Sandinge Menighed

En Fortælling

Af Henrik Pontoppidan

I.

5 Ude fra Havstokken skar en bred, saftig Eng sig vestlig ind i Landet mellem høje, tørre Lyngbakker.

Flad som et Vand laa den mellem de bratte Sider og mødte dem ved Foden saa skarpt som Gulv og Væg. Men Bakkerne skjøde sig raskt og nøgent op i Luften og lukkede til de tre Sider for Himlen med deres mørkebrune Masser. Til den fjerde var der lyst og blaat ud mod Havet. –

I sin Tid havde vel Havet selv været her; eller her var et gammelt Leje for en mægtig Flod. Nu stod Drift ved Drift af store, blegbrune Fedestude paa den flade Bund i Græs til op over Maven, mens en klynkende lille 6 Bæk mellem Siv og gule Blomster fandt sig en sen og kroget Vej ud mod Øst, ud i Havet; – og naar Vinden bar ned fra Højderne i Vest og strøg hen over Dalen, tog den med sig helt ud over Havet en Duft af Hø og nyslagne Enge.

Nu laa her en lille gullig By af nye, rige Gaarde og glade, fede Bønder; en gammel Havstens Kirke, og en "folkelig Friskole" med vajende Flag i Toppen.

Rundtom stod de brune Skraaninger, bare og fredelige. Her voxede hist og her mellem Lyngen et tæt, kravlende Krat af ganske smaa Buske, Enebær og Tjørn; og i de lette blaa Sommerdage, naar Høets fine Dampe drev hid og did i Solen, fyldtes Luften herfra af smaabitte ømme Stemmers uophørlige Kalden og Svaren – fra Krat til Krat og tværs over Dalen, indtil en vred Stud fra Engen fejede dem bort med sit grove Mæle.

Men oppe paa selve Højderne var der øde og tomt og sviende tørt som i en Ørken. – En stikkende Sol gik just ned langt borte i en Damp af Rødt; og over de store, tavse Flader af Brunligt og næsten Sort gik kun et 7 Par smaa, skrumpne Hedefaar med kæmpelange Skygger henover Lyngen.

Pletvis laa det goldeste gule Sand ganske bart for Vinden. Og hvor et Pust strøg hen, støvede det Pletterne op i et fint Slør, der i Solens Nedgang farvede Stykker af Himlen rød som en Lue.

Derude langt mod Vest, hvorfra det uophørligt pulsede med svære Skyer af Sand og Støv, var man i Færd med at arbejde en ny Bane gjennem Bakkerne ned i Dalen.

Lagde man Øret til, kunde man i den dybe Ørkenstilhed skjælne Lyden af Hjul og klaprende Træsko paa Trilleplankerne. Svagere opfangede man Hakkerne og Skovlene i Gruset, – og ganske svagt den evige Summen af hundrede trætte Mænd, der gik derude i Støv og Snavs med Solen svidende i Nakken, stredes med tunge Børe og brødes med store Sten.

Men ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke. –

Nede i Dalen begyndte det alt at mørkne. Luften herinde mellem Bakkerne laa tung og krydret uden at røre sig; blot opfyldt af disse 8 smaa, ynkelige Toner, hvormed Fuglene sove hen. Men da tilsidst ogsaa disse ganske forstummede, var der over hele Dalen ingen anden Lyd end Søen, der væltede sig langt ude i Havet.

Tre store, røde Tunger slog sig fra Vest ud paa Himlen, og Aftenen kom langsomt snigende fra Øst med Skumring og fugtig Luft over Engene.

Men bestandig var her ganske stille.

Selv Studene i Engene syntes som fastgroede til Pletten i en Forstening. Alle som én stod de urokkelige, med Øjnene fast rettede imod Byen, og et Brøl i Halsen for det Tilfælde, at der skulde røre sig mindste Liv af Træsko inde i de store, gule Gaarde.

Men der var ikke et Trin at høre over hele Byen, ikke en Sjæl at se gjennem Gaderne – uden en slunken Kat, der sneg sig langs Stengjærderne og hakkede Skrubtudser i sig. Og inden Gaarde fandtes højst en gammel Mo'r^'1, der sad paa Vinterpladsen bag Ovnen og tænkte paa de gamle, pligttro Tider. –

Undertiden hørtes fra Øst, sammen med Havet, Lyden af hurtige Øxehug, som kom helt ovre fra Foden af "Hammerbakke"¹, fra 9 en lille enlig Hytte, som stod dér – gammel og træt, med sammensunkne Mure – og stirrede ud gjennem smaa, brustne Ruder, ligesom i et Liv for sig.

En stor, plump og skiden Kone stod her i noget som en Mødding eller en Have og pindede Kvas. Fem-sex stille, blege Børn laa og rodede lydløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar. – –

Da begyndte det med Et at synge; – en stærk, samlet Sang af mange glade Stemmer, som i den stille Aftenluft klang langt ud over Engene.

Konen under Hammerbakke standsede sin Øxe ligesom for at lytte, men løftede den i Stedet højt i Luften og huggede rapt til, saa Brændestumpen for langt ud og Øxen ned i Blokken. Hun vristede den roligt ud og drev til igjen, men rappere end før; – og saadan blev hun ved, roligt og rapt, saa Brændestumperne røg hende om Ørerne, og Sveden drev i store, sorte Draaber ned over Kinderne fra det filtrede Haar.

Børnene maatte kjende dette. Strax de hørte den første Tone af Sangen, trykkede de sig stille sammen i en Bunke blege Ansigter, 10 – og der gik en hel Rysten gjennem Klyngen, da Moderen pludselig holdt inde og med hele sin Stemme raabte ind imod Huset:

"Naa, Boel! – hvor bli'r du henne?"

Et Par Hosesokker løb hen over Loftet derinde, ned ad en Trappe, og hørtes at stikke i et Par Træsko nedenfor.

Og ud ad Døren kom nu et ungt Pigebarn i hvide Særkeærmer; knapvoxen, men med kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar.

Hun skyndte sig hen i Pindebunken, hvor hun flittigt gav sig til at sanke op i sin Sæk, idet hun stadigt søgte at holde Ansigtet skjult. Hun var rødgrædt om Øjnene og bed Tænderne sammen om Graaden, der brød hende i Brystet.

Moderen mærkede det, men sagde Intet, før Boel havde faaet sin Sæk fyldt. Saa sagde hun, dog uden at vende Øjnene eller standse Øxen: "Læg kun Top paa, Boel! – des bedre li'er² det!" – Og da Boel ogsaa havde gjort dette og alt var ved Døren med Sækken, føjede hun til efter hende, idet hun selv drev til med Øxen:

11 "Her maa vi lukke for Kjæften og nytte Næven, om vi skal faa Noget i Hus!"

Boel forstod nok dette; hun skyndte sig ind. Men Sækken var stor og tung, hun lille og klejn, saa endnu mens hun var paa Stigetrappen, hørte man Graaden for hvert Trin tage Magten fra hende, indtil den helt oppe hulkede frem uden Modstand. Og da hun kom tilbage, var hun saa tilintetgjort, at hun næsten sank sammen over Pindebunken.

Men da greb Moderen hende haardt om Haandledet, vendte hende mod sig og saa' vist paa hende.

"Ta' dig i Vare, Boel!"

"Aa, lille Lone! – Lone dog!" – klynkede det nu fra en gammel, sammensunken Kone, der var krøben frem i Døren.

"Ti du stille, du Skidt! Du skulde vel lære hende det, skulde du vel. Ja, prøv – ja, prøv!" – sagde hun, og huggede til, saa det dirrede i Blokken.

Den Gamle stod deroppe med sit store, tykke Hoved langt nede mellem Skuldrene og støttede sig med den ene Haand paa en Stav, den anden paa Karmen. Men da hun hverken forstod Hip eller Hap, satte hun sig stiltiende 12 ned paa Stenflisen, foldede Hænderne over Staven og saa' grublende ud over Engen og Byen og hen paa den "folkelige Friskole" med det vajende Flag i Toppen.

Thi derfra var det, Sangen kom. Lyst og livsglad, halvt gemytligt klang det langt ud i den stille Aftenluft:

"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"

– – Imidlertid trængte Aftenen paa. De tre røde Himmeltunger smeltede langsomt ned til en lang, smal Glød, der lagde sig langs Bakkekammene i Vest; og det sortnede alt ude over Havet.

Lige over Hovedet, hvor Himlen endnu var dyb og blaa, slog hist og her en Stjærne Øjet op, og saa' ligesom i mild Forundring ned paa Engen, der lagde sig over for Natten med en fin, hvid Damp, som skjulte – først Benene, saa Kroppen og tilsidst selve Hovedet af de to hundrede og fjorten utaalmodige Stude. Men lige til det Sidste stod disse – alle som én – med Øjnene stift rettede ind imod Byen – indtil det Hele forsvandt i en rygende Taage. –

13 Henad Vejen kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Trin – ind gjennem den tomme By og ud ad den igjen paa den anden Side. En Hund vaagnede op i en af Gaardene; Manden gik bag over; han havde gaaet og halvsovet. Han kom fra Arbejdet i Bakkerne.

Men nu fortnede han sine Skridt henimod Hammerbakke, og da han kom til det lille Hus under Brinken, satte han Skovlen fra sig ved Døren og gik ind. Lidt efter tændtes Lys derinde fra.
 

Det var et stort, koldt Rum med et bart Gulv og fire nøgne Vægge. Et Lys stod og flakkede i Trækket fra Døren, som var aaben, og gav et gustent Skjær over det Halve af Stuen.

Henne ved Bagvæggen, hvor der næsten var mørkt, laa Børnene og sov i to smalle Kistebænke; og Moderen stod stille over dem, ordnende de afkastede Klæder i smaa Bylter for hvert Barns Fødder.

Men ovenover i en Slags Alkove, der en Gang havde været Bagerovn, var den gamle Bedstemo'r forlængst krøbet op, og ud i Stuen 14 lød denne korte, stødvise Stønnen, som er gamle Folks Søvn.

Manden sad under Lyset med Armene tungt og søvnigt paa Bordet og gumlede langsomt med sin tykke, brede Mund. De store Laag sank under dette dybere og dybere ned over Øjnene; men naar han tog sig en ny Bid, lukkede han lidt op og saa' hen paa Boel, der krøb sygt sammen paa en lille Bænk ved Ovnen, med det tunge Hoved hvilende paa Væggen, Øjnene lukkede i det blege Ansigt – halvt sanseløs af Stuens kvalme Lugt af Børn, sødt Hø og Fedt, der var blevet harskt i Varmen.

Og udenfor i Natten strømmede ustandselig Sangen, – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Bas. Og bestandig var det om Lys og Lykke og Verdens livsalige Glæde.

Tilsidst^'2 fik hun helt ondt og skyndte sig med et kort "God Nat" – for at Ingen skulde mærke Noget – ind i et lille bælgmørkt Kammer ved Siden af, som paa én Gang var Kjøkken og Boels Sovested.

Faderen saa' længe efter hende; men da Laagene atter var dalet helt ned, tog han 15 Gaffelen, gav sig til at stange i en hul Kindtand og fik langt om længe sagt:

"Det er s'gu skidt med Boel!"

Lone svarede Ingenting. Men lidt efter sagde Manden videre:

"Jeg synes, du skulde la' hende prøve engang".

"Saa det synes du, Lavs" – sagde Lone, endnu temmelig rolig. "Kaske vi skulde holde Kattenmjav her ogsaa, skulde vi vel. Aa ja saamænd!"

"Ja, ja, Lone – alligevel – –"

"Det kjender du ikke noget til, Lavs!" – kom det nu saa brat, at Lavs lagde Gaffelen og tav stille. Og da han var færdig med at spise, rejste han sig med det Samme, slog Dynen op paa en bred Seng under Vinduet og begyndte at klæde sig af. Men da han var ved Vesten, sagde han endnu, halvt ved sig selv:

"Ja, ja, Lone! – Aandens Løftelse! som Præsten si'er – go'e Bøger, si'er han – Folkelæsning! – alligevel!"

Da Lone lidt efter vendte sig om, sad Lavs paa Sengekanten og sov som en Sten med Buxerne nede om Knæene. Og uden at 16 vække ham synderligt klædte hun ham helt af og væltede ham over med Næsen mod Væggen.

Endnu en lille Stund gik Lone stille om i Stuen paa sine Hosesokker, puslede lidt hist og her, og lyttede tilsidst ved Boels Dør. Og først da Alting syntes hende trygt og roligt, gik hun ud for at lukke Yderdøren. – Men her blev hun staaende rank paa Tærskelen, og saa' ud.

Nu var der ikke Andet end en tæt, hvid, krydderkvalm Damp, der fyldte hele Dalen indtil Randen; en kogende Gryde Hø, i hvis Midte det spillede og dansede som af et underjordisk Nissefolk – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Latter. Kun den gamle Sandinge Kirke hævede sig utydeligt op herfra som et Taagespøgelse, omgivet af sin hvide Mur og sin lille, stille Kirkegaard, hvor de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave.

Thi der var en Tid, da her boede et helt andet Folk mellem disse brune Bakker, – et stille, sindigt Folk, uden mange Ord, endsige Sange; men med Næver som Jærn.

Man passede sig selv, og Studene. Kom 17 det højt, tog man sig en "Per Bø³" paa Omgang, med fjorten Streger paa Skillingen⁴, naar Studepriserne vare gode. Men Dalerne, især de blanke, sparedes forsigtig sammen i Tutter og gjemtes hen under Sengedynen mellem dem fra Fars og Farfars Tid.

Saa var det en Morgenstund for henved tyve Aar siden, at man fandt den gamle Sognepræst død under Lampen i det stille, tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet ensom mellem sine Bøger det sidste halve Aarhundrede.

De fandt ham siddende med Hagen paa Brystet, en Pibe paa Gulvet, og et Lag af Nattens Støv paa den kolde, stivnede Skaldepande.

De bar ham i Jorden; fjærne Slægtninge kom og tog, hvad deres var; – og da Folk havde faaet sagt, at nu laa han dér, hvor han havde det bedst, gik de atter i Gang med den daglige Dont – stille og sindigt som altid.

Men en Dag ikke længe efter – Alle huskede endnu saa tydeligt, at det var en varm, døsig Sommerdag – blev de atter skræmt op, og denne Gang værre end nogensinde.

18 Oppe fra Bakkerne i Vest støvede et langt Tog i den fuldeste Fart ned i Dalen. Forrest svingede tre-fire Toplæs af Flyttegods, og bagefter skumplede, det bedste den havde lært, en gammel grønskimlet Kareth med store Kufferter bag og vistnok tyve Ansigter ud af Vinduerne. Paa Bukken hos Kusken sad endnu tre Drenge i Kadetbuxer, med et Flag imellem sig og raabte Hurra for hver Gaard, de fór forbi.

Ude i Engene stod det sindige Folk og stirrede, med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget med et tredobbelt Hurra og Viften med Lommetørklæde svingede ind i den store, tomme Præstegaard, saa' de til hinanden over Grøfterne.

Men den nye Præsts første Gjerning var den at rydde en stor Plads i den helt overgroede Have; og her begyndte han nu at byde til "folkeligt Møde med Sang og Tale", hvad der i den lille By bragte hel Forvirring, – her, hvor man i Aarhundreder ikke havde kjendt til anden Forsamling end de i Kirken om Søndagene.

Nogle fandt tilsidst ud af, at det maatte være en Slags Bibellæsning, og mødte i fuld 19 Andagt med Testamenterne i Lommeklædet. Andre, der hverken vidste ud eller ind, tog dertil baade Lærebogen og "Liden Postille for Hvermand". Men Andre igjen puttede i al Stilhed Spillekortene i Baglommen, da man aldrig kunde vide, hvad dette vilde ryge ud til. –

Saaledes holdt for henved tyve Aar siden Pastor Momme sit Indtog i den Menighed, han skulde faa Naade til at løfte op over det daglige jordiske Stræb.

Han var en lille lav Mand med smaa, pudsige Bevægelser og et lille tittende Ansigt. Hans smaa, lykkelige Øjne smilte bestandig paa Skraa over Brillerne, og med sine Hænder holdt han af at klappe Folk over Skuldren eller paa begge Sider af Maven – ikke mindst naar han paa sin morsomme Maade fortalte om hin Tid, da han maatte holde Dysten med de gamle, sejge Sandinger.

Men den Gang var det ogsaa, det blev aabenbaret, hvad for rige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde nemlig oprindelig været ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en sær, forsulten Person siddende ved det 20 aabne Vindue med sine begede Traade hængende over Øret og syngende Dagen igjennem løjerlig forvredne Sange, ingen Fanden kunde hitte Rede i.

Men Pastor Momme saa' snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Hjælp paa et Seminarium, og efter nogen Tids Forløb kom der tilbage herfra en stadselig Mand med fed Belægning paa Lemmerne, stor, bred Hat og en Guds Velsignelse af rødbrunt Skjæg ned over Brystet.

Den store Hamburger Skraa⁵, der altid havde siddet ham som en Byld under det venstre Øre, selv naar han sov, var helt forsvunden. Men naar man saa' en lille Sky komme langsomt vandrende henad Landevejen eller ligge paa en Sofa, saa var det Povelsen og hans tykke Træpibe med det danske Rigsvaaben skaaret ud i Hovedet.

Dertil talte han med et vist poetisk Sving, der gjorde, at Sognefogdens rige Datter Maren efter blot to Dages Forløb slog til med Kyshaand, skjønt Alle vidste, hvor kræsen hun altid havde været; – og Jagildet blev holdt med Jubel af hele Menigheden og rørende Taler af Præsten.

21 Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen denne Aften lykkeberust kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Skuldre og kridhvid^'3 Skilning i mørkt, spejlblankt Haar og spærrede ham Vejen. Først saa' hun paa ham; og derpaa spyttede hun ham lige ind i Ansigtet uden et Ord.

Han tørrede sig roligt af med sit Lommetørklæde, idet han skyndte sig ind – og det blev aldrig nogensinde at se paa hans Ansigt, der nu i tyve Aar havde skinnet med den samme milde Glans og i denne fulde, livsalige Ligevægt med Verden, som det gjorde mange Folk saa godt at se paa. – – –

– – Da Lone igjen kom ind i Stuen, hørte hun Noget klage og jamre sig med en kvalt Lyd som under et Tæppe. Først forstod hun det ikke; men da hun hørte, det var inde fra Boel, kom hun med Et til at ryste over hele Kroppen og styrtede mod Døren. Dér standsede hun dog, betænkte sig, og aabnede kun paa Klem.

"Sover du, Boel?"

22 "Ja."

Lone vilde lukke igjen. Men da hun havde staaet lidt, gik hun ind og satte sig rolig paa Boels Sengekant.

Boel laa stiv og stille uden at røre sig. Men da Moderen begyndte at famle i Mørket efter hendes Haandled, sprang hun op med et Skrig – og stod i samme Nu som klistret op til Væggen, med Armene spilet ud og vilde Øjne.

"Boel!" – sagde Moderen hæst, og hendes Stemme dirrede. "Boel! – Jeg vil snakke med dig – hører du? – Det er Løgn, det, de synger – hører du? – det er Løgn!"

Men med det Samme svigtede Fodfæstet Boel; med et dumpt Brag og et Klask laa hun paa Gulvet.

Nu vaagnede de derinde i Stuen – Børnene, én for én, med Graad og Hyl. Den næstældste, en lille tolvaars Tøs i flortyndt Linned, kom jagende ind, men standsede med et Skrig i Døren og stirrede paa Moderen; og selv den gamle Bedstemor kom klynkende og sjokkende i sin stumpede Skætfalds-Særk⁶.

Men Lavs laa uforstyrret dybt nede i Dynerne 23 og drømte om Løftelse og gode Bøger. Og udenfor i Natten klang det lyst, livsglad, halvt gemytligt:

"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"

II.

24 Den næste Morgen, længe førend Solen stod op, og mens endnu Alting laa i dyb og tryg Søvn inde i Taagerne, tumlede Lavs ud ad sin Dør, greb Skovlen og ravede med tunge, usikre Trin ind gjennem den slumrende By og ud ad den igjen paa den anden Side; forbi den "folkelige Friskole" – en lille daarlig Kasse, gjennem hvis aabne Vinduer der endnu stod en sur Stank af Sved langt henad Landevejen.

Han gik og græd.

Opad Bakkeskraaningen fulgte han en lille hvid Sti, der bugtede sig frem mellem den pjaskvaade Lyng. Og tilsidst forsvandt han ud over Heden – i Retning af de mørke Bakker i Vest, hvor han skulde møde paa Pletten, inden Sol stod op af Havet.

25 Den lille By derimod sov endnu roligt og trygt en god Stund ind i den nye Dag.

Men inde i selve Taagerne kom der efterhaanden Liv. De ligesom løftede sig, blev lettere, lysere, tilsidst næsten sølvhvide. Og da flossede de helt itu foroven og sejlede i smaa Stykker bort – ud over Havet.

Endelig klaprede et Par søvnige Træsko over Stenbroen inde i en af Gaardene. Der blev banket paa en Rude og raabt paa to Pigenavne. Bag efter blev en Stalddør lukket op, og et Par Heste smaavrinskede.

Men i det Samme vaagnede der andre Træsko i andre Gaarde, og snart kom der Liv og Bevægelse inde i dem allesammen. Pigerne kom ud – i Nattrøje og Underskjørt og med Dun i Haaret – smuttede om bag Gavlen og tilbage igjen, eller ind i Stakhaven efter Kvas til Kaffekjedlen. Hanerne kom paa Møddingen, og Studene gav Hals derude i Engene.

Og da endelig Solen brød sig Vej frem mellem de sidste Taagerester, skinnede den klart og lyst ned over en fornøjelig lille By med glade Røgsøjler op af alle Skorstenspiberne. –

26 Kun Friskolelærer Povelsen laa endnu og bredte sig paa Ryggen i sine tykke Dyner. Hans Kone havde som sædvanlig bragt ham Kaffen paa Sengen og rullet Gardinet op. Og nu laa han dér i sin blaagraa Sky med to Alen Pibe henad Gulvet og "Ugeblad for Hønseavl og Kristendom" bredt ud paa Dynen.

Da aabnedes Døren en lille Smule, og en hvid Kappestrimmel og et Par Briller stak frem i Aabningen.

"Kjære Hans!" – sagde Maren – "Nu maa du virkelig op. Alle Skolebørnene er samlede".

"Ja, du har Ret – du Kjære! Nu skal jeg strax ....... Men sig mig, Kjære! har du læst Morgenbønnen for dem?"

"Jo, lille Hans!"

"Ja, det er sandt. Nu skal jeg øjeblikkelig, lille Maren, øjeblikkelig være der. Du kan jo forresten synge lidt med dem saalænge. – Ikke sandt? Gjør det, Kjære! –"

– Ude i sin Have gik Pastor Momme og nød den friske, fugtige Morgenluft. Med Hænderne paa Ryggen, Træsko paa Fødderne, og en gammel landlig Kaskjet ned over Ørerne 27 gik han langsomt frem og tilbage i en lang, mørk Lindegang.

Ofte standsede han og kiggede med sine smaa, lykkelige Øjne (bestandig paa Skraa over Brillerne) hen gjennem den lange, tætte Gang, der laa foran ham som et Rør. Han saa' ud over den lille hvide Havelaage for Enden af Gangen, tværsover en Vej og et stort, blaat Gadekjær med tykke, hvide Bomuldsskyer, og lod Øjet hvile ude i det blanke Solskin over de grønne Enge – histude, hvor disse endnu laa med en lav Røg over de sideste⁷ Steder.

Det var nemlig Brug her, at hver den, som havde Lyst, samledes med Præstens til Morgensang inde i Dagligstuen. Og nu gik han just og tænkte over et lille Ord, han efter Sædvane kunde give dem med til at holde Sjælen oven Vande under Dagens Stræb.

Men som han saaledes allerbedst atter var paa Vej fra Havelaagen henimod den skinnende Græsplæne foran den anden Ende af Gangen, saa' han pludselig en lille forvoxet Kone paa én Krykke staa derude i Solen og ivrigt spejde om til alle Sider.

Det faldt ham øjeblikkeligt ind, at der maatte være Noget paa Færde. Men i det 28 Samme han vilde raabe, fik Konen Færten af ham, vendte sig kort paa Krykken og humpede med hurtige Skridt – bleg og rystende – lige ind paa ham.

"Men Stine dog! – Hvad er der? Hvad er der?"

Men den lille Kone stod dér og kæmpede over hele Kroppen uden at kunne faa et Ord frem.

"For Himlens Skyld – Stine!" – raabte Præsten forfærdet og ruskede hende i Armen. "Hvad er der? Hvad er der?"

"Lo … Lone!" – kom det saa endelig lige ned i Halsen paa ham.

Pastor Momme blev bleg.

"Hvad er der med Lone? – Er der hændt Noget? – For Guds Skyld, saa fortæl dog – fortæl!" – – –

– Imidlertid var Budskabet som en Ild faret ind gjennem Byen – helt ud til den yderste Udflyttergaard.

I den første Forfærdelse var man løbet ud paa Gaden og havde samlet sig i smaa, ophidsede Grupper foran Gaardportene. Men efterhaanden som Begivenheden i hele dens Gru blev dem klar, steg Rædselen og Harmen 29 saa uhyre, at den ligesom helt lamslog den før saa glade, fornøjelige lille By. – Og hen paa Formiddagen laa den dér midt i Solskinnet saa stum og forstenet som ellers kun i den dybeste Vinternat.

Et uhyggeligt Dødstille hvilede gjennem Gaden: der var ikke et Menneske at se. Selv Friskolelærer Povelsen viste sig ikke i Frikvarteret liggende i Vinduet med sin Pibe, og Skolebørnene kom ikke paa Legepladsen.

Men inde i Stuerne gik Kvinderne blege omkring med sitrende Knæ og turde næppe tale. Unge Piger, som kjendte Boel, sad og græd op ad Kakkelovnen og var ikke til at trøste. Men hørtes Trin gjennem Gaden, listede man sig hurtigt til Vinduet for at se, om det kunde være Nyt derude fra; og bestandig holdt man et ængstelig vaagent Øje med Præstegaarden som det Sted, hvorfra Hjælpen skulde komme – om den kunde. – Længere hen paa Dagen steg Spændingen til det Højeste, da man erfarede, at Præsten havde ridende Bud over Heden.

