Sandinge Menighed

En Fortælling

Forord

Det Schubotheske Forlag, der for et Par Aar siden udsendte en illustreret Udgave af min første Fortælling "Kirkeskuden", har ment, at en passende, moderne Udstyrelse ogsaa skulde være i Stand til at skaffe efterfølgende Ungdomsskrift nye Læsere. Jeg har dog ikke kunnet faa mig selv til paany at bringe denne tyve Aar gamle Fortælling frem for Offenligheden uden et grundigt Gennemsyn; og – som det jo gerne gaar – da først Pennen var kommen i Virksomhed, var den ikke altid saa let at bremse, hverken hvor det gjaldt en fornøden Beskæring, eller hvor der hist og her tiltrængtes en udfyldende Forklaring. I det hele og store indeholder denne Udgave dog intet, der ikke allerede fandtes i den første; det er væsenlig kun Formen og da navnlig Stoffets Ordning, der er søgt forbedret; – ved Hensigt eller Handling er der ikke rørt, og jeg har ikke engang følt nogen Fristelse hertil.

Dersom nu Nogen vil mene, at jeg har opsminket et Lig, som hellere skulde være bleven liggende i sin Glemselsgrav, saa kan der dog maaske være andre, der vil forstaa, at jeg har kunnet faa Lyst til at benytte en ledig Time til at forsøge paa at udskille af dette Ungdomsarbejde, hvad der synes mig endnu at besidde Livskraft og Aktualitet.

FORFATTEREN

Sandinge Menighed

1 [Fig. I]

I

3 Ude fra Havstokken skar en bred Eng sig ind i Landet mellem tørre, nøgne Bakker. Flad som et Vandspejl laa den mellem Skraaningerne og skinnede med sit saftige Græs. Naar Vinden om Sommeren strøg ned gennem Dalen, førte den med sig langt ud over Havet en Duft af Hø og nyslaaede Enge.

Et Stykke inde paa Engen laa en Landsby med store, rige Gaarde og glade, trivelige Bønder. Det var Sandinge. Som en rødkammet Hane mellem sine Høns knejsede Kirken midt i Flokken af straatækte Huse og sendte hver Morgen og Aften sit Kykliky ud over Egnen gennem Taarnets Glamhuller.

Opad Bakkerne paa begge Sider strakte Markerne sig i brede Felter, der henimod Modningstiden gav Egnen et spraglet Udseende. Naar Havren endnu var grøn, straalede Rugen allerede i sit gyldne Skrud, og Byggen havde et rødligt Skær, og Brakken var pløjet sort. Hist og her paa stejle Steder dækkedes Skraaningen af et stridt, kravlende Krat, hvor en Hærskare 4 af Sangfugle havde deres Reder. Naar Vinden om Sommeren strøg ned gennem Dalen, førte den foruden Høduften ogsaa et Kor af ømme Fugletoner ud over Havet, hvor Bølgebruset dog hurtig opslugte dem.

Oppe paa selve Højderne begyndte Lyngheden. Mørk og tom og tavs strakte den sig ud mod Himmelranden med mange smaa, sorte Tuer. En stikkende Sol gik just ned langt borte i en Damp af Rødt. Hist og her tussede en Flok magre Faar omkring mellem Højene og kastede kæmpelange Skygger henover Lyngen.

Et Sted ude i Vest, hvorfra det uophørlig pulsede med svære Skyer af Sand og Støv, der under Solnedgangen fik Farve som et Brandskær, var man beskæftiget med at arbejde en ny Jernbane gennem Bakkerne ned til Engdalen. Man var netop ifærd med en dyb Gennemgravning. Hundrede krogryggede Mænd førte pibende og knirkende Børe henad en dobbelt Række Trilleplanker, der foreløbig betegnede Banelinjen. Mens den ene Halvdel af Mændene skød de tunge Læs foran sig ud mod et Mosehul, der skulde udfyldes, kom den anden Halvdel trækkende tilbage med de tomme Børe efter sig. Paa Midtvejen mødtes de to Arbejderhold med en lovbunden Regelmæssighed som Spandene i en Brønd.

Siden Klokken fem om Morgenen havde 5 disse levende Trædemaskiner stampet der med Solen svidende i Nakken – kun trøstet af Brændevinsflasken og Øldunken og de tommetykke Rugbrødsskiver, som de halvsovende havde fortæret i Hviletiderne. Paa fjortende Time gik de nu der i Hælene paa hinanden frem og tilbage ad den samme Linje. Træskoene klaprede paa Plankerne, Hjulene hvinede; men ellers hørtes ingen Lyd. Ingen talte. Ingen havde Raad til nogen unødvendig Kraftudfoldelse. Alt var Tavshed og duknakket Underordnelse.

Og ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle Spottevise: vi spinde ikke, vi høste ikke. –

Nede over Engen begyndte det allerede at mørkne. Røde Flammetunger slikkede henad Vesthimlen, da Solen var gaaet ned. Langsmed Enggrøfterne tog det saa smaat til at dampe. Køerne derude havde rejst sig og længtes efter at blive malkede. Alle stod de i samme forventningsfulde Stilling med Blikket rettet mod Byen og med et Brøl parat i Halsen for det Tilfælde, at der skulde vise sig nogen Skikkelse derinde mellem de store, gulkalkede Gaarde.

Men der viste sig stadig ingenting. Byen var som uddød. En Kat sneg sig langs et Stengærde og standsede pludselig for at kaste op. Andet var der ikke at se paa Gaden. Og inde i Husene var der ogsaa tomt. Hist og 6 her sad en Moerlille paa Vinterpladsen ved Ovnen og kartede; eller en gammel Mand gik og puslede ude i Huggehuset. Ellers var der ingen hjemme, uden hvor der var Smaabørn eller Syge at passe.

Da lød der med eet en festlig Sang af mange, stærke Stemmer. I den stille Aftenluft klang den vidt ude over Engene, hvor Kvæget straks begyndte at give Hals af Utaalmodighed.

Sangen kom fra et større, enligt liggende Hus i Byens Udkant, foran hvilket der stod en høj Flagstang, hvorfra der vajede Flag. Det var den saakaldte "folkelige Friskole", hvis Skolestue gjorde Tjeneste som Menighedens Forsamlingssal. Alle Vinduerne mod Vejen var aabnede, og ud af dem hang fyldigt formede Bagdele af Mænd og Karle, der havde taget Plads i Vindueskarmene.

Herinde var det, at Byens Beboere i Øjeblikket var at finde. Gamle og unge Mænd og Kvinder sad sammenstuvede paa Bænkene under det lave Loft og svedte med den beundringsværdige Energi, det danske Folk kan udvise, hvor det gælder om at forholde sig modtagende. I henved tre Timer havde de siddet der med Ørene og Mundene aabne. Men det var ogsaa en ualmindelig betydningsfuld Sag, som dennegang havde samlet dem; og det var virkelig tilgiveligt, at Pastor Momme, der var Ordfører for 7 den, ikke havde kunnet gøre sit Indledningforedrag kortere.

Men nu fandt der ogsaa et lille Opbrud Sted af Folk, der nødvendig skulde bort for at passe Malkningen, eller som havde andre uopsættelige Gøremaal at varetage i Hjemmene. De gik nødig til det; og flere af dem blev staaende i Døren for at være med at synge i det mindste det første Vers af den paabegyndte Sang. Og de havde dog ingensomhelst Grund til at frygte for, at Sammenkomsten skulde være hævet, inden de kom tilbage. Der var ikke mindste Anledning til at tro, at ikke endnu adskillige af Forsamlingen vilde føle Trang til at udtale sig med Grundighed. Man var her slet ikke vant til at drage nogen, endsige en saa alvorlig, Sag frem uden at give den en alsidig Drøftelse. Desuden var det straks ved Mødets Begyndelse bleven forkyndt, at der bagefter, naar Forhandlingerne var tilendebragte for denne Aften, skulde leges og danses af Ungdommen.

Oppe paa Katederet, der tjente som Talerstol, stod endnu gamle Pastor Momme og ledede Sangen. Det var en lille lav Mand uden Skæg men med et stort Nakkehaar, der faldt i Englelokker ud over Skuldrene. Han holdt Hænderne med Sangbogen bag paa Ryggen og vuggede sig paa Hælene, mens han sang. Øjnene var lukkede bag hans Staalbriller, der 8 altid sad temmelig langt ude paa Næsen, og over hvis Kant han plejede at titte saa skælmsk og fornøjet op til Folk, naar han talte med dem, alt mens han klappede dem paa Armen eller Maven. Ved Siden af Katederet sad Friskolelæreren, Hans Povelsen, der, hvad det Ydre angik, var en fuldkommen Modsætning til Præsten. Han var stor og sværlemmet, navnlig det sidste, og havde et Skæg saa langt og bredt som nogen Profet i det gamle Jødeland.

En særlig Opmærksomhed samlede en købstadklædt Dame, der indtog en Hædersplads i en Kurvestol paa den anden Side af Katederet. Det var den bekendte Fru Lene Gylling fra København, en velhavende Enke, der havde gjort sig til de folkelige Vækkelsesbestræbelsers Beskytterinde. Overalt, hvor der skulde bygges en Forsamlingssal eller rejses en fri Skole, tyede man til hendes Hjælp; og det var da netop ogsaa i en saadan Hensigt, man nu havde faaet hende herud til Sandinge, idet man her følte Trang til at faa oprettet en Højskole som Modvægt mod den Jernbane, der var under Arbejde, og mod det fremmede Liv, som rimeligvis ved denne vilde tilføres Egnen ude fra den store, urolige Verden.
 

Oppe paa Bakkeskraaningen, et Stykke udenfor Byen, laa en enlig lille Fattigmandshytte 9 med lave Mure og sammensunket Straatag. Gammel og ligesom træt laa den der i en Mellemting mellem en Mødding og en Kartoffelhave og stirrede ud over Dalen gennem et Par smaa, lyssky Vinduer.

En stor, plump og skidden Kone stod udenfor ved Gavlen og pindede Kvas, mens et Par stille, blege Børn laa omkring hende og rodede mellem gammel Halm og Potteskaar.

Dengang Sangen begyndte derhenne paa Skolen, havde Konen standset sin Økse et Øjeblik for at lytte. Samtidig var et Hoved kommen tilsyne oppe i en aaben Loftsluge i den anden Gavl. Det var Hovedet af en ganske ung Pige, næsten et Barn, der havde en kridhvid Skilning i et mørkt, spejlblankt Haar. Hun blev liggende deroppe med Haanden under Kinden og saae drømmende op mod Skyerne, mens hun lyttede til Sangen. Lyst og frejdigt klang den langt ud i den stille Aftenluft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

Konen havde straks igen taget fat paa sit Arbejde. Med en Ed huggede hun Øksen mod Blokken og ledsagede Ordene med et ondt Smil, der aabnede hendes snavsede Ansigt og blottede et Par store, svulne, tandløse Gummer, som lignede et frygteligt Saar. En Tid stod hun 10 derpaa og ligesom mundhuggedes med sig selv. Saa brølte hun pludselig:

"Hvor bli'er du henne – Tøs!"

Hovedet i Gavllugen forsvandt. Et Par Hosefødder løb over Loftet derinde, og en Stige knagede. Og ud af Døren kom nu Pigebarnet og skyndte sig hen til Pindebunken, hvor hun gav sig til at sanke op i sin Sæk, idet hun stadig sørgede for at vende Ryggen til Moderen, for at denne ikke skulde se, at hun havde grædt.

Moderen mærkede det alligevel; men hun sagde ingenting, før Datteren havde faaet Sækken fyldt. Saa sagde hun rolig og uden at afbryde sit eget Arbejde:

"Læg bare Top paa'en, Boel – des bedre li'er det!"

Og da Pigebarnet havde gjort, som hun sagde, og allerede var paa Vej mod Døren med Sækken paa Ryggen, lagde hun til, mens hun drev til med Øksen, saa Brændestumpen fløj langt bort:

"Her maa vi lukke Kæven og spytte i Næven, om vi skal faa Pjalter til Kroppen, forstaar du!"

Datteren svarede ingenting. Hun bare skyndte sig ind, skønt hun var nærved at segne under den tunge Byrde. Hun var ikke stor af Vækst 11 og knapnok udvokset. Og saa var hun baade hulkindet og bleg af Mangel paa Næring.

Nu kom en gammel, sammensunken Moerlille krybende frem i Døren, hvor hun et Øjeblik blev staaende med den runkne Haand støttet til Dørkarmen og saae ud over Engene. Det store, tykke Hoved sad dybt nede mellem Skuldrene. De farveløse Øjne stirrede sløvt frem i dyrisk Tanketomhed. Hun mumlede noget uforstaaeligt hen for sig og slæbte sig saa tilbage til Stuen igen, mens Sangens jublende Omkvæd klang langt ud i den stille Luft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

Imidlertid trængte Aftenen paa. Konen, der nu var færdig med Brændet, kaldte Smaabørnene til sig og gik ind bagefter den Gamle. Hist og her paa Himlen slog en Stjerne Øjet op og saae ligesom i mild Forundring ned paa Engene, hvorfra nu de hvide Dampe piblede frem som fra et utæt Grydelaag.

Henad Vejen histovre kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Træskotrin ind gennem den tomme By og ud ad den igen paa den anden Side. Han kom fra Jernbanearbejdet ude i Heden. En Hund foer ud fra en af Gaardene og forfulgte ham med en rasende Gøen gennem hele Gaden; 12 men uden at ænse den traskede han afsted med dukket Nakke og slappe Knæ, som sov han indvendig.

Da han naaede op til det faldefærdige lille Hus paa Skrænten, satte han Skovlen fra sig ved Døren og gik ind. Lidt efter tændtes der Lys derinde. Men da var det ogsaa bleven næsten mørkt.

13 [Fig. II]

II

15 Det var et bart og koldt Rum med mørkt Lergulv og fire nøgne Vægge. Et Lys stod paa et Bord mellem to smaa Vinduer. Af dets Flamme, der flakkede i Trækken fra den halvaabne Dør, kastedes et sygt, gustent Skær over det halve af Stuen. Resten laa i Mørke.

Smaabørnene var bleven bragt tilsengs i en smal Kistebænk, der stod langs den ene Væg, og hvor de laa som i en Ligkiste. Moderen stod derhenne og ordnede deres afkastede Klæder for at lægge tilside, hvad der skulde bødes, mens de sov. Bagved var der en Slags Alkove, en Udhuling i Muren, der engang havde tjent til Bagerovn. Den gamle Bedstemoer var just ifærd med at krybe derop i sin stumpede Skætfaldssærk1, der ligesom hendes lille visne Legeme var sort af Snavs.

Lavs – Manden – sad henne bag Lyset med Armene paa Bordet og gumlede langsomt med sine brede Kæber. Da han var færdig med at spise, tog han Jerngaflen fra Stegepanden, der stod foran ham, og gav sig til at 16 stikke i sine Tænder. Under dette Arbejde sank hans Øjelaag dybere og dybere ned. Stuens kvalme Lugt, der var sammenblandet af Menneskeuddunstninger, Høduft og branket Fedt, gjorde ham døsig. I Grunden sov han allerede.

Henne paa en Bænk bag Kakkelovnen sad Boel med Hovedet støttet op mod Væggen. Ogsaa hun havde lukket Øjnene. Hendes Kinder var blege. Thi udenfor lød atter Sangen fra Friskolen. Og bestandig jublede den over Livets Lykke og Troens livsalige Fryd.

Pludselig kom der to Farvepletter paa hendes Kinder. I Drømme følte hun sig baaret bort fra den Elendighed, der omgav hende, … løftet op i en Verden, hvor alt var Godhed, Kærlighed, Lys og Lykke. Men kun et halvt Minut forundtes det hende at dvæle i dette Drømme-Paradis. Lyden af Moderens Trin over Gulvet vakte hende. Og hun foer sammen.

Lidt efter rejste hun sig med et kort Godnat og skyndte sig over i et mørkt Kammer paa den anden Side Fremmerset, egenlig et Tørverum, der tjente hende til Sovested.

Faderen, der ogsaa var bleven vaagen, saae efter hende med sine blakkede Øjne. Han lagde sin Gaffel, tog en halvt udtygget Skraa op af Vestelommen og sagde:

"Jeg tykkes, det er skidt fat med Boel. Hva' si'er du, Lone?"

17 Konen svarede ikke noget. Og saa blev der ikke talt mere om den Ting.

Lavs rejste sig nu, slog Dynen op for en bred Halmseng ved Væggen og begyndte at klæde sig af. Da han sad paa Sengekanten med Bukserne nede om Knæene, sagde han, skønt han næsten ikke kunde tale for Søvnighed:

"Ja, ja, Lone! … Der er kanske alligevel no'et om'et. Aandens Løftelse, som Præsten si'er. Tror du ikke … Jeg synes nu –".

Han fik ikke udtalt. Han havde lagt sig ned under Dynen og snorkede allerede.

Lone puslede endnu nogen Tid omkring i Stuen og lagde tilrette. Der var meget, hun endnu skulde have gjort, før hun kunde gaa i Seng. Det blev ofte langt over Midnat, inden hun var færdig med at stoppe og lappe om dem, som sov.

Hun gik nu først ud og lyttede ved Boels Dør. Og da alt syntes roligt derinde, vilde hun lukke Yderdøren. Men forinden blev hun et Øjeblik staaende paa Tærskelen og saae ind mod Byen.

Der var nu ikke andet at se end en tæt, hvid Damp, der fyldte hele Dalen – et mægtigt kogende Krater, i hvis Midte der blev spillet og danset som af et underjordisk Nissefolk. Kun Kirken hævede sig utydeligt op derfra som et Taagespøgelse, omgivet af sin hvide Kirkegaardsmur, 18 bag hvilken de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave.

Thi der var en Tid, da her boede et helt andet Folk mellem disse Bakker, et jævnt og sindigt Folk, for hvem Sogneskellet var Verdens Grænse. De havde ikke haft mange Ord endsige Sange. De passede sig selv, dyrkede Gud ved at betale Præsten hans Offer og betragtede det iøvrig som deres Livsopgave at opfede Stude.

Men saa var det for en Snes Aar siden, at den gamle Præst døde, og at Pastor Momme kom til Sognet med den nye Kristentro, af hvilken de gamle Sandingebønder kun forstod saa meget, at den var lavet af en Mand i København, Grundtvig ved Navn. Men de Unge i Egnen begreb efterhaanden mere. De flokkedes om den nye Præst og hans glade Forkyndelse baade i Kirken og paa de Møder, han lod afholde i Præstegaardens Have og andre Steder. Og snart oprandt hin store Brydningstid, hvorom Pastor Momme nu saa ofte paa sin morsomme Maade fortalte, da han maatte "dyste" med de gamle, seje Sandinger.

Dengang var det ogsaa, at det blev aabenbaret, hvilke rige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne apostoliske Personlighed havde oprindelig været simpel Skomager og ernæret sig ved sin Syl – ligesom Paulus. 19 Ældre Folk kunde endnu huske ham som en tynd og forkommen Person, der sad ved Vinduet med sine begede Traade hængende over Øret, og som Dagen igennem fløjtede og sang saa muntert som en Stær. Men Pastor Momme saae snart, at i dette Folkets Barn gemte der sig noget af Aandens ægte danske Muldjordskraft. Ved gode Venners Hjælp fik han ham anbragt paa en Højskole og derefter paa et Seminarium, hvorfra han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage som en alvorsfuld Mand, rigtignok uden Eksamen, men med solid Belægning paa Lemmerne og en Guds Velsignelse af rødbrunt Skæg nedover Brystet.

Dertil talte han med en poetisk Salvelse, som Sognefogdens rige Datter Maren ikke længe modstod. De blev forlovede, og Jagildet blev holdt under hele den unge Menigheds Fryd og Begejstring.

Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen hin Aften kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Arbejdsskuldre og kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar. Der veksledes intet Ord. Men da hun havde boret sine Øjne ind i hans, spyttede hun ham i Ansigtet og gik saa stille bort.

"Dit Skidt!" sagde hun blot.

Povelsen tørrede sig af med sit Lommetørklæde, 20 og det var aldrig siden til at se paa hans Ansigt, at det havde været Genstand for en saadan Forhaanelse. Det var i de forløbne Aar bleven bestandig rundere og mildere, skinnede af en Hjærtets Fred og Livsalighed, som det netop gjorde alle Folk saa godt at se paa. – –

Da Lone igen stod i Fremmerset, hørte hun Nogen klage sig et Sted i Huset. Hun troede først, at det var et af Smaabørnene, der var vaagnet; men inde i Stuen var alting roligt, Børnene laa og fløjtede gennem deres forstoppede Næser, og Manden laa med Dynen helt op over Øjnene og trak nogle frygtelige Torsk iland. Saa forstod hun, at det maatte være Boel, hun havde hørt. Det havde ogsaa nærmest været en Lyd som af halvkvalt Graad.

Hun betænkte sig et Øjeblik, men gik saa tilbage og aabnede sagte Døren til Boels Aflukke. I Halvmørket kunde hun akkurat skelne Omridsene af den Halmkasse, hvori Datteren laa.

"Sover du, Boel?"

Der blev ikke svaret.

Lone stod lidt. Saa gik hun besluttet hen og satte sig paa Kanten af Kassen, støttede Hovedet i sin Haand og sagde:

"Boel, jeg vil snakke med dig. Det er Løgn alt det, de synger derovre … bare Løgn og Fandens Kommers. Hører du?"

Men nu rejste Boel sig overende og gav 21 Graaden frit Løb. Og da hun først var begyndt, var det hende ikke muligt at holde op igen. Hun sagde, at hun vilde ønske, hun var død. Hun var saa ulykkelig, saa grænseløs ulykkelig.

Moderen saae opskræmt paa hende. Hvad havde de dog gjort ved Barnet? Hun var jo rent fra Snøvsen. – Hun tog hende om Armen. Men da blev det først rigtig galt med Boel. Hun græd helt hysterisk, jamrede sig og skreg.

– – Udenfor i Natten klang det frejdigt lyst og livsglad:

"Vi Fugle vi er fri
og glade, vi, vi, vi!"

23 [Fig. III]

III

25 Den næste Morgen, mens alt endnu laa i tryg Slummer inde i Taagerne, tumlede Lavs ud af sin Dør, greb Skovlen og ravede søvndrukken – med tunge, usikre Trin – ind gennem Byen og ud af den igen paa den anden Side, forbi den folkelige Friskole, gennem hvis aabne Vinduer der endnu stod en sur Stank af Sved og Støv, og videre henad Landevejen.

Først en god Stund efter at hans Skikkelse var forsvunden oppe over Bakkeskraaningen i Retning af Jernbanegennemskæringen, begyndte der at røre sig Liv i Taagen inde over Byen. Et Par dorske Træsko klaprede over Stenbroen i en af Gaardene. Der blev banket paa en Rude og nævnt et Navn. Saa blev en Stalddør lukket op, og et Par Heste smaavrinskede.

Lidt efter lød et andet Træskopar i en anden Gaard, og efterhaanden vaagnede der Liv og Røre i dem allesammen. Hist hentede en nattrøjeklædt Pige Visk og Kvas til Kaffekedlen. Her anbragte en anden sig paa Hug bagved Husgavlen, mens hun ængstelig kiggede sig omkring. Hanerne 26 kom frem paa Møddingen, og Ungkvæget gav Hals derude i Engen.

Men ogsaa i selve Taagen kom der Bevægelse. Den ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, tilsidst ganske sølvhvid. Da Solen omsider brød sig Vej igennem den, skinnede den ned over en livlig lille By med glade Røgsøjler op af alle Skorstenene.

Pastor Momme gik ude i sin Have og nød den friske Morgenluft. Han havde Træsko paa Fødderne, og en gammel landlig Kasket hang ham ned over det lille, tittende Ansigt. Han gik nynnende, med Hænderne korslagte paa Ryggen, og tænkte over et lille opbyggende Ord til Brug ved den Morgenandagt, hvormed han plejede at indlede Dagen for sig selv og sin Husstand, og hvortil iøvrig ogsaa andre af Menigheden kunde indfinde sig.

Han opholdt sig just i en lang, tæt Nøddegang, der laa foran ham som et mørkt Rør. Dens ene Ende var lukket med en hvid Laage, som førte ud til Landevejen, og over denne aabnede Udsigten sig til et Hjørne af Gadekæret og bag dette igen til en solbeskinnet Længe af en Bondegaard med en aabenstaaende Port. Herigennem saae man atter ind i et græsbegroet Gaardsrum med en Pumpe og et Vandtrug og til endnu en anden, solbeskinnet Mur med en Dør, der stod aaben ind til et Bryggers, 27 hvor en Pige stod og skrabede en Gryde, mens Hønsene flokkedes udenfor.

Den hvide Laage derhenne for Enden af Gangen aabnedes nu. En lille, skævhoftet Kone kom jumpende ind ved Hjælp af to Stokke, som hun holdt ud for sig som et Par Krykker. Hun blev først staaende indenfor Laagen en lille Tid og raabte noget over til den grydeskrabende Pige paa den anden Side Gadekæret; men saasnart hun opdagede Præsten henne i den modsatte Ende af Gangen, fik hun Fart paa sig og stalkede frem paa sine fire Ben under mange "Hm" og "Rm" og andre lydlige Tegn paa Sindsophidselse.

Det var Stine Klokkerkone, en af Pastor Mommes Trofaste og Menighedens allestedsnærværende Fisseltud2. Præsten satte dog Pris paa hende, fordi hun samtidig besad, hvad han med et Udtryk fra Sangbogen kaldte "en Salmetunge". Sammen med flere andre af Byens Koner gav hun daglig Møde i Præstegaarden for at bivaane Morgenandagten. Hun følte sig, som hun plejede at sige, saa helt naadeforladt, naar hun ikke fik saadan et lille godt og velsignet Guds Ord at bære med hjem til Løftelse for Sjælen under Dagens Slæb og Stræb, og forresten vankede der ogsaa regelmæssig en varm Kop Kaffe og et Stykke friskbagt Hvedekage bagefter.

28 Allerede i Frastand kunde Pastor Momme se paa Konen, at der maatte være noget usædvanligt paa Færde.

"Men Stine dog! … For Himlens Skyld! Hvad er der?"

Konen stod nu foran ham, hendes visne lille Person formelig dirrede af Iver for at komme til at fortælle. Men den hastige Gang havde gjort hende saa stakaandet, at hun ikke kunde faa et Ord frem. Hun maatte først hente sit Vejr igen. Men saa fusede ogsaa Beretningen ud af hende som Skarn fra en Spædekalv.

