Stenografisk Interview
Jeg har slaaet mig ned her i Hillerød, dels af Hensyn til mine Børns Skolegang, dels fordi Byen og dens Omgivelser har trukket mig hertil, – og jeg tænker derved ikke udelukkende paa Naturskønhederne her omkring. Vi lever her mellem de sidste Levninger af Danmarks Stortid. Der gaar et manende Sus af Historie gennem Slotsparkens Træer. Af Adelsvældens Historie. Naar jeg staar her og ser over paa Slottet, tænker jeg paa, hvor mange af den Slags Monumenter vor demokratiske Tid vil efterlade sig.
"... Ja, det er rigtigt, jeg er Jyde af Fødsel; men det beror paa en Tilfældighed, nemlig den, at min Fader paa det Tidspunkt, da jeg blev født, havde Embede i Jylland. Selv var han født paa Bogø og havde tilbragt hele sin Ungdom paa Øerne. Min Moder var ganske vist født i den samme jydske By, hvor jeg blev opdraget; men ogsaa det var en Tilfældighed, hendes Fader var Embedsmand der i Byen og forflyttedes efter kort Tids Forløb til en anden Landsdel. Baade paa fædrene og mødrene Side tilhører jeg disse gamle, bestandigt omflakkende Embedsslægter, der hverken er Jyder eller Øboere, men hvori efterhaanden lidt af de forskellige Landsdeles Ejendommeligheder afsætter sig. De frembringer i Tidens Løb en Slags Normal-Danskere, en Art Generalnævnere, hvori baade det jydske, fynske og sjællandske gaar op.
Min Farfader, der døde som Præst i Damsholte paa Møen, maa have været en ganske ejendommelig Mand. I sin Ungdom blev han, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, fradømt Kjole og Krave paa Grund af et Kærlighedsæventyr. Senere fik han igen Indpas i Kirken gennem en Bagdør, i Egenskab af Feltdegn, og hertil bidrog sagtens den Omstændighed, at han i Mellemtiden var bleven gift med en Datter af den daværende Bisp i Aalborg, Jantzen. Han har været en for sin Tid usædvanlig frisindet og selvstændig, men ogsaa en egenraadig Mand og en kraftig Personlighed. Som Præst i Damsholte havde han et Sammenstød med Godsejeren paa Marienborg, Tutein. Det var en ung Mand, der var kommen dertil fra Udlandet og havde indført franske Sæder paa Slottet og i Egnens Selskabelighed. Herimod optraadte min Bedstefader, jeg tror endogsaa i en Præken i Kirken, hvad der gav Anledning til, at Godsejeren sendte ham en Udfordring paa Kaarder. Min Bedstefader, som den Gang allerede var en ældre Mand og Fader til 19 Børn, lod svare, at paa Kaardefægtning forstod han sig ikke; men dersom han paa dansk Vis vilde møde ham i en Duel paa de bare Næver, stod han til Tjeneste.
.... Om mig selv? Ja, om mig selv er der kun lidt at fortælle. Lad mig se, – mine første, stærke og bestemmende Indtryk af Verden knytter sig til en Fodrejse, jeg gjorde gennem Svejts for nogle Skillinger, jeg havde arvet efter min Morfader. Som Dreng havde jeg i Sommerferierne gennemtrasket Jylland paa krys og tværs, bl. a. sammen med min Klassekammerat, Maleren Johan Rohde, hvis Venskab – den Gang som nu – var en Hæder. Da jeg nu med mit fyldte attende Aar fik fri Raadighed over den lille Arvelod, drev Eventyrlysten mig længere ud i Verden, og at den netop førte mig til Svejts, skyldtes en umaadelig Længsel efter at se og bestige Bjerge. For mig, der levede min Barndom ved det store, flade Engdrag omkring Randers, havde Eventyrets Land altid været et Bjergland.
Jeg rejste hele Tiden ene, omtrent vel som en Haandværkssvend i vore Dage, uden anden Bagage end en Ransel og en Stok. Ganske planløst og ret ufornuftigt flakkede jeg omkring. Men den Rejse blev mig i dybeste Forstand en Indvielse til Livet.
.... De stærkeste Indtryk? Af hvad Slags de var? Ja, det kan jeg skam ikke saadan sige. Naar man er atten Aar, gør man sig jo ikke Rede for den Slags Ting. Men Følelsen af min Ungdom og min Uafhængighed gjorde mig hver Dag til en Fest. Forresten, vore stærkest virkende Oplevelser, og da især Ungdomstidens, tilhører jo i Almindelighed i eminent Forstand det Privatliv, hvis Fred er lovbeskyttet. Et Resultat af Rejsen forelaa iøvrigt allerede et Aarstid efter i et Skuespil, om hvilket det kongelige Teaters Arkiv endnu maa indeholde Oplysninger.
.... Ja, det er rigtigt, jeg var den Gang, i 1877, polyteknisk Studerende. Jeg havde taget første Del af Ingeniøreksamen. Men saa hændte der mig noget, noget i og for sig ubetydeligt, der slog en Kurve paa min Livsbane. Den daværende Professor i Geologi, Johnstrup, havde faaet noget til overs for mig. Han opfordrede mig til at indgive Ansøgning om at blive den tredje Deltager i en geologisk Ekspedition til Grønland under Steenstrup. Valget stod mellem en anden Polytekniker, Kornerup, og mig: Kornerup var langt den dygtigste baade som Kemiker og Mineralog og dertil en udmærket Tegner, men hans Helbred var ikke stærkt. En Lægeundersøgelse gav dog det Resultat at han kunde tage med; kort efter Hjemkomsten døde han forresten. Var jeg den Gang bleven den foretrukne, var min Udviklingsvej rimeligvis bleven en anden. Skønt jeg i Virkeligheden næppe har haft andre Betingelser for at komme i Betragtning end et tilsyneladende stærkt Helbred og et vist Vovemod, gik Udfaldet af Sagen mig nær. Til almindelig Ingeniørvirksomhed havde jeg ikke længer Lyst. Og nu dukkede igen Haabet om Forfattermuligheden op for mig som en Slags Trøst.1 I Stilhed blev Haabet efterhaanden til Forvisning.
