Om Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed begyndte for godt hundrede år siden og varede til kort før han døde i august 1943 – lige akkurat 86 år gammel. Hans bøger genoptrykkes stadig, ikke i de helt store oplag, men i et solidt antal. De købes, lånes på biblioteker og læses både i skolerne, på universiteter og af "ganske almindelige" læsere. Fordi de er umiddelbart fængslende og underholdende, men også fordi de ved sprogbrug og fortællekunst er blevet vigtige dokumenter i dansk litteratur. Tillige genspejler de det vigtige tidehverv, hvori samfundsforhold, livsanskuelser og holdninger ændredes til det, vi kender fra vor egen aktuelle verden. En gymnasielærer hævdede en gang, at når al anden dansk litteratur var glemt – H. C. Andersen ikke undtaget – ville man fortsat læse to danske forfattere: Ludvig Holberg og Henrik Pontoppidan.
Så stort et forskud på kommende sorger eller glæder skal der ikke tages her. Men nærværende linier skyldes en overbevisning – som altså deles af Statens Humanistiske Forskningsråd – om, at også den sidstnævntes forfattervirksomhed bør klarlægges i videst muligt omfang. Der er nok af særlige og spændende forhold, som er værd at beskæftige sig med, og som endnu ikke er tilstrækkeligt oplyst.
Allerførst er der noget, som ikke er enestående for Henrik Pontoppidan, men som hos ham gør sig gældende i større omfang end hos nogen anden dansk digter: at han igen og igen rettede i sine bøger, før de blev optrykt på ny.
Den samme titel kan for hans vedkommende dække 3-4-5 forskellige tekster. I nogle tilfælde er titlerne også brugt til de udkast og skitser, han i stort antal fik trykt i aviser, tidsskrifter, almanakker eller lign.
Det grundlæggende arbejde med en opsporing og registrering heraf er for længst gjort. I 1934 udsendte Poul Carit Andersen resultatet i bogen Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi.
Der er dog sket meget siden da. Særlig er forholdet mellem de forskellige udgaver, som Poul Carit Andersen kun i begrænset omfang giver oplysning om, blevet udforsket. I min bog Kunst og budskab 1970 findes der en bibliografi, der rummer samtlige bogudgivelser med oplysning om deres indbyrdes forhold. Og i en række nye optryk i de senere år af Henrik Pontoppidans romaner og fortællinger er yderligere oplysninger meddelt i bibliografisk-boghistoriske efterskrifter.
Grundlaget herfor er et arbejde, der har stået på fra 1959. Da skulle Lykke-Per genoptrykkes, simpelt hen fordi den forrige, Niende Udgave, var udsolgt.
Spørgsmålet meldte sig imidlertid om den nøjagtige ordlyd af teksten. Og det viste sig vanskeligt at besvare, hvilken udgave der måtte anses for at være forfatterens egen, endegyldige vilje med sit værk.
I samarbejde med min kone, Esther Skjerbæk, blev alle romanens forskellige udgaver gennemgået og iagttagne afvigelser registreret. Først derefter turde vi fastslå Fjerde Udgave 1918 som den tekst, der – bortset fra nogle oplagte eller formodede trykfejl – burde genoptrykkes.
Siden er på tilsvarende måde de to andre store romaner Det forjættede Land og De Dødes Rige, samt Mands Himmerig, en række af de Smaa Romaner og et par af fortællingsamlingerne, såvel som hans Erindringer blevet genoptrykt. Arbejdet har som et andet håndfast resultat efterladt eksemplarer af disse bøger med notater om afvigelser udgaverne imellem.
Det er et af projektets hovedmål at tilvejebringe en samling af alle Henrik Pontoppidans bogudgivelser, gennemgået på denne måde og ordnet således, at andre – uden vor forbindende viden – vil kunne bruge dem, f.eks. som grundlag for en egentlig tekstkritisk udgave med noter.
