Nekrolog

Saa har da Aaret atter berøvet os en af vor Egns mærkeligste og berømteste Personer. I Dag Kl. 4½ oplodes Evighedens Porte for Ludvig Nicolaj Kasper Frederik Sørensen.

For den unge Slægt, der ikke har set ham uden i hans Affældighed, vil han i Mindet kun staa som et halvt vemodigt, halvt latterligt Kuriosum fra en Tid og et Liv, hvis Følelser og Forhold de ikke forstaa. Men mangt et ældre Hjærte vil i Dag ved dette Budskab bringes til at banke, og mange Tanker vil i Løndom samles om denne Mand, med hvem et Afsnit af Egnens hemmelige Historie for evigt stedes til Hvile.

Han var kommen hertil paa en Tid, da man paa denne Egn endnu levede i fuldstændig Afsondring fra Omverdenen, uden andet Samkvem med det, der laa udenfor det brede Skovbælte i Øst og bag Havet i Vest, end netop gjennem den ugentlige Post. Bøndernes "gode Tid" var just begyndt, Velstanden formelig strømmede ind, og en ødsel, paa flere Steder overdaadig Lediggang var traadt i Stedet for forrige Tiders strænge Nøjsomhed og utrættelige Arbejdsiver.

For Mændene faldt dette Liv som bedst. De spiste tæt, spillede Trekort, drak, sov, drak igjen, og sloges. Kvinderne derimod – især de unge – fandt efterhaanden sammen i saa godt som fuldstændig Uvirksomhed, gled paa disse magelige, begivenhedsløse og jævnt henrindende Dage mere og mere ind i en Slags Drømmeverden, i hvilken de lukkede sig inde med deres dæmrende Ømhedstrang og vaagnende Længsler.

Og disse Kvinder var smukke. Havets Nærhed, der altid bevarede Luften en vis Fugtighedsgrad, gjorde deres Hud skjær og fin, Øjnene dybe og farverige. Deres Legemer var store, med Bondefødslens Mærke i de lidt karleagtige Hænder og Fødder. Men Aarene havde rettet Slægtens arbejdskrummede Ryg, og lagt en sund, hvidt svulmende Fylde over de ranke Lemmer.

Smukkest var de, naar de smilte; thi de havde alle stærke, blændende Tænder og fuldblodige Læber. Men Smilet var længselssygt, vemodigt. Og naar de sad ved deres Spinderok eller Kniplebræt og tankefuldt stirrede ud over Skoven eller Havet, kunde der lægge sig en Gløde over deres Kind og en Flugt i deres Blik, der ligesom førte dem udover og langt bort fra Mændenes larmende Svirelag og brutale Kjærtegn.

Anede han dette?

Var det overhovedet en velberegnet Spekulation i disse Forhold, der i hine Tider førte den unge Kvindetilbeder herud fra Kjøbstadens altid voveligere Foretagender og større Konkurrence?

Det er ikke godt at vide det. Men stor var Forbavselsen blandt disse Folk, den Gang han for tredive Aar siden – ukjendt og uden Varsel – etablerede sig med sin blandede "Høker og Spezeriforretning"¹ midt inde imellem dem, – og størst hos de unge kvindelige, da han aabenbarede sig som en ung, frisk og ualmindelig smuk Person, lidt lille maaske af Væxt, men med et Par vidunderlige spillende Øjne og lysebrune Haarlokker, dertil klædt i den eleganteste og allernyeste Kjøbstadsmode, med hvid Lærredsfrakke og broderede Tøfler naar han gik i Butikken, men med Silkehat, Spanskrørsstok og lakerede Sko paa alle Højtidsdagene.

De vaagnede efterhaanden alle – baade de unge Piger og de modne Koner, ja selv de overmodne.

Stod han ude paa sin Trappesten og bukkede galant med sit lille, ligesom undseelige Smil, idet man gik forbi ham ude paa Vejen; eller traadte han ind i en Gildessal med Hatten i den ene Haand, og Handskerne sammenlagte i den anden; eller lagde han endelig i Dansen sin Arm saa blødt og indsmigrende om sin Dames Liv og syntes som at svæve med hende over Gulvet – altid var der i hele hans anstandsmæssige Holdning, hans ridderlige Adfærd, i Duften fra hans Haar og Klangen af hans Stemme ligesom et Pust fra den rigere, skjønnere og lykkeligere Verden, de netop havde anet i deres Drømme.

Han sad ikke som de andre Mænd og skreg og bandte over et Krus Øl og et Spil Kort. Hans Mund stank ikke af Skraatobak og flød ikke over af flove og utérlige Ord.

