Det store Spøgelse

En Fortælling. Af Henrik Pontoppidan. – Med Tegninger af Knud Larsen.

— — Man har en Dag paa en Spaseretur sat sig til Hvile oppe paa en Bakke og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned.

Aftenens Stilhed, de røde Skyer langsmed Himmelranden og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der undertiden bliver helt borte, fylder En med et ejendommeligt Vemod, en sværmerisk Afmagtsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En for, at man har noget alvorligt at bebrejde sig; og tilsidst begynder man for Alvor at ransage sin Samvittighed for at efterspore en eller anden usonet Brøde. Alle Dagens smaa Overtrædelser, hvert ukærligt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse, man har gjort sig skyldig i, svulmer her i Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet uroligt.

Men nu bortledes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi, Bevidstheden samler sig igen, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin stundesløse Flugt. Men naar Fuglen er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den forrige Stemning; og Andagten rører igen alle Slags uhyggelige Skyldfornemmelser op af deres Dyb. Den signede Stilhed rundt omkring, den blodfarvede Aftenrøde, de fremblinkende Stjerner – den hele Natur synes at rejse Anklage mod En, og man griber sig i med Misundelse at betragte en barbenet Vogterdreng for den muntre Sorgløsheds Skyld, hvormed han gaar der paa Marken og knalder med sin Pisk, – – som om man ikke selv for blot en halv Time siden gik glad og tilfreds henad Vejen og nynnede paa en Lovsang om Livet og dets Herlighed.

Men nu viser der sig atter noget, der tildrager sig Opmærksomheden og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er denne Gang en Vogn, et fattigt Enspænderkøretøj, der snegler afsted henne paa Landevejen dybt under En langsmed Bakkedragets Fod. Trods Afstanden genkender man den gamle, hvide Hest og ved denne igen Manden, der sidder foroverbøjet med Armen støttet paa Knæet og Tømmen hængende slapt ud af Haanden. Saa gætter man sig ogsaa til, hvad det er for noget underlig langt, han skjuler under et Dækken der bag i den lave Pindevogn. Det er en Ligkiste til hans Ven og Nabo, den gamle Søren Kousted, der forleden tog sig af Dage. Den stræbsomme og almen agtede Mand havde paa det sidste været noget underlig; og sidste Søndag i Kirketiden gik han over i sit Huggehus og hængte sig. Hvorfor? Ingen ved det.

Mens man med Øjnene følger det bedrøvelige 17 Køretøj, tænker man paa, at saadanne Begivenheder jo snart hører til Dagens Orden hertillands, hvor Livet dog former sig saa betryggende, hvor der er Mad nok til alle, og hvor ingen Ild- eller Vandflod, ingen Ørkenvind eller Græshopperegn truer Frugten af Hændernes Arbejde. Man tænker paa, at i det Mylr af statelige Gaarde og venlige Smaahuse, der ligger strøet ud over den frugtbare Egn, er der næppe ret mange Hjem, der ikke gemmer paa et eller andet skummelt Minde, der ikke etsteds paa Loftet eller i et Udhus har en Krog, som Beboerne helst søger udenom, og hvorfra om Natten blege og blodige Skikkelser svæver ud i Byen og befolker de Sovendes urolige Drømme.

Vi danske, der ellers er saa træge, saa omstændelige og mistænksomme, lader os besynderligt hurtig besnakke af Døden. Vi, som synes saa frejdige og leveglade og ogsaa kun sjælden skræmmes op af store Farer, har dog saa ringe Modstandskraft, naar Graven vinker med sin Fred. Derovre i den store, rige Gaard, hvis Vinduer just luer i Solnedgangsskæret som en Række Guldskillinger, levede indtil for nylig en Bondemand og hans Kone i lykkelige Kaar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Saa faldt der pludselig et sært Tungsind over Konen, og en Dag gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over paa sig med en Brødkniv. Og hvorfor? – Ingen ved det.

Der ligger her under Nordens urolige Skyhimmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Bedst som vi sidder i Skumringen og lulles ind i Drømme af Kakkelovnsildens vinterlige Buldren eller hører paa en Lærkes sommerglade Kvidren over vort Hoved, kan Uhyret snige sig over os og lønligt suge Marven af vor Vilje. Vi kan aldrig ret vide os sikre for det. Det kan pludselig stirre os imøde fra en farvestraalende Blomsterkalk eller fra Bunden af en Brønd. Det kan skjule sig i Lyden af en fjern Kirkeklokke, som vi lytter til i Ensomhed, og det kan forputte sig i en ligegyldig Dagligstuebemærkning, som vi tilfældig opsnapper men som siden bliver ved at forfølge os, at tone for det indre Øre med en paatrængende, manende Klang, saa vi tilsidst tror at høre en overjordisk Røst, en Kaldelse deri. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

I en lerklinet Hytte paa en lille Husmandslod ved Sognegrænsen boede Søren Kousted og hans Kvinde. Søren var en stille, gudfrygtig Mand, der ude mellem Fremmede kunde gøre et noget forsagt Indtryk, medens han i Hjemmet haandfast hævdede den husfaderlige Myndighed. Han var nu bleven graa og bøjet efter et trælsomt Liv. Udtrykket i hans kæbestærke Ansigt talte om den lidt sørgmodige Fred, der kan komme over virksomme Mennesker, naar de lykkelig og vel har gennemstridt Kampen for Tilværelsen og nu føler Livet en Smule tomt, siden det ikke længer byder dem Vanskeligheder at overvinde.

