Af Notebogen

20. Januar

Den tusindstemmige Protest, som Kultusministerens ydmygende "Om Forladelse" til den tyske Gesandt har fremkaldt fra store Del1 af vort Folk, er aabenbart kommen som en Overraskelse for mange – vistnok ikke mindst for de Mænd, som den særlig har været rettet imod. Ved det nystiftede danske "Verdenssamfund"s Nytaarsfest slog en af Fællesspisningens Talere – en Præst ovenikøbet – Stridshandsken lige i Ansigtet paa de tilstedeværende Ministre, og at dømme efter det overbærende Smil, hvormed den blev modtaget, levede disse ædle Mænd endnu den Aften i uskyldig Uvidenhed om den Svie og Skam, de havde tilføjet saa mange af deres Landsmænd. Siden er Bevægelsen vokset fra Dag til Dag, skønt hele det ministerielle Redningskorps straks blev udkommanderet. Selv en Helgen som Johannes Jørgensen2 har taget djærvt tilorde i denne Sag.

Det er maaske lidt besynderligt, at Folk, der til daglig foreholder deres Medmennesker Sagtmodighed og Ydmyghed som de højeste Dyder, næsten har været de allerivrigste til at vise Tænder. Men det er et Vidnesbyrd om, hvor dybt i og i hvor vidt forskellige Kredse Krænkelsen er bleven følt. Ja, i Virkeligheden er der vist heller ikke saa faa af vore Tykhuder, der har ømmet sig i Stilhed.

Der er nu næppe nogen Grund til at tro, at denne bevægede Stemning vil holde sig ret længe. Saadan er det jo gaaet før. Sindet er igen faldet til Ro i halv Forlegenhed over den uvante Ophidselse.

Man har ofte ved saadanne Lejligheder maattet mindes Fablen om det mishandlede Faar, der i et Øjebliks Utaalmodighed beklagede sig over Vorherre, fordi han havde skabt det saa svagt og forsvarsløst i en Verden, der var saa fuld af ubarmhjertige Rovdyr. "Ja, hvad skal jeg gøre for dig?" spurgte Vorherre. "Vil du have, at jeg skal udruste dig med et Løvegab fuldt af mordlystne Tænder? Skal jeg lægge Giftkirtler under din Tunge, anbringe lange, spidse og farlige Horn paa din tænksomme Pande eller omskabe dine fine Klove til frygtindgydende Kløer? Andet Raad ved jeg ikke!" – Men den Tanke at blive omskabt i sine grumme Efterstræberes Billede skræmmede det fromme Dyr. Det foretrak at blive, hvad det var, og finde sig tilrette i sin Værgeløshed.

Det maa jo indrømmes de Forsagte, at Vilkaarene i Øjeblikket er haarde nok for alle fredselskende Nationer, ikke mindst for vor egen. Der er ikke mange af de Egenskaber, der har gjort vore store Naboer saa mægtige, som vi har Grund til at misunde dem. Og megen af vor Svaghed skylder vi Karakterejendommeligheder, som vi ikke behøver at skamme os over, og som vi ikke kan tænke os at undvære, fordi vi føler dem som selve Rodtrævlerne i vor Danskhed. Kunde vi derfor naa til den absolute Resignation, til den fuldkomne Skæbnehengivelse som Faaret, der end ikke paa Slagtebænken bider fra sig, ja, saa var maaske alting godt. Men det har nu igen vist sig, at det Sind har vi ikke og faar vi aldrig. Hvad enten man vil glæde sig derover eller beklage det, saa kan ingen længer være i Tvivl om, at der trods vor Flegma og Sorgløshed og trods al Erkendelse af vor Svaghed ikke tør spekuleres i vor Sagtmodighed, og man maa haabe, at de Freds-Apostle, der i Øjeblikket regerer os, vil tage Lære af, hvad de i disse Dage til deres Overraskelse har erfaret. Dersom virkelig Anledningen til de sidste Ugers Røre – som der paastaas – har været latterlig ringe, dersom vi endog – som det ogsaa siges – har ladet os opskræmme uden Grund, saa viser det jo kun yderligere, hvilken ubesværgelig Rejsning i Folket man maa regne med den Dag, da vi virkelig faar Kniven sat paa Struben. Og dobbelt paatrængende bliver da det Spørgsmaal, om de Mænd, der nu staar for Styret, er forudseende nok og vil forberede det nødvendige.