Men paa stille Sommeraftener lod han sin smukke Stemme høre fra det lille Kammer bag Butikken, hvor han til en Guitar sang klagende og skjønne Sange om Elskov og Kjærlighed. I Maaneskinsnætterne sværmede han i sit Vindue. Og der brændte i hans store, brune, ildfulde Øjne en hed og fortærende Lidenskab.

Men han nærmede sig hver Kvinde med en næsten rørende Ærbødighed. Han betragtede dem paa Afstand som med en lyksalig Tilbedelse. Han kunde løfte sit Blik saa bønligt, og sænke det saa fortabt. Men paa ensomme Steder kunde han saa pludselig vove at gribe deres Haand og trykke den til sit Hjærte; og han kunde kaste sig paa sine Knæ og sukke og stønne, indtil han som et egensindigt Barn fik Lov at lægge sit smukke Lokkehoved i det skjælvende Jomfruskjød.

Han høstede rigt. – Egentlig maa det ikke siges; thi aldrig kom den Gang noget udenfor denne hemmelighedsfulde Hvisken fra Øre til Øre. Det er først længe efter, gjennem de fortroligste Tilstaaelser mellem Mand og Kvinde, naar Sygdom, Angst eller Anger har aabnet den enkeltes Mund, at man nu og da har faaet et Indblik i hvilken udstrakt Gunst han maa have nydt; thi det er næppe for meget sagt, at der fra Skoven og indtil Havet ikke findes ret mange Gaarde, hvor ikke i en eller anden natlig Stund en Dør har aabnet sig for ham.

I Begyndelsen har han sikkert selv været forbavset over sit overordentlige Held. Han maa have haft en Fornemmelse, som om han med sit blotte Blik kunde aabne sig al Jordelivets Herlighed og Lykke. Og Aar for Aar steg endda Fortryllelsen, – ja bredte sig endog med Rygtet helt ud over Sognegrænsen.

Og som for at gjøre hans Triumf komplet, begyndte snart den ene, snart den anden af de unge Karle rundt om at danne sig i hans Billede. Hans Holdning, hans Gang, Maaden, hvorpaa han bar sit Haar eller førte sig i en Vals, hans Slips – alt blev Gjenstand for deres beundrende Eftertragten. Og endnu efter tyve Aars Forløb, i sit 45.^'1 Aar, stod han som alle unges uantastede og uopnaaede Mønster, alle Festers og Sammenkomsters misundte Helt, Gjenstand for selv de syttenaariges Tilbedelse.

Dog – Lykken er omskiftelig. Sent eller tidlig – den Dag kommer altid, da en eller anden Tilfældighed med ét river Bindet fra ens Øjne, og man vender sig bort og skammer sig over den Pande, man har kranset, den Mund, man har kysset, den Gud, man har tilbedt. Nye Tider, nye Moder, nye Mænd – og Guden ligger forhaanet i Gruset.

Og her skete ingen Undtagelse.

En Dag saa' de Rynkerne paa hans Kind, en anden Pletterne paa hans Frakke. Og med den langt livligere Forbindelse med Omverdenen, som paa denne Tid tog sin Begyndelse, stod han snart helt latterlig i den voxende Kultur med sin tyveaarige Mode og forældede Elegance.

De sidste femten Aar af hans Liv var en stadig bitrere og bitrere Kamp for at stemme denne Strøm og hævde sit gamle Ry, – en stedse haabløsere Bestræbelse for at oppudse sin blegnende Glorie og klamre sig til de Lavrbær, der ubærmhjertig visnede mellem hans Hænder.

Han fik Lejlighed til at erfare, at hver Del Lykke her i Livet maa betales med ti Dele Sorg; at hvert Gran af Fryd skal bøde med et Hjærtefuld af Kummer. Han, der endnu lige til sin Død tørstede efter Kjærlighed og Menneskers Hengivelse, maatte se sig ene og forladt, – forglemt endog af dem, han selv havde skjænket deres Livs højeste Lyksalighed.

Han søgte at trodse imod, at tiltvinge sig om end blot Martyriets Tornekrone. Men hans Anstrængelser var frugtesløse. Alle Vegne mødte han højst Medlidenhedens tavse Smil.

Hvor han maa have lidt!