Egentlig vidste man kun, at Halte-Stine, som boede i et lille Hus nærmest ude mod Hammerbakke, i Nat var bleven vækket af 30 Spektakkel derude fra, og at hun havde hørt det stakkels Barn skrige og hvine paa det Forfærdeligste lige til henimod Morgen.

Men Rygtet lagde snart til, at Boel allerede var død; – Nogle kjendte endogsaa Klokkeslettet. Og da var der Ingen længer, der tvivlede om, at det var denne Ravnemo'r selv, der havde gjort det. Enkelte var bare endnu uvisse med Hensyn til, hvorvidt det var sket med et Stoleben eller en almindelig Knyttenæve. –

Endelig henimod Middag aabnedes den lille Laage i Præstegaardshegnet, og Pastor Momme traadte ud med faste Skridt og en forsvarlig Knortekjæp i Haanden.

Der gik som et Ryk igjennem Byen. Fra Vinduer og fra Bagdøre paa Klem fulgte hundrede Øjne i feberagtig Spænding hans sikre Gang henimod det lille Hus ved Hammerbakke. Og da han noget derfra standsede et Øjeblik, ligesom lyttende, var der saa aandeløs stille over hele Byen, at Nogle mente at kunne høre Boel skrige.

Lidt efter var Præsten ved Huset og gik ind.

31 Der saa' ikke godt ud derinde. Stuen var fyldt af en ulidelig Stank, og Børnene laa endnu upaaklædte i de lange Kistebænke og saa' ud i Rummet med store, halvt forvildede Øjne. Den gamle Bedstemoder derimod havde allerede ganske glemt Alt; hun sad henne ved Vinduet med sin store, mimrende Underkjæve nede paa Brystet og fangede Lopper under sin Uldtrøje.

Men inde ved Siden af i den lille mørke Kjøkkenstue sad Lone ved Boels Seng og stirrede urokkelig ud over Gulvet – med Albuerne paa Knæene og Hovedet støttet i sine store Hænder. Bag hende stod et forglemt Lys og brændte med en gul, urolig Flamme helt nede i Stagen.

Boel laa paa Ryggen med lukkede Øjne. Hun var glorød i Hovedet og saa brændende hed over hele Kroppen, at der stod en formelig Em op over Sengen og gjorde Væggen fugtig højt op. Men paa Panden og helt op i Haaret havde hun en Hævelse af Gult og Grønt, og for det Meste laa hun og smaapludrede – om Liv og Lys og Verdens livsalige Glæde. –

Da Lone pludselig saa' Pastor Momme 32 staa dér foran hende paa Dørtærskelen og betragte dem over Brillerne, rejste hun sig op – og viste roligt paa Stolen.

Men Pastor Momme satte sig ikke. Han saa' ud som en Mand, der har taget sin Beslutning og valgt sin Fremgangsmaade. Rolig gik han hen og rakte hende Haanden, saa' paa sin vante Vis med hele Ansigtet op paa hende, og sagde mildt:

"Det staar nok ikke rigtig godt til her."

Men Lone mærkede sig Tonefaldet. Hun saa' op, og ned igjen, men sagde Intet.

Præsten satte sig. En Stund sad han og saa' uroligt hen paa Boel i Sengen; men da han igjen havde fattet sig, vendte han sig atter mod Lone, og sagde som før:

"Tror De nu ikke – Lone! at det er Gud, der i Nat har talt til Dem?"

Men Lone stod ubevægelig op ad Sengestolpen og svarede Intet. Og da hændte det, som var hændt Pastor Momme hver Gang han i disse tyve Aar havde staaet Ansigt til Ansigt med dette store, stumme, forhærdede Fruentimmer. Det var ham, som talte han mod en Mur og fik alle sine Ord slynget lige i Gabet igjen, saa de sad og kvalte ham i 33 Halsen; – og han rejste sig med Et, gik et Skridt tilbage, idet han beholdt Haanden paa Stoleryggen, og saa' forfærdet paa hende.

Han bad hende vende om; han tryglede hende om at bøje sig, at ydmyge sig, at vende sig bort fra denne forfærdelige Forhærdelse. Han forelagde hende, at hun var en Plet paa Menigheden, en Forhaanelse mod det Bedste – men hun stod stiv og stum ved Sengestolpen som den samme urokkelige Gaade, hvorpaa han havde grundet de sidste tyve Aar.

Først da han gik hende nær, og roligt, men med Vægt spurgte hende, om hun nu dog ikke ogsaa selv troede, det var bedst for Boel, om hun kom bort – saa nikkede hun.

Og da han derpaa spurgte hende, om det var saaledes at forstaa, at Boel maatte komme ud i det Liv og det Lys, han vidste, hendes Sjæl havde længtes efter – saa nikkede hun igjen og stirrede ud over Gulvet.

Pastor Momme drog et lettende Suk og tørrede sig over Panden. Han saa' sig om med sit lyse Glimt i Øjnene og lagde Haanden paa Lones Arm.

"For Deres Barn skal De ikke frygte. 34 Efter hvad De nu har sagt, kan jeg aabenbare Dem, at jeg allerede har taget Sagen i Haand for at skaffe en Plads til Deres Datter. Strax i Morges afsendte jeg pr. ridende Bud et Telegram til Kjøbenhavn og fik Svar tilbage, inden jeg gik herud. Jeg gjorde det for med Tryghed at kunne sige Dem, at De ikke skal frygte for Deres Barn. Hun vil komme mellem de kjærligste Hænder hos en af Landets ædleste Kvinder, der vil tage sig af hende og holde af hende med det samme fulde og opofrende Hjærte, hvormed denne Kvinde alle Dage har omfattet de Smaa og Fortrykte. – Ja, Lone – saa kjender De hende sikkert. Fru Gylling – mener jeg".

Da saa' Lone atter op, og ned igjen; men sagde Intet –
 

Der steg et befriende Gud-ske-Lov op over den beklemte lille By, da man erfarede, hvad der var hændt under Præstens korte Besøg derude.

Ved Solnedgang, mens Klokken ringede fredeligt i det gamle Kirketaarn, samledes man atter i smaa, men glade Grupper udenfor 35 Gaardportene, og Alt kom igjen i de vante Folder.

Selv Friskolelærer Povelsen traadte ud af sin Sky og fandt Anledning til at sige et Par løftende Ord til en lille Hob, der havde samlet sig omkring ham.

Han kjendte Fru Gylling fra første Færd; thi det var jo hende, der havde hjulpet ham – saaledes som hun i sin Hjærtensgodhed havde hjulpet saa mange Andre – da han skulde paa Seminariet. Men for Resten kjendte hvert Barn i Byen Fru Gylling. Hun kom gjerne hver Sommer hertil Menigheden, naar hun gjorde sin Rundrejse til Højskoler, som hun støttede. Og der var i Sognet mindst ti "Sesilier", der vare opkaldte efter den gode Frue.

Men mest var dog Boel paa Alles Læber; man var, syntes man, kommen til at holde saa meget af hende gjennem dette. – To stilfærdige Koner gik frem og tilbage langs en Husvæg og talte om hende med Taarer i Øjnene. Den Ene standsede og sagde:

"Mig tykkes, hun er ligesom bleven Menighedens Barn nu".

36 Men dette hørte Andre; det gik fra Klynge til Klynge, og tilsidst sagde Alle det.

Oppe fra den øverste Ende af Gaden hørtes Nogen synge. Det var unge Piger og et Par Karle, der havde samlet sig i en Gruppe paa en Trappesten. De andre Klynger drev langsomt derhen imod; – og snart lød en stille Sang ud over Byen og Engen, og helt ud til Boel, som de Alle tænkte paa:

"Lille Guds Barn! hvad skader dig!"⁸

III.

37 Naar Fru Gylling sad i sin egen lille Lænestol under Uhret i Dagligstuen, havde hun for Vane at læne sig mageligt tilbage, med Hænderne og det lille Haandarbejde tungt i Skjødet, og saa i denne hvilende Stilling at fæste sine endnu smukke, blaa, lidt missende Øjne tankefuldt paa en bestemt Plet eller Person i Stuen.

Egentlig sad hun altid saaledes, uden at tage synderlig Del i Samtalen, selv om der sad tyve Mennesker omkring hende, – men med Tankerne saa langt borte, at det ofte var hende vanskeligt at faa dem helt og holdent hjem igjen.

Dette var just ikke meget høfligt. Men man havde nu en Gang for alle tilgivet Fru 38 Gylling visse smaa Uregelmæssigheder; og man fandt, at hun i alle Maader var en saa aandfuld og original Dame, og at der trods Alt var noget saa behagelig fint og hyggeligt over hende, at man aldrig kunde nænne at vise sig fornærmet.

Saaledes sad hun nu i den begyndende Skumring og saa' over Bordet hen paa en stor, mørk Sommerhat, inden i hvilken man – efter lidt Leden – inderst inde kunde finde et lille voxblegt Ansigt, to sorte Øjne, og to meget røde Læber.

Hertil hørte ogsaa en fix lille stramsnørt Kjole af graaprikket Silke, der for neden svøbte sig om Benene med et lille spidst Slæb ind under Stolen. Og mellem Spidsen af en Safianssko, der stak frem paa Tæppet, og en behandsket Haand ret ud i Luften vuggede ganske langsomt en lille staalgraa Kniplingsparasol. Paa denne hvilte de sorte Øjne ligesaa tæt og tankefuldt som Fru Gyllings paa de meget røde Læber.

Samtalen var gaaet i Staa – saaledes som det saa ofte hændte her i Fru Gyllings store, lune Dagligstue, hvis lidt mørkladne Hygge ligesom af sig selv indbød til denne 39 sagte Falden-hen i egne Tanker – ikke mindst naar, som nu, det rødlige Aftenlys mildt og dæmpet faldt ind mellem de mørke Fløjels Gardiner, mens Skyggerne laa under Stolene og ventede paa det rolige Mørke, der snart skulde komme.

Thi Stuen var rummelig og dyb med ikkun to Vinduer, der tilmed sad langt fra hinanden, helt henne i Krogene. Væggene vare mørke, og Sæderne havde dæmpede Farver. Der var lave, magelige Stole i fuldendt Stil, ordnede i hyggelige Grupper midt paa Gulvet i det sparsomme Lys; der var smaa bløde Hjørnesofaer, overskyggede af bredbladede Palmer; og der var nysudsprungne Roser i Vindueskarmen.

Midt paa Gavlvæggen sad gamle Grundtvig med Hænderne paa Maven og saa' ud i Stuen. Han sad i en pragtfuld Ramme, omgivet af Evighedsblomster; og en kjærlig Haand havde ovenover ham anbragt en smagfuld lille Buket af de trende nordiske Rigers Flag i Silke.

Men henne ved det ene af Vinduerne, hvor der endnu var temmelig lyst, sad en lille, tarvelig Dame og strikkede. Hun havde en simpel sort Kjole af et eget energisk Snit; 40 en lang, slunken Hals, og et blodrigt Ansigt nede mellem et Par travle Træstrikkepinde.

Hendes stygge, graaligbrune Haar var paa en noget skjødesløs Maade bunket op under et ganske simpelt Net; hendes Fingre vare store, og der var noget vist "udenfor Selskabet" i de smaa, hastige Blik, hvormed hun af og til saa' fra sit Strikketøj hen paa de to Tavse ved Bordet, – eller hen paa Boel, der sad med sit Arbejde ved det andet Vindue – stille som en Mus, men glat og renstrøgen, og saa frisk og smuk som nogen ung Pige mellem mørke Gardiner og lyserøde Roser.

Alligevel saa' man snart, at den lille Dame ved Vinduet var Søster til Husets Frue. Men Fru Gylling var meget højere og havde et fint, aandfuldt Ansigt, omrammet af smukke, silkegraa Smaakrøller helt op til Pandeskilningen; og saa bar hun et ejendommeligt, smukt Hovedtøj – en Mellemting af en Kappe og en Bondekones Hue, men af sort Silkefløjl med en Kniplingsblonde.

Uhret over Lænestolen mindede et Par Gange med smaa, dirrende Kvartérslag; men Ingen rørte sig, – og Stuen laa videre i den samme dybe, tankefulde Stilhed, hvori kun den 41 lille Dames travle Træstrikkepinde færdedes med smaa, klaprende Trin.

Det var ellers paa denne Tid af Dagen, Byens Folk helst søgte den "folkelige Frue" – som visse Folk kaldte hende.

Om Formiddagen, vidste man, var her gjerne saa belemret med Bønder, folkelige Rigsdagsmænd, gamle hvidhaarede Landsbypræster eller unge vindige⁹ Højskolelærere, der lugtede af Skjæg og daarlig Tobak. Og naar man ikke netop vilde have den Morskab at se Fru Gylling servere Kaffe for en gammel fedtet Bondemand i hvide Hosesokker, foretrak man denne stille, hyggelige Mørkningstime, da man nogenlunde kunde være sikker paa ikke at blive nødt til at stikke paa en klam Seminaristnæve.
 

Pludselig lød der ogsaa muntre Stemmer ude i Entréen, og to elegante Damer viste sig i Døren.

Den ene var en ung, spids Frue, der hurtigt og med en fornem Hilsen strøg forbi den lille Dame ved Vinduet, men med overstrømmende Hjærtelighed hilste paa Fru Gylling, 42 der rejste sig halvt. Den Anden havde faaet sit Slæb klemt fast, men kom strax bagefter.

"Kjære Fru Gylling – vi kom just forbi – og saa syntes vi …"

"Frk. Drehling – Fruerne Holm og Krarup" – forestillede Fru Gylling, idet hun nu rejste sig helt.

"Ah! – Fornøjelse! … og saa syntes vi, vi skulde …"

" … herop og se til Dem" – fuldendte den Anden, der var lidt federe.

"Nu, det var smukt. Værsaagod, tag Plads".

"Tak" – sagde de begge To, og vilde sætte sig.

Men i det Samme fik den Ene Øje paa Boel ved det bageste Vindue og standsede med et lille overrasket Udbrud.

"Vor nye Pige, og nye lille Veninde" – forklarede Fru Gylling i sit milde Tonefald, og nikkede med det Samme venligt over Skuldren til Boel.

"Ah!"

"Den nye!" – udbrød den Anden og satte en lille Guldlorgnet for Øjnene.

Boel sad dryppende rød paa Kanten af 43 sin Stol og vidste ikke, om hun skulde rejse sig eller blive siddende. Hun prøvede paa begge Dele, men det vilde ikke lykkes. Og da hun i det Samme mærkede, at Damerne stak Hovederne sammen og begyndte at hviske, blev hun som svimmel over hele Kroppen, saa hun tilsidst bare følte Kinderne, der brændte.

"Hun er sød!" – hviskede Damen med Lorgnetten, idet hun bøjede sig over mod Fru Gylling.

Ja – ikke sandt? – nikkede denne tilbage.

"Værsgod, tag nu Plads" – sagde hun derpaa højt og viste atter paa en lille Sofa ved Siden af.

De satte sig.

Men Boel sad endnu længe og turde ikke se op. Det var først anden Dag, hun var her; og – forstaaeligt nok – alle disse nye Forhold fortumlede hende ganske.

Selv var hun ogsaa som nyslaaet fra Top og til Taa – ligefra et Par Lærsko med Spænder til det blanke Haar, som Fru Gylling havde bundet op paa en egen Maade med et rødt Baand og en Sløjfe. Og hun sad dér saa ængstelig pæn og stiv – i en smuk 44 brun Kjole med en lille kradsende Strimmel i Halsen og Mansjetter om Haandledene – og gjemte sig i et lille net Haandarbejde.

I sin Uforstand var hun rigtignok allerførst mødt herinde med en tyk, gul Vadmelsklokke, der skulde lappes paa Bagstykket; men det indsaa' hun ogsaa snart ikke ret vel kunde gaa an; og nu sad hun dér og strittede med sine tykke, røde Fingre i et Hækletøj saa fint som et Spindelvæv. –

Imidlertid var Boel næppe kommen til sig selv igjen og forsøgte at liste Øjnene op, før der atter lød højrøstede Stemmer ude i Entréen, og tre Damer fejede ind gjennem Døren. Lidt efter kom der endnu En; – og nu blev det saaledes ved en lille Stund med livlige Stemmer og nye Visiter, indtil det halve Gulv efterhaanden stod fuldt af et højrøstet Selskab, som lo og hilste og kyssede i en uendelig Hjærtelighed.

Thi ganske tilfældigt var de Allesammen gode Bekjendte af Fru Gyllings "folkelige" Venner, som ellers plejede at foretrække Formiddagen – saa Glæden over saa uventet at mødes var uhyre.

Der var Justitsraadinde Blomberg med to 45 Døtre. Enkepastorinde Viborg. Frøknerne Jentzsen. Institutbestyrerinde Meyer og to unge Studenter, – Madsen og Mollerup – af Byens radikaleste Slags.

Stole bleve rullede frem i en Kreds om Fru Gyllings sædvanlige Plads under Uhret, og snart sad man hyggeligt sammen og snakkede i Munden paa hinanden, saa der ikke var til at høre Ørenlyd. Og efterhaanden som Samtalen fra et mere almindeligt Hele fortsattes i Diskussioner mellem to og tre, steg Spektaklet saa stærkt, at Boel, der i Begyndelsen forundret havde set til, næsten maatte smile.

Student Mollerup havde anbragt sig bag ved Frøknerne Blomberg, der sad med hinanden om Halsen paa en lille Puf og hørte paa de Ældre. Han var en lang, langbenet Fyr med et lillebitte kuglerundt Hoved og et tyndt, fint duftende Haar, der sad saa glat, som var det malet paa Hovedskallen.

Han havde i længere Tid staaet tavs og grundet paa Noget, han vilde sige. Men da han havde den Vane, Intet at ville sige, uden det var bidende satirisk, havde han hidtil kun fixeret Selskabet med et kritisk Smil – og sig 46 selv med et mindre kritisk inde i et Spejl, der hang ligeoverfor.

Men Madsen derimod – "kjære Madsen", som Fru Gylling altid kaldte ham – var Ekstasen selv. Han gik uroligt bag ved Stolene, purrede i sit store begejstrede Haar og huggede ind med en Replik, hvor han saa' Lejlighed. Og hvor højt end Samtalens Bølger kunde gaa, hørte man bestandig overlydt hans store, tykke Mæle med Ordene forkludrede imellem hinanden, som om han havde hele Alfabetet i Munden paa én Gang.

Paa sin sædvanlige Vis sad Fru Gylling lænet tilbage i Stolen, idet hun fæstede sine rolige Øjne – snart paa En, og snart paa en Anden i den bestandig mere og mere højrøstede Kreds. Med særlig Interesse dvælede hun dog endnu vedblivende hos den unge Frk. Drehling, der sad indeklemt mellem Fru Blomberg og den ældste Frk. Jentzsen. Og hændte det, at deres Øjne mødtes, da sendte hun hende gjerne et lille fortroligt Nik.

Men Frk. Drehling følte sig helt ilde. Hun var Datter af Gehejmeetatsraad Drehling og hørte slet ikke til denne Kreds af Fru Gyllings Bekjendtskaber. Og saa sad denne Frk. Jentzsen 47 og tudede hende Ørerne fulde med et af Højskoleforstander Balderups aandfulde Foredrag, mens Fru Blomberg var nær ved at kvæle Livet af hende med en nærgaaende Elskværdighed.

Imidlertid vendte Samtalen sig snart over hele Linien henimod det Emne, der ligesom laa i Luften her, og som iøvrigt havde sat alle gode Patrioter i Bevægelse den sidste Ugestid: den store, glimrende Fest nemlig, som det unge Demokrati med Studenterne i Spidsen for nylig havde givet.

Alle de Tilstedeværende – paa Frk. Drehling nær – havde selvfølgelig været med, saa her var meget at tale om. Fru Gylling havde endog præsideret som en Slags Værtinde, og hendes Søn – Student Knud – holdt Talen for Bonden; – en Tale, hvis djærve Ord bagefter stod refereret i forskjellige Aviser som "et interessant Tidernes Tegn".

Men Festen havde ogsaa været storartet; en sand Triumf for Demokratiet. Byens stolteste Sal; rige Flagdekorationer; en udsøgt Menu og glimrende Dametoiletter – og Alt i et straalende Lyshav af hundrede Lampetter. Arbejdernes Skaal blev med Begejstring 48 drukket i Champagne, Hurra og Fanfare. Og en Bonde oppe fra Rigsdagen blev under endeløs Jubel baaren Salen rundt i Guldstol af Studenter.

Men mens nu alle de Andre ivrigt sad og diskuterede alt dette, stod Student Madsen urokkelig bag en Stol og saa' op i Loftet med en yderst hemmelighedsfuld Mine, – indtil endelig En spurgte ham, hvad det var, han stod og gjemte paa.

Næ – han kunde Ingenting sige.

Man saa' paa hinanden. Hvad kunde dette være? Om det var Noget, der vedrørte Festen? Eller noget ganske Nyt maaske?

Ja, han kunde – som sagt – Intet sige. Det var nemlig endnu kun i sin første Begyndelse; der var ikke engang valgt Komité endnu; – men den vilde ganske sikkert blive valgt en af de nærmeste Dage. Og da skulde det vise sig, at den danske Student mente det alvorligt og ikke agtede at lægge Hænderne i Skjødet; – mere turde han for Øjeblikket ikke sige.

Men nu blev man nysgjerrig for Alvor. Man bestormede, man gjættede; og den yngste Frk. Blomberg bad "paa sine Knæ"; hun 49 maatte absolut vide, om det var noget Højhalset eller noget Nedringet. Men Student Madsen holdt sig tappert med Haanden i Siden og Øjnene i Loftet saa ubøjelig som en Gud. –

Saaledes gik Tiden fornøjeligt hen – alt som Mørket tog Magten i den store, hyggelige Dagligstue.

Men henne i sit Skjul sad Boel og hørte paa alt dette med store, forbavsede Øjne. Hun forstod det ikke helt – eller maaske slet ikke. Thi at alle disse fine Damer og Herrer – og de fattige Bønder ........

Som hun imidlertid sad og grundede paa dette, vaktes hun derved, at Herrerne i Stuen pludseligt gav sig til at klappe i Hænderne. Og da hun saa' op, var en Herre traadt ind i Stuen; en ung, elegant Herre, – lidt fed, med et noget træt, blegladent Ansigt, glatkæmmet, gult Haar, og Manschetter ud paa Neglene.

Alle Damerne hilste ham i Kor ved smaa Glædesudbrud, og da han traadte hen til Kredsen – med en elegant Hilsen paa én Gang til dem Alle – viftede Fru Blomberg endogsaa med sit Lommetørklæde.

50 Men Boel lagde Mærke til en stor mørk Sommerhat, inden i hvilken der inderst inde sad et lille, voxblegt Ansigt, som blev rødt, da den unge Herres Hilsen et Øjeblik standsedes dér; – og i det Samme saa' hun et lille Smil gaa over Fru Gyllings Ansigt, idet denne Dame tog sit Strikketøj op og begyndte at strikke.

Og nu var det ikke uden Hjærtebanken, Boel forstod, at denne unge, smukke Herre maatte være Husets Søn, Student Knud – ham, der havde holdt den begejstrede Tale for Bonden, hun nys havde hørt om. Hun havde ikke set ham før; thi han boede inde i Byen "for sine Studeringers Skyld".

Nu traadte Madsen frem med oprejst Pande.

"Din Tale er omtalt paa højere Steder – Gylling!"

Knud saa' oprømt ud. Han svarede blot med et lille affektert Skuldertræk, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvtæppet, slog Hanskerne sammen med et Klask, inden han krængede dem, vendte sig derpaa pludseligt og sagde med en tynd, gammelspæd Røst:

"Ja – nu tænker jeg, vi skal give dem Noget at tale om".

51 Madsen havde atter stukket Haanden ind paa Brystet og lagt Ansigtet i de hemmelighedsfulde Folder; men nu studsede han:

"Hvorledes …?"

"Aa – en Demonstration blot – men en radikal".

"Altsaa – du véd …?"

"Jeg kommer lige fra Komitémøde", sagde Knud – ganske dagligdags, idet han stak Hagen i Vejret og rettede paa sit lilla Slips.

"Fra Komité …?"

"Ja".

"Du …?"

Nu begyndte Student Madsen at blive grøn i Ansigtet, og mens de Andre trængte paa Knud for at faa Besked, sank han tilintetgjort ned paa en Stol i den mørkeste Krog bag en Chiffoniere¹⁰.

Knud var bestandig oprømt. Op og ned ad Gulvet, gnidende sine smukke, velplejede Hænder, tog han sig ypperligt ud i sin ungdommelige Begejstring, mens han livligt, noget distrait, fortalte om det interessante Komitémøde. Og da han mærkede, at Alles Blikke var rettede imod ham, saa' han en Gang imellem ud over 52 Dameklyngen med sine smukke, lyse, blaa, men allerede lidt anløbne Øjne.

Komitéen havde samlet sig ude i Skoven – prægtigt Efteraarsvejr og Table d'hôte paa Badeanstalten¹¹ – Karlsen havde talt, Himmelev og Ydberg havde talt, og selv havde han haft Ordet gjentagne Gange. Diskussionen havde varet i stive fire Timer, og der havde været – aa! – en sand Hexesabbath af Indstillinger og Forslag. Men nu var han ogsaa saa træt, saa træt – sagde han og lod sig som en overbebyrdet Statsmand falde ned i en af de blødeste og mageligste Stole henne i et Hjørne af Stuen.

"Men Komitéen! – Komitéen! – hvad bestemte den?" – udbrød den yngste Frk. Blomberg utaalmodig.

"Hvad? – fortalte jeg det ikke?"

"Nej – Knud!" – sagde Fru Gylling, og saa' med Stolthed paa sin Søn, og derfra hen paa Frk. Drehling.

"En Adresse – Mo'r! – men en radikal!"

"Bravo!" – raabte Madsen overlydt¹² og sprang op; han havde bestemt sig til at lade som Ingenting.

53 "En Adresse!" – udbrød de Andre forbavset.

"En Adresse!" – sagde den yngste Frk. Blomberg skuffet.

"En Adresse – ja" – sagde Knud, og saa' sig et Øjeblik omkring som for yderligere at spænde Opmærksomheden – "Fra danske Studenter til den danske Bonde" – fuldendte han saa, med stærkt Eftertryk paa hvert af Ordene.

"Ah!" – lød det som en Hvisken gjennem Kredsen, og Madsen gjentog med hævet Stemme sit "Bravo!"

