Kejserstaden

Berlin, Decbr. 1890

Det er ikke for ingen Ting, at denne By kaldes Kejserstaden. For hvert Skridt, man træder, bliver man mindet om de tre Herskere1), der har baaret den nyoppudsede, tyske Kejserkrone paa deres Hoveder. Der findes f. Eks. næppe mange Butikker i Berlin, hvor de tre forgyldte Kejserbuster mangler – den unge Kejser i Midten, de to ældre hver paa sin Side af ham. I Ølstuerne og paa Restaurationerne dækkes Væggene af kolossale Kejsermalerier i øjenskærende Farver. Kommer man ind i en Butik for at købe et Lys, spørges der straks, om det skal være "Kaiserkerzen"; ønsker man Tobak, kan man vælge mellem Kejserduft og Kejseraroma. Man har Kejserøl, Kejserolje, Kejserpølse og Kejserblanksværte. I alle Konditorier findes nogle indbagte Lækkerier, der bærer Navnet "Kaisernusse", og andre, der kaldes "Kaiserküsse". Paa hver Cigaretpakke, hvert Stykke Sæbe, hver Svovlstiksæske finder man den unge Kejsers Portræt. Kommer man vandrende gennem Gadernes tætte Mylr af Vogne og Mennesker, kan det hænde, at den beredne Politibetjent, der holder urokkelig midt i Vrimlen og skiller Strømmen ad, pludselig farer sammen og løfter Haanden med et Skrig. I samme Nu standser al Vognfærdsel; der ryddes Vej gennem Mylret, og paa Fortovene stiller Folk sig op og strækker Hals. Et Øjeblik er alt andagtsfuld Stilhed … mens den kongelige Vogn paa Gummihjul passerer Gaden. Inden i sidder en Hofdame, en Officer, maaske en Prins. Thi Kejseren selv viser sig i stateligere Optog, og hans Ankomst meldes med hastige Stød i Piben fra Betjent til Betjent. Er han ventet, kan hele Gaden være ryddet for Vogne; og midt paa Asfalten, med 30 Alens Mellemrum, staar de ellers saa rolige Politibetjente nervøse og febrilske. Paa Fortovene har Folk stillet sig op i tætte Geledder. Kejseren kommer! I Timevis venter de taalmodigt, og bliver enkelte end trætte og trykker sig ud af Rækkerne, skubber andre sig øjeblikkeligt ind. Endelig høres den skarpe Lyd af Signalfløjterne – først langt forude, men hurtigt nærmere og nærmere. Det er, som om hele Menneskemassen elektriseres ... Som en Stormvind, som et Undersyn, farer den kejserlige Vogn forbi med Forridere og Bagridere, med raslende Sabler og Jægere med Fjerbuske, straalende af Sølv …

Selv hjemme i sin fredelige Stue vil man vanskeligt kunne undgaa at blive mindet om, at det er en Kejserby, der bølger og larmer rundt om en. Næsten alle Berliner-Aviser bringer daglig lange – øjensynlig fra Hoffet selv stammende – Beretninger om, hvad Kejseren i sidste Døgn har foretaget sig, hvornaar han stod op, hvornaar han spiste Frokost, med hvem han talte, hvad han sagde osv. Den unge Kejser er jo i det hele en Hersker, der véd at holde sine Folk i Aande, saa de ikke let glemmer ham eller rokkes i deres Tro paa Berlin som Verdens bankende Hjærte. Skønt han endnu residerer i sin Sommerbolig Potsdam, sætter han saa at sige daglig Berlinerbefolkningen i Bevægelse ved sin Nærværelse. Kommer man en Dag drivende ned imod "Unter den Linden", sér man ikke sjældent hele det uendelig lange Fortov fuldt af Mennesker? Hvad er der paa Færde? Kejseren kommer fra Potsdam! En Timestid efter forbavses man maaske ved at træffe et lignende Opløb uden for en Kaserne. Hvad er der paa Færde? Kejseren! Og næppe to Timer efter er saa en anden Plads helt henne i den anden Ende af Byen, uden for en Kirke, en Skole, et Privathus, ganske sort af Mennesker. Kejseren! Overalt Kejseren!

Man maa uvilkaarligt beundre den Energi, hvormed denne endnu ganske unge Mand har formaaet at gribe de Tøjler, som ved Skæbnens Lune saa uformodet tidligt blev spillet ham i Hænde, og som sikkert trængte stærkt til dette faste Greb efter i Aaringer at have hængt slapt mellem affældige og dødsmatte Fingre. Man mene ellers om Kongemagten og den arvelige Kongeværdighed, hvad man vil, der skal dog noget mere til end en almindelig Severin Petersen for saaledes – uden at tabe Fatningen – at tage et helt Folks Skæbne paa sine Skuldre. Og man mene specielt om Kejser Wilhelm, hans Person og hans Planer, hvad man vil – man faar uvilkaarligt Respekt for en Mand, der, endnu ikke tredive Aar gammel som Menneske, og vel ikke mere end ét Aar gammel som Hersker, har haft Mod til at bortvælte den Kolos, der i den sidste Snes Aar har hvilet som en Mare over det tyske Folk.

