Stækkede Vinger

Af Henrik Pontoppidan

I [titelblad]

STÆKKEDE VINGER.

AF

Henrik Pontoppidan.

—

KJØBENHAVN.
ANDR. SCHOUS FORLAG.
I. COHENS BOGTRYKKERI.
1881.

II [blank]

III

INDHOLD.

IV [blank]

1

Efter Ballet.

2 [blank]

3 Alt siden Foraarsballerne havde der hist og her i Krogene været hvisket noget i Retning af Karsten Lund og Klara Hedemann. De unge Nysudsprungne troede det fuldt og fast; men de Ældre rystede erfarent paa Hovedet: betyder ingen Ting.

Et lille smilende Sideblik, lidt Viftekommers – kanske en Buket i Kotillon¹; det var det Hele.

Ganske vist – hun havde stundom en egen straalende Maade at se til Siden paa; hun kunde lægge sin Vifte saa kildrende fortroligt paa Armen og fæste sin Buket i Knaphullet med en saadan – halvt bly, halvt øm Hengivelse, som om hun gav sig selv med det Samme.

Men hun var et forvænt lille Vidunder, der ikke var fri for at være meget koket. Og han var en udstuderet Kurmager, der havde den stygge Vane at kikse² med Øjnene til alle de kvindelige Skjønheder, han mødte paa sin Vej – lige fra Ammerne i Kongens Have, til Ministerens Datter ved Vinduet i Bredgade og Nonnerne paa Toldbodvejen³.

Tilmed var han ingen Ting – uden sin Plejemoders Plejesøn. Og det var der endda særlig 4 Indviede, som mente, var adskilligt mindre end slet ingen Ting.

Men altid saa' man ham slentre op og ned ad Østergade ved en Vens Arm, hilsende og smilende til hvert andet Menneske. Fra Theatrenes første Parketrækker kunde man bestandig se hans hvide Elfenbenskikkert drage langsomt hen over Balkonens Damer, dvæle et Øjeblik hist og her og gaa videre. Han spiste sin Frokost hos Gianelli⁴, Middag hos Seekamp⁵, var Abonnent saavel i Tivoli og Concert du Boulevard⁶ som i Dansesalonernes Gardinloger – og maître de plaisir⁷ hos Constance Rasmussen ved Nørrevold.

Han var en af disse Lykkens forkjælede Skjødebørn, disse mystiske, pludselig opdukkende Æventyrprinser, der synes at leve en ende- og ørkesløs Glæde; men som dog mellemstunder kan vække dunkle Anelser om Æventyrets skjulte Gaader ved at standse den vildeste Fryd med et tungsindigt Smil, der synes forraade, at selv Lykke kan kjøbes for dyrt. –

Karsten Lunds saakaldte "Plejemoder" var den bekjendte Fru Brasen⁸ – bekjendt saavel for sine store Rigdomme som for sin store Godgjørenhed. Hun var en lille vissengraa Kone, af hvis underlig undselige Lader og sorte, simple – næsten fattige Dragt man ikke skulde gjætte sig til hendes to Tønder Guld.

Hun var meget forlegen; og over for Gejstligheder 5 kunde hun formelig rødme. Thi hun var en Smule præstesyg, den gamle Enke, og det var med en stille Fryd, hun saa' de kjøbenhavnske Velærværdigheder⁹ flokke sig omkring hende og lovprise hendes ædle og kristelige Gjerninger.

I et ydmygt lille Sted i Villakvarteret samlede hun til Stadighed en fast Kreds til smaa selskabelige Sammenkomster, ved hvilke et ungt Menneske, der benævnedes hendes "Plejesøn", altid optraadte som en Slags opvartende Kavaler. Og naar dette unge Menneske for hvert Aar – eller oftere – skiftede Person, da saa' Velærværdighederne deri et bestandig fornyet og smukt Vidnesbyrd om hendes ejegode Hjærte og usvigelige Kristenkjærlighed, hvilket de heller ikke sparede paa at fortælle, mens den lille Frue undseligt bøjede sit graanende Hoved.