I 1959 stod både forlaget og jeg noget famlende over for opgaven. Jeg fik gennem drøftelser med forlagets folk det indtryk, at der ikke fandtes arkivalier, som kunne oplyse om forholdene. Det viste sig senere, da vi fik et efterhånden stort og indgående kendskab til det ældre forlagsarkiv, som er deponeret i Det Kongelige Bibliotek, at der heller ikke dér er mange udtrykkelige oplysninger om udgavernes indbyrdes forhold. Alligevel rummer arkivet en mængde, der kan fortælle om en vigtig og bevæget side af netop Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed.
Det omfatter ikke blot Gyldendals egne ældre papirer, men også arkivalier fra de forlag, der efterhånden er gået op i den store virksomhed Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.
I slutningen af firserne kom Henrik Pontoppidan i et afgørende modsætningsforhold til Gyldendal, hvor nogle af hans tidlige bøger var udkommet. Følgen blev, at en række i halvfemsernes første halvdel kom på P.G. Philipsens Forlag, bl. a. de tre bind, som siden i samlet og omarbejdet form skulle blive til hans første store roman Det forjættede Land.
Da Gustav Philipsen i 1895 besluttede sig til sammen med Ernst Bojesen at danne aktieselskabet Det nordiske Forlag, blev det her, Henrik Pontoppidans bøger udkom, således størsteparten af hans anden store roman i dens tidligste form, nemlig syv af de otte mindre bind med Fortællingerne om Lykke-Per.
Før han var færdig med denne sin største roman, var der sket en ny stor forandring i forlagsverdenen. Ernst Bojesen og den litterære leder af det gamle Gyldendal, Peter Nansen, enedes i 1903 om at afslutte den store kamp mellem deres forlag – og Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag dannedes. Det medførte også, at arkivalierne for såvel P.G. Philipsens Forlag som Det nordiske Forlag indgik i det samlede forlagsarkiv.
Henrik Pontoppidan var meget utilfreds med denne "store Forlægger-Sammensmeltning", som han kaldte det – og med, uspurgt, at blive tvunget ind i et nyt forhold til sine forlæggere. Derfor knyttede han sig nu nærmere til Det Schubotheske Forlag, med hvilket han allerede havde haft en vis forbindelse, og her kom i de følgende år en række af hans bøger.
Som en ubehagelig overraskelse for ham blev imidlertid også Det Schubotheske Forlag – i 1909 – afhændet til den store virksomhed G.B.N.F. Og dets arkiv indgik derefter i det gyldendalske.
Det er ikke blot de særlige og ofte komplicerede forhold omkring Henrik Pontoppidans bogudgivelser, disse mange og forskelligartede arkivalier kan kaste lys over. Det er tillige et vigtigt stykke kultur- og samfundshistorie, der opridses: den forretningsmæssige side af manuskripters forvandling til bøger, sætning og trykning, med udviklingen fra håndværk til industri, reklamering og varedistribution o.s.v. – et ønskemateriale f.eks. også for litteratursociologien.
De store og sammensatte forlagsarkiver er nu tappet for alle oplysninger af betydning, som de findes i kalkuler og kladder, fremstillingssedler og slutberegninger, om bøgernes trykning, udgivelsestidspunkt, oplagsstørrelse, pris, udsmykning o.s.v.
Alt sammen er fastholdt på sedler, der lægges til grund for udarbejdelsen af en ny bibliografi. Tillige bruges de ved den bredere redegørelse for de boghistoriske og forlagsmæssige omstændigheder ved Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed. En del heraf er allerede med i efterskrifterne til de sidste års optryk, senest f.eks. bag i de to bind af De dødes rige 1982.
Det er et andet af målene for projektet på tilsvarende måde at fremlægge en redegørelse for Henrik Pontoppidans øvrige bogudgivelser.
Adskillige oplysninger kan dog ikke aflæses direkte af de omtalte dokumenter, men må hentes i forfatterens brevveksling med sine forlæggere og andre, der fik betydning for ham som forfatter.
Det synes, som om de fleste af hans forlæggerbreve er blevet gemt i forlagsarkivet eller i andre samlinger, f.eks. familie-dynastiet Hegels.
Tillige findes der en anselig mængde breve i Det kongelige Biblioteks samlinger: efter Vilh. Andersen, brødrene Edvard og Georg Brandes, Otto Borchsenius, Martinus Galschiøt, F. Hendriksen, Harald Nielsen, Vilh. Østergaard – for blot at nævne nogle af de vigtigste.
