes Hjærte nu igen er frit, og hun virkelig elsker ham, er der den bedste Udsigt til en Forening af de to, indtil den unge Piges Familie i Betragtning af hans letsindige Fortid mener sig forpligtet til at skride ind og tilvejebringe et Brud.
Og dog tør man vel dristigt paastaa, at af disse to er han den reneste, den mest uberørte, og derfor – efter de bjørnsonske Teorier – ogsaa den, der byder den bedste Garanti for et Samlivs varige Lykke. Hans Kærlighed er frisk som et ungt Vaarskud, hans Hjærte et blødt Voks, som hun endnu kan give Form, medens hendes Længsler alle forlængst er blevne vakte af en fremmed Mand, og hendes Følelser hærdede i en anden Kærligheds Ild.
Thi i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv2. Senere (eller forud) kan vel nok Ens Attraa paa forskellig Maade blive vakt; men kun én Gang kommer Kærligheden til os som det Lyn, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for Livstid alle Hjærtets Strænge, og den, der senere berører dem, får kun Toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag vokser frodigt i vor Sjæl.
Denne Katastrofe indtræffer hos de forskellige Mennesker til højst forskellige Tider; man siger endog helt op imod Støvets Aar. Almindeligst er det dog, at den hører de unge Aar til, da Blodet er varmest og Sindet mest modtageligt. Især gælder dette de unge Piger, der af Mangel paa anden Beskæftigelse har saa god Lejlighed til at give Agt paa Nervernes mindste Vibreren.
Det har derfor slet ikke saa meget paa sig med denne Kvindernes Renhed, som Modsætning til Mændenes smudsige Laster. De fleste unge Piger knæler paa Brudeskammelen med dybe Mærker af Mænd, de en Gang har huset i deres Hjærte, og som – hende selv ubevidst – fortsætter deres Gengangerliv ind i Ægteskabet.
Hvorom alting er, den bjørnsonske Renlighed spiller i hvert Fald ingen Rolle i et virkeligt og alvorligt Kærlighedsforhold. "Ren" er enhver, der elsker. Kærlighed er det Renselsens Bad, der nemt aftvætter det rent overfladiske Smuds, som Livet for unge Mænds Vedkommende saa let fører med sig. – –
Professor Ribbings Bog slutter sig nøje til Bjørnsons Opfattelse; men Forfatteren er Læge og behandler Spørgsmaalet som rent hygiejnisk, hvad det ogsaa ene og alene er. Han fremkommer med adskillige interessante Oplysninger, der, da han er en Avtoritet, foreløbigt maa staa til Troende. Han hævder, at det som Regel ikke kan anses for skadeligt at leve i Cølibat, og fører i den Anledning en skarp Polemik mod forskellige moderne æsthetiske'1 Forfattere, der i deres Skrifter har ført Ordet for et friere Kønsliv.
Undertiden tager han sig dog ikke i Agt for ved sine Oplysninger at give sine Modstandere gode Vaaben i Hænde. Naar han saaledes skriver, at en Kvinde paa Grund af Barnefødsel egenlig burde afholde sig fra kønslig Omgang i 2-2½ Aar, nemlig i 9 Maaneder før og 15-20 Maaneder efter Barnets Fødsel, saa synes unægtelig Forholdet én Kvinde til én Mand ikke at være efter Naturens Orden, og Sundhedskommissionen burde da sætte sig i Bevægelse for at faa Paragraffen i vor Straffelov om Bigami hurtigst muligt ændret.
Urbanus.