Det var sorte Lones Datter, den lille Boel, der var rent forsvunden. Det stakkels Skind, der saa gerne havde villet være et Menighedens Barn, om hun blot havde kunnet faa Lov dertil, var i Nat gaaet hjemme fra, og Ingen vidste, hvor hun var. Hun havde vist nok dronet sig. Stine Kagekones Søsters Svoger, der boede ude i Overdrevet, havde hørt Skrig og Jamren inde fra Lones Hus, da han om Aftenen var gaaet hjem fra Mødet, – det havde været helt hjerteskærende at høre paa. Han var overforvisset om, at Lone havde pint sin Datter værre end nogen Bøddel, saadan havde Barnet klaget sig.

Pastor Momme blev meget ilde tilmode ved denne Meddelelse. Han kendte bedre end de fleste det lille Hus paa Bakken og det store, forhærdede Kvindemenneske deroppe, hvis Tilværelse 29 af alle føltes som en Skam for Menigheden. Gang efter Gang havde han søgt at indvirke paa hendes formørkede Sind; men hverken Formaning eller Overtalelse havde formaaet noget overfor hendes Trods. Endogsaa for Velgerninger havde hun været utilgængelig. Af alle Egnens Fattige var hun den eneste, der aldrig havde villet modtage nogen Haandsrækning af Menighedens Barmhjertighedskasse. Med en oprørende Krænkelse af en af Menneskehjertets ædleste Følelser havde hun haanligt tilbagevist enhver Hjælp.

Ogsaa Datteren, den lille Boel, kendte Præsten godt baade fra Skolen og fra Konfirmationsforberedelsen, og han var rigtig kommen til at holde meget af dette forsømte Barn, der havde været saa opvakt, saa lærelystent og spørgeivrigt. Han huskede fra Konfirmationsundervisningen hendes store, fløjlsmørke Øjne, som altid var rettede imod ham med et drømmerigt Blik, … disse Øjne, der ligesom hendes blaasorte Haar bestyrkede den gængse Formodning om, at der flød Taterblod i hendes og Moderens Aarer.

Efter Morgensangen meddelte han Begivenheden til Fru Lene Gylling, der havde overnattet i Præstegaarden, men nu skulde rejse i Løbet af Dagen. Han fortalte hende om det stakkels Barn, der var bleven holdt nede i 30 aandeligt Mørke af sin egen Moder, dette skammelige Menneske, der i sin forhærdede Trods hellere vilde se sine Børn gaa tilgrunde end modtage Menighedens Velgerninger.

Den menneskekærlige Frue blev dybt rystet af, hvad han fortalte, og da han sluttede, sagde hun med et af de fyndige Orakelord, hun saa vel forstod at anvende, og som havde skabt hende Ry for salomonisk Visdom:

"Jo stærkere Solen skinner, des mørkere synes Skyggen, kære Pastor Momme!"

Imidlertid var Budskabet om Boels Forsvinden fløjet over Byen og havde allevegne vakt den største Bestyrtelse og Harme. Folk stod i Klynger foran Husdørene og berettede og lavede Rygter. Man tog det allerede for en fastslaaet Kendsgerning, at Boel havde druknet sig. Der var dem, der endog ikke var utilbøjelig til at mene, at sorte Lone selv havde haft en Haand med i Spillet. Et saadant Menneske, der hverken vilde tro paa Gud eller Fanden, kunde man jo tiltro det værste.

Under alt dette traskede Lavs som en sløv Maskine frem og tilbage paa sin Trilleplanke derude mellem de andre Jernbanearbejdere og anede ingenting. Paa ham var der ingen, der tænkte. Det sølle Slæbeskrog havde overhovedet aldrig været andet for Folk end et Tilhæng til Lone. Der var endda mange i Byen, som slet 31 ikke kendte ham. Fordi hans Kone var saa ilde anset, havde han altid været nødt til at søge sit Arbejde udensogns; og han maatte da gaa hjemmefra om Morgenen, før Nogen i Byen endnu var opstaaet; og naar han om Aftenen kom hjem, var det allerede halvvejs mørkt.

Hen paa Formiddagen kom der et ridende Bud til Sandinge fra en af Nabobyerne med den Besked, at Boel var funden og ilive. En kørende Bonde havde optaget hende paa Landevejen, hvor hun havde siddet ved Grøften aldeles forkommen af Sult og Udmattelse. Hun havde først intet villet sige; men endelig havde hun da forklaret, hvorfra hun var, og at hun vilde have været ind til Købstaden for at søge sig en Tjeneste. Hun havde dog ikke været at formaa til at vende tilbage til Sandinge. Af Frygt for Moderen skreg hun op, bare der var bleven nævnet noget derom, og Bonden havde derfor foreløbig huset hende.

Der løftede sig ved denne Efterretning et befriende Gud-ske-Lov over den beklemte lille By, hvor der var saa mange andre end Præsten, der beklagede Boel og holdt af hende. Koner og Piger samledes igen i Klynger foran Husdørene, og Knevren gik, saa det kunde høres over hele Gaden.

Der var dog ingen, paa hvem Budskabet virkede mere befriende end paa Friskolelærer 32 Povelsen. Han havde rigtignok gaaet meget stille med sin Beklemmelse. Han havde ikke engang røbet den overfor sin Kone; men den havde angrebet ham saa stærkt, at han endog havde maattet søge Sengen og – som det overhovedet ikke sjelden skete – overlade det til Konen at tage sig af Skolen.

Denne Mand, hvis Liv nu var saa evangelisk rent og lydefrit, kunde jo ikke skjule for sig selv, hvad han med saa stort Held og takket være sorte Lones stolte Tavshed havde skjult for alle andre, endogsaa for sin Kone, at Boel var hans Barn, hans syndige Kød og Blod, Frugten af hans Ungdoms Forvildelser. Til daglig trykkede denne Tanke ham dog ikke stærkt. Han havde i sin Tid afgjort Sagen med Vorherre ved at bede ham om Tilgivelse for sit Syndefald og havde ogsaa følt paa sig selv, at han havde faaet den. Men ved en Lejlighed som denne rørte der sig alligevel angerfulde Følelser hos ham, og den Slags Ting slog sig altid straks paa hans Fordøjelse, der i det hele hos ham gjorde Tjeneste som Samvittighed. Saasnart det begyndte at rumle i hans Mave, blev han indadvendt og søgte Lønkammeret, der altid indrettedes i hans Seng under de tætte Fjerdyner. Her udsvedte han sine Anfægtelser med Bistand af Kamillete og Havresuppe, indtil han med Appetitens Genopstaaen følte, at den himmelske 33 Naade atter lyste over ham og hans lille Hjem.

Ogsaa i Præstegaarden vakte Budskabet om den genfundne Boel megen Glæde. Fru Gylling erklærede straks, at hun vilde tage sig af det stakkels Barn. Dersom der var Mulighed for at faa Forældrenes Samtykke, vilde hun optage Boel i sit Hjem paa samme Maade, som hun oftere havde gjort det ved unge Landsbypiger, der var bleven hende anbefalet af Højskolevenner, eller som hun ved Selvsyn havde fundet Behag i. Pastor Momme lovede at indlede en Forhandling derom med Barnets Moder; og da denne endnu intet havde faaet at vide om dets Skæbne, besluttede han at gaa derud straks og bringe hende den indtrufne lykkelige Meddelelse, idet han haabede da at have et gunstigt Øjeblik til at indvirke paa hendes Sind.

Ikke mange Minutter efter befandt han sig oppe ved Huset. Smaabørnene laa som sædvanlig udenfor og rodede i Snavset. De var hverken bleven vaskede eller redte idag, og Mad havde de heller ikke faaet endnu. Tavse saae de op paa Præsten med store, hungerskinnende Øjne.

Døren til Stuen stod aaben. Ogsaa derinde saae der slemt ud. Sengene var ikke redte, paa Gulvet laa afkastede Klædningspjalter, og Lone 34 lod sig ikke tilsyne. Kun den gamle Bedstemoder var derinde. Hun sad halvpaaklædt ved Vinduet og mimrede fjollet med sin store, savlende, af lange Skæggetrevler omgivne Mund, mens hun med stor Optagethed var paa Jagt efter Smaadyr under sin Uldtrøje og ikke i mindste Maade lod sig forstyrre i denne Idræt af Præstens Komme. Til alt, hvad han spurgte om, mumlede hun blot:

"Jeg er syvoghalvfirs, Gud bedr'et … Jeg er syvoghalvfirs." Men nu lød der Træskotrin ude i Fremmerset, og da han vendte sig om, stod Lone i Døren. Hun havde igen været ude at søge efter sit Barn. Hendes lappede Kjoleskørt var dyngvaadt af de Kær og Mosehuller, hun havde gennemsøgt. Og om hendes Fortvivlelse fortalte det blege, fortrukne Ansigt og Øjnene, der var røde og ophovnede af Graad.

"Jeg kommer med et godt Budskab til dig, Lone. Din Datter lever!"

Og Præsten fortalte hende, hvad han vidste om Boels Flugt og hendes nuværende Opholdssted.

Lone strøg sig med Bagen af sin grove Næve henover Panden, som om det svimlede lidt for hende et Øjeblik. Saa saae hun op, og ned igen, men sagde ingenting.

"Din Datter lever!" gentog Pastor Momme højtideligt og iagttog hende over Brillerne. "Vorherre 35 har holdt hende borte fra Forvildelsens Vej og givet hende i gode Menneskers Varetægt." Lone ryddeliggjorde en Stol ved Bordet og bød i Tavshed Præsten Sæde.

Pastor Momme satte sig. Han saae ud som en Mand, der har taget en Beslutning og valgt sin Fremgangsmaade. Rolig sad han der med begge Hænder hvilende paa Stokkehaandtaget og kiggede paa sin vante Vis med hele Ansigtet op paa hende.

Og han spurgte hende, om Gud dog ikke dennegang havde talt saaledes til hendes Hjerte, at hun nu vilde give Boel Lov til at søge det Liv og det Lys, som hendes unge Barnesjæl i Længsel stundede mod; og han meddelte hende det Tilbud, som Fru Gylling havde gjort, og bønfaldt hende om at tage imod det med Tak til Gud for Barnets Frelse.

"For Boel skal De ikke frygte," sagde han. "Hun vil komme mellem de kærligste, de ømmeste Hænder hos en af Landets ædleste Kvinder, der vil tage sig af hende og holde af hende med den opofrende Kærlighed, hvormed denne Kvinde alle Dage har omfattet de Smaa og Fortrykte."

Lone havde givet sig til at opsamle de henkastede Klædningsstykker fra Gulvet. Hun sagde stadig intet. Det var næsten, som om hun slet ikke hørte efter, hvad Præsten meddelte. Først 36 da denne ligefrem forlangte et afgørende Svar, sagde hun uden at vende sig fra sit Arbejde:

"Præsten kan gøre ved Tøsen, som han selv synes."

Og med det Svar var Pastor Momme foreløbig tilfreds.

Der steg igen et befriende Gud-ske-Lov op fra den lille By, da man erfoer Resultatet af Præstens Mellemkomst. Om Aftenen, mens Klokken i det gamle Kirketaarn ringede Solen i Grav, samledes Folk paany udenfor Porte og i Husdøre, og Boels Navn var paa alles Læber. De var allesammen kommen til at holde endnu mere af hende efter det, der denne Dag var sket. En Kone sagde, at hun syntes, Boel ligesom var bleven hele Menighedens Barn nu. Dette Ord hørte andre. Og tilsidst gentog alle det.

Oppe i den øverste Ende af Gaden begyndte Nogen at synge. Det var nogle unge Piger, der havde samlet sig i en Gruppe paa en høj Trappesten. Lidt efter lidt sluttede andre sig til dem, saa der tilsidst dannedes en hel lille Forsamling. Stærkt og lyst klang Tonerne ud over Byen, mens Himlen farvedes rød af Solens Offerbaal:

"Lille Guds Barn! Hvad skader dig?
Tænk paa din Fader i Himmerig.
Han er saa rig, han er saa god.
Ingen kan staa hans Magt imod.
O, Gud ske Lov!"

37 – – Henad Vejen kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Træskotrin, – ind gennem Byen og ud ad den igen paa den anden Side. Det var Lavs. Nogle saae efter ham; men kun faa kendte ham; og endnu færre tænkte i Øjeblikket paa, at han var Boels Fader.

Med opløftede Hjerter fortsatte man sin Sang:

"Føden og Klæden, Hus og Hjem.
Skulde Guds Børn gaa vild om dem?
Mennesket lever af Guds Ord.
Hjemme har Børn, hvor Fader bor."

"Yndig er Blomsten klædt og holdt,
dejlig at se paa Fjeldet goldt,
Ikke den spinder, ej den syr.
Dronning er dog dens Dragt for dyr!
O, Gud ske Lov!"

39 [Fig. IV]

IV

41 Naar Fru Gylling sad i sin Lænestol under Uret i Dagligstuen og modtog Besøgende, havde hun den Vane at læne sig tilbage med Hænderne og sit lille Haandarbejde i Skødet og i denne Stilling at fæste sine endnu smukke blaa Øjne paa en bestemt Person i Stuen – med sine Tanker saa langt borte, at det ofte syntes hende vanskeligt at faa dem hjem igen, naar Nogen henvendte sig til hende med en Forespørgsel.

Egenlig sad hun altid saadan, og i Virkeligheden tog hun af Klogskabshensyn aldrig Del i nogen Samtale; men hun havde en egen orakelmæssig Maade at smile paa, naar man spurgte hende; hun kunde trække saa dybsindigt paa Skuldren og kaste et saa beaandet Blik op i Loftet, at hun havde faaet Ord for at være Landets aandfuldeste Kvinde.

Saaledes sad hun nu en sen Eftermiddagstime i September og betragtede moderligt overbærende en stor, mørk Sommerhat (en formelig Kalesje), inden i hvilken der befandt sig et 42 langagtigt, voksblegt Ansigt med to mørke Øjne og to meget røde Læber. Til samme Person hørte et højt, slankt Legeme i en stramsnørt Kjole af graaprikket Silke samt en Kniplingsparasol, der under Samtalen blev vugget nervøst paa Spidsen af en lakeret Taaspids. Tilsammen udgjorde det en ung Kvinde, en Frøken Drehling, Datter af Gehejmeetatsraad Drehling, en af Fru Gyllings Ungdomsbekendte.

Det var den Tid paa Dagen, som de af Fru Gyllings Bekendte, der ikke hørte til hendes Meningsfæller, plejede at besøge hende. Om Formiddagen eller i den almindelige Visittid kunde Stuen være "ligefrem forpestet" – som der blev sagt – af Rigsdagsbønder og Landsbypræster og Højskolemænd, der lugtede af Skæg og Selvros og gammel Tobak, og mod hvis nærgaaende Familiaritet man daarlig kunde værge sig.

Det var just af samme Grund, at den unge Dame havde valgt denne Dagstid til sin Visit. Hun kunde aldrig glemme den Tortur, det havde været for hende, da hun ved et foregaaende Besøg maatte stikke en Seminarist paa Næven og i en halv Time høre paa en skikkelig Præstemands tungsindige Betragtninger over sin Kones daarlige Mave.

Men denne Stue gemte ogsaa andre Minder for hende. Trods sin Afsky for det Liv, der 43 til daglig udfoldede sig her, droges hun bestandig herhen som Møllet til Lyset. Haabet om at træffe en vis Person, der havde tilhuse her, overvandt hendes Seminaristskræk. Og som hun sad der og vuggede sin Parasol paa Foden og af lutter Nervøsitet lod Munden løbe, havde hun i Øjeblikket ikke Tanke for andet, end om der skulde lyde kendte Mandstrin inde fra de andre Stuer.

Henne ved det ene af Stuens tre Vinduer sad en lille, gammelagtig Dame og strikkede med et Par Træpinde. Hun havde en tarvelig, sort Kjole paa ud af hvilken der strakte sig en lang, runken og slunken Hals med et lille Abehoved, der ubevægeligt var bøjet over Strikketøjet. Hun tog ikke Del i Samtalen, og der var i det hele noget uvedkommende i den Maade, hvorpaa hun sad der tavs og klaprede med sine travle Pinde.

Ikke desmindre var den lille Dame Søster til Husets Frue. Hun hed Frøken Rosalie og var lige saa ilde lidt, som Fru Gylling var beundret og elsket.

Endnu en fjerde Person befandt sig i Stuen. Det var Boel. Hun havde sin Plads henne ved det Vindu, der var længst fra Indgangsdøren, og hun havde til Baggrund en Plantegruppe med mange lyserøde Roser, der klædte hendes lidt sydlandske Skikkelse fortræffeligt. Hun var 44 ogsaa selv bleven en Del oppyntet. Hun havde faaet to nye Dragter; og paa Fru Gyllings Anvisning var hendes blaasorte Haar bleven sat op paa en malerisk Maade med hvide Silkebaand. Iøvrigt følte hun sig endnu temmelig ufri i sin Stads. Læderskoene klemte hende om Foden, og den stivede Kjolestrimmel kradsede hendes Hals, hver Gang hun blot drejede Hovedet. Heller ikke var hun endnu ganske klar over sin Stilling der i Huset. Rigtig Pige var hun ikke; kun om Formiddagen maatte hun gøre Stuepigegerning og lukke op. Om Eftermiddagen og om Aftenen skulde hun derimod sidde paaklædt herinde i Stuen for – som Fruen havde sagt – at høre efter, hvad der blev talt, og tage Lære deraf.

Men med al sin Usikkerhed var hun saare lykkelig. Naar hun sad derhenne i sit Rosenskjul, slugte hun med undrende Øjne og Øren, hvad der foregik omkring hende; og Livet syntes hende saa skønt og alle Mennesker saa vidunderligt gode, at hun kunde faa Taarer i Øjnene af at tænke derpaa.

Pludselig lød der muntre Stemmer ude i Forstuen, og to elegante Damer lukkedes ind af Husholdersken.

Den ene var en ung, spids Frue, der hurtigt strøg forbi den lille Dame ved Vinduet med en overlegen Hilsen men overstrømmende hjerteligt 45 hilste paa Fru Gylling, der rejste sig halvt. Den anden havde faaet sit Slæb klemt fast i Døren men kom straks bagefter.

"Kære Fru Gylling – vi kom just forbi – og saa syntes –."

"Frk. Drehling – Fruerne Holm og Krarup," forestillede Fru Gylling.

"Aah ! En Fornøjelse! … Og saa syntes vi, vi skulde …"

"… herop og se til Dem," fuldendte den anden, der var lidt federe.

"Det var kønt af Dem. Værs'god, tag nu Plads."

"Tak," sagde de begge to og vilde sætte sig.

Men i det samme fik de Øje paa Boel og standsede med et lille overrasket Udbrud, mens den ene af dem satte en Lorgnet op for Øjnene.

"En lille Veninde fra Landet," forklarede Fru Gylling med sit milde Tonefald og nikkede i det samme venligt over til Boel, der sad dryppende rød paa Kanten af sin Stol og ikke vidste, om hun skulde rejse sig eller blive siddende.

"Hun er sød!" hviskede Damen med Lorgnetten ned til Fru Gylling.

"Ja, rigtig sød!" hviskede ogsaa den anden.

"Tys!" – Fru Gylling løftede advarende sin Hæklenaal. – "Og værsgod, tag nu Plads. Og lad os snakke sammen."

De to Fruer satte sig.

46 Men Frk. Drehling greb Lejligheden til at sige Farvel. Hun havde siddet der mere end en Time og opgav nu Haabet om at se den, for hvis Skyld hun var kommen. I sin Forstemthed tog hun en noget kort Afsked. Den lille Dame ved Vinduet fik endda kun et Nik i Forbigaaende.

Det var nu ogsaa paa høje Tid, hun kom afsted. Ude i Forstuen mødte hun et nyt Hold Besøgende og dennegang af Fru Gyllings "folkelige" Vennekres. Det var Justitsraadinde Blomberg og hendes to Døtre, Frøken Gudrun og Frøken Bergliot. Hun havde truffet dem her engang tidligere og maatte derfor standse og veksle et Par Ord, hvorved hun ikke undgik en lille Omfavnelse af Justitsraadinden, der gik omkring og forulempede sine Medmennesker med en overdreven Trang til at vise Kærlighed. Ogsaa den yngste af Døtrene – den tyveaarige Bergliot, der havde krøllet Haar og derfor ansaas for en Skønhed – nærmede sig hende med en paatrængende Elskværdighed, hvorimod den ældste, der var lang og tynd som en Tarm og gik klædt som en Degnekone paa Landet, skred hende højtideligt forbi med et medynksfuldt Blik paa hendes Silkedragt.

Endelig slap hun fri og skyndte sig ned ad Trappen. Aa, Knud! Knud! Hvor kan du dog holde det ud med de afskyelige Mennesker!

47 Den, hvem hun saa fortvivlet anraabte, var den samme, hun med bankende Hjerte havde siddet og ventet paa hos Fru Gylling, nemlig dennes Søn, cand. jur. Knud Gylling, en ung Mand paa nogle og tyve Aar, der efter meget Vaklen fornylig havde indfriet de Forventninger, hans Moder havde haft til ham, ved at optræde som Taler i folkelig Aand. Ved en større offenlig Bespisning for en af Demokratiets Ledere i Hovedstaden havde han som Ordfører for en Kres af unge Akademikere udbragt en Skaal for Bonden, "vor Tids Adel"; og hans Proklamation af et højtideligt Forbund, et Fostbroderskab, mellem "Haandens og Aandens Arbejdere" havde ikke alene vakt en umaadelig Jubel ved selve Festen, den havde bagefter staaet gengivet i alle Landets Aviser og været betegnet som "et betydningsfuldt Tidens Tegn".

Frk. Drehling havde været fortvivlet den Morgen, da hun læste Festreferatet i Avisen. Hun havde paa hans Vegne skammet sig over de svulstige Ord. Hun kendte ham fra Barndommen og vidste, hvorledes han altid, ja næsten til det sidste, havde spottet over Moderens Omgangskres og gjort Løjer med den hele Bevægelse. Hun havde i den senere Tid anvendt al sin Indflydelse paa ham for at afholde ham fra "at tage sit Parti", – som han plejede at sige med et Skuldertræk – dertil var han endnu 48 slet ikke moden. Men Moderens Magt over ham havde været for stor. Han var nu engang en blød Natur og kun haard overfor dem, der viste sig svage overfor ham.

Og dog kunde hun ikke lade være at holde af ham. Ja, det var næsten, som om hun elskede ham højere nu, efter at han havde gjort hende denne store, store Sorg.

– – Inde i Fru Gyllings Dagligstue gik Samtalen livligt. Fruerne Holm og Krarup var gaaet; ogsaa Frk. Rosalie var forsvunden fra sin Plads ved Vinduet. Til Gengæld var der kommen et Par nye Besøgende, to unge Studenter – Madsen og Mollerup – Sønner af et Par Landsbypræster af Fruens Bekendtskab.

Den første var en pluskæbet Idealist med en vældig Haarmanke, hvilken han i sin Begejstring hvert Øjeblik gennemfoer med Hænderne, saa den strittede ud til alle fire Verdenshjørner som paa en elektriseret. Han kunde aldrig sidde rolig paa en Stol, men stillede sig altid efter kort Tids Forløb bagved den, med Armene paa dens Ryg, som om den var en Talerstol, og udslyngede herfra sine Bemærkninger som en Jupiter sine Tordenkiler. Han havde en sand Lidenskab for at høre sig selv snakke. Skønt han led af en Talefejl og hakkede og stammede og snublede over Ordene, som om han altid havde hele Alfabetet i Munden 49 paa engang, kunde han ikke dy sig for at tale. Han var, som hans Ven, Student Mollerup, plejede at sige om ham, det personliggjorte "levende Ord".

Vennen var en langbenet ung Mand, der havde det Princip aldrig at sige noget, uden at det var blodig satirisk; hvorfor han i Almindelighed ogsaa indskrænkede sig til at betragte sine Medmennesker med et prøvende Smil – og sig selv med et mindre kritisk i ethvertsomhelst Spejl, han kunde finde i sin Nærhed. Han havde nu været saa heldig at faa en saadan Plads, at han kunde se næsten hele sin velplejede Person i Fru Gyllings store Pillespejl, og det var derfor tilgiveligt, at han undertiden viste sig mindre opmærksom overfor sin Sidedame, den yngste Frøken Blomberg, skønt denne virkelig var saa net og ovenikøbet syntes at være ikke saa lidt optaget af ham.

Samtalen i Stuen havde iøvrigt straks grebet det Emne, der saa at sige laa i Luften her: den store, demokratiske Fest, ved hvilken Kandidat Knud havde holdt sin Tale for den danske Bonde. Fru Gylling selv havde ved samme Lejlighed præsideret som en Slags Værtinde, og Festen havde i alle Maader været ualmindelig vellykket, "en virkelig Triumf for det københavnske Demokrati", som der var bleven sagt om den. Maden havde efter alles Mening været 50 upaaklagelig, kun havde maaske Laksen ikke været tilstrækkelig gennemkogt. Dekorationen i Salen havde været overordentlig virkningsfuld; Dametoiletterne udsøgte og Musikken god. I disse Omgivelser var ikke alene Bondens, men ogsaa Arbejdernes Skaal bleven drukken med megen Begejstring i Champagne og ledsaget af Hurra og Fanfare.

Der var nu Tale om at forfølge denne Sejr; og der var foreløbig nedsat en forberedende Komite, i hvilken blandt andre Kand. Knud var bleven indvalgt; men dens Planer holdtes endnu strengt hemmelige. Student Madsen, der hørte til de Indviede, blev i den Anledning bestormet af den yngste Frøken Blomberg, der absolut vilde vide, om det skulde være noget højhalset eller noget nedringet. Hun bad tilsidst "paa sine Knæ"; men Madsen holdt tappert Stand med en Mine som en Diplomat i en Vaudeville.

Under alt dette sad Fru Gylling paa sin sædvanlige Vis tilbagelænet i Stolen og saae tankefuldt frem for sig uden i Grunden at tage Del i Samtalen. Det saae ud, som skuede hun anelsesfuldt ud i det danske Folks Fremtid; og hendes Veninde, Justitsraadinde Blomberg, der var lidt skinsyg paa hendes Ry, begyndte at blive urolig og gav sig til paa sin hjertelige 51 Maade at blære sig af sin Svoger, en Præst i Jylland, der havde et Navn som Folketaler.