Indtil Bogstavet tro mod Skriftens Ord og den guddommelige Lov havde han opdraget sine Børn under tidlig Tugt og Tvang, og det var da ogsaa gaaet dem alle godt i Verden. Den yngste af dem, den lille Kirstine, havde endog nydt den Udmærkelse straks efter sin Konfirmation at komme til at tjene Præstefolkene, som var meget ansete og afholdte der paa Egnen.

"Det er, saa sandt, en stor Ære, der her er dig vederfaret," havde Søren Kousted sagt til sin Datter den Dag, hun blev bortfæstet, idet han forsøgte sig med den testamentlige Udtryksmaade, han holdt af at anvende ved saadanne Lejligheder. "Der var vel nok de Gaardmandsdøtre, som kunde misunde dig den. Gør dig nu fortjent til den!"

Kirstine glemte aldrig de Ord. Skønt hun var lille af Vækst og endnu halvt et Barn, gjorde hun Besked1 i Køkken og Kælder, som om hun havde Karlearme; aldrig syntes hun mere veltilfreds, end naar det rigtig lumrede hende om Ørene med Storvask og Hovedrengøring, Brygning og Bagning. Hun var endda Enepige i det temmelig store Hus, saa det manglede hende aldrig paa Lejlighed til ved Arbejdsiver at vise den Taknemlighed for den nydte Begunstigelse, som ogsaa hendes Madmoder nok kunde lide at mærke hos sit Tyende.

Da hun nu dertil var en smuk Pige og havde et net, tilbageholdende Væsen, kom Præstefolkene hurtig til at holde af hende og viste hende stadig mere Tillid. Fruen, hos hvem Varmen ellers let steg fra Hjertet til Hovedet, nænnede næsten ikke at skænde paa hende, saa ulykkelig blev hun over ethvert lille Uheld. Da hun en af de første Dage var kommen til at slaa en Kop itu, havde hun været aldeles utrøstelig og kunde næsten ikke faa Graaden standset. Det var Erindringen om Faderens tunge Haand, der endnu sad hende i Blodet som Angst og Skam.

Kirstine gik nu i sit syttende Aar, og hun havde tjent i Præstegaarden et Aarstid, da det hændte, at hun ved en Midsommerfest traf en ung Karl med den Slags lysegule, høvlspaansagtige Haarkrøller, der i Landsbypigers Øjne er fast uimodstaaelige. De to forelskede sig i hinanden, og efter nogen Tids Forløb mødtes de hemmelig om Natten paa Almuekæresters vante Vis.

Kirstine led mange Samvittighedskvaler i den Anledning. Hun vidste, hvor strengt Præstefolkene fordømte den Slags Ting, og hun lovede hver eneste Dag sig selv at staa Fristelsen imod. Men naar hun om Aftenen kom ind i sit Kammer, og der var bleven stille i Huset, og hun hørte Kærestens sagte Fløjtesignal ude fra Havegærdet, var det forbi med hendes Standhaftighed, og hun lukkede ham ind til sig gennem Vinduet eller smuttede selv ud af den samme Vej for at spasere med ham i de stjerneklare Høstnætter.

(Fortsættes).

39

(Fortsættelse).

Et Par Maaneder gik alting godt; men da begyndte Præstefruen at fatte Mistanke. Der var nu ogsaa noget altfor overdrevent og febrilsk i den Arbejdsiver, hvormed Kirstine om Dagen søgte at gøre Bod for Nattens Forsyndelser. Fruen lagde tillige Mærke til, at hun aldrig mere saa hende lige i Øjnene, og hun talte tilsidst til sin Mand derom.

Præsten var ellers en saare fredsommelig Person, en af den Slags mildt dømmende Gejstlige, der tillod Folk at mene om Vorherre og Helvede og Verdensordenen saadan omtrent, hvad de selv fandt for godt. Men til Gengæld forstod han ikke Spøg, naar det gjaldt Moralen. Som saa mange andre af sine Kaldsbrødre tog han i det hele paa Følelsens Omraade Oprejsning for, hvad Kirken i den senere Tid nødtvungent havde ofret til Fornuften.

