Bind II.
Fl. Behrendt H E N R I K P O N T O P P I D A N
II. T I L L Æ G |
Det forjættede Land
Eksempel 1
| MULD 82 |
|---|
| Og dog! Og dog! ... Var det ikke den samme Tvivl, der nu nagede og pinte ham Selv? Var ikke hans eget Hjærte begyndt at tabe Troen paa., at i hvert Fald h a n ejede Evne til at gøre fyldest i dette Kald? |
Det understregne strøget i D (50)
Eksempel 2
| D 122 |
|---|
| Og pludselig foldede han Hænderne for sit Bryst, løftede i Ekstase Blikket mod Stjernehimlen og bad:
"O, min Fader i det høje, ... du ... du alene forstøder mig ikke! Du er min Tilflugt og min Trøst ... mit Haab og min Kærlighed! O, lad mit ensomme Jordelivs Kamp være en Lovsang til din Ære, jeg forlanger jo intet andet. Skænk du mig din Naade; mæt du min hungrige Sjæl med din Velsignelse. Da Skal jeg være glad. Amen!" |
Eksempel 3
| MULD 305 | D176 |
|---|---|
| Han havde bestandig en Trang til at beskæftige sig netop med det sværeste og urenligste Arbejde for at overbevise sig selv om, at han ikke holdt sine Hænder for gode til at tage fat paa hvad som helst. | Han førte bestandig en Trang til at beskæftige sig netop med det sværeste og urenligste Arbejde for at overbevise sig om, at han nu granske havde frigjort sig for al Fordom og faaet Bugt med den falske Stolthed, der havde sat Saa ulykkebringende Skel mellem Menneskene. |
Eksempel 4
| MULD 305 | D 176 77 |
|---|---|
| Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke paa sine Slægtninge og paa de Miner, disse sandsynligvis vilde sætte op, ifald de havde kunnet se ham i dette Øjeblik. | Mens han var sysselsat paa denne Maade, kom han til at tænke paa sin Fader og sin øvrige Familie, og der trak sig pludselig en mørk Skygge ned over hans Ansigt. Hans stakkels, forblindede Slægt! Kunde han dog faa Naade til at frelse ogsaa den ud af Sodoma. |
Eksempel 5
| DFL 53-54 | D 249 |
|---|---|
| ...den gamle, romantiske Poesi, for hvilken særlig Emanuel havde søgt at vække Interessen, men som aldrig havde formaaet at vinde Tilhørernes fulde Bifald. Emanuel havde i Begyndelsen ikke ret kunnet forstaa sine Venners Mangel paa Beundring for de gamle Digteres livssvulmende Poesier, som han selv skyldte mange af sin Ungdoms bedste Timer. Men efterhaanden som han selv mere og mere optoges af Hverdagslivet og dets Kampe, indsaa han bedre, at denne ganske hensigtsløse Fantasileg med Nattergale, Elverpiger og Maaneskin i Grunden laa Nutidsmenneskers Følelser og Forestillinger temmelig fjernt. Desuden havde han faaet Øjet aabnet for den ganske hedenske Aand, hvori Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde næsten som Regel forherligedes af alle de gamle Digtere. Gang efter Gang havde han følt sig stødt af den Ublufærdighed, hvormed de idelig lovpriste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder, ... og at det var en lignende Følelse, der havde bidraget til Vennernes Kølighed over for dem, forstod han nu paa den Undselighed, hvormed de ofte omtalte dem. | … den gamle, romantiske Digtning, for hvis Storhed især Emanuel havde søgt at vække Sansen, men som aldrig rigtig havde formaaet at vinde Tilhørernes Bifald; den havde nærmest gjort dem forlegne paa Grund af den Frihed, hvormed de gamle Digtere idelig priste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder. |
Eksempel 6
| DFL 115 16 |
|---|
| Ogsaa Emanuel tog for sig af Retterne med den glubske Appetit, den Trang til at faa Maven fyldt, som fremkaldes af anstrengende Muskelarbejde i Forbindelse med lidet nærende Føde. |
Stedet strøget i D.
Eksempel 7
| DFL 227 | D 347 |
|---|---|
Emanuel var nær brudt ud i en Forbandelse. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus. "Er Mo'er inde i Stuen?" spurgte han. "Ja, hun er. Aa, Fa'er, du skulde bare se... du skulle bare se! ..." "Aa, staa dog ikke og skab dig saadan," afbrød han hende saa vredt, at Barnet – der havde staaet og hoppet og klappet i Hænderne af Henrykkelse – blev blodrød i Hovedet og listede skamfuld bort. |
Emanuel blev rød. Han forstod straks, at det maatte være Frøken Tønnesen og en anden af Damerne fra Doktor Hassings Hus. "Er Mo'er inde i Stuen?" spurgte han. "Ja." "Det er godt." |
Eksempel 8
| D 369 |
|---|
Hans Anelse om, at et Uvejr nærmede sig, havde da altsaa allerede bekræftet sig. De onde Dage stod for Døren! ... Det skulde nu vise sig, om det Værk, han havde opbygget her i Menigheden, Gud til Ære og Pris, vilde staa sin Prøve – eller synke i Grus. Nej, nej! Han vilde ikke tvivle! Naar Herren lod Storme rase, var det ikke for at lægge øde, men for at rense ud. "Han elsker den, han tugter!" |
Eksempel 9
| DFL 267 | D 376 |
|---|---|
| Han havde ikke handlet, som det sømmede sig den, der ydmygt vil vandre i Mesterens Fodspor. Var det ikke paa Tide at faa Bugt med den Hovmodsdjævel, der i den sidste Tid havde forfulgt ham og kastet ham Sand i Øjnene, saa han kun saa' Mørke og Trøstesløshed omkring sig? | Han havde igen ikke handlet, som det sømmede sig den, der ydmygt vilde vandre i Jesu Fodspor. Ak, hvordan var det dog fat med ham i denne Tid? |
Nattevagt
Eksempel 1