Også andre steder findes der breve, som det har været – eller vil være – muligt at få adgang til. Således har universitetsbiblioteket i Lund erhvervet Axel Lundegårds papirer og heriblandt mange breve fra hans danske ven og digter-fælle.
I Norge må der være en række breve, der kan indeholde vigtige oplysninger, f.eks. dem til Hans E. Kinck.
(Overhovedet spiller forholdet til Norge en større rolle end hidtil antaget. I efterskriften til De dødes rige er det formodet, at hans planer om denne tredje store roman oprindelig har omfattet nogle norske skildringer. Det står øverst i programmet for det videre arbejde med projektet at undersøge disse forhold "i marken" – og det bogstaveligt, fordi Henrik Pontoppidans egne rejser øjensynlig ofte netop har været "studierejser" til brug for nye romaner og fortællinger.)
Selv har han kun i meget begrænset omfang gemt breve fra sine forlæggere. Det kan dog alligevel i nogen grad lade sig gøre at rekonstruere brevvekslingen gennem forlagenes kopibøger, om end de langtfra er fuldstændige, og hvor de ældre somme tider er næsten umulige at tyde.
Fra andre af sine bekendte og venner har han derimod gemt adskillige breve, så at netop en brevveksling lader sig følge, når de sammenholdes med hans egne i de andre samlinger.
Undersøgelserne sigter ikke mod en udgivelse af sådanne brevvekslinger – det udelukker Henrik Pontoppidans testamentariske bestemmelser. De kan imidlertid skaffe en række ellers manglende oplysninger om bøgernes tilblivelse, hvoraf allerede nu en stor mængde findes på sedler.
Disse er ordnet i et alfabetisk register over dem, Henrik Pontoppidan havde brevlig forbindelse med. Ved hjælp af mange krydshenvisninger vil oplysninger fra én brevveksling kunne forklare forhold i en anden. I mangfoldige tilfælde dubleres sedlerne til et værkregister, hvor man under hver enkelt titel kan finde oplyst, i hvilke breve og lign. de forskellige bøger er omtalt.
Alle registre samordnes desuden i et kronologisk register, der dato for dato fastholder enhver oplysning, der er fundet, det være sig om tryk af skitser og udkast, bogudgivelser, breve, begivenheder, skiftende opholdssteder eller andre forhold af betydning for arbejdet.
Med dette register som nøgle har det i mange tilfælde været muligt at klare vanskeligt gennemskuelige ting og f.eks. tidsfæste udaterede manuskripter og breve. På side 161 er gengivet et sådant udateret brev, tilmed til en unavngiven. Da det imidlertid er skrevet af rekrut nr. 169 ved 1. ingeniørbattalion, 2. kompagni, lader det sig ved hjælp af Henrik Pontoppidans stambogsblad i Hærens Arkiv (hvis oplysninger er overført til det førnævnte kronologiske register) let fastslå, at det må være skrevet mellem 5.5. og 27.9.1880.
Det originale brev ligger som det første af godt halvandet hundrede fra Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius, og der er ingen grund til at formode, at det ikke også har været adresseret til ham. Han var dengang redaktør af Ude og Hjemme. Nordisk illustreret Ugeblad, hvori Henrik Pontoppidans navn det følgende år for første gang kom på tryk som forfattenavn.
Hvilken fortælling det er, den indkaldte stud.polyt. har ladet følge med brevet, fremgår ikke deraf. Et andet brev, som også er udateret, men som må være det næste i rækken, nævner den med titlen Kirkeskuden. Denne fortælling kom ikke i Ude og Hjemme. Af endnu et par breve kan man imidlertid se, at Otto Borchsenius ikke slet og ret har kasseret den, men tværtimod hjulpet den unge forfatter til at finde en forlægger. Efter også at have fået hjælp fra Otto Borchsenius med korrekturlæsning – og råd om visse ændringer i teksten fik Henrik Pontoppidan i november 1881 på Andr. Schous Forlag udgivet sin første bog Stækkede Vinger, der bl.a. indeholdt Kirkeskuden. En Fortælling.
