[gå tilbage]

21

Det forjættede Land

Før Pontoppidan i 1892 begyndte Udgivelsen af Trebinds-Værket Det forjættede Land, havde han – i 1890 – paa en Maade foregrebet dets Indhold i en Bog, som indeholder to Fortællinger, "Vildt" og "En Bonde". Til sammen udtrykker de det Natur-Begreb, hvorpaa den store Digtning og den dertil hørende Række Landsbybilleder hviler. Bogens Titel er derfor ogsaa selve dette Ord: Natur.

I den mindste af de to Fortællinger, "En Bonde", har Titelen en særegen, stands-typisk Betydning. Der menes dermed ikke i Almindelighed en Mand, der bor paa Landet og lever af at dyrke Jorden. Per Bonde er Gaardejer, ikke blot i den Forstand, at han har en Gaard, der tilhører ham, men saaledes at han tilhører den Gaard; den er en Del af hans Person som af hans Navn, og han er en Del af dens fortsatte, man kunde sige: evige Liv. Han er selv "Natur".

Gaarden hedder Kildegaarden, fordi der i gamle Dage var en Helligkilde paa Grunden; nu er der kun side Enge og lermuldede Bakker og imellem dem Gaarden. Hans Farfar har plantet Poplerne, hans Far har bygget Staldlængerne, han selv det gulkalkede Stuehus. Han har levet paa den efter sin Fars Død, ensom – lykkelig uden at vide af det, uden Følelse for "Naturen", men med al sin 22 Følelse i Naturen – indtil han i sit femogfyrretyvende Aar "forandrede sig", ikke fordi han havde faaet Vilje til en Pige, men fordi der hører en Kone til en Gaard. Uden nogensinde at have mælet et ret fortroligt Ord med sin Kvinde har han med hende otte Børn og to paa Kirkegaarden. Han har avlet ligesom Naturen. Men i Børnene gror hans Skæbne – det, der skal skille ham fra Naturen.

Han er nu tooghalvfjers, og de er begyndt at kræve hans Bistand for at sættes i Vej, en vil have Rejsepenge til Amerika, en anden vil sætte sig ned som Øltapper i Købstaden, den kækkeste af Døtrene vil "være Madam Rasmussen", d.e. giftes med en Hjælpelærer. Per stritter imod paa det længste, sær og sky i Familien, en Fabel i Byen. Efter at have søgt Udvej med Laan og Prioriteter bøjer han sig for Prokuratorens Veltalenhed og sælger Gaarden. Under det sidste Besøg paa Sagførerens Kontor græder den gamle Mand for første Gang som et Barn. Tre Aar efter er han en Olding, bitter og hadefuld, der lige har Kraft til at stavre fra sit lille Hus i Byens Udkant hen til et Dige, hvorfra han kan se Kildegaardens nye Ejer, en Landbrugskandidat i Ridestøvler, færdes paa dens Marker. Han udperker Jorden, siger han. Til sidst sidder han svagsindet i Armstolen og græder over at han er saa fattig.

Den lille Fortælling er god naturalistisk Kunst, men Zola er det ikke. I Romanen Jorden, der udkom to Aar før og har samme Emne som "En Bonde", er Jorden paa latinsk Vis opfattet, delvis ogsaa fremstillet som en symbolsk Skikkelse, Tellus, "en Kvinde, der dræber, og for hvis Skyld man myrder". I Overensstemmelse hermed udvikles Handlingen, de Gamles Aftægt og den unge Slægts Kamp om Jorden, gennem en Række Kraftudladninger af den raa Natur, der i Voldsomhed langt overgaar hvad der skikker sig for den sindige Dansker.

23 Hos Pontoppidan er der slet ikke noget Symbol. Man mindes intet Øjeblik om at Per Bondes Tragedie, Kampen mellem en gammel og ny Tid, mellem Forældre og Børn ogsaa er Kong Lears eller Hakon Jarls. Pontoppidan lader ikke som Zola sin egen Personlighed, sit Temperament ledsage Begivenheden i sin Roman som Koret i Tragedien, i hvis Raaber Handlingen giver Genlyd. Hans Kunst er her ikke Naturalisme i fransk, i al Fald ikke i zolask Forstand. Den er blot – som han siger – Natur, et trofast Aftryk af Stoffet i et beslægtet Sind. Netop fordi Pontoppidan ikke taler i sit Stof, formaar han at bringe Stoffet til at tale. Man kommer til at tænke paa hvad Zola i "Værket" lader Romanforfatteren sige ved Malerens Død: "Vort Slægtled har været alt for dybt nede i Romantiken. Der maa en Generation til endnu, maaske to, før man maler og skriver logisk, med Sandhedens høje og rene Simpelhed". Der er noget af denne Logik, denne Simpelhed hos den franske Maupassant og mere hos den danske Pontoppidan.

Pontoppidan siger ikke som i det her meddelte Referat, at Per følte sig som et med sin Gaard, endnu mindre – som Zola vilde kunne udtrykke det – at han er som en af hine Giganter i den antike Kunst, der ikke har formaaet at frigøre sig fra deres Moder Jorden. Men han fortæller, at da han stiger op ad den knirkende Trappe til Sagførerens Kontor, har han den trykkende Fornemmelse, som om han skulde til at miste en Del af sit eget Legeme. Og denne Prokurator – helt forskellig fra den tilsvarende Figur i Jorden – er vistnok en Bondefanger, men derfor ingen Korsedderkop eller Myresluger. Han er en lille, skæv Mand i Slobrok med skiddent hvidt Halsbind, der ogsaa i sin Tale har anlagt en Art "Beskyttelseslighed" med Præsterne som den sikreste Vej til sit Bytte, Bønderne. 24 Og disse Bønder taler nok Sjællandsk, men ikke saaledes at alle og enhver kan høre det, med Gaaseøjne om Landsbygloserne eller Ordforklaringer under Teksten. Deres Sprog og Udtryksmaade løber jævne med Forfatterens eget; kun den, der kan høre den sjællandske Betoning, forstaar ret det religiøse Ejendomsbegreb, der ligger bag Udtrykket at "lægge ner" (d.e. at gaa fra Gaarden) og endnu kan høres i en Sætning som, at "Kildegaarden kan jo alligevel ikke alle Dage blive til jert (d.e. i Eders Slægts Eje), saadan som Vorherre nu en Gang har skikket det". Paa Sjælland kives man ikke saa meget om mit og dit, men man forstaar fuldvel at gøre Forskel paa vort (udtalt vaa'rt) og jert (udt. jæ'rt).

I Modsætning til den jordfødte ("autoktone") Naturfølelse hos denne Odelsbonde afbilder den anden af Fortællingerne i Natur det dannede naturalistiske Sværmeri hos en ung Københavner.

Den hedder "Vildt", maaske med Hentydning til dette Ords Brug i Titelen paa en Samling Fisker- og Folkelivshistorier af Holger Drachmann fra 1881, Vildt og Tæmmet. I al Fald spilles Antitesen i dette Udtryk helt igennem i Modsætningen mellem den fine og bløde Syttenaars-Svend og den ramme Natur, han er kommen for Skade at gaa paa Sporet.

Han er ingenlunde uden Naturfølelse. Tværtimod. Det første Vildt, han kommer ud for paa sine fredelige Farter paa og om den skovkransede Fjord, skildrer han saaledes:

En Nat, da jeg sad skjult mellem nogle Siv tæt ved Bredden, for jeg pludselig sammen ved den tunge Knagen af et stort Dyr, der brød sig Vej ud til Vandet i min umiddelbare Nærhed. En brunplettet Hind raslede lidt efter frem af en taagesvøbt Tykning næppe ti Skridt fra mig. Langsomt, halvt hinkende nærmede den sig Vandet. Den 25 varme Aandedamp stod den ud af Mund og Næsebor; i dens Pels hang vissent Løv og Straa. Et Øjeblik stod den ved Bredden og saa sig om med sine store, sørgmodige Øjne, mens den viftede med Halestumpen og nu og da rystede Kroppen som under Kuldegysninger. Saa bøjede den sin slanke Hals og gav sig til at slikke Dug af Strandgræsset.
Jeg sad som naglet til Baadens Tofte og vovede næppe at aande. Mit Hjerte var kommet til at banke heftigt, og min Kind blussede af en Attraa, jeg ikke kunde give Navn. Det var for mig, som om jeg stjal mig til et Syn, der ikke var bestemt for menneskeligt Øje, som om jeg fra mit Skjul belurede Naturen i dens Nøgenhed.
Jeg var kun sytten Aar.

Det er sandt, saaledes skriver man kun, naar man er sytten Aar. Tyve Aar senere skriver man ikke: "Mine Kinder (i al Fald ikke: min Kind) blussede" for at betegne, at man bliver hed i Hovedet – Udtrykket er med Urette fjernet af anden Udgave. Men det er ikke enhver Syttenaarig givet at føle saaledes.

Nogen Tid efter mod Slutningen af hans Ferie føler han atter Blodet hamre i sine Tindinger. Men da har han sin Bøsse med og er i Selskab med en Jæger, der fortæller ham, hvordan Krybskytten kan nappe en Hjort uden Skud. Han stamper en Humlesæk fuld af rigtig krydret Skovhø, ryster det ud paa et Sted, hvor Vildtet plejer at trække hen for at slikke Dug, gemmer sig i Bunken og stikker Dyret med en Kniv som en Gris, naar det kommer og snuser til Høet.

Der er ingen synlig Forbindelse mellem de to Steder. En Forfatter af et sværere Underholdnings-Kaliber end Pontoppidan vilde i det mindste have antydet en saadan. Sophus Bauditz vilde ikke have ladet denne Traad slippe 26 sig af Hænderne. Han vilde have ladet den hinkende Hind være anskudt af den samme Jæger. Pontoppidan synes ikke at have tænkt derpaa – i anden Udgave omtales paa det første Sted slet ikke, at Dyret hinker. Men derved, at det prægnante Billede af Dyret, der søger ud af Tykningen henimod Morgenen for at slikke Draaberne af Enggræsset, forekommer i begge Beretninger, tvinges Læseren til selv at holde Billederne sammen for Øjet og kommer til at føle Væmmelse ved det sidste, som ved Synet eller Smagen af Blod i et Glas Kildevand. Han vil derved modtage netop det Indtryk, som Forfatteren tilsigter, og som stemmer med hvad den unge Fortæller selv har oplevet i Løbet af Sommeren. Han var draget ud for at efterjage Duggen af Naturen, og han har i Stedet faaet dens Svejs at smage.

Det havde fra først af krænket ham lidt, at Egnens Yndigheder havde nogle højst prosaiske Navne. Baaden kaldtes "Svinet" uden anden Grund, end at saadan havde den Baad altid heddet; han kalder den for "Musvaagen". En stille Skovkløft kaldtes i Folkemunde Sørens Hul, "for saadan" o.s.v., han kalder den Almas Tempel; en enlig staaende Birk døber han "Jomfrulok" – alt til Minde om den ulykkelige Forelskelse, der var Aarsag til hans Landflygtighed.

Men af Folkene og det yderst faamælte Familieliv paa Færgekroen, hvor han har slaaet sig ned, har han modtaget et patriarkalsk Indtryk, som han har Møje ved at forvinde, selv da han af den samme ubarmhjertige Folkemund har hørt Stedets officielle Navn: Tyvekroen og forstaaet, at den Skovens frie Søn, der har taget sig saa broderligt af ham, er Krybskytte af Profession. Den unge Fortæller er ikke halvt saa mistænksom som den dobbelt saa gamle Forfatter. Han kender en Lus paa Travet, som man siger, og Krybskytten paa – Galosjerne. Et Par saadanne 27 bærer den unge Jæger i Stedet for Sko ved sin første Fremtræden og aflægger dem ikke siden. løvrigt er han iført en skabet Pelshue, sort, slidt Skindfrakke med Hornknapper, lange, røde Muffediser og kaffebrune Benklæder, der er snørt sammen om Anklerne med Sejlgarn. Han er lille og spinkel, fregnet, med Grinemund og smaa missende Øjne, og har Ører som en Flagermus. Han er med et Ord udmærket uden at være egenlig romantisk.