En Aften noget efter, at Præstefolkene var gaaet til Ro, stod de efter forudgaaende Aftale op igen og gik begge ned til Køkkenet for at anstille en nærmere Undersøgelse. Forrest skred Fruen i Nattrøje og Uldklokke og med et Lys i den opløftede Haand; bagefter kom Præsten i Slobrok og med Briller paa den løftede og ligesom snusende Næse. Da de et Par Gange havde banket paa Kirstines Kammersdør uden at have faaet Svar, aabnede de den sagte, idet de gennem Dørklemmen løftede den paasatte Haspe ved Hjælp af en Haarnaal. Stuen viste sig at være tom. Men Vinduet stod paaklem og angav den Vej, ad hvilken Flugten var foregaaet. Udenfor funklede en dejlig, dyb September-Stjernehimmel.

Kirstine gik paa den Tid ude paa Landevejen ved sin Kærestes Arm og tænkte ikke paa nogen Fare. De kom spaserende ude fra en lille Skov, der ikke uden Grund kaldtes Kærlighedslunden, og de var nu paa Hjemvejen.

Naar Kirstine saaledes var ude paa egen Haand, kunde hun blive helt overstadig. Herude i Friheden og under Kærlighedens Paavirkning slog hendes Angst og Samvittighedsnag om i næsten fjantet Lystighed og forvandlede den frygtsomme lille Pige til en Bakkantinde. Hun gik nu der og svang sit løse Hovedklæde og kastede sig hvert Øjeblik om Halsen paa sin Kæreste, skønt denne var begyndt at blive svært utidig og oftest besvarede hendes hede Kys med en lang Gaben.

Det var da heller ikke hende, der havde ønsket at komme hjem allerede nu. Hun søgte tvertimod ved alle Slags kvindelistige Paafund at overtale Kæresten til at bie en Stund endnu; de kunde jo da i hvert Fald sidde lidt paa Grøftekanten og smaasnakke, mente hun og kyssede ham igen. Men den gulkrøllede var ubønhørlig, og udenfor Byen skiltes de. – Kirstine krøb gennem Præstegaarden Havehegn og listede videre langsmed Muren hen til sit Vindu.

Da hun saa, at Vinduet var bleven lukket under hendes Fraværelse, og at Haspen var sat paa indvendig, begreb hun straks, hvad der var sket. Hun stod stille lidt, med Hovedet ligesom ydmyg bøjet. Hun vidste i samme Øjeblik, at hun maatte dø. Afgørelsen havde ligget færdig hos hende … havde blot ventet paa denne Rystelse for fuldt at forme sig til Beslutning. Præstefolkenes mange opbragte Ord om andre af Egnens Piger, der var kommen paa Afveje, havde indgivet hende den Overbevisning, at de vilde jage hende bort, saasnart de opdagede noget, – og den Skam vilde hun ikke overleve. Uden at hun havde gjort sig det helt klart – fordi hun i den sidste Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker tilende – havde hun Gang paa Gang sat sit Liv i Vove for sin Kærligheds Skyld.

Hun knyttede sit Tørklæde under Hagen og gik stille tilbage ad den samme Vej, hun var kommen. At Kæresten endnu ikke kunde være naaet længere bort, end at hun let vilde kunne indhente ham, tænkte hun ikke paa. Der var for hende gaaet Timer og Evigheder, siden de skiltes. Hun tænkte overhovedet ikke paa ham. Den, for hvem hun havde sat sit Liv paa Spil, var allerede ikke længer til for hende.

Da hun først var kommen udenfor Haven, gik hun hurtigere til, – paa maa og faa ud over de afmejede Marker. Helt uvilkaarlig var hendes Gang dog ikke. En Slags Instinkt førte hende omtrent den lige Vej ud til en Tørvemose, hvor hendes Skolekammerat, den røde Ane, Sommeren før havde skjult sin Skam over at have stjaalet et Par Strømper fra sin Madmoder.

Først da hun naaede op over en Bakkekam, hvorfra Udsigten aabnede sig til den øde og mørke Sump, blev hun sig selv helt bevidst. Ude i Øst var just Maanen stegen op over Skovene; og dens hvide Lys lagde ligesom en Hinde 40 over Vandet i de to runde Mosehuller, der laa dernede og stirrede ubønhørligt op paa hende som et ondt Øjepar.

Kirstine satte sig ned paa et Jorddige og faldt i Graad. Hun vilde dog saa nødig dø. – Men heller ikke nu var det den gulkrøllede Ven, hun tænkte mest paa. Det var Forældrene, især Moderen og det hele lille fattige Barndomshjem derude mellem Skovene, som gjorde hende Afskeden med Livet saa tung. Men paa samme Tid var det netop dem og Tanken paa den Sorg og Græmmelse, hun voldte dem, der gjorde hende det saa helt umuligt at overleve denne Nat.