"O – det er kun saa lidt jeg kan" – plejede hun gjerne at sige – med Hovedet lidt paa Siden og Haanden forlegent om Hagen. Og bestandig endte hun det med en genert lille syngende Mellemting af et Røm og et Hm!

Det var for et godt Aar siden – ved et Aftenselskab med afgjort gejstligt Præg – at Karsten Lund første Gang blev presenteret som hendes Plejesøn. Han var senere tilbøjelig til at skylde det den Omstændighed, at der i Selskabet fandtes en ny Provst, for hvem hun gjerne vilde vise sig. Men den Aften straalede han af Taknemlighed og Henrykkelse over den saa ganske uventede Lykke, og begyndte strax paa Hjemvejen med at give 6 Champagne til nogle unge Kapellaner i en Østerskjælder¹⁰.

Hvor det vil glæde Mor! – var hans første Tanke. Men da han fik fat paa Pennen, var der Noget, som holdt den tilbage. Og jo længere han tænkte, desto dybere dalede Begejstringen og gav Plads for en ædrueligere Betragtning, som ingenlunde kom ham tilpas.

Han havde været hendes Eneste. Hans Fader var død for mange Aar siden som fattig Adjunkt, og fra den Stund havde det været hendes Trøst og Stolthed ved sine Hænder at arbejde ham frem. Endnu i sine sidste Breve havde hun været fuld af Glæde og Taknemlighed, fordi hun kunde sidde ved sin Symaskine og møjsommeligt lægge Krone ved Krone til de Halvtreds, hun sendte sin store Søn hver Maanedsdag. – – Kunde han nu ogsaa nænne det? – I alle Fald var der ingen Grund til det strax; maaske var det blot et løst Ord af den gode Frue . . . . Og saa skrev han lange Breve hjem, hvori han var saa glad og lykkelig – uden at nævne Fru Brasen.

Men som den rige Frues Plejesøn kom han snart ind i den selskabelige Hvirvel, og jo mere Nyt han lærte af sine nye Venner, desto mere var der ogsaa, som ikke kunde skrives hjem, saa at der tilsidst næppe var andet Sandt i alle hans lange Breve end netop Datoen.

Imidlertid susede han om fra Selskaber til Koncerter, fra Koncerter til Baller, og gjorde – i 7 Begyndelsen til sin egen store Forbavselse – stormende Lykke, selv hos de mest fejrede Skjønheder. – Man kjendte ikke meget til ham, og om sin Fortid var han meget tilknappet; men han var smuk, beleven og en udmærket Danser, og det var Alt, hvad man brød sig om at vide.

Men oppe paa fjerde Sal i det samme Hus ved Halmtorvet¹¹, hvor Karsten Lund havde et Par smukke Førstesalsværelser, – dér boede en gammel Enke, som havde et lille simpelt Tagkammer at udleje til honnette Mandspersoner. Og hun vidste en hel Del at fortælle om en skikkelig, rolig Lejer, der havde siddet saa flittig over sine Bøger og altid betalt bestemt paa Maanedens første Dag – endda det var en sølle Stodderstudent, der var saa fattig, at han sjeldent havde anden Middagsmad end en røget Sild eller en Napoleonskage.

Endnu den Dag i Dag kunde hun timevis fortælle om "det pæne lille Menneske" og hans rørende Økonomi, som hun i sin Hjærtensgodhed ofte havde bødet paa ved en Kop varm Kaffe med en besmurt Hvedebasse. Siden han blev en fin Herre og flyttede ned paa første Sal, rystede hun paa Hovedet af ham: han jankede¹² med Tjenestepigerne og var nok skjødesløs med Lejen. Men den Gang holdt hun af ham, som sit eget Barn; og navnlig var hendes Properhed bleven tiltalt af den hensynsfulde Omstændelighed, hvormed han i hele Minutter havde kunnet tørre og skrabe sine Fødder, inden han bankede paa hendes Dør – hvad der var saa 8 meget desto høfligere, eftersom han aldrig stak mer end det halve Hoved ind – for at spørge om det, der den Gang var ham mer end baade Mad og Drikke: disse langstrakte Konvolutter med den kjendte knudrede Haandskrift og det gammeldags S.T.¹³ oppe i det nordvestlige Hjørne. –