Ud af Fortryllelsen kommer den unge Naturalist først som Følge af en Række Friluftsøvelser, hvortil han hengiver sig i Sommerens Løb, da Naturen synes ham at hænge med Jomfrulokken, og det er overgaaet ham at gabe i Almas Tempel.

Hertil hører først en mere idyllisk Oplevelse, nemlig hvad han fik at se i Svinehuset, da Soen var ved at fare og i den vildeste Ve aad sine førstefødte. Da gik det ham som saa mangen Isisdyrker. Han rystedes i sin Tillid til Naturens Moderlighed.

Dernæst et erotisk Eventyr, hvis Heltinde, en frisk ung Fiskerkone med brede Skuldre og fulde Bryster, skyder sig ind i hans ledige Fantasi paa Almas Plads, skønt i en anden Belysning. Men Eventyret er, allerede før det ender ved Mandens Hjemkomst, halv kvalt af hendes for ham hemmelighedsfulde Utilgængelighed. Atter her ved Forfatteren adskilligt mere end Fortælleren; han kender den sjællandske Muthed, der giver Rosen en Ynde mere og lader den modne Hyben beholde alle sine Torne. Billedet af den kønne Kone, der roligt besvarer den unge Elskers halvt sky, halvt slikne Tilnærmelse med: "Det kan jeg vel nok" eller "Det ved De vel nok" eller "Det er nok muligt" og andre slige Honningdraaber af den sjællandske Veltalenhed, siddende paa Bordet paa Skræddervis i Færd med at bøde et Skørt, med det ene Ben op under sig, medens 28 det andet med den blaa Strømpesok ved Hjælp af en Sejlgarnssnor holder Vuggen i Bevægelse – dette Billede af en i Sandhed tronende Kvindelighed, der er undgaaet baade Winther og Exner, kunde vel fortjene at ophænges i et Nationalgalleri ved Siden af den uden noget af Manddommens Attributter særdeles mandlige Skytte. Fortælleren ved ikke, om Konen er kysk eller villig. Hun ved det vistnok ikke selv. Og det ved Forfatteren.

Endelig helbredes han helt for sin Tro paa Naturen, da han som Amatør i Nomadelivet ret faar dens Vildtsmag i Munden, først som Aaleblusser, derefter som Krybskytte, til sidst endog paa Menneskejagt paa Nippet til at øve Manddrab. I vanvittig Spænding vil han en Nat i selve Almas Tempel til at skyde paa en undvegen Tugthusfange, og faar først sit Vid igen i en Klynge raa og ophidsede Mennesker, ved hvis Fødder den indfangne Flygtning vrider sig i Dødsens Angst. I hans Krampetrækninger toner – for Læseren – det Naturspil ud, der begyndte med Hindens Kuldegys.

Næste Dag rejser han hjem.

Foran mig laa den friske Fjord, Skoven og den dybblaa Himmel, som Solen bestraalede … hele denne frie Natur, som særlig kaldes "Guds", som alle Digtere besynger og Menneskeheden forherliger som Livsglædens og Foryngelsens evig klare Kilde.
Jeg vendte mig bort med Had og Afsky. Jeg forstod nu de mørke og onde Magter, der lurer derude i Naturens lokkende Skød og forfører os Mennesker med pragtfulde Himmelfarver, med Toner og bedøvende Blomsterduft, mens de lumskelig vækker alle Vilddyrets uhyggelige Instinkter i vort Bryst.

I Kupeen læner han sig tilbage og lukker Øjnene.

Og mens Toget bruste frem over skumringsblaa Marker 29 mellem purpurfarvede Søer og bloddampende Enge, vendte mine Tanker tilbage til deres gamle Drømmeland, til de evige Længslers overjordiske Paradisrige, hvor ingen onde Aander spøger.

Nu ved han, hvad Natur er; han er jo sytten Aar. Forfatteren er tre og tredive og ved derfor, i dette Tilfælde, mindre end sin Helt. Det vil sige, han ved ikke, om "Naturen" er mild eller grum. Men han ved atter – som om Fiskerkonen – at den heller ikke ved det selv. Isis-Billedet er tilsløret, og Madonna bønhører ikke blaaøjede Protestanter.

Og fremdeles ved han, at der ikke er noget Drømmeland, uden at det spøger deri, og ikke noget Paradis paa Jorden, hvor Pan ikke blæser paa Fløjte.

*

I Lighed med Forholdet mellem de to Fortællinger i Natur ordner Pontoppidans Folkelivsskildringer sig naturligt i to Grupper. Paa den ene Side giver han som i "En Bonde" saa sandfærdige Billeder, som han formaar, af dansk Landsbyliv i Nutiden; paa den anden fremstiller han ligesom i "Vildt" det Blendværk, der i udenforstaaendes Øjne giver Livet paa Landet og imellem Bønder Skinnet af en mere "naturlig" og som saadan mere ideal Tilværelse end den, der føres i de "dannede" Klasser, og som tildigter Landboalmuen andre Egenskaber, end den har af Naturen.

Til den første Gruppe hører Pontoppidans egenlige Folkelivsskildringer fra Firserne i tre Samlinger: Landsbybilleder fra 1883, Fra Hytterne, nye Landsbybilleder fra 1887 og Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage, 1890. I den anden Gruppe er Hovedværkerne hans første 30 Roman Sandinge Menighed og det afsluttende Trebindsværk: Muld (1892), Det forjættede Land (1897) og Dommens Dag (1895), hvoraf der 1898 (og 1903) udkom en samlet og gennemset Udgave med Det forjættede Land til Fællestitel.

Den første Fortælling i den første Samling af Folkelivsskildringerne, "En Kærlighedshistorie", begynder saaledes:

Midt i den stille, smeltende Middagshede uden mindste Skygge eller Sky, saa langt Øjet rakte, højt over store, flade, modne Agre – fløj en stor Fugl med brede, stille Vingeslag.
Kommen op over Byen standsede den, hvilte paa Vingerne og saa ned – men kun et Øjeblik. Saa hævede den sig atter med en lille Bevægelse – ligesom et Skuldertræk – og sejlede derpaa rolig videre hen under den blanke Himmel op over de brune Mosedrag ud imod Øst, mod de store, blaanende Banker der langt, langt i det fjerne.
Der havde ikke været noget at se efter; ikke en Bevægelse at spore, der var Standsning værd. Alting stille og lummert; – thi alting sov.

Man tænker sig, at Digteren med Forsæt har sat netop dette Billede over Indgangen til disse Landsbybilleder. Dets Forbillede behøver man ikke at søge i Bjørnsons Vise ("Ørnen løfter med stærke Slag"), da det findes i en nærmere Skikkelse i hans egen "Ørneflugt". Den maa lude, der har lave Døre. Men naar han slaar sin Ungdoms Vaabenmærke op over Døren, har han derved reserveret sig sit Alibi, som man siger. Ved det Afsnit af hans Digtning, der synes mest optaget af det smaa og nære, har han følt Trang til at tilkendegive, i al Fald for sig selv, at der er Længsler og Kræfter i ham, der sigter mod større 31 og fjernere Maal. Manden bliver, hvor han er, men "Fylgjen" flyver.

I de tre Bind Fortællinger er Synskresen overalt forsvarligt lukket. Udsynet er ikke større end det, der kan naas fra Toppen af en sjællandsk Bakke.

Man kommer derop ad en smal Sti, og naar man til sidst Højens skallede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblaa Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjerne.
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. – Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; naar Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og Lykke.

Der er over hele denne – her stærkt forkortede – Skildring en fortættet Lugt af Anno nogle og firs og af det hørupske Sjælland. Landskabet smiler endnu som i Idyllen, men ikke uden Lumskhed. Johannes Ewalds sortladne eller sølvblaa Hav bliver med Hentydning til en vis foreløbig Lov af 27. Oktober 1885 til det "gendarm"-blaa Hav. Ingemanns "fjerne Kirketaarne" flyttes ind i Perspektivet og Aftenklokkerne skratter. Drachmanns lyriske Tenor ("Naar den svindende Sol med et bristende Skær af de Roser, der falme o.s.v.") bliver til Smør. Der er ogsaa uden for de beske Tidsbilleder fra Provisorietiden Spor af denne forvrængede Idyl i Landsbyhistorierne.

I denne Egn ligger Lillelunde By, hvor Handlingen foregaar i de fleste Historier i alle tre Samlinger, fire Mil fra København, et Stykke fra Alfarvejen med Fjorden i Øst og Havet i Afstand imod Vest.

32 Den bestaar af to Dele. Selve Byen med Kirken og sine otte-ti statelige Bøndergaarde ligger lunt oppe imellem Bakkerne. Lidt efter lidt har den i Løbet af et Par Menneskealdre skiftet Udseende, Gaardene er flyttet ud, Markerne forbedret, Stuehusene opført af nyt med brændte Sten, Bræddegulve, oljemalede Vægge og Mahognimøbler. Men nede i Mosen ligger Hytterne, Aahusene og de har ikke skiftet Udseende. "De laa der i den samme lergraa Række og støttede sig i deres Affældighed til hinanden med en Lude hist, en Gavlvæg her – ligesom besjælede Væsner, der lagde Panderne mod hinanden for at grunde over deres Skæbne."

Da der ellers forekommer saa lidt "Besjæling" i Pontoppidans Stil i "Landsbybillederne", lægger man Mærke til dette Udtryk (der iøvrigt gentages to Gange i Pontoppidans senere Digtning). Man husker Billedet af Landsbyen ved Floden i J.P. Jacobsens "To Verdener", hvor Hytterne staar og stager med deres trøskede Krykkestolper i den graalige Strøm, "som en elendig Flok af vantrevne Tiggere med deres værkbrudne Skuldre trykket mod hinanden."

Ogsaa Titelen Fra Hytterne – der i Fortællinger 1899 omfatter begge de to første Samlinger – fremkalder med den afsluttende Epilog "Vandreren" en Erindring, Holger Drachmanns Digt "Hytternes Sang" (i Dybe Strenge 1884):

Se os, her ligger vi jordløse smaa;
Kongevejs-Kusken paa Hestene skynder.
Vandrer, ifald du vil Livet forstaa,
lyt til de Sange, som Hytterne nynner!

Men dermed hører Ligheden med den poetiske Naturalisme fra Halvfjerdserne op, og det lyriske Klokkespil tier. 33 Pontoppidans "Hytter" er hans egne og ingen litterær Reminiscens. Hos Drachmann rejser Hytterne sig af Grøften og føder et Kuld af aandelige Frimænd. Hos Jacobsen er der ingen Vej over fra de usle Rønner til den anden lykkelige Bred. Men hans Prosadigt er helt personligt – et Rejseminde, der har gnavet sig ind i ham som en Livserfaring: et Suk af en, der ikke kan komme over paa den anden Side af den onde Flod, og som ved det. Livet er ikke et, som Darwins unge lykkelige Lærling en Gang havde set det: "som en stor Hal med herligt Hvalv, med mægtige Dybder og store, vide Udsigter". Der er to Verdener.

Det er der ogsaa for den unge Henrik Pontoppidan, Landsby-Filosoffen, og inden for Sognegrænsen. Der – og netop ikke i den indadvendte Betragtning – ligger de aabne for hans udadsøgende, socialt og politisk interesserede Blik.