Han kunde have hævnet sig. Han kunde have slynget disse Kvinder deres Skjændsel i Øjnene. Men hvor meget Livet end havde slappet hans Modstandskraft; hvor meget Fattigdom, Nød, Savn og Elendighed end havde gnavet ogsaa paa hans indre Menneske – sin Ridderligheds Følelse bevarede han ubeskaaren indtil det sidste. Den var i bitre Timer hans Stoltheds Trøst; den var den dyrebare Helligdom, der løftede ham højt over Jordelivets Sorg og Forkrænkelighed; – og med den gik han uforsagt ind i Døden. –

Sidste Gang, jeg saa' ham levende, var ved Anders Christiansens store Barselgilde Kristi Himmelfartsdag². Og Billedet af ham fra hin Aften har uudslettelig præget sig i min Erindring.

Han havde, som han plejede, stillet sig op paa en iøjnefaldende Plads, netop henne ved Døren mellem de to forreste Stuer, gjennem hvilken der fandt en livlig Passage Sted af de bestandig lige talrigt indstrømmende Gjæster.

Han havde anbragt sig i sin sædvanlige Statue-Stilling, med den ene, spejlblanke, en Gang saa beundrede, nu saa brede, knastede og vortede Støvle et Par Tommer fremme foran den andens Taa, med Spidsen af den højre Haand stukket ind paa Brystet af den fedtede, tæt tilknappede Kjole, og med Cylinderhattens Puld trykket let og utvunget ind mod venstre Hofte.

Haanden, der holdt om Hatten, var bedækket med en netop endnu tydelig crèmegul^'2 Glacéhandske. Og Hatten var det saa kjendte, rødlige og skallede, men omhyggeligt børstede "Rør" – Peter kaldet – der frem for noget andet vil bevare hans Navn fra Ungdommens Forglemmelse.

Paa Kjoleopslaget sad en stor, blussende Rose. Bag den skimtedes et blaaprikket Silkeslips med en hesteskoformet Naal. Og opad dette – uden synligt Linned af nogen Betydning – stak denne de gamle Pigejægeres røde, nøgne, slunkne og nobrede Fuglehals. Øverst kronedes Figuren af den store, olieblanke og oliegule Haarbukkel, der som et helt Apparat var anbragt over Ørerne.

Hans sorte, blankslidte Benklæder hang rummelige og posede under de slappe, krummede Knæ. Men han havde lagt en Ungdom i sit Blik, en Frejdighed i sin brandrøde, vixede Knevelsbart, der lyste ud over det blaaskjoldede Ansigt og de udvæltende, blodunderløbne Øjne.

Hver Gang en ung Kvindeskikkelse svævede ham forbi, strammede han sig end yderligere op, stødte kavalermæssigt Hælene sammen, lod "Peter" glide ned i strakt Arm langs Laaret, og skruede Halsen frem til et Buk paaskjøns, idet det gamle forføreriske Smil ligesom hissedes op fra hans Indre.

Men det knagede i alle Leddene som paa en Avtomat³; og Smilet syntes at have tabt den magiske Fortryllelse, hvorunder i sin Tid saa mange havde følt deres Sanser svimle.

Baade de unge Piger og de modne Koner, ja selv de overmodne strøg ham koldsindig forbi – tilkastrende ham blot i Forbifarten et halvt medlidende "Goddav, Sørensen", idet de forsvandt ind i den tilstødende Stue, hvor en ung, lang, blond Seminarist fra Blaagaard⁴ samlede en stadig større og muntrere Kreds omkring sit præstelige Klædebon.

Hr. Sørensen lod dog, som om intet var hændt. Han flyttede atter anstandsmæssig Foden ud paa Gulvet, skød det svulmende Bryst endnu en Kjende stoltere frem, og saa' sig udfordrende omkring med sine store, glasagtige, halvblinde Øjne. Vel sagtens af en Forglemmelse blev Smilet endnu en Stund liggende i den halve Del af Ansigtet, indtil det ligesom ved et eller andet Snoreværk blev trukket ned.

Men i Smug skelede han ind gjennem Døren til den stadig voxende Gruppe af lattermilde Kvinder omkring den præsteklædte Seminarist. Og hver Gang et Brag af Munterhed derinde fra forkyndte ham den unge Mands Triumfer, skød der en Blodstrøm i hans nøgne, slunkne Hals, og hans blaa Læber dirrede.

Efter Bordet traf jeg ham inde i et Hjørne af Dansesalen. Han havde været fornuftig nok til ikke selv at forsøge paa at byde nogen op, men stod i sin sædvanlige Stilling med den ene Haand paa Brystet, den anden ved Hoften og saa' foragtende ud over det hele, men navnlig paa den unge Blaagaards-Elev, der mer og mer var bleven Dagens erklærede Helt.