"Med Tak" – fortsatte Knud, citerende Adressen – "Med Tak for Fortiden og med Haab om fremtidig stærk og inderlig Tilknytning for Fremskridtets Sag, række vi Eder broderligt Haanden i den Forvisning o.s.v., o.s.v."

Denne Meddelelse vakte en ikke ringe Bevægelse i Selskabet, og Justitsraadinde Blomberg skjulte endogsaa en Taare bag sit Lommetørklæde, idet hun omtalte Ungdommens stærke Tro og Begejstring.

Men nu slog endelig Student Mollerups Time. Inspireret af dette havde han allerede lavet sig en bitter satirisk Mund, for at aflevere 54 en fint tilslebet Replik om "Studenterhavre"¹³, men standsede pludselig forskrækket paa Halvvejen, da han opdagede, at det var paa den forkerte Led. Heldigvis hørte Ingen noget; thi i det Samme tog Madsen stærk Applaus ved at udslynge den Bemærkning, at Bonden, ret beset, var "vor Tids Adel".

Herfra udspandt der sig nu, mens Skumringen mere og mere bredte sig i Stuen, en bestandig livligere Diskussion, hvorunder Fru Blomberg ikke kunde skjule sin Bevægelse, og Madsen følte sig overbevist om, at Adressen vilde blive omtalt paa højere Steder.

Knud strakte sig med Velbehag i den magelige Stol og gav, vippende sine Fødder paa en broderet Gyngeskammel, under almindelig Tilslutning smaa, pointerede Uddrag tilbedste af Adressens foreløbige Udkast, mens han saa' ud over Dameklyngen med sine lyse, blaa Øjne – dem, der gik saa meget Ry af, og med hvilke man vilde vide, han havde gjort adskillige smukke Erobringer – baade af den ene og af den anden Slags. –

Men mens man saaledes talte i Munden paa hinanden, sad den lille Dame henne ved Vinduet og strikkede, som om det gjaldt Livet.

55 Hendes lange, slunkne Hals og Ansigt blev ligesom fyldt med Blod, og Pindene gik som i Feber, hver Gang hun kastede sine smaa, hastige Blik ud over Selskabet – eller hen paa Boel, der sad rank paa sin Stol, med blussende Kinder og opspilede Øjne – som forstenet over Alt, hvad hun hørte.

Endelig, pludselig – allerbedst som Samtalen var paa det Højeste og Fru Blomberg midt inde i et af sine smaa belærende Foredrag – hørte man derhenne fra:

"Har du ogsaa Tid til alle disse Ting for dit Arbejde – Knud?"

Det kom som Skuddet fra en Kanon over Hovedet paa dem Allesammen. Al Samtale forstummede. Alle vendte sig.

Knud løftede langsomt sine Fødder ned fra Skammelen og standsede den lille Skildpaddes Kam, han havde siddet og glattet med over Haaret.

"Mig synes – lille Tante sa' Noget?" udbrød han endelig, idet han vendte Øret imod hende paa en Maade, der skulde være morsom; men hans Tindinger var røde, og Stemmen ikke ganske sikker.

"Jeg spurgte, om du ogsaa har Tid til 56 alle disse Ting for dit Arbejde" – gjentog hun roligt uden at se op; mens hendes Ansigt formelig lyste i Halvmørket.

Men nu bøjede Fru Gylling sig frem og lagde sin Haand saa haardt paa Bordet, at man hørte Ringens Slag imod det.

"Rosalie!" – sagde hun strengt – "Det er ikke smukt af Dig at sige saaledes til Knud – i denne Tid, hvor Du véd, jeg er saa glad ved ham. Det er ikke smukt af Dig; og Du maa ikke gjøre det".

Der blev et Par Minutters pinlig Tavshed; man hørte kun Strikkepindene henne fra Vinduet.

Da lagde endelig Knud atter sine Fødder op paa Skammelen og forsøgte et lille Smil.

"De maa ikke være for slem mod lille Tante – mine Damer!" – sagde han med en blid Betoning. – "Lille Tantes Ideal er nemlig, at vi Alle løb omkring og raabte med Rejer; og hun kan nu en Gang ikke tilgive mig, at jeg ikke sidder ved Vejene og pikker Sten og nøjes med en frisk Skraa hver anden Time."

"Forresten" – føjede han til, endnu blidere, da den uhyggelige Tavshed vedvarede – "Forresten skulde lille Tante slet ikke være 57 saa vred paa den Smule Skovtur. Jeg tænkte saamænd at plukke Blomster til lille Tante".

"Men Du gjorde det ikke – Knud" – sagde hun, og nu var der en let Dirren i hendes Stemme.

"Jeg begyndte dog paa det – lille Tante!"

"Men – –?" og hun saa' for første Gang op.

"Jeg fik skam Vabler i Hænderne – lille Tante!"

Nu maatte man le. Knud var altid saa vittig. De to unge Fruer i Sofaen lo endda rigtig højt og hjærteligt; det skulde være til Gjengjæld for den impertinente Maade, hvorpaa den gode Frk. Rosalie havde hilst dem, da de kom.

Frk. Rosalie var i det Hele et af disse kjedsommelige Mennesker, der tog Alting saa skrækkelig alvorligt; – og det var den almindelige Mening, at hun var en meget ubehagelig Dame, som man næsten skulde vogte sig for at komme i Nærheden af. Dertil var der noget saa Upræsentabelt over hele hendes Person, at man ofte ikke kunde begribe, hvorledes Fru Gylling kunde finde sig i at have hende i Huset. –

Men henne i sit Skjul sad Boel, som om 58 Noget begyndte at lysne for hende. Hun havde slet ikke lagt Mærke til denne sidste Scene; men med blussende Kinder og store, betænksomme Øjne stirrede hun frem for sig, mens Stemmerne paany begyndte at summe omkring hende.

Hvorlænge hun sad saaledes, vidste hun vel næppe selv. Men de Fremmede gik, Fru Gylling fulgte dem ud, og Frk. Rosalie forsvandt – næsten uden hun mærkede det. Og da hun skulde til at se sig om, var hun ene med Knud, der sad i sin Lænestol og saa' paa hende.

Men nu rejste han sig op, og gik hen og rakte hende venligt Haanden.

"Jeg skulde dog sige Dem ordentlig Goddag og Velkommen – Boel" – sagde han. – "Vi To vil jo nu herefterdags sees oftere, haaber jeg."

Boel blev først meget rød; men saa saa' hun rask op, og gav ham Haanden.

"Tak" – sagde hun, men sagte.

"Og saa vil jeg ønske, De maa faa det rigtig godt her".

"Tak."

Han saa' noget paa hende; han kunde 59 føle hendes Puls banke gjennem Haanden, han holdt. Og da han slap den, faldt den dødt ned.

I det Samme aabnedes Døren, og Fru Gylling stak Hovedet ind.

"Lille Knud! du maa virkelig følge Frk. Drehling; det er altfor mørkt".

"Gjærne – Mo'r!"

Boel sad ene tilbage. Men lidt efter aabnedes den knirkende Spisestuedør for Frk. Rosalie, og da kom det Boel for, at denne Dame saa' vist paa hende, idet hun traadte ind. Herover blev hun pludseligt saa fortumlet, at hun puttede sig helt ned i sit lille fine Hækletøj, skjønt det allerede var næsten ganske mørkt i Stuen.
 

Hele den Aften, der nu fulgte paa, var der noget usædvanlig Højtideligt over Boel; og da hun klædte sig af i sit lille pæne Kammer bag Kjøkkenet, greb hun sig selv i at være faldet i Tanker med den gule Vadmelsklokke i Haanden.

Hun skyndte sig i Seng. Men selv da hun laa dér sammenkrøben under de hvide, bløde Lagner, kunde hun ikke finde Ro for 60 den fortumlende Mængde Tanker, der brændte hende inde i Hovedet.

Tilsidst maatte hun med Magt, og idet hun borede Hovedet helt ned i Puden, rulle Billeder op af de mest dagligdags Ting. Hun tænkte da paa alle dem derhjemme i det lille Hus under Brinken, paa sin Moder, som hun ikke længer var vred paa, paa Søster Ane og den graa Kat og Bedstemo'r og hele Byen og hele Dalen og Sangen, ja Sangen – indtil endelig Søvnen kom i en Duft af Hø og nyslagne Enge.

Men netop da hun sov ind, stod han, – "Bondens Ridder" – for hende og rakte hende venligt Haanden. – Og saa drømte hun om ham hele – hele Natten. –

IV.

61 Vinteren gik.

Foraaret kom.

Men det var et Herrens Vejr, med Storm og Regn og kulsort Mørke gjennem Gaderne.

Inden lune Vægge sad den Gyllingske Familiekreds hyggeligt sammen omkring den store Lampe i Dagligstuen. En mørk Skjærm kastede Lyset ned over deres Ansigter og Haandarbejder. Men Ryggene og det øvrige af Stuen laa i slumrende Halvmørke.

Knud sad og læste højt.

Han sad henslængt i en af disse lave, magelige Stole, han yndede saa meget, og snoede paa nogle Haar, han i Vinterens Løb havde fremelsket paa sin Overlæbe.

Siden hin meget omtalte Efteraarstale for 62 Bonden, havde Knud – som naturligt var – indtaget en mere og mere fremragende Stilling i den yngre Studenterverden, der begyndte at røre sig; til alle Komitéer og Bestyrelser var den unge Gylling en sikker Repræsentant for alle nyere Idéer, ja selv andre Steder var man begyndt at kaste Øjet paa ham som paa en Mulighed til noget mere end almindeligt.

Men alligevel havde Samfundsinteresserne ikke ganske opslugt ham. Han var endogsaa – syntes det – bleven en hel Del federe, mageligere, slappere i Ansigtet og glattere over Haaret. En Følge, rimeligvis, af disse mange Middage, Festmaaltider og meget Sligt, som saadanne fremragende Stillinger nødvendigvis medfører.

Men i den sidste Tid mente Fru Gylling at have bemærket en paafaldende Forandring i hans Væsen. Han var – syntes hun – bleven saa stille; saa mærkelig dæmpet i hele sin Optræden. Eller til andre Tider kunde han være saa underlig aandsfraværende og snakke bagvendt, naar man talte til ham.

Fru Gylling sagde ingen Ting; hun tænkte Sit. Og da han nu paa det Allersidste – ganske pludseligt – var flyttet her hjem igjen 63 og havde taget sit gamle Værelse i Besiddelse "for at faa Ro" – saa sagde hun endnu mindre.

Men med hver Lejlighed, der kunde tilbyde sig, sendte hun en lille venskabelig Indbydelse til den unge Frk. Drehling – enten bare til "en Kop The i al Tarvelighed" eller endog til en lille udsøgt Middag, arrangeret til hendes Fornøjelse. Selv Gehejmeetatsraaden havde hun underhaanden ladet forstaa, hvor kjærkommen han vilde være i hendes Hus; og – skjønt han aldrig havde kunnet tilgive hende, at hun var bleven saa "rød"¹⁴ – ventede hun ham egentlig hver Dag. –

Ved Siden af Fru Gylling sad en ældre Dame med et stort Hoved og et stort Kappetøj, prydet med store Baand og store Blomster. Det var Consistorialraadinden.

Tiltrods for den klingende Titel var dette en yderst beskeden og from gammel Dame, der boede ganske ene i et Par kolde kjedelige Værelser i Etagen ovenover, men som nu i en saa lang Række af Aar havde tilbragt sin meste Tid nede i Fru Gyllings Varme, at hun næsten blev betragtet som hørende til Familien.

Der var dem, der vilde vide, at hun ikke 64 havde opfundet Krudtet; men hun var et af disse hyggelige gamle Mennesker med en vis stilfærdig Snakkesalighed, der undertiden kan være helt velgjørende; og hun saa' saa god og forgjemt ud – saadan som hun sad dér, lidt puklet, med de runde Hornbriller nede i et gammeldags Perlebroderi.

Knud læste. Det var en nysudkommen Novelle af den nymodens Slags; men hvad Grunden nu end var, saa sad han og gabede mellem hveranden Linje, mens Blæsten derude slog Allarm gjennem Gaden paa Døre og Vinduer og buldrede Kakkelovnsflammen helt op i Kaminrøret.

Han læste¹⁵:

"Sagte dirrende hang Sommermorgenens fine, krystalklare Lys i den stille Luft og gjød sig ligesom en Regn af Guld ned over den brede, brolagte Gade, hvis i regelmæssige Rektangler tilhugne og med Nøjagtighed afpassede Graasten endnu laa med en af Nattens Dug glinsende Overflade. Men herfra kastedes det atter tilbage i glimrende, hinanden stedse krydsende Straalebundter, eller det ligesom strintedes bort i utallige smaa gnistrende Stjærner, der smaahoppede 65 hen over Stenene, medens enkelte større Vandpytter i den for en saa stor By ualmindelig slette Brolægning laa med lette, af en sagte Morgenvind frembragte, Krusninger paa deres blanksorte Overflade, mindende om skjødesløst henslængte Stykker moireret Silke oversaaet med Guldpailletter ....."

– – Boel var der ogsaa. Hun havde voxet sig baade rank og smuk i denne Vinters Løb. Den megen Stillesidden havde gjort hende fyldigere og hendes Hud finere. Men især var Læberne røde, – og Øjnene saa friske som en Dugg i Solen.

Hun var da ogsaa snart bleven Alles Kjæledægge her, og Alle kappedes formeligt om at vise hende Venlighed. Nogle overvældede hende endogsaa med smukke Gaver af Baand og Søljer¹⁶, saa Boel undertiden maatte gaa ind i sit Kammer for at græde af Glæde; og Justitsraadinde Blomberg kyssede hende rørt paa Panden og kaldte hende sin "lille Synnøve"¹⁷, baade naar hun kom og gik.

Men den yngste Frk. Jentzsen havde ligefrem gjort hende til sin erklærede Veninde. Naar hun kom, satte hun sig paa en Skammel ved Boels Fødder, med Armen beskyttende 66 om hendes Liv, og taalte næsten ikke, at Andre nærmede sig hende.

Og mellem alle disse Mennesker, der vilde hende det saa vel, færdedes da ogsaa Boel snart saa fri og lykkelig, som hun aldrig havde troet, hun kunde blive. Dagene gik for hende som i en Drøm af Solskin og ubegribelig Lykke; og naar hun om Eftermiddagen, pæn og pyntet, sad i sit lille Skjul mellem Roserne, lagde ogsaa hun Fødderne overkors og lænede sig med Velbehag tilbage i den bløde, magelige Stol, saaledes som hun havde set de Andre gjøre, mens hendes Øjne tankefuldt drev om i den Smule blaa Luft, hun kunde øjne mellem de sorte Skifertage.

Men i den sidste Tid var der sket en mærkelig og pludselig Forandring i hendes Humør. Hendes før saa straalende og frejdige Ansigt blev med Et saa underlig tilbageholdende; hun gik sagtere omkring – ligesom med en ængstelig Aarvaagenhed i sine store stillestaaende Øjne, og blev blegere i Huden for hver Dag, der gik.

Fru Gylling og alle de Andre var ofte meget bekymrede for hende. Det var naturligvis Landluften, hun savnede – aa, denne 67 velsignede Landluft, naturligvis. Og saa var det denne Blegsot – denne skrækkelige Blegsot.

Men navnlig den yngste Frk Jentzsen var ude af sig selv af Fortvivlelse. Der gik ikke en Dag, uden hun var heroppe for at høre til Boels Befindende, og rundt i de fineste Selskaber talte hun ikke om andet end om sin "bedste, bedste Veninde Boel".

Doktor Kayser, som var Husets Læge, kom ofte og saa' til Boel. Han var en smuk gammel, afholdt Mand, der praktiserede paa sit gode Hjærte og kristelige Sindelag.

Han saa' hende hver Gang venligt paa Tungen, klappede hende kjærligt paa Skuldren og sagde opmuntrende: at de maatte se Tiden an; med Guds Hjælp gik det jo nok over; – og med dette sit Universalmiddel trissede den gamle Mand hver Gang atter afsted.

Men det blev alligevel ikke bedre – slet ikke. Dagene gik, og Boel blev stillere og blegere. Fru Gylling var virkelig ganske raadvild. Og da hverken Alverdens Piller eller styrkende Pulvere vilde hjælpe, saa vidste den gamle Doktor^'4 tilsidst ikke det levende Raad Andet end en stor Skefuld amerikansk Olie, – og den virkede unægteligt.

68 Nu sad Boel stille under Lampen og gjemte sig i sit lille fine Hækletøj. Hun saa' aldrig op, men brugte flittigt Naalen. Og udenfor jog Blæsten med Allarm gjennem Gaden og buldrede Kakkelovnsflammen helt op i Kaminrøret .....

Knud læste:

Her endte et Kapitel. Knud lagde Bogen, og man aandede atter.

"Det er smukt" – sagde Consistorialraadinden, og vaagnede.

"Ja – Solberg er en fin Stilist" – svarede Fru Gylling, ganske hen i Vejret. Hun havde under hele Oplæsningen siddet paa sin sædvanlige Vis og opmærksomt betragtet Boels blanke Haar, hvor det laa glat og mørkt over den blege Pande.

Men nu bøjede hun sig helt frem imod hende og sagde:

"Lille Bodil! – sig mig, har du aldrig gaaet med Hue, mit Barn?"

Boel fôr sammen ved denne pludselige Tiltale. Hun saa' frygtsomt op.

"Næ – det bruges ikke mere" – sagde hun hurtigt, og gjemte sig igjen, da hun mærkede, at Knuds Øjne hvilte paa hende.

"Jamen, det er egentlig en stor Skam" – sagde Fruen, idet hun atter lænede sig tilbage og med Haandarbejdet i Skjødet tankefuldt stirrede ud i Luften: "Det var saa smukt!"

71 "Ja, saa smukt!" – gjentog den skikkelige Consistorialraadinde, tog en sort Perle paa Synaalsspidsen, holdt den op for Lyset, og anbragte den midt i Øjet paa en lille hvid Amorin, der red paaskrævs over en Hvalfisk.

I en lang Tid lod de nu Blæsten derude have Ordet. Ingen rørte sig, og Ingen talte. Enhver passede Sit, og Knud sad og bladede aandsfraværende i Bogen.

Endelig sagde Fru Gylling – stille, og ligesom langvejs fra:

"Nationaldragten i det Hele …!"

"Aa!" – sagde Consistorialraadinden og ledte atter med Synaalen i Perlebunken, som hun havde foran sig paa et Stykke Papir.

"De røde Baand – Guldnakkerne¹⁸ – Spændeskoene."

"Aa! – de flaskede¹⁹ Trøjer – Fru Gylling – ikke sandt?"

"Jo – det var smukt!" – sagde denne med et lille sørgmodigt Suk og tog langsomt sine Øjne til sig og sit Haandarbejde op.

Nu gik der atter en lille Tid. Men da ingen Andre vilde sige Noget, tog tilsidst Consistorialraadinden Ordet, efter dog først at have sét sig forsigtigt om:

72 "Ja, De har vel sét Hammels Billede paa Charlottenborg i Aar – kjære Fru Gylling? – "Et Bondebryllup, Motiv fra Usserød"."

"Ja, det er smukt."

"Ja, ikke sandt? – Og dér kan man da se, hvad Nationaldragten er … Aa Gud! – kjære Fru Gylling – hende, der vender sig om og spænder Skoene – ikke sandt? – Har De nogensinde sét Noget saa yndigt?"

"Hm – nej! Det er vist netop det, vi ikke har" – busede det nu til Consistorialraadindens Forbløffelse med Et ud af den koghede Frk. Rosalie, der hidtil havde siddet stum og klapret med sine Træstrikkepinde.

Men nu reiste Knud sig og gik hen over Gulvet.

"Jeg synes ikke, der er nogen Grund for Boel til at gaa med Hue" – ligesom henkastede han, idet han bøjede sig over nogle Blomster.

Fru Gyllings Strikketøj sank atter ned i Skjødet.

"Ja, hvorfor egentlig ikke?" – spurgte hun, og saa' noget overrasket paa ham. Men Frk. Rosalie skelede over sine Pinde hen imod Boel, der var bleven hvid som en Væg.

73 "Fordi – aa fordi det er unaturligt – kjære Mo'r, og som saadan aldrig kan blive kjønt. Det … det ødelægger den naturlige Ynde" – endte han, som med en Anstrengelse.

Fru Gylling gjenkjendte nu atter de sidste Dages Knud – saaledes som han dér gik i en lille Ring rundt paa Gulvet, utaalmodig, nervøs, og viftede sig med sit Silkelommetørklæde.

Med et lille dulgt Smil tog hun sit Strikketøj op paany, bandt to Masker, og tabte dem igjen, da hun strax efter atter lagde Hænderne i Skjødet.

"Ja – lille Knud – det er Nutiden, som vil klippe Hovedet af Poesien, er det …"

"Poesien – ak ja Poesien, kjære Mo'r! – Jeg forstaar den slet ikke – ikke en Smule forsikrer jeg … Men, dersom vi absolut skal tale om Boel, saa forekommer det mig dog, at hun – med Permission – er baade smukkere og mere poetisk netop som hun er."

"Ja, jeg siger sandelig ikke Noget imod … Men Bodil dog! – Hvad er der? – hvad er der – Barn?"

Boel kunde netop rejse sig.

"Aa, det er blot" – sagde hun sagte, idet hun holdt Haanden op til Hovedet og forsøgte 74 et lille Smil. – "Jeg er ikke – tror jeg – saa rigtig rask –."

"Aa Herregud – stakkels lille Bodil – kommer det nu igjen …" klynkede Fru Gylling og vilde gribe hendes Haand.

"Ja – jeg tror …"

"Ja – du maa gaa i Seng strax. Varmen er dog det Eneste, der hjælper … du, lille Stakkel …"

Boel hørte ikke mere; det begyndte allerede at svimle for hendes Øjne. Men hun fik hurtigt sine Sager samlede og skyndte sig ud med et kort Godnat.

"Pak dig rigtig godt ind – kjære Barn" – raabte Fru Gylling efter hende. Men Frk. Rosalie sad rød som Blod og kunde næppe styre Pindene. –

Da Boel tumlede ind gjennem den store, mørke Spisestue, løb den fuldstændigt rundt for hende, og hun maatte famle sig med fast lukkede Øjne frem langs Væggen for ikke at falde; hun snublede over et Par Stole, men naaede dog tilsidst Kjøkkenet. Dér drak hun hurtigt lidt af Vandøsen og sank saa ned paa en Stol ved Kjøkkenbordet.

Efter nogle Minuters Forløb fik hun dog 75 Vejret igjen, saa hun kunde aande fuldt ud hver Gang. Men Hovedet blev ved at være tungt – og hun lagde det ned med Panden paa Bordkanten.

I denne Stilling blev hun længe siddende – med aabne Øjne ud i Mørket, uden at røre sig. Blæsten udenfor jog med Hyl paa Hyl ned i den snævre Gaard, og ligeud for Vinduet var der en bestandig gjentaget Lyd som af smaa Slag paa Tagrenden.

Paa alle Kanter i det store Hus hørte hun snart Folk gaa til Ro; Støvler, der blev sat udenfor, og Nøgler, der blev drejet om.

Inde i Dagligstuen forstummede nu ogsaa Alt, og Hver var gaaet til Sit; men da den sidste Lyd forsvandt omkring hende, havde Boel opgjort med sig selv, at denne Dag skulde være den sidste her, – bort maatte hun – bort, hvad det saa koste skulde.

– – Pludselig sprang hun op. Hun havde hørt Knuds listende Trin over Spisestuegulvet; og lidt efter aabnede han Døren og stod foran hende.

"Er der Noget, De ønsker?" – spurgte hun hurtigt, koldt, og klemte sig med Fingrene fast ved Bordkanten.

76 Han stod lidt, ligesom i Kamp med sig selv; rejste derpaa Hovedet, og sagde roligt, men dæmpet:

"Jeg troede, De maatte vide det – Boel!"

Hun forsøgte endnu krampagtigt at klemme sig fast med Fingrene; men da han nu rakte Haanden ud imod hende og stod dér som ventende paa hendes Svar, da kunde hun ikke bære det længere. I et Kast laa hun over Kjøkkenbordet med Hovedet paa sine fremstrakte Arme; en voldsom Graad rystede hendes Legeme, men den kunde næppe høres.

Hun havde grædt lidt, da hun mærkede Knuds Arm lægge sig varligt om hendes Skuldre, og hans Hoved bøje sig over hende:

"Hvorfor græde – Boel?" spurgte han stille. "Hvorfor? – Det er jo kun godt, at dette er kommet – ikke sandt? – Se paa mig – Boel, er det ikke?"

Men hun hulkede blot stærkere og skjulte Ansigtet i sine Hænder.

"Vidste du det – Boel?" – hviskede han atter og drog hende til sig. "Sig mig det. Vidste du det – Boel?"

"Ja – ja – ja."

77 "Forstod du mig da – Boel! – den Aften vi mødtes paa Gangen – du véd?"

"Ja, ja, ja – aa, men hvad kunde det nytte – hvad kunde det nytte" – hulkede hun og strakte som fortvivlet sine Arme med de fast foldede Hænder henad Bordpladen – "jeg er jo dog kun en Bondepige, er jeg; – og saa …"

"Hvad saa – lille Boel?" – spurgte Knuds lidt usikre Stemme, da hun pludselig standsede og atter med et lydeligt Slag lod de flade Hænder falde for Ansigtet, idet Graaden formelig vældede frem.

"Aa, jeg véd ikke, jeg véd ikke; men jeg kunde ikke tro det, – jeg kunde…ikke…tro det."

Det kom, som om hvert Ord skar hende i Struben, og hun rokkede Hovedet frem og tilbage med Hænderne pressede fast omkring det.

Knud rettede sig op og tørrede sig over Panden med et lillamørkt Silkelommetørklæde. Han var varm, og hans Mund dirrede, idet han betragtede hende. Men efter at have taget Vejret et Par Gange og omhyggeligt tørt ogsaa de indvendige Haandflader med Lommetørklædet, 78 bøjede han sig atter ned og satte sig paa Stolekanten hos hende.

"Lille Boel! – du maa ikke græde" – sagde han med den kjærligste Stemme og glattede hende over Haaret. "Hører du – du skal ikke græde. Vi To vil holde sammen nu – ikke sandt? – vil vi ikke? – Se paa mig, lille Boel! – vil vi ikke?"