| Han var forøvrigt ikke bleven savnet i den Tid, han havde holdt sig borte fra sine Landsmænds Selskab. | ||
| A 104 05 | B 194 (=E 154) | C 74 (=D 106 07) |
|---|---|---|
| Hans Tilstedeværelse netop i Aften bidrog tværtimod yderligere til Forsamlingens lidet hyggelige Stemning. | (strøget) | (begge afsnit strøget) |
| Det var i Vinterens Løb lykkedes ham at gøre sig præcis lige saa forhadt af den lille Koloni her i Rom som af det store Publikum i Hjemmet. | ||
Eksempel 2
| A 95 | B 190 (=E 151) C 69 (=D 99) |
|---|---|
| Jeg synes, din Fader har rendt her saa meget i den sidste Tid, naar jeg var borte. Hvad har han sagt til dig? Du skal sige mig det, Ursula. Du har ikke Lov til at have nogen Hemmelighed for mig. Er det ham, som – – | Jeg synes, din Fader har løbet her saa meget i den sidste Tid naar jeg var borte. Hvad har han sagt dig? Er det ham, som – – |
Eksempel 3
| A 92 | B 189 (=E 149 50) G 67 ( D 96) |
|---|---|
| Stille, stille! sagde han til sig selv og betvang med en Viljeanspændelse sin opbrusende Vrede. Han havde lovet sig selv at være taalmodig over for Ursula. Han forstod godt, hvor haard en Kamp hun maatte stride i denne Tid, da hendes kuIdskære Sjæl for Alvor var begyndt at vaagne til Selvbevidsthed under sine tunge, lune Drømmedyner. Han vilde for alting ikke skræmme hende. Hun skulde have Tid og Ro til at hærde sig i den nye Dags Morgenluft og komme til fuld Klarhed over sig selv og Tidens ubønhørlige Krav. | Stille! stille: sagde han til sig selv. Han havde gjort sig det Løfte at være taalmodig over for Ursula. Han forstod godt, hvor haard en Kamp hun maatte stride i denne Tid, da hendes kuldskære Sjæl var ved at vaagne til Selvbevidsthed under sine tunge Drømmedyner. Han vilde for alting ikke skræmme hende. Hun skulde have Tid og Ro til at hærde sig i den nye Dags Morgenluft. |
Eksempel 4
| A 129-30 | B 208 (=E 165 66) | C 92 (=D 133 34) |
|---|---|---|
"Gør, hvad du vil," sagde hun endelig. "Men jeg rejser ikke." "Hvad vil det sige? … Du rejser ikke?" "Nej!" Jørgen kastede sin Serviet paa Bordet og rejste sig op, … hans Taalmodighed var til Ende nu. "Du véd vist ikke rigtig, hvad du siger, Ursula! … Du skulde vogte lidt paa din Tunge!" |
"Gør, hvad du vil," sagde hun endelig. "Men jeg rejser ikke." "Hvad vil det sige?... Du rejser ikke?" "Nej"! Jørgen kastede sin Serviet paa Bordet og rejste sig op, … hans Taalmodighed var til Ende nu. "Du veed vist ikke rigtig, hvad du siger, Ursula! … Du skulde vogte lidt paa din Tunge!" |
"Gør, hvad du vil," sagde hun endelig. "Men jeg rejser ikke." "Hvad vil det sige?... Du rejser ikke?" "Ikke med dig!" Jørgen kastede sin Serviet paa Bordet. "Du ved vist ikke rigtig, hvad du siger, Ursula!" Han rejste sig op og skød med Kraft Stolen fra sig. |
| "Ja, slaa mig kun!" raabte hun og vendte sig om imod ham med flammende Øjne. "Hvorfor truer du bare? Hvorfor slaar du mig ikke? Du er jo den raa Krafts Talsmand! Du er jo Mordernes Forsvarer! Hvorfor dræber du mig ikke? Det vilde vække Opsigt! Det vilde aabne Øjnene for de Undertryktes Jammer! – – " | "Ja, slaa mig kun!" raabte hun med eet og vendte sig imod ham med flammende Øjne. "Hvorfor truer du bare? Du er jo den raa Krafts Talsmand! Du er jo Mordernes Forsvarer! Hvorfor dræber du mig ikke? Det vilde vække Opsigt! Det vilde aabne Øjnene for de undertryktes Jammer. – – | "Ja, slaa mig kun!" raabte hun med ét og vendte sig imod ham med flammende Øjne. "Hvorfor truer du bare? Du er jo den raa Krafts Talsmand! Du er jo Mordernes Forsvarer! Hvorfor dræber du mig ikke? Det vilde vække Opsigt: Det vilde aabne Øjnene for de Undertryktes Jammer – – " |
| "Nu skal du tie"! skreg han og satte Stolen i Gulvet med en Kraft, saa hele Stuen rystede. "Tag dig i Agt, Ursula! Det gaar snart for vidt med dig! Jeg vil ikke finde mig i det mere! … Endnu en Gang siger jeg dig det: paa Tirsdag Morgen Klokken syv har du at være rejsefærdig. Forstaar du? Jeg taaler ingen Modsigelse!" Han skubbede med et Spark Stolen ind under Bordet og forlod Stuen. I Entreen tog han sin Hat og gik larmende bort. |
"Nu skal du tie"! skreg han og satte Stolen i Gulvet med en saadan Kraft, at hele Stuen rystede. "Tag dig iagt, Ursula! Det gaar snart for vidt med dig! … Endnu en Gang siger jeg dig det: paa Tirsdag Morgen Klokken syv har du at være rejsefærdig. Forstaar du? Jeg taaler ingen Modsigelse!" Han skubbede Stolen ind under Bordet og forlod Stuen. I Forstuen tog han sin Hat og gik larmende bort. |
"Nu skal du tie." raabte han. "Det gaar snart for vidt med dig! … Jeg vil ikke længer finde mig i din evige Modsigelse! … Nu gaar jeg bort. Naar jeg kommer tilbage, haaber jeg du er kommen til Besindelse." |
LP C-rettelser
1.
| AI 18 | BI 18 / CI 18 |
|---|---|
| Men nu hørtes Faderens tunge Skridt i den tilstødende Stue. Med tillukket, af Sorg og Græmmelse formørket Mine traadte han ind uden at ae sig omkring, satte sig tavs ved Bordet og foldede under heftig indre Bevægelse sine Hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede Hovedet. | Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne/han ikke Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede Hænderne. |
2.