Hun følte sig som det brødefuldeste Menneske, der havde levet. Alle de andre store Syndere, hun havde kendt eller hørt om, syntes hende nu at have haft en Undskyldning for deres Overtrædelser, enten at de var kommen fra daarlige Hjem, eller – som røde Ane – havde haft en ond og gerrig Madmoder. Kun hun havde ingenting at forsvare sig med. Hun 41 havde kun nydt godt her i Verden. Hun havde haft det kærligste og bedste Hjem paa Jorden, og hun havde faaet en Plads, som alle Pigerne i Byen misundte hende, og hvor hun heller ikke hørte andet end godt. Som nu dengang, hun var kommen til at slaa Præstens Mundkop itu. Havde Fruen saa meget som skændt paa hende? Havde hun siden ladet hende høre noget derfor? Eller Præsten selv? … Alene for denne Kops Skyld, for den Overbærenhed, som hun havde lønnet saa ilde, syntes det hende nu ganske umuligt at leve længer. –

Ude i Forældrenes lille Husmandsstue puslede paa denne Tid den gamle Moder halvt afklædt omkring ved Skæret af et tyndstøbt Lys, der stod paa et Bord mellem Vinduerne. Faderen havde forlængst søgt Sengen. Træt af Dagens Arbejde laa han dybt nedsunken i Halmen og snorkede tungt med Ansigtet vendt mod Væggen.

Mariane var en runken lille Tykkert af Dværgearten. Hun stod just henne ved Bordet beskæftiget med at omvikle sit store og næsten skallede Baghovede med et Tørklæde, hvis Ender hun langt om længe fik fæstet sammen over Issen med en Naal. Hun gav sig god Tid med alting. Men det var heller ikke af Nødvendighed, at hun færdedes oppe i denne silde Time og under Afklædningen idelig gav sig til at sysle med noget enten her i Stuen eller i det tilstødende lille Køkken. Denne natlige Puslen var en gammel Vane fra den Tid, da hendes Børn var hjemme, og hun ofte maatte sidde oppe halve Nætter for at bøde deres Klæder. Der var altid saa meget, der skulde lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed. Nu var alle Børnene draget hver sin Vej ud i Verden; men endnu kunde hun aldrig rigtig finde Hvile om Natten, før hun et Par Timer havde nøslet i Ensomhed og i Tankerne hæget om dem ligsom i fordums Dage.

Endelig fik hun sig da helt afklædt og slukkede Lyset. Ved det hvidblaa Skær af Maanen, der aftegnede to lysende Vinduesfirkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengekanten, trak Strømpeskafterne halvt ned over de svulne Lægge, bandt et gammelt Uldstykke om Maven og krøb op i Halmen ved Siden af Manden. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen; men endnu laa hun længe uden at kunne sove. Der rørte sig altid saa mange ængstende Tanker i hendes indbundne Hoved, naar hun laa saadan og hørte det gamle Skabs-Uhrs strenge "Tid-en-gaar" og Rotterne, som tumlede sig oppe paa Loftet.

Omsider begyndte dog Øjenlaagene at blive tunge. Hun foldede Hænderne over Brystet og fremmumlede sin Aftenbøn:

"Nu siger A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os alle fra Synd og Sorrig og det Ondes Fristelser. Det samme siger A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Ane-Mari'; for dig, Hans Jørgen, og for dig, bitte Kirstine. Gud Fader i Himmelen annamme os i sin Varetægt."

Hun havde sovet en Timestid, da hun pludselig vaagnede. Det forekom hende, at hun havde hørt Nogen græde saa utrøstelig, og hun skulde just til at vække Søren, da det faldt hende ind, at det naturligvis var noget, hun havde drømt. Hun kunde nu ingenting høre uden Uret. Og hun sov da ogsaa straks ind igen.

Men nogen Indbildning havde det alligevel ikke været. Udenfor paa Stenflisen foran Husdøren sad Kirstine. Hun havde ikke kunnet komme over at forlade Livet uden at tage Afsked med det Hjem, hvorom tilsidst alle hendes Tanker under Dødsangsten havde klamret sig. Hun sad nu der sammenkrøben under sit Forklæde og trykkede Kinden mod den ru Dør som et Barn, der søger Beskærmelse ved sin Moders Skørter. Hun græd ustanselig; og det var slet ikke altid, hun gjorde sig Umage for at dæmpe Lyden af sin Graad. Et Par Gange begyndte hun endog at kalde paa Forældrene – ganske sagte men dog med et Haab om at blive hørt og samtidig paa Springet til at flygte ved den mindste Støj derinde fra.

42 Pludselig lød der en Mjaven ved Siden af hende. Det var Husets hvide Kat, der var kommen listende langsmed den maanebeskinnede Mur og nu strøg sig kælent henover hendes Ben.