Nu, naar Karsten Lund sad og vippede i sin Gyngestol paa første Sal, og saa' paa Røgen fra sin Cigaret, kunde han smile – stundom lidt vemodigt rigtignok – ved at tænke paa denne sin "Uskyldighedstilstand" oppe paa Kvisten, – da han i sin provinsielle Naivetet stak Folk paa Haanden og klædte sig i sin bedste Stads for at gaa i Theatret paa Galleriets bageste Rækker.

Han kunde stundom finde en forunderlig Hvile ved at sætte sig tilbage til den Tid, da han kun havde en eneste Ven i den debuterende Urtekræmmer i Kjælderen, og ved at erindre sig det lille rosinduftende Soveværelse ved Siden af Butikken, hvor han om Lørdagaftenen tilfredsstillede sine Ungdomskrav ved et Glas Toddy af Ugens Romslatter, og ved – gjennem Urtekræmmerens natlige Selvoplevelser i de obskure Smaagader – med rødmende Nyfigenhed at gjætte sig til Lastens Mysterier.

Karsten Lund var nu en fuldt udviklet Gentleman, presentabel hvor det skulde være. End ikke hans sorte Haar mindedes i mindste Maade sine purrede Ungdommeligheder, men faldt verdenserfarent: glat og fedtet fra den snorlige Skilning i Midten. Hans bløde, fine Klæder sluttede elegant 9 til hans smidige Figur, og hans Skjortebryst var saa skinnende stift, at han kun med Skuldertræk kunde se paa Moderens hjemmesyede Kraver med de smaa broderte Korsblomster langs Brystlinningen – dem hun med saa megen Flid og Omhu havde syet til ham for de Tilfælde, han skulde være særlig fin. –

Om Efteraaret brød Ballerne ud paa Ny – videre og videre ligesom en smitsom Syge. Karsten Lund og Klara Hedemann kom atter ofte sammen, og det syntes, som om selv de ældre Erfarne fik Noget at hviske om i Krogene.

Disse listige smaa Kneb for at komme til at danse sammen blev mere og mere gjennemskuelige, mindre og mindre uskyldige. Og det fyrige Smil, hvormed hun efter en saadan heldig Manøvre kunde lægge sig i hans Arm, syntes næsten at tyde paa en halv Forstaaelse.

Da nu December Maaned – efter hvad kyndige Folk vil paastaa – skal være den belejligste Maaned at forlove sig i, maa man antage, det var af den Grund, Karsten Lund bestemte Grosserer Cramers Bal til den første egentlige Tilnærmelse; – saa kunde nemlig det Hele være afgjort til Julen, og det er saa yndigt at være nyforlovet i Julen og til alle Juleselskaberne.

Vist er det: den Aften gik mange af de mange Mange, der havde levet mellem Haab og Frygt, hjem fra Grosserer Cramers Bal med Kraven op 10 over Ørene og det højtidelige Løfte at ville vie deres Liv til det hellige Cølibat.

Men hun var ogsaa ualmindelig bedaarende – ligefra de lysegule, fjerlette Lokker til den faste lille Fod; ligefra de vælige¹⁴ Kast med Hovedet til nogle listelige Smaabevægelser omkring de to smaabitte pudsige Smilehuller, hvorover saa mangt et frimodigt Blik havde snublet. Og der var noget saa kuriøst Muntert i den Maade, hvorpaa hun af og til vædede sin Overlæbe med den yderste lille røde Spids af Tungen, at det maatte kunne faa Hjertet til at hoppe i en hundredaarig Ærkebisp. – –

– "Nej, lidt gelinde – min unge Ven! Jeg spørger – saa' du hende? – hende derhenne i den røde – hende med Skuldrene. Ah! noget saa Delikat! – hva? – " sagde den langbenede Fuldmægtig i Kirkeministeriet, ved hvis Arm Karsten Lund – som sædvanlig – dinglede op og ned ad det bonede Dansegulv.