Ude paa Gulvet var der stor Allarm. De unge Piger havde sluttet en vid Ring omkring Seminaristen, der var bleven bunden for Øjnene med et rødt Tørklæde, og som nu under almindelig Jubel tumlede rundt i Ringen paa sine lange Ben. Opgaven var at fange et rent ud bedaarende lille viltert Kid af et syttenaarigt Pigebarn, der snart hist,  snart her stak sit friske, rødmossede, af gule Lokker omkransede lille Barneansigt frem med et "Kuk kuk" mellem et Par af Venindernes Skjørter, eller som nu og da forsigtig listede sig tæt bag hans Ryg for derpaa med et højt Hyl at forsvinde ind bag Kredsen.

Der blev en forfærdelig Hurlumhej. I sin Iver for at fange hende omklamrede han hist en, her en anden i denne Ring af blomstrende Pigelegemer, der flettet ind i hinanden som en Krans af Ungdom og Sundhed, hoppede og skogrede omkring ham. Men den unge syttenaarige var baade snu og snel til Bens. Med "Kis" og "Pus", med straalende Øjne og ustandselig Latter tittede hun frem over Skuldre og smøg sig bort under Arme – indtil hun pludselig ved en uformodet Vending løb lige i hans Arme. Og med rødmende Kinder og bølgende Barm sank hun sammen i hans Favn for at finde sig i hans Belønning^'3 – et Kys.

Under denne Leg faldt mit Øje tilfældigvis et Par Gange ned paa Sørensen, og jeg opdagede nu, at han var meget bleg. Han havde ikke forandret Holdning, men jeg syntes at kunne mærke Gulvet ryste under ham.

Idet han fik Øje paa mig, traadte han dog med Værdighed – lidt vaklende, thi han havde drukket tæt ved Bordet – helt hen overfor mig, og blev staaende lidt, med Hovedet let tilbagekastet.

– Hvad siger De til saadan noget, Hr. Justesen?

– Hvilket?

– Har De nogen Sinde set en dannet Kavalér holde sin Dames Haand foran Maven, naar man danser? Det skal være flot, fjong, forstaar De … Herre Gud! de unge Mennesker skal nu altid finde paa noget nyt. Men du milde Himmel, hvilken Dans! … Jeg véd ikke, Hr. Justesen, om De har bemærket her i Selskabet en ung Seminarie-Elev? – Naa. – Jeg gav ved Gud gjærne ti Kroner til, at han vilde lade være at sætte sine Pusselanker frem ligesom en Proptrækker … Naa, Ungdommen! – Ungdommen! … ikke sandt?

Han talte med et overlegent Smil og mange rystende Hovedbevægelser; men han kunde hverken helt standse den Blodstrøm, der atter steg op igjennem hans Hals, eller dæmpe den indre Skjælven i sin Stemme.

– Det var paa Ære ogsaa et sødt Stykke Skaaltale af den samme unge Fyr – den ved Bordet, hva' behager? Du himmelske Retfærdighed – hvilket Vaas! – Det rene Barnevaas! – Højskolesludder! – Bænkevælling! – Lapsecows! – Ja, man maa høre meget, Hr. Justesen – og saa oven i Kjøbet paa Vers! ha! ha! – Véd De, hvad jeg vil kalde ham? Jeg vil kalde ham – en – en – en Riffelmand⁵! Ha, ha, ha! ikke sandt? …

Formodenlig har jeg ikke rigtig vidst, hvad jeg skulde svare hertil, og jeg var derfor uforsigtig nok til at foreslaa ham, at han selv skulde glæde Forsamlingen ved at udbringe en eller anden Skaal – noget, han jo i sin Tid havde vundet saa mange Lavrbær ved. Jeg fortrød det, strax, det var sluppet mig ud af Munden. Og jeg mærkede, hvordan han mistænksom fæstede sine Øjne paa mig, idet han langsomt trak sig tilbage.

Alligevel maa mine Ord være faldet som en Brand i hans Hjærte. Lidt efter saa jeg ham nemlig gaa meget urolig frem og tilbage langs Salens Endevæg, og til min Forskrækkelse stævnede han tilsidst hen imod Punschebordet i Krogen og greb om et Glas.

Først fyldte – og tømte – han det dog tre Gange paa staaende Fod. Men den fjerde vendte han sig fast besluttet omkring, gik med Værdighed fire lange Skridt ind imod Midten af Salen, standsede her Musiken med en theatralsk bydende Haandbevægelse og slog med en Nøgle tre smaa højtidelige Slag paa sit Glas.