Først gemte hun sig for den med det begyndende Afsinds overtroiske Skyhed. Men da den blev ved at gnide sig op ad hende, og især da den gav sig til at spinde med denne fortrolige Lyd, der levendegjorde Erindringen om de hyggelige Vinteraftner inde ved den varme Ovn, overvandt hun sin Angst og tog den op i sit Skød. Og nu udøste hun over den al sit dødsrædde Hjertes Ømhed, trykkede den til sit Bryst, rullede dens dugvaade Poter og bad den sige til Faderen og Moderen, at de ikke maatte blive vrede paa hende; hun havde været saa ulykkelig.

Men Katten fandt tilsidst hendes Kærtegn for kraftige og begyndte at hvæse. Saasnart hun slap den, sprang den bort. Og atter sad hun ene med sin Anger og Fortvivlelse. Og hun skjulte Ansigtet i sine Hænder for at samle Mod til det sidste Farvel.

Da hørte hun Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, – og i samme Nu var hun i vild Flugt borte fra Huset.

Søren Kousted vækkedes regelmæssigt paa denne Tid af Natten af en naturlig Trang, der tvang ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko paa, stillede han sig ud paa Stenflisen udenfor Døren; og mens Vinden viftede med hans stumpede Skjorteflige, saa han sig søvndrukken omkring paa Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Der var nu ikke en Sky at øjne nogetsteds. Maanen skinnede ham lige i Ansigtet. – Søren faldt helt hen i Beundring over den dejlige Nat.

Saa lukkede han Døren til og krøb igen ned i Sengevarmen med den velgørende Bevidsthed, at der endnu var et Par Timer til Dag.

Men allerede ved det andet Gry var baade han og Mariane paa Benene. Søren gav sig til at flække noget Brænde ovre i Udhuset, mens Mariane kogte Mælkegrøden; og da denne var fortæret, tog han sin Skovl og gik til Arbejde i en nærliggende Grusgrav.

I det hele forløb Dagen foreløbig paa den vante Vis i det lille Husmandshus, hvortil der ikke let ad Rygtets Vej naaede noget Bud om, hvad der allerede optog alle Sind inde i Byen. Stedet laa helt ensomt, til den ene Side skjult af høje Bakker, til den anden med Udsigt over en stor og grund Sø, bag hvilken Landet igen hævede sig, bedækket med vidtstrakte Skove.

Ud paa Formiddagen kom Mariane gaaende paa et kort Stykke Sti, der fra Huset førte ned til Søbredden, hvor der i en Udhugning i det brede Bælte af Rør og Siv, som kransede Vandet, var anlagt en lille Vaskebro. Hun bar et Banketræ og lidt Tøj, der skulde skylles, da hun pludselig stansede helt forskrækket. Der var noget, som viste sig derhenne i Sivene. Hun hørte det pjaske og bruse, som om et eller andet stort Dyr flygtede afsted gennem Risskoven.

Et Øjeblik efter var alt igen stille; men den gamle Kone var bleven saa opskræmt, at hun vendte om og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det gerne med at blive forkyst, naar hun saadan gik der ene ved Hjemmet og hørte eller saa noget, som hun ikke straks kunde forklare sig.

Da Søren en Stund efter kom hjem til Middagen og de sad ved Bordet om den hede Stegepande, hvor Flæskestykkerne laa og spruttede i Mælkejævningen, fortalte hun ham om sin Oplevelse og spøgte nu selv med sin Forskrækkelse. Men i det samme lød der Trin udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og saa, at det var Præsten.

Baade det ganske uventede i dette Besøg og den sære Maade, hvorpaa han saa sig ligesom søgende omkring i Stuen, vakte straks Forældrenes Uro. Præsten var ogsaa meget bleg.

"Der er da ikke noget i Vejen med Kirstine?" spurgte Mariane.

"Hun er altsaa ikke her," sagde han efter et Ophold, hvorunder han havde lukket Øjnene, nu maatte da alt fortælles, som det var.

(Sluttes).

63

(Sluttet).

Imidlertid var der bleven udsendt Folk fra Byen for at efterspore det bortflygtede Pigebarn. I Løbet af Formiddagen gennemsøgtes Kærlighedslunden og alle Mosehuller og Mergelgrave i Byens Nærhed; og da man ved Præstens Tilbagekomst fik Vished for, at hun ikke havde søgt Tilflugt i Præstehjemmet'1, tvivlede Ingen længer om, at man kun vilde genfinde hende som Lig.

Kun Præstefolkene vilde stadig ikke opgive Haabet om, at hun skulde vende tilbage. Med deres strenge Fordømmelse af hendes Overtrædelse var de dog de eneste, der ikke vilde tro paa, at den kunde være bleven saa skæbnesvanger. De vilde, som de sagde, endnu haabe paa, at Kirstine med Guds Hjælp vilde komme "til sig selv", hvormed de i dette Tilfælde mente den Eftertanke og Fornuft, som Præsten ellers ikke anbefalede Folk at sætte deres Lid til i Angstens og Angerens Timer.

