Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Gørbitzgade 4, Kristiania. 11. december 1924
ikke godt bl–l–l–adstof
Kristiania 11.XII.24.
Gørbitzgade 4
Kære Henrik Pontoppidan,
Tak for Deres sidste Brev1. Det lykkedes ikke den norske maler at fakke2 Dem – og det kan jeg jo godt forstaa; men jeg havde den glæde at faa nok et brev fra Dem. Saa henvendelsen var ikke spildt møie. Det var godt at høre at De var paa hjemvei til storstaden fra Deres rekonvalescens; og jeg haaber inderlig at De nu kan faa arbeidsro til Deres værk. Der er saa lidet med værdifuld litteratur som kommer ud for tiden – ialfald av det jeg ser; man trænger noget som lyser op i det ideløse, i al den poetiske geschäft. Muligvis er det fordi man er blit gammel, man synes slikt; men jeg kan ikke for at jeg synes det iblandt. Digtningen nu arbeider bl.a. for tætt opunder dagspressen; de smaa skribenter er samtidig leverandører der, og den samfærdsel er neppe til deres held, om man tænker længere end til det økonomiske. For der er den jo til held; den er til og med frelsen. Og andre anmelder og læser saamegen litteratur at de tilslut fortrøster sig til selv at lage litteratur; blandt disse findes her nord altid julens sikre træffere. Ved siden av at de ogsaa kaster sig over selve landets litteraturhistorie og udgir tykke bind om den. Der er undtagelser, men de er faa.
Tilsyneladende er der ellers i pressen stor interesse for litteraturen. Det kommer frem ved købet av Gyldendal, som i pressen betones som en national æressag. Paa oprobet om at tegne bidrag fandtes, tror jeg, samtlige hovedstadsblades redaktører. For de fleste av dem – for ikke at si rent ud: for alle – er litteratur en intetsigende ting, de ser paa den med et overbærende smil, med mindre altsaa der kan tjenes formue paa den: da opfattes den som en magt eller realitet√ Men der er én ting ved litteraturen som har deres interesse: avertissements-ruten. Og blir der nu to store forlag her hjemme, vil der bli konkurranse paa kniven, det vil si: vild avertering. Og det er en stor konto paa deres budget. Det er deres motiv. Noget særlig "nationalt" ved deres holdning kan der jo ikke være allerede av den grund at det nye forlag skal hedde "Gyldendal" som før. – Ellers 2 mener jeg naturligvis at vi forfattere staar os paa at der ialfald er to store, konkurrerende forlag, istedenfor ett overmægtig; thi det blev omtrent som et monopol, og det kan ingen litteratur staa sig paa i længden. – Som sagt, man arbeider ihærdig med den nationale æressag; men motiverne er kostelig grumsete.
I det hele har man hat det nationale meget paa læben den sidste tid her hjemme. De nævnte Grønland i Deres brev, og at Nordmændene paa grund av den sag var mindre populære i Danmark for tiden. Ja, man ændred jo ogsaa i sommer hovedstadens navn i en saadan begeistret høitidsstund. Det var en ganske fornøiet debat i tinget; konservative folkekaarne blev revet med og stemte for Oslo; og komunisternes leder Scheflo3 talte for – det er ganske uklart hvorfor; jeg kan ikke finde anden grund end et haab at byen engang skal komme til at hede Schef-lo, ligervis som Petro-grad blev Lenin-grad. Jeg begriber ikke at høire siden kan tale imod "maalet", om man vil indføre det; thi deres motivering for Oslo-navnet var i grunden logisk det, maalmændene fører i marken for sit sprog. Og jeg fatter heller ikke hvorfor tingets majoritet var imod de vældige restaurations-planer med hensyn til Trondhjems domkirke, naar bynavnets ændring blev motiveret som det blev. Men det hænger sammen med den mangel paa høiere logik som grasserer nu rundt om i hjernerne; jeg fatter ikke hvorfra den svækkelse egentlig skriver sig. Om det ogsaa kanske er pressens indflydelse? En tid trodde jeg der var den avskaffede – eller reducerede – latin i skolerne som bar frugt. Men nu hælder jeg til at mene, feilen er mer av moralsk art. – I fjor vinter, da jeg sad i Firenze, var en landsplan oppe i tinget for vor jernbane-bygging. Altsaa en langsigtig plan, hvorved det vidstrakte Norge skulde lænkes sammen. Det var i mine øine den egentlige prøve paa de folkekaarnes nationale følelse; det var prøven paa samfølelsens styrke inden de landstrækninger som utvilsomt er Norge. Landsplanen faldt, prøven bestod ikke folket. Det vil si: da hvert distrikt hadde sikret sig sit lille dryp tertiærbane, saa gik man med. Men dermed smuldrer landsplanen op av økonomiske grunde; man ved ikke, naar den nu kan realiseres. – Derfor er mig dette med Grønland og Færøerne og Island saa forvrøvlet; ligeoverfor jernbanenettet la man for dagen gehalten i sit "nationale" sindelag: det var der ikke. Eller, det var frase. Det hele er avis-stof. Jeg kommer til at mindes, hvad en redaktør4 (av den "nationale" hovedavis nu, "Tidens Tegn") sa, da verdenskrigen hadde staat paa et halvt aars tid: "Krigen er ikke godt bl–l–l–adstof længer". Det er ikke andet, de mennesker gaar efter. – – –
Nu ønsker jeg Dem god bedring videre, en god jul og et godt nyt aar. – Jeg blir siddende her i byen med min ene datter, som er forlovet med en svensk billedhugger og endnu ikke har kunnet gifte sig, da det at være billedhugger omtrent er som at være lyriker, økonomisk set. Min anden datter er i Wien og studerer musik hos en russisk pianistinde.
Mange hilsner, –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
