Henrik Pontoppidan til C.C. Clausen
Sendt fra Hillerød. 31. august 1905
De må ikke tilføje noget
Hillerød.
31t Avg. 1905.
Hr. C. C. Clausen!
Jeg blev alvorligt forskrækket, da jeg læste Deres Gengivelse af vor Samtale; – at jeg var lidt uoplagt hin Dag, havde jeg selv på Fornemmelsen; men at min Tale faldt så usammenhængende, havde jeg dog ikke troet. Jeg har nu forsøgt at sammendrage af Deres Referat, hvad der synes mig at kunne bruges, og givet det den Form, som jeg havde kunnet give mine Meddelelser, dersom jeg havde anet Deres Komme og havde kunnet forberede mig lidt på, hvad jeg vilde fortælle Dem. Hertil har jeg så tilføjet nogle Oplysninger, som har syntes mig nødvendige for Sammenhængens 2 Skyld.
Har De nu Lyst til at benytte det, jeg her sender, står det til Tjeneste. De må have Lov til at stryge i det men ikke til at tilføje noget, heller ikke Årstal. Ønsker De ikke at benytte Meddelelserne i den Form, de her har fået, beder jeg Dem at opgive Tanken om et Interview.
Fra Hr. Reiffenstein-Hansen har jeg idag modtaget Fotografierne. Min Kone vil helst have det Knæstykke offenliggjort, hvor jeg sidder og læser, og ikke det, hvor jeg har sænket Bogen og ser udefter. Jeg veed nu ikke, om De føler Dem opfordret til at rette Dem efter hendes Ønske.
Jeg var glad ved at lære Dem at kende, og jeg siger Dem Tak for Besøget.
Deres ærbødige
H. Pontoppidan.
[nedad i venstre margin:] Undskyld Forsinkelsen; men jeg har været optaget af andre Ting.
[Her følger det vedhæftede manuskript (se også venstrespalten).]
[HP] 1-3 [mangler]
[HP] 4 mig længere ud i Verden, og at den netop førte mig til Sveitz, skyldtes en umådelig Længsel efter at se og bestige Bjerge. For mig, der levede min Barndom ved det store, flade Engdrag omkring Randers, havde Eventyrets Land altid været et Bjergland.
Jeg rejste hele Tiden ene, omtrent vel som en Håndværkssvend i vore Dage, uden anden Bagage end en Ransel og en Stok. Ganske planløst og ret ufornuftigt flakkede jeg omkring. Men den Rejse blev mig i dybeste Forstand en1 Indvielse til Livet.
..... De stærkeste Indtryk? Af hvad Slags de var? Ja, det kan jeg skam ikke sådan sige. Når man er atten År, gør man sig jo ikke Rede for den Slags ting. Men Følelsen af min Ungdom og min Uafhængighed gjorde mig hver Dag til en Fest. Forresten, vore stærkest virkende Oplevelser, og da især Ungdomstidens, tilhører jo i egenligst Almindelighed i eminent Forstand det Privatliv, hvis Fred er lovbeskyttet. Et Resultat af Rejsen forelå iøvrigt allerede et Årstid efter i et Skuespil, om hvilket det kongelige Teaters Arkiv endnu må kunne give indeholde Oplysninger.
..... Ja, det er rigtigt,2 jeg var den Gang, i 1877, polyteknisk Studerende. Jeg havde taget første Del [HP] 5 af Ingeniøreksamen. Men så hændte der mig noget, noget i og for sig ubetydeligt, der slog en Kurve på min Livsbane. Den daværende Professor i Geologi, Johnstrup, havde fået noget tilovers for mig og vilde have mig. Han opfordrede mig til at indgive Ansøgning om at blive det tredje Medlem af en geologisk Ekspedition til Grønland under Steenstrup. Valget stod mellem en anden Polytekniker, Kornerup, og mig; Kornerup var langt den dygtigste både som Kemiker og Mineralog og dertil en udmærket Tegner, men hans Helbred var ikke stærkt. En Lægeundersøgelse gav dog det Resultat, at han kunde tage med; men kort efter Hjemkomsten døde han forresten. Var jeg den Gang bleven den foretrukne, var min Udviklingsvej rimeligvis bleven en anden. Skønt jeg i Virkeligheden næppe havde har haft andre Betingelser for at komme i Betragtning end et 3 stærkt Helbred og et vist Vovemod, gik Udfaldet af Sagen mig nær. Til almindelig Ingeniørvirksomhed havde jeg ikke længer Lyst. Og nu dukkede igen 4 Forfattermuligheden op for mig som en Slags Trøst. I Stilhed blev Håbet efterhånden√ til Forvisning.