Rundt om paa Dørtærsklerne sad den Guds Velsignelse af blege, svampede Børn, der ruges ud i Fattigfolks mugne Halmsenge. Mens Slægten oppe i Bøndergaardene voksede sig bestandig større og rankere, opklækkedes der i disse Hytter Kuld paa Kuld af Vantrivninger med lange Arme og store, tomme Hoveder, med uformelige Skuldre, bestemte til at lægge deres Værdier rundt om i Bondens Marker og Moser.

Skønt den unge Forfatter er lutter Iagttagelse og ikke gerne giver mer, end han ser, bryder han dog stundom Nutidsgrænsen igennem med et historisk Perspektiv. Første Gang i Landsbybilleder i den siden stærkt omarbejdede og noget melodramatiske Fortælling (efter Motiv fra Skagen), "En Fiskerrede", hvor Fortidens barbariske og Nutidens civiliserede Udplyndring af Skibbrudne modstilles og ikke netop til Fordel for den sidste. Derefter i Fra Hytterne 34 i Vandrerens Epilog, hvor Fortiden paa lignende Maade "spøger" i Nutiden, i "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede", idet Billedet af den over den elendige Bondeby tronende Herregaard kommer igen paa sidste Side, men nu som Modsætningen mellem de otte store nye Bøndergaarde, der majestætisk som smaa Herresæder løfter deres Tage over de i Sølen sammenklumpede Hytter. Tredje Gang i Prologen til "Skyer", hvor de gamle stridige Ilum-Bønder, der brugte Kniven til Frihedens Bevarelse, modsættes de nuværende, der bygger Forsamlingshuse og holder Taler til samme Øjemed.

Der forekommer paa dette sidste Sted en fremmed Vandringsmand, der ikke er den samme som Bogens Forfatter (hvad Fortælleren iøvrigt heller ikke er). Han er fuld af Haan over det hjemlige Bondedemokrati og mener efter sine Erfaringer fra Berlin i 1848 og fra Paris i 1871, at kun Krapylet er Frihedens Vugge. Hans Modstander er Sognets aandelige Fører, Skolelærer Zachariasen, en smuk, kraftig Mand, der med sit lange sorte Skæg og alvorsfulde Blik mindede om Profeterne i de gamle Billedbibler. Man kan fra denne Modsætning se noget længere ud i Samtidens Situation. Lærer Zachariasen og den fremmede betyder indenfor Sognet det samme som Berg eller Schrøder paa Askov (med hvem han har Portrætlighed) overfor Hørup og Brandes i Firsernes Danmark. Kun at der i denne Mandsling er mindre af den æstetiske Individualismes fra Kierkegaards Tid end af det sociale Anarki. Hans legemlige Vanmagt har symbolsk Betydning. Han er af dem, der bruger Ironien ikke som Slibesten, men som Vaaben.

Med denne Ironi er Samlingen "Skyer" skreven. Eller maaske blot med en Jydes Ironi over Sjællænderne, saa 35 at Vandringsmanden ligesom den fremmede Person paa Anholt i Holbergs Peder Paars er en maskeret Tilkendegivelse af at Forfatteren selv tilhører en anden Race.

I al Fald skærer han brede Remme af Landsmænds Rygge som i den kostelige politiske Satire "Den første Gendarm", der med Urette er udeladt af Optrykket i Fortællinger, et Epigram over den passive Modstand mod Statskupet og den røgfri Riffelbevægelse: den varme Modtagelse, der er beredt den første Lyseblaa i Lillelunde By, iværksættes ikke af Befolkningen selv og dens Førere, men under Folkets glade og stolte Bifald af Skrædderens Mops, der bider hans Hest i Kodeskægget, saa den stejler. De andre Fortællinger falder mest uden for Landsbybilledernes Ramme, men indeholder en ret fuldstændig Liste over den ublodige Broderkrigs Ofre: brudt Venskab ("To Venner"), svegen Tro og Begejstring ("To Gange mødt", om den ærlige Mand, der var med til Fælledmøderne i 1871 og nu er vendt hjem fra Norge, rede til at gøre hvad der kræves, og finder Førerne i Færd med at forberede en liberal Faneindvielse), den frisindede Birkedommer, der kuskes af sin embedsmandige Fuldmægtig ("Kongens Klæder"), Smaamanden, der gaar til Grunde ved at svigte sin Kaste (Skomager Holleufer i "Et Offer"). Dybest stikker Fortællingen "Tro til Døden", der er et politisk Landsbybillede. Den gamle, tykhøre Peder Bruusgaard lader sig mod Lægens Raad, som han har mistænkt for at være Højremand, slæbe døende til Valgstedet og snydes for Lønnen, fordi Højskolelærer Sven Larssen af ideelle Grunde stiller sig som Demokratiets Særkandidat ved Siden af den lokale Møller, saa at det heller ikke denne Gang lykkes "at vippe Greven". Døende beder han med et Blik sin Hustru om Tilgivelse for at have sat Livet ind. Den Mand har Forfatterens Hjerte. "O, hvilke høje 36 Sjæle bor i det lave her!" Det er hans Hensigt i disse Skyer at vise, at de samme Kræfter, man er vant til at beundre æstetisk, her fungerer paa en Maade, der svier reelt.

Den "Vandrer", der møder i de to ældre Samlinger, er uden filosofisk og politisk Oppakning, kun et Menneske og en Menneskeven.

Der forekommer en saadan menneskevenlig Vandrer i den ældste nordiske "Folkelivsskildring", Kvadet Rigsmaal i den ældre Edda. Der fortælles, hvorledes Guden Heimdal, kaldet Rig, paa en Vandring fra Kysten op i Landet bliver Fader til Folkets Stænder. Der gives i korte Træk et Billede af hver enkelt af dem: Trællen med de knortede Knoer og lange Hæle og hans Kvinde med de arrede Saaler og den brakke Næse, den hvidbarmede Husfrue, der i Mag beskuer sine Arme, den unge Høvding med det blege Haar og de spillende Øjne.

I den store Folkets Billedbog – "Folkebibelen" har en dansk Forfatter (Peder Hjort) kaldt den – den egenlig nationale Litteratur, lever alle disse Typer. Digterne har gjort Gudens Gerning efter og genskabt Folket i plastiske Billeder. Selv i den egenlige Folkelivsskildring, der er et stort Kapitel af Nordens Literatur, er der ikke blot tykke Fingre og plumpe Fødder, men smukke Arme og klare Øjne. Chr. Winthers sjællandske Pige og Blichers Jydesvend er saadanne Rids af Racen i Lighed med Rigsmaals Figurer. Hos den unge Pontoppidan findes ingen saadanne. Hans Vandrer er som Thor i Mytologien Gud for Trællene.

Bjørnsons Bondenoveller, der samtidig med Landsbybilledernes Fremkomst fremstilledes af Georg Brandes som en slap Idyl, havde i Norge øvet en befriende Virkning. I en højst nødvendig og naturlig Reaktion imod Sæterromantiken 37 og Huldrepoesien havde Eilert Sundt ved sine velmente og tungt-virkende Skildringer af den norske Almues "Usæder" vakt almindelig Mistillid til Almuens Karakter og derigennem til Folkets Livskraft. Ud af dette "Ørkenbælte" (et Udtryk af Historikeren Ernst Sars) havde Bjørnson ført sin Samtid ved sine stærke og frodige Skildringer af norsk Bondeliv, hvori Racens Natur – efter hans stadige Kultur-Program: "Led Kraften ind i det milde, led Stormen ind i det stille!" – er sat i Funktion, befriet og netop ikke fornægtet.

Den unge danske Forfatter fra Firserne staar i denne Sag nærmere ved Sundt end ved Bjørnson – betegnende nok har han ligesom denne i Avisartikler skrevet om det store Tal uægte Fødsler hos Landalmuen. Men Sundt var ikke Skribent, og det var ikke paa Kunstens Vegne, han satte sig op imod Welhaven og Andr. Munch. Pontoppidan reagerer kunstnerisk, efter Programmet for Firsernes Realisme, ikke blot mod de ældre danske Forgængere fra Winther, ja Blicher til Skolelærerlitteraturen og Bjørnson, men mod Halvfjerdsernes naive Naturalisme i Skikkelse af Schandorphs godmodigt grove Humoresker.

Men der er hos ham en naturlig Melankoli, et medfødt mørkt og strengt Blik, en Underernæring af ungdommelig Livsglæde. Man faar det Indtryk af Pontoppidan som Forfatter, at hans Ungdom er stoppet op før Tiden. Heller ikke har han kunnet bøde derpaa med det sangvinske Arbejds-Humør, hvormed Zola renser op under Samfundet, saa Skarnet flyver ham om Ørene.

Historisk Interesse har især de Fortællinger, hvor han reviderer Fædrenes Idyl, mest de, der behandler det centrale Emne, som Winther kalder "Kærlighed paa Landet". Her skærer han ikke blot gennem Winthers Skælmeri 38 og Schandorphs Grimase, men gennem Blichers poetiske Tungsind.

I "En Kærlighedshistorie" (det første af Landsbybillederne, udeladt af Fortællingerne) sprænges Hinden for den wintherske Landsbyromantik, der fremstiller Bondens Kærlighedsliv, som det tegner sig bag Præstegaardens Rude. Præstedatteren er nogle Aar efter sit romantiske Giftermaal ikke nær saa lykkelig som Hegnsmandens kønne Datter, der til hendes Rædsel blev givet til den lille grimme Skifting. For – siger Moderen til sidst til den betuttede, unge Embedsmandsfrue – "naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordenlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog hvad der skal til, og senere kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskæftigelse, tro De mig, lille Frue! det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kærlighed." Alligevel vil vist selv den haardføreste moderne Læser i dette Tilfælde give Præstegaarden Ret. Partiet er for ulige, det strider ikke blot mod Idyllens, men mod Parringsvalgets Love. Den lille Fortælling (der ikke er medtaget i den senere Udgave) ser ud som en Replik mod den Opfattelse, der lægges Præsten i Munden, at Bøndernes Fornuftægteskaber er en Usædelighed.

Baade mod Winther og Blicher stiler Fremstillingen i "Bonde-Idyl" (i Landsbybillederne) og "Hans og Trine" (i Fra Hytterne). I den første, hvis Handling ligesom Slutningsvisen i "E Bindstouw" ("Faawal Mari'!") hviler paa Umuligheden af et Konnubium mellem Gaard og Hytte, er den til Blichers sorgfulde Pige svarende Figur, Ane, en lille sortsmudset Trold af Trælleæt, der ikke kan være i Fred for Karlene, især ikke for den rige Gaardmands 39 Søn, og som vel tilfalder sin Matthis – der ogsaa er af Trælleslægten og ser ud, som han havde Vand i Hovedet – men ikke uden Spor af at have været i andre Hænder, hvad han ved og maa skikke sig i. For saadan er Loven. Formlen om det yngelsomme Hyttefolk og Gaardmændenes Herremandsret over dets Døtre illustreres ved at Anes Moder taalmodigt gaar med den ellevte, og at Mads Mons (den rige Gaardmand) har den første paa Samvittigheden. – Fortællingen kaldes i den senere Udgave simpelthen: Idyl.

Ikke mindre spotsk, efter Winthers Træsnit, klinger Titelen "Hans og Trine". Mariane i Smutten, der altid faar Døtrene frugtsommelige hjem (og stundom har trykket en Pude vel fast for Munden af de nyfødte Kræ) er nær ved at komme i Svogerskab med den ærbare Ellen, der er saa pen, at hun klipper med Øjnene som en Høne. Men da samme Ellen i rette Tid lader sin Søn Hans vide, at Trine (uden egen Skyld) har været ude for Mandfolk før, forlader han hende, og hun rejser efter sin Nedkomst til København. Derfra kommer hun tilbage, tro mod Smuttens Traditioner, i højst velsignede Omstændigheder, da hun foruden en lille Københavner af velhavende Oprindelse medbringer 4000 Kroner i Godtgørelse. Saa vil Hans nok, men nu vil Trine ikke mere. Hun gifter sig med en Enkemand, der ingenlunde holder det for et Rov at afkræve Ellen Pers' Søn de lovlige Bidrag til Trines førstefødte.