| BI 26 / CI 26 |
|---|
| Det varede nu heller ikke mange Minutter, for der udenfor paa Gaden/Gangen hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters "Sang". |
3.
| BI 62 / CI 62 |
|---|
| Dog, ÷/ret længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til at gnave paa hans Hjerterod. |
4.
| BI 93 / CI 93 | DI 72 |
|---|---|
| Desuden tydede hendes Væsen overfor ham for ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i det fjerne Carlsbad absolut kun paa/hen paa, at han med sin Paatrængenhed var hende til Besvær. | Desuden tydede hendes Væsen overfor ham og navnlig denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i det fjerne Carlsbad absolut kun hen paa, at han med sin Paatrængenhed var hende til Besvær. |
Sml. ODS XXIV, 1235-36, der har eet eks. – blandt syv – paa "tyde hen paa"; det er fra for 1856!
5.
| AI 139 | BI 105 / CI 105 |
|---|---|
| En (…) Aften steg en (…) Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi Husarkasernen og skraaede over det lille trekantede Torv for Enden af Store Kongensgade (…) han (…) gik derpaa langsmed Nyboderskvarteret, idet han ved det matte Lygteskær undersøgte Navnene paa alle Gadehjørnerne. Da han var kommen forbi hele Rækken uden at finde det Navn, han søgte (...) | (…) Da han var kommen den hele/lange Række forbi uden at have fundet det Navn, han søgte (…) |
Bs form er både usædvanligere end Cs og udpræget pontoppidansk i sin konstruktion. Endvidere er Cs form sagligt tvivlsom. Rækken er ikke særlig lang: der er højst tale om fem gader.
6.
| AI 153 | BI 115 / CI 115 |
|---|---|
| Med et lille Suk vendte hun sig tungt i Sengen, slog den ene Arm over Hovedet og sagde halvsovende: "Hvad? Er du oppe?" | I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen/Armene over Hovedet og sagde halvsovende: "Er du oppe?" |
7.
| BI 127 / CI 127 |
|---|
| I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja selve/selv Dødens Uhygge. |
B-formen er typisk pontoppidansk.
8.
| AII 9 = BI 143 / CI 143 |
|---|
| Noget Blik blev der i det hele (C: taget) ikke vekslet imellem dem, |
En meget upontoppidansk rettelse.
9.
| AII 67 = BI 179 | CI 178 = DI 139 = E 137 = GI 137 | FI 125 |
|---|---|---|
| nu saae han for sig en helt ung Pige | nu saae han for sig selv en helt ung Pige | nu saae han for sig en helt ung Pige |
Dette er et af bevisstederne for at C var forlæg for D'1.
10.
| BI 190 / GI 189 (Baronessen:) |
|---|
| "Ja – ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil/vil det, igen herfra imorgen." |
Atter en rettelse fra det mere til det mindre karakteristiske.
11.
| BI 192 / CI 191 |
|---|
| dette nye/ny Bekendtskab |
12.
| AIII 6 | BI 246 / CI 244 |
|---|---|
| Hr. Delft (…) gav sig til at (…) snakke om Vejret. Samtidig gjorde han paany den fattige Stue med dens lave Loft og tarvelige Bohave til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sin Monocle. | Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Ur. Delft paany gjorde den fattige lille/÷ Stue til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sit Seglas. |
13.
| BI 259 / CI 257 og alle flg. udgaver |
|---|
| Hvad maatte Eybert tænke?/tænke. |
14.
| BI 279 / CI 277 |
|---|
| I sin glade Overraskelse gengældte hun nu/÷ Eyberts Hilsen med et usædvanlig varmt Haandtryk. |
"nu"et har en god begrundelse i sammenhængen og er egentlig også mere pontoppidansk.'2
15.
| BI 281 / CI 279 |
|---|
| I hvert Fald syntes han jo/÷ at eje lidt af de fødte Høvdingers Evne |
16.
| BI 306 / CI 304 | DI 237 |
|---|---|
| et stort Smil, der lod/lød lystigt og tilfreds. | et stort Smil, der skulde lade lystigt og tilfreds. |
HP har altså ikke her konfereret med B for at få den "rigtige" ordlyd.
17.
| AIII 119 | BI 328 / CI 326 |
|---|---|
| Men ogsaa i hans Gerninger er der dog meget, der taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vanskelige – til Tider vistnok ret fortvivlede – Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt sine Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn. | Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vistnok/Vistnok under ret vanskelige Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn. |
18.
| AIV 29 | BII 22 / CII 22 |
|---|---|
| ligesom i sin Forelskelses første Dage, havde hun tyve Gange i Døgnet Pennen i Haanden for at skrive til ham, undertiden blot for at nedkaste en eneste Linje, et Udbrud af Glæde over den pludselige Forstaaelse af en vanskelig geometrisk Opgave eller af Sorg over ikke at have ham hos sig, naar hun trængte til hans Hjælp. | Ligesom i sin Forelskelses første Dage havde hun ti[!] Gange i Døgnet Pennen i Haand for at skrive til ham, undertiden blot for at nedkaste/nedkradse en eneste Linie, enten et Udbrud etc. |
Dette er ikke nogen rimelig rettelse. Udtrykket "nedkaste en linje" (som ikke er registreret i ODS) er sluppet gennem een omskrivning; – desuden: Jakobe, hvem Pers nedjaskede breve er en prøvelse, nedkradser ikke.'3
19.
| AIV 69-70 | BII 51 / CII 51 | DI 298 |
|---|---|---|
| Per havde godt mærket, at Thomas i de Par Dage, de havde været sammen, gentagne Gange havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Med den lidt farisæiske Godlidenhed, hvormed han i gamle Dage undertiden vandt hans |70| Fortrolighed, havde han igen prøvet at bringe en Samtale istand imellem dem; og Per forstod straks, at det ogsaa var i denne Hensigt, han nu havde søgt hans Følgeskab. Han lod ham derfor slet ikke komme tilorde. | Per havde mærket, at Thomas i disse Dage, hvor de nu havde været sammen, gentagne Gange havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Men Per/han havde ikke ønsket nogen Forligelse. | Per havde mærket, at Thomas i disse Dage ÷ gentagne Gange havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Men han havde ikke ønsket nogen Forligelse. |
20.
| BII 51 / CII 52 |
|---|
| Per havde derfor næsten slet/÷ ikke set hende i disse Dage. |
Sml. AIV 66: og med Moderen var han næsten slet ikke kommen i Berøring.