I Virkeligheden sad Fru Gylling blot og tænkte paa Frk. Drehling og paa hendes Fader Gehejmeetatsraaden, der var en Mand med megen Indflydelse, ogsaa ved Hoffet. Hun tænkte paa sin Søn Knud og afvejede for hundrede Gang Fordelene og Ulemperne for ham ved en Forbindelse med det drehlingske Hjem. Hun kunde aldrig komme til noget endeligt Resultat i dette vigtige Spørgsmaal. Hun vilde derfor nu lægge Sagen i Vorherres Haand. Han førte dog alting til det bedste!

Det var imidlertid begyndt at skumre i Stuen. Skyggerne laa i Krogene og under Stolene og ligesom ventede paa Mørket, der skulde komme. En Smule rødligt Solskær spillede oppe paa den ene Væg, hvor gamle Grundtvig sad med Hænderne paa Maven i en Ramme af Evighedsblomster. Tæt nedenunder sad Boel i sit Skjul og hørte med straalende Øjne paa alt, hvad der blev talt.

Paa engang foer hun sammen og blev blussende rød. Døren var gaaet op, og med en lidt skødesløs Hilsen traadte en køn, blond, noget fedladen ung Mand ind i Stuen.

Det var Husets Søn, Kandidat Knud.

Nu var Øjeblikket kommet, da den hemmelighedsfulde Student Madsen fandt Lejligheden 52 passende til at aflevere en stor Nyhed, som han havde haft i Baghaanden, og hvis Virkning paa Sindene han havde glædet sig til at iagttage.

Med oprejst Pande traadte han frem paa Gulvet og forkyndte:

"Gylling – din Tale er bleven omtalt paa allerhøjeste Sted."

"Hvad siger De!" udbrød alle Damerne i Kor. Selv Fru Gylling fik Mæle. Og Mollerup rev sig for et Øjeblik løs fra sit fængslende Spejlbillede og spurgte med sit mest dæmoniske Smil, om han – Madsen – maaske havde luret ved de kongelige Nøglehuller.

"Jeg veed det aldeles bestemt. Min Kilde har jeg ikke Lov til at nævne … jeg kan kun sige, at det er en meget højtstaaende Funktionær ved Hoffet og fuldt paalidelig."

Virkningen af denne Meddelelse var for Damernes Vedkommende overordenlig. Der sænkede sig en ærefrygtsfuld Højtidelighed ned over Stuen. Dette var mere, end selv Fru Gylling havde turdet haabe. At de kongelige Prinser – maaske Kongen selv – havde nævnet Knuds Navn!

Fru Gylling blev tavs; men Justitsraadinden sagde bevæget med en af sin præstelige Svogers Aandrigheder:

"Ja, Tiden er svanger med store Begivenheder!"

53 Knud selv fremkunstlede Overlegenhed og sagde, idet han med en Mine som en bebyrdet Statsmand lod sig falde ned i en Lænestol:

"Naa ja, – noget skal de Mennesker jo snakke om!"

Imidlertid var den lille, gamle Dame atter gleden ind i Stuen lige saa ubemærket, som hun før var gleden ud af den. Hun sad nu atter paa sin Plads ved Vinduet og passede sit Strikketøj med en febrilsk Iver, som om hun var ganske ligegyldig for, hvad der foregik omkring hende. Dersom nogen havde iagttaget hende, vilde de imidlertid have lagt Mærke til, hvorledes hendes Ansigt og lange, slunkne Hals hyppigt fyldtes med Blod. Dog, det saae ud, som var det kun af Ærgrelse over en tabt Maske eller lignende; og forresten var der ingen af de Tilstedeværende, der fandt det Umagen værd at tage Notits af hende.

Men pludselig – bedst som Fru Blomberg og hendes Døtre sad og talte i Munden paa hinanden om Hoffet og dettes mulige Erobring for den folkelige Livsanskuelse – lød det henne fra Vinduet med en stor, bøs Stemme, som man ikke af sig selv vilde have tillagt den aldrende lille Dame:

"Har du saa husket at forny Brandassurancen, Knud?"

Det kom som en Bombe over dem alle. 54 Man vidste ikke straks, om man skulde le eller være fornærmet. Blandt alle Fru Gyllings Venner var der kun een Mening om hendes Søster, at hun var skrækkelig. Det stakkels Menneske var aldeles blottet for alle aandelige Interesser, gik op i at strikke og lappe og støve af og hjælpe Pigerne. Folk kunde ikke begribe, at Fru Gylling kunde finde sig i at have hende i Huset. Fru Gylling var paa det Punkt virkelig beundringsværdig.

Knud valgte for sit Vedkommende at være overbærende.

"Brandassurancen, Tante? … Jeg skal huske den imorgen."

"Ja, imorgen er det ogsaa allersidste Dag, naar ikke Fornyelsesfristen skal udløbe. At du veed det!"

Men nu blev Fru Gylling utaalmodig.

"Lad nu det være godt, Rosalie! Vi talte jo om andre Ting." Lidt efter brød Gæsterne endelig op. Fru Gylling fulgte dem selv ud i Forstuen, mens Knud, der havde taget en Avis, blev siddende i sin Lænestol og herfra i Smug iagttog den nu af Solnedgangen bestraalede Boel med et mønstrende Blik, – selv skarpt iagttaget af Tanten, der dog ikke et Øjeblik løftede Næsen fra sit Strikketøj og kun syntes optaget af at tælle sine Masker.

55 Efter nogle Øjeblikkes Forløb flyttede Knud hen paa en anden Stol, der stod i Nærheden af Boels Vindu. Han lod, som om det var, fordi han der bedre kunde se at læse.

"Naa, hvordan gaar det?" spurgte han. "Befinder De Dem stadig vel i Hovedstaden?"

"Jo – Tak," svarede Boel med Hjertet i Halsen.

"Ja, her er virkelig ogsaa ganske rart, naar man forstaar at indrette sig."

Nu kom Fru Gylling tilbage fra Forstuen.

"Her bliver snart for mørkt, Børn," sagde hun. "Lille Boel, hent Lamperne, mit Barn!"

Idet Boel rejste sig, var hun saa uheldig at tabe sin Saks ned paa Gulvet, – den faldt endog lige foran Knuds Fødder. Inden hun fik Tid til at bøje sig ned efter den, havde han taget den op. Og idet han rakte hende den, mødtes deres Blikke.

"Det er sandt," fortsatte Fru Gylling, efter at Boel var gaaet. "Jeg har glemt at fortælle dig, at Agnete Drehling har været her. Hun var vist ked af ikke at træffe dig."

Knud, der et Øjeblik havde været fraværende, syntes at blive noget urolig i Anledning af denne Meddelelse, men sank dog kort efter atter hen i Tankefuldhed.

Da Boel denne Aften kom ind i sit pæne lille Kammer foran i Køkkengangen, satte hun sig ved Bordet for at skrive hjem til sine Forældre. 56 Længe sad hun og bed i sit Penneskaft og stirrede ind i Lampelyset og kunde ikke samle Tankerne for den Mængde eventyrlige Forestillinger, der tumlede og brændte inde i hendes Hoved. Og hendes mørke Zigøjnerøjne skinnede helt forslagent.

Det havde nemlig ikke været ganske af Vanvare, at hun havde tabt den Saks ned for Kandidat Knuds Fødder. Hun havde en Dag set, hvordan han saa pænt havde taget et Lommetørklæde op, som en besøgende ung Dame var kommen til at tabe paa Gulvet; og det var nu i Eftermiddag kommet over hende som en Indskydelse, at hun skulde forsøge, om han vilde bære sig ligesaadan ad overfor hende. Og han havde virkelig gjort det!

Hun var endnu ganske svimmel af sin Triumf. Blodet bankede i hendes Aarer og glødede hendes Kinder. Saa var det altsaa virkelig sandt, hvad hun havde hørt dem allesammen snakke om her, og hvad de altid havde sunget om derhjemme paa Skolen, at alle Mennesker nu var lige for hinanden, at Fødsel, Stand og Rigdom ikke betød noget længer. Den fattigste Husmandspige og den rigeste Grevinde galdt for lige meget i det store Kærlighedsrige, som nu var oprunden over Jorden.

Endelig begyndte hun at skrive. Og hun skrev da uden Standsning:

57 "Kære forældre og Syskende.
Naar jeg i dag skal skrive til mine kære forældre og syskende saa er det med særlig trang til at aabne mit Hjerte i anledning af at jeg nu har gjort den opdagelse at det er det og intet annet jeg kunde blive lykkelig ved og føler mig saa frigjort ved at jeg ikke er som jeg har før trot den grimme Ælling der slet intet passer til allevegne og jeg kunde aldrig tale om det og falt mig aldrig ind jeg var alti optagen af tanker som gik saa langt derfra og jeg har grædt tit men nu skal jeg ikke græde mere og skal jeg fortælle jer at her er slet ikke forskel paa fattige folk og andre selv i den fattigste Kofte og her er en søn som har holden en tale til bynderne og Vorherre har rigtignok aabnet et skjønt liv for mig og jeg mærker Vorherres kerlighedsgerning strømme til mig og jeg holder saa meget paa den kerlighed for den er et lønligt Kildevæld hvor den faar Lov at strømme ind i hjærterne og jeg er slæt ikke længer vred paa dig moder og du maa lade Karen komme ud ogsaa naar hun bliver kumfermert for alting er saa skjønt som de synger ovre paa skolen og alle mennesker saa gode og jeg hører tit et godt ord talt her og vi synger ogsaa og vi kan rigtig mærke det at vi springer ud af hans kærlighed liesom en blomst med fuglevinger men Vorherre gjør alting 58 godt mod hvem han har kjær og jeg kan rigtig be til ham nu og fornemme at han er min fader i Himmelen og hermed hilses i fra mig

Boel

Jeg har haft en bøllen finger men nu er det godt.

59 [Fig. V]

V

61 "Skiddenstræde" kaldtes i Folkemunde en snever Smøge, der fra en af Kristianshavns Skibsbrygger smuttede ind mellem et Par moderne Kontorbygninger. Den havde i Virkeligheden et anderledes velklingende Navn, der imidlertid kun benyttedes i officielle Skrivelser og i Borgerrepræsentationen. Sølet og uden Sol, med bare een Rendesten og en ganske middelalderlig Brolægning, gennemskar den en lille, halvforraadnet Rest af en gammel Bydel, for hvis Vederstyggelighed de omtalte Kontorbygninger dannede et pragtfuldt Skærmbrædt.

En tung og klam Aande af varm Brændevin drev bestandig gennem Gyden fra et Brænderi henne i dens bageste Ende; og Rendestenen dampede flere Gange om Dagen af hedt Vand, der blev udspyet derfra gennem et langt Blikrør. Husene paa begge Sider saae ud, som om de var gennemtrukne af denne Brændevinsfugtighed. Møre og skæve, med store Skjolder paa Murene og snavsede Vinduer mindede de 62 om Drukkenbolte, der skuler ondt til hinanden med taagede Blikke.

Omtrent midt i Gaden laa det ældste og skumleste Hus. Det var højt og smalt og havde en ubestemmelig, grøngullig Farve, omtrent som gammel Ost. Stueetagen laa helt ned mod Gaden, saaledes at Vinduernes Underkant laa i Flugt med Brolægningen. Aabnede man den lave Dør, lød en Klokke med en død Klang.

Det var Madam Jakobsens Beværtning og Logishus: "Det lille Skipperhus" .

Her var ellers livligt nok; for Madam Jakobsens Forretning var ikke alene den ældste, men ogsaa den mest søgte i hele Kvarteret.

Gæstestuen var stor og navnlig meget dyb, men saa lav, at en høj Mand daarligt nok kunde staa oprejst under Loftet. Tobaksrøgen og Køkkenosen hang som en brunblaa Taage ned over Hovederne paa Gæsterne, der sad ved smaa Borde langs Sidevæggene.

I Baggrundens Mørke stod Skænken med en Opstabling af Flasker og Glas, og bag ved den tronede i en Halmstol Madam Jakobsens monumentale Skikkelse, svagt belyst af en lille Lampe, der bestandig brændte over Pengeskuffen.

Her kom mange Slags Folk. Navnlig de kolde Vinterdage, naar her var Lunkestue for Kvarterets Havnearbejdere, Kuldragere, Vognmandskuske, 63 Bybude, Sælgekællinger og haltende Positivspillere3, kunde Bordene være saa tæt besat, at Madam Jakobsen maatte lukke op ind til "Lokalet", – et mindre Værelse ved Siden af, lidt lysere, noblere, med graastrøgne Vægge og et stort Oljetryks Præmieblad4 over en Voksdugssofa. De, der nød den Ære at blive anbragt her, hvor man ikke maatte spytte paa Gulvet eller kradse Piber ud og heller ikke skrive med Kridt paa Bordet, følte det gerne som en Forpligtelse at tage noget ekstra til Drikken, – et Stykke Grisesylte eller en varm Kalvelever. Og dette fristede gerne andre ude i det ydre Rum, saa det blev i Almindelighed en god Forretning baade for Madam Jakobsen og for Opvartningspigen Oline, – den smukke Oline med den store Haaropsats, den udskaarne Kjole og den tykke Kulstreg under Øjnene. Hun strøg ved en saadan Lejlighed mangen To- og Femøre til sig ved at lade, som om hun ikke mærkede de forskellige ellers ikke lemfældige Undersøgelser, der blev gjort paa hendes Person.

Mellem alle disse Mennesker var der dog et særligt Lav, der hævdede et vist Herredømme over Beværtningen og blandt andet var selvskreven til at indlades i "Lokalet", selv om det forreste Rum var ganske tomt. Det var Kuldragerne, Kalkkuskene og lignende Matadorer 64 mellem Bryggens Arbejdsfolk tilligemed Bygningshaandværkere, der tilfældigt havde Arbejde der i Nærheden, – Folk, for hvem en Femogtyveøre var Smaamønt, og som derfor kunde glæde sig baade ved Madam Jakobsens og den smukke Olines ganske særlige Bevaagenhed.

Straks om Morgenen tog denne Elite med stort Spektakel Beværtningen i Besiddelse, idet de en efter en kom stampende ind og med rusten Stemme forlangte deres Morgenbitter; og senere paa Dagen kunde man altid være sikker paa at træffe et større eller mindre Hold af disse kulsværtede og kalkstøvede Storhanser, der sad med Cigarer i Munden omkring Ølflasker eller "smaa Sorte" og spillede Kort.

Ved Mørkets Frembrud forsvandt de, og Aftenen var i det hele Beværtningens døde Tid. Da var den Tilholdssted for Nabolagets Smaahaandværkere, der efter endt Arbejdstid søgte herhen for at have Fred for Konen og Ungerne, eller for at have et varmt Sted, hvor de kunde læse deres Avis, eller simpelthen for at drikke. Det var Mænd som den gamle Skomager Semberlin, der hver Aften nogle Minutter efter, at han havde lukket sin lille Kælderbutik i Baadsmandsstræde, smuttede ind ad Døren med en vims Bevægelse, hængte sin Hat op paa et Søm over sin hævdvunde Plads henne ved Kakkelovnen, glattede forsigtig med to stive Hænder ned over 65 sin skinnende sorte Paryk (der var som børstet med Blanksværte) , trak op i sine Bukser og anbragte sig endelig med megen Omstændighed paa Stolen, hvor han derefter blev siddende lige til Lukketid med den samme Romtoddy foran sig og vuggede sig frem og tilbage med sine lange, tørre Hænder stukket ned mellem Knæene, mens hans lille, rynkede Fjæs skar de mærkeligste Grimacer, som om han debatterede noget med sig selv. Det var Stakler som Liremand Ole Nielsen fra Dybbølskanserne, der lige saa regelmæssigt humpede herind paa sit Træben med sin berømte "Kasse", som gemte fire nationale Melodier med Tromme og Horn, – den, han vaagede over med en bister og tungsindig Aarvaagenhed, der voksede sammen med hans Drukkenskab. Hans Krigersind blev kun holdt i Ave af Respekten for Madam Jakobsen, der ikke var til at spøge med, naar det galdt hendes Forretnings Ære. Alle og enhver vidste, hvordan hun engang i egen Person havde spændt5 en stor Kullemper ud af Døren, fordi han ved en ufin Hentydning til Olines mystiske "Ruf" ude under Bagtrappen havde villet minde hende om, at hun ved en vis Lejlighed havde været tiltalt for Rufferi.

Nu og da kunde der jo dumpe nogle tilfældige Gæster ind fra Gaden, eller en halvfuld Sjover, der var ukendt med Stedet, kunde 66 sidde og savle over noget Øl og raabe op eller synge, indtil han til største Overraskelse og Forskrækkelse for sig selv blev smidt ud. Men i Almindelighed forløb Aftenerne saare fredeligt, ja stilfærdigt. Madam Jakobsen sad mest og sov bag Skænken, mens Oline henne i Krogen hang forelsket om Halsen paa sin "Ven", en ung, bleg Fyr med glasagtige Øjne, der modtog hendes Kærtegn med et mæt Smil. Stilheden kunde da være saa dyb, at man ikke hørte andet end de smaa, bestemte Dump fra en utæt Hane i en Tønde et Sted bag Skænken, hvorfra Draaber med lige lange Mellemrum faldt ned i en Spildeskaal paa Gulvet; og det kunde næsten føles som Spektakel, naar en af Gæsterne i Halvsøvne gnubbede sig op ad Væggen med en Lyd af stive Klæder, eller naar Dybbølmanden Ole Nielsen – som det engang imellem hændte – følte Trang til at bevisliggøre sit Mandemod og demonstrativt sendte et Langspyt henad Gulvet.

Kun Fluerne havde travlt. De tumlede sig lystigt frem og tilbage mellem Spyttekagerne paa Gulvet og Ostebrødet paa Skænken og syntes i det hele at befinde sig som i et Himmerig her i Stuens tunge, fede, øllede Luft.

Blandt Aftenens tilfældige Gæster saaes nogen Tid en lille, skrutrygget Mand med en sort Taftes Lap for det ene Øje. Det var en 67 Urmagersvend, Kasper Kapper, der var Lejer hos en gammel Enke oppe paa en sjette Sals Kvist i Prinsessegade, hvor han boede sammen med en Dompap, en Irisk, to Kanariefugle og to hvide Mus med røde Øjne. Den lille Krøbling var kommen for Skade at forelske sig dødeligt i Oline; og nu sad han der hver Aften og saae med Fortvivlelse i Hjertet, hvordan hun bortødslede sin Ømhed paa den foragtelige "Ven", der tydeligt nok ikke engang brød sig videre om den, mens han gerne havde givet sit Liv eller i hvert Fald alt, hvad han ejede (og det var efter hans egen Mening ikke saa ganske lidt) for at komme i Besiddelse af hendes Gunst. Men Oline var ganske ufølsom for hans Tilnærmelser, endda han ledsagede dem med ret anselige Kontanter. Hun puttede udenvidere disse i sin Voksdugs-Lomme under Forklædet, men skænkede ham alligevel ikke saa meget som et Smil, – ja, engang, da han forsøgsvis havde stukket en hel Krone til hende og derfor mente sig berettiget til i det mindste at knibe hende lidt i den Del af hendes Person, der syntes ham mest tiltrækkende, blev hun rasende og smækkede ham over Fingrene og begyndte at skraale op, saa Madam Jakobsen vaagnede og "Vennen" kom op af Stolen, hvorefter han fandt det raadeligst ganske tyst og ilsomt at forsvinde.

68 En Tid blev han nu helt borte fra "Det lille Skipperhus" og søgte andre Beværtninger med kvindelig Betjening men overalt med det samme Vanheld. I sin brændende Trang til Ømhed kunde han aldrig opgive Haabet om, at hans ydmyge Tilbedelse i Forbindelse med kontante Ydelser blot en eneste Gang skulde føre ham til Sejr. Han vidste vel nok, at hans Holdning ikke var uden Lyde; og om han ikke selv kunde lugte det, saa havde venskabelige Kammerater adskillige Gange fortalt ham, at han stank som bare Fanden af Plaster og gammel Øjensalve. Men naar han betragtede sig selv i Spejlet (hvad han gjorde ofte og meget grundigt), syntes han alligevel, at han var en ganske net Mand med noget vist fornemt over sig. Han havde ogsaa engang hørt en Kvinde hviske nogle Ord til sin Veninde om hans smukke Haar, hvilket han nu ogsaa plejede med ganske særlig Omhu og lod vokse ned paa Skuldrene som en Kunstnermanke. Han havde desuden engang læst i en Roman, at Mænd af hans Slags kunde have en stor Tiltrækning for visse Kvinder, endog af de allerfineste, idet de vakte deres Barmhjertighedsinstinkt, hvilket – som der havde staaet – var Spiren til Kvindernes Elskov.

Det var derfor ikke udelukkende i smudsige Kælderbeværtninger, at den lille Mand forsøgte 69 sin Lykke. Trods Ydmygelser og Skuffelser spejdede hans Haab ogsaa paa mere højtliggende Jagtmarker, ja løftede sig med en romantisk Fantasis Ørnemod helt op til Tinderne.

Han havde en Række Aar arbejdet hos en af de større Fabrikanter inde i Byen, hos hvem han paa Grund af sin Duelighed og Paapasselighed efterhaanden var bleven en betroet Mand, hvem det blandt andet paahvilede en Gang ugentlig at gaa rundt i Byen og optrække Stueurene hos Forretningens faste Kunder. Han fik i den Anledning Adgang til mange fornemme Huse baade i Bredgade og Amaliegade og havde Lejlighed til at stifte Bekendtskaber, som hidsede hans Forfængelighed, ikke alene blandt Tjenstepigerne, der lukkede ham ind og ud, og med hvem han gerne underholdt sig, men ogsaa blandt selve Herskaberne, der undertiden vekslede et Ord med ham.

Der hændte ham nu i dette Efteraar paa en af disse Ture følgende:

En Formiddag, da han ringede paa hos Fru Gylling, Enken efter den rige Kulgrosserer Gylling, blev han ikke lukket ind af den sædvanlige sure gamle Husholderske, men af en ung, landfrisk Pige med brede Skuldre og hvide Flettebaand i et blaasort Haar. Hun forstod ikke straks, i hvad Ærinde han kom, hvorfor der udspandt sig en lille Samtale imellem dem.

70 Den unge Pige saae saa venligt og deltagende paa ham. Hun blev staaende hos ham under hans Arbejde og spurgte, om hun ikke skulde hjælpe. Og da han gik, fulgte hun ham helt ud og sagde næsten ærbødigt baade Tak og Farvel, før hun lukkede Døren.

Da han Ugedagen efter kom igen, var det atter hende, der lukkede op, og hun syntes at blive helt glad over Gensynet. De blev ogsaa denne Gang ene i Dagligstuen, hvor Uret stod, og det kom til en længere Passiar. Ganske af sig selv fortalte hun ham, at hun var fra en By, der hed Sandinge, at hendes Fader var Gaardejer, og at hun var kommen i Huset hos Fru Gylling for at lære Skræddersyning. Hun var forfærdelig glad for at være her, alle Mennesker var saa gode mod hende; men hun havde jo endnu ikke saa mange Bekendte, som hun saadan kunde tale med, – sagde hun.

"Jeg vil i saa Henseende altid være til Tjeneste," sagde den lille Mand belevent og betragtede hendes friske Skikkelse med en forelsket Glød i sit store, brune Øje.

Ved Afskeden tillod han sig at trykke hendes Haand, endog ret varmt. Hun sagde igen Tak og Farvel, da hun lukkede Døren. Hvorpaa han gik bort med Hjertet svulmende af de sødeste og stolteste Forhaabninger.

Men da han tredje Gang kom igen, var 71 hendes Væsen imod ham kendeligt forandret. Hun saae knap paa ham, ja var end ikke fri for at slaa med Nakken. Han lagde ogsaa Mærke til, at hun havde faaet højere Hæle under sine Sko, saa det vuggede blødt i Hofterne, naar hun gik.

Da Fru Gylling kom ind i Stuen, blev hendes Væsen igen et andet. Med næsten ydmyge Lader løb hun hen og hjalp hende af Kaaben, – og Kasper Kapper tænkte sit derved og hostede spydigt bag sin Haand.

Der gik nu nogle Uger, hvori den unge Piges stadig mere aabenlyse Kulde og Overlegenhed virkede som en Trækvind paa Kærlighedsbranden i den lille Mands Bryst. En Dag, da han var kommen noget sent ud paa Rundtur, blev det næsten mørkt, før han naaede til Fru Gylling. Med feberbankende Hjerte ringede han paa, og han kunde straks paa de hurtige Skridt i Gangen høre, at det igen var hende, der lukkede op.

Hendes mørke Øjne straalede, Brystet bølgede, – men da hun saae ham, foer hun tilbage med et Ryk, og der gik en Trækning over hendes Ansigt, som om hun havde traadt paa en Skruptudse.

Saa vendte hun ham Ryggen uden saa meget som et Goddag og gik foran ham ind i Stuen.

Da Kasper Kapper kort efter gik ned ad 72 Trappen, mødte han Fru Gyllings Søn, Kandidat Knud, der kom opover, – og han forstod, at her havde han Forklaringen paa den unge Piges Adfærd før.

"Der er Ugler i Mosen," tænkte han og blev staaende paa den nederste Trappeafsats for at lytte.

"Tak, Boel!" hørte han den unge Mand sige med Varme i Stemmen, da Døren deroppe var bleven aabnet. "Stadig frisk og fornøjet?"

"Jo Tak, Hr. Kandidat." – Det var den unge Piges Stemme.

Døren deroppe lukkedes igen. Kasper Kapper knyttede Hænderne. Udtrykket i hans lange, skægløse Ansigt med den store, blaalige Hage blev mørkt og skulende. Det var altsaa ham, hun havde ventet!

Den lille Kasper Kapper var en hævngerrig Natur. Han gemte i sit følsomme Hjerte enhver Ydmygelse, han havde maattet lide.

Se se, – saadan et Par unge Turtelduer! tænkte han og smilte ondskabsfuldt. – Om man engang kunde se sit Snit til at dreje Halsen om paa dem!

73 [Fig. VI]

VI

75 Over Sandinge Enge havde Vinteren draget sine hvide Mærker. Havet var steget op i de dybe Grøfter og laa over Grønsværen som et blankt Spejl, der stivnede i Nattefrosten. Træer og Buske var hver Morgen ligesom overpudrede. Ogsaa Straatagene med de fløjlsgrønne Mosflager blev ofte hvide; og Tuden paa Vandposten begyndte at faa Skæg.