Man spejder af og til mellem Linjerne, om ikke et Udtryk i den unge Forfatters Øje skulde røbe, med hvad Sind han fortæller disse Fabler om Landsbyens Høns og Gæs og dens Ræve.

Kun et Sted ser man hans Blik og husker det.

Det er i en af de som oftest ganske smaa Fortællinger om Landsbyens Parias, der (foruden den større "Hans og 40 Trine") alle findes i Fra Hytterne og gør den lille Samling til en langt betydeligere Bog end Landsbybilleder, hvori der er mindre Natur, men mere Naturalisme.

En af disse er et besk Epigram: "Et Grundskud", om Grisen Sifs Død, der aftvinger den barnerige Husmand det – trods alt lidet troværdige – Udbrud: at saa maatte det dog heller, naar ondt skulde ske, have været et af Børnene. En anden har i al Fald et Glimt over sig af Eventyrets Vildskab og dets Ynde. Det er "Ane Mette" – Historien om en Moder, Niels Nilens "Brud", som hun hed efter sin Drukkenbolt af en Mand, der altid kaldte hende saaledes, naar han fra Højden af en Rus søgte tilbage til den ægteskabelige Lykke. Under hans første Deliriumsanfald var hendes lille syge Pige død og blev i Skyndingen puttet i Jorden. Nu, saa mange Aar efter, skal det lille Lig graves op for at give Plads for Gaardmandens Datter. Moderen kender igen den irrede Knap af Halsbaandet, en Lok tørt, rødt Haar, og Taarerne siver ud af hendes frosne Øjne. Hun samler de smaa Knogler og begraver dem under en Græstørv ved Kirkegaardsmuren og hører saa, hjertelettet, den store Klokke (til 4 Mark og 8 Skilling, for Bønder og velhavende Haandværkere) ringe over hendes lille Pige.

Et helt Livsbillede giver "Knokkelmanden". Der er ingen anden Ironi deri end det lette Strøg deraf i Titelen. For "Dødens Le" er den Mavekræft, der snapper Simon og Ane Lønnen for deres sure Slid af Hænderne. De er kommen saa vidt, at de endelig har Raad til en Fyraften, da han maa køre hende til Professoren og siden, da hun har beskikket sit Hus, til Hospitalet. Der er over Stilen i denne Historie som over Menneskene selv deri en streng og kysk Fattigdom, en Sky for at bruge Ordene til det, som ingen Ord kan sige. Det gælder at finde dem, som der 41 hænger Liv ved – som Muld ved Planterødder. Al Simons Lykke er i det stilfærdige: "Naa, ja, ja, her sitter vi, Ane," hvormed han paa Fyraftensbænken vender sig mod sin Mage; alt hendes Liv i hendes sidste Ord til ham paa Hospitalet, at han maa huske, at Eulalias røde Hoser, der ligger oven paa Lagnerne i Kisten, ikke maa vaskes i Sodalud.

I den samme ordløse eller fra Ordet forløste Stil er ogsaa Professoren tegnet:

Tilsyneladende uden at tage Notis af Simon gik han (efter den endte Undersøgelse) hen for at vaske sine Hænder bag et Tæppe i en Krog af Stuen. Men idet han derpaa, tørrende sig i Haandklædet, gik frem og tilbage over Gulvet, saa han nu og da hastig under de sænkede Bryn hen paa ham, naar han ikke mærkede det.

Denne dulgte Medfølelse, dette Blik er Forfatterens. Derpaa beror hans Fremtid som Digter.

*

"Og flytter nu Sagaen øst paa over Fjorden." Tilsyneladende bliver den vel en Stund i samme Egn. Pontoppidans første Roman Sandinge Menighed fra 1883 begynder, som om det var Indledningen til et Landsbybillede fra Lillelunde, saaledes: "Ude fra Havstokken skar en bred, saftig Eng sig vestlig ind i Landet mellem høje, tørre Lyngbakker." I den anden, stærkt omarbejdede Udgave fra 1903 er Ordet "vestlig" udeladt, saa at det staar Læseren frit, paa hvilken Side af Fjorden han vil tænke sig Sandinge By. At Forfatteren selv har forestillet sig den som ikke blot i det ydre helt forskellig fra Lillelunde, ses straks efter paa næste Side, hvor den betegnes som "en lille gullig By af nye rige Gaarde og glade, fede Bønder (2. Udg.: 42 en Landsby med store rige Gaarde og glade, trivelige Bønder); en gammel Havstens Kirke, og en "folkelig Friskole" med vajende Flag i Toppen." I Fortællingen "Bonde-Idyl" i Landsbybilleder betegnes Lillelunde som en af de "døde Pletter" – det er Skolelærer Pedersen (i anden Udgave selve den højkirkelige Provst), der i en Festtale ved Mikkelsgildet, gør højtidelig Indsigelse mod denne Opfattelse og nedbeder Herrens Velsignelse over Idyllen, hvad den efter Forfatterens ovenfor gengivne Oplysninger ogsaa nok kunde trænge til. Af folkelig Vækkelse er der intet i Lillelunde. Den begynder i Pontoppidans Digtning i Sandinge.

Dertil kom omtrent tyve Aar før Fortællingens Tid, altsaa i Aarene omkring 1864, en ny Præst, Momme, som faar Oplysningsarbejdet i Gang, støttet af Friskolelærer Povlsen, en forhenværende Skomager, og med Hjælp fra grundtvigske Krese i Hovedstaden, især den rige Fru Gylling.

Til hendes Hjem i København sender han straks i Romanens Begyndelse en ung Bondepige, Boel, Datter af den grumme Lone paa Hammerbakken, som er noget nær den eneste, der har sat sig op imod den nye Bevægelse. Naar Sangene om Guds Børns glade Kaar og det fuglefrie Liv i Aanden lyder over til hende fra Friskolen, tager hun dobbelt i med Arbejdet og kræver det samme af sin Datter. I sin Ungdom har hun kendt Friskolelæreren saa godt, at hun, den Dag han kom hjem fra Jagildet med Sognefogdens Datter, tillader sig at spytte ham i Ansigtet. I anden Udgave er hun som Lange Ane i "Kirkeskuden" af Taterblod og Boel ikke hendes Mands, den fattige Daglejers, men Friskolelærerens Datter.

Pigebarnet, som ellers ligner sin Moder – med kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar – er finere af Skabning 43 og har et andet Sind. Hun er i Overgangsalderen og lytter sværmersk til Sangen som Bud fra en Verden, hvorfra hun i det fattige og skidne Hjem er lukket ude. En Aften faar hun et Nerveslag ved at høre den. Hun er udtalt Hysteriker. Tilfældet rygtes i Byen, og Moderen giver sit Samtykke til at hun forlader Hjemmet.

I Fru Gyllings grundtvigianske Salon, der ogsaa søges af denne Verdens Børn, gør den kønne, tækkeligt kostymerede Bondepige Lykke. Ikke mindst hos Husets Søn, en blond og fedladen juridisk Kandidat, der i den nystiftede Studenterklub er den ivrigste Talsmand for Forbundet mellem Bondedemokratiet og den liberale akademiske Ungdom. Hans Tilnærmelse beruser hende, indtil hun forstaar dens Hensigt. Hun flygter fra det Stævnemøde uden for Hjemmet, hun har tilstaaet ham. Ved sin Hjemkomst nægter Knud at underskrive Adressen fra danske Studenter til den danske Bonde. En Samtale med Moderen overbeviser ham om det umulige i en alvorlig Forbindelse med Husmandsdatteren. Der venter ham en Forlovelse med en Gehejmeetatsraads Datter, der – i anden Udgave – forudser, at han vil ende som Talerstols-Tenor, og at hun vil vedblive at elske ham.

Til Fru Gyllings Hus kommer Boel ikke siden tilbage. Paa sin Flugt møder hun en Urmagersvend Kaspar Kapper, en af de Samfundets Parias, hvorom der samme Aften holdes Foredrag i Fru Gyllings Salon (af den lange Kandidat Boserup). Han er pukkelrygget, enøjet, ensom og hjemløs, i anden Udgave – i den første er han kun en Leddedukke for Skæbnen – udført som en selvstændig Figur, en moderne Kaspar Hauser. Ved hans velmenende Hjælp faar hun i et Logishus (hvoraf der i 1. Udg. er gjort et meget naturalistisk Interiør) overladt et Rum, hvis Bestemmelse gaar op for hende – under et nyt hysterisk 44 Anfald – og hvorfra hun først til Foraaret flygter hjem til sin Moder. Et Brev, som Præsten bringer Lone, underretter hende om Datterens Skæbne, samtidig med at hendes Mand bliver slaaet lam og aandssvag under Arbejdet paa den nye Jernbane. Det er den ærlige Guds Mand ufatteligt, hvorfra denne Kvinde tager Kræfterne til at bære en saadan Skæbne. Han tænker paa den Tid for tyve Aar siden, da han begyndte at arbejde herude, og gaar rastløst frem og tilbage paa Kirkegaarden, hvor de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave. –

Som det ses, er Henrik Pontoppidans første Roman udpræget naturalistisk og bærer ikke mindre end de samtidigt udkommende Landsbyhistorier Mærket af Firsernes Styggepoesi. Dens nærmeste Forbillede er Schandorphs Smaafolk, der er den danske Litteraturs egenlige Svendestykke i zolask Naturalisme. I den anden Udgave er Zolas Motiv (f. Eks. fra Au bonheur des dames), Landsbypigen, der med sin sunde Natur arbejder sig igennem Storstadens Farer til gode Kaar og Tilfredshed (Schandorphs Smaafolk og Skovfogedbørnene), spillet helt igennem. Boel tager her uden noget som helst Hysteri tappert fra sig, ikke blot over for Knud Gylling, men over for den Slagter, der i "det lille Skipperhus" først lærer hendes Næve at kende og siden finder en bedre Anvendelse for den ved at gøre hende til sin Hustru og Medarbejderske i en Pølsefabrik i Vingaardsstræde.

Men bag ved Zolas og Schandorphs Motiv, Naturbarnet, der lokkes af Kulturen, øjner man tydeligt Pontoppidans eget: det modsat virkende Blendværk, Byfolkenes og Aandsmenneskenes Sværmeri for Bonde-Naturen. Herunder falder ikke blot de forskellige Former af æstetisk Bondekultus i den gyllingske Kres, men ogsaa de unge Akademikeres Vaabenbroderskab med den abstrakte Bonde 45 og Pastor Mommes velmenende Misforstaaelse af sin Menighed.

Herimod staar de gamle Bønders ordløse Slidsomhed, det af Livet gennembarkede Sind, som Pontoppidan allerede nu kender og elsker, i Lones monumentalt udførte Skikkelse, der er Bogens moralske Midtfigur. Selvkraften i dette Sindelag, der fordum fandt sin Næring i det gamle Testamente og Kingos Salmebog, er her yderligere fremhævet, ved at disse Støtter er Taterkvinden berøvet. Det var ikke Leonora Christine, men Jacobsens Marie Grubbe paa hendes sidste Stadium, der blev Firsernes ukirkelige Helgenbillede. Det er en Fortsættelse af denne Tankegang, naar den veltrivende Slagtermadam i anden Udgave mener, at hun ikke er Vorherre noget skyldig for sin Fremgang, men takker det gamle Liv derhjemme for sine Armkræfter. I den første Udgave siger hun ingenting, men ser for første Gang sin Moder i Øjet, da hun har mærket hendes Haandtryk. Nu forstod de hinanden.