Men Dagen gik tilende, og de udsendte Folk vendte hjem med deres Stiger og Brandhager uden at have fundet det mindste Spor af hende.

Den Nat fik de to gamle Forældre ude i Husmandshytten ved Søen ikke Blund i Øjnene. De var begge som helt bedøvede ved Slaget. Mens Maanen igen fyldte den lille Stue med sit lighvide Lys, laa de henne i Sengen og rystede af Kuldegysninger under den svære Dyne.

Udenfor var det ogsaa denne Nat stille Vejr under en høj og klar Stjernehimmel. Der rørte sig ikke et Vindpust. Ude over Søen hang Natteduggen som fortættet Maaneskin, og rundt omkring var alt som tilhyllet af et Sølvmorslør – saa tæt sad Duggen i den Uendelighed af Spindelvæv, hvormed Marker og Træer var overspundne.

Nede ved Søen, omtrent ved det Sted, hvor den lille Vaskebro var bygget ud fra Bredden, blev der pludselig Bevægelse i Sivene. En Skikkelse løftede sig op af Taagen og saa'2 sig spejdende omkring. Det var Kirstine. Den stakkels, samvittighedsslagne Pige havde holdt sig skjult der i Rørskoven hele Dagen uden endnu at have kunnet faa Mod til at udføre sin fortvivlede Beslutning. Dødsangst, Sult og Udmattelse 64 - illustration - 65 havde tilsidst helt forvildet hende. Haaret hang i lange Tjavser ned under Hovedklædet, og hendes Klæder var vaade til op over Knæene.

Efter at Lyset var bleven slukket i Forældrenes Hus, havde hun allerede nogle Gange vovet sig op imod det. Idet hun for hvert eneste Skridt stansede, saa'3 sig om og lyttede, var hun et Par Gange kommen det helt nær, men ved den mindste Lyd, hun troede at høre, flygtede hun igen. Ogsaa nu forsvandt hun rædselsslagen ved Synet af Katten, der kom springende imod hende henne fra Huggehuset. –

Den følgende Morgen fortsattes Efterforskningen uden noget Resultat. Men om Eftermiddagen fik Byen Besøg af en vandrende Uldkræmmer, der fortalte, at han i Skoven hinsides Søen havde overrasket et afsindigt Pigebarn, der sad under et Træ og spiste Blade. Han havde villet tale til hende, men saa saare hun havde faaet Øje paa ham, var hun styrtet afsted og var forsvunden for ham i Underskoven.

Nu fik man i Hast et stort Mandskab samlet for at anstille en formelig Klapjagt efter den Ulykkelige. Men det var forsilde. Hun var allerede død. I Rædslen over at være bleven set af Nogen var hun løbet lige ned til Søen; og efter endnu en kort Nølen havde hun kastet sig ud.

Her fandt man hende Dagen efter umiddelbart ved Bredden og med kun faa Tommer Vand over Hovedet. Hun havde, idet hun kastede sig ud, slaaet sit Forklæde op for Ansigtet og laa med Hænderne foldede som i Bøn.

Ude i Forældrenes lille Stue blev der om Eftermiddagen et livligt Rykind af Slægtninge og nysgerrige Kendinge'4, der kom for at bevidne de Gamle Deltagelse og tilbyde deres Bistand ved Jordeklædningen. Men da'5 Kvinder fra Nabolaget vaskede og redte Liget ovre i Udhuset, sad Mariane paa Sengekanten og rokkede med sit store Hoved, idet hun under Graad blev ved at gentage, at Kirstine jo "slet ikke havde haft det nødigt". Præstens havde vist tilgivet hende det, og Søren saamænd ogsaa.

"For vi har jo da i vor Ungdom selv gjort det samme", slap det hende engang i Fortvivlelse'6 ud af Munden.

Blandt de Besøgende var ogsaa Marianes gamle Fader, en 80-aarig Drukkenbolt fra Fattighuset, som straks, da han hørte om Ulykken, var rokket herhen, – mindre dog for at trøste, end fordi han mente, at der ved en saa usædvanlig Lejlighed maatte "falde lidt tilgode".

Han sad en Stund og slikkede sig om sin tørre Mund og sagde saa, for dog at sige noget:

"Ja ja, Søren. Du var kanske ogsaa lige lovlig haard nok'7 ved Barnet."

Søren saa'8 ved disse Ord misbilligende op paa Oldingen, men svarede ikke noget. Han havde overhovedet næsten ikke talt i de sidste Dage. Men om Natten, da han laa søvnløs og vendte sig i Halmen, blev Ordene ved at lyde for ham og med en stærkere og myndigere Røst. "Du var kanske lovlig haard ved Barnet." Tilsidst begyndte ogsaa det gamle Skabs-Ur at snakke om det i Nattens Stilhed. Men Søren foldede sine Hænder som En, der værger sig mod onde Aander, og svarede med Skriftens Ord: "Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig2," … og han sov da ogsaa omsider trøstet ind.