Det havde ellers været et usædvanlig mildt og stille Efteraar. Indtil ind i December havde der Dag for Dag hvilet en tæt Taage over Egnen. Folk var tilsidst nær bleven utaalmodige, fordi de ikke gerne vilde begynde paa Juleslagtningen, før der var kommen Frost i Luften. Inde i Skurene havde Gris og Gaas ligget og gispet af Fedme; men hvor hyppigt Barometret end sprang i Vejret, og skønt Almanaken – der dog var stadfæstet af selve Universitetet – spaaede baade Kulde og Sne, blev Vejret uforanderligt det samme tunge og grødefulde. Dag og Nat laa Byen indhyllet i en fed, graa Damp, der undertiden opløste sig i et Regnstøv 76 og fik alle Straatagene og alle Husmødrene til at græde.

Endelig skete det, at gamle Folk, der sad og gav Agt paa deres "Værk" og "Jægt", begyndte at føle den "trække". Det gik som et glad Budskab over Byen, da det rygtedes, at Ole Invalid sad hjemme og klagede sig over Smerter i det Ben, der for mange Aar siden var bleven begravet ovre ved Øvre-Stolk. Om Natten faldt der ogsaa et stærkt Isslag. Da man vaagnede om Morgenen, skinnede Solen over en kandiseret By. Der laa en fast Glassur over Huse og Træer, – helt ud omkring de fineste Kviste, der raslede ved det mindste Vindpust.

Og nu begyndte der alle Vegne en Sliben Knive og Skuren Spækkebrædter og Skrubben Saltetønder, saa det var mageløst. Fra alle Bryggersdøre stod en Damp af koghedt Vand, og derinde i Emmen færdedes – ligesom Skygger – Koner og Piger med opkiltrede Skørter, mens gamle Mo'erliller, der skulde hjælpe til ved Fjerplukningen, foer ud og ind med Hovederne indbundne i store Tørklæder.

Fra Morgen til Aften hørtes fortvivlede Svineskrig og Kalvebrøl blandet med Gæssenes spottende Svanesang: Gæk – Gæk – Gæk. Det var et forfærdeligt Myrderi. Hele Byen lugtede af Galde. Strømme af Blod flød ud gennem Portrummene, hvor de døde Kroppe blev hængt 77 op med opsprættede Maver for at faa Livvarmen af sig.

– Saa var det en Dag kort før Jul, hen paa Eftermiddagen. Fra Himlen dalede en stor tæt Sne langsomt ned gennem stille Luft. Der var ingen Folk paa Gaden uden et Par Smaadrenge, der sad og frøs paa en Trappesten. Deres Kinder var blaarøde, og Næserne trængte forfærdeligt til at pudses. Men de sad skæbnehengivne med Hænderne i Lommerne og lod Tyngdens Love virke mellem Næse og Mund. I den ene Ende af Byen sang Friskolebørnene i vilden Sky. Fra en enkelt Lo hørtes sindige Plejlslag.

Pludselig lød et dødt Skud ledsaget af en lille Jordrystelse. Det var Minørerne oppe ved Jernbaneanlæget, der sprængte den frosne Jord med Krudt. Man var nu naaet saa langt frem med den store Gennemgravning, at undertiden ogsaa Ingeniørens Fløjte kunde høres herned i Byen.

Inde omkring i Køkkenerne havde Kvindfolkene stadig travlt med Forberedelserne til Højtiden. Julegrisen blev slagtet, og i de større Gaarde blev der ogsaa brygget Juleøl, der stilledes udenfor Køkkendøren i Baljer og Spande for at svales. Lillepigen stod svedende inde i Bryggerset og skrubbede Tarme med en Halmvisk, og nede i Saltekælderen baksede Husmandskoner 78 med Flæskesider og alenlange Pølser. Andre Steder var man i Færd med Bagningen eller med at brænde Kaffe og stege Fedtegrever, hvilket gerne skulde udføres samtidig for den stærke Lugts Skyld.

Der var en forfærdelig Mængde Mad. Og dog taltes der stadig om, at det ikke var noget imod, hvad der var bleven fortæret i de gamle Sandingebønders Tid, da man nedsaltede en Tyvelispunds Galt og kaldte den "Julenadveren". Der var dem, som ligefrem gjorde sig til deraf og sagde, at om ogsaa Jul rimede paa Sul, maatte man helst ikke gøre for meget ud af den Slags Ting; for det vidste man jo dog nu, at man kunde fejre en glad Jul uden Fraadsen og Skænken. – Men havde man saaledes de fleste Steder brudt med Overleveringen, hvad Flæsket og det stærke Øl angik, saa spillede til Gengæld Kagebagningen en større Rolle end i de gamle Sandingers Dage. Paa det Søde blev der i det hele ikke sparet i Husholdningen saa lidt som i Samtalen. Der lavedes Tærter og Vaniljekranse og Sprutbakkelser og navnlig nogle lækre Flødekager, kaldet "Trykkys", som Friskolelærer Povelsen havde faaet indført i Menigheden.

Den fromme Mand laa med Haanden under Kinden inde paa Sofaen i sin Stue med sin sædvanlige 2 Alen lange Pibe i Munden og indhyllet i en Sky af Tobak, paa hvilken han syntes 79 at svæve ligesom Englene paa gamle Alterbilleder. Han var fordybet i Læsningen af det sidst udkomne Nummer af "Kristeligt Søndagsblad for Oplysning, Nyhed, Ædruelighed og Hønseavl", et meget udbredt folkeligt Organ, ved hvilket han selv var pædagogisk Medarbejder. Han havde netop en længere Artikel deri om "Børneskolen og dens fremtidige Udvikling", og det var særligt denne, der havde fængslet hans Opmærksomhed, og som stadig paany maatte gennemlæses, idet han hver Gang opdagede nye og mærkværdige Sandheder i den, virkelige Guldkorn, sande profetiske Fremtidssyner, som han under Udarbejdelsen i Grunden ikke havde overvejet nærmere, og som altsaa maatte være gledet ham af Pennen under en Art guddommelig Inspiration. Men saadan gik det ham saa ofte.

Inde i Skolestuen ved Siden af brølte Børnene op, saaledes som de havde gjort det hele den sidste Time. Hvergang en Sang var sluttet, hørte man Fru Marens blide Stemme sige: "Naa – lille Smaa! – nu maa vi skam ha'e fat paa Tavlerne!" – Men da bad de Smaa med een Mund saa mindeligt om at maatte blive ved at synge, hvad de saa ogsaa fik Lov til, skønt de allerede var kommen gennem alle Julesalmerne og et godt Stykke ind i Paaskens.

Povelsen hørte intet. Han havde sænket Bladet i sit Skød og tænkte med bevæget og ydmygt 80 Sind, hvor forunderligt det dog var med disse Aandens Naadegaver der skænkedes En saa ganske i det skjulte, uden at man vidste det mindste af det. Men nu forstummede igen Sangen derinde ved Siden af, Døren aabnedes varsomt en lille Smule, og hans Kones bebrillede Ansigt stak frem i Klemmen.

"Forstyrrer jeg?" spurgte hun ængstelig. "Jeg vilde blot sige, at nu er vi færdige med Regningen."

Povelsen, der havde set hen paa hende med sit blide, aandsfraværende, tilhimmelsfarende Smil, strøg sig med Haanden hen over Panden som for at besinde sig og vende tilbage til det jordiske.

"Nu skal jeg … skal jeg straks komme, kære Maren! Men sig mig – hvordan er det? – har vi læst Juleevangeliet for de Smaa?"

"Jo jeg har."

"Ja, det er sandt, det har vi jo. Ja ja, nu skal jeg straks, lille Ven … Forresten, kunde du ikke synge lidt med dem? Det glæder dem saa meget. Og det gør Hjertet saa velsignet friskt! Syng et Par Sange med dem, min Pige, saa skal jeg straks – – –."

Udenfor dalede Sneen stadig tæt og langsomt ned gennem den stille Luft. De to Smaadrenge, der før sad og frøs paa en Trappesten, havde nu rejst sig og givet sig til at lege ude 81 paa Gaden, henrykte for de store Sneflokke, som de søgte at fange i Faldet paa deres udstrakte Tunger.

Pludselig standsede den ene og stirrede med maabende Betuttelse ud imod Bakkerne, mens en paabegyndt Snebold gled ham ud af Haanden. Ogsaa den anden fik nu store Øjne og trykkede sig ængstelig op mod sin Kammerat.

Derovre paa Bakkeskraaningen, hvor en Sti fulgte et hybenbevokset Markskæl, saaes gennem Snesløret en Flok Mænd, der gik langsomt nedover med noget tungt imellem sig.

Snart kom Folk paa Benene overalt i Byen. Forskrækkede Ansigter viste sig i Døre og Portaabninger. Udraab og Klynken lød allevegnefra. Inde i Bryggerserne kastede de tarmskrabende Piger deres blodige Forklæder og foer ud paa Gaden. Selv Friskolelærer Povelsen løftede sin betyngede Bag fra Sofaen og strakte sig mod Vinduet for at se, hvad der var paa Færde. Hele Byen var kommen i Bevægelse, da den lille Skare Mænd langsomt skred ind igennem Byen.

Det var Arbejdsmænd oppe fra Jernbaneterrænet; og det tunge, de bar imellem sig, var en Baare, hvorpaa en forulykket Kammerat laa henstrakt, dækket af pjaltede Kapper og Arbejdsjakker. Man kunde akkurat se hans voksblege Ansigt med de tillukkede Øjne og et stridt 82 rødt Skæg omkring et Par blaasvulne Læber. Fra Undersiden af Baaren dryppede ved hver lidt stærkere Bevægelse Pøle af mørkerødt Blod ned i Sneen. Et Par Hunde, der var styrtet til inde fra Gaardene, gav sig til at snuse til Blodet og kradsede det saa til med Bagpoterne.

Det var med en særegen Rædsel, Folk i Byen erfarede, at det var Lavs – sorte Lones Mand – der var forulykket. Sammen med nogle andre Arbejdere havde han været beskæftiget med at grave et Lag løst Sand ud under en stor Knold halvfrossen Jord, da denne pludseligt var skreden over Hovedet paa dem. De andre fik netop Tid til at undslippe; men Lavs, der havde villet redde sin Ølflaske, kom kun halvt ud og fik Jordmassen ned over Ryggen. Man havde hurtig faaet ham gravet ud; men der var gaaet noget itu inden i ham, og det ene Ben var knækket, saa Benpiben stak ud gennem Laarkødet.

Endnu levede han dog, endda han ganske lignede et Lig. Man kunde tydeligt høre ham stønne og bevidstløs klage sig og skære Tænder.

Oppe paa Bakkerne lød paany Ingeniørens Fløjtetrille, og et nyt Skud paafulgte.

Der var imidlertid gjort Anstalter for at faa sendt en Vogn efter Lægen. Mørket var i Frembrud, – Natten stod allerede som tykke, blaasorte Banker ude over Havet. Først efter næsten 83 et Kvarters Forløb kom Vognen afsted; og der var to Mil til Byen, hvor Lægen boede.

Timerne gik. Den sorte Himmel sænkede sig over Jorden, og Sneen dalede ned fra den som en Regn af Stjernelig. Gaden var atter tom, men i Døre og Porte stod Folk og saae gysende op mod Lones lille Hus paa Bakken, hvor Lyset skinnede ud gennem Ruden. Nogle mente at vide, at Lavs var kommen til Bevidstheden, andre fortalte, at han var død. Alle stod de og ventede paa, at Lægen skulde komme; og rundt om taltes der om, at det var galt, man i Skyndingen havde glemt at faa Skovle med i Vognen. For Sneen faldt stadig tættere, og det var begyndt at vinde lidt, saa der kunde nemt have samlet sig Driver i Hulvejene.

Der dukkede et lille Selskab frem henne i Gaden, ledet ved en Lygte. Det var Friskolelærer Povelsen og hans Kone tilligemed et Par andre af Byens Folk, der havde været til Aftenandagt og Sortepølser i Præstegaarden.

"Ja, Guds Haand falder tungt paa de Genstridige," sagde Fru Maren, hun hængte sig ved sin Mands Arm af Frygt for at falde. "Men maaske vil nu dette blive Vejen til Frelse for Lone. Gud give det!"

Povelsen sagde mærkværdigvis ingenting.

Først henimod Midnat vendte Vognen tilbage med Lægen. Da levede Lavs endnu.

85 [Fig. VII]

VII

87 Foraaret var kommet til København. Det susede gennem Gaderne i svidende Blæst, det piskede paa Ruderne med Hagl og Regn, tilsmudsede hele Byen med Taage og Snesøle.

Inden lune Døre sad en Aften den gyllingske Familjekres samlet omkring Lampen i Dagligstuen. Kandidat Knud var elskværdig og læste højt for Damerne af en nysudkommen Novelle.

"Sagte dirrende hang Sommermorgenens fine, krystalklare Lys i den stille Luft og gød sig ligesom en Regn af Guld ned over den brede, brolagte Gade, hvis i regelmæssige Rektangler tilhugne og med Nøjagtighed afpassede Graasten endnu laa med en af Nattens Dug glinsende Overflade. Men herfra kastedes det atter tilbage i glimrende, hinanden stedse krydsende Straalebundter, eller det ligesom stænkedes bort i utallige smaa gnistrende Stjerner, der smaahoppede henover Stenene, medens enkelte større Vandpytter i den for en saa stor By ualmindelig slette Brolægning laa med lette, af en sagte Morgenvind frembragte, Krusninger paa deres blanksorte Overflade, 88 mindende om skødesløst henslængte Stykker moireret Silke oversaaet med Guldpailletter …"

Fru Gylling sad som sædvanlig tilbagelænet i Stolen og fulgte sine egne Tanker. Hendes Øjne hvilede paa Knud, og samme Sted var ogsaa Tankerne. Det forekom hende, at hans Væsen havde forandret sig i den senere Tid. Han var saa febrilsk og saa aandsfraværende, at man næsten ikke kunde tale med ham. Der var sikkert noget, der trykkede ham. Herpaa tydede ogsaa den Trang, han pludselig havde faaet, til at tilbringe sine Aftener hyggeligt her i Familjens Skød. Det lignede ham slet ikke. Han havde aabenbart en ligefrem Ulyst til at tage hjemmefra.

Fru Gylling tænkte sit derved. Hun havde lagt Mærke til, at Agnete Drehling ganske havde trukket sig tilbage fra dem, efter at Knud havde holdt sin anden, store, frisindede Tale i den ny Studenterklub. I hvert Fald havde hun siden den Tid ikke en eneste Gang besøgt dem, og Fru Gylling formodede af den Grund, at det var kommen til et Brud mellem de to Barndomsvenner, hvad der sikkert var gaaet Knud meget nær. Den kære Dreng! Han fik nu prøvet, hvorledes det var at lide for sin Overbevisning. Men forresten vilde hans Martyrium vist ikke vare længe. Agnete gav saamænd nok Køb, 89 og den gamle gode Forstaaelse vilde blive genoprettet.

Mellem Fru Gylling og Frøken Rosalie – der heller ikke syntes meget opmærksom og i hvert Fald larmede klapperslangeagtigt med sine Træpinde – sad en anden ældre Dame med et stort, besløjfet Kappetøj og Hornbriller. Det var Konsistorialraadinden.

Hun boede ene i et Par Værelser i Etagen ovenover, men flyttede hver Aften herned til Fru Gylling, hvor hun efterhaanden var bleven betragtet som hørende til Familjen. Trods sin klingende Titel var hun en saare beskeden gammel Dame, der nok holdt af at snakke, men aldrig tog Ordet, før hun havde forvisset sig om, at ingen andre vilde sige noget, og som med al sin Snak ingensinde havde sagt et Menneske imod. Hun sad nu der, lidt puklet, og saae saa god og forgemt ud, mens hun puslede med et gammeldags Perlebroderi.

Boel var der ogsaa. Hun var nu helt indgroet i sit nye Hjem og bevægede sig frimodigt, næsten lidt raskt mellem de mange fremmede Mennesker. Fru Gylling havde virkelig Ære af hende. Hendes Skønhed og landlige Friskhed havde gjort hende til alles Kæledægge. Særlig havde den ældste Frøken Blomberg – "Stankelbenet", som hun kaldtes af Knud – kastet sin Kærlighed paa hende. Rundt om i det allerbedste 90 Selskab kaldte hun hende ligefrem for sin Veninde; og naar hun kom i Besøg, sad hun hele Tiden henne hos Boel, med Armen beskyttende om hendes Liv, og taalte næsten ikke, at andre nærmede sig hende.

I den allersidste Tid havde Friskheden hos Boel dog tabt sig en Del. Hun var ogsaa bleven mere stille, mere indadvendt. Fru Gylling var virkelig ofte lidt bekymret for hende. Det var naturligvis Landluften, hun savnede, – aa, denne velsignede Landluft, og det hele ubundne Liv i Guds fri Natur! Efterretningen om den sørgelige Ulykke, der var overgaaet hendes Fader, havde vel ogsaa gjort sit. Den stakkels Mand var jo bleven Krøbling for Livstid, og Fattigdom var der i Forvejen i hendes Hjem, saa det var jo kun saa naturligt, at Tanken paa dem derhjemme kunde gøre hende bekymret.

Doktor Kayser, Husets Læge, var tilsidst bleven raadspurgt af Fru Gylling. Han var en pæn gammel Mand, der praktiserede paa et godt Hjerte og en Etatsraadstitel. Han saae sine Patienter venligt paa Tungen, klappede dem med et kærligt Sind paa Skulderen og sagde opmuntrende, at med Guds Hjælp vilde det nok blive bedre, – og med denne sin Universalrecept trøstede han nu ogsaa Boel, der iøvrigt i sit Indre smilte lumsk ad den gamle Herre.

Kandidat Knud læste:

91 "Edith svarede kun ved at bevæge sine pæonrøde Læber i en svag Nynnen, medens hun overgivent lod sine yppigt hvide, med slangeformede Ringe forsynede Fingre famle legende henover Flygelets af Alder gulnede Elfenbenstaster, idet hun kun berørte disse med den yderste fine Spids af de langagtige, mandelformede, svagt rosenfarvede Negle. Medens Underarmens mathvide Runding med de fine blaa Aarer paa Undersiden stak frem af et rummeligt Halværmes karmoisinrøde Atlaskfoer, ombrust af hvide Kniplingers Bølgeskum, stod Læberne halvt aabne, hvorved en Række elfenbenshvide Tænder kom til Syne, og det fint tegnede Hoved var bøjet lidt tilbage, saa den rige Haarfylde som en hastende Strøm af gyldne Bølger skyllede ned over den blændende hvide Alabasternakke. Albert stod som fasttryllet ved Synet af denne dejlige Kvinde. I det samme vendte hun sig pludseligt helt om imod ham og fyldte Luften med en sølvklingende Latterkaskade."

Her endte et Kapitel. Knud lagde Bogen og rejste sig.

"Det var smukt," sagde Konsistorialraadinden og vaagnede med et lille Ryk.

"Ja, Solberg er en fin Stilist," sagde Fru Gylling aandsfraværende, – hendes Øjne havde en Stund hvilet paa Boel, der sad saa flittigt 92 og syede, og hvis mørke Haar hun tankefuldt betragtede. Og efter en lille Pavse tilføjede hun nu: "Hvor det i Grunden er en Skam, at Kvinderne paa Landet mere og mere aflægger deres Hovedtøjer. De er dog saa smukke, – ofte ligefrem pragtfulde."

"Ja ligefrem pragtfulde," erklærede den skikkelige Konsistorialraadinde, tog en sort Perle paa Synaalsspidsen, holdt den op for Lyset og anbragte den midt i Øjet paa en lille hvid Amorin, der red paaskrævs over en Delfin.

"Nationaldragten i det hele …!" sagde Fru Gylling sørgmodigt.

"Aa!" – Konsistorialraadinden ledte atter med Synaalen i Perlebeholdningen, som hun havde foran sig i et Stykke Papir. – "De røde Baand … de flaskede Trøjer … Spændeskoene!"

"Ja – det var smukt!"

Der faldt en kort Tavshed efter dette Ordskifte. Man hørte kun Blæsten, der slog Alarm gennem Gaden, og Frøken Rosalies Strikkepinde. Men da ingen andre vilde sige noget, tog igen Konsistorialraadinden Ordet, dog først efter at have set sig forsigtigt om:

"Ja, De husker vel nok Hammels yndige Billede paa Charlottenborg ifjor, Fru Gylling? Det, som forestillede et Bondebryllup. Motiv fra Usserød."

"Ja, det var smukt!"

93 "Ja, der kunde man da se, hvor Nationaldragten var pyntelig. Det var noget andet end den nymodens Opstadsning. Og saa durabel. – Aa, hende, der vender sig om og spænder Skoene! De husker nok, ikke sandt? Har man nogensinde set noget saa yndigt?"

"Hm – nej, det er justement det, vi ikke har!" brød det til Konsistorialraadindens største Forskrækkelse pludselig ud af Knud, der ledsagede sin Protest med en høj Latter. "Det er jo det rene Skaberi! Jeg synes, det vilde være ganske komisk, dersom f. Eks. Boel vilde trække i en saadan Maskeradedragt."

"Ja, hvorfor egenlig?" spurgte Fru Gylling, lidt overrasket over Sønnens Iver, mens Frøken Rosalie skævede over sine Pinde hen til Boel, der var bleven blussende rød.

"Hvorfor? Fordi, lille Mo'er, at den Slags Landbo-Uniformering er unaturlig i en Tid, der netop sætter sin Ære i at nedbryde al Standsforskel … udslette alle Fødselsmærker. I Grunden er jo Nationaldragten kun Bondens gamle Slavedragt."

Fru Gylling kendte igen de sidste Dages Knud, saadan som han der gik i en Ring paa Gulvet – utaalmodig, nervøs og stridbar.

"Ja, det synes jeg nu kun er Talemaader," svarede hun. "Men Nutidens Ungdom vil nu 94 gøre sig saa haard og lukke Øjnene for Poesien i Livet, – det er Sagen!"

"Aa, Poesien! Livet! … Liv er Poesi, kære Mo'er. Anderledes forstaar jeg det ikke. – Og naar vi absolut skal tale om Boel, saa forekommer det mig virkelig, at hun er baade smukkere og mere poetisk, netop som hun er."

"Men, Knud – du gør jo Barnet helt flov," sagde Fru Gylling smilende og klappede Boel paa Kinden. "Gør mig forresten den Tjeneste at se paa dit Ur. Klokken er vist snart elleve."

Konsistorialraadinden forstod Vinket og fik straks travlt med at pakke sine Sager sammen. Lidt efter var hun borte. Boel fulgte hende op ad Trappen og sørgede for, at den gamle Dame kom vel ind ad sin Dør.

Da Boel kom ned igen i Forstuen, stod Knud der og var i Færd med at slukke Væglampen. Døren ind til Dagligstuen havde han lukket. I et Nu var der mørkt, og i det samme følte hun sig berørt af hans Haand.

"Vil De vente mig om lidt inde hos Dem?" hviskede han. "Jeg vil saa gerne tale med Dem, Boel."

Der lød Trin inde i Dagligstuen lige ved Døren, som derpaa blev aabnet. Det var Frøken Rosalie.

"Min Gud! Staar I i Mørke," sagde hun med sin Mandfolkestemme.

95 "Jeg slukkede netop nu, Tante!" svarede Knud ganske roligt.

Boel hørte ingenting. Det sneede for hendes Øjne med gyldne Stjerner, og Blodet sang i hendes Øre som Storm og Bølgebraad. Inde i Stuen fik hun i Hast sine Sysager samlet sammen og gik saa ud med et kort Godnat.

Idet hun tumlede ind gennem den store Spisestue, der kun var svagt oplyst af Skæret fra en udenfor staaende Gaardlygte, løb alting rundt for hende. Hun maatte famle sig frem langs Væggen for ikke at falde. Ude i Køkkenet drak hun hurtigt lidt af Vandøsen og sank saa tilintetgjort ned paa Brændekassen.

Ude jog Blæsten med Hyl paa Hyl ned i det snævre Gaardsrum, hvor ellers alt var stille. Kun lige udenfor Vinduet hørtes en regelmæssigt gentagen Lyd som af Vanddraaber, der faldt ned gennem en Tagrende.

Hun følte sig som nedstyrtet fra en solbestraalet Tinde. Der var gaaet saa mange dristige Forhaabninger igennem hende i den senere Tid. Hun havde drømt om en saa lys og stolt Lykke. Og nu laa hun sønderknust i en Afgrund af Skam og Ydmygelse. Det var altsaa ikke andet, Kandidat Knud havde villet hende! Han vilde blot forføre hende!

Men det kunde jo ikke være sandt. Det var umuligt. Han! Bondens Ridder! Almuens 96 Talsmand! – Nej, hun maatte have misforstaaet ham.

Pludselig sprang hun op. Hun havde hørt hans listende Trin derinde i Spisestuen. Lidt efter aabnedes Døren. Han stod foran hende.

"Staar De her?" udbrød han overrasket.

"Hvad vil De mig?" spurgte hun hurtigt, koldt, og klemte sig med Fingrene fast til Kanten af Køkkenbordet.

Knud stod lidt i Kamp med sig selv. Saa rejste han Hovedet og sagde roligt og halvt bydende:

"Jeg troede, De havde forstaaet mig, Boel!"

Hun følte, hvordan Blodet samlede sig i hendes Hjerte. Hendes Læber var kolde, og Knæene dirrede under hende. Saa var det altsaa dog sandt! – Hun kunde ikke længer holde sig oprejst. Uden selv at vide af det satte hun sig igen ned paa Brændekassen. Hun følte i dette Øjeblik kun Lyst til eet: at spytte ham i Ansigtet.

Men nu gjorde han noget, som hun ikke havde ventet af ham. Han tog stille og beskedent Plads ved Siden af hende, hvor der i Grunden slet ingen Plads var, og lagde sin Arm om hendes Liv paa en saa pæn og kærlig Maade, at hun umuligt kunde blive vred paa ham derfor. – Aa nej, tænkte hun, det kunde alligevel ikke være sandt; han havde ikke ment det paa 97 den Maade. Hun var dum og mistroisk, det var det hele. Og hør! Nu talte han til hende – saa godt og fornuftigt som til en Søster. Hun skulde ikke være bange for ham, sagde han; han vilde ikke gøre hende Fortræd. Nej, nej, det vilde hun heller aldrig mere tro eller bare tænke. Han var saa god. Hun havde egenlig ikke før i dette Øjeblik rigtig vidst, hvor forfærdelig meget hun holdt af ham. Derfor havde det ogsaa gjort saa ondt før med den Mistanke. Men nu var hun bare desmere lykkelig.