Foruden at vise et brev af umiddelbar litterær og litteraturhistorisk værdi kan historien gælde som eksempel på problemerne omkring en tidsbestemmelse af udaterede dokumenter. Også selv om det næsten er for let at håndtere!
Fra brevene til Otto Borchsenius kan i øvrigt et andet eksempel hentes til belysning af, hvordan arbejdet kan forme sig: Henrik Pontoppidan fortæller i et brev, der må være skrevet kort efter udsendelsen af hans første bog, at han har fået henvendelse fra en mand på redaktionen af Hamburgische Börsen-Halle om oversættelsesret til Kirkeskuden, i første omgang til brug for en føljeton, måske tillige til en bogudgivelse.
I materiale vedrørende oversættelse til tysk, indsamlet for en del år siden, dels her i landet, dels f.eks. i Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel, er der ikke noget om en så tidlig udgave af Ein Kirchenraub. En given lejlighed blev benyttet til at undersøge sagen i Hamburg. Heller ikke det gav dog noget resultat. Nogle årgange af den nævnte avis blev i Staatsarchiv Hamburg gennembladet i læseapparatets gengivelse af en "omvendt" mikrofilm (hvide bogstaver på mørk bund). Ej heller kunne arkivets brev- og personregistrant oplyse noget om den pågældende redaktionsmedarbejder, endsige om en forbindelse med den danske debutant.
Selv om materialet endnu ikke kan siges at være helt færdigbehandlet, frister en formodning om, at man på Hamburgische Börsen-Halle har forvekslet den unge forfatter med Hendrik Pontoppidan, en søn af den dansk-hamburgske storkøbmand, efter hvem han også var opkaldt. Han var et par år ældre end sin slægtning og næsten navne, og vendte omtrent på dette tidspunkt hjem fra uddannelse og forretningsvirksomhed i fremmede lande. Men det kunne jo have været opsigtsvækkende, hvis det var ham, der samtidig debuterede som skønlitterær forfatter!
Andre spor førte til Stockholm. Forfatteren M. Galschiøt lånte i 1910 Henrik Pontoppidan nogle breve fra en svensk pige og hendes mor. Enkeltheder derfra blev brugt i De Dødes Rige, fremgår det yderligere af brevvekslingen mellem Galschiøt og Pontoppidan.
De svenske breve er ikke mellem de mange andre, Galschiøt på sine gamle dage afleverede til Det kongelige Bibliotek. Havde han sendt dem tilbage til familien? Og denne igen afleveret dem, sammen med mange andre, som vi vidste fandtes i Kungl. biblioteket?
De var der ikke. Til gengæld var der andre breve, i andre samlinger, der kunne fortælle noget om de menneskeskæbner, hvoraf læsere, uden at vide det, finder en genklang i Henrik Pontoppidans tredje og sidste store roman.
På en helt anden måde kom arbejdet i Stockholm til at give et uventet udbytte. Foruden en gennemgang af svenske oversættelser af Henrik Pontoppidans bøger foretoges den rutinemæssige undersøgelse af danske udgaver, som hører med til et biblioteksbesøg. Her viste et notat i en i og for sig banal udgave af Skyer 1906 sig at røbe et nyt og overraskende forhold, nemlig at bogen er trykt i Malmø, selv om titelbladets bagside har: Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri. København.
Det drejer sig imidlertid, ifølge de oplysninger Kungl. biblioteket siden har skaffet os, ikke blot om denne Pontoppidan-udgave. En hel række danske klassikere i Gyldendals Bibliothek for Hjemmet er blevet trykt i samme "halvofficielle" svenske filial.
Heller ikke dette forhold er det endnu lykkedes at komme helt til bunds i. Mærkeligt er det, at der ikke i Det kongelige Bibliotek findes noget spor deraf, end ikke i protokollerne for pligtafleveringerne. Forholdet kan imidlertid på ny understrege rækkevidden af problemerne omkring Henrik Pontoppidans forfatterskab, der altså her er af nationalbibliografisk art.