"Hvorledes? – hvad sa' du? – hvem?"

"Hvad jeg sa'! – men du har jo Feber, Kjære!" – udbrød Fuldmægtigen og standsede brat.

"Jeg! – Er du gal – " sagde Karsten og søgte at lege ligegyldig med sin Chapeau-bas¹⁵.

Men det var dog tydeligt, at han ikke havde sin sædvanlige Opmærksomhed paa de blanke Øjekast og forføreriske Smil, der sendtes ham bag de blinkende Vifter, hvorimod han hvert Øjeblik saa' uroligt paa sit Uhr, og holdt skarpt Udkig med Døren, hver Gang den gik.

11 Hun kom sent. Men da Døren lukkede sig bag hendes gule Atlaskslæb, og hun et Øjeblik blev staaende med Haanden paa Laasen, var der en egen indsmigrende Ynde i det lille skjelmske Smil, hvormed hun bed i en Snip af sit Kniplingslommetørklæde; og der var noget sært Fristende ved den lille blanke Skulder, der tittede op over det nedringede Kjoleliv. Og hendes dunkelblaa Øjne skinnede saa vidunderlig klare, som om de havde indsuget al Dagens Sol og snildeligt forstaaet at gjemme dens Straaler til dette belejlige Øjeblik!

"Hende – eller Døden!" – tænkte Karsten Lund. Og uvilkaarligt gav han et Ryk i Vennens Arm, da hun med et lille elastisk Sæt sprang fra Døren, og i et Par smaa Skridt løb over Gulvet for at omfavne en Veninde – saa lidenskabelig heftigt, som om hun ikke havde set hende i tusinde Evigheder. –

Under de første Danse hændte der intet Mærkeligt, uden maaske det, at de gamle Damer i Døren knistrede¹⁶ af Forargelse over den inderlige Maade, hvorpaa et vist Par dansede. – Det var næsten uanstændigt – især saa nedringet – men de unge Piger nu til Dags havde kastet al Blufærdighed over Bord – tænke sig, at de nu ogsaa begyndte med Indskjæringer i Ryggen! – at de ikke gik i Jorden af Skam!

Først efter Bordet fik Karsten Lund Mod til i en "Blomstertur" at trykke hende lempeligt i 12 Haanden, og da han saa' op, smilte hun med lidt Rødme.

Musiken spillede "Champagne-Gallop". Parrene hvirvlede ud imellem hinanden saa hurtigt, at Damerne ikke fik Tid til at samle Slæbene, der fejede hen over Gulvet. Der var hvide Slæb med røde Sløjfer, og røde Slæb med hvide Sløjfer; der var lange spidse blaa, og grønne med uskyldige smaa Garneringer. Men forgjæves spejdede de gamle Damer i Døren efter et gult Atlaskes, der ellers altid plejede at være med; og med en fin lille Spøg beklagede Frk. Klaras Kavaler – en elskværdig Provisor – at Frøkenen pludselig var bleven saa aandsfraværende.

Men under de sidste Danse saa' man den unge Hr. Lund og den unge Frk. Hedemann sidde gjemt i en skjult Krog, tæt sammen i fortrolig Hvisken – han bøjet over mod hende, med Armen paa hendes Stoleryg; hun stille rødmende, med sænket Hoved, bladende sin Vifte.

Deres enlige Afsked ude i Entréen blev – ganske tilfældigt – iagttaget af et Par ældre Damer bag en Dør. Med Smil tillod hun ham at hjælpe den lille Silkefod i de lodne Gummisko; med sendrægtig Omhyggelighed lagde han den hvide, lækkert bløde sortie de bal¹⁷ om hendes blanke, runde Skuldre. Og inden hun gik, rakte hun ham Haanden, som han holdt længe, mens han sagde nogle sagte Ord, der fik en stærk Rødme op i hendes Kind 13 og Brystet til at svulme, saa det blev kjendeligt uden paa det bløde, lodne Slag.