[HP] 6 I Vinteren 1879-80 skulde jeg tage anden Del af min Eksamen. Jeg havde indleveret alle de store, praktiske Arbejder, der udgør den væsenligste Del af den Eksamen, havde også deltaget i den såkaldte den skriftlige Del, da jeg til mine Læreres og Medstuderendes største Forbavselse pludselig forlod Prøven. Jeg gav som Påskud, at jeg havde været uheldig med mine Besvarelser, og at jeg ikke vilde lade mig nøjes med mindre end første Karakter, noget, der muligvis også har vakt mine Læreres og Medstuderendes Overraskelse. Men den sande Grund kunde jeg ikke fortælle, fordi jeg 5 ikke havde betroet nogen af dem, at jeg vilde være Forfatter Kunstner. Med berådt Hu brændte jeg ved den Lejlighed mine Skibe, brød Broen af bag til borgerlig Virksomhed af bag mig og lod stå til. Og det har jeg i Grunden aldrig fortrudt. Vi ser jo til Stadighed, hvorledes det går med de Forfattere, eller andre Kunstnere, der af Forsigtighed har holdt sig en Bagdør åben til et eller andet borgerligt Erhverv. De falder altid i et svagt Øjeblik for Fristelsen og er tabte for Kunsten, – det vil sige for Friheden.
[HP] 7-8 [mangler]
[HP] 9 Det Tidsbillede, der findes i den, har ikke været mig det vigtigste. Ligesom i "Det forjættede Land", der er en Omskrivning af Babelsmyten, er Øjebliksbilledet kun væsenlig – på lignende Måde som i de gamle "Panoramaer" – benyttet som illuderende Forgrund i et historisk langt Perspektiv. Men af Hvad jeg først og fremmest har villet, er naturligvis at give Billeder af en Række levende Mennesker og deres Skæbner. Er det nogenlunde lykkedes mig, må jeg være tilfreds.
..... De spørger, om der ikke er Agitation, et Program i denne Bogen. Jeg skal dertil svare, at det er der naturligvis, men ikke et, der lader sig sammenpresse til en Formel, en Læresætning eller moralsk Leveregel – siden som Pastor Shack og andre6 visse√ Tåber forlanger det af Literaturen. Havde jeg kunnet sige min fulde Mening Hvor√ men er√ i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gå det digteriske Sprogs,7 gå Billedtalens, Omveje. Men på den anden Side – hvortil har man Kunsten [HP] 10 og Kunstnere, uden for at de gennem dem at få Udtryk for det uudsigelige.
Jovist er der Agitation i ethvert sandt Kunstværk! Men det er med det√ agitatoriske i en Kunstners Sind ligesom med√ Fyrstedet i et stort og indviklet Maskineri, det ligger dybt nede i Bygningens Grund, utilgængeligt for Publikum, der kun ser Hjulene snurre og hører Remmene klapre men ikke tænker på og jo√ heller ikke behøver at vide, hvorfra Kraften kommer. Men man kan være overbevist om, at hvor der er skabende Kræfter i Bevægelse, er der også et eller andet Sted en Ild, der holder Bevægelsen vedlige.
[Tilføjet med fremmed hånd, antagelig C. C. Clausens:] Hillerød den 24 Aug. 1905