For nylig var her stor Bryllupsstads i Berlin i Anledning af Kejserens Søsters Formæling med en Fyrste af en eller anden Slags Detmold. Ved denne Lejlighed udfoldede Hoffet en Pragt, som nok ikke længe var sét her. I tre Dage befandt det halve Berlin sig i Feber for at komme til at sé de mange hundrede Bryllupsgæster, der den hele Dag i en fast ustandselig Strøm af kongelige og private Ekvipager rullede til og fra Slottet med halvnøgne, brillantsmykkede Damer, gallaklædte Officerer, stjærnebestrøede Diplomater o.s.v. ... I tre Dage varede Stadsen; de kongelige Slotte var overfyldte af fyrstelig Gæster; det hele var et Sus af Fester, som først endte den tredie Dags Aften Kl. 10.

Allerede den næste Morgen Kl. 9 holdt Kejseren udenfor det store Ridehus i Karlsstrasse for at overvære Edsaflæggelsen af de nye Rekrutter!

Ved denne Lejlighed holdt han en af de Taler, for hvilke han allerede er bleven berømt. Vi har jo heller ikke været forvænt her i Evropa med Hensyn til veltalende Fyrster! I denne Tale til de unge Rekrutter lagde han dem særlig paa Sinde – ikke at Lydigheden var Soldatens første Pligt, mandigt Mod hans anden o.s.v. – men at Kristendommen var Menneskets eneste Vej til Fuldkommenheden, ogsaa som Kriger. "For at blive en god Soldat, maatte man være en god Kristen."

Saaledes var Ordene. De er unægtelig noget overraskende, al den Stund der dog var ret gode Soldater til før Kristendommen. Selv om vi i Stedet for "Kristen" satte "Troende" – og dette har dog vel været den egentlige Mening – bliver Sentensen ret forbløffende. Der er jo endog i vore Dage Folk, som mener, at de to Ting, Kriger og Kristen, slet ikke forliges.

Og nu var det saa pudsigt, at netop samme Morgen, som Berlinerbladene paa første Side havde Referatet af Kejserens Tale, fandtes der bag i Bladene et Par Notitser, hvori der berettedes om nogle Rekrutter, der var blevne fængslede, dels fordi de – støttende sig til Skriftens Ord – ikke vilde aflægge Eden, dels fordi de slet ikke havde villet indfinde sig ved deres Afdelinger, da Gud selv har sagt: du skal ikke ihjælslaa!

Naa, Kejserens Ord skulde da heller ikke just opfattes som en Prædiken. De var rettede mod Socialdemokraterne, til hvem der ogsaa blev hentydet i Talen, og de er karakteristiske til Bedømmelsen af det Vaaben, der nu skal føres frem i første Linje til Bekæmpelse af "Samfundsfjenderne", siden Tvangslove, Fængsel og Lænker intet har kunnet udrette. Det er Kirkens gamle Slagsværd, der skal ave de urolige Sind. Men mon det vil hjælpe? Der sniger sig trods Kejserbegejstringen og Sejrsrusen fra Sedan en isnende Angst mellem Befolkningen, Angsten for det store, røde Spøgelse, der vokser – tavs og tyst som Oceanets Bølge – og synes at trodse enhver Bekæmpelse. Den unge Kejser har øjensynlig den ærligste Vilje til at gøre det yderste for at afværge Ulykken. Alderdomsforsørgelse, Ulykkesforsikring o.s.v., alt vil han jo forsøge. Men mon det altsammen hjælper? Vil det ikke gaa det moderne Samfund som det gik den lille Pige overfor den sultne Ulv: hun kastede først sit eget Søndagsbrød, saa sin Mosters Hvedekage og tilsidst sin lille Broders Sukkerstang i Uhyrets Gab – og blev dog spist! Og særlig her i Tyskland har Ulven sultet længe. De tre Millioner Soldater har suget godt af dens Marv. Hvem véd? Maaske vil det vise sig, at den nye Kejserværdighed har været Tyskland dyrekøbt, at netop med de lovbesungne Sejre hinsides Grænsen lagdes Spiren til den Opløsning, hvis Liglugt man allerede synes at vejre gennem Kejserrøgelsen.

**
*

Jeg gik forleden ned ad en af de smaa fornemme Gader, der fra Pladsen foran den nye Generalstabsbygning fører ned til Spree. Jeg gik i mine egne Tanker, da Synet af en meget gammel Mand fik mig til at studse. Jeg saa', at alle Folk hilste denne Mand ærbødigt, som var han en kongelig Person. Men han lignede heller ikke et almindeligt Menneske. Han var høj og mager som en Benrad, Hovedet lille og indfaldent som et Dødningehoved, bedækket af den flade tyske Officershue. Han gik kroget og lidt usikkert, med begge Hænderne dybt begravet i Lommerne paa sin lange Militærfrakke, og saa' ikke op fra Stenbroen. Han lignede selve Døden, formummet i prøjsisk Generalsuniform. Det var Moltke.

P.

 
[1] tre Herskere: Wilhelm I (1797-1888) var konge af Preussen fra 1861 til 1871 hvor Bismarck gjorde ham til kejser for det nye tyske storrige. Hans søn Friedrich III (1831-88) nåede kun at være kejser marts-juni 1888 og efterfulgtes af sin søn Wilhelm II (1859-1941) der i 1890 satte kansler Bismarck på porten. tilbage