Knud havde lempelig prøvet at løfte hendes Ansigt op imod sig; hun gjorde heller ingen Modstand; kun holdt hun Øjnene nedslaaede. Saa drog han hende varsomt til sig, og hun sank ind i hans Favn.

"Kys mig – Boel," hviskede han. "Du har saa dejlige Læber."

Hun tøvede lidt, halvt af Undseelse, halvt af Beregning.

"Vil du ikke kysse mig?" spurgte han og bøjede sig tættere ned imod hende.

Da slog hun Armene om hans Hals og gav sig helt hen i sin Lykke.

Rundt omkring dem var der saa nattetyst og stille. En Mus havde givet sig til at gnave paa en Papirspose inde i et af Køkkenskabene. Ellers hørtes kun Lyden af Blæsten og de smaa, bestemte Slag paa Vandrenden udenfor Vinduet.

98 Boel laa tavs ved hans Bryst og lod sig kærtegne. Hun ligesom lyttede til sit eget Indre, mens hun halvt i Drøm følte hans Haand glide varsomt ned over hende. Hendes Hjerte jublede hende imøde gennem alle de bankende Pulse; og op fra den lille sydende Vise, som Blodet sang, idet det foer forbi hendes Øre, steg der som et Kor af mange glade Stemmer, der i stille Aftenluft klang vidt ud over grønne Enge. Det var Menighedens Sang derhjemme, hun atter hørte, den lyse, glade Bebudelse, der havde løftet hendes Sjæl op under Himlens beskærmende Vinger. Nu fulgte den hende som en Brudehymne ind i Lykkens forjættede Land.

"Er du glad, Boel?"

Hun smilede tavs.

"Saa holder du lidt af mig?"

Hun trykkede sig tættere ind til ham.

"Men hvorfor var du da saa underlig imod mig før? Du vilde jo ligesom ikke kendes ved mig, da jeg kom."

"Aa – det var ingenting."

"Jo det var. Hvad tænkte du?"

"Det skal vi ikke tale om."

"Jo, nu vil jeg vide det. Sig mig, hvad det var."

"Aa, jeg tænkte stygt om dig straks. Det var det, at jeg troede, du ikke holdt af mig … jeg mener saadan rigtigt."

99 "Saadan rigtigt?"

"Ja – at du bare vilde forføre mig, troede jeg. Og det gjorde mig saa grusomt ulykkelig."

Knuds Arm gled ned fra hendes Liv. Han sad en Tid uden at sige noget.

Musen inde i Skabet, der et Øjeblik havde været stille, begyndte igen at pusle med sin Papirspose. Og det var, som om denne Lyd pludselig gjorde Boel urolig.

"Nu maa du gaa," sagde hun, "det gaar ikke an, at Nogen træffer os her. Sæt Pigerne kom! Eller Frøkenen! For de maa vel ikke faa noget at vide straks. Eller hvordan mener du, det skal være? – Og hvad tror du i Grunden, din Mo'er vil sige? Bare hun ikke bliver vred! Det er det, jeg er mest bange for."

Knud havde rejst sig.

"Ja, det er bedst, jeg gaar, – Godnat," sagde han kort, uden at kysse hende eller give hende Haanden.

Men ved Døren standsede han og vendte sig om imod hende. Og efter nogen Betænkning fortsatte han, lidt stammende:

"Her kan vi ikke mødes. Ingen maa vide noget. Men imorgen Aften ved Tetid kan du træffe mig herhenne paa Hjørnet ved Lygten. Saa skal vi gaa lidt ud sammen."

"Men hvordan skal det lade sig gøre? Jeg plejer jo aldrig at gaa ud om Aftenen. Og det 100 faar jeg heller aldrig Lov til. Jeg kender jo Ingen."

"Du kan jo sige, at nogen af din Familje er kommen til Byen … eller saadan noget. Det maa du selv finde paa. Altsaa imorgen Aften Klokken otte. Herhenne paa Hjørnet. Godnat."

Da Knud var kommen ind paa sit Værelse, lagde han sig paa sin Chaiselongue og tændte sig en Cigar. Han var hed i Hovedet og meget misfornøjet med sig selv. Det var altsammen slet ikke gaaet efter hans Ønske og Beregning. Igrunden skammede han sig ikke saa lidt over sig selv. Saa fristende Boel endnu var for ham i al sin landlige Enfold – han kunde i dette Øjeblik næsten ønske, at han ikke havde vundet i sit Spil.

101 [Fig. VIII]

VIII

103 Ude paa Strandvejen, saa langt ude, at der endnu ingen Villaer var, gik den næste Aften en lille skrutrygget Mand og stavrede sig frem imod Byen gennem Mørket og Taagen og Vejens tunge Pløre. Ofte standsede han for at lytte, eller han bukkede sig ned for at føle, om han ogsaa rigtig befandt sig paa Vejen og ikke havde forvildet sig ud i en Pløjemark eller en Mose.

Skoven paa hans højre Side rejste sig som en sort, truende Mur; men Sundet paa hans venstre var ikke til at se og heller ikke til at høre, end ikke den svageste Skvulpen lod sig fornemme. Et Par Skibslanterners rødlige Lys skimtedes svagt som Rustpletter i alt det Sorte. Af og til lød et tungsindigt Taagehorn.

Den lille Mand stavrede sig fremad i et Par lyse Benklæder, som han forsigtigt havde smøget op over Anklerne og sine meget højhælede Snøresko. Paa hans altfor store Hoved sad en net lille Straahat med stiv Skygge og blaat Baand; og frem gennem den opslaaede Frakkekrave 104 stak en spids, skægløs Hage, der tilhørte et langt, blegt og sørgmodigt Ansigt med en sort Klap for det ene Øje.

Det var Kasper Kapper.

Han kom ude fra den endnu bladløse Skov, hvor han efter Sædvane i Ensomhed havde højtideligholdt sin Fødselsdag. Skønt han ofte med megen Bitterhed sagde til sig selv, at det var en ynkværdig Tilværelse, hvortil han for fireogtredive Aar siden var bleven født, saa han saamænd ikke var Vorherre nogen Tak skyldig, kunde han dog aldrig holde sig hjemme paa den Dag. Hvordan Vejret saa var, tog han sig fri fra Urmagerværkstedet, klædte sig i sit Sommertøj og søgte ud i Naturen for at tænke paa sin Moder, hvem han iøvrigt aldrig havde kendt, idet hans Fødsel havde kostet hende Livet.

Aftenen tilbragte han gerne i en Sangerindepavillon derude, hvor han sad ved et Glas Øl og saae paa de fede, nedringede Damer, indtil han maatte rejse sig for at naa hjem med det sidste Aftentog. Men iaar havde Pavillonen været lukket; og da Vejret ved Sekstiden endnu havde været godt, bestemte han sig til at gaa hjem ad Strandvejen. Imidlertid maatte han have beregnet Tiden eller Vejens Længde forkert. Mørket faldt over ham, inden han var naaet halvt hjem, – og han gik nu der og bandede sig selv og sin altid uheldige Skæbne, mens han ravede 105 sig frem ad den plørede Vej og rystede af Kulde i sit tynde Sommertøj.

Han var saa forfærdelig angst. Han turde næppe flytte Foden af Frygt for ved den blotte Lyd af sine Skridt at skræmme et eller andet Ondt op imod sig. Den mindste Puslen oppe i Vejtræernes Kroner fik ham til at fare sammen; og hver Gang han mente at høre Trin, krøb han ud til Siden og gemte sig i Vejgrøften.

Men i Taagehornet, naar det faldt ind med sin lange, sørgmodige Tone, var der straks ligesom noget menneskeligt, der beroligede ham, – og han hastede atter fremad.

Endelig skinnede Byens første Lygter ham ligesom hilsende imøde gennem Mørket, og saasnart han følte Brosten under sine Fødder, var han igen sig selv. Helt kry bad han straks en Herre om Ild til sin Cigarstump.

– – –

Over hele den store By ligger Taagen tæt og sort.

Skønt det ikke er sent, er der næsten tomt og stille paa Gaderne. Af og til klinger en Sporvogn forbi. Ellers ser man kun tilskoddede Butikker, vaade Flisesten og osende Lygteblus. Hist haster en enlig Person afsted med Kraven op om Ørene. Her staar et Par Politibetjente under en Lygte og glimter med deres vaade Regnslag.

106 Inde i den indre By er der dog adskilligt livligere. Her færdes Folk paa de smattede Fortove, og Stemmerne høres langt borte i den fortættede Taagedamp. Der gaar unge Herrer med glødende Cigarer. Der lister gamle, ubehjælpsomme Damer fra Selskab med opløftede Kjoler og opslaaede Paraplyer. Kafeer og Beværtningskældere kaster brede Lysskær helt ud over Kørebanen, og fra oplyste Lejligheder ovenover (som ikke kan ses for Taage) lyder Musik og Sang. Af og til ruller en Droske forbi med en klaprende Hest og forsvinder med en genlydende Rumlen mellem Husrækkerne.

Da Kasper Kapper befandt sig under en Lygte paa Kongens Nytorv, strøg netop et saadant Køretøj ham forbi, forspændt med en gammel hvid, helhestagtig Krikke, i hvis store, firkantede Vom det rumlede hult som i en tom Tønde. Idet Lygteskæret under Forbifarten faldt ind i Vognen, fik han Øje paa en ung, blond Mand i Kunstnerkappe, og ved Siden af ham paa en ung Pige, der lænede sig fortroligt til ham.

Der gik et Ryk gennem Kasper Kapper. Han blev staaende der under Lygten og stirrede efter Drosken længe efter, at den var forsvunden ind i Østergade.

Saa fortsatte han i frygtelig Ophidselse sin Vej ned mod Knippelsbro.

107 [Fig. IX]

IX

109 Det var Knud og Boel, den lille Mand havde set og genkendt i Drosken. De er nu allerede kommen et godt Stykke ind igennem Byen.

Boel sidder lidt forlegen med nedslaaede Øjne, og fletter Fingrene paa Knuds ene Haand, der hviler i hendes Skød. Hendes Kinder blusser af Lykke; men nu og da lukker hun halvt blegnende sine Øjne i, mens et Smil gaar som i fjerne Tanker henover hendes Læber.

Knud har slaaet sin Kunstnerkappe tilside og kastet Hatten fra sig paa Forsædet. Han er varm og ser nervøs og ophidset ud, – lugter ogsaa en lille Smule af Spiritus. For at døve sin Samvittighed har han drukket et Par Glas Portvin, men føler endnu Trang til noget opstrammende.

De taler ikke meget. I det skiftende Lys fra Lygterne, der snart fra den ene, snart fra den anden Side falder ind gennem Vinduerne, betragter han hende med et usikkert – snart brutalt, snart sky – Blik, ser paa Barmen, der 110 falder og stiger under Kjolen, og Rødmen, der kommer og svinder paa hendes Kind.

Alt imens klaprer den gamle Helhest videre henover den vaade Stenbro – ind gennem halvmørke Gader, omkring Hjørner og over genlydende Torve. Lygter glider forbi. Et Øjeblik sidder de i fuldt Lys, men snart glider de igen ind i et fortroligt Mørke.

Han kan mærke Arbejdsruheden ved hendes Hænder, der leger med hans Fingre, – og i det samme stiger der op for ham Billedet af en stor Eng og en grøn Bakke med et smukt hvidt Hus med Have og Flagstang.

Hun har givet sig til at tale til ham om sit Hjem. Hun fortæller om sin Fader, at han er Parcellist og ejer sit eget Sted og sidder rigtig godt i det uden det, at han jo nu er bleven syg.

"Men han er ikke af dem, der bryder sig om at skryde med det, han har. Derfor tror Folk, vi er saa fattige," siger hun og skotter op til ham med et prøvende Blik. "Det har din Moder vel ogsaa sagt?"

"Ja, jeg tror nok."

"Jeg kunde næsten tænke det. Men saa galt er det nu da heller ikke, Gudskelov," siger hun og ler.

Knud vil bort fra Emnet; men det er hende aabenbart meget om at gøre at faa ham til at tro paa, at hun ikke er noget egenligt Fattigmandsbarn. 111 Hun taler derfor om sine smaa Søskende, som gaar i Skole, og om den gamle Bedstemoder, der har været ligefrem meget velhavende engang. Men om sin Moder taler hun ikke.

"Naar jeg nu skriver hjem, hvor godt det er gaaet mig, og at jeg er bleven forlovet, saa vil de jo nok blive glade; men jeg tror nu ligegodt ikke, du skal tage derud til Besøgelse; for det vil bli' saa underligt for dem. Men jeg skal nok hilse dem fra dig."

Knud bider sig i Læben. Han har taget sin Haand til sig og mærker, at Sveden perler ham paa Panden.

Men nu forlader Vognen Stenbroen og kører ind paa blødere Vej. Kort efter standser den. De holder i en lang, vaad Allé udenfor en af de store frederiksbergske Forlystelseshaver, hvor der om Sommeren kan mylre af Mennesker.

De gaar derind.

Der er græsselig tomt. Et Par Lygteblus sover inde i Taagen, og overalt høres et ensformigt, sørgmodigt Dryp-Dryp af Væde, der fra Træerne regner ned over Grusgangene.

Boel ser sig frygtsomt om og trykker sig ind til Knud, der med en pludselig, utaalmodig Bevægelse, som faar hende til at se op, forstærker sine Skridt og trækker hende med sig ind i det store Mørke.

112 Haven er lang og smal.

Fra den ene, fjerne Ende, hvor Taagen har en lidt rødlig Tone, høres et forvirret Brus fra en Sangerindeknejpe. Haandklap og Dundren af Støvlehæle, Violiner og et Horn, der nu og da falder ind med tre-fire skrattende Toner.

Iøvrigt høres der ikke en Lyd fra den store, slumrende Have.

Langsmed det lange Plankeværk, der skiller den fra Alleen, ligger en Række smaa Tremmeværks Lysthuse med Slyngplanter henover Taget og et lille, mangefarvet Vindu ud til Alleen. De er alle tomme; men Knud og Boel slaar sig ned i et af dem efter at den første har været inde i Restaurationen og hentet en Opvarter.

Lidt efter staar der to Glas og en Halvflaske Champagne foran dem paa en Bakke. Og Opvarteren triller bort med et dødt Grin.

Knud strækker sin Arm ud af Kappen og skænker op. Men hans Haand ryster, saa Vinen flyder ud over Glassenes Rande, – hele hans Legeme er i en Bevægelse, han ikke kan beherske.

"Drik, Boel!" siger han og trykker hende med Voldsomhed ind til sig og sætter hende tilsidst Glasset for Munden, da hun ikke selv vil tage det. "Vær nu ikke saa naragtig. Vi er jo dog gode Venner og holder af hinanden. Drik dog! Du fryser jo, – Vinen vil varme dig. Se her: Der 113 kommer en lillebitte Mus, Mus, Mus, som gerne vil laane Hus, Hus, Hus! … Men for Pokker, du er jo da ikke noget Barn. Saa drik dog!"

Men Boel drikker ikke. Hun stirrer paa Knuds glødende Ansigt med et ligesom vaagnende Udtryk i sine opspilede Øjne. Hendes Kind er bleg; Hænderne stemmer hun mod hans Bryst for at holde ham fra sig. Og dog er der endnu mest af en Bøn i hendes Stemme, idet hun hvisker:

"Hvorfor gør du saadan, Knud?"

Men pludselig tumler Knud med et Brag tilbage mod Bænken, og hans Hat ryger ud i Grusgangen.

Han har gjort en uanstændig Tilnærmelse; og med en Kraft, han ikke ventede, har hun slynget ham fra sig og staar nu paa den anden Side af Bordet – rank, lighvid, med bølgende Bryst og flammende Øjne.

Ingen af dem mæler et Ord. Forvirret, harmfuld staar Knud som en vaad Hund og skærer Tænder. En Draabe fra Løvværket ovenover dem falder ned paa Bordpladen med et lille Smæld. Henne i Sangerindepavillonen sætter just Hornet ind i Larmen med sine tre-fire skrattende Toner.

"Boel," fremstammer Knud endelig.

Men ved Lyden af hans Stemme farer hun sammen med et fortvivlet Udraab; og da Knud, 114 ængstet af dette, igen vil nærme sig hende, flygter hun i vild Rædsel over Bænken, splintrer Lysthusets Tremmeværk, bryder gennem Slyngløvet …

"Boel! – Boel dog!"

… slider sig ud af dets Næt, springer over Bænken inde i Lysthuset ved Siden af …

"Boel dog! – Boel!" skriger Knud og iler efter hende.

Men hun er allerede forsvunden i Mørket.

115 [Fig. X]

X

117 Kasper Kapper, der ellers, naar han færdedes paa Gaden om Aftenen, bevægede sig meget langsomt og strøg sig som en Kat op ad Kjolen paa de Damer, han kom forbi, skyndte sig denne Aften hjem til sin Bolig paa Kristianshavn uden at se hverken tilhøjre eller venstre. Herude var det begyndt at lufte lidt. Idet han gik over Knippelsbro, havde et Vindstød nær revet ham den lette Straahat af Hovedet, og i det samme overfaldtes han af en Kuldegysning og følte en pludselig Smerte jage gennem Brystet op i Halsen.

Han knappede sin Frakke tættere omkring sig og skyndte sig afsted. Et enligt Kvindemenneske, der lidt efter strøg ham forbi, maatte han dog forsøge sig med.

Pst! kaldte han, men fik et Ukvemsord til Svar.

Saa benede han videre.

Omtrent midt i den lange Prinsessegade drejede han ind gennem Porten i den Lejekaserne, hvor han boede. Han kom over et 118 mørkt, stinkende, af Skarnkasser og Retirader opfyldt Gaardsrum og steg op ad en stejl Trappe i Bagbygningen. En forvirret Støj af Barnegraad og Mandfolkeskraal og Harmonikamusik og Sang og skældende Kvindestemmer trængte sig omkring ham fra alle de mange Et- og Toværelsers Lejligheder, han kom forbi; men efterhaanden som han steg tilvejrs, dæmpedes Larmen, og da han naaede den sjette Etage under Taget, hvor Loftet var saa lavt, at endogsaa han knap nok kunde staa oprejst under det med Hat paa, var alting stille omkring ham. Kun en Naadlemaskine gik sin stilfærdige Gang et Sted i hans Nærhed, og Vinden peb med sære Lyde ind gennem Tagaabningerne.

Han tog en Nøgle frem af sin Lomme, følte sig i Mørket frem til en Dør, hvis Hængelaas han forsigtigt aabnede, rev en Tændstik af og mumlede smilende, ligesom til Nogen i Værelset, mens han tændte en lillebitte Lampe paa Bordet:

"Ho ho, gamle Venner! … Hvordan gaar det? … Er du sulten, Jens? Naa naa, gamle Dreng! Nu skal vi straks faa Kaffe! Og du, Filipine! Du er nok ogsaa paa Tæerne, lille Sussetøs! Naa, naa! Vent bare et Øjeblik. Saa er Fatter der med Rørom'en."

Derpaa vendte han sig fra Lampen og saae sig om med det stolte og lykkelige Mønstringsblik, hvormed han hver Aften paany tog sine 119 Herligheder i Besiddelse efter Dagens lange Adskillelse.

Det var nu ogsaa et – trods sin Lidenhed – ganske hyggeligt Rum. Over det skraa Vindu hang en højrød Kappe med hvid Kantning, der var Kaspers eget Værk. Væggene var pænt tapetserede (ligeledes af ham selv), og over Sengen hang et Billede af hans afdøde Moder. En Dompap og en Irisk hang under Loftet i et Bur tilligemed to hvide Mus med røde Øjne, og det var disse Smaadyrs travle Genkendelses-Krablen og Hoppen paa Pindene, han straks havde hørt og efter Sædvane besvaret.

Da han havde puslet lidt om dem og givet dem Æde, tog han Brevpapir og Blækflaske frem og satte sig til at skrive. I det samme kom han til at tænke paa, at han ikke havde faaet hentet Vand, og at det var høje Tid at faa det gjort, da hans Værtinde Madam Fuss ellers gik i Seng.

Han tog da en lille Blikspand, der stod paa en dertil indrettet og af ham selv forarbejdet Skammel ved Døren, og gik ud for at hente Vand ved Hanen i Køkkenet.

For at naa dette maatte han imidlertid igennem Værtindens Stue, og et saadant Foretræde krævede visse Forberedelser.

Madam Fuss var en Kvinde, der – som hun selv sagde – kun forlangte eet af sine Medmennesker, 120 nemlig Hensyn. Hun skulde – som hun skæbnehengivent tilføjede – gerne lade Folk baade drikke og bande og holde Dompapper og hænge Tøj til Tørring paa Trappegelænderet, naar man blot vilde vise hende det i Følge hendes Rang og Stilling skyldige Hensyn. Hun var en lille bleg og vissen Kone, men kunde, naar Arrigskaben pustede hende op, synes tyk som en Tromme. Dersom Nogen forglemte, at hun var Datter af Hs. Majestæt Kong Frederik den sjettes højsalige Livkusk, grebes hun af en Galskab, mod hvilken hendes afdøde Mand, Bolteslager Fuss af Holmens Stok, kun kendte eet virksomt Middel, nemlig en kraftig Aareladning eller fire Blodkopper, og det fortaltes, at dette var Grunden til, at hun var bleven en saadan Vissenpind.

Selv Kasper Kapper nærmede sig aldrig hendes Dør uden en vis Skælven. Først tørrede han sig omhyggeligt og højlydt af paa Maatten udenfor, bankede derefter beskedent paa og ventede, indtil Madammen langt om længe – ligesom efter anstillet Taalmodighedsprøve – sagde "Kom ind". Saa klemte han sig ind ad den smallest mulige Døraabning, bukkede høfligt og sagde:

"Godaften, Madam Fuss! Tillader De venligst, at jeg tager lidt Vand."

Denne Aften var hans Buk endnu høfligere, 121 hans Stemme endnu mere ydmyg end sædvanlig. Han havde nemlig ingen god Samvittighed, fordi det var bleven saa sent, og han saae ogsaa straks paa hendes knejsende Nakke, at hun følte sig krænket og tilsidesat. Hun sad og strikkede ved et rødmalet Klapbord, hvorpaa der brændte et Tællelys; og hun ikke saa meget som saae paa ham men klirrede ophidset med sine Strikkepinde.

Da hun heller ikke svarede ham, og da han ikke vovede at udrette sit Ærinde uden hendes udtrykkelige Tilladelse, gentog han sin Anmodning med en Underdanighed, hvori Ærefrygten for den salig hensovende Livkusk var tydeligt tilkendegivet.

Dette formildede hende lidt. Hun skiftede en Pind, slog Krøller paa Næsen og vrissede:

"Naa! ja … værsgod!"

Da han kom tilbage gennem Stuen med den fyldte Spand, sad hun og ligesom vejrede noget i Luften. Saa skar hun en frygtelig Grimace og standsede ham henne ved Døren med de Ord:

"Jeg synes, Kapper … Jeg synes … Rent ud sagt, Kapper, Deres Øje stinker forbandet iaften!"

"Ja," svarede han forlegent undskyldende. "Det er dette fugtige Vejr …"

"Aa, Vissevas! Fugtigt Vejr!" vrængede hun efter ham. Men i det samme saae hun for første 122 Gang paa ham, og helt forskrækket udbrød hun:

"Min Gud, Kapper! Hvordan er det, De ser ud?"

"Jeg – Madam Fuss?"

"De er jo dødsens bleg."

"Er jeg?" sagde han og blev med eet endnu blegere. "Jeg var ogsaa kommen til at fryse. Det er saa raakoldt iaften. Og maaske er jeg heller ikke rigtig rask."

"De skal gaa i Seng, Kapper. De gaar ogsaa ude og føjter i Aftenkulden og holder Dompapper og saadan noget – det skal man nok blive daarlig af – De skal gaa i Seng."

"Jo, Madam Fuss! Maa jeg byde Dem Godnat."

Men endnu inden han var kommen ud af Døren, havde hun rejst sig og med stort Rabalder smækket sit Vindu op.

Kasper Kapper var kommen til at ryste. Det angreb ham altid stærkt, naar nogen sagde til ham, at han saae daarlig ud. Han var saa bange for Døden, at han – som hans Kammerater sagde om ham – saamænd nok engang gik hen og hængte sig af bare Skræk for den.

Han satte sig dog til at fuldføre det paabegyndte Brev, der var altfor vigtigt til, at dets Afsendelse kunde opsættes. Det maatte være i Postkassen endnu samme Aften, saa Fru Gylling 123 kunde have det ihænde om Morgenen, inden han selv kom derhen (for at trække Uret op), saa han kunde iagttage Virkningen. Han blev meget ivrig, skønt han flere Gange gennemfores af Kuldegysninger. Han fyldte hele tre Sider med store, klodsede Bogstaver, der slet ikke lignede hans sædvanlige Skrift og i Modsætning til denne faldt tilvenstre ligesom Spejlskrift. Underskriften bestod blot af nogle Prikker og et lille s.

Saa listede han igen den lange Vej ned ad Trapperne og ud paa den taagede Gade.

Da han paa Tilbagevejen kom ind gennem Porten, følte han igen en stikkende Svie i Brystet og Halsen. Det var omtrent, som om han kunde have slugt et Brev Knappenaale. Og paany grebes han af Dødsangst, saa Benene skælvede under ham. Han kunde næsten ikke faa slæbt sig op ad Trapperne. Feberen hamrede ham i Blodet, og han syntes i Mørket at føle noget haardt omkring Struben, ligesom et Par famlende Knokkelfingre. Den kolde Sved sprang ham frem paa Panden. Og pludselig sank han sammen under et Angstens Raab, der gav Genlyd i det høje Trapperum.

Det varede alligevel en god Stund, inden der kom Nogen og hjalp ham paa Fode, – man var der i Huset for vant til at høre fulde Folk paa Trapperne. Først aabnedes der en 124 Dør ud til den Afsats, hvor han laa, og en vred Mand brølte noget ud til ham og lukkede saa igen. Men lidt efter kom en Kone med et Lys i Haanden. Kaspers Jamren havde rørt hende. Og nu genkendte hun den lille Urmagersvend oppe fra Kvisten og blev helt forskrækket.