Vognen rullede afsted paa den frosne Gade, en Tjener sprang af Bukken, lukkede Vogndøren op, fandt Portnøglen – og det raslende Atlaskslæb ilede opad Trapperne, efterfulgt af Tjeneren med en brændende Svovlstik. Men da Frøkenen stod i sit Kammer, kunde hun intet Andet huske end disse sidste Ord, han havde sagt; og da hun puttede sig i sin Seng, syntes hun, det var Sekundet efterat hans Haand havde brændt i hendes, saa tydeligt fornam hun endnu den varme Blodstrøm, der havde overrislet hende.

Sove kunde hun ikke, vilde ikke heller. Blot svøbe sig i Tæppet og dysses hen i denne salige Taage mellem halv Drøm og halv Døs, der sænker sig over Sjælen som en Omfavnelse. Sagte og sødt gled hun hen i dens vuggende Arme, mens højt, højt oppe i det uendelig Fjerne en stille, ætherisk Dansemusik dalede ned over hende i et evighedslangt crescendo. Tone for Tone dryssede ned som Kys paa hendes Øjelaag – saa blide og bløde som en rislende Regn – og gjød sig hen over hendes Legeme som et tungt Lagen. Stærkere og stærkere blev Jubelen i Luften, indtil den pludselig døde hen i et underlig skarpt Fuglekvidder, og da – –

Og da hun slog Øjnene op, var hun hed om Panden, helt ned over Halsen. Og til hendes Forbavselse skinnede Solen vakkert paa den lille blaa Plet af Himlen, som hun kunde se fra Sengen. 14 Hvide, fængslende Skyer drev stille hen under den for en mild Luftning, og et Par smaa Fugle svirrede frem og tilbage med en lystig Morgensang. – Saa havde hun dog sovet.

En lille Solstrime faldt skraat ned paa hendes røde, stukne Sengetæppe, og saa nær forbi hendes Ansigt, at de smaa svævende Støvgran og Dun-Fnug, som boltrede sig i den, syntes hende mægtig store. – Med begge sine hvide Arme bag om Nakken og ind under det løst udslagne Haar laa hun længe ubevægelig rolig og saa' paa, hvor fornøjeligt disse travle Smaalegemer tumlede sig ud og ind imellem hverandre. Og der var saa ganske stille omkring hende, at det kom hende for, hun kunde høre det, naar de bumsede sammen.

Hendes Øjne blev saa store og klare; en let Rødme lagde sig over hendes Kinder, og Læberne bevægede sig stundom ganske svagt. Men pludselig kastede hun sig om paa Siden, trykkede Kinden dybt ind i Hovedpuden, og kyssede den. –

Noget saa Besynderligt som Frøkenen i de tre Dage mellem Grosserer Cramers Bal og den "nedringede Middag" hos Justitsraad Fischer – havde Stuepigen Marie aldrig set.

For Spillelæreren var hun syg. Spasere gad hun ikke – ja selv for sin fortroligste Veninde Agnes, med hvem hun ellers hver Dag plejede at "gjøre Routen", nægtede hun sig hjemme. – Maden kvalmede hende. Den yndige Skuespiller ved det 15 Kongelige var med Et reduceret til et "væmmelig fordrukkent Ansigt". – Strausz var simpel, Schumann kjedelig. Og "Djævelens Kusiner"¹⁸ var pludselig bleven en daarlig Bog.

Kun enkelte Steder kunde hun med Flid opsøge; nemlig saadanne, hvor Arthurer og Clementiner for første Gang tilstaar hinanden deres Kjærlighed. Der fordybede hun sig ret, og gjentog stille for sig selv, hvad han sa'; men især hvordan hun svarede.