I det hele er den anden omskrevne Udgave af Sandinge Menighed et misligt Foretagende. I Forordet værger Forfatteren sig ikke uden Aarsag mod den Beskyldning at have opsminket et Lig, der heller burde blevet i Graven. Kompositionen har kun udvortes vundet, ved at de københavnske Interiører, den gyllingske Salon og det lille Skipperhus, er sat i Lednings-Forbindelse ved den allestedsnærværende Urmagersvend. Af Stilen er nogle grove naturalistiske Pletter fjernede – som at "Kaspars syge Øje laa og raadnede bort bag en lille sort Lap". Et enkelt Sted er det lille levende Træk, der opvejer hele Sider af den seje naturalistiske Beskrivelse – som i Romanen selv parodieres i det citerede Stykke af "Solbergs Roman" – først fundet i anden Udgave. Heden og Ødet i Landsbyen anskueliggøres i Indledningen i 1. Udg. ved at "ikke en 46 Sjæl lod sig se paa Gaderne uden en slunken Kat, der sneg sig langs Stengærderne og hakkede Skrubtusser i sig." I anden Udgave staar der: "Men der rørte sig stadig ingenting, Byen var som uddød. En Kat sneg sig langs et Stengærde og standsede pludselig for at kaste op." Den sidste Vending gaar paa Nerverne, den er udpræget "vasomotorisk". Det er saa varmt, at Ravnen gaber, siger et gammelt sjællandsk Mundheld.

Men da Sandinge Menighed udkom i omskreven Skikkelse, havde Pontoppidan allerede skrevet sin første Bog om paa en dybere Maade i Det forjættede Land. Den lille lavbenede Pastor Momme, der titter med hele Ansigtet under sine Englelokker, ligner lidet den Guds Ridder af den bedrøveligste Skikkelse, der hedder Emanuel Hansted. Men den Granitbund i det oprindelige og uforanderlige Bondesind, som han har villet dække med sin Muld og sine Blomster, den skurer hans Efterfølger paa i Det forjættede Land. Og hvad der i Forholdet mellem Fru Gylling, hendes Søn og Kres og den folkelige Bevægelse er skildret med halv Hu og med en udenforstaaendes Satire – Pontoppidan synes ikke at have været til Stede ved hint store demokratiske Sold d. 14. Februar 1882, da Berg talte til den frisindede Student og Student Vilhelm Lassen til den danske Bonde – dét er i den anden Bog gentaget med Oplevelsens Vægt og Myndighed. Af Bondepræget hos Boel mærker Knud næppe mer end de ru Hænder, mens den dertil svarende Figur i Det forjættede Land er et Billede af Bondekvinden, hvortil der i den hele nordiske Folkedigtning næppe findes Mage. Af den Anna eller (i 2. Udg.) Agnete Drehling, der i Sandinge Menighed ikke er meget mer end et Toilette, er der i den store Roman blevet en – alt for tydelig – Hovedstadsdame. Den kyniske Spot over Fantasteriet, der 47 kom papegøjeagtigt til Udtryk i Tante Rosalies Dværgeskikkelse, er bleven skaaren for Tungebaandet i Pater Rüdesheimer. Ensomhedsfølelsen, der vagabonderede i Kaspar Kapper, er indlagt som selve Digtningens Drivkraft i dens Hovedperson, Emanuel.
 

Midtvejs mellem Sandinge Menighed (1883) og Muld (1891), der er første Del af Det forjættede Land, ligger en lille Bog, signeret som Nr. 3 i Rækken "Smaa Romaner". Den hedder Isbjørnen med Undertitel "et Portræt". Den gør dog mere Indtryk af en fri Komposition end af en Tegning efter levende Model. Iøvrigt har Digteren haft en saadan.

Man ser for sig et storskægget Mandshoved i samme Stilling som Jeremias i det sixtinske Kapel: med Hagen i Haanden og Albuen støttet paa Knæet. Men dermed svinder ogsaa Ligheden med Michelangelos sorgfulde Profet. Præsten Thorkild Müller har Bomulds-Bryn, blaa Næse og Maaltids- og Tobaks-Levninger i Skægget.

Han har, før han kom til Søby og Sorvad (Pastor Østrups Kald i "Kirkeskuden") i Uggelejre Herred – i samme Egn som Lillelunde og Sandinge – i mange Aar været Præst i Grønland; deraf og af hans graanede eller smudsigt-hvide Bjørneskikkelse hans Tilnavn: "Isbjørnen". Heroppe er der hændt ham noget lignende som den unge Mand i "Vildt", dog af en grummere Art. Uden nogen som helst præstelig Dannelse, men med Arv i Blodet fra en Farfar, der levede som Krybskytte – et Vildskud af hans Embedsmandsslægt – begynder han snart "at glide", at indfanges af Naturen og det primitive Liv. Til Synet af den saarede Hind, der giver Feriestudenten i "Vildt" hans Indvielse i Naturen, svarer her Thorkilds første Drab – af en brunstig Sæl, som han "blader" op af Vandet. Til 48 sidst deler han helt den indfødte Befolknings Liv i Sommer-Vildskab og Vinterdvale og tager sig, bogstaveligt: tager en Kone af Landets Døtre, en lille, buttet, dyrevarm Krop med skæve, brune Øjne og tykke Læber, der i otte Aar føder ham otte Børn – ligesom i de gamle Sagn og Viser om Jomfruen i Bjerget eller paa Havsens Bund. Virkeligt sammenlignes Thorkild Müller paa dette Sted af Forfatteren selv med "en bjergtagen".

Og hele dette Grønlands-Kapitel er ikke blot særdeles velskrevet, endda med saa mange "sete" Træk, som det er muligt at overkomme uden Selvsyn. Til Katten, der brækker sig af Varme i Sandinge Menighed, svarer her Billedet af den blaagraa Ræv, der kommer søvnigt ned ad Fjeldsiden i Midnatssolen, snapper dovent efter en Myg, gaber rødt og giver sig til at rode i Bendyngen foran en forladt Hule. Men der mærkes derunder en levende Medfølelse af en noget anden Art end den, der i sin Tid fik Ingemann i Sorø til at digte en grønlandsk Idyl om "Kunnuk og Naja". Trods Stedets og Sædernes Forandring synes man at kende igen disse Mennesker, denne virkelige Slægt af "Underjordiske", denne Fjord, der – ogsaa her – skærer sig vestlig ind i Landet, denne Gudstjeneste i den lille Stenkirke eller under aaben Himmel og denne Præst. Men Momme1 hedder han vist nok ikke.

Da Døden har lukket hans Rebekkas Moderskød, tager han for Alvor til at længes efter sit frodige Hjemland. Han søger og faar det magre sjællandske Kald, kyser først, men vinder saa til Skolelærerens og den bondefødte Kapellans Forargelse sin lidet kirkelige Menighed. Men da omsider Bispen selv – tegnet efter Martensen – indfinder sig for at prøve de gejstlige Klagemaal, og Bønderne samtidig har tabt Troen til ham, fordi han frivillig har frasagt sig Tienderetten og altsaa maa være gal, rømmer han Kald 49 og Kjole efter at have skrevet med Kridt paa sin Dør: "I har de Tyranner, som I fortjener."

Fra denne oprørske Præst gaar der, som enhver kan se, Traade til flere lignende Figurer i Pontoppidans præsterige Digtning: Fjaltring i Lykke-Per og Mads Vestrup i De Dødes Rige – ogsaa til det Angreb, Forfatteren for faa Aar siden i sit eget Navn2 har rettet mod Statskirkens Mænd.

Men nu er ogsaa Forbindelsen med Emanuel Hansted klar. Mere end et Portræt ad vivum af en eller anden Sogne-Original er Isbjørnen et Portræt ante vivum af denne Pontoppidans Brand3, hans Digtnings Ypperstepræst – en grotesk Fremstilling af ham paa det Trin af hans Fostertilværelse, da han klædte sig i en Kohyrdes Dragt og giftede sig med Røgterens Datter. I Forhold til det udførte Billede i Det forjættede Land er Isbjørnen en ypperligt karikeret Karton.

*

Værket Det forjættede Land, der er Afslutningen paa Henrik Pontoppidans Landsbydigtning, er et Landsbybilled i stor Stil. Det er hele Danmark, set i en Landsbys Billede.

Skuepladsen er den samme som i alle de foregaaende Landsbyhistorier. Paa den østlige Side af Fjorden ligger ogsaa her Sandinge By med Folkehøjskolen, paa den anden Side er Lillelunde "flyttet ud", delt i to Sogne. Af de otte Gaarde er blevet Gaardmandsbyen Vejlby med store gule, skiferdækkede Længer og en herregaards-rummelig Præstegaard, af Hytterne Anneksbyen Skibberup med de halvhundrede Fiskerhuse og Halvgaarde spredte op under de tre Muldbjerge og med Kirken i næsten en halv Mils Afstand paa et øde Næs i Fjorden. Igennem disse naturlige 50 Forhold faar Romanens Indhold og Ide en Forklaring.

Tiden for denne Handling udstrækkes til et Tiaar. Første Bog Muld (1892) foregaar 1877–78, anden Bog Det forjættede Land (1892) i 1885 og tredje og sidste Bog Dommens Dag (1895) i Sommeren 1887. Af Tidsmærker forefindes bl.a. i første Bog Monrads Genindtræden i det politiske Liv, i anden det første Provisorium og Venstreadresserne til Kongen og til Førerne og Bergs Tale i Vemmeløv (i 1. Udg. tillige E. Brandes' Valg paa Langeland). I tredje Bog, hvis ydre Handling er knyttet til et stort kirkeligt Møde paa Sandinge Højskole – lig det paa Askov i 1881 – fremhæves som et almindeligt Træk af Tiden, at Sansen for religiøse Spørgsmaal er taget til i Folket efter Bondedemokratiets foreløbige politiske Nederlag. Som Bidrag til Samtidshistorien betegnedes hvert enkelt Bind ved sin Fremkomst som "et Tidsbillede"; i den samlede Udgave af Det forjættede Land er denne Undertitel opgivet.

Paa dette Sted og i denne Tid udfolder sig endnu i denne Bog det gammeldags Bondeliv i uforvansket Form. Kulturbilledet i Det forjættede Land har allerede nu historisk Interesse som Blicher og Chr. Winther. Allerede i de tre Samlinger Folkelivsskildringer – der i Udtoget i Fortællinger betegnes som "Skyggerids af Landsbyen" – er der fuldt op af Billeder af saadanne Almue-Højtider og Sammenkomster, hvori der endnu iagttages en aarhundredgammel Ritus. Saaledes Bryllup (i "En Kærlighedshistorie", "Hans og Trine"), Begravelse ("Arv"), Mikkelsgilde (i "Bonde-Idyl"), hvortil kommer de politiske Folkebilleder – en Valgdag, en Grundlovsfest i en Købstad – i Skyer. For Herman Bang, hvis kunstneriske Specialitet er Gengivelsen af en tilfældig Samling af Mennesker, er 51 Opgaven at opfange og fremtrylle de spillende, individuelle Træk, der sprænger Hoben i Atomer. For Pontoppidan gælder det at fremhæve de brede typiske Træk, der holder Flokken sammen som et Hele. Af den Art typiske Folkelivsbilleder findes der ogsaa i Det forjættede Land flere: Emanuels og Hansines Bryllup, deres lille Drengs og den gamle Højskoleforstanders Begravelse, en Gudstjeneste, et Møde i et Forsamlingshus, et Ungdomsstævne med Sang og Dans ved Stranden.