Men jo varsommere og beregnet inderligere Knud søgte at tale og tysse, desto stærkere brød Graaden i hende; og da hans Tale en Gang pludselig standsede (som af indre Bevægelse), mens Fingrene vedblev at famle over hendes Haar, vældede den frem med en saa vild og angstfuld Kraft, som om den vilde sprænge det spinkle Legeme.

Knud blev virkelig tilsidst ganske underlig og rørt om Hjærtet ved at se paa dette; men hans begjærlige Mund dirrede efterhaanden hele Ansigtet op i en stærkere og stærkere Bevægelse. Han lagde atter sin Arm om hendes Skulder og talte kjærlige Ord for at berolige hende. Han kaldte hende ved de kjæreste Navne og bad hende for Alt holde op at græde. Hun var jo hans egen søde rare Pige – var hun ikke? – som skulde være glad nu – rigtig glad, 79 ikke sandt? – Havde hun havt det saa ondt i den sidste Tid? – havde hun? – Aa, jamen nu skulde det Altsammen blive godt igjen – Altsammen … Var det da ikke morsomt, dette? – jo, det var det da rigtignok … og som de skulde have det godt sammen! – ikke? – Men saa maatte hun heller ikke græde, det var saa stygt. Saa skulde hun le og smile og være saa smuk med sine smukke, smukke Øjne og rigtig le med sin lille røde, søde, bløde Mund, ja – og saa skulde de holde rigtig, rigtig meget af hinanden.

Han talte sagte, som til et Barn; hviskede hende det næsten ind i Øret, mens hans dirrende Haand bestandig glattede over hendes blanke Haar og varsomt strøg det fra den kridhvide Skilning og ned over Tindingen.

Og da hun nu heller ikke havde Kræfter til mere, stilnede da ogsaa Graaden efterhaanden af, indtil den lidt efter lidt døde hen i en lille tør, kraftesløs Hoste; og tilsidst laa endelig Hovedet dødt og ganske stille i de flade Hænder paa Bordet.

Da prøvede han lempeligt at vende hendes Ansigt om imod sig. Det gjorde heller ingen Modstand; men hun slog Øjnene ned. Saa 80 lagde han sagte sine Arme omkring hende og drog hende varsomt ind til sig, og hun fulgte villig med.

Men som hun laa dèr i hans Arme, udmattet af Graad, med lukkede Øjne og Hovedet hvilende som et Barn paa hans Bryst, saa rørte hun sig ikke, – lukkede blot Øjelaagene tættere til, hver Gang han hidsigt trykkede hende fastere op imod sig.

Saaledes sad de længe, hensunkne i hinanden, tavse og urokkelige. Og Alting omkring dem var saa nattetyst og stille, at tilsidst en lille Mus troede sig sikker og begyndte at krable og gnave inde i et af Kjøkkenskabene.

"Kys mig – Boel," hviskede han endelig og nærmede sig med sin Mund.

Men Boel rørte sig ikke. Kun mærkede Knud en svag Sitren gjennem sine Arme.

"Vil du ikke kysse mig – lille Boel?" gjentog han og bøjede sig tættere ned imod hende.

Da aabnede hun sagte de røde, skjælvende Læber ganske lidt. Øjnene saa' for første Gang op paa ham; de stod fulde af Vand – men hun lukkede dem stille igjen, da hun følte hans Kys.

81 Musen inde i Skabet begyndte paany at pusle ved en Papirspose og slide i den med sine smaa, skarpe Tænder. Udenfor jog Blæsten ned i den snevre Gaard, og i de korte, tavse Mellemrum mellem de ensformige Hyl hørtes de smaa, bestemte Slag paa Vandrenden udenfor Vinduet.

Boel var sunken hen som i en halv Døs; hendes Hoved hvilte baade tungere og tryggere paa Knuds Bryst. Hun følte vel den Regn af Kys, der sænkede sig ned over hendes Øje og Mund, men hørte kun halvt eller slet ikke de mange forvirrede Ord, han hviskede hende i Øret.

Ogsaa mærkede hun det godt, da han endelig rejste sig – saa pludseligt, syntes hun senere – tog hendes Hoved mellem sine Hænder og for sidste Gang gjentog sit: "Imorgen – paa Hjørnet – ikke sandt?"; at han gik over Gulvet, og at Sandet skreg under hans Fødder og at Dørlaasen peb under hans Haand; – men hun forstod dog først, at han var borte, da hun hørte ham liste sig tilbage gjennem Stuerne og støde mod en Stol inde i Kabinettet.

Og da den sidste Lyd af ham var forstummet, fôr hun sig med Haanden til Hovedet 82 og blev saaledes staaende fortumlet i nogen Tid – indtil baade Sanser og Kræfter svigtede hende, og hun tungt sank tilbage paa Stolen igjen.

Her blev hun saa siddende længe, uden en Tanke i Hovedet, med Hænderne urokkeligt samlede i Skjødet, og stirrende aandsfraværende ud for sig i Mørket, mens Noget langt borte fra utrætteligt, med en fremmed Stemme gjentog Sit: "Imorgen – paa Hjørnet – ikke sandt?"

Omsider følte hun, at hun frøs, og vaklede ind i sit Kammer. Her tændte hun Lyset paa Bordet, men stod saa længe med en Søvngjængers tankeløse Omstændelighed og pirkede i den brændende Tande med Svovlstikken, indtil den sved hende paa Fingrene; hvorpaa hun med et Plump satte sig ned paa Stolen, der stod halvt inde under Bordet.

Hendes Ansigt var blegt og smudsigt af Graad og Kys. Øjnene saa' ufravendt ind i den rolige Flamme; de var halvt tillukkede, døsige, og falmede i det Blaa. En Tjavs af det forpjuskede Haar havde Sveden klistret ned i den nu saa kolde og blege Pande.

Hun rørte sig ikke. Og alle Ting i det 83 lille Værelse laa dødt hen. Skyggerne var saa sorte, og det gulrøde Lys saa grelt, hvor det faldt.

Først sent ud paa Natten samlede hendes Hænder sig uvilkaarligt nede i Skjødet; Panden sank ned paa Bordets Kant, og hendes bundne Tanker løstes i en stille og lykkelig Graad. En mild og velgjørende Varme gjød sig paany over hendes Legeme, og Hjærtet bankede hende atter fast imøde gjennem alle Pulse.

Men op fra den lille sydende Vise, som Blodet sang, idet det fôr forbi hendes Øre, steg der nu efterhaanden ligesom et Brus af mange, glade Stemmer, der i en stille Aftenluft klang langt ud over vide, grønne Enge. Og i denne Menighedens Sang derhjemme fra, i hvilken hun havde levet og drømt, løftedes nu hendes bankende Hjærte med Jubelen op under Himmelens brede Vinger og gjemte sig dér med sin Lykke og sin unge, stærke Kjærlighed.

Styrket, som hun syntes, af dette, rejste hun sig derpaa rolig og fattet, og lagde sig fuldt paaklædt paa sin Seng for at prøve paa, om hun ikke kunde sove. Men det maa ikke 84 være lykkedes; thi Morgenen fandt hende ved Bordet, under Lyset, og skrivende:

86 – – Men ovre i den anden Ende af Lejligheden laa paa samme Tid Student Knud i sin Seng og dampede af en Cigar, saa Værelset stod i én Røg.

Han vilde ikke have kunnet forklare sig hvorfor; men han var ikke rigtig fornøjet med den Maade, hvorpaa det var gaaet. Der var … ja, han vidste egentlig ikke hvad. Men det var noget Saadant, at han, der i to Maaneder havde sat Alt ind paa dette ene Kort, nu – hvor ubegribeligt det end var – næsten kunde ønske, at han aldrig havde vundet. –

V.

87 "Skidtenstræde²⁰" eller "Smudsiggyden" kaldtes i Folkemunde en lille snever Smøge, som fra den brede, lyse og rene Brygge halvt ubemærket smuttede ind mellem et Par høje Kontorbygninger.

Sølet og uden Sol, men med en Rendesten midt i Brolægningen, vred den sig bestandig smallere og sortere, indtil den omsider blev helt borte mellem en Oplagsplads og nogle store Pakhuse.

Dens gamle, middelalderlige Navn var "Rosengaarden"²¹; men dette benyttedes kun i officielle Skrivelser og oppe i Borgerrepræsentationen.

En tung og klam Aande af varm Brændevin drev bestandig gjennem Gaden fra et Brænderi 88 henne i dens bageste Ende; og Rendestenen dampede hver halve Time af hedt Vand, som dette, med en Dampmaskines Pumpeslag, spyede ud gjennem et langt Blikrør. Husene paa begge Sider saa' ogsaa ganske døddrukne ud – saadan som de stod dér: gamle og møre, med langt ludende Tagskjæg og smaa, lyssky Vinduer.

Omtrent midt i Gaden laa det ældste og skumleste. Det var højt, smalt, af en gammel brunlig Farve med store, fugtige Pletter af Mursalpeter. Det halve af Stueetagen laa under Brolægningens Niveau, og dens Vinduer hvilede umiddelbart ovenpaa Brostenene. Aabnede man Døren, lød en lille Klokke med en kjedsom, død Klang.

Det var Madam Jacobsens Beværtning: "det lille Skipperhus"²².

Gjæstestuen var stor og meget dyb, men saa lav, at en høj Mand næppe kunde staa oprejst under Loftet. Og Tobaksrøgen og Kjøkkenosen hang helt ned over Hovederne paa Gjæsterne, der sad ved smaa, snavsede Borde langs Sidevæggene.

I Baggrundens Mørke stod Skjænken med Opstabling af Flasker og omvendte Glas, 89 og bag ved dem skinnede Madam Jacobsens blege, fede Ansigt.

Her kom mange Slags Folk. Thi Madam Jacobsens Forretning var ikke alene den ældste, men ogsaa den bedst renommerede paa hele Pladsen.

Her kom de helt ude fra de yderste Brygger og Toldboden, ja helt ude fra Amagerland og Skibsværfterne: Kullempere, Lossebjørne, Bolteslagere, Torvebønder, Toldbodrotter, Pæreskippere, Vagabonder og Nabolagets gamle, forsultne Haandværkere; og over Middag var her sjældent ret mange ledige Pladser ved de smaa Borde.

Navnlig de kolde Vinterdage, naar her var "Lunkestue" for Kvarterets Bybyde, Bryggesjovere²³, Fiskekjællinger og haltende Positivspillere²⁴, kunde "det lille Skipperhus" blive Skuepladsen for den livligste og mest brogede Bevægelse; – ja, da kunde her komme saa tykt med Folk, at Madam Jacobsen maatte lukke op ind til "Lokalet" – et lille Værelse ved Siden af, lidt lysere, noblere, med graastrøgne Vægge og et stort Olietryks Præmieblad over en blank Voxdugs Sofa. Og da var her en saadan Forvirring af Damp og 90 Stank og Spytten under det lave Loft, og en saadan Raaben paa Øl og Kaffe og Dram og alskens andre Drikkevarer, at det undertiden kunde gaa ganske rundt i Hovedet paa Oline – den smukke Oline med den store Haaropsats, den nedskaarne Kjole og lille fine Kulstreg under Øjnene.

Men mellem alle disse Mennesker var der dog et eget, bestemt Lavg, der gjerne vilde hævde et vist Herredømme over Beværtningen; et eget, sammensluttet Parti af "gamle Søulke" (som de holdt af at kalde hinanden indbyrdes) med en uudslukkelig Foragt for Alt, hvad der lugtede af Landjorden.

Det bestod af Kadrejere²⁵, Kullempere, Varpesjovere og et Par Sildeprangere, og havde til Overhoved en gammel, mør "Skipper" med violet Ansigt, graasprængt Rundskjæg og en Mund saa fuld af Sø og Storm og knækkede Bramstænger, at man formelig kunde blive ganske søsyg af at høre paa ham.

Strax om Morgenen tog dette Parti med stort Spektakkel Beværtningen i Besiddelse; og det meste af Dagen kunde man paa en bestemt Plads ved den venstre Væg se en haandfast Kreds af Partiets Mænd samlet omkring 91 dets vældige Chef, der bredte sig paa sin Stol som selve Oceanet.

Det var da ikke naadige Blikke, de rettede henimod Døren, naar den aabnedes for En, der ikke var af Partiet. Og skjønt onde Tunger vilde paastaa, at Skipper Jochumsen aldrig i sit Liv havde været paa den anden Side Kalvebodstrand, og endda kun dér som fjerde Pramstikker²⁶ ved Muddervæsenet, saa kunde han rynke sine Bryn som et sandt Uvejr og slaa saa hvast i Bordet mod "alle forbandede Kjællingekrabber", at det undertiden kunde blive bittert nok for en ganske almindelig blaafrossen Hjørnesjover, der sad og bagte sin Ryg op ad Kakkelovnen.

Om Dagen havde Ulkene derfor ogsaa uomtvisteligt Overtaget og førte det største Ord i "det lille Skipperhus". Men naar Aftenen kom med Nabolagets gamle, tørre Haandværksfolk, som én for én smuttede ind ad Døren og gjorde Partierne mere lige, da maatte – alt som Gulvet fyldtes – Ulkene stemme Tonen adskilligt ned; og selv Skipper Jochumsen nøjedes med at stikke Hænderne dybt i Lommen og betragte de Indtrædende med en dyb Foragt i sine smaa, sortladne Øjne.

92 Imidlertid var dog Freden sjældent af lang Varighed. Disse gamle Fyre, som kjendte hinanden saa vel, sad ikke længe og saa' paa hinanden, før Stuens kogende Hede i Forbindelse med Madam Jacobsens ublandede Varer gjorde hvert lille henkastet Ord til en fængende Gnist, der blussede Striden op paany.

Og efterhaanden som Aftenen skred frem; efterhaanden som Røg og Os og Fusel samlede sig under det lave Loft til en tæt, brunblaa Taage, hvori de to usle Lamper mer og mer sygnede hen, mens Fugtigheden i hele Draaber drev ned over Væggene – da blev ogsaa Striden høj og varm, og Slagene faldt drabeligt fra begge Sider.

Navnlig var der denne gamle Skomager Semberlin, en gammel knastør Fyr, der sad henne i Kakkelovnskrogen og dukkede over Glasset med sit rynkede Fjæs og sin skinnende sorte Paryk, der omhyggeligt var børstet ud til den ene Side med Blanksværte.

Han var et sandt Jærn til at prikke Skipperen ganske mørkeblaa med sine sylspidse Finter, mens han selv sad ganske rolig og gned sine lange, flade Hænder imod hinanden 93 nede mellem Knæene, som om han sad ganske for sig selv og slet ikke tænkte paa nogen Ting. Han kunde holde Rotten²⁷, naar det kneb, med en lille tør Bemærkning; og svare Ulkene paa deres Saltvands-Latin, saa de baade blev gule og grønne med samt deres Bramstænger og Merserær og Fanden og hans Oldemor. Og naar Skipperen i den yderste Hede slog sig for sit Bryst og tonede op med: "En Sømands Brud har Bølgen kjær", faldt Semberlins sprukne Potte²⁸ øjeblikkeligt ind med: "Lovise gik i Engen".

Men med alt dette var det dog aldrig nogensinde gaaet over Stregen. Thi gjennem Dampen og Spektaklet skinnede Madam Jacobsens urokkelige Ansigt, der saa' Alting, og hørte Alting. Og der var Noget over hele Madammens Person, der fordrede Respekt, naar hun stod dér bag Skjænken i al sin glinsende Fedme med Hænderne i Siden paa sit gule Voxdugsforklæde – lige fra den lille spidse Næse, der halvvejs forsvandt mellem Kinderne, og ned til de sorte, lydløse Filtsko.

Og naar der blot med Madam Jacobsens Stemme lød saa meget som et: "Stille, Jochumsen!" – da blev der med Et saa bomstille i 94 Stuen, at man i det Højeste hørte Jochumsens svage Protest i Form af et langt Spyt henad Gulvet.

Desuden vidste jo Alle og Enhver, hvordan Madammen en Gang i egen Person havde sat en stor Kullemper lige med Enden i Rendestenen, fordi han ved en vittig Hentydning til Olines mystiske lille "Ruf" bag ved Kjøkkenet havde mindet hende om, at hun havde været tiltalt for Rufferi. –
 

Men paa denne Dag saa' "det lille Skipperhus" ganske besynderligt ud. Den store Gjæstestue stod saa godt som fuldkommen tom, og det endskjønt man allerede var højt op paa Eftermiddagen.

Bag fra den lille brede Kakkelovn, der stod midt paa den ene Sidevæg, stak det Underste af en dyngvaad, ophæftet Kjole og et skident Skjørt med opflossede Rande. Herfra strakte sig atter et Par uhyggeligt tynde Smalben i graa Uldstrømper og et Sæt vældige, opblødte Snørestøvler – langt ud paa Gulvet.

Dette tilhørte en ung, opløben Rejekjælling, der sad med Hovedet op ad Væggen og snorkede som en rusten Vejrhane.

95 For Resten var der kun to halvdrukne Toldbodrotter, der sad og savlede over noget Øl henne under Vinduet; mens Madam Jacobsen selv var "faldet hen" i Baggrundens Mørke, svagt belyst af en lille Lampe, der bestandig brændte over Pengeskuffen.

Sagen var den, at denne Dag var den første egentlige Solskinsdag – den, man havde ventet paa saa længe. Og nu stod Madam Jacobsens faste Stok i lange Rækker op ad Murene langs Bryggen, for at den kjære Sol kunde bide dem lige i Øjnene og bage de stive Lemmer linde og lette.

Saaledes gik Eftermiddagstimerne hen i "det lille Skipperhus" uden anden Forandring end den, at de to Toldbodrotter vexelvis beskyldte hinanden for at være "en skammelig Sjofelist" og "fuld af Løgn lige til Halsen". Men da de tilsidst blev enige om, at de var to skikkelige Mennesker begge to, faldt ogsaa de omsider hen i en blid og fredelig Slummer.

Og nu indtraadte en lang og dyb Stilhed, hvori man kun hørte Braset ude fra Kjøkkenet og de smaa, bestemte Dump fra en utæt Hane bag Skjænken, hvorfra Draaber med lige lange Mellemrum faldt ned i en Spildeskaal paa 96 Gulvet; – en lang og dyb Stilhed, kun afbrudt af de unge Fluer og, en Gang imellem, af den ene Mand, naar han i Søvne gnubbede sig op ad Væggen med en Lyd af stive Klæder.

Men de unge Fluer tumlede sig lystigt om fra Væg til Væg, mellem Spyttekagerne paa Gulvet og Ostebrødet paa Skjænken, og befandt sig i det Hele ypperligt i Stuens tunge, fede, øllede Luft. – –

Pludselig sparkedes Døren op med et stort Rabalder, og Skipper Jochumsen stod i Stuen.

"Hu ha! – for den blaa Haj og Reb i Merset!" – udbrød han og gned sig i Hænderne, som om han frøs. "Nu mudrer hun op igjen med den engelske Syge²⁹ og slæber Løjerten etter sig i Vaskeballen! – Maa jeg saa be' om en Dram og et Glas fint Øl til en Skilling!"

De Sovende gned sig over Øjnene og saa' sig fortumlede omkring. Men mere aarvaagne Mennesker vilde have bemærket, hvor paafaldende mørkt det med Et var blevet, og hvor pludseligt Stuen blev næsten sort i alle Krogene. Og ude paa Gaden … ja, Jochumsen havde Ret: "den engelske Syge" var i Færd med at lægge sig over Byen.

97 Strax efter aabnedes ogsaa Døren paany for et Par andre frysende Skikkelser, der gned sig i Hænderne; og snart tumlede hele den faste Stok ind fra Bryggen med stor Allarm, slippende en kold Luftning ind med i Stuen, hver Gang Døren gik. De Sidste stampede Kulden af Fødderne og blæste i Næverne, da de kom ind. Men de Allersidste havde allerede Taagen hængende i Skjæg og Klæder.

Inden imidlertid alle disse Mennesker var bragt til Ro ved de smaa Borde; inden Oline var skaffet tilveje fra "Ruffet" bag Kjøkkenet; inden Lamperne var bleven tændt og Drikkevarerne bragt om til Alles Tilfredshed – saa var det allerede blevet mørk Aften, og Haandværksfolkene begyndte saa smaat at indfinde sig.

Heden herinde blev snart dreven op til en forfærdelig Højde. Røg og Os af vaade Klæder lagde sig tættere og tættere under det lave Loft, og Alting druknede mer og mer i øredøvende Larmen af mange Stemmer og Hamren af mange Glas.

Men den lille kjedelige Klokke over Indgangen stod nu ikke stille et eneste Minut.

Hvert Øjeblik smuttede en gammel indtørret, duknakket Professionist³⁰ ind ad Døren, 98 saa' sig smilende, men med anstrængte Øjne, omkring i den tætte Damp, hængte Hatten op paa den lange Knagerække ved Døren og glattede forsigtigt med to stive Hænder den fedtede Paryk fra Issen og ned over Ørerne, mens han søgte sig en Plads ved de tætbesatte Borde.

Men han havde næppe faaet Foden indenfor, før han vejrede, at der var Spænding i Luften; og ikke saa snart faldt hans Øje paa Skipper Jochumsens Haand, før der gik ligesom et tilbagegaaende Sæt igjennem ham, mens hans Blik uvilkaarlig søgte Skomager Semberlin, der sad paa sin sædvanlige Plads i Kakkelovnskrogen og gned sine lange, flade Hænder imod hinanden nede mellem Knæene – saadan som han plejede, naar der var noget Vigtigt i Gjære.

Sagen var nemlig den, at Ulkene strax havde bemægtiget sig den lange Rejekjælling og anbragt hende midt imellem sig med en Bajer og en Solbærlikør. Dette Bytte kunde man naturligvis i den anden Lejr ikke saadan uden videre lade dem beholde; og paa begge Sider imødesaaes med en vis Spænding det Øjeblik, da Striden vilde bryde ud.

Foreløbigt iagttog man nemlig en ganske 99 afventende Holdning, og Tvistens Æble sad godt forvaret bag ved Skipper Jochumsen, der holdt hende trofast i Haanden, mens han saa' ud over Krabberne med et Blik, der skulde betage dem Lysten til at binde an med et Æventyr.

Pludselig hørtes En at trutte ganske sagte en lille bedrøvelig Kjærlighedsmelodi, som var kjendt fra Dybbølmand Ole Nielsens Lirekasse. Overalt blev der i samme Øjeblik stille. Skipper Jochumsen greb – mørkeblaa i Ansigtet – fastere om den kvindelige Haand og fæstede et Blik af Lyn og Torden paa Skomager Semberlin.

Men denne sad rolig og stille med sin gamle rynkede Mund skudt ud i en Trut, og fortsatte ufortrøden sin lille klagelige Melodi, som om han sad ganske for sig selv og slet ikke tænkte paa nogen Ting. – –
 

– – – Udenfor paa Gaden ligger Taagen tæt og sort.

Det er ingenlunde sent; og dog hviler der en stille Tomhed over den snevre Smøge og de gamle Huse. Kun paa enkelte Steder gløder et Par smaa Ruder ud i Taagen.

100 End ikke nede paa Bryggen er der mindste Liv at spore; kun vaade, blanke Flisesten og blege Lygteblus, der staar og oser hen i det fortærende Mørke. Og op over alle Gaderne og Torvene er der den samme vaade, sorte Tomhed, tilskoddede Butikker og tavse, mørke Husrækker. – Hist og her en enlig Person, der med Kraven om Ørerne sniger sig hjemad langs Murene; eller et Par valne Politibetjente, der staar under en Lygte og glimter med deres vaade Regnslag.

Inde i den indre By er der dog adskilligt livligere. Her færdes Folk fra begge Sider paa de smattede Fortove, og Stemmer høres langt borte i den tætte Taage. Der er unge langbenede Herrer med glødende Cigarer, og der er gamle stilfærdige Damer med ophæftede Kjoler og ganske unyttige Paraplyer. Kaféer og Restavrationer kaste deres rødgule Lys ud til midt paa Kjørebanen, og fra oplyste Lejligheder ovenover (som ikke kan ses) lyder Fortepianoer og spinkle Damestemmer, mens af og til en Droske farer forbi med en klaprende Hest, og forsvinder med en hul Rumlen mellem Murene.

Inde i et af disse Kjøretøjer – det er et 101 med en gammel hvid Hest med en stor, firkantet Vom, der rumler tomt under Løbet – inde i dette Kjøretøj sidder en ung Mand i en elegant Kunstnerkappe.

Hans ene Arm er lagt omkring Skuldrene paa en ung Pige, der sidder ved hans Side og læner sig fortroligt op til ham. Hendes Kinder er farvede af en mild Rødme, og der ligger en stille Lykke udbredt over hende – saaledes som hun sidder dér med nedslagne Øjne og fletter Fingrene paa hans Haand, der hviler i hendes Skjød.

Den unge Mand ser ufravendt ned paa hende. Han har slaaet Kappen til Side og lagt Hatten fra sig paa Forsædet; thi han er varm. Og op fra hans glatkæmmede, gule Haar stiger en fin, bedøvende Duft, der fylder det lille indelukkede Rum.

De taler ikke; de hører kun Vognen rumle. Men om den unge Piges Hals ligger en pragtfuld Krans af blodrøde Koraller, som hendes Øje mellemstunder søger hen imod; og mens den gamle hvide Hest klaprer videre over den vaade Stenbro – ind og ud gjennem mørke Gader, omkring Hjørner og over gjenlydende Torve – læner hun sig tryggere op mod hans 102 Skulder og bevæger sine Læber som til et Smil i lykkelige Drømme.

Det er Knud og Boel.

Knud har set ophidset og utaalmodig ud i Dag; – og i Aften mødte han en halv Time før Tiden paa det aftalte Mødested. Men forinden drak han tre Glas gammel Portvin paa en Restavration, fordi det forekom ham, at han "trængte til Noget"; – og nu sidder han rolig ved hendes Side, med Armen varligt om hendes Skuldre, og ser ned paa hende.

Han haster ikke mer. Han føler en sælsom Vellyst ved at sidde saaledes ganske stille og betragte dette lille Stykke landlige Uskyld, der skjælver i hans Arm; ved i det skiftende Lys fra Lygterækkerne, der snart fra den ene, snart fra den anden Side falder ind gjennem Vinduerne, paa Forhaand at fortabe sig i hendes unge, hvide Barm, hvor den falder og stiger under Kjolen, – og Rødmen, der kommer og gaar paa hendes Kind.