21.
| BII 62 / CII 62 |
|---|
| Dengang han var Dreng, havde Skoven/Skovene og Engene derhjemme været ham en Legeplads, hvortil han længtes ud for at kunne tumle sig frit og glemme Hjemmets Tvang. |
22.
| BII 64 / CII 64 |
|---|
| Og bagved? Tomhed! Tomhed! Iskulde! Dødsstilhed. – – – – – – – – – – – – – – – – – – |
De sidste 12 –'er er strøget i C; i B afslutter de satsen.
23.
| AIV 131 | BII 90 91 / CII 90 |
|---|---|
| Alt, hvad han hidtil havde eftertragtet, forekom ham nu saa smaat i Sammenligning med den Lykke, der rummedes i et eneste Kys. | Alt, hvad han hidtil havde krævet af Lykken, forekom ham nu ligegyldigt og smaat i Sammenligning med den Sum af Nydelse, der kunne gemmes blot i/i blot et Kys. |
24.
| AIV 135 | BII 94 / CII 93 |
|---|---|
| han blev alle sine Dage aldrig andet end den Bondeknold, han var født til at være. | han blev alle sine Dage ikke til/÷ andet end en almindelig Søndagsjæger. |
25.
| AV 48 = BII 131 / CII 131 = DII 131 |
|---|
| Foretagendet er/er sikret, (…) hvad det pekuniære angaar. |
Spatieringen er fjernet.
26.
| AV 101 | BII 168 / CII 167 |
|---|---|
| Nu svarede hun kort "Ja", idet hun skilte sig af med sine Handsker og kastede dem hen paa Sengen. | Hun svarede kort "Ja", idet hun skilte sig af med sine Handsker og kastede dem hen/ned i Sofaen. |
27.
| AV 143 44 | BII 194 / CII 194 / DII 19 |
|---|---|
| Hvad de omtalte kære Medstiftere angaar, saa vær du kun rolig og lad mig om dem. Jeg faar dem jo nu til Behandling, og de er vel ikke dummere, end at de kan bringes til at forstaa, at jeg ikke vil kunne finde mig i noget Slags Formynderskab. | Men nu faar jeg jo selv de meromtalte kære Medstiftere under Behandling, og de er vel ikke dummere, end at de kan bringes/tvinges /tvinges til at forstaa, at jeg hverken kan eller vil finde mig i nogen Slags Formynderskab. |
28.
| AV 148 | BII 196 / CII 196 197 |
|---|---|
| Han havde sagt til sig selv, at han jo aldrig burde have ventet sig andet af saadanne Folk, | Han havde sagt til/÷ sig selv, at han aldrig burde have ventet sig andet af disse Folk. |
Sætningen udgået i D.
29.
| AVI 9 = BII 226 / CII 226 = D 42 |
|---|
| Jeg vilde bare ønske, at denne væmmelige Dag var vel/vel var overstaaet. |
30.
| AVI 17 | BII 233 / CII 232 33 |
|---|---|
| Nannys Kinder havde efterhaanden mistet deres Farve. Hun var nu ogsaa bleven trængt helt ind i Sofahjørnet, hvorfra hun stirrede op paa ham som en Hypnotiseret. | Nannys Kinder havde efterhaanden mistet en Del af deres Kulør. Hun var nu ogsaa lidt efter lidt bleven trængt helt ind i Sofahjørnet, hvorfra hun stirrede op paa ham som en/÷ hypnotiseret. |
Afsnittet strøget i D.
31.
| AVI 45 | BII 255 / CII 255 | DII 63 |
|---|---|---|
| Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes Fred lokkede, heldig smuttede ud langsmed Væggene. | Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes Fred lokkede, heldig smøg sig ud/÷ langsmed Væggene. | Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes Fred lokkede, heldig smøg sig langsmed Væggene. |
Hører ikke her heldig og ud sammen?
32.
| AVI 49 50 = BII 258 / CII 258 |
|---|
| Jeg saae dem for lidt siden begge to staa og snakke med ham, denne Dummepeter, Etatsraad Erichsen med Oksefjæset, som man gør saa meget Væsen af og kalder en Hædersmand og Patriot, fordi at/÷ han lader sig snyde Vandet ud af Øjnene, bare man skriger op om Fædrelandssind og national Oprejsning og Aandens Dannevirke (…) |
HP anvender ellers ikke formen "fordi at", men her – i Delfts mund – har konstruktionen sikkert karakteriserende funktion; sml. f.eks. denne replik af den tysk danske jøde: "Gud straffe mig, han ligefrem gottede sig, at De havde forvovet Dem til (…)" (B II 260).
33.
| AVI 72 | BII 273 / CII 272 |
|---|---|
| Og da hun nu – umiddelbart derefter – saae ham stile over imod hende, anede hun, at der i al Stilhed havde fundet et Opgør Sted imellem de to. | og da hun nu saae ham stile over imod hende, anede hun, at der i al Stilhed havde fundet et Opgør Sted imellem de to/dem. |
34.
| AVI 97 BII 288 / CII 288 |
|---|
| Men naar du foreslaar, at vi skulde gifte os, inden du rejser, saa tror jeg, du har Ret. Det vil/vilde af flere Grunde være praktisk. |
35.
| AVI 126 | BII 304 / CII 304 |
|---|---|
| Tilmed har du jo sagt, at din Fader var en vanskelig og uskaansom Mand. Og det var han vist ogsaa. | Din Fader var jo tilmed en vanskelig og uskaansom Mand, har du sagt. Og det/Det er vist rigtigt nok. |
| AVI 129 = BII 306 / CII 306 |
|---|
| hun havde bestemt sig til ikke at rejse hjem igen, naar hun havde fulgt Per til England, men at/÷ tage til et eller andet Sted i Tyskland, |
37.