Hun kunde ikke selv begribe, at hun kunde være saa dum. Men hun var nærved at blive ganske syg. Tiden syntes hende at snegle afsted, samtidigt med at hele Timer forsvandt for hende, – og de tre Dage fik aldrig nogen Ende.

Men da saa endelig det Klokkeslet kom, hun havde ventet paa med Feber, maatte Vognen holde en halv Time for Porten, inden Frøkenen var færdig. Og da hun tilsidst ganske fortumlet blev puttet i Vognen, maatte den stakkels Stuepige endda to Gange op paa tredie Sal – først efter Viften, og saa efter Lommetørklædet. Og saa glemte hun dog begge Dele i Vognen, da hun stod af hos Justitsraadens.

Det hændte hende ellers altid ved en Balsal, at Laasen var den gjenstridigste Laas af Verden, som paa ingen Maade vilde op, før hun havde vrikket og leet, og leet og vrikket – med en Ubehjælpsomhed saa yndig, at det var mer end nok til at gjøre det af med de handskepaatrækkende 16 og haarglattende Herrer, som befandt sig i Entréen. Og naar saa endelig Døren kom op, var det saa hastigt og med et saadant Brag, at hun maatte le ganske højt.

Men Justitsraadens Laas var den sagtmodigste og medgjørligste Laas af Verden, og Døren gik ligesaa let og lydløst som Klara Hedemann selv, der blot skottede hen over Salen, inden hun gjemte sig bag en Dameklynge. Men dersom ikke Lejetjeneren havde varskoet i Tide, var hun gaaet lige midt ind i Selskabet med de lodne Gummisko paa Fødderne.

Hun var i en snever, lyserød Kjole, let højhalset. Det dybe Skaar for Brystet havde hun gjort mindre ved en dobbelt Række Kniplingsblonder. Det gule, glinsende Haar var strøget glat op til en græsk Frisure, og havde ikkun en enlig Rose.

Middagen var festligt arrangeret med Blomster og fint Service, og gik saaledes som den Slags Middage evig og altid gaar, og som Folk desuagtet aldrig blive kjed af. Det var det samme Gamle om igjen for hundrede Gang – ligetil Sauce ned ad Ryggen, Løjer med Knaldbonbons og Favnemaal af Skaaltaler under Champagnen.

Bagefter blev der – saaledes som det ogsaa gjerne sker – tilstaaet Herrerne en halv Time til en "lille Tomme" i Rygeværelset, naar de højtideligt vilde love at komme ud til Dansen, saa snart der blev klappet op. Nu er en halv Time ikke 17 lang Tid til at fordøje sex Retter Mad, syv Slags Vin; men de vel trainerede Herrer brugte til Gjengjæld Lungerne saa forsvarligt, at den lille halvmørke Rygekoupé snart saa' ud som tyve smaa ildsprudende Bjærge, og fyldtes af denne behagelige Damp af fin Havanna og stærk Mokka.

Stemningen var yderst animeret og mæt. Konversationen mere omfattende end egentlig dybtgaaende. Den langbenede Fuldmægtig troede at besvare Adjunktens Bemærkninger om det højere Skolevæsen ved en indgaaende Betragtning af Cirkus Renz' Dametrikots¹⁹.

Men Karsten Lund var uforklarlig underlig den Aften. Han, som ellers altid var mellem de Livligste, rejste sig pludselig fra al denne forspiste Passiar, og stillede sig hen ved Vinduet, hvor han længe blev staaende saa stiv som en Støtte. Mellem Rudernes glidende Fnug af tung Tøsne stirrede han ud over den brede, taagede Gade, hvor kun en rød Skildvagt gik og frøs mellem to Lygter, som fra hver Side lyste paa det røde Skilderhus.

Klara Hedemann havde strax ved Bordet lagt Mærke til den paafaldende Forandring i hans Væsen. Han havde næsten ingen Ting spist; og trods det, at han havde drukket en Del, blev han dog lige ordknap og underlig. Men akkurat saadan var hun ogsaa selv, og saa mente hun, at hun forstod det.