Og alt som den gamle hvide Hest haster videre og videre gjennem mørke Gader og over gjenlydende Torve hen imod hans Længslers Maal, sidder han mere og mere stille betaget ved hendes Side. Det er, som om han 103 ikke nænner at forstyrre dette lille Billede af lyksalig Fred, der hviler sig saa trygt op mod hans Skulder.

Men mellem hver Gang Lygterne farer forbi, og mens han sidder indhyllet i det uigjennemtrængelige Mørke, ikkun følende hendes ru, arbejdssomme Fingre, der fletter paa hans bløde Haand – glider der op for hans Øje Billedet af en stor, saftig Eng og lyngbrune Bakker, hvilende i en berusende Duft af sødt, soltørret Hø.

Hun har talt til ham derom … Og selv staar hun fristende smuk i sine hvide Særkeærmer og med de nøgne, brune Ben paa den solhedede Flisesten foran Huset. Hatten er borte. Men Haanden skygger over Øjnene; og det mørke, spejlblanke Haar falder løst ned over Nakken. – Bag ved staar den gamle, runkne Bedstemoder og støtter sig til Dørkarmen med sin visne Haand – hvor har hun ikke talt derom! – og nedenfor sidder lille Søster Karen, og den graa Kat – og Sangen – ja, Sangen … hvordan var det nu med den ? …

I det Samme forlader Vognen Stenbroen og kjører ind paa blødere Vej.

Der gaar en let Sitren gjennem Knud; 104 han maa gjøre en Anstrængelse for at rette sig op, og mærker nu, at Sveden perler paa hans Pande.

Saa standser Vognen.

De holder i en lang, vaad Allé, hvor Mørket ligefrem er truende; udenfor en af disse store, saa besøgte Forlystelseshaver, hvorpaa Byen er rig.

I Aften er der dog stille. Men Gitterporten staar aaben; og ved en lille kummerlig Lygte over en stor Plakat kan erfares, at Signor Rieth under gunstigere Vejrforhold Kl. 7 præc. vilde have fortæret tre skarpslebne Knive for et højstæret Publikums Øjne.

De gaar derind.

Der er græsseligt tomt. Et Par Lygteblus staar og sover inde i Taagen, og allevegnefra høres den ensformige, sørgmodige Dryppen fra Grenene ned i Gangenes skarpe Grus.

Boel ser sig frygtsom om, og klynger sig tættere til Knud. Men med en pludselig, utaalmodig Bevægelse, der faar hende til forbavset at se op, forstærker han sine Skridt og trækker hende med sig ind i det store Mørke. –

105 Haven er lang og smal.

Fra den ene, fjærne Ende, hvor Taagen har en lidt rødlig Tone, høres et forvirret Brus fra en Dansesalon: Haandklap, Violiner og unge Kvinders Latter, druknende i en Summen og Klapren af Stemmer og Støvler og en Gang imellem i et skrattende Horn, der falder ind med tre-fire enslydende Toner.

Men foruden dette er der ikke en Lyd over den store, slumrende Have.

Langs det lange Plankeværk, der skiller den fra Alléen, ligger en Række smaa, hyggelige Lysthuse af Tremmer og Løvværk. Hvert har et lille mangefarvet Vindue ud imod Alléen, hvorigjennem der fra Lygterne derude falder et belejligt dæmpet, interessant spraglet Lysskjær ind over et Bord og et Par bekvemme Bænke.

I Aften staar de dog alle tomme, undtagen det nederste og skjulteste; thi her sidder Knud og Boel.

Knud har valgt den yderste Plads paa Bænken, og har sluttet Boel inde i sin vide Kappe; og idet han holder Armen helt omkring hende og bøjer sig frem, skjuler 106 han hende næsten fuldstændigt med sin brede Skikkelse.

"Der er jo slet ikke Noget at være bange for, Boel" – hvisker han hæst og indtrængende, idet han holder hende fast op til sig – – "du er da ingen lille Nar – er du vel? Der er jo slet ikke Noget at være bange for. Se her!"

Han strækker sin højre Arm ud af Kappen og skjænker op af en Halvflaske Champagne, der staar paa Bordet. Men det Meste spildes ud over Glassenes Rande; thi hans Haand ryster, hans Arm ryster – hele hans Legeme er i en Bevægelse, han ikke kan beherske.

"Drik her – Boel. Du er varm. Naa, vær nu dog ikke saa barnagtig. Vi er jo gode Venner, ikke sandt? – og vi holder jo dog saa meget af hinanden, ikke? – For Pokker, du er jo da ikke noget Barn – saa drik dog en Gang. Her er dit Glas; – se nu: her kommer en lille bitte Mus, Mus, Mus, som gjerne vil laane Hus, Hus, Hus! …"

Men Boel drikker ikke. Hendes store, stillestaaende Øjne stirrer paa Knuds glødende Ansigt med et lamslaaet Udtryk af uvis Ængstelse og langsom, forfærdelig Opvaagnen. 107 Hendes Kind er hvid; hendes Hænder ligger flade paa hans Bryst, som rede til en Modstand – og dog er der endnu mest af et Barns Bøn i hendes skjælvende Stemme, idet hun med Taarer i Øjnene angstfuld hvisker: "Hvorfor gjør du saadan, Knud …?"

Men Udtrykket for den forfærdelige Vished vaagner stærkere og stærkere i hendes Ansigt, indtil det tilsidst ligesom stivner i navnløs Rædsel. Hendes Hænder stritter paa hans Bryst; Hovedet og den stive Hals holder hun ubevægelig tilbage som i Kamp med den sidste Traad, der binder hende fast ved hendes Drømme …

Pludselig tumler Knud med et Brag tilbage mod Bænken, og hans Hat ryger ud i Grusgangen.

Han har villet trykke hende ind til sig. Men med en Kraft, han mindst af Alt havde ventet, har hun slynget ham fra sig som en Vante – og staar nu: rank, stiv, med glødende Kinder og bølgende Bryst, og ser ubevægelig paa ham.

Han mæler ikke et Ord. Forvirret, harmfuld, ludende som en vaad Hund staar han med sammenbidte Tænder og stirrer ned paa 108 Neglene af sin højre Haand, som han holder op under Ansigtet.

I et Minut staar de saaledes uden at røre sig. Draaberne fra Løvværket falder ensformigt ned paa Bordet og Bænkene med smaa, bestemte Slag – og henne fra Dansesalonen falder det skrattende Horn ind med sine tre-fire enslydende Toner.

"Boel" – hvisker Knud endelig, idet han river Haanden ned til Siden og hastigt ser op.

Men ved Lyden af hans Stemme slaar Boel med et pludseligt Udraab Hænderne sammen omkring Panden, og da Knud, forskrækket over dette, atter vil nærme sig hende, flygter hun i vild Rædsel over Bænken, splintrer Lysthusets Tremmeværk, bryder igjennem Slyngløvet …

"Boel! – Boel!"

… slider sig ud af dets Næt, kaster sig ud over det i Mørket …

"Boel dog! – Boel!" – skriger Knud fortvivlet og vil efter hende.

Men hun er allerede borte. Han hører hende med stum Rasen bryde sig Vej gjennem et Buskads, knække Grene og rive sit Tøj 109 ud fra Torne, falde – langt borte – plat ned Jorden, løbe videre – og forsvinde.

Knud staar fortumlet og véd slet ikke, hvad han skal gjøre. Men da han nu hører Stemmer og Fodtrin af opskræmmede Folk, der nærmer sig, snapper han i Hast sin Hat, og sniger sig ad en Omvej ud af Haven.

Han tumler hjem. Som en drukken Mand raver han frem gjennem Taagen, og bumser en Gang lige med Panden mod en Lygtepæl.

Da han kommer ind i Gaderne, standser en Herre ham og begynder at tale til ham; men uden at ænse det gaar Knud videre, og bevarer kun foran Øjnene Billedet af et rundt, fedt Ansigt, som han først langt henne kommer til at huske paa tilhører en af hans Venner. – –

Imidlertid er Mørket blevet sortere; og Taagen er saa vaad og tæt, at den maaske snarere er denne støvfine Regn, som egentlig ingen Regn er, men som dog véd at trænge sig igjennem og bore sig ind alle mulige Vegne – ligesom saa meget Andet, der egentlig ingen Ting er.

VI.

110 Men langt – langt ude paa Strandveien gik en lille pukkelrygget Mand og stavrede sig frem gjennem Mørket og den plørede Vej. – Ofte standsede han, som for at lytte; eller han bukkede sig ned for at føle, om han endnu var paa Vejen.

Og alt imens han gik dér og snublede sig frem imod den fjerne By, græd han saa smaat med sit ene store Øje. Det Andet laa og raadnede bort bag en lille sort Lap.

Skoven paa hans højre Side stod som en sort, truende Mur; men Havet paa hans venstre var ikke til at se, – end ikke den svageste Skvulpen mod Stenene lod sig høre. Et Par Skibslanterner skimtedes svagt som sygelige Pletter i det store Sorte; og af og til lød et tungsindigt Taagehorn.

111 Den lille underlige Mand stavrede fremad med et Par meget lyse Benklæder, som han forsigtig havde smøget helt op under Knæene. Paa sit store Hoved havde han en lille net Straahat med blaa Baand; og mellem den opslaaede Frakkekrave stak en spids, blaalig Hage, et brunt Slips og et sørgmodigt Ansigt.

Og dog kom denne Mand ude fra de nysudsprungne Bøge, fra den foraarsglade Skov, under hvis hvælvede Kroner han havde højtideligholdt sin fire- og tredivte Fødselsdag.

Men det havde ikke været i et festligt Lag mellem Venner og Veninder. Ikke under Klangen af Glas og gode Ønskers Hurraer.

Det havde været ene, – saadan som den, der i sit Liv aldrig har kjendt, hvad en Ven er; som fra Barndommen af har vandret sin egen upaaagtede Gang: stilfærdigt, lydløst, snigende sig frem langs Husrækkerne med sin Pukkel og sit døde Øje.

Og vidste Kasper Kapper det ikke bedre selv, saa var der mangen venskabelig Kammerat, der kunde og havde fortalt ham, at han stank som bare Fanden af sure Plastre og gammel Øjensalve.

Men alligevel kunde Kasper intet Aar lade 112 denne Dag gaa hen, uden han tog sig fri for Uhrmagerværkstedet, klædte sig i sin bedste Stads og søgte ud i Skovenes Ensomhed for at mindes sin Moder og ligesom takke Vorherre for Dagen.

Derude gik han nu ikke i de store, befærdede Alléer; men fandt sig hvert Aar de samme tætte og skjulte Stier, hvor han med Haanden paa Ryggen gik sin ensomme, stille Gang paa det bløde Mos og tittede op til Fuglene under de lysegrønne Kroner.

Hændte det da, at han fra dette sit Skjul hørte Sang og Stemmer i det Fjerne: glade, lystige Skovstemmer og unge Kvinders Latter, – da standsede han med Et, og stirrede lyttende hen for sig med en forstærket Glans i sit ene, store Øje. – Men naar Stemmerne tabte sig og døde bort, fortsatte han atter sin stille, lydløse Gang.

Men hans Ansigt opklaredes snart igjen; thi den lille Mand havde mange smaa Venner herinde mellem det tætte Buskads.

Han kunde sidde halve Timer paa Hug foran en ganske almindelig Skovsnegl, og opmærksom som et Barn betragte dens langsomme Kryben og ligesom blinde Søgen mellem 113 de visne Blade. – Eller han iagttog Myrerne, hvordan de færdedes paa deres smaabitte banede Stier: ilfærdigt, lydløst, med Sandskorn eller Barkestumper i de fremstrakte Kindbakker.

Helst morede han sig dog med at lokke Fuglene til sig ved at fløjte en egen kjælen, blød Tone, han havde lært sig, og kaste smaa, hvide Brødsmuler i Bunker, som de kunde flokkes om.

Men hændte det saa, at et Par af disse smaa foraarskaade Skabninger pludseligt lettede op fra Flokken med en lille Sang og smuttede med hinanden ind i Løvet, – da standsede han med Et sin Fløjten og stirrede hen imod det Skjul, hvor de forsvandt, – og faldt i mangehaande underlige Tanker.

Men til allersidst – naar Mørket faldt paa; naar Alting blev tyst omkring ham – da saa' Kasper Kapper sig frygtsom omkring, knappede Frakken op til Halsen, sneg sig urolig hen til Udkanten af Skoven, og listede sig herfra med bankende Hjærte langs et Stengjærde hen til en Sangerindepavillon, der laa tæt derved, – at sige: ikke ind i selve Salen; dertil vidste Kasper Kapper megel vel, 114 at hans Person var altfor latterlig. Men han stillede sig udenfor paa et mørkt Sted, hvor han kunde kigge ind paa de nedringede Damer, hver Gang Døren aabnedes.

Herude, paa en stor mosset Sten, som han hvert Aar gjenfandt, sad han da og lyttede til Sangen og de lykkelige, lystige Mennesker derindenfor, mens han plirede ud i Mørket med sit store, brune Øje. Og som det var gaaet ham de andre Aar, saaledes ogsaa i Dag: Natten faldt paa, og Toget, der skulde føre ham hjem, peb ude paa Stationen, uden han kunde løsrive sig … Og nu gik han her og ravede sig frem gjennem Mørket og den plørede Vej, mens af og til en Taare – ham selv næsten uafvidende – gled ned og blandede sig med Taagen paa hans hule, blaalige Kind.

Og dog fandtes der ikke Gran af Bitterhed i Kasper Kappers Sind. Men naar han kom til at tænke paa, at det netop var hans Fødselsdag, han skulde gaa her i dette forfærdelige Gravmulm, saa – ja, saa kunde han dog ikke forstaa, at Vorherre kunde nænne det.

Men ubarmhjærtig drev Taagen tættere og tættere ned over hans Kinder. Og Natten 115 trængte sig bælgsort omkring ham med en Stilhed, der var nærved at kvæle ham.

Han turde næppe flytte Foden af Frygt for ved den blotte Lyd af sine Skridt at skræmme et eller andet Ondt op imod sig. Et tøjret Faar, der pludselig rejste sig ved Vejkanten – eller blot en lille Kvist, der knækkede Stilheden over inde i Skoven, kunde faa det til at jage med Rædsel gjennem hans ophidsede Blod.

Men i Taagehornet, naar det faldt ind med sin lange, sørgmodige Tone, var der strax ligesom noget Menneskeligt, der beroligede ham, – og han fik atter Mod til hastigt at bane sig frem gjennem det rugende Mørke.

Pludselig standsede han og holdt sit Vejr. Han hørte Trin foran paa Vejen. Tunge, hastige Mandstrin, der nærmede sig. Lidt efter lød en tør Hoste.

Kasper knyttede uvilkaarlig sine Hænder, som for at stille sig til Forsvar, men mærkede, at Angsten allerede havde lammet hans Fingre. Skridtene nærmede sig hastigt, ilsomt; og nu hørte han dertil en hæs Hvæsen som af en forpustet Ræv.

116 Men da Skikkelsen traadte ud af Mørket paa den modsatte Side af Vejen, gik der et befriende Sæt igjennem ham.

Manden var et Fruentimmer.

Og da det tilmed saa' ud til at være et yngre Fruentimmer, løsnedes pludseligt Blodet med fire og tredive Aars tilbagetrængte Kraft i den lille Mands Aarer; og Mørket og den ensomme Vej hviskede ham Ting i Øret, som fik hans Tanker til at svimle.

Et Sekund stod han med brændende Kinder og bankende Hjærte, næsten uden Bevidsthed. Men med en rask Beslutning skridtede han over Vejen og lettede kavalermæssigt paa sin lille nette Straahat.

"Go' Aften – lille Jomf… Frøken!" udbrød han – benyttende en Vending, han havde hørt af flotte Herrer ved Nattetid – men med en Stemme, der skjælvede ham helt ned i Knæene.

Skikkelsen pustede ud og standsede.

Og havde Kasper Kapper befundet sig i en mindre fortumlet Tilstand, vilde han have bemærket, hvorledes den syntes at synke helt sammen med det Samme, mens Brystet hev 117 med et hastigt, hvæsende Aandedræt, der var nærved at kvæle det.

"Jeg blev – blev saa bange" – svarede hun endelig med en svag, udmattet Røst, idet hun holdt en Haand op til Panden.

"Ba-Bange!" – gjentog Kasper kjækt, og forsøgte at hæve sig i Skoene. "Lille Jomfru – her er jo – Gud bevares – slet ikke Noget, ikke det Mindste, at være bange for lille – lille … lille De!"

Men denne sidste galante Tiltale forvoldte ham en saadan Anstrængelse, at han nær havde tabt Hatten, som han endnu holdt i Haanden.

Et Øjeblik stod han derpaa og vidste ikke, hvad han skulde sige, men hørte nu atter den tørre, hule Hoste fra før.

"Vil De være saa god at sige mig, hvor jeg er?" – sagde Skikkelsen med sin hastige, kraftløse Stemme, idet hun holdt en Haand op for et Sting i Siden.

Ved dette besynderlige Spørgsmaal rykkede Kasper tilbage, som om En havde givet ham et Slag i Ansigtet, og han spilede Øjet op.

"Min Gud – hvor De er!" – udbrød han.

"Vil De være saa god at sige mig, hvor 118 jeg er" – gjentog Skikkelsen paa den samme hastige, mekaniske Maade, som om hun ikke vidste, at hun havde sagt det før.

Men nu saa' først Kasper Kapper til sin Forbavselse, hvad det var for en Skikkelse, der stod foran ham:

En ung, skjøn Kvinde med bart Haar, der laa filtret over Skuldrene; et blegt, forvildet Ansigt og sønderrevne Klæder, overstænkede med Smuds og Søle. En udmattet, fortumlet Skikkelse, der med den ene Haand over Øjnene syntes forgjæves at samle paa sine Tanker, og som forekom ham at synke mere og mere sammen, alt som han betragtede den.

Kasper stod med den største Forbavselse malet i sit lange, blege Ansigt. Han rørte sig ikke af Pletten.

"Min Gud – De falder!" – raabte han pludseligt og strakte Armene ud.

Men Skikkelsen rystede paa Hovedet og saa' i dette Øjeblik næsten forstyrret ud. Hun gjorde en Kraftanstrængelse for at holde sig oprejst, og spurgte: hvor langt der var til Kjøbenhavn.

"Til Kjøbenhavn – lille Jomfru!" – sagde 119 Kasper, endnu mer forbavset. "En Timestid eller to, tænker jeg."

Skikkelsen sank atter i Knæ, og Haanden kom igjen op til Stinget i Siden.

"Men, med Forlov, lille Jomfru – hvordan …?"

"Jeg har forvildet mig" – svarede hun hurtigt – "jeg er ikke kjendt her – jeg véd ikke, hvor jeg er – jeg er kommen galt af Vejen – jeg kan ikke finde tilbage – jeg – jeg …" og nu forekom det Kasper, at hun græd.

Men dette rørte den lille Mands følsomme Hjærte saa dybt, at han heller ikke selv havde langt igjen til Taarerne; og en sand Jubel, der næsten steg til en hellig Følelse af Taknemmelighed, gjennemstrømmede ham ved Tanken om, at han, Kasper Kapper, den pukkelryggede, énøjede Uhrmagersvend, skulde blive denne unge, skjønne, ulykkelige Kvindes Redningsmand.

Hans Hjærte begyndte atter voldsomt at banke. Og da hun tilsidst ligefrem bad ham – o, saa bønligt! forekom det Kasper – om han ikke vilde være saa god at tage 120 sig af hende og følge hende et eller andet Sted hen – da blev han ganske og aldeles ør.

Hans Tunge slog Sludder, da han vilde tolke sin Lyksalighed over dette Møde. Han fægtede vildt i Luften med nogle Ord om vildfarende Damer og upaalidelige Mandfolk, som han ikke selv forstod Meningen af. Men med en Dristighed, der til sene Tider vil forbavse ham selv, rakte han hende galant Armen, som hun ogsaa modtog – med en kvindelig Frygtsomhed, der nær havde kvalt ham paa Stedet.

Og nu gik det atter – om end lidt langsomt og tungt – tilbage imod Byen.

Mørket var det samme sorte, og Taagen om muligt endnu tættere end før; men intet Barn paa Jorden kunde i dette Øjeblik være lykkeligere end den lille puklede Mand, idet han, stavrende sig frem gjennem Æltet, følte Trykket af den svage, skjælvende Arm, der hvilte i hans.

Hans Mund stod ikke stille. Hans venstre Arm fægtede uophørligt i Luften. Han fortalte, han lo; det var ham ikke muligt at holde tilbage paa den Henrykkelse, der beruste ham. Men først langt henne ad Vejen 121 opdagede han, at han endnu gik med sin lille nette Straahat kavalermæssigt i Haanden.

Imidlertid viste det sig snart, at Byen ikke var saa fjærn, som han fra Begyndelsen havde troet. De første Lygter begyndte snart at skinne.

Men da Kasper, med en galant Beklagelse, tilkjendegav denne Opdagelse for sin skjønne Ledsagerske, der under hele Vejen havde gaaet besynderlig stum og tynget stærkere og stærkere i hans Arm – standsede hun, ligesom vaagnende af en Drøm, og førte Haanden op til Panden. Og det forekom Kasper, at han følte en Sitren gjennem hendes Arm.

"Hvabeha'er?" – spurgte han, idet han strakte Øret op imod hende; thi han mente at have set, at hun bevægede Læberne.

"Er der noget, De ønsker – lille Jomfru?"

"Jeg har intet Logis," stammede Stemmen – aa, saa uendelig svagt.

"O, pyt! – lille Jomfru!" – udbrød Kasper opmuntrende, uden at tænke nøjere over denne Omstændighed. "De maa ved Gud ikke tabe Modet – De maa ved Gud ikke tabe Modet – lille, rare Frøken! Den Sag skal vi snart 122 klare – o! det er saa meget nemt, forsikrer jeg Dem, dersom De vil tillade mig …"

Og i det Samme erindrede han sig et Logishus, der laa i Nærheden af hans egen Bopæl. Det var muligvis ikke blandt de fineste – sagde han – for han vidste, der var Beværtning i Stuen; men han beroligede hende strax med, at nogle af hans flotteste Kammerater – af de aller flotteste – havde sagt, at det "kunde sige Trumf Es".

De var kommen ind i Byen. De gik ud og ind ad den ene lange taagede Gade med hendøende Lygteblus efter den anden, mellem mørke Husrækker og over store, tomme Torve; men tilsidst drejede de ind i en sort, snever Smøge, der krummede sig mellem nogle gamle Huse, og stod endelig foran nogle lave, oplyste Vinduer, hvorigjennem der indefra lød en forvirret Larm af mange Stemmer og Hamren af mange Glas.

"Her er det" – sagde Kasper, men med et Suk.

Det var "det lille Skipperhus".

Skræmmet op af Larmen derinde fra, hævede hans ubekjendte Ledsagerske Hovedet og saa' et Øjeblik ud, som om hun vilde have 123 gjort Indvendinger, dersom hun havde haft Kræfter dertil; men i det Samme sank hun lidt i Knæ og lukkede langsomt Øjnene, trak Vejret langt og dybt, og rakte Haanden frem.

Men da Kasper mærkede, hvor stærkt den skjælvede og hvor smuk hun var, kunde han ikke styre sig længer. Han greb om den med begge sine.

"Gud velsigne Dem!" – sagde han.

Men herved slog hun sine matte Øjenlaag op, og da hendes Blik faldt paa denne lille puklede Mandsling, der stod dér i Lysningen fra de lave Vinduer og saa' op paa hende med et stort, brunt, fugtigt Øje – da slap hun med et Skrig hans lange, smalle Hænder, som om hun havde brændt sig paa dem … og Kasper Kapper stod ene tilbage, stirrende ned i Brostenene, og med et Stik igjennem sit Hjærte.

Han kjendte sig selv igjen.

Han gik hjem.

Men da han traadte ind i sit lille ensomme Kvistværelse med de smaa røde Gardiner og Blomsterne i Vinduet, syntes han, at det var Aar og Dag siden, han sidst havde været her, og følte sig ganske fremmed.

124 I Bure under Loftet sad en Dompap, en Irisk og to Kanariefugle og sov paa deres Pinde; dertil en lille hvid Mus med røde Øjne. Men ovenover den pæne Seng hang i en Krans af Evighedsblomster et Billede af hans Moder.

Hen til dette gik Kasper; han tændte ikke Lys, men tog frem af sin Brystlomme en Buket friske Skovmærker, som han – det var saadan gammel Skik hos ham – fæstede øverst i Kransen. Saa satte han sig sagte paa Sengekanten, og faldt i Tanker.

Og mens han plirede ud i Mørket med sit store Øje, stod der lyslevende for ham et Billede af en lille trang og fugtig Kjælderstue med en stor, bred Himmelseng og et osende Lys paa et Bord.

Thi i denne silde Nattetime var det just, at hans Moder døde dernede; mens en spæd Dreng med en bleg lille Bruskpukkel paa den venstre Skulder blev bragt frem af Dynerne. –

VII.

125 Inde i "det lille Skipperhus" gik det baade hedt og haardt til. Den gamle Strid var blusset op – endog til en ualmindelig Hidsighed.

Spektaklet var ubeskriveligt. Ulkene havde grebet til deres gamle Taktik i snevre Vendinger, nemlig at overbrøle de Andres spinklere Stemmer og hamre i Bordene med de tykke Glas i Takt til "Kong Kristian stod ved højen Mast"³¹. Og Skipper Jochumsen sad i Røg og Damp med Haanden trofast om Armen paa den lange Rejekjælling.

Dette Tvistens Æble var imidlertid i Aftenens Løb bleven noget vel "tilspidset" – og naar ikke netop Skipper Jochumsens strenge Øje svævede over hende, hængte hun sig om 126 Halsen paa en ung, bleg Fyr med sort Hundeskindshue og et langagtigt Ansigt, som ubevægeligt saa' ned paa hende med et stille, mæt Smil.

Men Skomager Semberlin tav bom stille.

Han sad henne i sin Kakkelovnskrog med Hænderne nede mellem sine spidse Knæ og rokkede taalmodig frem og tilbage over sit Glas. Han havde forlængst opgivet at trænge gjennem Larmen med sin tynde sprukne Stemme.