Snart kom der Liv i hele det store Hus. Halvt afklædte Skikkelser stak frem fra Dørene, spurgte og berettede. Tilsidst viste ogsaa Madam Fuss natkappeprydede Hoved sig udenfor hendes Kammerdør, og da hun saae et Par Mænd komme slæbende med hendes Logerende, der saae ud, som om han var død, smækkede hun hurtigt Døren i og drejede Nøglen om.

125 [Fig. XI]

XI

127 I sin Betuttelse over Boels Flugt havde Kandidat Knud først ikke vidst, hvad han skulde gøre. Forgæves gennemsøgte han Haven; forgæves raabte han hendes Navn ude i Alleen. Hun var og blev forsvunden.

Saa tog han en Droske og skyndte sig hjem for at passe hende op udenfor Gadedøren. Hun maatte ikke slippe ind, før han havde faaet talt med hende. Han vilde forhindre, at hun i Overilelse røbede ham for Nogen. Især var han bange for Tante Rosalie, der altid gik og luskede saa beskyttende omkring hende og i Tavshed friede til hendes Fortrolighed.

Med Frakkekraven om Ørene og Hatten trykket ned i Panden stod han paa Post i den taagede Gade, hvor flere af Gasblussene allerede var slukket. Men der gik en Time, og der gik to Timer, og endnu viste der sig ingen Boel.

Han forstod det ikke. Han vidste, at hun umuligt kunde være kommen tilbage før ham, da hun dog næppe havde taget nogen Vogn. Men hvor kunde hun da være?

128 Han begyndte for Alvor at blive urolig. Skulde hun have gjort en Ulykke paa sig selv? – Ved Tanken herom var det, som om Benene blev tykke under ham. Det vilde være det forfærdeligste, der i Øjeblikket kunde hænde ham.

Under de frygteligste Selvbebrejdelser og Sjælekvaler vandrede han Time efter Time frem og tilbage foran Gadedøren. Han forstod ikke nu, at han havde kunnet bære sig saadan ad overfor en ung, uskyldig Pige, som han dog holdt af, ja elskede; og han gjorde sig selv det højtidelige Løfte at gifte sig med hende, dersom hun kom tilbage.

Men han havde næsten opgivet ethvert Haab. Klokken var bleven over to. Han var i Virkeligheden ikke længer i Tvivl om, at der var sket en Ulykke. Hun havde set saa forfærdeligt paa ham derude, havde jo været helt ude af sig selv. Hun var vist i det hele meget overspændt, meget lidenskabelig.

Endelig saae han en Skikkelse, der kom snigende langs Husrækkerne … en Kvinde, der forpustet holdt den ene Haand trykket ind imod Siden som for et Sting.

Det var hende.

"Hvor har De dog været henne?" busede han næsten vredt ud. "Jeg har gaaet her i flere Timer og ventet Dem. Hvad gik der dog af Dem, Boel, derude i Haven."

129 Det varede lidt, inden hun genkendte ham. Hun var som helt fortumlet og kunde næsten ikke faa Vejret.

"Hvor har De dog været henne?" spurgte han noget mildere. "Jeg har virkelig været saa angst for Dem. Klokken er jo over to."

Hun saae op paa ham med et mørkt og sky Blik og vilde gaa ham forbi.

"Lad mig komme ind," sagde hun blot, segnefærdig af Udmattelse og Skam.

Men han stillede sig i Vejen for hende.

"Hvor har De været henne? Svar mig dog!"

"Jeg er gaaet vild … Lad mig komme ind."

Knud tænkte ved sig selv, at det maaske virkelig ikke var værd at gøre et større Nummer ud af Affæren nu, da den jo var lykkeligt klaret, – og han lod hende slippe ind.

"De er vel saa fornuftig," – sagde han blot til hende –, "at De tier stille med denne vor lille Udflugt. De er jo selv interesseret i, at den dumme Historie ikke kommer videre. Godnat!"

Han hørte hende løbe op og lukke sig ind. Selv opholdt han sig endnu en lille Tid paa Gaden, fordi der let kunde risikeres noget, dersom man hørte dem komme hjem paa samme Tid. I en vidunderlig lettet Stemning tændte han sig en Cigar og tænkte ved sig selv, at han ikke oftere skulde indlade sig paa saa farlige Æventyr. Nu vilde han imorgen tale 130 ligefrem til Boel om Sagen og bede hende om Forladelse. Saa havde han dog virkelig givet hende al den Oprejsning, hun med Rimelighed kunde forlange, og det gode Forhold i Hjemmet kunde blive genoprettet.

Boel havde imidlertid listet sig ind paa sit Værelse og var krøben iseng. Hun laa og rystede under Tæppet. Knud tænkte hun næsten ikke mere paa. Hendes Tanke var som lammet af Rædsel over alt, hvad hun havde set og oplevet paa sin Flugt gennem Byen. Hun havde set disse Kvinder, der gik om paa Gaden og falbød sig til Mænd, de ikke kendte. Og – hvad der var det værste – hun var selv bleven antastet af flere Herrer, der havde sagt de skrækkeligste Ting til hende og overgramset hende midt paa Gaden. Den første Gang, hun var bleven tiltalt, havde hun i sin Godtroenhed besvaret Hilsenen og været glad ved at møde En, som hun kunde betro sig til, og som kunde vise hende Vejen hjem. Det havde været saadan en pæn, ældre Herre, der ogsaa straks havde lovet at tage sig af hende, hvorefter han havde trukket hende ind i en mørk Port og givet sig til – –.

Boel trykkede Ansigtet ned i Puden og hulkede af Skam ved Tanken om, hvad han havde tilladt sig.

Som et jaget Dyr havde hun derpaa skyndt sig gennem Gaderne og overalt været Genstand 131 for den forsmædeligste Forfølgelse. Endog en Politibetjent, som hun henvendte sig til, havde været uartig imod hende og sagt med en Stemme, der stank af Brændevin, at hun gjorde bedst i at humme sig hjem, for ellers kunde hun risikere at blive taget ved Vingebenet og set nøjere efter i –.

Hun trykkede paany Ansigtet ned i Puden og hulkede ved Tanken om, hvad han havde sagt. –
 

Den følgende Morgen stod hun alene inde i Spisestuen og vaskede Tekopperne af, da Døren aabnedes og Knud kom ind. Hun rankede sin Ryg og saae stift paa ham, hun havde forud besluttet uden Sky at vise ham sin Foragt. Men da han nu nærmede sig, og hun saae hans angerfulde og ulykkelige Mine, slog hun Øjnene ned. Ja, hun kunde end ikke faa sig til at afværge, at han lagde sin Arm omkring hende og strøg hende over Haaret.

"Er du meget vred paa mig, Boel?" spurgte han og løftede hendes Ansigt op imod sig.

Ogsaa paa ham havde Gensynet virket ganske anderledes end beregnet. Han havde slet ikke tænkt sig nogen fornyet Tilnærmelse, tværtimod. Men hun saae saa allerkæreste ud, som hun stod der i sit hvide Forklæde bag den blanke Messingmaskine, belyst af den klare Morgensol. Der var pludselig kommen en Anger 132 over ham, som drev ham til at give sig sine Følelser i Vold.

"Er du meget vred paa mig?" gentog han men vidste egenlig ikke selv, hvad han sagde. Der løb saa mange sære Tanker rundt i hans Hoved i dette Øjeblik. Henreven af Boels friske Skønhed, af hendes fløjlsmørke Øjne og Læbernes røde Blod fattede han forvovne Planer om at udæske Verden og gøre hende til sin retmæssige Ejendom for Gud og Mennesker.

Pludselig foer de fra hinanden. Uden at de havde hørt det, var Dagligstuedøren gaaet op for Frøken Rosalie, der nu begyndte at rømme sig.

"Den fordømte gamle Heks!" mumlede Knud rasende og foer ud.

Lidt efter kom ogsaa Fru Gylling ind fra Dagligstuen for at vande Blomsterne i Vindueskarmen. Frøken Rosalie sagde ingenting; hun tussede rundt i Stuen som ellers og tørrede Støv af. Men da Boel var forsvunden ud i Køkkenet med sin Forvirring og sin Tebakke, vendte hun sig om mod Søsteren og spurgte med sin grove Mandfolkerøst:

"Hvordan er det? Er Boel og Knud bleven forlovede?"

Fru Gylling saae uforstaaende hen paa hende.

"Hvad mener du?"

"Jo, for jeg overraskede dem for lidt siden herinde i en meget øm Situation."

133 Fru Gylling satte Vandkanden fra sig i Vindueskarmen, saa det sang i den.

"Hvad siger du!"

Hun saae paa Søsteren som paa et Genfærd. Det kunde ikke være muligt! Det maatte ikke være sandt!

"Er du ogsaa sikker … Du kan jo have taget fejl, Rosalie."

"Jeg har da Øjne i Ho'det, veed jeg."

Fru Gylling tog sig til Panden. Her var altsaa Gaadens Løsning! – Hun havde allerede for et Par Maaneder siden modtaget et Par anonyme Breve, hvori det paa formummet Maade var bleven meddelt hende, at det ikke stod vel til med Sædeligheden i hendes Hjem, hvorfor hun anmodedes om at have et Øje med sine Omgivelser. Hun havde ment, at det maatte være hendes Tjenestepiger, der hentydedes til, og hun havde hele Vinteren passet godt paa dem uden dog at kunne opdage nogen Uregelmæssighed. Nu til Morgen havde hun saa modtaget et nyt anonymt Brev, skrevet med den samme fordrejede Haand som de andre og med de samme Beskyldninger for "at huse usædelige Elementer i sit Hjem" .

Det var altsaa Boel, der var ment!

Da hun var kommen nogenlunde til Fatning efter den forfærdelige Tidende, gik hun ud af Stuen for straks at tale med Knud, der var gaaet 134 over paa sit Værelse. Der maatte handles uden Tøven. Inde i Dagligstuen vandrede hun endnu nogle Gange frem og tilbage over Gulvet for at lægge sin Felttogsplan. Saa gik hun resolut gennem Forstuen og ind til ham.

Han stod henne ved Vinduet med en utændt Cigar i Haanden og saae nervøs og ophidset ud.

"Lad mig tale et Ord med dig, Knud," sagde hun og satte sig i en Gyngestol midt paa Gulvet.

Der kom straks et opskræmt Udtryk i hans Ansigt.

"Hvad er der, Mo'er?"

"Sæt dig ned og lad os tale sammen. Jeg har noget vigtigt at sige dig."

Knud satte sig.

Fru Gylling betragtede ham lidt i Tavshed med et Blik, hvori den sædelige Harme dog hurtigt veg for moderlig Overbærenhed, tilsidst endog for Medlidenheden.

"Knud – min Dreng! Der er noget, der trykker dig. Jeg har mærket det i nogen Tid, du er ikke, som du plejer. Er der gaaet dig noget imod?"

"Ikke det mindste."

"Du maa ikke skjule noget for mig. Husk paa, jeg er din Moder. Fortæl mig ærligt og oprigtigt, hvad det er, der optager dig."

135 "Men jeg forsikrer dig –."

"Det er ikke sandt, Knud. Hvorfor vil du gøre mig ondt? Kan du ikke have Fortrolighed til mig længer?"

Knud søgte at slaa Sagen hen i Spøg. Han tændte Cigaren og lo. Men det dirrede i hans Mundvige.

Moderen betragtede ham igen en Stund i Tavshed. Saa bøjede hun sig frem imod ham og sænkede Stemmen lidt.

"Jeg kan forresten tænke mig, hvad det er," sagde hun. "Du er forelsket, Knud."

"Ej, ej!"

"Og jeg kan ogsaa sige dig i hvem."

Knuds Ansigt falmede. Han saae paa Ilden i sin Cigar og sagde intet.

"Det er i Agnete Drehling – ikke sandt?"

Der brast et Baand om Knuds Hjerte. Han kom til at smile.

"Nej – det tror jeg dog ikke," sagde han.

"Jo vist saa! Hvem skulde det ellers være? I har jo kendt hinanden fra Børn, og jeg vil sige dig, Knud, jeg har egenlig altid tænkt mig, at der vilde blive et Par af jer to. Jeg synes, at I trods alle Forskelligheder i Temperament og Synsmaader alligevel passer saa godt sammen. Og det er jo ogsaa, rent praktisk set, et godt Parti for dig, Knud. Gehejmeetatsraaden har megen Indflydelse. Er vist ogsaa velset ved 136 Hoffet, – hvad der kan blive af stor Betydning for din Fremtid."

"Jamen, jeg forsikrer dig, Mo'er, jeg tænker slet ikke paa Agnete Drehling."

"Jo, vist gør du saa, Knud! Hvem skulde du ellers kunne tænke paa? – Gudrun Blomberg? Eller Bergliot?"

Knud haanlo.

"Men hvem da? Saa tal dog!"

"Det nytter ikke, vi taler derom, Mo'er. Du vil dog ikke kunne forstaa det. Og det er maaske heller ikke noget, der betyder noget."

Nu var det Fru Gyllings Ansigt, der graanede.

"Men det er dog altsaa en Forelskelse?" spurgte hun.

"Maaske."

"Knud! Du tænker da ikke for Alvor paa … Det er dog vel ikke din Mening – ?"

"Hvilket, Mo'er?"

"Jeg mener, … det er da ikke … ikke Boel, du tænker paa?"

Knud sad et Øjeblik tavs og saae ned paa sin Cigar, som han holdt i Haanden. Saa nikkede han.

Fru Gylling foer op, satte sig igen og greb om Gyngestolens Arme.

"Det kan du ikke mene, Knud! … Du spøger, ikke sandt?"

Knud svarede ikke.

137 "Det er altsaa Alvor. Du vil … det er virkelig din Mening, at –."

"Ja jeg vil forlove mig med Boel. Jeg skylder hende det."

Der blev Tavshed et Øjeblik.

"Knud! Dette for-byder jeg!"

"Du hører jo, jeg siger, at jeg skylder hende det, Mo'er."

"Snak! Jeg vil ikke høre Tale derom. Det maa ikke ske! Det er jo Vanvid! Hvor har du haft din Fornuft henne, Knud? Vil du saa ganske ødelægge din Karriere? Du med din Fremtid – dine Forbindelser. – Det er jo bare Overilelse. Du har ladet dig besnakke, det er jeg vis paa. Pigen har haft noget for med dig. Men jeg vil ikke høre et Ord mere derom. – Hvor har du kunnet lade dig saa dumt forblinde!"

Nu var det Knud, der stirrede, – han sad som himmelfalden og vidste ikke, hvad han skulde tænke om Moderens Udbrud.

"Jeg undrer mig egenlig lidt over dig," sagde han tilsidst. "At du ikke netop vilde blive henrykt, havde jeg jo nok tænkt, – det er jeg maaske ikke engang selv. Men hvad kan du med dine Anskuelser i Grunden have at udsætte paa Boel. Hun er jo en hæderlig Pige, ganske vist af fattig men dog god Familje –."

"God Familje! – Hendes Forældre lever i de elendigste Forhold, man vel kan tænke sig."

138 "Nu overdriver du dog vistnok. Faderen er jo Parcellist."

"Hvor har du det fra?"

"Det har Boel selv fortalt mig."

"Saa har hun løjet. Faderen er en sølle Stakkel, som ingenting fortjener, og Moderen er et rigtigt Udskud, af Taterslægt, vistnok baade tyvagtig og fordrukken, i hvert Fald skyet af alle ordenlige Mennesker. Det var jo netop derfor, jeg i sin Tid tog Pigen til mig. – Men det er, som jeg før sagde, du har ladet dig forlokke. Boel er jo i mange Maader en rar og flink Pige; men jeg har sporet det ogsaa i andre Forhold, at der flyder Zigøjnerblod i hendes Aarer."

Knud saae mistvivlende paa Moderen. Han troede hende ikke. Boel kunde vist ikke lyve. Men for nu at faa en Ende paa Samtalen bad han Moderen om at lade ham være alene, at han kunde tænke over, hvad hun havde sagt.

139 [Fig. XII]

XII

141 Boel fandt sig igen alene inde i Spisestuen, hvor hun var ifærd med at gøre Lamper istand. Hjertet sad hende i Halsen, og hun var ganske svimmel af Angst og Spænding. Hun havde set Fru Gylling gaa ind til Knud, og efter hvad der denne Morgen var foregaaet, gættede hun, hvad der nu forhandledes om derinde. – Hvad vilde Udfaldet blive? Skulde hun være nødt til at flygte bort herfra med Spot og Skam? Eller – – ?

Eller – – ?

Stuen løb rundt for hende. Hun blev saa mat i Benene, at hun maatte sætte sig. – Skulde en stor, stor Lykke times hende? Skulde hendes dristigste Drømme alligevel opfyldes?

Hun foer op. Der kom Nogen ude i Gangen. Det var Fruen.

Det blev sort omkring hende, da Døren gik op. Hun saa blot som ved et Lynglimt de lilla Baand paa Fru Gyllings Kappe.

"Naa, her staar du, Boel? – Naar du bliver færdig med Lamperne, vil jeg gerne tale et 142 Ord med dig. Jeg er inde paa mit eget Værelse."

Hun gik ind i Dagligstuen. Døren lukkede sig efter hende.

Trækkene i Boels Ansigt stivnede. Klangen i Fruens Stemme havde sagt hende alt. Hun havde faaet sin Dom. Hun var forkastet.

Hun maatte altsaa bort herfra. Og det endnu idag. Ja! ikke en Dag længer vilde hun være under Tag med den, der havde forraadt hende. – Men hvor skulde hun fly hen? Hun kendte ikke et Menneske i hele Byen.

Det ringede ude paa Forstuedøren. I det samme foer den Tanke gennem hendes Hoved, at det maatte være den lille Urmagersvend. Det var netop den Dag og det Klokkeslet, han plejede at komme. – Til ham vilde hun betro sig. Han havde altid vist sig saa venlig imod hende. Han maatte kunne hjælpe hende til at finde et Sted, hvor hun kunde være, indtil hun havde skaffet sig en anden Plads.

Hun skyndte sig ud for at lukke op. Men i Stedet for Kasper Kapper stod der en ganske fremmed Mand, der med Hatten i Haanden forestillede sig som Urfabrikantens Udsending.

Boel spurgte, om den anden da ikke kom.

Nej, Hr. Kapper havde ikke vist sig paa Værkstedet den Dag. Han var vistnok bleven syg.

"Er han bleven syg," sagde Boel tonløst.

143 "Ja eller han har faaet andet Forfald. Det var hans Fødselsdag igaar, og den har maaske trukket noget længe ud," sagde den Fremmede og smilte.

– – Inde fra sit Værelse havde Knud tilfældigt hørt dette Ordskifte. Under andre Omstændigheder vilde han næppe have tænkt videre over det; men nu vakte det hans Mistænksomhed. En Del afsvalet, som han allerede var bleven det efter Samtalen med Moderen, spejdede han halvt ubevidst efter en Udvej til at slippe hæderligt ud af den vovelige Affære, han havde indladt sig paa. Hvad kunde det være for et Mandfolk, hun saa interesseret spurgte til? tænkte han. Den lille Urmagersvend med Klappen for Øjet? – Han huskede, at han engang, da han kom hjem, mødte denne Gripomenus paa Trappen; og han syntes nu ogsaa at erindre noget om, at han ved samme Lejlighed havde truffet Boel meget blussende. Skulde det kunne tænkes, at der var – eller maaske havde været – noget Kæresteri mellem de to? Saadanne stakkels Puslinger skulde jo kunne have en besynderlig Magt over Kvinder. Det læste man da om i Romanerne.

Hm! Moderen havde villet gøre Boel til en ligefrem Løgnerske. Dersom hun nu ogsaa var mindre paalidelig i Henseende til det erotiske; dersom i det hele det Skær af landlig frisk Troskyldighed, 144 der havde gjort hende saa indtagende for ham og for alle, var et falskt Skin, saa – –.

Han rejste sig besluttet op og aabnede Døren. Boel stod endnu derude i Forstuen efter at have lukket Urmageren ind i Dagligstuen, og hun hørte ham ikke, før han stod lige bag hende.

Da hun opdagede ham, havde hun nær udstødt et Skrig.

"Boel," sagde han. "Hør et Øjeblik."

Hun havde skyndt sig hen imod Døren til Spisestuen for at slippe bort. Men hans Udbrud standsede hende. Der var trods den bydende Tone noget deri, der paany tændte et Haab i hende. Hun blev staaende, bortvendt, med Haanden paa Laasen, – lydig, magtstjaalen, som en bortsparket Hund, der standser ved sin Herres mindste Vink i Haab om at blive kaldt tilbage.

"Sig mig engang, Boel – der er noget, jeg gerne vil spørge Dem … spørge dig om. Det er noget, der i og for sig er af underordnet Betydning, men alligevel –."

Han hakkede og stammede saaledes i Ordene og syntes saa forlegen, at Boels Haab voksede. Hun vendte sig halvt om og saae usikkert paa ham.

"Ja som sagt, det er ikke noget af Betydning," vedblev han. "Men sig mig nu alligevel, 145 … jeg husker, du har fortalt mig om dine Forældre, at de var Parcellister og sad ret ordenlig i det, og at I havde et pænt Hjem og saadan. Hvordan forholder det sig egenlig med det? Mo'er meddeler mig nemlig noget ganske andet. Men du er jo da den, der maa vide bedst Besked."

Boel var bleven rød som det dryppende Blod. Ligesom tynget til Jorden af Skam stod hun lidt og saae ned for sin Fod. Saa gled hun stille bort uden Ord.

Knud gik tilbage til sit Værelse. Han vidste ikke, om han skulde le eller græde. Han slog sig for Panden. Ja, han havde sandelig været blind! En gennemført Hyklerske altsaa! – O, landlige Uskyldighed! Saadan ser du altsaa ud!

147 [Fig. XIII]

XIII

149 Efterat de Mænd, der bar den stønnende Kasper Kapper op ad Trappen, havde faaet ham i Seng, viste det sig, at der var mere Liv i ham, end man straks troede. Det var mere Angsten end selve hans Sygdom, der havde fremkaldt Besvimelsen; og da han havde faaet noget Vand, og Madam Fuss – der endelig var kommen tilstede – havde givet ham et Par Hofmannsdraaber, befandt han sig saa vel, at han troede sig helt rask. Han havde ikke engang villet have, at der skulde sendes Bud efter nogen Læge, – han vidste nok, sagde han, hvad et Nattebesøg kostede – og man fortrøstede sig da til at lade ham ligge uden Tilsyn Resten af Natten.

Men rask var han nu alligevel ikke. Forfængeligheden havde hævnet sig. Den kolde Aftentur i det tynde Sommertøj havde han ikke kunnet taale.

Da Madam Fuss tidligt om Morgenen saae ind til ham, mødte der hende et Syn, der fik hende til at slaa Hænderne for Ansigtet af Forfærdelse.

150 I en Seng, hvor Lagner og Tæpper var en sammenrullet Forvirring – paa en Hovedpude, der var mørk af Sved, laa Kasper og stirrede paa hende som et Lig. Det mørke Haar sad klistret fast til Panden; omkring Munden og helt op over Næsen og over de indfaldne Kinder var Ansigtet blaanet af Dødens Kulde. De magre Hænder med de lange Fingre bevægede sig over Tæppet, som søgte de efter noget at gribe om. Under det rødkantede, opsvulmede Øjelaag laa det store, brune Øje, som overtrukket af en Hinde; det saae paa Madam Fuss med et stivnet Blik, der i Angst ligesom søgte at afværge Medlidenheden.

"Herre Jesus! … Hvad er dette her?" udbrød hun næsten med et Skrig.

"De maa undskylde, Madam Fuss," svarede han med en dyb og klangløs Stemme, der næppe var til at høre. "Her ser ikke pænt ud. Jeg har igen været syg … jeg har kastet op. Jeg prøvede paa at vække Dem … jeg bankede paa Væggen … men."

Hans Stemme blev nu helt borte, og hans Øje lukkede sig og sank ind i Hovedet som under en ny Besvimelse.

Saa saare Madam Fuss kunde komme i Tøjet – d.v.s. i en snæver, bagtil besløjfet, iøvrigt af Ælde grøn og flosset Kaabe, en fedtet, vatteret Kyse samt et Par sorte, overstoppede 151 Bomuldshandsker, uden hvilke hun vilde have bluedes ved at vise sig paa Gaden – gik hun ud for at faa fat i en Læge.

Opad Formiddagen kom der da endelig ogsaa en lille graa Mand med graa Cylinderhat, graa Overfrakke og smaa, graa, missende Øjne, med hvilke han interesseret og meget omstændeligt mønstrede Værelset, saasnart han var traadt derind. Saa satte han Hatten fra sig paa Bordet efter først med en Finger at have undersøgt dets Plade, trak et Par Handsker af Hænderne, krængede dem og lagde dem indeni Hatten, fremdrog derefter af Baglommen et Brillefutteral, aabnede det forsigtigt og satte med megen Omhu et Par Briller for Øjnene, tog dem af igen og fik sit Lommetørklæde frem, aandede paa Glassene og begyndte at pudse dem, – altsammen uden at sige et Ord eller uden at have ofret Patienten et Blik. Da han endelig igen havde faaet Brillerne paa Næsen, betragtede han nøjere Fugleburet under Loftet, der hele Tiden havde tiltrukket sig hans særlige Opmærksomhed, og spurgte:

"Er det en Irisk?"

"Ja," svarede Kasper hæst.

"Han eller Hun?"

"Det er en Hun."

"Den er ganske net. Virkelig ganske net. – Naa!" afbrød han endelig sig selv og gav sig ilag med Undersøgelsen.

152 Under denne, der var langvarig og omhyggelig, gav Kasper nøje Agt paa Udtrykket i Lægens Ansigt; og da den graa Mand engang rystede betænkelig paa Hovedet, sortnede det et Sekund for hans Øje.

Da Undersøgelsen var sluttet, tog Doktoren sine Briller af puttede dem igen med stor Omstændelighed i Futteralet og sagde:

"Det er bedst, De kommer paa Hospitalet."

Kasper, hvis Blik stadig var som hægtet paa Lægens Ansigt, svarede ved at bevæge Læberne.

Doktoren stod atter lidt og betragtede Fugleburet, mens han trak sine Handsker paa.

"Pip! – Pip!" sagde han og stak en Fingerspids ind mellem Tremmerne, – han havde allerede glemt den Syge og smilte muntert.

Men nu opbød Kasper alt sit Mod og spurgte, om Doktoren mente, at der var nogen Fare.