| AVI 164 65 = BII 330 / CII 331 | DII 120 |
|---|---|
| den yngre Slægt (.) viste sig (…) uretfærdig mod Utryghedsfølelsen og Modløsheden hos de Ældre (…) Maatte man/han ikke snarest forbavses over, at Moderen ikke helt var bukket under? Jakobe (…) havde jo ogsaa forleden undrende spurgt, hvorfra dog Moderen havde faaet (…) Kraft | (…) Maatte han for sit Vedkommende ikke snarest forbavses |
38.
| AVII 15 | BIII 16-17 / CIII 16 = DII 131 |
|---|---|
| Han havde faaet et roligt og smukt Værelse i en Sidefløj, der vendte ud mod Parken, og som udenfor sine Vinduer havde en Række høje Kastanietræer, hvis tætte Løvhang dæmpede Dagslyset derinde. | Han havde faaet et roligt og smukt Værelse i en Sidefløj af Hovedbygningen. Det vendte ud mod Parken, og Dagslyset derinde dæmpedes/dæmredes mildt af en Række høje, tætløvede Kastanier udenfor. |
ODS har (III, 1256) under betydning 3,1) om lys, hvis skin dæmpes af en forhindring (rude olgn.) og derfor bliver svagt: skinne dæmpet; intet eksempel i passiv. ("Lyset dæmrer gjennem de brogede Ruder". H. C. Andersen).
38a'4.
| AVII 40 | BIII 35 / CIII 35 = DII 145 |
|---|---|
| Han tænkte paa Bibelens Ord: Rævene have Huler og Fuglene Reder –. | Han tænkte paa Bibelens Ord: Ræve have Huler og Fuglene Reder –. |
39.
| AVII 59 | BIII 50 / CIII 50 |
|---|---|
| Det hele jordbundne Liv – dette hæsblæsende Jag efter "Lykken" blev saa mærkelig betydningsløst, og desuden saa besynderlig uvirkeligt, saa spøgelseagtigt, – et blot og bart Skyggespil. | Det hele jordbundne Liv – dette/det hæsblæsende Jag efter "Lykken" – hvor blev det mærkelig betydningsløst, ja mindre end det, saa besynderlig uvirkeligt, saa spøgelseagtigt, – et blot og bart Skyggespil! |
Afsnittet strøget i D.
40.
| AVII 61 = BIII 51 / CIII 51 = DII 155 |
|---|
| Maaske vil du indvende, som du jo/÷ har gjort det for, at et saa respektstridigt Forhold til Pengemagten vil kunne blive mig til Skade. |
41.
| AVII 69 | BIII 57 / CIII 57 = DII 160 |
|---|---|
| I samme Nu var hun oppe med et lille Frydeskrig og kastede sig om Halsen paa Hofjægermesterinden. | I samme Nu/Øjeblik var hun oppe med et lille Henrykkelsesskrig og kastede sig om Halsen paa Hofjægermesterinden. |
42.
| AVII 76 / BIII 63 / CIII 63 = DII 63 |
|---|
| De fleste vidste blot, at han var Søn af en Købstadslærer/Købstadlærer/Købstadslærer, |
Rimeligvis en trykfejl i B, som (med el. uden forf.s medvirken) er blevet rettet i C.
43.
| AVII 82 = BIII 67 / CIII 67 = DII 167 |
|---|
| Vi, som virkelig lever/lever med Naturen, kan umulig godkende en saa fattig Betragtningsmaade. |
Sml. besjælet smst.
44.
| AVII 105 | BIII 81 / CIII 81 |
|---|---|
| Han var straks helt optaget af at høre; men efterhaanden som Taleren blev direkte moraliserende, splittedes hans Opmærksornhed. De unge Pigers Nærhed gjorde jo sit dertil; men ogsaa Forvalterens Fortælling om Pastor Blomberg havde nogen Del deri, – den havde alligevel afsvalet ham lidt. | Per havde straks været optaget af at høre; men efterhaanden som Taleren blev direkte moraliserende, splittedes hans Opmærksomhed. De unge Pigers Tilstedeværelse gjorde sit dertil/hertil, ligesom igsaa det, at det altsammen var saa nyt for ham. |
45.
| AVII 106 = BIII 82 / CIII 81 = DII 177 |
|---|
| I de københavnske Krese, hvor han havde færdedes, var den ogsaa gerne bleven omtalt med en vis,/÷ overbærende Ringeagt. |
46.
| BIII 84 / CIII 83-84 = DII 178 |
|---|
| hvor selvbevidst og jomfrustolt hun bar sit Hoved, som vilde hun løfte det højt op/÷ over alt plat og flaut og smudsigt. |
47.
| AVII 112 | BIII 87 / CIII 87 = DII 181 |
|---|---|
| Da de naaede Festpladsen, var Mødet for længe siden genoptaget. | Da de naaede Festpladsen, var Mødet paany/igen begyndt |
48.
| AVII 122 BIII 93 / CIII 93 |
|---|
| og da hun dennegang virkelig/virkelig denne gang trængte til at glemme, havde hun givet sig hen til sin dristige Flirt med en vis Lidenskab. |
49.
| AVII 131 | BIII 99/CIII 99 |
|---|---|
| Rundtomfra – fjern og nær – kaldte Kirkeklokkerne til Andagt. I den stille Luft, under den graatunge Himmel, hørtes de milevidt over Engene. Og de kaldte ikke forgæves. Ude paa Landevejen (…) | Rundtomfra – fjern og nær – kaldte Kirkeklokkerne til Andagt. I den stille Luft hørtes Lyden milevidt over Engene. Ogsaa Kirken i Bøstrup kunde han tydeligt høre. Og den/Den kaldte ikke forgæves. Ude paa Landevejen (…) |
50.
| AVII 135 / BIII 102-03 / CIII 103 = DII 193 |
|---|
| Han havde lagt Hovedet ned i sine Hænder og sad en Stund ganske stille. Han spurgte sig selv, om det længer var andet end falsk Stolthedsfølelse, der holdt ham tilbage fra at søge Forsoning med sine Fædres Gud. Var det ikke bare det, at han ikke kunde faa sig til at bøje den stive Nakke og anerkende en Magt, han engang havde fornægtet? – Ydmyghed! Det var igen et af disse (A: livs-)tunge Bibelord, hvis A: skæbne- /B-C: livs-afgørende Betydning han begyndte at fatte. At være ydmyg – det var altsaa den sidste Vanskelighed. Det var Himlens Pris for at A-B: skænke/C-D: skaffe Sjælen Fred. |
Cs læsemåde synes at forudsætte en ironi eller sarkasme, som slet ikke er til stede i stykket.