Men Enhver, der var en Smule fortrolig med det Væv af listige Rynker, der som et Spindelvævs Næt laa over denne gamle Fyrs lædergule Ansigt, og som gav Agt paa det underfundige Blik, hvormed han skottede tilbage og undersøgte Liremand Ole Nielsen fra Dybbølskanserne, – han vidste ogsaa, at Skomager Semberlin pønsede paa Anslag.

Liremand Ole Nielsen fra Dybbølskanserne havde sat sig paa sin berømte "Kasse" med de fire nationale Melodier til Tromme og Horn – den, han vaagede over med en bidsk Aarvaagenhed. Men han var en noget tungsindig Natur, der paa et vist Stadium af Drukkenskaben faldt saa fuldstændigt sammen 127 i melankolske Betragtninger, at han glemte Alt omkring sig.

Nu sad Skomager Semberlin blot og lurede paa det Tidspunkt, da Mandens Hoved faldt ned paa Bordet. Dette indtraf ogsaa nøjagtigt efter Beregning. Og da hørtes pludselig en af Ole Nielsens nationale Melodier bryde stolt igjennem Larmen med samt sine Trommer og sine Horn.

Der rejste sig et urimeligt Skraal; og Ingen – uden En – mærkede, at den lille kjedelige Klokke over Døren i det Samme gav sig til at lyde. Dybbølmanden var sprunget op og holdt sig for Enden som et Billede paa den forfærdeligste Forvirring, og Skipper Jochumsens Ansigt saa' ud som selve det sortladne Hav.

Men Madam Jacobsen, der saa' Alting og hørte Alting, huggede i samme Øjeblik et Glas saa haardt i Skjænken, at al Lyd i samme Nu forstummede som ved et Trylleslag.

Og nu opdagede man til sin Forbavselse henne ved Døren en forkommen Skikkelse, der støttede sig til Karmen og saa' sig omkring med angstfuldt forvirrede Øjne.

128 "Hvad vil den Pige?" – spurgte Madam Jacobsen gjennem Stilheden.

Boel – thi hende var det – famlede ubevidst med Fingrene op og ned ad sit Kjolebryst. Hun bevægede Læberne, men fik Intet frem. Og da hendes Øje i det Samme faldt paa Rejekjællingens blege, drukne Ansigt, der med stive Øjne og halvaaben Mund rakte sig frem over Skipperens Bryst og stirrede paa hende, standsede al Tanke i hendes Hoved.

Alle disse røde og blege Ansigter i den skarpe Damp, de gulrøde Lampeblus og de sortbrændte Vægge begyndte at løbe rundt omkring hende i fjernere og fjernere Kredse. Langt, langt borte fra hørte hun en Melodi af fine, skjære Toner, som hun syntes at kjende.

Hun vilde være segnet om, dersom ikke Oline havde taget hende om Haandledet og ført hende hen bag Skjænken.

Her førtes nu en kort Underhandling. Boel kunde netop fremstamme de nødvendigste Ord for Forstaaelsen, mens Madam Jacobsen med Hænderne i Siden mønstrede hende nøjagtig fra Top til Taa.

Tilsidst vendte Madammen sin ene Tommelfinger i Vejret og sagde:

129 "Oline! – følg Pigebarnet op."

Dette gjorde saa Oline. Men den unge blege Fyr med Hundeskindshuen og det langagtige Ansigt flyttede sig hen til Madam Jacobsen og forlangte en halv Øl paa Flaske.

"Sikken et Pigebarn" – sagde han saa, og drak.

Madammen saa' paa ham; men svarede ikke.

Efter en lille Pavse sagde han videre:

"Det var vel Madammens nye Jomfru, kan jeg forstaa."

"Hvad snakker han om?"

"Jeg mener – Oline skifter jo – og saa tænkte jeg –"

Madam Jacobsen saa' atter paa ham. Hun syntes at overveje. Men den unge blege Fyr lukkede det ene Øje og skelede ligegyldig med det andet hen paa Asken af sin Cigar.

"Maaske" – sagde saa Madammen og syntes at være tilfreds. –

Oline havde ført Boel gjennem et Kjøkken og to mørke, kolde Stuer med en muggen Lugt fra Væggene. Nu stod de i et lille Stykke firkantet Gang, op fra hvilken der løb en 130 smal og stejl Trappe til Etagen ovenover. Øverst oppe hang en Væglampe og osede.

Her pegede Oline blot med et kort "Værs'go'" op ad Trappen, hvorefter hun forsvandt.

Men da Boel blev alene, satte hun sig tungt paa det nederste Trin og prøvede paa at græde. Hun lagde det trætte, tunge Hoved i sine Hænder og sank sammen. Larmen fra Skjænkestuen trængte ind til hende gjennem de mørke, kolde Stuer; men oppe fra hørtes ingen anden Lyd end Lampen, der kogte.

Da følte hun pludseligt en spids Finger, der pikkede hende paa Skuldren. Og da hun saa' op, stod der ved hendes Side en lille vissen Kone i sorte, falmede Klæder og nikkede og smilte med fuldstændigt lydløse Bevægelser.

"Hm" – hviskede Konen og hostede bag sin visne Haand – "Jomfruen skal ha'e et Nummer? – Værs'god, træd op."

Boel havde rejst sig; hun stirrede angst paa hende.

"O, vi har saa god Plads i denne Tid" – hviskede den lille Skikkelse atter – "og dog kommer her saa mange – hm! – som – hm! De forstaar?" – og hun nikkede og smilte 131 bag sin Haand, smiskede og lo med en lille underlig vissen Latter.

Boel trykkede sig tilbage mod Trappegelænderet; – og først nu fornam hun en led, gjennemtrængende Lugt, der syntes at komme deroppe fra.

Men den lille lydløse Kone klappede hende paa Haanden og gjentog smilende sit: "Værs'god, lille Jomfru – træd op."

Ovenpaa var en lang, smal Gang med Døre til begge Sider. For Enden brændte nok en lille Væglampe; men Stanken var nu ulidelig. Konen stak en Nøgle i en af de bageste Døre og aabnede for et lille hvidkalket Værelse med en Seng, et Bord og en Stol. Her tændte hun Lys, rullede et Gardin ned, flyttede Stolen, kiggede under Sengen, rettede paa Dynerne, nikkede hemmelighedsfuldt til Boel, der stod som fastnaglet opad Væggen, – hviskede, tiskede og klappede paa Boel, der ikke forstod et Ord af hendes underlige Tale.

Da hun endelig forsvandt, skyndte Boel sig at dreje Nøglen om i Døren, – og følte sig lettet ved at være ene. Hun sank ned paa Stolen og blev siddende ubevægelig foroverbøjet, med Armene hængende slapt ned. 132 Da hendes Øjne derved faldt paa hendes tilsølede Kjole, lukkede hun dem; hun vilde ikke se det.

Larmen fra Skjænkestuen trængte endnu herop til hende i Stilheden, og inde fra Værelset ved Siden af syntes hun at høre noget som en sagte Hvisken eller Fnisen, der undertiden forekom hende saa nær, som var det inde under hendes egen Seng. Ude paa Gangen listede Konen sig frem og tilbage og stak Nøgler i et Par Døre. Tilsidst hørte hun hende gaa ned ad Trappen.

Men mellem alt dette sad der i Boels Øre Klangen af en Melodi, som hun kjendte. Det var de selv samme to Strofer om og om igjen, og hun kunde ikke blive dem kvit. Hun pressede Hænderne for sit Ansigt; men de vilde ikke forlade hende. Stærkere og stærkere lød de i hendes Øre og trængte ind paa hende i et Brus af mange, glade Stemmer: om Lys og Liv og Verdens livsalige Glæde.

Med Et hørte hun tunge Trin paa Trappen. De nærmede sig gjennem Gangen og standsede tilsidst udenfor hendes Dør, – og der blev taget et forsvarligt Tag i Laasen.

"Luk op for Satan – det er mig!"

133 Boel var sprunget op og holdt sig krampagtigt ved Stoleryggen.

I det Samme aabnedes en knirkende Dør længere henne i Gangen, og en Kvindestemme spurgte ud:

"Er det Dem, Hansen? – Amanda rejste i Morges."

Efter en kort Parlamenteren lukkedes Døren igjen, og Alt blev atter stille.

Men midt paa Gulvet stod Boel og pressede Hænderne vildt imod Tindingerne. Hendes Øjne var lukkede, Panden hævet, og hendes Legeme vaklede som i Søgang.

"Sangen! – Sangen!" raabte hun – og med et dumpt Brag og et Klask laa hun paa Gulvet. –

VIII.

134 Paa denne uhyggelige, taagede Aften havde Fru Gylling Selskab: et lille, fint – og ganske uventet.

Hermed forholdt det sig saaledes:

Fast besluttede paa at gaa meget tidligt til Sengs havde Fru Gylling og Frk. Rosalie siddet ganske ene hjemme i den mørke Dagligstue uden andet Lys end det vifteformige Skjær, der fra Kakkelovnsspjældet kastedes ud over Gulvtæppet, – Frk. Rosalie paa sin sædvanlige Plads med sine Pinde; Fru Gylling henne paa Boels Stol ved det andet Vindue, tavs, med Hagen hvilende i sin Haand, og stirrende ud i det taagede Mørke med det egne, drømmende Blik, hvormed hun i ensomme Stunder 135 ligesom sad og søgte ud i Fremtiden – efter sin Søn, sin eneste.

Pludselig havde det ringet heftigt ude paa Entréklokken. Det var Madsen – urolig, optaget og nervøs.

Dette var nu ikke saa mærkeligt. Thi Madsen var trods alle Gjenvordigheder alligevel bleven Medlem af "Komitéen for akademiske Borgeres Adresse til den danske Bonde" – i hvilken Egenskab han udfoldede en Alvor og Energi, der havde magret ham af lige til Benet.

Han var da ogsaa strax begyndt at vandre ustyrlig op og ned ad Gulvet med et yderst hemmelighedsfuldt og aandsfraværende Udtryk i sit Ansigt – og med et uhyre Dokument, der paa en iøjnefaldende Maade stak frem af hans Brystlomme.

Men da Frk. Rosalie havde faaet Lampen tændt og rullet Persiennerne ned, standsede han pludselig, saa' sig om og sagde:

"Det er sandt – De venter Fremmede."

"Vi? – Fremmede?" – spurgte Fru Gylling.

"Ja, De véd vel – Fru de Bang."

"Fru de Bang!"

136 "Og Hr. de Bang."

"Og Hr. de Bang!"

"Og Kandidat Boserup – og …"

"Men hvad er det, De staar dèr og siger – Kjære!" – udbrød Fru Gylling og saa' sig instinktmæssigt omkring i Stuen, hvor Alting laa i den Uorden, Dagen havde bragt.

Men der var ikke bleven Tid til Forklaring. Det ringede allerede paany ude i Entréen. Og da Frk. Rosalie havde lukket op, hørtes der Raslen af Silkekjoler og lattermilde Damestemmer derude fra.

Fru Gylling var ingenlunde uvant med at modtage uanmeldte Gjæster – selv paa alle Dagens Tider. Men de bevægede Tanker, hvormed hun netop havde siddet og drømt ud i Mørket, laa endnu som en Magt over hende, og hun havde ikke faaet sig helt samlet, da nu den ene elegante Dame og Herre efter den anden traadte ind, leende, muntre – saadan som Folk, der fra daarligt Vejr kommer ind og overrasker gode Venner.

Der var den unge smukke Fru de Bang med et prægtigt blegrødt Silkefichu, et Par straalende brune Øjne og et langt Slæb, over hvilket hendes Gemal – en lang stiv Herre med 137 gule Whiskers og et træet Ansigt – balancerede paa et Par lange graa Ben. Dertil var der to ældre Fruer af et velhavende Udseende, og en ung Dame paa Fyrre med friske Roser i Haaret.

Endskjønt disse Damer absolut maatte henregnes til den folkelige Frues fjernere Venner, var der maaske Ingen, der nærede en saa lidenskabelig Interesse for Alt, hvad der vedrørte Fru Gylling og hendes Hus. De første Hilsener vare heller næppe udvexlede, før de Alle saa' sig omkring, og derpaa – næsten i Kor – spurgte til hendes "søde lille Boel." Og det var med et Udbrud af virkelig Skuffelse, de erfarede, at den interessante Gjenstand netop i Aften havde faaet Lov at besøge en Veninde.

Navnlig den unge Dame med Roserne – der, som hun sagde, sværmede indtil Raseri for alt Landligt og Naturligt – saa' meget fortabt og nedslaaet ud. Og det er ikke godt at vide, hvad der vilde være hændt, dersom ikke Døren i det Samme var bleven aabnet for den vidt berømmelige Kandidat Boserup: en Herre i lange sorte Klæder og med et Ansigt saa blegt og udtryksløst som en Oblat.

138 Imidlertid havde Frk. Rosalie ryddet op omkring i Stuen, gjort pynteligt paa Bordene med Blomster fra Vindueskarmen og tændt Blus i den store Gaskrone under Loftet. Og da derfor det lille Selskab – efter endnu et Par Ringninger ude paa Entréklokken – endelig helt blev samlet, var den før saa mørke og triste Dagligstue forvandlet til en straalende Selskabssal, druknende i Lys og muntre Stemmer.

Damerne havde samlet sig henne under Grundtvigs Billede i en lys Kreds af elegante Foraarstoiletter, hvorfra der nu, da Klamheden fra Taagen var forsvunden, opsteg en fin, sødlig Duft af Parfume. Herrerne, i sorte Selskabskjoler, stod i et Par muntert samtalende Grupper midt ude paa Gulvet.

Imellem disse, lyttende paa Afstand, listede en ung Person, der paa en besynderlig Maade stak af imod det øvrige Selskab. Han var firskaaren og lidt duknakket, i en lille rundskjødet Frakke og snevre Mansjetter. En stor, rød Haand fattede om den barberede Hage, og de tykke Læber stod aabne for et stillestaaende, ærbødigt Smil.

Dette var den fortræffelige Jensen-Damgaard, – et Navn, man ofte vilde kunne høre 139 fremdraget i en folkelig Diskussion baade her og andetsteds – og bestandig som et smukt Exempel og et slaaende Bevis imod alle den sande Folkeligheds Fjender.

Fru Gylling havde opdaget ham et Steds oppe i Nordsjælland, hvor han var en fattig, fattig Husmandssøn (Nogle paastod endog, han havde vogtet Svin). Nu læste han herinde – til Skolelærer, eller maaske til Præst! – og kom, som naturligt var, ofte i Fru Gyllings Hus.

Men havde han end her et ejendommeligt Held til at træffe netop de Dage, da der var de fineste Fremmede, saa gik han ikke desto mindre omkring imellem dem saa stille beskeden og rørende taknemlig, sin egen Ringhed saa vel bevidst, at han maatte indtage Alle. –

Selskabet var efterhaanden blevet meget livligt. Under den almindelige Henrykkelse over Boel samlede Damerne sig tættere og tættere sammen om Fru Gylling, der nu ganske havde gjenvundet sin Fatning og hørte til med sit sædvanlige smukke, halvt drømmende Smil, – og den unge Dame med Roserne hørtes udbryde, at denne landlige Troskyldighed 140 og Naivetet var noget af det mest Fortryllende, hun kjendte.

Kun den unge smukke Fru de Bang sad for sig selv helt inde i Sofahjørnet, hvor hun viftede sig med en stor, blinkende Vifte og lod sine straalende brune Øjne spille ind mellem en Gruppe af Herrer, hvoraf de to disputerede meget højrøstet om et Billede oppe fra Charlottenborg-Udstillingen: "En ung Pige, der nyser. Motiv fra Lolland", medens hendes egen Gemal stod med Hænderne bag paa sine graa Permissioner og saa' op i Loftet, som om han virkelig helt og holdent var skaaret ud i Træ.

Men under al denne Forvirring hørtes det ikke, at der atter blev ringet ude paa Entréklokken; og Ingen mærkede noget, før Frk. Rosalie traadte ind og meldte:

Gehejmeetatsraad Drehling med Datter.

Dette kom som en Bombe over det lille fredelige Selskab; – som et Slag paa alle disse livlige Munde, der i samme Nu forstummede; og i det næste Øjeblik hørte man kun Fru Gylling, der med en pludselig Rødme i Kinderne rejste sig fra sin Stol og gik helt hen til Døren, som i det Samme aabnedes.

141 Gehejmeetatsraad Drehling var en lille glat Mand med et pudderhvidt Hoved og et spraglet Baand i sit venstre Knaphul, men med en i Sandhed velgjørende Ligefremhed i hele sin Optræden. Det var et virkelig smukt Syn at se denne Mand træde gjennem Stuen med sin unge Datter under Armen og hilse paa hver især af det lille overraskede Selskab – saa jævnt, naturligt og ligefremt, som havde han været en ganske almindelig Etatsraad.

Men hans unge smukke Datter – i en udfordrende Fløjelskjole, stram som et Tricot om hendes unge Barm og tynde, svage Arme – hilste kun ved ganske svage Bøjninger af sit fint formede Hoved.
 

Theen var bleven serveret inde i Spisestuen. Fru Gylling førtes til Bords af Gehejmeetatsraaden, der strax – saasnart Fløjdørene aabnedes – med en gammel Hofmands Galanteri havde budt hende Armen; og de øvrige Herrer havde øjeblikkeligt fulgt hans Exempel.

Men da Fru Gylling ved et hastigt Blik over Selskabet saa', at Jensen-Damgaard paa en foruroligende Maade kredsede om den unge Frk. Drehling, havde hun hurtigt anmodet 142 Hr. de Bang om at føre Gehejmeetatsraadens Datter til Bords.

Der havde i Begyndelsen hersket højtidelig Tavshed omkring den hvide Dug, som Frk. Rosalie efter bedste Evne havde forsøgt at gjøre lidt festlig. Dette uventede Besøg havde paa én Gang givet dem Alle saa overordentlig meget at tænke paa, og mange smaa gjemte Øjekast var listet over Bordet hen til den unge smukke Frøken, hvis prægtige hvide Hud tog sig glimrende ud over det mørke Fløjel og i den stærke Belysning.

Gehejmeetatsraaden havde derfor undertiden været ganske ene om Konversationen.

Med megen Livlighed og udsøgt Opmærksomhed underholdt han sin Borddame om Minder fra hine gamle Dage, da de havde kjendt hinanden saa godt, – og spøgte elskværdigt med disse farlige "norsk-norske Bøger med deres Jenter og Gutter", der den Gang havde forført den unge efterstræbte Enke til pludselig at vende alle sine gamle Venner Ryggen.

Fru Gylling svarede af og til med et forbindtlig Smil, men havde i Virkeligheden sine Tanker langt borte derfra. Thi hun fulgte 143 hver Lyd ude paa Fortovet eller Trappegangen – om det dog ikke skulde være Knud.

Imidlertid – efterhaanden som Maaltidet skred frem, løsnedes dog atter Stemmerne lidt efter lidt Bordet rundt. Man begyndte endog at drikke private Glas med hinanden (der var Rødvin), og var man intime, ledsagede man det med smaa Rømninger og hemmelighedsfulde Blink, som blev forstaaede. Og da man endelig rejste sig og atter spredtes i Dagligstuens hyggeligere Lys, var den gamle Livlighed fuldstændigt gjenoprettet.

Damerne anbragte sig som før i en lys Klynge under Grundtvigs Billede, – Herrerne ude paa Gulvet i smaa Grupper; og over det Hele hvilede der en mere og mere hjærtelig Munterhed, hvori selv den stive Hr. de Bang hørtes deltage med smaa knortede Bemærkninger, der ligesom blev hentet op helt nede fra den store Taa. – Kun den ulykkelige Madsen stod upaaagtet henne i en Krog og led Helvedes Kvaler med samt sit Dokument og sit hemmelighedsfulde Ansigt.

Gehejmeetatsraad Drehling gik omkring med den ene Haand inden for Frakken, den anden bag paa Ryggen – og underholdt sig 144 en kort Tid og efter en bestemt Rækkefølge med hver Enkelt i det lille Selskab.

Da han paa denne Maade tilsidst naaede Jensen-Damgaard, krummede denne firskaarne Skikkelse sig endnu mere duknakket sammen; men den store, røde Haand blev liggende som fastgroet til den glatte Hage.

"Hr. Jensen-Damgaard – formoder jeg" – sagde Gehejmeetatsraaden, idet han standsede foran ham med en velvillig Haandbevægelse.

"Jo – Deres Excellence!"

Gehejmeetatsraaden vilde egentlig have forladt ham med en ganske kort Bemærkning (han yndede, rent ud sagt, ikke disse "dannede Bønder"); – men ved nu nærmere at betragte Manden, følte han sig tiltalt af hans Person.

"Jeg hører, det er Deres Agt at studere – muligvis endog at blive Student?"

"Jo – Deres Excellence!"

En virkelig overordentlig vakker ung Mand! – tænkte Gehejmeetatsraaden, og nikkede venligt.

"Hvor gammel er De – med Forlov?"

"28 Aar – Deres Excellence!"

"Hm – ja saa."

145 "Jeg er jo nemlig kun en ganske simpel Bonde – Deres Excellence!"

"Aa, hvad! – Hvad er vel jeg? – Og vi Allesammen?" udbrød Gehejmeetatsraaden opmuntrende og klappede ham paa Skuldren.

En virkelig fortræffelig ung Mand! – et overraskende Resultat i Sandhed! – en virkelig Dannelse, som …

"Kjære unge Mand – lad os sætte os – det glæder mig overordentligt at gjøre Deres Bekjendtskab" – sagde han med Varme, idet han lod sig falde ned i en dyb Lænestol ved Kakkelovnen og pegede paa en lille Tabouret noget derfra. –

Henne mellem Damerne blev Samtalen bestandig livligere, og man trykkede sig tættere og tættere op imod Fru Gylling, hvis statelige Skikkelse hævede sig over dem med sine silkegraa Smaakrøller og sorte Fløjels Hue.

"Deres "lille Veninde"" – sagde en af de ældre Damer, der hørte til de ivrigste – "Deres "lille Veninde" – som de saa overordentlig smukt kalder Deres elskværdige Protegé – har det altsaa i Et og Alt som en af Deres Egne: sin egen Stol, sit eget Vindue herinde i Dagligstuen … ja, det er jo det 146 ene Rigtige – naar man bare kunde overholde det –"

"Ja, saadan burde det naturligvis være" – indskjød en Anden. – "Det burde altid være saadan – men –."

"Det er blot denne dumme Vane, man er kommen i" – fortsatte den Første – "Og det er jo saa skrækkelig dumt med denne Standsforskjel …"

"Ja, den burde aldrig existere" – udbrød et Par Stykker i Kor.

"Men" – spurgte nu den unge Dame med Roserne, idet hun bøjede sig frem – "Spiser De nu ogsaa med hende?"

Dette Spørgsmaal, der under almindelig Henrykkelse blev bejaet, gav Fru Gylling – skjønt hun var usædvanlig aandsfraværende – Anledning til et Par Ord, der blev hørt med megen Andagt, og som ogsaa blev udtalt i denne lidt formanende Tone, hun gjerne ved saadanne Lejligheder brugte.

Under dette kom Frk. Rosalie ind fra Spisestuen og anbragte en Bakke med Sherry paa Bordet mellem Damerne, hvorefter hun satte sig med sit Strikketøj paa en Stol noget borte fra de Andre.

147 Men i det Samme nærmede Gehejmeetatsraaden sig Bordet. Opfyldt, som han nu var, af en virkelig folkelig Velvillie og oprigtig Forbavselse, slog han til Lyd paa et Glas og rømmede sig stærkt.

Der blev tyst.

Hvad var dette? Hvad skulde komme?

Der blev meget tyst. Urolige Blikke gled hen over Fru Gylling og den unge Frk. Drehling, og Herrerne listede sig paa Taaspidsen hen imod Bordet.

Men da Alle havde grebet et Glas, tog Gehejmeetatsraaden til Orde: i Begyndelsen – som gammel Parlamentariker – elegant stammende og ligesom søgende efter et Udgangspunkt; senere – som gamle Droskeheste – livligere og glattere, alt som han kom paa Gled:

"Mine Damer og Herrer!

"Tillad mig – i faa Ord – at udbringe en Skaal for vor elskværdige Vært- og Veninde, hos hvem jeg i Dag for første Gang er Gjæst. Og – tillad mig hertil – at knytte Udtalelsen af et oprigtigt Ønske … for den – den Bevægelse – eller Sag, som vi Alle vide, at vor kjære Frue paa en ligesaa fordomsfri som storslaaet 148 Maade har gjort til sin – jeg tør vel sige paa én Gang Hjærtesag og Livssag.

"Naar vi – muligvis – ikke i Et og Alt mener at kunne følge vor kjære Frue paa hendes mange forskjellige Veje hen imod Maalet – da har vi maaske heri selv den – om jeg saa maa sige – største Skyld. Og – jeg tror i alle Fald at turde forsikre – ikke alene for mit eget Vedkommende, men for Alle, her er tilstede – at vi – ikke mindst i dette Hus, mellem disse Vægge – føle os, hver paa sin Maade, som Led i den samme mægtige, velsignelsesrige Bevægelse; føle os – om jeg maa bruge de Ord – i Pagt med den samme store Menighed Landet over – med Tidens store Løsen: Folkets Løftelse skrevet paa sin Fane.

"I denne Menighed er – for at blive i Billedet – vor kjære Frue en af de ypperste Præster. Og de sidste Tider synes jo bestemt at vise, at hendes Søn – vor fælles elskværdige Ven – værdigt vil træde i sin Moders Spor …"

(Ved disse Ord løftedes Fru Gyllings Øjne uvilkaarligt op imod Taleren; men da deres Blikke mødtes over Bordet, sænkede hun dem 149 hurtigt igjen – og Gehejmeetatsraaden vedblev:)

"Modtag derfor – kjære Fru Gylling! – vore bedste Ønsker for Fremtiden. Vær forvisset om, at vi – hvorledes vi end stiller os i de enkelte Spørgsmaal – dog altid følger Deres Bestræbelser med den højeste Interesse; at vi bestandig – som altid forhen – nærer den dybeste Agtelse og Ærbødighed for Deres brændende Iver og rene, altopofrende Kjærlighed, – og jeg kan i dette Øjeblik tilføje min Beundring for de Resultater, Deres rige Virken allerede har at fremvise. – Fru Gylling! Vorherre bevare Dem og Deres Hus!"