Om Morgenen, endnu før Solopgang, stod han op, klædte sig ved Marianes Hjælp i sin Højtidsdragt og gik ind til Købstaden for – indtil Bogstaven tro mod Lovens Forskrift – "uopholdeligen" at mælde Dødsfaldet til Skifteretten.

Det var en Gang paa stive tre Mil, men Vejen faldt ham ikke lang; han havde nok at tænke paa. Hans Ærinde paa Herredskontoret var hurtig besørget, og efter at have drukket en Skaal Kaffe til sin medbragte Mellemmad nede i en Beværtningskælder, begav han sig straks igen paa Hjemvejen.

Det var imidlertid bleven ud paa Eftermiddagen. Himlen var overtrukken, og der faldt en kort Støvregn. Søren mærkede dog ingenting. Han havde stadig saa meget at tænke paa. Det var den gamle Bedstefaders Ord, der blev ved at rumstere inde i hans Hoved, som i Forvejen værkede af Mangel paa Hvile og Søvn. Det forekom ham nu, at ogsaa Fuldmægtigen havde set saa underlig paa ham derhenne paa Kontoret. Han syntes ligesom at have kunnet læse en Anklage i hans Øjne, dengang han havde dyppet Pennen for at skrive i Protokollen og spurgte om Kirstines Alder. Det var næsten, som om det havde staaet prentet paa hans Brilleglas: "Var Du'9 nu ikke ogsaa lovlig haard ved hende, Søren Kousted?"

Der sprang en kold Sved frem paa Sørens Pande, mens han gik der paa Landevejen, hvor der efterhaanden blev mere og mere mørkt omkring ham, uden at han tænkte derover. Han gennemgik i Tankerne sin Bibel, og i Fortællinger som den om Abrahams Lydighed mod Guds Paabud fandt han lidt efter lidt paany Hvile for sit Sind. "Tro paa din Gud og dine Fædres Gud og hold hans Lov, og jeg vil være 66 med dig alle dine Dage3," – det Ord havde trøstet ham i mangen Trængsel.

Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa en Skærvebunke ved Vejen for at hvile sig lidt. Han saa'10 nu, at det var bleven lysere omkring ham og tænkte'11, at det var Vejret, der klarede ved Solnedgangen. Ude langsmed Himmelranden strakte sig ogsaa en rødlig Glød.

Lidt efter kom en Bondevogn kørende der forbi,'12 og skøndt han ikke kendte Manden, bad han om Forlov at age med, hvad han da ogsaa fik. Men Manden saa'13 dog lidt mistænksom paa ham; og da Søren var kommen tilsæde, blev han spurgt om, hvad han hed og hvorfra han kom. Søren nævnede sin Hjembyes Navn,'14 men den anden kendte det ikke og sagde, at den By maatte ligge langt derfra.

Nu først saa'15 Søren sig rigtig om og opdagede, at han befandt sig i en vildfremmed Egn. Saa forstod han ogsaa, at han havde gaaet uafbrudt hele Natten, og at den Lysning over Himmelranden, som han havde antaget for Aftenrøde, var Dagen, der gryede.

Han bad Manden om at stanse,'16 og uden flere Ord steg han skamfuld ned og gik tilbage den Vej, han var kommen.

Det blev næsten Aften igen, inden han naaede Hjemmet.

*           *
*

Nogle Dage efter fandt Begravelsen Sted under stor Deltagelse. Præsten, der selv var stærkt greben af det skete, holdt en lang Tale, som ved sin Mildhed og sine mange Salmevers'17 rørte mange til Taarer. Han var ikke af den Slags Dommedagsprædikanter, der i enhver Grav saa'18 en Nedgang til Helvede, paa hvis Virkelighed han overhovedet officielt ikke længer troede. Men som Erstatning for Truslen om dette evige Pinested, som ikke mere med nogen Virkning kunde anvendes i en oplyst Menighed, talte han nu som altid om Samvittigheden. Idet han benyttede den ulykkelige Piges sidste Levedage til ret at levendegøre for sine Tilhørere Syndsbevidsthedens langt forfærdeligere Gru, udtalte han, at i denne Syndsbevidsthed ytrede sig den himmelske Retfærdighed, som straffede Overtrædelsen ogsaa der, hvor Landsens Sæd og Skik ikke vilde anerkende en saadan, ja som ofte nedslog Synderne paa Trods af alle Love og Vedtægter, baade kirkelige og borgerlige. Hvad det derfor galdt om i alle Livets Brydningsforhold var at give Agt paa Samvittigheden, at være lydhør for Hjertets Stemme, for den indre Kaldelse, der var Guds Røst i Mennesket, ja Gud selv. Ikke udenfor os, men'19 alene i vort eget Indre kunde vi finde den Rettesnor for vort Liv, som aldrig vildførte. End ikke i de hellige Bøger, end ikke i Jesu egne Ord, der jo i og for sig blot var døde Bogstaver, indtil den rette Aand levendegjorde dem, – nej, kun i 67 Menneskets eget Hjerte stod de evige Love opskrevne, hvorefter Herren engang i sin Visdom og Retfærdighed vilde dømme levende og døde.