51.
| AVII 167 | BIII 124 / CIII 124 |
|---|---|
| For ogsaa det var bleven ham klart denne Nat, at det ikke alene var hans Ret men hans Pligt at bryde et Forhold (…) | For ogsaa det var bleven ham klart denne/i denne Nat, at det nu var hans absolute Pligt at bryde et Forhold (…) |
52.
| AVII 169 | BIII 126 / CIII 126 |
|---|---|
| Jeg tror at vide, at min Mand har interesseret sig for Deres Tanke, og det var vel ikke umuligt, at den lod sig realisere. | Saavidt jeg veed, interesserer min Mand sig for Deres Tanke, og det var vel ikke muligt/ikke saa helt umuligt, at vi kunde faa den realiseret. |
53.
| AVII 182 | BIII 131-32 / CIII 131-32=DII 215 |
|---|---|
| Med tydelig Adresse til Pastor Blomberg talte han om "denne grundtvigske Vartovs-Kristendom", der med sit Ammestuesprog og sin Kærmindepoesi naturnødvendigt maatte blive Nationalreligion for et kælent lille Folk som det danske, | Med tydelig Adresse til Pastor Blomberg spottede han over "vor gemytlige Vartovskristendom", der var i Færd med at blive Landets Nationalreligion/Nationalkristendom, og som med sit Ammestuesprog og sin poetiske Kælenskab jo virkelig var som skabt for et Folk som det danske, |
54.
| AVIII 10 = BIII 145 / CIII 145 |
|---|
| Hækker/Hække og Buske var som overdragne med Sølvmor, og hvert Blomsterbæger og hvert Straa var tungt af gyldne Draaber. |
55.
| AVIII 20 = BIII 157 / CIII 157 = DII 234 |
|---|
| Den Knægts Held var nærved at faa ham til at tvivle om/paa et retfærdigt Forsyn. |
56.
| AVIII 21 = BIII 158 / CIII 158 |
|---|
| Han tænkte blot paa hurtigst muligt at gøre sig færdig til/med sin Eksamen, saa han igen kunde komme bort fra Byen. |
57.
| AVIII 24 | BIII 160 / CIII 160 = DII 235 |
|---|---|
| Og med et lille Smil havde hun tilføjet, at man vistnok ogsaa i Præstegaarden vilde blive glad ved at se ham igen. | Og med et ligesom opmuntrende lille Smil havde hun tilføjet, at man vistnok/vist ogsaa i Præstegaarden vilde blive glad ved at se ham igen. |
58.
| AVIII 36 = BIII 169 / CIII 168 = DII 242 |
|---|
| Nedbøj dig for Herren din Gud med sønderknust/et sønderknust Hjerte, at den hellige Aand skal blive udøst i dig (…) |
59.
| AVIII 39 | BIII 171 / CIII 170 = DII 243 |
|---|---|
| Han havde et Par Gange i Løbet af Eftermiddagen forsøgt at lede Talen hen derpaa overfor Signe; men hun havde hver Gang med synlig Uro givet sig til at tale om andre Ting. | Han havde et Par Gange om Eftermiddagen forsagt at lede Talen/Tanken hen derpaa overfor Signe; men med øjensynlig Uro havde hun hver Gang givet sig til at tale om andre Ting. |
60.
| AVIII 46 | BIII 176 | CIII 176 = DII |
|---|---|---|
| Duggen laa rødmende over Græsset (…) og tavse Svaner gled ham stille forbi. | Duggen laa som Sølvspind over Græsset, og tavse Svaner gled ham stille forbi (...) |
Duggen gled som Sølvepind over Græsset, og tavse Svaner gled ham stille forbi (...) |
61.
| AVIII 55 | BIII 182 | CIII 182 |
|---|---|---|
| Ogsaa om Udtørringsforetagendet skrev hun hver Gang men mere og mere forbeholdent. | Ogsaa om Udtørrings- foretagendet skrev hun hver Gang men mere og mere forbeholdent. |
Ogsaa om Udtørringsarbejdet skrev hun hver Gang etc. |
62.
| AVIII 60 = BIII 186 / CIII 186 |
|---|
| Per gik (…) løs paa Sagen, nævnte (...), gjorde Rede for (…) og tilbød desuden (...). Hr. Søndergaard sagde/svarede ingenting. |
63.
| AVIII 77 = BIII 197 / CIII 197 = DII 262 |
|---|
| Hofjægermesterens Ansigtsfarve var bleven endnu mere lig et vissent Ahornblads/Ahornsblad |
64.
| AVIII 116 = BIII 227 / CIII 227 = D II 282 |
|---|
| et smaalige Rethaveri/Retshaveri |
65.
| AVIII 161 62 = BIII 263 / CIII 263 |
|---|
| Inger (…) var paa den Tid højtfrugtsommelig/højt frugtsommelig; |
66.
| AVIII 171 | BIII 271 / CIII 271 |
|---|---|
| Per og "Blakken" holdt nu udenfor i Gaarden, omringet af Børnene og Hønsene og Barnepigen; kort efter kom desuden Gaardskarlen. Ogsaa Per var bleven fyldig i de forløbne Aar (…) | Nu holdt Per og "Blakken" udenfor i Gaarden, omringet af Børnene og Hønsene og Barnepigen; kort efter kom ogsaa/÷ Gaardskarlen. Fra Barnepigens Arm rakte "Stumpen" sig op imod ham (…) |
67.
| AVIII 181 / BIII 279 / CIII 279 |
|---|
Her frigjorde man sig i al Magelighed for den sidste Rest af Selskabstvang, fortalte (B-C: uanstændige) Historier, drak Likører, nød sine Opstød A-B: eller/C: og smaablundede.