Noget helt ypperligt er Interiøret. Man ser vel, at Pontoppidan, der har et vaagent Øje for J.P. Jacobsens Unoder, har haft et ikke mindre skarpt Blik for hans Kunst. Medens der i Landsbyhistorierne gives spredte Bidrag til Billedet af det gammeldags Bondekostyme – ligesom enkelte Numre af et Folkemuseums Indhold: en Huegallon, en Vigehætte, en Sølvbryllupsdragt, en Ungkarls Søndagsstads – oprulles her det levende Interiør i Parcellisten Anders Jørgens Hjem i Skibberup. Hvor godt Forfatteren har brugt sine Øjne viser en Tekstrettelse i anden (samlede) Udgave. Paa det Sted, hvor Anders Jørgens Hustru Else kommer paa Besøg hos Datteren og sin Svigersøn Præsten for at se til den syge Dreng, staar der i Særbindet Det forjættede Land S. 109: "Hun løsnede det store Sølvspænde paa sin grønne Hvergarns Kaabe, tog Hovedklædet af og glattede med tre vædede Fingre sit staalgraa Forhaar, der endnu sad lige tykt foran den store Gyldenstykkes Hue med de brede, røde Silkebaand hængende ned paa den ene Side". I Optrykket, Fællesudgaven S. 283, staar: "og glattede med to vædede Fingre sit staalgraa Forhaar foran Huen." Det er den præcise Gengivelse af den rituale Gestus, lig Folkevisens "at aksle sit Skind", det gælder. Resten – det velbevarede Haar og Huens Ammepynt – har ikke hjemme her.

52 Af Stuen selv gives der et Billede i en saa renlig Stil, at man fuldt vel forstaar Emanuels Tanker (i 2. Udgave) ved at sammenligne dette Interiør med det københavnske Dagligstue-Udstyr: "Hvor tankeløst dog Menneskene handler med deres egen Lykke? Hvor let de tilegner sig det slette, hvor vanskeligt de bevarer det ædle og skønne!"

I denne Stue toner Anders Jørgen frem, Morgenen efter at Kapellanen uden hans Vidende har friet til hans Datter Hansine. Der staar ikke noget om, at det var et særlig fint Vejr den Dag, men man kan høre det paa hans morgenlystige Hilsen til de bekymrede Kvindfolk: Hvad er her til Torvs, Godtfolk? da han intetanende kommer stampende ind fra Gaarden med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene. Og man kan følge med Øjnene, hvordan hans Skæbne skrider frem paa den begivenhedsrige Dag, da han skraar kejtet over Gulvet i mørke Helligdagsklæder og rene hvide Hosesokker og tager Svigersønnen i Haanden med Altergangshilsenen: Til Lykke og Velsignelse. Og videre, da han paa Elses forskriftsmæssige Henstilling, at Præsten kanske kunde ha' Lyst til at se Kvæget, tager ham med ud i Kostalden og – da den unge Sværmer jubler ved Synet af et udflagrende Svalepar – lægger sin Haand tungt paa Bagen af en mægtig Fedeko og svarer: Ja, her skal Káplanen se et Stykke Kyd! Og saa fremdeles, gennem lutter hørte og sete Træk – Avnerne i Luen af hans Vadmelstøj fandtes i en ikke mindre levende Sammenhæng i "Naadsensbrød" i Fra Hytterne i Sognefogdens Bukser – indtil han som ældgammel sidder med de irrede Briller paa Klumpnæsen og læser Bærres Tale i Avisen eller tygger paa Mindet om sit Livs eneste politiske Bedrift, da han ganske uforskyldt kom paa Talerstolen og gav Forsamlingen dens Løsen: "Er det Træhesten, vi skal ha' igen? Er det Meningen?"

53 Helt ud i de allerubetydeligste Bipersoner fremmanes dette levende Liv. I Sandinge Menighed er der en lille ondskabsfuld Kone, der gaar med Krykke og fungerer som Landsbyen Fama eller Calumnia. I Det forjættede Land hedder hun Maren Smeds, og ogsaa hun har en Skæbne. Hun er Paria, udstødt, fordi hun som Kogekone er kommen for Skade at brandsvide Grøden ved en stor Barselfærd. Siden da har hun baaret paa et hekseagtigt Samfundshad, der længe har gjort hende til Egnens Skræk. Da Hansine beder hende koge til hendes Bryllup, bøjer hun sig under høj Graad ned i Knæene og kysser hendes Haand. Man tror at befinde sig i en oehlenschlægersk Tragedie, men man er rigtigt nok paa Sjælland. Til sidst holder hun Bønnemøder, hvorfra meget ondt spredes i Menigheden. Mindre sandsynlig er den Forvandling, der er overgaaet Heltinden fra Sandinge Menighed, den store Lone. Hun findes af Emanuel – hvem hun i 1. Udg. hilser med en hos Pontoppidan oftere forekommende Replik: "Jeg er syvoghalvfirs til Poske" – i en ensom Hytte paa Hammerbakken og omvendes.

Til Maren Smeds søger til sidst ogsaa den faldne Høvding for Hyttefolket, Væveren Jens Hansen, der er en af Romanens Hovedpersoner. Helt tilbage til "Kirkeskuden" kan man følge denne Figur i Digterens Fantasi, hvis han ellers – som nok kan være – har udviklet sig af den undselige Sogneraadsformand, der idelig arbejder med sine Hænder over Ansigtet. Men i saa Fald har han siden lært at holde Fingrene i Ro. Væveren afbildes i Romanen stadigt som en, der lytter, med Albuen paa Knæet og de store Hænder op for sit losselignende Underansigt. De er røde, endog blodrøde, og er flere Steder nær ved at faa symbolsk Betydning: "Og deroppe stod nu Hadets Apostel, Barmhjertighedens Bøddel og rakte sine blodrøde Hænder 54 mod Himlen." Men disse blodige Hænder bæres som paa Stager af et Par sorte, stramme Voksdugsmansjetter; det er vel derfor, de er saa røde. Og saaledes holdes den frygtelige Væver bestandig i Ave paa denne Side af det romantiske ved sin Skikkelses reale Kontur. Der tilstaas ham, til sidst, den Patos, der tilkommer ham – han har virkelig en Træhest at hævne; han bruger de andre, Sogneraadsformanden som Emanuel, for sin Hævns Skyld og lader dem derpaa falde, hensynsløs i Sagen, sagtmodig i Formen, bondeful. Han knuser med Kattepoter.

Af Degnen Mikkelsen i "Kirkeskuden" – der er en traditionel Per Degns-Figur med Hænderne foldet over den mægtige Mave – er blevet Degnen Mortensen i Muld med det sølvhvide Haar, en from Kæltring ved et L'hombrebord, som til hvert Spurgt synes at tilføje et Suk: I Jesu Navn! Og med ham følger det klassiske Spilleparti i Sogneraadsformandens blaamalede Stadsestue, nemlig foruden Degnen Værten selv, "Proprietær" Jensen i sort Skødefrakke og broderede Morgensko, Dyrlæge Aggerbølle, en slap Kæmpeskikkelse med udvældende Øjne, og den lille Købmand Villing. Vil man maale Værdien af den moderne Menneskefremstillings Kunst, skal man sammenligne disse fire Himmelhunde ikke blot med det tilsvarende barnlige Interiør i Hostrups Vaudeville, men med dettes Original, Bellmans Kortspillere paa Klubben i Fredmans Epistel 42. De kan taale det. Hos Bellman aabner Billedet sig ud i Vinternatten med Ulvehyl og Hovslag paa Isen. Pontoppidan lukker op for et andet Perspektiv ved at følge Natteravnene hjem til deres Rede. Medens den forstandige Købmand først opgør Dagens Butiksregnskab med sin lige saa fornuftige Kone – selv i deres ømmeste Øjeblikke slipper de ikke Kassebogen af Syne – og deres runde Hoveder snart efter ses over Dynen med 55 halvaaben Mund ligesom to Sparebøsser, knæler den udpustede, angergivne Kæmpe ned for sin syge Hustru, der lægger begge sine Hænder om hans store Hoved, trykker det ind til sit indfaldne Bryst og hvisker over ham: Min stakkels – stakkels Bernhard! Ogsaa disse to Drabanter følger den fælles Skæbnes Udvikling. Villing, der agter paa Tidens Tegn, og som først er den gamle Provsts Mand og holder paa Sagkundskaben og den faglige Dannelse imod "Brugsen", nærmer sig under Emanuels Herredømme uden stort Held det folkelige og bliver til sidst hellig. Dyrlægen gentager i tragikomisk Karikatur – som "Vildt" og Isbjørnen – Hovedpersonens Skæbne. Han glider. Af Kærlighed til Naturen har han med sin Sofie slaaet sig ned i den landlige Egn, men har snart erfaret, at der, som han siger, er Troldskab i Luften – "noget, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel." I Romanens andet Bind er han forfalden, med Bylder over Ansigtet og Øjne som Glaskugler, i tredje ender han efter sin Hustrus Død – i en med Urette siden udeladt Scene, hvor han hyler som en Hund over det indskrumpede Lig – som en Slags Fattiglem.

I Romanens Interiør fremtræder nu atter som i "Kirkeskuden" Præstegaarden: den statelige Provst Tønnesens Herskabshus med hovedstadsmæssigt Aftenselskab, der forvandles til Emanuels folkelige Hal med Fælles-Kaal og Aftensæde; endvidere (i Dommens Dag) den ældgamle Pastor Mommes Enkemandskrog med den beske Svigerinde (Tante Rosalie fra Sandinge Menighed) som en Tissel i Rosenhaven. Mellem Præsteskikkelserne den højkirkelige statelige Provst, hvis sydlandske Hoved med de mørke Bryn og det hvide, tætklippede Haar staar saa kraftigt til hans Datters egernrøde Haar; Emanuels Kristusskæg 56 og Sommerfregner; Pastor Petersens – kaldet: Pater Rüdesheimers – æselsgraa Hoved; Bispen, tegnet efter Monrad, paa Visitats i sin Dyrlægekaret med den hanespattede Hest, halvt Statsmand og Prælat, halvt Bursch og "folkelig" – lige ud i Jargonen: "pleje van" siger han med paatagen Skødesløshed.

Dernæst Højskolen i Sandinge med de unge Piger, med Morgensang, Foredrag (Oplæsning af danske Folkeviser med tilhørende Udlægning) og Sammensladder paa "Brejdablik" eller "Østen for Sol", den gammelgrundtvigske Højskoleforstander, ypperlig tegnet i paagaaende Hjertelighed og stille Stemningskraft (efter Ernst Trier), hans forsigtige Eftermand og saa, fra det store Vennemøde, de raske Profiler af de sidste Dages Grundtvigianere.

Endelig, ligesom strandet paa disse Kyster, et lille Stykke udflyttet København: den fine, fritænkerske Doktor og hans Hustru og deres Gæster, hvorimellem foruden Frøken Ragnhild Tønnesen – Firsernes København som Fru Boje i Niels Lyhne er Halvfjerdsernes – en fortræffeligt tegnet Knark: en Jægermester med "Pelikanpose" paa Halsen og haarede Fingre, hvis stokreaktionære Anskuelser fra før "Ulykkesaaret 1848" serveres i Hofmandsstil af Christian VIII's Empire med ironisk gentagne "Højstærede!" og "Jeg ber Dem." Af Doktoren ser man først Merinos-Pelsen, saa den tætsluttende Kamgarns Frakke, det store Atlaskes Slips med Diamantnaalen og til sidst, men denne Gang med det syge og skræmte Barns Øjne, hans store hvide Tænder. Det er ypperligt. Hans Hustru er ikke saaledes set, men lige saa sikkert konstrueret som Type paa en Slags radikal Stuevarme, der ogsaa er kommen Offentligheden til gode. Hun har den gratiøse Evne – der hos hendes fjantede Niece drives ud i det hysteriske – at blive varm over hvad hun finder 57 andre varme for og saaledes gøre sine mandlige Varmegivere endnu hedere i Hovedet.

Der er som Følge af den kraftfuldt sparsomme Beskrivelse næppe en af Personerne i Pontoppidans første Manddomsværk, som ikke lever i Læserens Bevidsthed. Han tror at have set dem.