Der var især en, paa hvem denne Tale gjorde et rystende Indtryk, – det var Søren. Han følte Præstens sidste Ord møntet umiddelbart paa ham; og han kunde næsten ikke faa sine Øjne op fra Jorden af Frygt for Anklagen, som han troede at læse i alles Miner.

Fra den Dag blev han mere og mere underlig. Han sad hver Aften med Biblen foran sig og Øjnene fæstede paa det Ord, hvortil han klamrede sig i den Storm, det Herrens Vejr, der havde rejst sig i hans Indre. "Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig."

Ingen vidste, hvad der var i Vejen med ham. Ikke engang til Mariane talte han derom. Men som et Hus, der indenfra ædes op af Svamp, blev hans Skikkelse tydelig mærket af Samvittighedens Ødelæggelser. Paa hans blege Ansigt sporedes tilsidst Dag for Dag Virkningen af Spøgelserøsten i hans Indre.

En Søndag vilde han mod Sædvane hverken gaa i Kirke eller klæde sig i Helligdagstøjet. Da han heller ikke tog Bibel eller Postille frem, spurgte Mariane ham bekymret om Grunden. Han svarede da haansk, at Guds Ord jo bare var Løgn og døde Bogstaver, – det havde Præsten selv sagt. Men Væv og Præk havde man nok af i Verden; det behøvede man ikke at gaa i Kirke for at høre.

Dermed gik han ud af Stuen.

Men Mariane, der var bleven helt forskrækket over hans ugudelige Ord, beroligedes igen noget, da hun gennem Vinduet saa ham staa der udenfor og lytte til Kirkeklokkerne, som hørtes over Bakkerne.

"Herregud, bitte Søren, – hvad er'et dog med dig", sagde hun hen for sig, da hun saa'20, hvordan der trillede Taarer ned ad hans Kinder.

Der kom i det samme en gammel Mand forbi med en lille Trillevogn. Han raabte Søren an ude fra Vejen og spurgte, om han ikke havde Ben og gamle Klude at sælge.

"Jo", svarede Søren tilbage, "Di'21 kan komme igen imorgen. Saa er her gamle Ben og Klude tilovers".

Derefter gik han ind i Huggehuset, der endnu gemte paa Lugten af Kirstines Lig.

Et Par Timer senere kaldte Mariane ham ind til Middagsmaden; og da han ikke kom og heller ikke svarede paa hendes Kalden, gik hun ud for at se efter ham. Men næppe havde hun stukket Hovedet ind ad Døren til Huggehuset, før hun foer tilbage med et Skrig.

"Herre Jesus! Hjælp!" raabte den gamle Kone og løb forvildet ud over Markerne.

 
[1] gøre Besked: gøre fyldest, gøre tjeneste. tilbage
[2] Den, som elsker … : Ordsp. 13,24, jf. Hebr. 12,6 og Åb. 3,19. tilbage
[3] Tro paa din Gud … : Et sådant citat kan ikke findes. tilbage
['1] Præstehjemmet: ms. har "Forældrehjemmet". tilbage
['2] saa: ms. har "saae". tilbage
['3] saa: ms. har "saae". tilbage
['4] Kendinge: bekendte; ms. har "Kendinger" (begge flertalsformer forekommer i traditionen. tilbage
['5] Men da: ms har "Mens datilbage
['6] Fortvivlelse: ms. har "Fortvivlelsen". tilbage
['7] nok: mgl. i ms. jf. "citatet" nedenfor. tilbage
['8] : ms. har "såe". tilbage
['9] Du: ms. har "De". tilbage
['10] : ms. har "såe". tilbage
['11] omkring ham og tænkte: ms. har "omkring ham, og han tænkte,". tilbage
['12] forbi,: ms. har "forbi;". tilbage
['13] : ms. har "såe". tilbage
['14] Navn,: ms. har "Navn;". tilbage
['15] : ms. har "såe". tilbage
['16] stanse,: ms. har "standse;". tilbage
['17] sine mange Salmevers: i ms. indsat i stedet for et udstreget "Fordragelighed". tilbage
['18] : ms. har "såe". tilbage
['19] os, men: ms. har "os men". tilbage
['20] : ms. har "såe". tilbage
['21] Di: ms. har "Du". tilbage
['22] Denne tekst er skannet og korrekturlæst efter originalen af HLN i febr. 2011. tilbage