68.
| AVIII 183 / BIII 280 / CIII 280 |
|---|
| i de medynksvækkende/medynkvækkende/medynksvækkende Husmandshytter (…) foregik de uhyggeligste Ting. |
69.
| AVIII 188 = BIII 283 / CIII 283 |
|---|
| da de endelig blev ene/alene |
70.
| AVIII 229 = BIII 312 / CIII 312 |
|---|
Det var ham næsten ikke muligt at holde sine Tanker ved Arbejdet. Mændene saae da ogsaa flere Gange forbavset paa ham(, saa besynderligt bar han/han bar sig ad).
Det her i parentes satte er udgået i D (II 345).
71.
| BIII 315 / CIII 315 / DII 347 |
|---|
| For Svigermoderens Vedkommende var det (…) økonomiske Forhold, (…) som vedligeholdt Uviljen mod Per; og at/Per, og at/Per. At han nu var vendt hjem (…) uden mindste Resultat, gjorde ikke Stemningen mod ham blidere. |
72.
| AVIII 242 | BIII 322 / CIII 321 |
|---|---|
| "Pastor Fjaltring! Ja, saa forstaar jeg dig slet ikke. Han hængte sig jo!" | "Pastor Fjaltring? Er det ham, du tænker paa?" "Ja – ogsaa paa ham. Og mest paa ham!/÷" "Ja – saa forstaar jeg dig slet ikke. Han hængte sig jo!" |
73.
| AVIII 267 BIII 340 / CIII 340 |
|---|
| Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er/var Dem, som blev den narrede. |
74.
| AVIII 271 = BIII 343 / CIII 343 |
|---|
| Det er bare den bog, vi fandt her i Skuffen. Hvad skal vi gøre ved/med den? |
Mulige trykfejl i LP D
1.
| AI 34 = BI 31 = CI 31 / DI 24 |
|---|
| I samme Nu styrede/styrtede alle Slædefarerne ud til Vejkanten (A: Siden) og lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. |
Sml. AI 34 – og alle senere udgaver: Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte, rødmalede Langslæde (...)'5
2.
| AI 72 / BI 65 = CI 65 / DI 50 |
|---|
| han (…) slog sig ned (…) og blandede sig A: vrøvlagtigt/B-C: vrøvleagtig/D: vrøvleagt i deres Samtaler.'6 |
ODS (XVII, 595) kender ikke Ds form.
3.
| BI 105 = CI 105 / DI 82 |
|---|
| med Lygter var der her endnu sparsommere/sparsommeligere end ude paa Torvet |
Sml. dog ODS XXI 144,35: "den alt for betænkelige og sparsommelige Forfriskning formedelst eet eneste Vindues eller een Dørs Aabning".
4.
| B I 315 = CI 313 / DI 244 |
|---|
| de regelmæssigt paafølgende Anfald af fornærmende/fornærmet Kulde; |
For så vidt kun mærkelig, som det er den eneste rettelse på 10 sider.
5.
| AIV 127 | BII 87 = CII 86 / DI 325 |
|---|---|
| da de lidt efter var vendt tilbage til Stuen, sagde Per, at hun vel nu trængte til at komme til Ro. | Da de igen var kommen ind i Stuen, sagde Per, at det var bleven silde, og at hun vel nu/nu vel trængte til at komme til Ro. |
6.
| AVI 20 / BII 235 = CII 235 / DII 48 |
|---|
| Han kunde end ikke faa sig til at række sin tilkommende Svigersøn Haanden – hvad Pers Mine da/B-D: forøvrigt heller ikke (A: netop) indbød (D indsætter: ham) til. |
7.
| AVII 90 = BIII 73 74 = CIII 73 / DII 170 |
|---|
| Frøknerne Clausen var begge kønne, friske Brunetter, navnlig var/÷ den ældste en frodig Evadatter med et Par Øjne, der spillede af Livslyst. |
Hvis dette ikke er en trykfejl, ville man vente et komma efter "ældste"'7.
8.
| AVII 164 = BIII 121 = CIII 121 / DII 207 |
|---|
| fordi han engang for alle havde sat sig paa/÷ det Standpunkt (…) |
Sml. ODS (XXI 967,62), der kun kender udtrykket i A-Cs form.
8a.'8
| AVII 181 = BIII 131 = CIII 131 / DII 214 |
|---|
| skabte Helte af de/÷ svage |
9.
| AVIII 59 / BIII 185 = CIII 185 / DII 253 |
|---|
| Og nu kom Hr. Søndergaard (B-D: selv) ind fra den anden Stue – en høj, førladen Skikkelse med et (A: stort) A-C: rødgraat/D: rødladent Fuldskæg. |
10.
| AVIII 143 = BIII 250 = CIII 250 | DII 298 = EII 300 | FII 272 | GII 300 |
|---|---|---|---|
| Ja, De forstaar forhaabenlig, at jeg ikke siger dette for at spotte. | Ja, De forstaar forhaabenlig, at jeg siger dette for at spotte. | Ja, De forstaar forhaabentlig, at jeg siger dette for at spotte. | Ja, De forstaar forhaabenlig, at jeg ikke siger dette for at spotte. |
Hvem har rettet i G?'9 Teksten er rettet til Cs form af Skjerbæk i J.
11.
| AVIII 212 BIII 300 = CIII 300 / DII 336 |
|---|
| den/det saltmættede, isnende Havgus |
Men AVIII 251 = BIII 327 = DII 357: Havgusens Saltlud.
ODS citerer stedet efter A (VII 984,26), men angiver ikke neutr. som alternativ. Heller ikke gus optræder i neutrum.