Alle rejste sig, – Fru Gylling dog kun med Besvær. Hun var bevæget; og det var gjennem Taarer, hun smilte, idet hun holdt sit Glas frem imod de mange, der – under en sælsom højtidelig Tavshed – raktes frem imod hende over Bordet.

Thi ogsaa de Andre havde følt Sandheden i Gehejmeetatsraadens Ord – og Synet af Fru Gyllings dybe, stærke Bevægelse greb dem Alle. En virkelig sand og varm Følelse for hendes og Folkets Sag steg i dette Øjeblik 150 op i hver især af det lille Selskab, – og flere af Damerne havde Taarer i Øjnene.

Og denne Følelse fik en yderligere Næring, da Jensen-Damgaard strax efter bad om Tilladelse til at udtale et lille Ord.

Han begyndte – saa smukt – med at sige, at han jo kun var en ganske simpel Bonde, og at det var forunderligt for ham at tænke paa, at han, som kom lige ude fra Tørvemosen, nu stod her mellem saa fine Damer og Herrer; at dersom hans gamle Moder, som nu sad hjemme i sin fattige Stue, kunde se sin Søn i dette Øjeblik, saa vilde hun vist næsten ikke tro, at det kunde være muligt. Og han vilde blot sige, at det var vist ikke ret mange Lande, hvor fine Damer og Herrer ikke undsaa sig ved en ganske almindelig Bonde, som kom lige ude fra Tørvemosen.

Disse faa, rørende Ord løsnede fuldstændigt den folkelige Begejstring i det lille Selskab. Man flokkedes om Taleren for at trykke hans Haand, og Gehejmeetatsraaden udtalte aabent og med Varme, at han – Jensen-Damgaard – havde gjengivet ham Troen paa det danske Folks Kjærne.

151 "Naar blot" – tilføjede han senere henne i en Krog, da man atter havde spredt sig i smaa Klynger ud over Gulvet – "Naar blot vore kjære Bønder vilde afholde sig fra Alt, hvad de ikke forstaar sig paa, saasom Politik og Befæstninger – og denne Hovmod, som desværre har grebet saa Mange."

Denne smukke Stemning, der nu havde ligesom løftet det lille Selskab, skulde imidlertid snart lide en beklagelig Forstyrrelse.

Udfra en almindelig Forherligelse af Jensen-Damgaards gamle fattige Moder i den lave Stue – som den unge Dame med Roserne fandt maatte være fortryllende – gled man herhenne omkring Bordet ud i adskillige Emner vedrørende Fattigdommen saadan ganske i sin Almindelighed.

Herved stødte man imidlertid paa saa vanskelige Spørgsmaal, at man tilsidst maatte søge Assistance hos den vidt berømmelige Kandidat Boserup.

Denne Mand brugte ikke sit Mæle uden ved ganske extraordinære Lejligheder. Sædvanlig færdedes han i en hellig-videnskabelig Tavshed og Tilbageholdenhed, der ikke lod sig anfægte, og det gjorde derfor en ganske 152 forstummende Virkning paa al anden Samtale i Stuen, da man pludselig hørte hans magre, spæde Stemme lyde henne ved Bordet.

Snart var man ogsaa samlet i en lyttende Kreds om denne berømte radikale Tænker, der – tiltrods for sin altfor vidtgaaende Radikalisme – dog var en overordentlig velset Gjæst i folkelige Kredse, hvor man følte sig betryggede ved ligesom at faa Videnskabens Patent paa sine Bestræbelser.

Under dyb Stilhed, hvori hans Stemme lød skarpt og klart, fremsatte han nu – med Citater i alle Verdens Sprog – en lille, fint ciseleret Udvikling af forskjellige Tiders Opfattelse af Pariakasten.

Han talte langsomt, pointeret – men bredte sig dog snart ud i en almindelig Verdensbetragtning. – Den højre Haand holdt han ud foran sig med de to Fingre samlede – saadan som Folk, der holder en Pris; og ved hyppigt forekommende Ord saasom "haarfin Grænse" eller "tanketynde Skillevægge" førte han den langsomt frem og tilbage, som for at understrege dem.

"De véd rimeligvis" – ytrede han blandt Andet – "at ogsaa jeg i det Væsentlige hylder 153 Lighedens Principer; og fra Videnskabens Standpunkt kan jeg kun anerkjende de Bestræbelser, der i vore Dage gaar ud paa at hæve det menige Folk. Men jeg kan paa samme Tid ikke tilbageholde min dybe Skepsis med Hensyn til den Forestilling, at Ligheden i Et og Alt skulde kunne lade sig gjennemføre. Der er i Menneskenaturen et Element, der ikke let vil indordne sig herunder, og Alt synes at tyde paa, at det store Maskineri i dette Punkt oprindeligt – saa at sige ikke er rigtigt beregnet. Jeg tror saaledes, at dersom – f. Ex. – jeg skulde skabe en Verden, da …"

"Ja, det foreligger nu ikke i Øjeblikket – Hr. Boserup!" – hørtes det nu pludselig at buse ud henne fra den anden Bordende, saa det rungede i Stuen.

Der blev en Dødens Stilhed. Kandidat Boserups Haand faldt som ramt af et Slag ned til Siden, og Alle stirrede med Forfærdelse hen paa Frk. Rosalie, der sad med Hovedet nede i sit Strikketøj, som om Intet var hændt. Men Ansigtet var én Glød, og Pindene gik som Lærkevinger.

Da rejste Fru Gylling – der havde siddet 154 hensunken i dybe Tanker – sig op i hele sin Højde, bleg og med dirrende Læber.

"Rosalie" – sagde hun, idet hun betragtede sin Søster. – "Jeg véd ikke, hvad der driver dig til Gang efter Gang at forulempe mine Gjæster med en Opførsel, der er i højeste Grad upassende. Men jeg kan paa ingen Maade finde mig deri; og jeg maa paa det Bestemteste forlange, at du gjør disse mine Venner en Undskyldning for den Maade, hvorpaa du ogsaa nu ubesindigt har grebet forstyrrende ind i vor Underholdning."

Men Frk. Rosalie rørte sig ikke. Fru Gylling satte sig – og Stilheden vedvarede – bestandig pinligere – Minut efter Minut.

Endelig kastede Frk. Rosalie sit Strikketøj henad Bordet og styrtede med Hænderne for Ansigtet ud af Stuen.

Et lille, endnu pinligere Øjeblik forløb, hvori man hørte hende lukke sig inde i sit Værelse. Da vendte Fru Gylling sig om og sagde – med en særskilt Bøjning for Gehejmeetatsraad Drehling – men ikke uden Besvær:

"Jeg beder Dem – mine Venner – ikke at lade Dem forstyrre. Min Søster er noget egen, og De maa være forsikret om, at det 155 kun var et Øjebliks uheldig Indskydelse. Hr. Boserup! – jeg haaber, De vil fortsætte den interessante Udvikling, jeg højlig beklager saa brat blev afbrudt."

Men tiltrods for dette var og blev den gode Stemning ødelagt, – og det saa' ud som en lykkelig Skjæbne, da Døren i det Samme aabnedes, og Student Knud traadte ind og reddede Situationen.

Han havde imidlertid næppe faaet hilst paa Selskabet, før Madsen fôr imod ham henne fra sin Krog og tiltrak sig Opmærksomheden ved Oprulning af et uhyre Dokument. Og Opmærksomheden blev ikke mindre, da han – idet han saa' sig omkring – erklærede det for at være: "Akademiske Borgeres Adresse til den danske Bonde".

Under den usædvanlige Tilslutning, som dette vakte, blev Madsen helt forandret, og forledtes til ganske at skeje ud fra sin almindelige Hemmelighedsfuldhed.

Paa Opfordring gav han sig endog til at foredrage enkelte Afsnit af Adressen, til hvis klangfuldeste Partier han selv var Forfatter. Efter hvert saa' han over Dokumentet omkring paa Selskabet, der svarede med en bifaldende 156 Mumlen. Og efterat han med kraftig Røst havde udslynget Slutningsrepliken: "Tiden er kommen. Studenten rækker Bonden Haanden!" – lød der et almindeligt og animeret Bifald.

Han henvendte sig derpaa til Knud med den Bemærkning, at der nu kun manglede Komitémedlemmernes Underskrift. Knud, som Formand, maatte skrive først – og naar Alt var klaret, skulde Adressen fremlægges til almindelig Paategning.

Knud stod – tilsyneladende rolig, og hørte paa ham. Men da Madsen nu rakte Dokumentet frem imod ham, vendte han sig om og sagde kort:

"Jeg skriver ikke under."

Det slap ham saadan ud af Munden. Han mente egentlig ikke noget med det. Og da han mærkede den forstenende Virkning, det gjorde paa Selskabet, vendte han ogsaa om for at gjøre det godt igjen.

Men Fru Gylling, der strax henne fra sin Stol havde opdaget Knuds usædvanlige Udseende, kom ham i Forkjøbet. I et Nu samlende hele sin Styrke, gav hun sig til at 157 le ganske højt, og skændte paa Knud, fordi han altid skulde gjøre Narrestreger.

Herved blev det Hele virkeligt slaaet hen i Spøg og Latter. Og i den almindelige Glæde lagde man ikke Mærke til, at Knud trak sig bort hen imod det mørke Hjørne ved Klaveret, hvor han stod og bladede i nogle Noder.

Men Klokken var bleven mange. Man maatte hjem.

Madsen – den "kjære Madsen" – var allerede listet bort. Han havde nemlig været mere klartsynet end de Andre, og var over Hals og Hoved styrtet ind til Byen for om muligt endnu i den dunkle Nat at udvirke noget for sig – i Retning af en Formandsplads i Komitéen for akademiske Borgeres Adresse til den danske Bonde.

Fru Gylling fulgte sine Gjæster ud i Entréen. Hun var næsten overstadig livlig – som for at holde Stemningen sammen lige til det Sidste; hun lo, hjalp til med Tøjet – og undersøgte med et sidste Glimt Ansigterne, inden de forsvandt ud ad Døren.

Gehejmeetatsraad Drehlings var de Sidste. Han trykkede hjærtelig Fru Gyllings Haand og udtalte sin Glæde over det paany sammenknyttede 158 Venskab. Men da Fru Gylling til allersidst rakte Haanden mod den unge Frk. Anna og saa', at hendes Ansigt var blegt og bevæget, holdt hun hende et Øjeblik tilbage.

Deres Øjne mødtes. En blussende Rødme fôr over den unge Piges blege Hud – og hun sank grædende om Halsen paa Fru Gylling.

"Vær rolig – mit Barn! – det har Intet at sige. Det skal Altsammen blive godt. – Frygt blot ikke."

"Anna! – Anna!" – kaldte Gehejmeetatsraaden nede paa Trappen.

Fru Gylling omfavnede endnu en Gang sin nye Datter, og skubbede hende derpaa lempeligt ud gjennem Døren. –

IX.

159 Da Fru Gylling atter kom ind i Stuen, stod Knud henne foran det bageste Vindue og spillede med Fingrene op og ned ad Persiennernes Spaan³².

Hun slukkede først Blussene i Gaskronen. Derpaa gik hun hen bag ham og lagde sin Haand paa hans Skulder.

"Lad mig tale et Ord med dig – Knud."

Der var noget i den Maade, hvorpaa denne Haand blev lagt paa hans Skulder, der gjorde, at Knud ligesom knækkede sammen, – og han lod sig villig lede hen til en lav Flugtstol ved Bordet.

Fru Gylling selv satte sig lige overfor paa den anden Side. De havde Lampen imellem sig.

I dette stærke, hvide Lys, der fra den 160 mørke Skjærm faldt ned over hans Ansigt, saa' hun først ret, hvor bleg og usædvanlig han saa' ud. Men han var rolig. Og hans Øjne løftede sig ikke fra den Blomsterstilk, han kneb i ganske smaa Stykker nede i sit Skjød.

Da Fru Gylling havde betragtet ham lidt, lænede hun sig frem imod ham, med Armene paa Bordet.

"Knud – min Dreng. Der er Noget, der trykker dig. Jeg har mærket det i den sidste Tid. Du er ikke, som du plejer at være. Er der gaaet dig Noget imod? – Sig mig, hvad det er – Knud!"

"Aa, men Mo'r! – hvad skulde det vel være …?"

"Nej, nej – Knud. Ikke saa. Jeg véd jo dog, at der er Noget. Og du maa ikke skjule det for mig – hører du, Knud?"

Hun strakte sin Arm frem imod ham paa Bordet. Men han rørte sig ikke.

"Husk paa, jeg er din Mo'r – Knud. Tror du, det har kunnet undgaa mine Øjne, hvor usædvanlig du har været; hvordan du i den sidste Tid har trukket dig bort, selv fra dine bedste Venner – ja endog fra mig og 161 os Alle her. Vær nu god – Knud – og fortæl mig ærlig og oprigtig, hvad det er."

"Men, jeg forsikrer dig …"

"Det er ikke sandt – Knud. Hvorfor vil du nu gjøre mig ondt? Kan du ikke have Fortrolighed til mig længere? Husk paa, lille Knud – jeg har kun dig – kun dig."

Men Knud forblev ubevægelig. Han saa' et Øjeblik ud, som om han vilde slaa det Hele hen i en Spøg; men hans Mundvige dirrede let – og nede i Skjødet kneb han den lille Blomsterstilk i endnu mindre Smaastykker mellem Neglene.

Hans Moder betragtede ham længe med et lille Smil. Saa bøjede hun sig endnu længere frem imod ham over Bordet, og sænkede Stemmen ganske lidt.

"Jeg véd, hvad det er – Knud."

"Ja saa."

"Du er forelsket – Knud."

"Ej, ej."

"Og jeg kan ovenikjøbet sige dig i hvem."

"Ej – ser man det."

"Hun gik just ud ad Døren nys – ikke sandt?"

"Frk Drehling?" – og nu saa' han op.

162 Fru Gylling nikkede.

"Nej – Mo'r" – lød det saa oprigtigt. Og nu saa' han ned igjen.

Fru Gylling trak sin Haand tilbage og stirrede forvirret paa sin Søn: "Hvad siger du!"

Der blev en Pavse.

"Er det Klara Blomberg da?"

Knud vilde le.

Men Fru Gyllings Forvirring blev større og større, alt som hun betragtede ham. Hun saa' ud, som om hun i Tankerne gjennemløb alle de unge Piger, hvorom der kunde være Tale; og flere Gange var ogsaa forskjellige Navne paa hendes Læber; men hun standsede dem strax som en Urimelighed.

Pludselig, som ved en Indskydelse, sprang hun op og stirrede forfærdet paa ham.

"Men Knud! – det er da ikke … Boel?"

Knud saa' en Stund stift ned for sig. Saa nikkede han.

Fru Gylling slog sin højre Haand sammen med et lydeligt Smæk – og stod som stivnet over hele Kroppen. Og saa stille var der i dette Øjeblik, at Uhret over Lænestolen ligesom hakkede hele Stuen ned over Hovedet paa dem.

163 Endelig famlede hun med Haanden over en Bog, der laa paa Bordet, vendte og drejede den – men havde ikke Øjnene fra ham. Saa gik hun et Slag ud i Stuen, glattede paa nogle store bredbladede Planter paa Blomsterbordet og ordnede nogle Nodebøger ved Klaveret.

Men da hun vendte om igjen, gik hun hen og lagde sin flade Haand paa Bordet foran Knud, der ikke havde rørt sig.

"Knud. – Dette for-byder jeg."

"Her er ikke Noget at forbyde – Mo'r," sagde Knud roligt, og rejste sig.

"Men hvad er det da?"

"Vær blot rolig. Jeg gjør ingen Dumheder. Der er ikke Noget at blive bange for."

"Hvad er der da hændt? – Hvad skal alt dette sige?"

"Saa lad mig dog være. – Jeg er kjed af det. Det er det Hele."

"Kjed? Af hvad?"

"Aa – af det Altsammen."

Han gik forbi hende hen imod Vinduet. Hun saa' et Øjeblik forfærdet efter ham. Men derpaa gik hun rask til, tog ham i Armen og vendte ham mod sig.

"Hvad er dog alt dette – Knud?"

164 "Hvilket?"

"Hvordan er alt dette kommet? Hvad er hændt dig? Hvor kommer du fra? Hvorfor ser du saadan ud? – Jeg vil vide det, Knud, Jeg er din Moder. Jeg har Ret dertil."

"Men Herre Gud – jeg siger dig jo. Der er ingen Ting."

"Det er ikke sandt. Jeg kan se det paa dig. – Men det maa ikke ske. Hører du – Knud? Det maa ikke ske. Det er jo Vanvid – rent ud Vanvid. Hvor har du dog haft din Fornuft henne – Barn? Hvor har du dog kunnet lade dig saa dumt forblinde? … ja, ja, jeg véd, hvad du vil sige. – Men jeg vil ikke høre et Ord mere – hører du? – jeg vil ikke vide af det – jeg vil ikke se hende – ikke en Dag – ikke en Time – det er jo Vanvid – Vanvid! …"

Hun var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet. Hendes Trin var stærke, hele Legemet i Oprør.

Men den, der nu stirrede – det var Knud. Han stod som himmelfalden.

Hun blev ved at vandre – vridende sine Hænder om Lommetørklædet, af og til udstødende 165 nogle Ord saa fortvivlet og skarpt, som om det voldte hende Pine blot at udtale dem.

"Det er jo Galskab – Galskab! … Jeg forstaar ikke et Ord af det … Hvor har du dog et Øjeblik kunnet tænke derpaa? … Jeg kjender dig slet ikke igjen. – Men det er bare Overilelse – slet ikke Andet. Gaa i Seng, Knud. – Jeg er sikker paa, at du i Morgen selv vil indse, hvilken stor Taabelighed det Hele er. – Jeg er sikker derpaa … Du med din Fremtid – din Gjerning – dine Interesser – dine Forbindelser. Hvad skal de Overdrivelser til? … Men, Herregud, saa staa dog ikke dèr og stir! – Tal dog! – Hvad gaar der af dig – Menneske!"

Hun var standset. Men Knud vendte sig bort og gik tavs hen til Bordet, hvor han gav sig til at blade i en Vifte, der var glemt.

Fru Gylling greb om Ryggen paa den Flugtstol, hun stod ved, og saa' angstfuld efter ham.

"Knud!"

Han svarede ikke.

"Knud!" – hviskede hun atter.

Da drejede han Hovedet lidt, og saa' hen paa hende.

166 "Der er ingen Ting at tale om – Mo'r!"

Fru Gylling greb fastere om Stoleryggen; hun tvang sig til at være rolig. Men hendes Stemme dirrede, og Knæene vaklede under hende.

"Knud – lad os ikke forivre os. Lad os dog huske paa, at vi staar her som Moder og Søn. Det skulde du dog ikke glemme – Knud! … Din Fortrolighed i Alt har jeg hverken ventet eller villet. Men du burde ikke glemme, at Ingen har det Krav paa den som din Moder, og at Ingen kan ville dit Bedste saadan som jeg. – – Jeg har i mit Liv ikke haft Andre end dig – Knud! I dig var alle mine Haab samlet; – i din Fremtid laa al min Lykke gjemt. Det har været min største Glæde – Knud! – at se dig voxe op under min Haand, og i Tankerne at følge dig udover min egen Tid – mellem de Første i de kjæmpende Rækker. – Vil du nu forspilde alt det? – Har du Hjærte – Knud! – til nu at …… Nej, nej, tal ikke til mig – jeg taaler det ikke – jeg bliver syg – jeg … jeg …"

Hun slog Hænderne for Ansigtet og sank hulkende ned i Stolen. – Der blev en Pavse. – I lang Tid hørtes kun hendes fortvivlede 167 Graad, isprængt med smaa, forpinte Udbrud af Haabløshed.

Et Øjeblik løb der Noget rundt i hendes Hoved om Frk. Zahles Institut og Frk. Jacobys Dannelseskursus; men hun rystede endnu mer fortvivlet paa Hovedet.

"Umuligt! – Umuligt! – Det er jo Galskab – Galskab!"

Knud stod endnu ved Bordet og bladede i Viften. Men som Moderen blev roligere, gik han bag om hendes Stol, saa' lidt paa hende, og gik til Døren.

Da han greb om Laasen, tog Fru Gylling Hænderne fra Ansigtet.

"Gaar du?"

"Ja."

Han drejede om og aabnede.

"Og du har ikke et Ord at sige din Moder – Knud?"

"Hvad skulde det vel være – Mo'r?" – sagde han, men gik med det Samme, og lukkede Døren efter sig. – – –

Da Knud paa Vejen til sit Værelse kom forbi Frk. Rosalies Dør, hørte han til sin Forbavselse en stærk Rumsteren derinde fra.

Han bankede paa og gik ind.

168 Tanten stod midt paa Gulvet, omringet af Kufferter og Kasser, som hun var i Færd med at pakke fulde med Tøj fra en Kommode, hvis fire Skuffer alle vare udtrukne. Skabsdøren stod paa vid Gab, og paa Sengen laa Byldter af Tøj, Hatteæsker, Kjoler og meget Andet.

"Skal du rejse – Tante?"

"Ja."

"For længere Tid?"

"Ja."

"Maaske – – for altid?"

Tanten tog en Bunke Linnedtøj fra den ene Kommodeskuffe, talte Stykkerne og lagde dem i Kufferten.

"Ja."

Knud nikkede for sig selv, som om han vilde sige, at han forstod det. Saa satte han sig i Hjørnet af en lille Sofa, der stod nær op ad hende.

"Vil du tage mig med – Tante?"

Frk. Rosalie saa' op paa ham med ét af sine smaa, hastige Blik. Men uden at svare bøjede hun sig atter ned over Skufferne, mens hendes Hals og Ansigt fyldtes med Blod.

"Denne Gang er det virkelig min Mening 169 – Tante! Det er Alvor. Jeg er kjed af det nu – – og har egentlig været det længe."

Frk. Rosalie tog atter en Bunke fra Skuffen, talte Stykkerne, lagde dem til Rette i Kufferten, men svarede Intet. Og i nogen Tid sad nu Knud og saa' hen paa hende; hun syntes saa helt optaget af sin Beskjæftigelse.

"Jeg kan tænke, du flytter ind til Byen – Tante! – for at faa den Skole, du saa tidt har talt om."

"Ja."

"Ikke skulde du dèr have Brug for en Skopudser, en Pedel – eller maaske endog en Timelærer? Jeg søger anden Beskjæftigelse – Tante."

Hun svarede endnu ikke. Hun laa paa Knæ foran Kommoden, med Ryggen vendt imod ham, og Hovedet dybt i den nederste Skuffe.

"Hvad siger du, Tante? … Jeg synes dog gjerne, du kunde svare mig." Denne Gang lød det virkelig modfaldende, og han bøjede sig frem og støttede Hovedet i Haanden. "Kanske har jeg ikke altid været imod dig, Tante, som jeg burde – og det har jeg ganske sikkert ikke – men saa beder jeg dig om 170 Forladelse – hører du, Tante? – Jeg synes da i alle Fald, vi skulde skilles som gode Venner … Svar mig dog – Tante! – vil du?"

Men da hun bestandig laa lige ubevægelig, strakte Knud sig frem og saa' nu, at mens hendes Øjne laa lukkede, trillede den ene Taare efter den anden over hendes Kinder ned i Skuffen.

"Men Tante! – Tante!" raabte han, og gled ned ved Siden af hende. –

X.

171 Ogsaa over Sandinge Enge havde Vinteren draget sine hvide Mærker.

Den var begyndt med at lade Havet stige op i de dybe Grøfter og brede sig over de nederste Skifter³³ som et blankt Spejl, der stivnede i Nattefrosten. Nye Bølger vare da gledne hen over dette – for hver Dag længere og længere op i Landet.

Men som det laa dér i en graariflet Flade helt tæt op imod Byen, var Sneen kommen i en Vestenstorm over Bakkerne – fygende i vild Flugt ned over alle Skraaningerne og dyngende sig sammen her i Læ efter den lange Rejse over Heden.

I tre Dage og Nætter stod Dalen som i en hvid Damp. Og da man fjerde Dags Morgen vaagnede op, var den lille gullige By halvvejs 172 begravet i de hvide Masser. Gaden laa fuld til op over Vinduerne; enkelte smaa Huse var som helt forsvundne, og i alle Hjørner og Krinkelkroge havde Sneen taarnet sig op til sande Bjærge. – –

Endnu Dagen før Juleaften laa Sneen dyngevis i Gaden, – og Luften hang graablaa og tung over Byen med mere. Udenfor de varme Staldlænger havde den sænket sig lidt, – og omkring Møddinger var den gulbrun og sølet. Men ellers var den endnu saa ren og hvid som den Dag, den faldt.

En Smule Middagssol havde smeltet noget ned fra Husenes Rygning; men i Skyggen under Tagskjægget var det strax stivnet igjen og hang i alenlange Tappe ned imod Jorden.

Overalt var der Is. Udenfor Dørene, paa Ruderne og i et helt Skjæg under Tuden paa Vandposten. Som en fast Glasur laa den over alle Husvæggene, over Stakke og Træstammer helt ud omkring de fineste Kviste, der raslede ved det mindste Vindpust.

Det var hen paa Eftermiddagen. Der var ingen Folk paa Gaden. Henne i den nordre Ende af Byen sang Friskolebørnene i vild Sky, og fra en enkelt Lo hørtes Plejlslag. 173 Men op fra alle Skorstenene flød en brunlig Røg lavt ud i den snetunge Himmel og bredte over Byen en svovlet Os af Mosetørv.

Oppe fra Heden lød der nu og da – men med bestemte Mellemrum – et dumpt Skud, ledsaget af en lille Jordrystelse. Det var Minørerne oppe ved Jernbanearbejdet, der sprængte sig gjennem den frosne Jord med Krudt. De var nu trængt saa langt frem imod Dalen, at man kunde høre Ingeniørens skingrende Pibe.

Inde omkring i Kjøkkenerne havde Kvindfolkene travlt med Anretning til Højtiden. Julegrisen var slagtet, og Juleøllet stod i Spande og Ballier udenfor Kjøkkendøren for at svales. Lillepigen stod ved Siden og skrubbede Tarme med en Halmvisk, og inde i Bryggerset baksedes Husmandskoner med Flæskesider og lange Pølser.

Men for Resten gjorde man ikke stort Nummer ud af alle disse Ting; man vidste jo dog, at det ikke var det, som det kom an paa; og Konen i Huset gik omkring og skyndede paa, for at faa det færdigt.