I Vinteren 1879-80 skulde jeg tage anden Del af min Eksamen. Jeg havde indleveret alle de store, praktiske Arbejder, der udgør den væsenligste Del af den Eksamen, havde ogsaa deltaget i dens skriftlige Del, da jeg til mine Læreres og Medstuderendes største Forbavselse pludselig forlod Prøven. Jeg gav som Paaskud, at jeg havde været uheldig med mine Besvarelser, og at jeg ikke vilde nøjes med mindre end første Karakter, noget, der muligvis ogsaa har vakt mine Læreres og Medstuderendes Overraskelse. Men den sande Grund kunde jeg ikke fortælle, fordi jeg naturligvis ikke havde betroet nogen af dem, at jeg vilde være Kunstner. Med beraad Hu brændte jeg ved den Lejlighed mine Skibe, brød Broen til borgerlig Virksomhed af bag mig og lod staa til2. Og det har jeg i Grunden aldrig fortrudt. Vi ser jo til Stadighed, hvorledes det gaar med de Forfattere, der af Forsigtighed har holdt sig en Bagdør aaben til et eller andet Erhverv. De falder altid for Fristelsen og er tabte for Kunsten, det vil sige for Friheden.
.... Min første Fortælling var "Kirkeskuden". Jeg sendte den i sin Tid i Haandskrift til den ene af "Ude og Hjemme's" Redaktører, Otto Borchsenius, der med et Fremblik, jeg nu maa beundre, straks stillede mit literære Horoskop og tog sig varmt af mig. Fortællingen blev forresten ikke optaget i "Ude og Hjemme", dels fordi den var for lang dertil, dels fordi den indeholdt en Præsteskildring, som den Gang fandtes oprørsk. Men Borchsenius skaffede mig en Forlægger, og sammen med et Par Smaaskitser, udkom Fortællingen under Titlen "Stækkede Vinger".
.... Ja, saa var jeg altsaa Forfatter, og har siden ikke været andet, og ønsker heller ikke at blive andet. I de første Aar havde jeg det svært nok. Under eget Navn eller under opdigtede Navne maatte jeg, for Brødets Skyld, offentliggøre halvfærdige Ting omkring i de mærkeligste Aviser, Almanaker og illustrerede Almueblade. Adskillige af disse Ting er sporløst forsvundne for mig. Jeg husker ikke længer, hvor de blev trykt, og nogen Kladde har jeg aldrig opbevaret. Herover sørger jeg dog ikke. Paa en eneste Undtagelse nær3, hvis Forsvinden jeg beklager, fortjente de sikkert kun den Skæbne, de har faaet.
.... Nej, mine Bøger fandt i den første halve Snes Aar ingen Afsætning. Jeg maatte til sidst overfor min Forlægger, Hegel, forpligte mig til ikke at skrive Bøger paa mere end 15 Ark4. Da jeg gik om med Planen til "Det forjættede Land" i Hovedet, maatte jeg blandt andet af den Grund søge over til det Philipsenske Forlag, og her udkom ogsaa denne Bog, der først gjorde mit Navn kendt i videre Kredse.
.... Om Lykke-Per vil jeg helst ikke udtale mig endnu. Hvorfor jeg valgte den Titel? Jeg kunde jo ogsaa have kaldt Bogen Klods-Hans eller noget lignende. Det galt blot for mig om straks ved selve Titlen at anslaa en let Eventyrstemning. Det er jo den gamle Fortælling om Bondedrengen, der drager ud i Verden for at vinde Prinsessen og det halve Kongerige, saadan som det meget tydeligt er angivet i Samtalen mellem Per og Selvmorderen Neergaard i Bogens allerførste Hefte, hvor overhovedet hele Gangen i Fortællingen er skitseret. Det Tidsbillede, der findes i den, har ikke været mig det vigtigste. Ligesom i "Det forjættede Land", der er en Omskrivning af Babelsmyten, er Øjebliksbilledet væsenlig – paa samme Maade som i de gamle "Panoramaer" – benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv. Hvad jeg først og fremmest har villet, er naturligvis at give Billedet [af] en Række levende Mennesker og deres Skæbner. Er det nogenlunde lykkedes mig, maa jeg være tilfreds.
.... De spørger, om der ikke er Agitation, et Program i Bogen. Jeg skal dertil svare, at det er der naturligvis, men ikke et, der lader sig sammenpresse til en Formel, en Læresætning eller moralsk Leveregel – saadan som Pastor Schack og andre Taaber forlanger det af Literaturen. Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens, Omveje. Men paa den anden Side – hvortil har man Kunsten, uden for gennem den at faa Udtryk for det uudsigelige?
Javist er der Agitation i ethvert sundt Kunstværk! Men det er med det agitatoriske i en Kunstners Sind lige som med Fyrstedet i et stort og indviklet Maskineri, det ligger dybt nede i Bygningens Grund, utilgængeligt for Publikum, der kun ser Hjulene snurre og hører Remmene klapre, men ikke tænker paa, og jo heller ikke behøver at vide, hvorfra Kraften kommer. Men man kan være overbevist om, at hvor der er skabende Kræfter i Bevægelse, er der ogsaa et eller andet Sted en Ild, der holder Bevægelsen vedlige."
Hillerød den 24. Aug. 1905.