Den graa Mand vendte sig imod ham og saae paa ham med et Blik, der gik ham som en Isnen gennem Marven. Det var, som kunde han have set sit eget Genfærd.

"Fare? Ja, det veed man aldrig. Om Liv og Død veed vi Mennesker ingenting. Heller ikke Lægerne. – Jeg skal nu sørge for, at en af Hospitalets Vogne henter Dem, og lig saa stille saa længe. – Farvel!"

Da Kasper Kapper var bleven alene, laa han længe ubevægelig og lod angstfuldt sit Øje glide 153 rundt i Rummet … fra det røde Sirtses Vinduesgardin med den hvide Kantning, der var hans egne Hænders Værk, og hvis vanskelige men heldigt tilendebragte Forarbejdning han pludseligt mindedes med forunderlig Klarhed … hen over Burene under Loftet med Dompappen og Irisken, der hoppede paa deres Pinde, og de hvide Mus, som sad og mimrede over en Brødskorpe og snuste til Vandet i det skaarede Urglas, som han selv engang havde slaaet itu … tilbage over Klædeskabet med hans pæne, næsten nye og altid saa velbørstede Søndagstøj … og tilsidst op over Sengen, til det lille firkantede Billede af hans vemodig smilende Moder, denne Moder, som han aldrig havde set, men som var den eneste Kvinde, der havde elsket ham.

Og fra alt dette skulde han nu skilles for evig Tid! Var det muligt? – Nej, nej! Han kunde ikke forstaa, at han ikke maatte vente sig mere af Livet. Det vilde dog være altfor urimeligt, om det skulde være for at skænke ham en Tilværelse som den, der hidtil havde været hans Lod, at hans Moder havde maattet bøde med sit Liv. O, havde hun blot levet! Aldrig havde han vidst, hvad det var at blive elsket! Aldrig havde han hørt et kærligt Ord i sit Øre, aldrig følt en blød, varm Haand paa sin Kind.

Regnen slog strømmevis paa hans Vindu, 154 og Stormen klaprede med Tagstenene over hans Hoved, … og dog vilde han netop nu saa gerne leve. Han foldede sine skælvende Hænder og bad saa mindeligt, saa ydmygt, saa bitterlig fortvivlet til Gud, at han ikke vilde lade ham dø. Han lovede at omvende sig til et bedre Levnet og angre sine Synder med blødende Hjerte – bare han maatte faa Lov til at leve. Han lovede at gaa i Kirke hver Søndag og aldrig mere at se til Pigerne paa Gaden eller blande sig i Trængsel for at faa Lejlighed til at trykke sig op ad Damerne. Smaabørn skulde han heller aldrig mere efterstræbe, og han lovede prompte at tibagebetale sin Principal de fem Kroner, han engang ulovligt havde tilegnet sig af et Regningsbeløb, og han vilde give andre fem Kroner til Ombygningen af Helliggejstkirkens Taarn, – naar han blot maatte faa Lov til at leve.

O, Livet var dog saa skønt! Alt kunde umuligt være forbi for ham! Naar han saae paa alle disse Ting, der var hans, hans egne og ingen andens i Verden, købt for hans Penge, betalt med hans sure Slid, saa vilde han ikke tro paa, at nogen anden herefter skulde kalde dem sine. Gud kunde ikke nænne det. Skulde han aldrig mere kalde Dompappen Jens eller stryge med sin Finger henad Filipines bløde Fjer? Hvem skulde saa give Musene Brød – og – ja, hvem skulde saa til Sommer hænge 155 en frisk Krans om Billedet her over hans Seng? Det havde han dog nu gjort troligt i saa mange Aar, – hvad der dog maatte kunne komme ham lidt til gode, syntes han, saa Gud kunde vise sig lidt barmhjertig.

Men om det nu alligevel ikke kunde blive anderledes? Om han virkelig skulde bort fra al sin Rigdom?

Ja, saa maatte det altsaa ske. Han huskede, det stod skrevet, at med Gud maatte man ikke gaa irette. Og saa havde han jo dog ogsaa een stor Trøst, een stor Glæde ivente, – saa kom han til at se sin Moder. Ak, hvor ofte havde han ikke i sine mange tungsindige Øjeblikke ønsket sig til hende! Hvor havde han ikke til Tider længtes efter at lægge sit Hoved i hendes Skød og græde.

Og nu vilde det maaske ske. – –

Efter et Par Timers Venten kom Sygevognen. Madam Fuss aabnede Døren, og man hørte allerede Hospitalets Folk nede paa Trapperne.

"Madam Fuss," sagde Kasper, han var pludselig bleven mærkværdig rolig og fattet. "Dersom jeg skulde dø …"

"Aa Gud, Kasper! De gør mig saa forskrækket," klynkede hun.

"Dersom jeg skulde dø … saa vilde jeg gerne, at De lod Jens og Filipine faa deres Frihed. Og Musene …"

156 "Gud i Himlen, hvad skal jeg gøre ved dem, Kapper? … Dem drukner jeg!"

Kasper nikkede.

"Og saa er der min Moders Billede. Det … det … det …"

"Naa ja," traadte Madam Fuss hjælpende til og tørrede lidt Fugt af Øjenkrogene med sit Forklæde. "Jeg kan tænke, hvad De mener, Kapper … De vil ha'e det med – saadan i Kisten, ikke? Ok ja, det er ogsaa saa smukt!"

Kasper lukkede Øjet tæt i. I Døren stod Hospitalsfolkene med Sygebaaren.

157 [Fig. XIV]

XIV

159 Den store Fællesstue, hvortil Kasper Kapper blev ført, var saa godt som udelukkende belagt med Patienter, der var i Bedring. De laa ved hans Ankomst og døsede eller sov efter det netop indtagne Middagsmaaltid, og det var knap nok, de aabnede Øjnene, da han blev bragt ind, saa nødigt slap de deres Drømmerier og Hospitals-Fantasier, der alle drejede sig om mere Mad.

Kun henne i et Hjørne laa en ung Mand og kastede sig i Feber.

Da Kapper først var kommen til Hvile i sin Seng, følte han sig helt godt tilpas. Efter Adskillelsen fra de jordiske Ting, hvortil hans hele Liv var knyttet, havde han ligesom faaet mere Ro. Dette store, luftige Rum og den stille Fred, der her omgav ham, gjorde hans Hjerte godt. Det var, som han allerede havde gjort det første Skridt ind i Evigheden.

Med en egen, halvt overjordisk Interesse laa han og lyttede til de mange sovendes Aandedrag. Lige overfor ham ved den modsatte Væg 160 laa der en Mand med et vældigt Haar og Skæg og snorkede forskrækkeligt. Henne ved Vinduet sad den tykke Stuekone med et Strikketøj i Skødet. Ogsaa hun sov. Han kunde høre, hvordan Vejret arbejdede inde i Brystet paa hende, saa stille var der.

Men nu aabnedes Døren til Gangen, og en anden tyk Madamme med bare Arme og hvidt Smækkeforklæde kaldte paa hende.

"Kaffe," sagde hun bare og forsvandt.

Konen ved Vinduet fik travlt med at komme afsted.

Før hun gik, var hun dog henne hos Kasper for at høre, hvordan han befandt sig.

"Tak – Tak, godt," sagde han og smilte, – han var saa glad ved at være hendes moderlige Barm saa nær.

"De husker nok, hvad Doktoren sagde, – bare ligge ganske stille, og slet inte røre Dem."

Kasper nikkede og fulgte hende med Blikket, da hun gik ud.

Saa laa han en Tid og saae op i Luften, og alt imens sank han hen i en besynderlig Salighed. Han mærkede slet ikke sit Legeme. Væggene med de to Rækker Senge syntes at fjerne sig mere og mere. Hele Rummet laa tilsidst som indhyllet i en mystisk Taage.

Men pludselig jog der ham en Smerte gennem Brystet. Det var, som om han gennemboredes 161 af et Spyd. Han kastede sig uvilkaarligt om paa den Side, hvorfra Smerten var kommen; men lidt efter overvældede Pinslerne ham med en saadan Voldsomhed, at han maatte rejse sig overende i Sengen og trykke Hovedet ned i sine Hænder for ikke at skrige. Det var forfærdeligt. Han syntes at føle Ribbenene give sig og Brystmusklerne sprænges … og endelig kom Hosten … han kunde ikke holde den tilbage, skønt han gjorde alt for ikke at vække de omkringsovende … den trængte paa, … spændte omkring hans Hals som et Par Jernhænder, der vilde kvæle ham.

"Mon vi længe skal ha'e den Koncert?" hørte han En sige.

"Det bliver forresten morsomt," sagde en anden.

En efter en rejste man sig i Sengene og betragtede med ærgrelseblandet Medlidenhed den spøgelseagtige lille Person, der pludselig var dukket op imellem dem, og hvis Hoste ikke vilde standse.

Nu vaagnede ogsaa Manden med det store viltre Skæg og den frygtelige Snorken.

"Hvem er det, der gøer?" brummede han nede i Puden. Og da Hosten vedblev, væltede han sig om paa Ryggen og satte sig overende, saa Sengen rystede.

"Hvad Satan! … Se til det stakkels Menneske! 162 Har han ikke siddet der og hostet sig en Pukkel til! … Hvor er Madammen?"

"Ja, hvor er Madammen? … Hvor er Madammen?" raabte de nu alle.

Kun den unge Mand henne i Hjørnet laa stadig og kastede sig i sin Feberdøs og talte i Vildelse.

Kasper søgte forgæves at fremlalle en Undskyldning, men Ordene blev borte under Hosten. Kun Øjet – det store, bristende – kunde tale. Det var, som om dets angstfuldt flakkende Blik vilde tage dem alle til Vidne paa, hvor forfærdeligt han led.

"Han har det sgu skidt," sagde en.

"Lad os hjælpe ham," sagde den store Mand med Skægget.

Og uden Formaliteter stod han op og gik i bar Skjorte hen til Kasper.

"Du har det nok li'esom ikke rigtig godt, Kammerat," sagde han og lagde sin Arm omkring ham til Støtte.

"Nej," hviskede Kasper hæst.

"Læn dig tilbage paa min Arm, Kammerat! Du skal ikke være bange, – Armen holder sgu nok. Det er et Væverskaft, forstaar du! – Saadan! Det linder altid lidt, hva'?"

Kasper gjorde, som han sagde, ja, sank endog helt sammen i den store, senestærke Arm. Øjet lukkede sig, han blev saa blaakold omkring Næsen.

163 Der var imidlertid gaaet Bud efter Stuekonen og den vagthavende Læge. Men inden nogen af dem kom tilstede, havde Kasper Kappers lille Legeme pludselig strakt sig og var derpaa faldet slapt sammen i den fremmede Mands Arme.

Med et Udtryk af den højeste Forbavselse og Bestyrtelse vendte denne sig om imod de andre og sagde:

"Men … Hvad Pokker! … Han døde jo!"

165 [Fig. XV]

XV

167 Fru Gylling havde siddet en Timestid inde paa sit eget Værelse og ventet paa Boel; men hun kom ikke. Saa gik hun ud for at kalde paa hende, og det viste sig nu, at hun var forsvunden, havde forladt Huset for ikke at vende tilbage dertil. Inde over Sengen i hendes Kammer laa alle de Klædningsstykker, hun havde modtaget ved sin Ankomst, omhyggeligt ordnede. Ikke en Trævl manglede. Hun var gaaet bort i det samme gamle Tøj, hvori hun i sin Tid var kommen dertil, havde kun medtaget den samme lille Bylt med Linned, som hun havde bragt med sig fra Hjemmet.

Da den første Forskrækkelse havde sat sig, var Fru Gylling i Grunden ganske glad ved at være bleven hende kvit paa en saa nem Maade. Hun havde jo ellers været nødt til selv at skaffe hende bort, hvad saa let kunde være bleven misforstaaet af Folk baade her og i Sandinge. Naar Pigebarnet derimod af egen Drift forlod Huset, endogsaa uden Varsel, ja, uden Farvel, saa havde hun sin Samvittighed fri. Tvinge Nogen til at 168 blive der imod sin Lyst og Trang, det vilde hun ikke. Frivilligheden var for hende Hovedsagen i alt, et Menneskes Selvbestemmelsesret maatte ikke krænkes.

Forresten røbede jo denne Flugt tilstrækkelig tydeligt, at hun havde en daarlig Samvittighed. De tilrejsende Bekendte, hun den foregaaende Aften havde været ude med, havde rimeligvis ogsaa nogen Skyld. I hvert Fald var det sikkert til dem, hun nu havde søgt. Hun kendte jo ellers Ingen her.

"Vorherre være med hende!" sagde hun kærligt overbærende, mens derimod baade Husholdersken og Stuepigen slog Hænderne sammen af Forargelse. Frøken Rosalie, der ogsaa var kommen tilstede, trissede bort – som sædvanlig mumlende nogle Ord, Ingen kunde forstaa.

Imidlertid var Boel naaet ud paa Kristianshavn. Det var stadig hendes Hensigt at opsøge den lille Urmagersvend, hvis Navn og Bosted hun nu havde faaet at vide. Hans Værkfælle havde dog kun kunnet oplyse hende om, i hvilken Gade han boede, derimod havde han ikke vidst Husnummeret; og hun maatte derfor nu i den øsende Regn gaa fra Hus til Hus og spørge alle dem, hun mødte i Porte og paa Trapper, om de ikke vidste, hvor Hr. Kapper boede.

Næ, det kendte man ikke noget til. De fleste gav hende uhøflige, nogle ogsaa uhøviske 169 Svar. Et Par Steder, hvor hun dristede sig til at ringe paa, smækkede man Døren i for Næsen af hende med en eller anden Velsignelse. Hun kunde rejse ad Helvede til med sine Knapper! Eller: det maatte Fanden vide!

Endelig traf hun et skikkeligt Menneske, som vidste Besked.

Det var en Kone, der havde set Sygevognen der i Gaden, og som ogsaa havde faaet opspurgt, hvem det var, der blev kørt bort. Hun kunde endog sige Boel Navnet paa det Hospital, hvortil Kasper Kapper var bleven ført; og hun gav hende det Raad, dersom hun vilde tale med den Syge endnu samme Dag, da straks at gaa derhen. Der var netop nu Besøgtid, sagde hun; men Klokken seks blev der lukket.

Boel vidste ikke andet at gøre. Hun kendte intet andet Menneske i den store By, hos hvem hun kunde søge Raad og Bistand. Men Hospitalet laa langt borte i den anden Ende af Byen, og Regnen blev ved at strømme ned. Hendes Sko var allerede ganske gennemblødte, og hun var saa udmattet og fortumlet af alt, hvad hun i det sidste Døgn havde oplevet, at hun næsten ikke kunde holde sig oprejst.

Havde hun endda kunnet faa et Stykke Brød. Men hun havde ingen Penge, ejede ikke en Skilling, og hun undsaae sig ved at gaa ind i en Bagerbod og tigge.

170 Saa slæbte hun sig da afsted gennem den vaade By med dens Strøm af Mennesker, dens Hav af Paraplyer. Huse og Gader løb rundt for hende. Nogle Herrer grinede til hende. Men det var hende ligegyldigt; hun var bleven saa underlig sløv, følte i dette Øjeblik næsten kun sin Sult, sin Træthed og sine iskolde Fødder.

Klokken blev over fem, inden hun naaede ud til Hospitalet. Portvagten spurgte hende, hvem hun søgte, og efter at være bleven henvist fra et Sted til et andet en halv Snes Gange og fra den ene Funktionær til den anden lige saa ofte lykkedes det hende endelig at finde En, der kunde vise hende den, hun søgte.

"De er altsaa af Familjen?" spurgte denne – en Karl i Hospitalets Tjenesteuniform.

"Nej – men en Bekendter," sagde Boel.

"Naa saadan. Kæreste kanske?"

"Nej."

"Ja, ja. – Vil De følge med herned."

De var kommen over en Gaardsplads med nogle Træer og stod foran en lav Bygning, hvis Indgang laa halvt under Jorden, saa man maatte ned ad fire-fem Trappetrin for at komme derind. Karlen tog et Knippe Nøgler frem, aabnede en Hængelaas og skød Døren op til et halvmørkt, kælderagtigt Rum med hvidtede Mure og Stengulv.

En gennemtrængende Karbolstank slog Boel 171 imøde derindefra og gjorde hende ganske svimmel. Rummets Uhygge skræmmede hende ogsaa. Kunde dette virkelig være en Sygestue?

Hun fik i Halvmørket Øje paa tre-fire Baarer, der stod ud fra den ene Væg, dækkede af Lagener ligesom Senge.

"Vent lidt," sagde Karlen og gik hen til den nærmeste af disse Baarer og løftede lidt paa Lagnet, hvorved et stærkt indbundet Hoved af en marmorbleg, rødskægget Mand kom tilsyne. "Nej, det er ikke ham," mumlede han og skrævede over Baaren til den næste. – "Ja, her er han!"

Men Boel var begyndt at ane Uraad.

"Jeg vil ud!" raabte hun.

Med Hænderne for sit Ansigt styrtede hun bort. Hun var næppe naaet ud i fri Luft, før hun segnede om paa Trappen, og omtrent et Minut var hun bevidstløs.

I dette Minut ombølgedes hun af Høduft. Hun saae som i et Syn den grønne Eng derhjemme, mylrende af Blomster, og hun hørte for sit Øre Sangen af de mange glade Stemmer … Sangen om Lys og Lykke og Troens livsalige Fryd.

Og i sin Bevidstløshed hulkede hun et Øjeblik ligesom et Barn, hvem man har forurettet.

Da hun vaagnede, stod Karlen over hende og spurgte, om hun var bleven daarlig.

172 "De er kanske ikke vant til at se saadan noget?"

Boel rystede paa Hovedet.

"Jeg vidste ikke, han var død," hviskede hun lidt efter.

"Aa – saadan! Ja, det kom vist ogsaa lidt hastig paa ham. Det var nok en Blodprop. – Men kan De rejse Dem lidt. Der er nogen, der skal herned."

To Mænd kom gaaende over Gaardspladsen med endnu en Baare, dækket af et Lagen.

"Hvem er det?" spurgte Karlen, da de kom forbi.

Der blev nævnet en Sygdom og et Stuenummer.

"Naa, hun er gaaet tilvejrs," sagde han tørt og fulgte dem ned.

Boel skyndte sig bort.

Men da hun naaede udenfor Porten, kom en ny Rædsel over hende. Hvor skulde hun gaa hen? – Hun vidste ikke sit arme Raad. Det begyndte allerede at mørkne. At gaa omkring paa Gaden ligesom den sidste Nat og blive tiltalt og behandlet som en Tøjte – nej, det vilde hun ikke. Saa hellere kaste sig paa Hovedet i Søen.

Da kom hun til at huske paa, at hun i en af de Smaagader, hun var kommen igennem ude paa Kristianshavn, dengang hun søgte efter 173 Prinsessegaden, havde set et Hus med et Skilt, hvorpaa der stod "Logishus". Der maatte hun kunne bo, indtil hun havde faaet sig en Plads. Det havde været saadan en stille Gade, og Huset havde set saa fattigt ud, saa der vilde man vist nok modtage hende. Hun vilde saa ikke sige, at hun ingen Penge havde; men den næste Dag vilde hun gaa ud og sælge noget af sit Tøj.

Saa slæbte hun sig da atter den lange Vej ud i den anden Byende og genfandt ogsaa tilsidst den stille, smalle Gade og det fattige Hus med Skiltet over Indgangsdøren. Det var Madam Jakobsens "Det lille Skipperhus".

Det var imidlertid blevet mørk Aften. Derinde i Beværtningen var Lampen tændt under Loftet og lyste ned over fire-fem Skikkelser, der sad og sløvede ved de smaa Borde langs de røgsværtede Vægge. Der var Dybbølmanden Ole Nielsen med sin Lirekasse, allerede ganske drukken. Hans blodskudte Øjne drog søgende omkring i Lokalet som for at finde en Modstander, hvem han kunde tilintetgøre med sit Krigerblik. Lige over for ham sad et Par Sildeprangere og savlede over noget Øl, mens en ældre, stærkt tattoveret og i det hele skippermæssigt udhalet Pramstikker6 fra Refshalen sad for sig selv i ophøjet Sømandsmajestæt med en Shagpibe i Mundkrogen og bredte sig paa sin Stol som et Billede paa selve Oceanet.

174 Henne ved Skænken i Baggrunden sad Olines "Ven", endnu blegere og mere hulkindet og fuglehalset end nogensinde og fuldkommen ligegyldig for den Kærlighed, Oline ødslede paa ham. Men med Oline havde det nu ogsaa taget en sørgelig Vending. Hun var brunskjoldet i Ansigtet og havde faaet et Omfang paa Midten, der umuligt kunde undgaa at vække Opmærksomhed og Eftertanke, og som Beværtningens Stamgæster da ogsaa allerede havde givet Navnet "Trillingerne".

Madam Jakobsen sad med sine frikadelleformede Hænder i Skødet og blundede lidt, belyst ligesom en Madonna af den evigtbrændende lille Lampe over Pengeskuffen. Med eet løftede hun de søvnbetyngede Øjelaag ved Lyden af Dørklokken.

Boels forkomne Skikkelse trykkede sig ind ad Døren og blev staaende derhenne, seende sig frygtsomt omkring med et Par raadvilde Øjne.

"Hvad vil den Pige?" spurgte Madam Jakobsen. "Oline, spørg hende, hvad hun vil."

Oline rejste sig og førte Boel hen bag Skænken, hvor der nu førtes en kort Underhandling. Boel var saa medtaget, at hun ikke kunde mere end lige fremstamme de nødvendigste Ord til Forklaring, og Madam Jakobsen mønstrede hende derfor i Begyndelsen med stor Mistænksomhed 175 og plantede Hænderne i Siden for at styrke sin Dømmekraft.

Tilsidst vendte hun en Tommelfinger i Vejret og sagde:

"Oline! Følg Pigen op! Der er ledigt paa Nummer tre."

Da de var gaaet, rykkede Olines Ven nærmere hen til Skænken, drak lidt af sit Glas og sagde:

"Sikken et Pigebarn! – Det var vel Madammens nye Jomfru."

"Hvad snakker han om?"

"Jeg mener," sagde han og lukkede sit ene, glasagtige Øje og skelede med det andet hen paa Asken af sin Cigar. "Oline kan jo dog ikke bli' gaaendes her længe med den Figur. Og saa tænkte jeg –."

Madam Jakobsen saae paa ham. Hun sagde ingenting, men syntes at overveje.

Nu lød Dørklokken igen. Det var den gamle Skomager Semberlin med den graa Cylinderhat paa den af Blanksværte skinnende Paryk. Hans adrætte lille Skikkelse snurrede rundt henne ved Døren med et Godaften, hvorefter han under Udførelsen af de sædvanlige, omstændelige Ceremonier indtog sin Plads i Kakkelovnskrogen.

"En med Rom," halvsang han og begyndte straks at vugge sig frem og tilbage med truttende Mund og Hænderne stukket ned mellem sine spidse Knæ.

176 Oline havde ført Boel gennem en mørk Stue ud til en Baggang, hvorfra der gik en smal og stejl Trappe op til Etagen ovenover. Øverst oppe hang en Væglampe og osede.

Ovenover var der ogsaa en smal Gang, for Enden af hvilken der brændte en anden lille Væglampe med nedskruet Blus. Her aabnede Oline en Dør ind til et Kammer med en Seng, et Bord og en Stol. Tapetet paa Væggen hang i Laser, og Lagnerne paa Sengen var sorte som en Smeds Haandklæde.

Efter at have tændt et Lys og rullet et Gardin ned, forsøgte hun at indlede en Samtale med Boel; men da denne var ganske aandsfraværende og intet andet svarede end Ja og Nej, gik hun bort med en Skuldertrækning.

"Ja Livet er sgu skidt!" sagde hun blot, idet hun smældede Døren i efter sig.

Nede i Beværtningen var der imidlertid dukket en ny Person op bagved Skænken. Det var Madam Jakobsens natlige Medhjælp, en lillebitte, vissen Kone med halvt bortædt Næse og Hareskaar. Hun var kommen ind gennem Køkkendøren og hilste Madam Jakobsen med megen Ydmyghed. Mens hun aftog sin Kyse og et gammelt Sjal og hængte begge Dele op paa et Søm ved Døren, snakkede hun om det skrækkelige Vejr, det var, og aandede paa sine smaa, snavsede Fingre.

177 Madam Jakobsen skænkede et Glas Brændevin og lod hende med en Hovedbevægelse forstaa, at hun kunde stikke det ud.

"Aa, Gud velsigne Dem!" sagde Kællingen med Inderlighed.

"Nummer tre er belagt, – at De husker det," sagde Madam Jakobsen. "Det er en Pige fra Landet; hun kom for lidt siden."

"Naa! Er der ellers Ingen?"

"Nej, ikke endnu. – Men nu kan De blive hernede et Øjeblik. Nielsen derhenne har syv Snapse og et lille Glas Øl, som ikke er betalt."

Madam Jakobsen lukkede for Pengeskuffen, stak Nøglen i Lommen og vraltede ud.
 

Boel sad sammensunken paa sin Sengekant med slapt nedhængende Arme og lukkede Øjne. Madam Jakobsen var netop gaaet derfra efter at have fæstet hende til Opvartningspige i Olines Sted. Boel havde ikke kunnet sige nej. Hun var saa træt og sløv. Alt var hende ligegydigt. Hun ønskede blot, hun havde gjort Alvor af at dø.

Hun blev siddende uden at røre sig. Inde fra Værelset ved Siden af, hvor der kort i Forvejen var bleven lukket Nogen ind, hørte hun Hvisken og Fnisen. Ude fra Gangen lød af og til listende Trin, der regelmæssigt standsede et Øjeblik udenfor hendes Dør.

Under alt dette bølgede der atter Høduft 178 omkring hende, og hun saae den tusindblomstrede Eng derhjemme og hørte for sit Øre den frejdige Sang af de mange glade Stemmer:

"Lille Guds Barn, hvad skader dig?
Tænk paa din Fader i Himmerig.
Han er saa rig, han er saa god,
Ingen kan staa hans Magt imod.
O, Gud ske Lov!"

Der blev banket sagte paa hendes Dør. Det var den lille visne Kone med Hareskaaret, der stak Hovedet ind.

"Undskyld," hviskede hun. "Maa jeg spørge Dem … venter De en Herre?"

"Jeg? … Nej!"

"Ja, for der staar en Herre dernede paa Trappen. Han vilde vist gerne tale lidt med Dem, tror jeg nok."