Og saa er der Menneskeparret: Emanuel og Hansine. For deres Skyld og ikke for Tidsbilledets og Interiørets Skyld er Bogen skreven.

Man faar ret Øje for dens Værd, naar man sammenholder denne beskedne danske Roman, der ikke har faaet og næppe nogensinde vil faa en Stilling i Verdens-Litteraturen, med Ibsens over den halve Verden kendte og kommenterede Brand. Man gør altid trods Forskellen i ydre Kunstform paa Grund af den indre Forms Lighed vel i at sammenligne Pontoppidan og Henrik Ibsen.

Det forekommer mig, at Det forjættede Land kan taale denne Prøve. Der er næppe Tale om nogen ligefrem Paavirkning fra Brand – eller Bjørnsons Over Evne – til Pontoppidans Roman. Emanuel Hansted er ingen Brand og ingen Sang, intet rendyrket religiøst Viljes- eller Stemningsmenneske. Men der er imellem Ibsens og Pontoppidans Præstedigtning saa megen naturlig Lighed, at en Sammenligning er mulig.

Handlingen i de to Bøger er i de store Træk saa temmelig den samme. I dem begge fastholdes den religiøse Helt, der efter Fødsel og Forudsætninger synes bestemt for en anden Bane, af et Kald i en indskrænket Kres paa et øde Sted – ved Bunden af en henholdsvis norsk og dansk Fjord. I dem begge ofrer han for dette Kald alt indtil sine Kæres Liv – "Guttens" Død er det springende Punkt i Romanen som Drengens i Brand – bekæmpes af det lille Samfunds Magthavere, svigtes af Menigheden, 58 udstødes i Ørkenen ("Iskirken" og "Korset" d.e. Sømærket paa Hammerbakkerne), forladt af sin Gud, og dør i religiøs Overanspændelse.

Men Formen og ikke blot den ydre Form er meget forskellig.

Ibsens Brand er klassisk, d.v.s. typisk Digtning. Brand er Brand, den menneskelige Vilje, Mandsviljen, der fænger religiøst ved en Ide. Hvem har nogensinde set Brand? Agnes er Agnes, den helliggjorte lidende Kvindelighed. Har nogen set Agnes? Fogden, Doktoren, Provsten, Klokkeren, Skolemesteren er Fogden, Doktoren o.s.v., lutter Standstyper, – en-Væsener. Pontoppidans Det forjættede Land er moderne d.v.s. individuel Digtning. Den er skreven i den Stil, som Ibsen selv siden brugte i sine moderne Skuespil, da han, som han truede med efter Kritiken af Per Gynt, vilde "forsøge det som Fotograf". Emanuel Hansted, Hansine – Navnene maler som Ibsens: man genkender i det første de stækkede Vinger, Ørnen Klavs, i det andet den uafvaskelige Bondenatur. Men de har individuel og netop ikke typisk Farve. Provsten, Væveren o.s.v. er ikke Repræsentanter, men stedlige Eksemplarer, Unica.

Ogsaa i en dybere Forstand er Brand en typisk Digtning, Idedigtning. I Kunsten er det en mislig Ting at sætte Livet ind paa Ideen, fordi man da gerne kommer til at sætte "Livet" til for "Ideen". Brand lever ikke, han er en Konstruktion, en Konsekvens af Digterens Tanke og af hans Vilje. Bjørnson saa det, da han straks ved Værkets Fremkomst udtalte sig imod "det forbandede Konsekvensmageri". Brand løber ikke blot Linen ud, som man siger, han løber med Linen og med Fiskeren. Ibsen har ladet sig overvælde af ham, som han overvælder alle, sin Menighed, sin Hustru.

59 Pontoppidan skildrer sin Helt med Medoplevelsens dybe Maadehold, den Strenghed, hvori Kærligheden skjuler sig. Emanuel overvælder ikke sin Hustru; tværtimod, hun sætter ham hans Grænse, og inden for den Grænse lever han.

I Billedet af Emanuels bondefødte Hustru har Digteren i en sjælden Grad givet meget med lidt. Hvad hun siger er ikke mere, end at det kan staa paa to af Romanens næsten seks Hundrede Sider. Og dog husker man hende bedre end og længe efter nogen af Bogens andre Figurer, Emanuel ikke undtagen.

Heller ikke hendes ydre Person har man egenlig set uden i Glimt: det brune (vistnok: tørvebrune) Haar og de nøgne Arme paa Bondevis oven paa Dynen, som hun ligger syg i Sengen, da Emanuel først ser hende – de sammenvoksede Bryn, Sif-Brynene, for at tale oehlenschlægersk – Læderbæltet om Livet, Kendetegnet paa Højskolepigen – den kirsebærrøde Søndagskjole med Snorene, Forklædet og Solhatten, som hun har paa, da Emanuel ser hende i Frastand fra Bakken i Færd med at give et moderløst Lam Mælk af en Patteflaske – den lille, strunke Præstekone i Kirkehætte og med et sort Sjal, som hun holder ind til sig med sine brune, lidt knoklede Hænder.

Som ung Pige og i den første gode Tid af sit Giftermaal synger eller nynner hun gerne til sit Arbejde. Men hun ser ikke glad ud. Hendes Udtryk er lukket, under Sindsbevægelser haardt, overfor fremmede mut. Man kender deri den sjællandske Bondepige. Ligesom Fiskerkonen i "Vildt" har ogsaa Hansine det sindige Mundheld: "Det kan jeg vel nok" eller "Det gør jeg vel nok" (S. 144, 3644) – hun siger endogsaa saadan, da hendes Moder spørger hende, om hun holder af Kapellanen.

60 Men Digteren er her gaaet under Almuepræget ned til en Bund eller et Dyb i Kvindenaturen. Kvinder, ogsaa de højst kultiverede, har stundom den Kyskhed, der gør, at de skyr Ordets Udtryk for deres Følelse, hvad Mænd, især de højst kultiverede, ofte ikke gør. I den fulde Hengivelse er vistnok enhver sand Kvinde tavs. Den Kyskhed har Emanuels Bonde-Hustru. Den vokser i hende med det, hun oplever: fra hendes Bondepige-Skyhed over for den præstelige Bejler til den tavse, beslutsomme Moderømhed ved Drengens Dødsleje, den ord- og taareløse Afsked med Manden og Børnene og til sidst uden Klage den dybe, utilstaaelige Følelse af Skam over at hun i sit Ægteskab har tilhørt en fremmed Mand. Ved Siden af denne Tavshed synes Ibsens Nora en lille Ordgyderske. Men i Bondekvinden Hansine har Henrik Pontoppidan givet de danske Kvinder en Oprejsning for den Generaltilstaaelse af hvilke daarlige Kvinder en stakkels Mand maa drages med, som hedder den "moderne" Litteratur.

Hvor dybt Digteren har optaget denne Kvindes Kyskhed i sig, ses deraf, at han paa disse Steder ikke giver en Beskrivelse af hendes Følelse og Handlemaade, men beskriver det, som sker, ud af hendes Følelse, med hendes Syn og i hendes Stil. I den Stil fortæller han om Drengen, den lille, tapre, uforglemmelige "Gut", og om hans Sygdom og Død, med de Træk, som en Moder husker. Det første Krampeanfald, der faar den lille Jernseng til at ryste, vækker dem "med en Lyd, som om nogen brugte Hakkekniven ude i Køkkenet" – den Lyd er hørt og husket; man kan til Sammenligning tænke paa den tilsvarende Skildring af Barnets Død i Niels Lyhne, hvis Digter paa dette Sted ikke har haft noget at erindre. Af den følgende Skildring, hvor Emanuel med Forundring ser Hansines fuldkomne Ro under Udøvelsen af de sørgelige Moderpligter, 61 er i de senere Udgaver fjernet det for Mænd og Fædre gribende Sted, at Emanuel kommer til at græde ved Synet af en lille oprodet Plet under en Tjørnebusk, hvor Gutten, kort før han blev syg, havde begravet en død Krage. "Man kunde endnu tydeligt se Sporene af hans smaa Træsko i den fugtige Jord og Aftrykket af hans Hænder, hvormed han omhyggeligt havde klappet Graven til og plantet et Kors, dannet af en flækket Vidie, oven paa den. Korset stod der endnu ganske urørt, siden han havde forladt det; lidt derfra laa hans lille selvlavede Pisk, som han havde glemt her, og fem rustne Søm i Bunke." Man kunde mene, det var nok at fjerne de altfor tydelige Spor af den personlige Erindring; men det hele er ganske rigtigt ikke efter Hansines Smag. Sandt at sige synes Ibsen – i Juleaftenen i Brand – en Smule sentimental ved Siden af dette. Paludan-Müller staar sig ("Abels Død") og Oehlenschlæger i den barnligt rene Idyl, han først gav Navnet "Den lille Dreng" (siden: "Den lille Hyrdedreng") med den stemningsgennemrystede Fader og hans Hustru, "den retskafne Caroline". Det giver et højtideligt Indtryk af en til alle Tider trods forskellig Stil og Temperament fælles Følelse for de menneskelige Grundforhold at se det samme Stof – Mands- og Kvinde-Naturen, der bliver aabenbar overfor Døden – behandlet i saa forskellig Aand og med saa ligt et Hjerte. Det er dette Fællesskab, der er det klassiske. Det er ikke nogen særskilt Periode, men et Element, et umisteligt, i den menneskelige Kunsts Historie.

I al Fald er det ikke af nogen Klassiker i Litteraturen, Pontoppidan har lært denne Kunst. Det var, tænker jeg, af en Kvinde og saa af Firsernes Realisme. Han har da ikke – som det kunde se ud til efter Sandinge Menighed og nogle Landsbybilleder – taget Skade paa sin Sjæl af at gaa denne Hestekur for Poesien igennem.

62 Men det er ogsaa denne Realisme, der har det sidste Ord i Bogen i Pater Rüdesheimers Dom om dens Helt. Fejlen er, mener denne forstandige Mand, der har en sand Rædsel for Ordet og dets bedøvende Magt, at man har opfattet Emanuel Hansted altfor alvorligt. "Men det er nu en Gang Nutidsmenneskets maaske allerværste Skavank, at det saa totalt mangler komisk Sans. Rimeligvis vil der i disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord om hans Aands høje Flugt mod Idealet, om den tunge Strid mellem Menneskets Higen og Evne, dets Villen og Kunnen osv. Og dog har – ret betragtet – al Emanuel Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv en Række komiske Scener. Naar han en Gang dør, burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan, men troede sig en Profet og Helgen, som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa enhver Indflydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen, som forfuskede alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Himlen Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten."

Det er menneskelig talt sandt, men Guds Sandhed er det vistnok ikke. Dersom Emanuel Hansted er en Don Quixote, er Pater Rüdesheimer en Sancho Pansa, altsaa hans Kammertjener. Men fra Kammertjenerens Dom er der Appel til et højere Herskabs, det vil i dette Tilfælde sige til Digterens, som i sit Værk – hvis ellers Værket og han selv er hvad de skal være – er Vorherres Statholder paa Jorden.

Dersom Pastoren havde Ret, vilde Værket Det forjættede Land 63 ikke være andet end en Parodi paa Ibsens Brand. Til Ibsen og hans kendte Forklaring af det tragiske som et Misforhold mellem vor Higen og Evne, vor Villen og Kunnen sigter udtrykkelig Pateren med de – af de senere Udgaver udeladte – Ord. Havde Pateren Ret, vilde atter her som saa ofte før in majorem populi gloriam, til Ære for en vis lille Pøbel af et Folk, en Skrædder være sat for en Helt. Men her handles ikke om den døde Skrædder, men om en levende og lidende Menneskesjæl, en stækket Ørn. Det er Menneskets Herlighed at tage sig og sin Gerning alvorligt og dets Kval at være nødt til at gøre dette paa Trods af Livets Ligegyldighed og Personlighedens Ringhed. Det er en Mands Tragedie at være i dybeste Forstand ubrugelig for en Kvinde. Der er saadanne Mænd. Emanuel er en af dem.

