Axel Lundegård
Venskabet med den svenske forfatter Axel Lundegård (1861-1930) går tilbage til 1887, men først fra 1893 har Pontoppidan gemt breve fra Lundegård, dog ikke dem alle.
Som 24-årig kom den skånske præstesøn i forbindelse med den litterære redaktør på den nye københavneravis Politiken, dr.phil. Edvard Brandes, og de blev hurtigt gode venner: "Vi Par Mennesker i Literaturen, der mener det samme, bør ogsaa staa sammen som gode Kammerater," skriver den 38-årige Brandes 8. september; som broderen Georg savner også Edvard nye soldater i fremskridtets skrumpende hær. Lundegård havde taget et opgør med sin kristelige opdragelse langt kraftigere og tidligere end den unge Pontoppidan. Efter tre studenterår i Stockholm var han 1886-89 indskrevet ved Københavns Universitet. I disse år bidrog Lundegård med artikler til Politiken. Det var sandsynligvis netop gennem Edvard Brandes at Pontoppidan traf Lundegård i foråret 1887 og straks ville gøre ham til sin svenske oversætter af Fra Hytterne, hvad der nu aldrig kom noget ud af.
Men det var først da Pontoppidan i efteråret 1888 flyttede til København, at et nært venskab opstod imellem de to. Lundegård var flyttet ind på Frk. Haugsteds pensionat i Frederiksberg Allé hvor nu også Pontoppidan indtog sine aftensmåltider, mens han selv boede henne på Engtoftevej 3.
Sporene af Lundegård i Danmark er ikke særligt optrukne. I sine Erindringer (1937) fortæller Carl Behrens (s. 89) at Lundegård i pinsen 1886 deltog i Studentersamfundets tur til Horsens og herunder, sammen med Ivar Berendsen, "gjorde Stormkur til en lille, blond Præstedatter, vi traf ved Ankomsten til Horsens, og som aldeles ikke kunde forstaa Lundegårds svenske Sprog, men slog en kvidrende Latter op". Her har vi muligvis en kilde til hvordan Pontoppidans forhold til brdr. Berendsen kan være opstået. Eller omvendt hvordan forholdet til Lundegård er opstået. Heri skal yderligere forskes.
I november 1893 blev Lundegård gift med den skotske Jane (Jeanie) Mac Dowall (1870-1946). Hun gav anledning til visse sider af romanen Prometheus (1893; da. 1894) hvori Lundegård også har "portrætteret" Georg Brandes. Den svenske forfatterkollega Oscar Levertin harcellerede således i et brev til Edvard Brandes: "Tänk Lundegård, som fått sin fortjusande miss och så skrivit en tjock roman på 500 sidor med titeln Prometeus – man nekar sig ingenting!" (
Der er (i Skjerbæks brevbase) registreret 134 breve fra Lundegård til Pontoppidan, 73 den anden vej. De er dog ikke alle bevaret. Brevene til Lundegård befinder sig på universitetsbiblioteket i Lund, brevene fra Lundegård på Det Kongelige Bibliotek i København. En brevveksling er ligeledes delvis bevaret mellem Lundegård og Edvard Brandes fra årene 1885-96.
Lundegård udgav fra 5.12.1896 til 15.5.1897 et ugentligt tidsskrift Göteborgs-Tidningen Vilden. Veckoblad för Intelligens och Kultur. Hertil bidrog Pontoppidan med syv artikler hvor to var journalistiske kommentarer.
Lundegård udsendte 1898-1900 en historisk roman i fire bind om Struensee. En människoskildring ur historien. I: Stadsläkaren i Altona, II: Vägen uppför, III: Vägen utför, (alle 1898), IV: Körsets Väg (1900)
Oversat 1898 til dansk fra tysk (!) af Alfred Ipsen som Struensee. En menneskeskildring fra Historien i tre Romaner. Bd. 1-3.
Oscar Levertins anmeldelser af værket kan læses her.
Udsendte 1900 romanen Sturz, oversat s.å. til dansk.
Da Pontoppidan fik Nobelprisen, kommer han i et interview med Dagens Nyheter den 17. november 1917 ind på sit forhold til Lundegård og sit kendskab til datidens øvrige svenske forfattere:
"Lundegård var engang min meget gode ven, skønt jeg har mistet kontakten med ham. Og så kender jeg naturligvis Daniel Fallström, han som for danskerne repræsenterer svensk litteratur par excellence. Jeg traf ham første gang under mit besøg i Stockholm. Jeg havde ligget ude på Dalarö og arbejdet og kom så ind for at træffes med Lundegård. Vi havde aftalt at mødes på Operakällaren, og da jeg kom derind, rejste sig fra Lundegårds bord en man med vældige mustacher FORTSÆTTELSE FØLGER"
men dette forholds tæthed og gru gik ikke op for Pontoppidan før end han i ???? læste ????L. är en författare, hvars litterära bana gått fram i olika riktningar. Det ligger därför något obestämdt öfver L:s författareskap, hvilket likväl icke hindrar, att åtskilliga af hans arbeten, t. ex. Struensee, äro gifna med karaktär och i en glansfull framställning. L:s styrka ligger i den ytterst väl utarbetade och lätt löpande stilen. Elsa Finne, hvilket arbete skildrar fru Benedictssons – Ernst Ahlgren – lif, väckte ett mer än vanligt uppseende, hufvudsakligen på grund af att bokens senare del tyckes ha tillkommit direkt efter dagboksanteckningar, som den olyckliga kvinnan lämnat efter sig, och hvilka lämna en djup inblick i hennes sorgliga öde. Dessa anteckningar har L. icke låtit undergått någon större omarbetning, utan helt enkelt ordnat i följd, ett handlingssätt, hvars finkänslighet blef föremål för mycken debatt.