"Med mig!" sagde Boel troskyldigt.

"Det er saadan en pæn Herre … en rigtig pæn Herre. Med lyst Overskæg."

Knud! – foer det igennem Boel som en himmelsk Lysning. Kunde det være muligt! Skulde han have opsporet hende – – !

"Er han her?" udbrød hun.

"Nu skal jeg kalde … Pst! Pst!" kaldte Kællingen og trak sig derpaa hensynsfuldt tilbage.

Der hørtes tunge Trin paa Trappen og Gangen, Døren blev slaaet helt tilbage, og ind traadte en 179 blond, øltrind Slagtersvend med Hatten bag i Nakken og en Cigar i Mundvigen.

"Da', lille Pi'e! … Nej, sikken en sød lille Kippekalv!"

Boel var tumlet tilbage.

"Føden og Klæden, Hus og Hjem,
skulde Guds Børn gaa vild om dem?
Mennesket lever af Guds Ord.
Hjemme har Børn, hvor Fader bor.
O, Gud ske Lov!"

181 [Fig. XVI]

XVI

183 Et Par Dage derefter havde Fru Gylling Aftenselskab – en lille, udvalgt Kres, saa forskellig fra de store, folkelige Forsamlinger, som til andre Tider fyldte hendes Stuer, at man kunde tro at befinde sig i et helt andet Hjem. Der var den smukke Fru Bang i et blegrødt Silkeliv, der stod prægtigt til et Par straalende brune Øjne. Der var en ældre, apoplektisk udseende Dame i sort Moaree7 med et langt Slæb, hvorover hendes Gemal – en ældre, stokstiv Herre med et træet Ansigt – balancerede paa et Par lange graa Passerben. Der var den berømmelige Kandidat Boserup med lange, sorte Klæder og en skyomhyllet Tænkerpande. Og der var en ung, livsglad Dame paa Fyrre med friske Roser i Haaret.

For flere af disse Gæster var det en stor Skuffelse, at Boel, om hvis fremmedartede Skønhed de havde hørt saa meget, ikke længer var der i Huset, idet hun – som Fru Gylling forblommet udtrykte sig – "ikke havde vist sig hendes Tillid værdig". Navnlig den unge 184 Dame med Roserne – der, som hun sagde, sværmede indtil Raseri for alt, hvad der var landligt og naturligt – udgød sig i dyb Beklagelse. Men snart fik man andet at tænke paa. Døren til Forstuen blev slaaet op, og ind traadte Gehejmeetatsraad Drehling med sin Datter under Armen.

Det var en stor Overraskelse for alle andre end netop Husets egne. Gehejmeetatsraaden havde ganske vist før været Gæst i Fru Gyllings Hus men kun ved særlig højtidelige Lejligheder. Ovenikøbet mente man at vide, at der paa det sidste havde været en lille Kurre paa Traaden imellem dem paa Grund af Knuds offenlige Optræden. Der var nu ogsaa noget i selve Gehejmeetatsraadens Indtrædelse, der tydede paa, at han tillagde sin Tilstedeværelse ved denne Lejlighed en mere end almindelig Betydning. Det slog da ned i alle, at der maatte være en Forlovelse paa Trapperne, – og Damernes nyhedslystne Blikke flokkede sig om Knud, der lidt forlegen havde rejst sig for at tage imod.

Gehejmeetatsraad Drehling var en lillebitte, glatbarberet Mand med et pudderhvidt Hoved og med et imponerende bredt og spraglet Baand i Knaphullet. Det var ikke desmindre tydeligt at mærke, at han satte en Ære i aldeles ikke at synes fornem. Han gik rundt 185 og gav Haanden til hver især af Selskabet – saa elskværdig ligefrem og naturlig, som var han endnu en ganske almindelig Etatsraad. Han vandt da ogsaa straks alles Hjerter.

Hans Datter derimod – hun var klædt i en udfordrende Fløjlsdragt af mjødbrun Farve, stram som et Triko og med Husarsnore over Brystet – vakte trods sin uomtvistelige Skønhed ingen Beundring. Hun saae nu heller ikke ud, som om hun ventede at more sig i dette Selskab; selv naar hun saae paa Knud var der en fortvivlet Haabløshed i hendes forelskede Blik.

Den unge Dame havde i det hele ikke mange Venner, og man var ikke langt fra at mene, at Knud var altfor god til denne raffinerede Stivnakke med den uskaansomme Tunge.

Der blev snart meget livligt i Stuen. Som overalt i Foraarstiden taltes der især om Maleriudstillingen. Mellem Damerne, der – næsten vanhelligende – havde anbragt sig under Grundtvigs Billede med deres Silkestads og Selskabssnak, disputeredes der højrøstet om et meget beundret Billede: "En ung Pige, der nyser. Motiv fra Lolland". Da man ikke kunde blive enig, afæskede man tilsidst Kandidat Boserups Dom, hvorpaa denne Mand, der betragtedes som en Avtoritet paa alle mulige Omraader, rynkede sin sokratiske Pande og holdt et Foredrag, der var saa lærd og saa 186 citatspækket og saa fuldkommen uforstaaeligt, at de alle følte sig tilfredsstillet.

Ind imellem hele dette Røre luskede der en ung Person, der paa en besynderlig Maade stak af mod det øvrige Selskab. Han var firskaaren og lidt duknakket, bar en lille, rundskødet Frakke af et ganske forældet Snit og snevre Mansjetter, der pressede Blodet ud i de store Hænder. Den ene af disse – en røget Skinke at se til – fattede om hans Hages Kratskov af røde Skægstubbe; den anden hvilede udadvendt paa hans brede Bag. De smaa Øjne, der glinsede ligesom af Fedtelse, var livligt paa færde overalt, medens der om de tykke, halvaabne Læber laa et stillestaaende, ærbødigt Smil, der syntes at ledsage enhver af hans Bevægelser med et stumt "Om Forladelse".

Dette var den fortræffelige Jensen-Damgaard – et Navn, man ofte hørte fremdraget i en Diskussion her i Stuen, naar der tiltrængtes et slaaende Vidnesbyrd om den folkelige Vækkelses Betydning. Han var en fattig Husmandssøn. (Nogle paastod endog og med øm Begejstring i Stemmen, at han havde vogtet Svin.) Fru Gylling havde opdaget ham etsteds oppe i Nordsjælland; hun hjalp ham nu frem til engang at blive Skolelærer eller maaske endog Præst, og, som naturligt var, kom han ikke sjælden i hendes Hus.

187 Der var dog ikke Tale om, at han ogsaa denne Aften hørte til de indbudne. Men den unge Bonde havde et besynderligt Held til at indfinde sig hos hende netop de Aftener, da hun ventede sine fineste Fremmede; og naar han først var kommen, nænnede hun ikke at lade ham gaa. Hun holdt i Grunden ogsaa nok af at vise ham frem. Og, Herregud, han gjorde jo ingen Skade. Han gik altid saa stille og beskeden omkring, saa rørende glad og taknemlig, sin Ringhed saa vel bevidst, at han indtog alle.

Der var alligevel En, der følte sig ilde tilmode ved hans Tilstedeværelse iaften, – det var Knud. Han vidste ikke hvorfor; men han havde en Mistanke om, at denne Person, der havde sine Øjne allevegne, ogsaa havde udspioneret ham i hans Forhold til Boel og nu anede Grunden til, at hun var kommen bort. Han troede endog at vide, at Fyren selv havde haft et godt Øje til Boel, og han var ikke sikker paa, om der ikke lurede en god Portion ondskabsfuld Misundelse bag hans ydmyge og sleske Væsen. –

Gehejmeetatsraad Drehling gik omkring i Stuen med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden stukket indenfor Brystopslaget paa sin tilknappede Frakke, og i denne napoleonske Stilling underholdt han sig en kort Tid og efter 188 en bestemt Rækkefølge med hver enkelt af Gæsterne.

Da han paa denne Maade tilsidst naaede Jensen-Damgaard, blev Seminaristen af lutter Ærbødighed saa krogrygget som et Spørgsmaalstegn og bredte Munden op til Ørene, saa de tobaksgule Tandrækker saaes i deres hele Udstrækning.

"Hvorledes var det? … Deres Navn var – ?" spurgte Gehejmeetatsraaden med en velvillig Haandbevægelse.

"Jensen-Damgaard, – Deres Ekscellence!"

"Javist – ja!" Gehejmeetatsraaden havde egentlig haft til Hensigt at forlade ham med en ganske kort Bemærkning (han yndede absolut ikke disse "dannede" Bønder med hvidt i Brystet), – men ved nu at betragte ham nærmere følte han sig alligevel ganske tiltalt af Personen.

"Jeg hører derhenne, at det er Deres Agt at studere, – muligvis endog at blive Præst. En virkelig paaskønnelsesværdig Bestræbelse!"

"Naar den blot maa lykkes, Deres Ekscellence!"

"Det gør den saamænd nok."

En virkelig tiltalende – beskeden og beleven – ung Mand, tænkte Gehejmeetatsraaden og nikkede venligt.

"Hvor gammel er De, med Forlov?"

189 "Otteogtyve Aar, Deres Ekscellence."

"Hm – ja saa."

"Ja, det er jo noget meget for En, der skal til at begynde. Men jeg har manglet Undervisning … jeg er jo kun en simpel Bonde, Deres Ekscellence."

"Aa, hvad! Hvad er vel jeg? Og vi allesammen!" sagde Gehejmeetatsraaden opmuntrende og klappede ham lidt paa Skulderen. "Jeg formoder, det er ved Højskolens Hjælp, at Deres Lyst er bleven vakt til en saadan videre Uddannelse af Deres Evner."

"Ja, jeg har i to Aar været Lærer paa Balderød Højskole."

"Lærer? Ja saa! … I hvilke Fag underviste De saa der?"

"Aa, saadan jævntvæk i dem alle, – men mest i Jordbeskrivelse og i Aandens Historie."

"Ja navnlig det sidste er jo et omfattende Fag. De kunde vel ikke komme langt deri i Løbet af et Kursus?"

"Ja se, vi gik det igennem i Sange. Saa gaar det saa prægtigt og nemt."

"Naa saaledes!"

Men nu blev Dørene til Spisestuen slaaet op, og man gik tilbords.

Ved Desserten slog Gehejmeetatsraaden til Lyd paa sit Glas og rejste sig.

Der blev tyst.

190 Hvad vilde komme? Skulde Forlovelsen kundgøres allerede iaften?

Der blev meget tyst. Alle saae paa Frk. Drehling og paa Knud og tilbage paa Gehejmeetatsraaden, der nu tog tilorde:

"Mine Damer og Herrer!

Tillad mig – i ganske faa Ord – at udbringe en Skaal for vor højtærede Vært- og Veninde … med Tak, fordi hun idag saa elskværdig har samlet os. Og tillad mig til denne oprigtige Tak at knytte Udtalelsen af et Ønske, – et Ønske, som – det veed jeg sikkert – deles af alle her – et Ønske om Fremgang og Lykke for den idealske Bevægelse – eller Sag, hvilken vor kære Frue paa en ligesaa højhjertet som storslaaet Maade har viet sit Liv og sine Kræfter. Naar vi – maaske – ikke i et og alt mener at kunne følge vor kære Frue paa hendes undertiden noget dristige og – om jeg saa maa sige – uprøvede Veje mod det store Maal, da har vi – muligvis – heri selv den største Skyld. Dog, hvorledes dette nu endnu forholder sig – jeg skal ikke dømme – saa tror jeg at turde forsikre – ikke alene for mit eget Vedkommende – naturligvis – men for alles, der er tilstede her – at vi – ikke mindst i dette Hjem, mellem disse Vægge – føler os – hver paa sin Maade – som Led i denne 191 mægtige, velsignelsesrige Bevægelse – føler os – om jeg maa bruge de Ord – i Pagt med denne store Menighed, der Landet over har virket og stadig virker – maaske ikke altid lige heldig, men altid med en ærlig, redelig og opofrende Vilje – for Folkets Oprejsning. I denne Menighed er – for at blive i Billedet – vor kære Frue en af de ypperste Præstinder. Og de sidste Tider har jo vist, at hendes Søn – vor fælles, elskværdige Ven, Kandidat Knud – synes at ville træde værdigt i sin Moders Fodspor."

Det var, som om der ved disse Ord forplantede sig et galvanisk Stød gennem Gæsterne omkring Bordet. Nu kommer det! – tænkte de.

Der blev derfor stor Skuffelse, da Gehejmeetatsraaden afsluttede med disse Vendinger:

"Modtag altsaa – kære Fru Gylling! – vore bedste Ønsker for Fremtiden. Vær forvisset om, at vi – hvorledes vi end stiller os til de enkelte Spørgsmaal – altid vil følge Deres idealske Bestræbelser med stor Interesse og – som forhen – vil nære den dybeste Agtelse og Ærbødighed for Deres begejstrede Tro og store Opofrelser. Fru Gylling! Vorherre bevare Dem og Deres Hus!"

Alle rejste sig. Fru Gylling var bevæget. Hun smilte halvt undselig, idet hun holdt sit Glas frem imod de mange, der over Bordet 192 raktes hende imøde. Thi alle hendes Gæster var bleven slaaet af Sandheden i Gehejmeetatsraadens Ord. En dyb og varm og begejstret Følelse for Folkets Sag svulmede i disse Øjeblikke frem hos det lille udvalgte Selskab. Den fyrretyveaarige Ungmø med Roserne havde formelig faaet store Taarer i Øjnene af Overbevisning og Opofrelsestrang.

Denne smukke Stemning fik nu yderligere Næring, da Jensen-Damgaard kort efter rejste sig ved den nederste Bordende og bad om Tilladelse til "at udtale et lille Ord" .

Han begyndte – saa indtagende beskedent – med at sige, at det vistnok var meget dristigt af ham at paakalde Opmærksomheden i en saadan Kres. Han var jo kun en ganske simpel Bonde, og det var helt som en forunderlig Drøm for ham, at han, som kom lige ude fra Tørvemosen, nu stod her mellem saa mange udmærkede og berømte Mænd og Kvinder. Dersom hans gamle Moder, som sad derhjemme i sin fattige Stue ved sin Spinderok, i dette Øjeblik kunde have set sin Søn, vilde hun vist ikke kunne tro, at noget saadant var muligt; og han vilde ogsaa sige, at det var vist ikke ret mange Lande, hvor fine Damer og Herrer ikke undsaae sig ved at sidde tilbords med en ganske almindelig Bonde, som kom lige ude fra Tørvemosen. Og han vilde 193 herved tillade sig den store Ære at udbringe en Skaal for Kandidat Knud, og takke ham for den broderligt udstrakte Haand, som den danske Student ved ham havde rakt Landbo-Demokratiet til fælles Virken for Smaamandens Vel.

Disse faa, saa hjerterørende Ord løsnede fuldstændig den folkelige Begejstring i det lille Selskab. Under en almindelig Forherligelse af Jensen-Damgaards fattige Moder i den lave Stue – Damen med Roserne fandt, hun maatte være ligefrem fortryllende – raktes Glassene fra alle Sider hen imod Taleren, og Gehejmeetatsraaden udtalte aabent og med Varme, at han – Jensen-Damgaard – havde gengivet ham Troen paa det danske Folks Kærne. –
 

Endnu under Hjemkørslen var Gehejmeetatsraaden opfyldt af denne unge Bonde og talte derom med sin Datter, der imidlertid ikke delte hans Smag.

"Mig tiltalte han nu slet ikke," sagde hun med sin haarde Stemme. "Han var saa modbydelig krybende."

"Aa, hvad! – Han retter sig nok!"

"Ja, det er netop. det, jeg frygter. Om ti Aar er han Rigsdagsmand. Om tyve Aar maaske Minister. – Vent blot, saa stikker Træskofoden nok frem af Listeskoene."

194 "Naa naa! – Du er nu altid saa skaanselsløs, Agnete!"

Hun trak paa Skuldrene.

"Jeg begriber ikke, at I ikke kan se, hvordan han gør Nar af jer lige op i jeres aabne Øjne. I tror, han er naiv. Jo pyt! Han er klogere end jer allesammen. Det skal I nok faa at mærke."

"Aa, du snakker!" sagde Faderen. "Du maa dog indrømme mig, at han talte smukt og varmt om Knud."

Hertil svarede hun intet. Lyden af Knuds Navn bragte Taarer i hendes Øjne. Hun havde følt det denne Aften tydeligere end nogensinde, at han var uhjælpelig tabt for det gode Selskab. Moderens Magt over ham var for stærk. – Og alligevel kunde hun ikke give Afkald paa ham. Trods alt vedblev hun at holde af ham. Rimeligvis vilde han nu gaa den lige Vej til Fornedrelse. Han vilde blive Folkefører, Talerstols-Tenor, Popularitetsjæger for tilsidst ligesom Jensen-Damgaard at ende som Rigsdagsmand og maaske Minister. – – Og alligevel vilde hun elske ham!

195 [Fig. XVII]

XVII

197 I den lille Lerhytte paa Skrænten af Sandinge Bakker var Dagene gaaet hen med kummerfulde Kampe for Livsopholdet. Døden havde man akkurat formaaet at jage fra Døren; men Sulten, dens Genganger, var bleven Husets daglige Gæst. Der havde været Tider, hvor man manglede det tørre Brød.

Dengang Vinteren smeltede bort, og Foraaret begyndte at vinde Veje, var Lavs lappet sammen, saa godt det lod sig gøre. Men Krøbling vilde han blive alle sine Dage, og sin Forstand fik han ikke mer igen.

Han var bleven lam paa hele Underkroppen, der mere og mere visnede hen. Det ene Øje var ganske tillukket; og over det andet laa det tunge Laag saa langt ned, at der kun var en smal Sprække tilbage, hvorunder den sorte Pupil saaes at bevæge sig frem og tilbage. For det meste laa han i Sengen og lallede som et Barn. Men naar Solen skinnede paa Gavlmuren, tog Lone ham i sine Arme og anbragte ham derude med en Halmvisk under Sædet og saaledes at Ryggen 198 kunde faa Støtte af Muren. Her kunde han da sidde i timevis og plire gennem sin smalle Øjensprække ligesom en Frø.

Inde i Byen forstod man ikke, hvordan Familjen fristede Livet. Lone havde Gang efter Gang nægtet at tage mod den Hjælp, som Menighedens frie Fattigkasse – for hvilken Friskolelærer Povelsen var Bestyrer – havde tilbudt hende. Heller ikke Sognet havde hun søgt om en Haandsrækning, – man vidste blot, at hun havde faaet Væverarbejde for en Købmand i Nabolaget, og at Folk, der havde deres Gang forbi Huset, ofte midt om Natten havde set Lys derinde og hørt Skafterne8 ramle.

Nu naaede Meddelelsen herud om Boels Flugt fra det københavnske Hjem, hvor man saa menneskekærligt havde taget sig af hende. Fru Gylling havde selv skrevet til Pastor Momme og anmodet ham om "saa skaansomt som muligt" at meddele Moderen den nedslaaende Tidende. Bedrøvelsen blandt Boels mange gamle Veninder og Velyndere var stor, og de havde oprigtig Medlidenhed med hende. Det var, som de gamle sagde, den forhærdede Moders Synder, der hjemsøgtes paa hendes stakkels Barn.

En Eftermiddag gik saa Pastor Momme ud til det lille Hus paa Bakkerne for at overbringe Lone den sørgelige Meddelelse. Lone sad ved 199 Væven, og hun standsede ikke sit Arbejde uden for at rydde en Stol og byde ham Sæde. I Sengen, dybt nede i den forpestede Halm, laa Lavs og lallede. Rundt om i Stuen stod de mange blege og sky Børn i deres skrækkelige Pjalter og stirrede paa ham med store, sultne Øjne.

Præstens Meddelelse gjorde tilsyneladende ikke noget Indtryk paa Lone. Det var, som om hun havde ventet den. Hun sagde blot:

"Naa – saa veed jeg ogsaa det."

Pastoren ventede lidt, – men der kom virkelig ikke et Ord mere. Han trykkede Brillerne tættere mod Øjnene og iagttog hende skarpt, – men der gled heller ingen skjulte Taarer ned ad hendes Kinder.

Da grebes han af en angstfuld Forfærdelse … af den Rædsel, der opskræmmer Sjælen overfor det gaadefulde. For trods alt troede han i Grunden ikke mere, at Lone var et saadant Umenneske, som man vilde gøre hende til. Den tavse Kamp, hun denne Vinter havde ført for at bevare sin Uafhængighed, havde lidt efter lidt givet ham et noget andet Syn paa hende. Kun begreb han ikke, hvorfra hun hentede den Selvopofrelsens seje Kraft, som havde aftvunget ham hans Beundring. Han, Kærlighedsevangeliets Forkynder, vidste ikke – eller vilde ikke vide – at der ogsaa i Hadet 200 og Trodsen kunde være en livsopholdende Magt, der bar endog de Byrder, hvorunder Kærligheden segnede.

Han saae sig om i det mørke, klamme, forpestede Rum med al dets Elendighed og stumme Jammer. Og han udbrød forpint og næsten fortvivlet:

"Lone! Lone! Hvordan holder De dog det Liv ud! Det er jo forfærdeligt! Hvorfra faar De Kræfterne? … Drikker De?"

"Nej," svarede hun roligt.

"Det er ikke sandt. Det maa De gøre. Hvad holder Dem ellers oppe? … Hvor faar De Kraften fra?"

Hun gav ham ikke noget Svar.
 

Over Sandinge Enge vekslede nu Sommer med Vinter og Høst med Vaar ligesom alle andre Steder i Verden. Boels Saga9 tilhørte snart Fortiden, og hun selv blev hurtig glemt. Om hendes Skæbne opstod der af og til et Rygte i Menigheden; men noget paalideligt vidste Ingen. Saaledes blev det engang fortalt, at en Karl der fra Egnen havde truffet hende som Opvartningspige i en meget simpel Beværtning paa Kristianshavn. Andre vilde vide, at hun senere var sunket endnu dybere, ned i det Navnløse, – men, som sagt, bestemt vidste man ikke noget.

201 Tilsidst blev det dog oplyst, at hun var bleven gift med en Slagter, som hun skulde have lært at kende i den omtalte Beværtning. Det var Stine Klokkerkone, der bragte Nyheden tiltorvs, og hun havde den fra en omrejsende Hønsekræmmer, der selv havde talt med Boel, saa der var ingen Grund til at tvivle om dens Paalidelighed. Efter Kræmmerens Sigende skulde hun og hendes Mand sidde rigtig godt i det; de havde Udsalg fra en af St. Nicolajs Slagterboder, hvor Boel selv stod bag den blodige Disk, ung og køn og trivelig, – æret som en Hallernes Dronning af alle Slagtersvendene. Desuden havde de anlagt en lille Pølsefabrik i en Kælder i Vingaardsstræde – "foruden den, vi har paa anden Sal", som hendes Mand havde sagt med en Hentydning til deres Beboelseslejlighed i den samme Ejendom, hvor et Par trinde Smaaunger allerede trillede om paa Gulvet.

Som alle glade københavnske Slagterfamilier kørte de om Søndagen i Skoven i deres egen lille Ponyvogn, og det var netop ved en saadan Lejlighed, at den nævnte Hønsekræmmer havde truffet dem paa Dyrehavsbakken og drukket et Par Bajere med dem i et af Teltene.

For – som Stine Klokkerkone sukkende sagde – Boel var bleven et helt forvorpent Menneske af samme Slags som Moderen, der alene tænkte paa denne Verdens Goder.

202 Da Hønsekræmmeren havde slaaet paa, at hun nu maatte være Forsynet meget taknemlig, fordi det var gaaet hende saa godt, skulde hun endog have svaret, at hun "ikke var Vorherre noget skyldig". Hun havde, sagde hun, eengang haft Ekspresbud efter ham, men da var han ikke hjemme, og "han havde heller ikke siden ladet høre fra sig" . Derimod takkede hun sin Moder "det gamle Liv derhjemme", som hun kaldte hende – for sine gode Armkræfter; til dem havde hun sat sin Lid, da alt andet svigtede, "og de var jo heldigvis altid ved Haanden".

Ved disse Ord havde hendes Mand leende trykket Haanden mod sit Øre og sagt, at det forholdt sig rigtigt nok, det kunde hans Kævetræer bekende. Hvorpaa han under megen Lystighed havde talt forblommet om engang, da Boel smak ham en Øretæve, som han aldrig skulde glemme hende.

"Paa den Maade indledede nu vi to vores Bekendtskab," havde han sagt. "Lige i det allerførste Øjeblik blev jeg jo nok lidt galhoedet. Men saa tænkte jeg: det er sgu ligegodt en Næve, der passer i et Pølsetrug, – og med den Fornemmelse blev jeg ligesom til et bedre Menneske. Og det har jeg forresten ikke fortrudt siden."

Alt dette fortalte Hønsekræmmeren, og Boel blev fra alle Sider oprigtig beklaget. Men forresten 203 taltes der ikke videre om det. Man havde faaet saa meget andet at tænke paa. Med Jernbanen var der tilført Egnen nyt Liv; og samtidig havde man faaet bygget den planlagte Højskole, som nu var Menighedens Stolthed. Fuldere og gladere end nogensinde, ja næsten triumferende klinger Sangen herfra ud over de store Enge, hvor Taagerne Sommer og Vinter driver deres koglende Spil og undertiden ligesom udsletter baade By og Mark, saa det lyder som om et syngende Kor af Luftaander svæver henover et tilintetgjort Land.

Kun Kirken rager spøgelseagtig op over Taagehavet – Kirken og den lange hvide Kirkegaardsmur, bag hvilken de gamle Sandinge Bønder ligger og vender sig i deres Grave. –

 
[1] Skætfaldssærk: særk vævet af hør af den ringeste kvalitet kaldet "skættefaldet", affaldet fra skætningen. tilbage
[2] Fisseltud: sladderhank. tilbage
[3] Positivspiller: lirekassemand. tilbage
[4] Præmieblad: farvetryk man fik som gratis bilag til et ugeblad. tilbage
[5] spænde ud: skubbe ud, støde ud (se ODS III.spænde) tilbage
[6] Pramstikker: en mand der stager en pram frem. tilbage
[7] Moaree: moiré, silkestof med indvævede guld- og sølvtråde. tilbage
[8] Skafter: bevægelige dele i en væv. tilbage
[9] Pontoppidan tilføjede slutningen på Boels saga på et sent tidspunkt, se brev fra Pontoppidan til forlæggeren Aage Hirschsprung 14.9.1903. tilbage