Antydes må det til sidst, at undersøgelserne rækker langt videre end her fortalt. Ustandselig må de fundne oplysninger sammenholdes med anden dokumentation, bibliografisk, biografisk, samtidshistorisk. Blade og tidsskrifter må gennemgås; tidsafsnit må følges i en eller flere aviser. Det er ikke få timer, der er tilbragt med hovedet inde i Statsbibliotekets læseapparater eller foran andre, ikke mikrofilmede aviser i deres ofte kæmpemæssige formater.
Når hele det omfattende arbejde er færdigt, vil resultatet altså være en ny bibliografi, hvor man hurtigt og nøjagtigt kan få oplysning om alle Henrik Pontoppidans trykte ting og deres indbyrdes forhold. Desuden vil man i en bredere fortællende beretning kunne få det vigtigste at vide om, hvordan det store forfatterskab er blevet til fra bog til bog, om forfatterens arbejde med at samle stoffet dertil, om folk på forlag og om andre, som f.eks. ved korrekturlæsning har haft medindflydelse på sproget, om vigtige begivenheder i samtiden o.s.v.
Tillige vil der findes en meget omfattende registrant, med mange tusinde sedler, ved hjælp af hvilken fremtidige forskere på ét sted vil kunne finde henvisninger til alle de forhold, der er kommet til vort kendskab omkring denne forfattertilværelse.
Registranten vil ikke, i hvert fald ikke i overskuelig tid, kunne gøres almindelig tilgængelig, men den vil kunne spare andre for en meget stor del af et i mange henseender spændende og udbytterigt, men sandelig også møjsommeligt arbejde med at opspore og registrere de mange data.
Billedtekst 1:
"Rekrut No. 169 Henrik Pontoppidan, 1ste Ingeniørbattalion 2de Kompagni, Fredericiagadens
Kaserne, Kjøbenhavn K", sådan som der står at læse i brevet på siden overfor. Billedet må være taget i sommeren 1880, da Henrik Pontoppidan fyldte 23 år, og er her gengivet efter fotografi i Pontoppidan-samlingen i Randers.
Billedtekst 2:
Fotografiet – udlånt af Lokalhistorisk Arkiv i Randers – gengiver et maleri i byrådssalen, købt nogle år efter at Henrik Pontoppidan blev æresborger i sine drengeårs by. – F. Hendriksen, ophavsmand til det i artiklen omtalte Ude og Hjemme, gengav billedet i den reviderede udgave 1932 af sin bog Mennesker og Oplevelser med oplysningen "Malt af M. Ancher, ca. 1884". – I Vald. Pedersens bog Xylograf F. Hendriksen fra 1963 oplyses det, at årstallet er forkert, "hvad Pontoppidan har meddelt Hendriksen i brev, hvori oplyses, at portrættet er malet i januar 1908, da han var i Skagen til Holger Drachmanns begravelse." – I det pågældende brev skrev han også: "Ak, da var jeg virkelig ikke en Herre i flot Pelsværk! Den Pels, jeg her er afbildet med, fik jeg mange År senere ved mit 25 Års Forfatterjubilæum som en Gave fra Venner." – Også billeder og billedtekster – med og uden fejl! – hører til det materiale, registranten kommer til at omfatte.
Billedtekst 3:
"Hr. Redaktør! Skjønt jeg véd, De er overlæsset med Manuskript, tillader jeg mig dog at sende Dem medfølgende lille Fortælling, og anmoder Dem om den Ulejlighed at svare mig, om den efter en let Omarbejdelse (især 1ste Kapitel) kan finde Plads i Deres Ugeblad. Jeg maa tilføje, at det er en Fortælling taget ud af en Samling, der vil udkomme så snart min militære Løbebane er afsluttet eller giver mig Tid tilovers. Den samme militære Stilling tvinger mig også foreløbigt at optræde anonymt. Jeg beder Dem, Hr. Redaktør, gjøre mig den Tjeneste at svare mig personligt, ikke i Bladets "Brevkasse". Ærb. Henrik Pontoppidan, stud.polyt." ... og nederst hans foreløbige adresse, se billedet af brevskriveren som rekrut ovenfor. – Det originale brev findes i Det kgl. Bibliotek.