Reeballe
| A I 72 | B I 65 |
|---|---|
| den gamle Politiker og Redaktionssekretær Reeballe, hjulbenet, parykbærende Dværg med et blankt skinnende og et ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg ned over et snavset Skjortebryst et yndet Objekt for Karrikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Ned en fortygget Cigarstump i Mundvigen, begge Hænderne skjulte bagpaa under Bukselinningen, drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned snart hist, snart her selv hos ham ganske ubekendte Folk og blandede sig vrøvlagtigt i deres Samtaler, | den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren Reeballe, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt, gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, det uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler |
| indtil han, naar Ingen længer ville høre paa ham, satte sig hen ved Buffeten til Lisbeth for her ved en Sodavand at give sig Luft i forbitrede Udfald mod Menneskenes Dumhed og Verdens Utaknemlighed, | |
| Ogsaa han vilde nemlig reformere Menneskeheden men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig "den sidste Græker". | Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa sig for sit Bryst og kalde sig "den sidste Græker". |
| A V 86 | strøget i B. |
|---|---|
| For at overtale Bladets hidtilværende Redaktør til at træde tilbage og for samtidig at faa fjernet Redaktionssekretæren, den gamle, bukkeskæggede Lystspilforfatter Reeballe, der sad inde med et halvt Løfte om at faa Pladsen, havde han [i.e.: Max Bernhardt] grebet til Midler, der vakte et Skrig af Forargelse. |
| A I 92 | B I 78 |
|---|---|
| Inventariet Reeballe | ÷ |
Enetale.
| Enetale
11. Marts |
LP AVIII 263-65 / B=CIII 337-38 / DII 365 |
|---|---|
| Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hermmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og dermed mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tænder til at knække. Og i sin | Saalænge vi er unge, stiller vi A B: saa//D:÷ ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os , vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor |
| Utaalmodighed kaster man da Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for her at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anser man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede, … | Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. |
| indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse. Mit sande Jeg? ... Den Mand, der i Morges i det tætte Snefald gik op og ned ad en og samme Gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, ... var det mit sande Jeg? | Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, er Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? |
| Eller den, der i Skumringen sad med Børnene omkring sig og lo og fortalte Historier og morede sig selv med at lade Haner gale og Svin snøfte og de smaa Mus pibe ynkeligen under Kattens Klo ... var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved Lampen i den sene Aftentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker ... er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket ubesmittet: Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare noget forbigaaende, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængig af Barometerstanden og Smørpriserne? Eller er Forklaringen den, at vi har lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose. Hver Gang Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle ... Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg véd, at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde saaledes ensom under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig én efter én, alle mine Indtryk fra Naturen, Mennesker, Bøger, alle mine Tanker, alt, hvad jeg har følt og fundet ... for ud af det altsammen at forsøge at danne mig et Billede af eller blot en Art Forestilling om mig selv og derigennem om de andre Mennesker og om Historien og om de usynlige Ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt. For hver Dag, der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at haabe. Og dog bliver jeg ved at søge.
H.P. (Politiken 12. marts 1897) |
Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige A-C: Drømme/D: Mindedrømme om Hus og Hjem og legende Børn, var d e t mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker (D: mig), er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning (B-D: noget, der er) afhængigt af Barometerstanden A-C: eller / D: og Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger! |
Metafor-kompleks
1o Nogle Vibepar svingede uroligt over Lyng-Tuerne, som for med deres nervøse Skrig at vække dette livløse Øde. Men deres forskræmte Stemmer gjorde blot Stilheden endnu mere dyb, Uhyggen endnu mere levende som laa en ond Samvittighed endnu her og rugede over det Mord, her nys var begaaet.
Mosekonen, Juleroser 18871
2o Men ogsaa over hele det Indre af det skønne, frugtbare Land ligger de (o Herregaardene) saa tæt som Musereder i en Hvedemark snart stigende stolt over spejlblanke Kanaler som en Nymfe af Badet, snart skjulende sig som en ond Samvittighed i tætte Skove og mellem mægtige Bakker ....
Kronjyder og Molboer
Danmark I, p. 258 – 1887
3o Rosenholms store og prægtige Skove, mellem hvilke selve Herregaarden hviler som en Juvel i sin Indfatning.
s.s. 262
4o Byens gamle Arvefjende "Illumgaarden", de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der skjuler sig som en ond Samvittighed i en tæt og mørk Granlund.
Børs-Tidende 5.12.1889
5o "Illumgaarden", Byens gamle Arvefjende, de Juulers mosbegroede Herresæde, der ligesom med ond Samvittighed skjuler sig i en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran.
Skyer 4-5 – 1890
6o Frederiksborg, das dort zwischen anmutigen Wäldern wie ein Juvel in seiner Einfassung ruht.
Reisebilder aus Dänemark 103 – 1890
det vidunderlige Frederiksborg, der hviler som en Juvel i sin Indfatning.
Afskriften af det danske manuskript
7o Es macht einen entzückenden Eindruck, wenn man von dem im alten französichen Stil erhaltenen Schlossgarten plötzlich das Schloss aus den glatter Wassern des umgebenden Ringgrabens wie eine Nymphe aus dem Bade, vor sich emporsteigen sieht.
s.s. 103 – 1890
Det gjør et henrivende Indtryk, naar man fra den i gammel fransk Stil vedligeholdte Slotshave pludselig ser Slottet foran sig, stigende umiddelbart op af den omgivende Riggravs blanke Vande som en Nymfe af Badet.
Afskriften af det danske manuskript
[IV/25]
8o en Samling af disse pragtfulde Herresæder, der ligger her saa tæt som Musereder i en Hvedemark, snart stigende yndefuldt op af spejlblanke Kanaler som en Nymfe af Badet, snart fornemt hvilende mellem mørke Lunde som en straalende Juvel i sin Indfatning.
Den gamle Adam 113 1894
9o overalt ligger stolte Herresæder saa tæt som Musereder i en Hvedemark. Hist stiger et marmorhvidt Slot yndefuldt op fra spejlblanke Kanaler som en Nymfe af Badet; ikke langt derfra ligger et andet prægtigt Herresæde, en Jagtgaard (....) Et tredie Sted skjuler en ældgammel taarnløs Borg sig ligesom med ond Samvittighed mellem store, mørke Skove,
Arv og Gæld 47-48 1938