Hans E. Kinck til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Mesnalien, Lillehammer. 17. august 1925
som en mus i en papirkurv
p.t. Øvre Syljubærget 17.VIII.25
Kære Henrik Pontoppidan,
Jeg faar lyst til at sende Dem en hilsen, før jeg forlader min hytte, hvor jeg nu har været sammen med mine to døtre vel en halvanden maaneds tid. Da jeg kom herop, hadde jeg tænkt at sende Dem den til 24. juli, idet jeg (som aldrig husker fødselsdage) fandt Deres portræt paa min skapdør med datoen under – jeg har Dem der og Verhaeren1 nedenunder, begge udklip af aviser. Men det blev ikke noget av planen, og saa sender jeg Dem isteden en hilsen fra faldrebet.
Det har været en herlig sommer denne gang – av dem, vi hadde i vor ungdom; ustanselig godveir i 2 à 3 uger og 27 grader i skyggen; jeg har egentlig ikke likt varme før isommer, jeg har likt at fryse, baade paa hænder og paa krop; og blev det for galt, var det bare at sætte farten op. Nu er det ikke tale længer om nogen fart; jeg liker at sidde stille i en feltstol nede i bakken og la mig bake av solen. Det er en vældig retræt; men den er overensstemmende med programmet, som det hed i verdenkrigen, naar man forsmædeligen√ blev slagen paa flugt. Jeg har dog foretat mine streiftog indover myrene, for det er multe-aar iaar igen; og denne arktiske, syrlige frugt holder jeg av mer end av al anden frugt. – Idag er det avgjort høst i luften, kølig og nordenveir; inat var det sikkert nede i sine 5–6 grader. Igaar kørte min nabo og ven ind sit sidste høilæs; kløveren er væk, og humlerne har flyttet: de maa ta til takke med røslyngen oppe rundt om myrkanten; mygg findes ikke længer. Varmedisen er væk, jeg ser atter over syv kongeriger.
Ellers kan jeg ikke egentlig si, jeg er særlig tilfreds med sommeren. Jeg har siddet ved skrivebordet, det er saa; men resultatet er jeg i tvil om. Det er bl.a. et dramatisk efterspil til Driftekaren, som jeg er rædd for skal virke som en gentagelse – jeg tænker ikke da paa den ramp2 i vor hovedstadspresse, som skal "bedømme" den; men jeg tænker paa mine virkelige 2 forstaaere – og det vilde jeg nødig. Men jeg orker ikke gøre mere med arbeidet, det faar regnes for færdig fra min haand. Saa har jeg læst korrektur paa min første bog Huldren, som skal ud i ny udgave i høst; den er jeg blufærdig nok til ikke at ville sende Dem, fordi jeg ikke retted noget – og det var der nok behov for, saaledes som den er sammensat av begynderens studier og færdige partier. Ellers har jeg tilbragt sommeren med læsning av lidt fransk literatur av sidste datum, samt fordybet mig i et voluminøst italiensk arbeide over Giordano Bruno; arbeidet er et samlerværk, hvor væsentlig og uvæsentlig kommer med, saaledes som det pleier ske, naar syditalienere sætter sig ned for at være lærde: de tar med rub og stub, saa læseren tilsidst pusler rundt som en mus i en papirkurv. Emnet er imidlertid ualmindelig; og jeg skulde ønske jeg kunde faa gjort noget om dette geni i sandhedstørst, i tro. Nu har jeg gjort fra mig om geniet i fædrelandsfølelse; og jeg har laget et drama om geniet i bluff, vor moderne journalistiks fader: jeg mangler dramaet om Bruno, hvor barokkens aand blev luften under vingerne paa geniets vei mod det store. – Til slut har jeg jo hat min italienske avis og fulgt med, saa godt det lar sig gøre midt i al beslaglæggelse der syd. Alt gaar rivende hurtig tilbage i det land; der er en blanding av speidergut-patriotisme og preussisk mekanisering, som kommer til at ta en ende med forfærdelse. Det er farlig at eie en Machiavelli i sin historie, naar de, som vil imitere ham, bare er jyplinger3, bare gymnasiaster, hvis indsigt i historie kun er skolekompendierne.
Se, dette var min sommer iaar. Den har ikke været særlig frugtbar for det som egentlig er mit "kald"; men jeg er ellers tilfreds med den. Nu vil jeg inderlig ønske at De har hat en god sommer, baade med hensyn til Deres digtning og med hensyn til helbreden. Sidst jeg hørte fra Dem, var De paa vei imod København og arbeidet fra et ophold ved havet. Kære Pontoppidan, ta imod denne hilsen fra hytten og mit ønske om alt godt, –
Deres hengivne
Hans E. Kinck.