Der blev stor Bestyrtelse. Du gode Gud! vilde han tale? Man stimlede sammen omkring ham, og selv inde fra de andre Stuer kom man løbende for at se, hvad der var paa Færde.

Han gav sig ogsaa god Tid. Der lagde sig ligesom et nyfødt Glimt i hans halvt udslukkede Øjne, da han saaledes paa ny følte sig som Midtpunktet for alles Opmærksomhed og Forundring. Han kastede Hovedet tilbage, og saa' sig omkring, som vilde han endnu en Gang med sin sidste Kraft udfordre Beundringen og Underkastelsen hos dette Folk, som han havde kaldt sit. Han strøg sig med skjælvende Haand hen over sin varme Pande, saa' ned i sit Glas, derpaa op paa Loftet – og begyndte endelig.

Men i det samme paakom der ham uheldigvis en styg Hikke; og da Seminaristen strax var vittig nok til at raabe "Hør!", brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter.

Og da Isen dermed først var brudt, vilde Jubelen slet ikke tage Ende. Hver Gang de saa' hen paa Sørensen, brød den ud paa ny. Thi han havde fæstet sine store Glasøjne fast og ubevægeligt paa Synderen, – saa fast og saa ubevægeligt, at hele hans Legeme derigjennem fik et ligesom forstenet Udtryk. Der rørte sig ikke en Trækning i hans Ansigt, som lidt efter lidt blev ligblaat. Og mens Jubelen og Latteren voxede omkring ham, blev han staaende saaledes – én, to, ja maaske flere Minutter.

Det saa, til sidst helt uhyggeligt ud. Endelig faldt – først Glasset, saa "Peter" ud af hans Hænder, hvorpaa hele den en Gang saa skjønne og beundrede Statue sank sammen i Armene paa en behjærtet Karl, der i sidste Øjeblik havde forstaaet, hvad det gjaldt.

Han var bleven "ramt" – af et eller andet. I flere Dage laa han maalløs hen, og rejste sig ikke mere. Mens vi andre dansede, spillede og skaalede Vinteren ud⁶ ved Fester og Gilder, svandt han stille hen i det lille, mørke, fugtige Kammer bag Butikken, der havde været Vidne til saa megen lønlig Fryd og Lykke – ene, forladt, forglemt.

Jeg havde – ærlig talt – heller ikke selv skænket ham mange Tanker, og blev derfor ganske underlig til Mode, da den enøjede Kirsten Skræders, der har passet ham i hans Sygdom, omtrent ved Midaftenstid kom hæsblæsende ud i Haven, hvor jeg stod og hyppede mine Kartofler⁷, og sagde, at jeg maatte endelig hurtig komme hen at se til Kjøbmanden; han var ved at dø, og vilde vistnok sige noget; men hun kunde ikke forstaa ham.

Jeg bad hende strax at gaa tilbage til ham, mens jeg selv gik ind for at hente Eddike og en Flaske Hofmannsdraaber, som jeg vidste, jeg havde staaende. For en Sikkerheds Skyld tog jeg ogsaa Pen og Papir, og begav mig hurtig derhen. Men i Døren traadte Kirsten Skræders mig allerede i Møde og sagde:

– Nu døde han.^'4

Jeg nikkede tavs, og fulgte med hende ind.

Skjønt det var midt paa Eftermiddagen, faldt Lyset kun meget sparsomt ind gjennem det lille tilstøvede Vindue – der sad besynderlig højt oppe og helt henne i et Hjørne – men samlede sig netop klart hen over Sengestedet, der havde Plads langs den modsatte Væg. Denne var fra øverst til nederst bedækket med grelle og gulnede Billeder af halvblottede Damer paa Hesteryg, Linedanserinder og Kæmpekvinder. Ellers var der i Stuen kun et Skab, et Par Stole og et Spejl i en forhen forgyldt Ramme. Sengen var af umalet Træ med Halm i Bunden; og dér laa han paa et Par smudsige Lagner, med den ene, af mange uægte Ringe smykkede Marmorhaand over Dynen. Navnlig under Hovedet var der en stor, fedtet Skjold af Parykken, der dog nu paa det sidste var taget af ham.

Ellers var der endnu ikke meget Forandring at spore i hans Ansigt. Han var, hvad han egenlig havde været i de sidste Aar – et Lig med vixede Knevelsbarter. –

   (Af Hemming Justesens Dagbog.)