Det var ikke de gamle Sandingers Tyvelispunds Julegalt for det kommende Aar, men en lille lækker Gris paa fem til sex Maaneder, 174 – og Øllet var ikke en Smule stærkere end vanligt. Til Gjengjæld lavede man saa nogle smaa fede Smørkager og navnlig nogle delikate Flødeboller, som Friskolelærer Povelsen havde faaet indført i Menigheden.

Denne Hædersmand sad hjemme ved sit Skrivebord og i sit sædvanlige Puls af Præstemelange³⁴. Foran ham laa et halvt beskrevet Ark, hvorpaa hans Haand med Pennen hvilede, medens han selv et Øjeblik lænede sig tilbage i Stolen og skuede op imod et Hjørne af Loftet med et ligesom forklaret Aasyn.

Han var om muligt bleven endnu mere glinsende i den sidste Tid. Og som han sad dér i Stolen og strøg sin fede Haand langsomt og tankefuldt ned over det store brune Skjæg, var Alt over ham livsalig Fred og Ro. Kun hans Kinder kom i en let bævrende Bevægelse, hver Gang der faldt Skud ude over Heden.

Inde ved Siden af brølte Skolebørnene op: Drenge og Piger; men især de Sidste. Naar en Sang var sluttet, hørte man en blid Kvindestemme: "Naa – lille Smaa! – nu maa vi have fat paa Tavlerne"; – men da bad de Smaa med én Mund saa ynkeligt om at maatte blive 175 ved, – og de helmede ikke, før de var igjennem alle Julesalmerne og et godt Stykke ind i Paaskens.

Povelsen hørte Intet af alt dette. Det var, som svævede han op over Jorden i den Sky, hvori han sad.

Henne fra den anden Ende af Huset, hvor Forsamlingssalen laa, hørtes ogsaa en stærk Rumsteren. Det var nogle af Byens unge Piger, der var i Færd med at pynte op derinde med Gran og Flag. Her skulde man nemlig samles i Julen til Sang og Tale og opfriske de gamle nordiske Julelege. Der ventedes en fremmed Taler: Højskoleforstander Jensen; og man haabede bestemt, at Povelsen vilde oplæse sin nye Fortælling, som han netop nu sad og lagde den sidste Haand paa.

Imellem alle de andre gode Egenskaber, var Friskolelærer Povelsen nemlig ogsaa et Stykke af en Digter. Ved Lejlighed skrev han Digte eller smaa, løftende Fortællinger om Smaakaarsfolk, som med stor Anerkjendelse fik Plads rundt om i Almanaker og folkelige Ugeblade.

Endelig forstummede Sangen inde ved Siden af. Døren aabnedes en lille Smule, og 176 en hvid Kappestrimmel og et Par Briller stak frem i Aabningen.

"Kjære Hans!" – sagde Maren – "Nu er vi færdige med Regningen."

Povelsen lod en Stund sin Haand ligge over Øjnene, som for at besinde sig. Derpaa saa' han op med et lille fraværende Smil og sagde:

"Ja, du har Ret – du Kjære! – Nu skal jeg strax – strax … Men sig mig – Ven! – har du læst Julesalmerne med de kjære Smaa?"

"Jo – lille Hans."

"Ja, det er sandt. Nu skal jeg øjeblikkelig, lille Maren, øjeblikkelig være der. … For Resten – kunde du ikke synge lidt med dem? – eller en lille Historie; det morer dem saa meget, de Smaa, – et Juleæventyr – ikke sandt? – gjør det, Kjære!" – –

Udenfor paa Gaden kravlede i denne fredelige Eftermiddagstime et Par Smaadrenge med frysende Næsetip, Øreklapper og blussende røde Bælgvanter.

Pludselig standsede den ene og stirrede med Øjnene paa vid Gab hen imod den nordre 177 Bakkeskraaning, mens en paabegyndt Snebold gled ham ud af Haanden.

Derpaa vendte han sig om og løb uden et Ord alt hvad han kunde hen imod et lille Hus noget fra, drattede et Par Gange undervejs, men naaede tilsidst ind i Forstuen, hvor han gav sig til at skrige og dundre paa Døren, indtil Moderen aabnede med et: "Hvad fejler Drengen." – Men da hun nu blev trukket ud paa Stenflisen, slog hun med et Udraab Hænderne sammen.

Lemmen i en Lo-Gavl overfor blev i det Samme smækket hastigt op mod Muren; en Tærskerkarl, der havde hørt Udraabet, stak Hovedet ud og kiggede til alle Sider. En ung Kone med opsmøgede Ærmer kom styrtende ud af en Portaabning, og Alles Øjne rettedes nu med Forfærdelse mod en sort Klynge, der bevægede sig varsomt ned over Skraaningen – dér, hvor om Sommeren en lille hvid Sti bugtede sig frem mellem Lyngen.

Det var en sex til otte Mand med en Baare imellem sig.

Dette sælsomme Budskab fløj i et Nu over Byen – ind i Kjøkkenerne, Staldene, til de Gamle i Ovnkrogen og ud igjen til Lillepigen, 178 der kastede sit blodige Forklæde og var ude med det Samme. Selv Friskolelærer Povelsen traadte hen til Vinduet med sin Pibe; de unge Piger for ud med Gran og Smaaflag i Skjødet – og hele Folket var paa Færde i Døre og Vinduer, da den stille Skare langsomt skred ind igjennem Byen.

Paa Baaren laa en Bunke gamle Klæder: tykke Arbejdsjakker og lappede Kavajer, som man næppe vilde have anet dækkede et Legeme, dersom ikke en stor blaasvullen Haand havde dinglet over Kanten. For den nederste Ende laa – som et Symbol – en sønderbrudt Skovl; og fra Undersiden dryppede ved hver stærk Bevægelse mørkerødt Blod ned i Sneen.

Thi Mændene havde ondt ved at arbejde sig frem gjennem de store Driver, der her laa mellem Husene, og trods al anvendt Forsigtighed kunde det ikke undgaas, at Baaren ofte blev rystet stærkt. Herved skete det ogsaa, at Klæderne for den øvre Ende forskubbede sig, saa et tæt, rødgult Haar kom til Syne. Og nu var det med en uhyggelig Rædsel, man forstod, at det maatte være Lavs fra Hammer Bakke.

Udenfor Byen satte Mændene et Øjeblik 179 Baaren ned i Sneen for at hvile sig. I det Samme lød Ingeniørens Pibe paany oppe fra Heden, og et nyt Skud paafulgte.

Lavs havde sammen med fire Andre været beskjæftiget med at grave et Lag løs Sand ud under en stor Knold halvfrossen Jord, da denne pludseligt var skredet over Hovedet paa dem. De Fire fik netop Tid til at undslippe; men Lavs, der vilde redde sin Ølflaske, kom kun halvt ud og fik Jordmassen ned over Ryggen. De havde hurtigt faaet ham gravet ud igjen, men der var knust Noget inden i ham; en Sten havde slaaet et Hul i Hovedet, og det ene Ben var knækket, saa Benpiben stak ud gjennem Laaret. –

– Inde i Byen var man næppe kommen sig af den første lamslaaende Forfærdelse, før der hurtigt blev purret ud i alle Gaarde og Huse til almindelig Snekastning.

En Vogn skulde i Hast til Byen efter Læge; Vejen gjøres ryddelig, inden Mørket brød frem; – det stod allerede som store tykke Banker ude over Havet.

Alle Mand lige ned til Stordrengen mødte strax paa Pletten med Skovle, og man fordelte sig i en Række gjennem Byen og ud imod 180 Bakkefoden, hvor Vejen drejede opad og blev farbar. Henved et halvt Hundrede Skovle var i et Øjeblik i Gang over hele Linien. Der blev arbejdet hurtigt, men stille og tavst. Selv Kvinderne skyndte paa, halvt grædende, og gik om med Øl; men Ingen vilde drikke.

I en halv Time var Vejen ryddelig; men ved det sidste Skovlkast væltede ogsaa Mørket ind i Dalen. Snefogdens Vogn rullede ud med Byens raskeste Heste. Et Par Mand med Skovle fulgte for det Tilfælde, at der skulde have samlet sig Sne i Hulvejene over Heden.

Hurtigt og lykkeligt arbejdede Hestene sig frem mellem de opkastede Dynger, naaede Bakkefoden og rullede op paa bar Vej – først i Svingninger op ad Skraaningen, indtil den naaede Hedens brune og hvidspættede Flader.

Her forsvandt det sidste Skjær paa Himlen. Tung og sort rugede den over dem, alt som de kjørte frem – videre og videre over den frosne Vej. – Der var to Mil til Byen; og bag dem laa en Dødens Mand og ventede, om der ikke kom Hjælp. Ingen talte. Kun Hestenes rappe Hovslag og Vognens Rumlen hørtes i Mulmet over den øde, uendelige Flade. – Snefogden selv var Kusk; og var han ellers nænsom nok, 181 saa gik Pisken nu uafladelig over Hovederne paa de stakkels Dyr, der styrtede frem. En stinkende Damp steg op fra dem og indhyllede hele Vognen. … Endelig, endelig saa' man et Lys foran sig, saa to, saa mange. Det var Kjøbstaden. –

Hjemme i Byen var der stille. Tiden sneg sig frem i angstfuld Venten. Det var sent; – men endda var der endnu Lys i alle Husene, og Skjæret faldt ud gjennem Ruderne i store Firkanter paa den hvide Sne.

Inde i Stuerne traadte Manden haardt op og ned ad Gulvet. Konen sad bleg paa Bænken med Haanden under Kinden og stirrede ind i Lampen. Blege og forskræmte krøb Børnene sammen ved Kakkelovnen, og i Krogen slog Uhret Slag paa Slag gjennem Stilheden.

Time gik efter Time; endnu var Ingen kommen. – En og Anden satte sig hen med en Bog og prøvede paa at læse; men hver anden Stund maatte man ud og se imod Vest.

Endnu Intet. Den sorte Himmel havde sænket sig endnu lavere ned imod Jorden; og nu og da faldt en tæt og stor Sne lydløst gjennem den stille Luft. Ude paa Gaden stod to 182 Mænd og talte om, at det var galt, man i Skyndingen ikke havde givet dem Lygter med.

Men rundt om i Bagdørene stod en eller anden Skikkelse og stirrede ud over Engene, – ud paa det enlige lille brandrøde Lys midt paa den hvide Flade.

Henne hos Sognefogdens var der samlet nogle af Byens fornemste Koner. Man var her enige om at ville yde al den Hjælp, man formaaede, og som nu saa haardelig tiltrængtes. Man vilde nu ikke tænke paa, at Lone ej agtede det, da Vorherre første Gang lagde sin tunge Haand paa hende og tog hendes Barn; han havde nu selv straffet hende haardt derfor, – for haardt kunde man synes; men det var vel netop, hvad der skulde til, for at ydmyge hende, og derfor vilde man nu glemme Alt og modtage hende og hvad hendes var imellem sig med al søsterlig og broderlig Kjærlighed. –

Endelig – hen imod Midnat – viste der sig nogle Lysglimt i Vest, – tre, fire Stykker, tæt sammen, og som syntes at bevæge sig. Det kunde ikke være Andet end Vognen. Man maatte have faaet Lygter i Byen.

Et Kvarterstid efter rullede den igjennem Byen. Doktoren sad lunt og godt i sin Agestol 183 og en stor Pels med Kraven op om Ørerne.

Men med det Samme brast ogsaa den Spænding, der nu Time ud og Time ind havde holdt Folk oppe i en unaturlig Aarvaagenhed. I flere Huse slukkedes Lyset; andre Steder krøb man mat sammen og frøs i Ovnkrogen, og det var kun en lille Flok af Mænd, der samledes om Doktorens Vogn, da den efter en Timestids Forløb kom tilbage og holdt udenfor Præstegaarden, hvor Pastor Momme kom ud.

Doktoren var en ung, smuk Mand med livlige Øjne og et kort, rødligt Skjæg. Han og Præsten talte en Stund dæmpet sammen.

Men med Pastor Momme var der i den senere Tid gradvis foregaaet en mærkelig Forandring, der vakte megen Bekymring i Menigheden, uden at man kunde forklare sig den.

Som han nu stod dér – halvt bortvendt – ved Vognen og talte med Doktoren, faldt Skjæret fra en Lygte lige op i hans Ansigt. Det var blegt og uroligt – og blev det ikke mindre, alt som Doktoren talte. – Det gamle tittende Smil var borte; Glimtet i hans Øje ligesom udslukt, og han saa' ikke paa Folk, naar han talte til dem.

184 "Og hun sagde slet Intet?" spurgte han, for anden Gang, halvt mekanisk og med Øjnene i Jorden.

"Ikke et Ord, tror jeg" – svarede Doktoren og trak Kraven tættere om Ørerne – "Men da en af Mændene besvimede i et kritisk Øjeblik under Operationen, sprang hun til og hjalp med at holde, – det er dog ikke saa ueffent gjort."

Derpaa svarede Pastor Momme ikke; men lidt efter spurgte han igjen paa samme Maade som før:

"Og hun vilde ingen Hjælp modtage?"

"Nej, som sagt – hun rystede paa Hovedet og var aldeles utilgjængelig. Det er vist i det Hele en sær En – hva'?"

Pastor Momme nikkede.

Men nu spurgte en Stemme fra Flokken:

"Kan Lavs komme sig?"

"Man maa næsten ikke ønske det" – svarede Lægen – "Krøbling vil han alle Dage blive, og sin Forstand faar han heller næppe mere, Stakkel. Det er haarde Konditioner at leve paa – i de Kaar."

Der blev tiet en Stund. Saa saa' Pastor 185 Momme op og spurgte med en Haandbevægelse og et Forsøg paa sit gamle Smil:

"De vil ikke træde ind og …?"

"Nej, ellers Tak. Jeg maa hjem til min Kone. Jeg véd, hun længes efter mig. Farvel."

Da Vognen var kjørt, trængte Flokken sig omkring Præsten; men han vinkede dem tavs bort, og gik langsomt op imod Huset.

Mændene saa' paa hinanden og rystede paa Hovedet; gik derpaa ind gjennem Byen og skiltes, hver ved Sit, med tavse Haandtryk.

Men der gik en let Gysen igjennem dem, da de ved Døren kastede det sidste Blik ud paa det enlige lille brandrøde Lys paa den hvide Flade. – –

Juledagene randt op i en klingrende Frost. Himlen var høj og blaa som paa en Sommerdag og formørkedes ikke af de en og tyve brunlige Støtter af Tørveos, der i den stille Luft stod ret op over Byen.

I tusinde skjære Glimt laa Solen henover den nyfaldne Sne og syntes ligesom at samle sig ude om det stakkels sammensunkne Hus, hvorover Alles Tanker hvilede. – Snedækt og skinnende laa det dér i de gyldne Straaler med sine lange Istappe og blinkende Ruder 186 som et lille fortryllet Krystalpalads i en Æventyrbog.

Men op af den lave Skorstenspibe hævede sig en ynkeligt tynd Stribe af graalig Kvasrøg, som snart igjen flød ud i Solskinnet – og som syntes at blive tyndere og tyndere for hver skjæbnesvanger Dag, der gik.

Man havde endnu ikke sét Noget til Nogen derude fra. Men hver Middag rullede den unge Doktor i sin lune Pels gjennem Byen; og hver Gang paa Tilbagevejen standsede han udenfor Præstegaarden, hvor Pastor Momme traadte ud, og den samme Samtale gjentog sig.

"Hun siger bestandig ingen Ting?"

"Nej."

"Og hun vil fremdeles ingen Hjælp modtage?"

"Nej."

Under dette samledes man fra hele Byen henne i den folkelige Friskole – saadan som det var bestemt. Man trængte til at være sammen i tæt Masse, til at sidde Skulder om Skulder og løftes op over al Uhygge, baaren paa Sangens mægtige Vinge. – Lys og frejdig 187 lød denne gjennem den klingre Luft – langt ud over Havet.

Den fremmede Højskoleforstander talte ogsaa om Balder, den lyse, blide, gode, skjønne Balder, og Povelsen vandt stort Bifald ved sin lille løftende Almuefortælling. Men navnlig følte man en sær Tryghed ved at sidde under hans rolige Blik og velgjørende Ligevægt med Verden.

Pastor Momme talte ogsaa, men ganske kort og saa lavt, at Mange slet ikke kunde høre ham. Og han berørte ikke med et Ord den Tid, da han holdt Dysten med de gamle, sejge Sandinger. –
 

Da Vinteren smeltede bort, og Foraaret begyndte at vinde Veje, var ogsaa Lavs lappet sammen igjen efter bedste Evne. Men – som Doktoren havde sagt – Krøbling blev han alle Dage, og sin Forstand fik han ikke mere igjen.

Han var bleven lam omtrent over hele Kroppen og visnede helt hen. Det ene Øje var ganske lukket til; over det andet laa det store Laag saa langt ned, at der kun var en ganske smal Sprække tilbage, hvorunder den 188 sorte Pupil saa's at bevæge sig frem og tilbage.

For det Meste laa han i Sengen og lallede med Tungen som et Barn. Men naar Solen skinnede rigtig varmt, kunde man inde fra Byen se Lone bære ham ud i sine Arme og sætte ham paa en Halmvisk, med Ryggen støttende mod Muren. Her kunde han da sidde i Timevis og plire op i Solskinnet gjennem sin smalle Sprække.

Men dette var næsten ogsaa det Eneste, man hørte eller saa' til dem derude, og længe begreb man ikke, hvorledes de fristede Livet, indtil Halte-Stine, som boede nærmest derude imod, kunde fortælle, at Lone havde faaet en Væv sat op, som hun – Stine – kunde høre hende træde i dobbelt Takt fra Morgen til Aften. Og dertil paastodes det, at kjørende Folk om Natten havde mødt Lone midt paa Heden, bærende store Byldter af Væv og Garn til og fra Byen.

Folk, der var kommen der forbi, talte om, hvor forfærdeligt der saa' ud derude; om hvordan Børnene havde staaet gjemte bag Døren og set ud efter dem med store, sultne Øjne, indtil Lone havde kjørt³⁵ dem ind. Og 189 Lone selv havde set frygtelig ud; hendes Haar var bleven næsten hvidt og ganske tyndt, med Lag af Snavs og Skjæl i Bunden; hendes Krop dobbelt oppustet, tung og usund af al den megen vandede Føde.

Selv den lille spinkle Karen kunde man i Mørkningen se at vade hjemad over Engene, slæbende paa Ryggen en tung Dragt af Kvas, som hun havde samlet i Skovene nordpaa ved Torp, hvor hun var sat i Skole. –

Saa var det en Aften i det begyndende Foraar. Solen var gaaet ned, og Engene begyndte at ryge, da en Storm rejste sig fra Vest – en tør, forrygende Storm, der ude fra Heden kastede sig ned i Dalen og fyldte Luften med smaabitte usynlige Sandskorn, der stak i Huden som fine Naale.

Paa Gaden var der tomt. Lysene i de enkelte Vinduer skinnede ganske rødt i den støvfyldte Luft; men Himlen hvælvede sig over: dyb og ren og blaa.

Kun en enkelt sjælden Gang fo'r en lille forskræmt Sky i stor Hast som en Uldtot hen under Stjernerne – og bort ud over Havet.

190 Langs den lange hvide Kirkegaardsmur, i Læ for Vinden, gik en lille Mand rastløs frem og tilbage. Enkelte stærke Stød, der svøbte sig om Hjørnerne, slog med Smæld Frakken omkring hans Knæ og legede med de hvide Haar, der faldt ned under den brede Hat. Men han ænsede det ikke. Nu og da kastede han blot et Blik ud imod det enlige Lys under Hammer Bakke.

Det var Momme.

Endelig tog han Mod til sig og gik ud imod Lyset.

Endnu inden han havde taget om Dørklinken, havde Lone rejst sig fra Væven, og hun modtog ham staaende, med Haanden paa Stoleryggen. Hendes store, brede Skikkelse skyggede for Lyset, der stod bag ved hende paa Væven; og det store Rum laa i halvt Mørke. Men Pastor Momme kunde dog netop se, at et gammelt runkent Hoved og det Øverste af en Uldtrøje, idet han traadte ind, stak frem af en Alkove eller Bagerovn i Bagvæggen.

Henne i Sengen ved Vinduerne, dybt nede i den forpestede Halm, laa Lavs og lallede, – Børnene laa i Kistebænkene og sov. Men lille 191 Karen krøb sygt sammen paa Boels gamle Bænk ved Ovnen, med det tunge Hoved hvilende paa Væggen, Øjnene lukkede i det blege Ansigt. Hun vaagnede først, da Præsten begyndte at tale.

"Jeg – jeg har et Brev til Dem, Lone. Posten bragte det i Dag, og …" Han stammede; hans Pande svedte, og han saa' sig omkring ligesom efter Noget at holde sig ved. "Det er fra Boel – tror jeg."

Men idet han vilde række hende Brevet, sagde han videre:

"Kan De læse Skrift?"

"Nej."

"Skal jeg læse det for Dem – Lone?"

"Ja."

Han brød Brevet. Men forinden han udfoldede det, spurgte han lavt og med et Blik hen til Sengen:

"Véd hun …?"

"Nej."

Han skjød Brillerne helt op i Panden og holdt aandsfraværende Brevet helt op under Øjnene uden at tænke paa, hvor mørkt her var. Det saa' ud, som om han gjennemløb Linierne; men hans Øjne søgte uroligt Noget 192 henne paa Gulvet, der havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed. Det viste sig at være en Bunke skidne Klæder. Men det lerede Gulv rundtom og over hele Stuen saa' han nu laa fuldt af Halmstumper, fedtet Papir, Fejeskarn og gamle stinkende Klude.

Det runkne Ansigt i Bagvæggen stirrede ubevægeligt paa ham; Lones store, stumme Skikkelse stod og skyggede for Lyset. Hele dette sorte, klamme, snavsede, forpestede Rum med al dets Elendighed, Forhærdelse, Lidelse og Jammer trængte sig ind paa ham, saa Papiret skjælvede under hans Øjne. Han rev det ned:

"Lone! – Lone! – " brød det endelig hæst frem, hvad der havde ligget og gjemt sig hos ham i alle disse tyve Aar – "Lone! – Lone! Hvor holder De dog dette ud? – Hvor holder De dog dette ud – Menneske? Det er jo forfærdeligt – er det dog ikke? Men hvor faar De Kræfterne fra? – Hvem giver Dem dem ? – Sig mig det – sig mig det – Det er jo umuligt næsten. Hvor kan De?"

Det kom saa forpint og fortvivlet fra ham, som om han vilde græde. Men da han intet 193 Svar fik, gik han tæt ind under hende og saa' hende op i Øjnene:

"Drikker De?"

"Nej."

"Det er ikke sandt. Det maa De gjøre. Hvad holder Dem ellers oppe? For Guds Skyld dog – hvor kan De det? Det … det …"

Han kunde ikke faa det frem. Stuens klamme, tunge Os kvalte Ordene for ham. Og da hun blev staaende lige stum og ubevægelig med Haanden paa Stoleryggen, brød Alting ligesom sammen i ham. Han gav Brevet tilbage og hastede ud af Stuen med et kort, uheldigt Forsøg paa et Farvel.

Udenfor arbejdede han sig med al sin Kraft frem imod Vinden og kom ind til Byen. Uden Hensigt gik han helt igjennem den og tilbage igjen. Han kom forbi den folkelige Friskole; men da Nogle begyndte at synge i en Gaard tæt ved, vendte han om og atter hen imod den lange hvide Kirkegaardsmur – frem og tilbage.

Han tænkte paa den varme, døsige Sommerdag for over tyve Aar siden, da han fra Bakkerne i Vest kom støvende ned i Dalen 194 med sine tre-fire Toplæs af Flyttegods; det sindige Folk, der stod ude i Engene og stirrede med Øjnene fulde af Forbavselse; de Aar, der fulgte paa – Kampens Aar, Haabets Aar …

En besynderlig formummet Skikkelse sneg sig inde fra Byen langs en Ladebygning, støttende sig med en Haand mod Muren. Uden at tænke derover vendte Præsten blot om; og da han ikke vilde ses, gik han gjennem en Laage ind paa Kirkegaarden, hvor han mellem Gravene fortsatte sin rastløse Vandring. –

Imidlertid sad Lone sammensunken paa sin Stol ved Væven og stirrede ud over Gulvet. Tæt inde undet Lyset laa Boels Brev opslaaet. Strax Præsten var gaaet, var lille Karen bleven jaget i Seng inde i det sorte Hul ved Siden af, og Lone havde sat sig til at stirre ind i Brevet.

Og nu var det, som om Kræfterne svigtede hende; som om hun sank sammen under en Byrde, der endelig blev hende for tung. Hun tog sig ofte til Hovedet; det sank dybere og dybere ned mellem hendes Knæ.

Men den sælsomme Skikkelse, der havde sneget sig inde fra Byen langs Ladebygningen og hastet ud over Engen, var nu naaet hen til 195 det lille Hus og stødte Døren op. Det var Boel.

Med sønderrevne Klæder og det forblæste Haar ned over Ansigtet efter den vilde Flugt hjemefter, støttede hun sig til Dørkarmen og holdt et Øjeblik Haanden over Øjnene, inden hun turde se op.

Hendes første Blik gjaldt Moderen, der var sprunget op, men som maatte sætte sig igjen. Derfra gled det hen imod Sengen, hvor hun saa' sin Fader sove nede i Halmen, men ellers Intet mærkede. Ud fra Bagvæggen stak det tavse Hoved atter frem og stirrede, og lille Karen i sin flortynde Særk var sprunget frem i Døren ind til Kjøkkenet.

Boel gik frem imod Moderen og rakte hende den ene Haand, mens hun med den anden strøg Haaret tilbage fra Panden. Lone saa' op og ned ad hende med et sky Blik fra Siden; men da hun mærkede det faste, villiestærke Haandtryk, slog hun pludselig Øjnene op imod hendes og stirrede længe i dem.

Nu forstod de hinanden. Og sagte gled Barnet ned i hendes Skjød, og hun fangede det i sine Arme.

En lang, lang Stund laa Boel dèr gjemt 196 ved Moderens Bryst og hulkede svagt. Og Lone glattede hende stille over Haaret. – –

Men ude i Vinden gik den gamle Præst sin rastløse Vandring frem og tilbage henover det Sted, hvor de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave. –