Derfor ser der selv ud af Paterens Æselsmaske et menneskeligt Blik. Han ser saa klart, fordi der i ham selv er et Mørke under. Han kender af Erfaring "Natsiden" af Nutidsmenneskets Liv, "Spøgeriet fra Klostercellen og Vildskovene".

Og derfor fortæller Forfatteren paa god realistisk Vis Historien om Emanuel Hansted, Etatsraadsønnen, der bliver Præst paa Landet, gifter sig med en Bondepige, lever som en Bonde, skuffes i sin Tro paa Folket og paa sin egen Evne til at dele dets Liv, fordømmer den udadvendte Virken, finder Livets Maal i Inderlighed og Lidelse og gribes, just som han vil forkynde denne Lære, af Vanviddet og befries af Døden. Og saa omhyggeligt opstiller han den politiske og kulturelle Staffage til dette Billede, at man godt kan tro, at Rytmen i Em. Hansteds Liv alene tjener til at illustrere de lokale Forhold – den Linje i den sidste Meneskealders danske Historie, der fører fra Tilliden til Bonden paa det forenede Venstres 64 Tid og i Halvfjerdsernes Litteratur til Skuffelsen over den mislykkede Rejsning mod Provisorierne i Firserne og den almindelige politiske Slaphed og Selvopgivelse i Halvfemserne med den deraf følgende Udvandring til religiøse Hospitaler og poetiske Asyler. Emanuel Hansteds Historie skulde altsaa, omsat paa forstaaeligt Avisdansk, være det samme som det saakaldte litterære Venstres Tragikomedie fra Holger Drachmann til Johannes Jørgensen.

Imod denne Opfattelse af Det forjættede Land som et Tidsbillede – den, som Forfatteren selv har tinglæst ved at kalde hvert af de tre Bind saaledes – har Pontoppidan senere udtalt sig i en Selvkarakteristik i Anledning af Lykke-Per (i et "Stenografisk Interview" i Ugebladet Hver ottende Dag 10–9–1905). Det Tidsbillede, der findes i Lykke-Per, siger han, har ikke været mig det vigtigste. "Ligesom i Det forjættede Land, der er en Omskrivning af Babelsmyten, er Øjebliksbilledet væsenlig – paa samme Maade som i de gamle "Panoramaer" – benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv. Hvad jeg først og fremmest har villet, er naturligvis at give Billedet af en Række levende Mennesker og deres Skæbner."

En Omskrivning af Babelsmyten! Til en saadan Ørneflugt mod Livets Aftenrøde har altsaa det tunge Præsteblod i denne Digter udklækket den Pater Rüdesheimerske Hanekylling.

Hermed stemmer Titlerne paa de enkelte Bind. Muld – det er Grundtvigs gamle Billede om det frugtbare Folkesind ("Hvad Solskin er for den sorte Muld er sand Oplysning for Muldets Frænde" eller "Muldjord i Bryst ser den Høje med Lyst"). Det forjættede Land er det tabte Paradis. Dommens Dag betyder Regnskabets Time.

Udtrykkene er ironisk farvede – i Heltens mer end i Forfatterens Stil. Det er Emanuel, der i den forestaaende 65 Opgørelse paa Vennemødet – "en lille privat Dommedag over Himmel og Helvede og Vorherre selv", kalder Pateren den – ser Dommens Dag. Det er ham, der ved Synet af den dansende Ungdom paa Stranden og Tanken paa sin egen glædeløse Ungdom i denne barneglade Livsensfest finder det forjættede Land, hvis Mælk og Honning han havde smægtet efter. Og Muld-Billedet er i Romanens Tekst i første Bind gennemført paa en Maade, der vel ikke ligner Grundtvig, derimod Hostrup i "Mester og Lærling", hvis Underjordiske efter hans egen Forklaring er et Billede af Bonden, som just da var i Færd med at stige op af sin Underverden til Deltagelse i Dagens Liv og Gerning. Saaledes omtrent udtrykker ogsaa Bispen sig i Romanen: "Vi trænger sikkert til at faa ny Befolkningslag opdyrkede for vor aandelig Ernæring, til – om jeg saa maa sige – at afdække ny, nærende Muld, hvoraf en livskraftig Fremtid kan gro op". Men for Emanuel selv er denne nye Jord ikke et digterisk Billede eller en retorisk Figur, men en Oplevelse, et Syn. Han ser Mulden for sig i de høje Banker, hvorimellem Fattigbyen er lejret – "Skibberups tre Muldhøje". Han har i den første Tid, inden han vandt Befolkningens Hjerter ved den store Bekendelse i Forsamlinghuset, hvor han i sit eget Navn tilstod alle Kulturfolkets Synder, staaet modløs og set Skibberuppernes hurtige Køretøjer blive mindre for Øjet, indtil de som smaa Mus smuttede ind mellem de tre Muldvarpeskud i det fjerne. Han havde da ret følt "det dybe uoverstigelige Svælg, der skilte ham fra disse Jordens Hyttebeboere, som levede her i deres halvt underjordiske Boliger og gravede og puslede i den mørke Muld – et Slags Troldfolk, hvis Væsen var en Gaade, hvis Sprog han næppe nok forstod, hvis Tanker, Drømme, Sorger og Forhaabninger ingen kendte. Og vilde det nogensinde blive anderledes? 66 Var det ikke, som om Menneskeheden ganske havde forglemt det Trylleord, der kunde faa Højene til at løfte sig paa Ildsøjler og bringe Muldfolket frem i Dagens Lys og Luft."

Da han tror at have hævet Fortryllelsen, da han paa sin Bryllupsaften kører hjem til Præstegaarden og fra Sognevejen ser den oplyste Æreport og Begfaklerne paa begge Sider af Indkørselen – da greb han fast om sin Hustrus Haand. "Det tog sig for hans Øjne ud, som om det bagved liggende Præstebjergs mørke, tunge Masse havde løftet sig op paa luende Ildsøjler, og han kom ved dette Syn til at mindes, hvorledes han en Gang havde drømt om at finde det Trylleord, der kunde bringe Muldhøjene til at aabne sig for ham. – Nu kørte han med sin Bondebrud ind i Bjerget."

Og da Højen dog ikke aabner sig for ham eller lukker sig efter ham uden Forbindelse med den Verden, han kom fra – med andre Ord: da han ser Frøken Ragnhild Tønnesen igen i Doktorens Hjem og føler sig dragen til hende efter den samme Lov, som havde stødt ham fra hende, og i hendes Musik og i den blege Sommernat over Haven med Stenvasen og Cypres-Poplerne kender den Verden, hvorfra han er gaaet ud, føler han de otte Aar som en Udlændighed og sig selv "som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe."

Med saadanne Ord dømmes ingen til Almenvellet sigtende Bestræbelse for at hævde det fra alle Firsernes politiske Skaaltaler velkendte gode Forhold mellem By og Land. Ved som her at føres tilbage til et Grundrids af Sagn og Myte viser Romanen sig som det, den er: en Skæbne, det Resultat, den Gnist, der fremkommer, naar en Menneskesjæl støder sammen med Livet.

Der kan opgives en Art kulturhistorisk Type for Emanuel 67 Hansted. Han er bleven til paa det Sted, hvor gammel og ny Romantik – Rousseau og Darwin, Grundtvig og Tolstoj – mødes i den Naturlængsel, der ganske rigtigt er Natsiden af den fremadskridende Kultur. Det kendte Billede af Tolstoj bag Ploven og den dertil svarende Tekst (i Traktaten "Hvori bestaar Lykke?" fra Slutningen af Firserne) er Romanens verdenshistoriske Vignet. Mod Tolstojs Natur-Evangelium skrev Pontoppidan i disse Aar direkte i en Artikel i Kjøbenhavns Børs-Tidende. Og Pontoppidans Helt kan ogsaa litteraturhistorisk bestemmes som den indtil videre sidste i den nordiske Digtnings rige Galleri af Fantaster og Uvirkelighedsmennesker, der gaar fra Holbergs Erasmus Montanus til Jacobsens Niels Lyhne.

Som han personlig er følt, dømt og tilgivet af sin Digter er han en Ensom. Han var ene i sit Hjem – "Fruens Dreng", som han kaldtes efter sin ulykkelige Moder, der – paa en dybere Maade end Fru Gylling fra Sandinge Menighed, som ogsaa optræder i Det forjættede Land – var Grundtvigs Discipel i et københavnsk Storborger-Hjem. Han har levet ene som Student, uden for alle Klubber og Diskussioner, uden nogen virkelig Ven. Hans Længsel efter Natur er ingen æstetisk Følelse, men en Livstrang, den hjemløses Higen efter et Hjem paa Jorden. Han føler sig i Grunden altid fremmed i sin Menighed. Bøndernes politiske "Taktik" (Slagordet fra Firserne) forstaar han ikke; hans moralske Patos, der i Forfatningsbruddet ser en Krænkelse af Gudsfolkets Uskyld, forstaas ikke af Bønderne; selv i Aftenlæsningerne i Hallen kan han ikke finde deres Øre; de er fornøjede med deres Skolelærerlitteratur, han vil den store nationale Romantik. Med sin Hustru kan han ikke tale, han taler til hende eller over hende til Kornet paa Markerne, til Lærken. I Forjættelsestiden er Lærken hans Ven, men mest fordi den er 68 ensom som han selv, paa en Gang fjern og nær, et Lydpunkt i den uendelige Stilhed, mindende om en ensom Stjernes Blinken. Siden, naar den følger ham paa hans daglige Vandring ud imod Havet, hvor alle Veje slipper, lyder det, som om den sang sig fra sin Rædsel over Stedets Ensomhed. Derude har han kun Maagerne. De er hans sidste Venner. De skriger over hans Grav. Selv kender han fra først af sin Ensomhed. "Jeg er og bliver en Flygtning her paa Jorden – en fremmed i min egen Slægt, en mistænkt Gæst mellem fremmede". Han er som Goethes Faust der Flüchtling, der Unbehauste.

Af det Træk, at Emanuel stadig vandrer, især i den sidste Tid, ude mellem de øde Hammerbakker eller i sin Stue rastløst op og ned ad Gulvet, som hans Moder før ham, mindes man om det Navn, Vandreren, hvormed Fortælleren kaldes i et Par af Landsbyhistorierne. Man faar herigennem med Romanens hele Indhold i frisk Minde den Tanke, at Vandrerens Medfølelse just med de jordløse Stakler – "die Unbehausten" – udspringer af hans egen Hjemløshed. Men fra den bofaste Vandringsmand i Landsbyhistorierne til Romanens Flygtning er der en Afstand. Det kan komme af at Landsbyhistorierne blev skrevet i en lille sjællandsk Landsby, mens Det forjættede Land blev planlagt og Muld skrevet i Berlin i Vinteren 1890–91.

Og dette hænger atter sammen med Forhold i Forfatterens Liv, hvorfra der ikke kan ses bort i en Undersøgelse, hvis Formaal er at udrede Sammenhængen i et levende Forfatterskab.

[gå frem]
 
[1] Momme: præsten i Sandinge Menighed som dukker op igen i Dommens Dag. tilbage
[2] i sit eget Navn: I foredraget Kirken og dens Mænd. tilbage
[3] Brand: Henrik Ibsens drama fra 1866. tilbage
[4] 144, 364: Vilh. Andersen henviser til 4. udgave, 1903 (D). De to citerede replikker findes i A i henholdsvis Muld 3. bog, kap. 11 s. 248 og Det forjættede Land, Fjerde Bog, kap. 2 s. 254. tilbage