Til Illustration3 her en lille Rejseerindring fra den historiske Sommer 1905 i Norge:

Man husker Situationen. Spændingen mellem de to Brødrefolk i Nord var gammel af Aar, og under de utallige Konflikter – hvem husker dem nu? – havde man i begge Lande vænnet sig til den Tanke, at der i sidste Øjeblik altid blev fundet en Udvej til Forstaaelse og fornyet Broderskab. Unionssprængningen den 7. Juni kom da ogsaa for store Dele af det norske Folk som Nytaarsaften paa Kællingen. Den forudgaaende overordentlige Udvidelse af Landets Forsvarskraft var bleven sat i Værk under forskellig Modstand. Fredsvennerne med den altid harniskklædte Bjørnson i Spidsen havde været forargede. Men nu var det altsaa bleven Alvor, og Sverige lagde Tropper i Lejr ved Grænsen.

Jeg rejste i de Dage fra Kristiania med Toget sydpaa og kom til at sidde alene i Kupé sammen med en anden ældre Herre, en rundmavet Kontormand med et stort rødkindet Barneansigt. Vi sad overfor hinanden paa Skyggesiden af Kupéen, og han saa mig straks mistænksomt an; men da han ved et Par Spørgsmaal havde forvisset sig om, at jeg ikke talte svensk, fik han et elskværdigt Udtryk og passede sig selv.

Paa den første Strækning passerede vi en Række Villabyer uden at standse. Ud for en af dem stillede Manden sig op ved Vinduet, tog en Pakke Konfekt ned fra Nættet og kastede den i Forbifarten henover Hovederne paa fire nydelige unge Piger, der sad i Række oppe paa Bommen ved en Overskæring og hilste ham med viftende Sjaler.

"Det var mine Døtre", sagde han, da han igen havde sat sig. Tonen var besynderlig. Han syntes stærkt bevæget. Han havde ikke kunnet tie, – Faderglæden maatte have Luft. Og nu blev han pludselig meddelsom, fortalte først, at han skulde til Moss i Forretninger, og begyndte derpaa ganske af sig selv at tale om Krigsrygterne og om Norges Hærstyrke, som han havde fuld Tillid til og syntes meget stolt af. Da jeg tilsidst ligeud spurgte ham om hans Stilling til Unionsopløsningen, vilde han ikke straks svare. Han sad roligt med Armene korslagte over Brystet; men jeg saa, hvordan den indre Bevægelse mere og mere tog Magten over ham og han kunde igen ikke tie.

"Dersom De havde gjort mig det Spørgsmaal Dagen før den 6. Juni4, havde jeg sikkert svaret: "Ih, Gud fri os! Jeg har altid stemt for Freden!["] … Men nu!" sagde han, og i hans skikkelige Øjne stod der Taarer. "Jeg har fire Døtre, men kun en Søn, som nu er tyve Aar. Men bliver det til Krig – hvad jeg nu ogsaa tror – saa følger jeg ham selv til Grænsen, om vi saa aldrig skal se ham mere!"

Jeg har siden ofte maattet mindes denne sælsomt forvandlede Fredsven, denne godmodige Kontormand, denne hyggelige Familiefader, der med Begejstring vilde sende sin eneste Søn i Døden. For det er jo saadan, at det vil gaa med vor egen Skikkelighed, nøjagtig paa samme Maade, naar Krigen engang banker paa hos os.

Henrik Pontoppidan.

 
[1] fra store Del: d.v.s. enten: fra store Dele eller: fra den store Del. Fejlen går igen i Nationaltidende. tilbage
[2] Johannes Jørgensen: hans indlæg efterlyses tilbage
[3] Til Illustration…: den følgende anekdote er udeladt i Nationaltidende. tilbage
[4] 6.juni: det er ikke klart hvad lige præcis denne dato hentyder til. Med mindre det simpelthen er en fejl for den ovennævnte 7. juni hvor det norske storting vedtog en ophævelse af unionen. tilbage