Thi hun kunde jo lige saa lidt som saa mange Andre ane, at Karsten Lund sad i bristefærdig Gjæld.

Den forfrosne Skildvagt anede heller næppe, 18 hvormange besynderlige Skikkelser han antog for den bedrøvede Balkavaler, mens han der gik sin ensomme Vandring mellem de to Lygtepæle og bankede sine valne Hænder paa Geværkolben. – Snart var han som en uhyre Pengesæk; snart som en nedrig Pengepiner²⁰ med milelange Regninger; snart som en lille vissengraa Kone, rugende over Bjærge af Guld; – men mest dog som en enlig, graanende Moder ved en stor Symaskine i en lille hyggelig Stue med mange smaa sorte Familiesilhouetter paa de mørkegraa Vægge.

Karsten Lund vidste næppe selv, hvormange Forvandlinger den stakkels Skildvagt havde maattet gjennemgaa, da han følte En lægge sin Arm tyngende i hans; men han blev ved at se ud. Han kunde mærke paa Maaden, at det var hans langbenede Ven Fuldmægtigen, og at denne netop havde naaet denne stille nydende Fordøjelsesstemning, som det var hans Force hverken at overskride eller undergaa.

"Naa, min unge Ven! – hvad stikker dig i Aften? – Du ser jo ud som en Selvmorder i Regnvejr."

"Aa – lad mig være – " sagde Karsten Lund kort, og stødte til ham med Albuen.

"Naa – naa. – Jeg véd jo det Hele – gamle Ven! – Rykkerne har været uelskværdige – ikke sandt? – Og du har været oppe hos din højst elskværdige Plejemoder i Dag – to Gange endogsaa; jeg véd det. – Naa, aabnede hun for 19 Sækken. – – Bum! – Du behøver slet ikke at sige mig det; jeg kjender hende Pinedød vel nok, den søde Sjæl. Man kan lettere faa Rundetaarn til at spille paa Fortepiano end pine en Tikrone ud af den gamle Sparegris. – Naa, bare ikke for ømskindet for den Slags; du lærer sgu nok at blive mere haardhudet – min Dreng!"

"Aa ja – det gjør jeg vel."

Fuldmægtigen saa' pludselig op paa ham, og gjorde et beklagende Skuldertræk. Dette kom saa tungt. – Og nu begyndte han at forstaa det. Allerede i længere Tid havde han anet, at der var noget Galt fat mellem Vennen og dennes Moder, navnlig ved at lægge Mærke til det Besynderlige, at hendes Breve endnu bestandig var adresserede til den gamle Kvist.

Saa drog han Vejret saa ubeskrivelig langt og mæt, tyngede sig med hele sin Vægt i hans Arm, og sagde saa deltagende som han kunde:

"Er det det Sludder med din Mor – hva'?"

Karsten Lund sagde ingen Ting, men begyndte at tegne Figurer i Duggen paa Ruderne.

"Saa véd du det altsaa allerede?"

Karsten Lund vidste ingen Ting, turde heller ikke spørge; men blev blot saa underlig stakaandet, og standsede sin Finger midt i en Krusedulle.

"Jeg talte i Eftermiddags med en af dine Kreditorer – Gud velsigne ham i hans Grav! – du véd, det er ogsaa min. Han sagde, de vilde skrive hjem i Morgen, dersom du ikke skaffede Mønt."

20 "Ja saa –", sagde Karsten ganske kort og tykmælet, og rettede paa en af de gamle Figurer.

Fuldmægtigen saa' op paa ham igjen.

Stakkels Fyr! – tænkte han, klappede ham paa Skulderen, og gik. Han vilde ikke fordærve sin behagelige Stemning. Men da han havde tændt sin Cigar, kom han tilbage og hviskede ham – ligesom lidt tungsindigt – i Øret:

"Du skulde rejse væk, Karsten. Det er den eneste Maade, man kan komme ud af al det Skidteri paa; – ellers bliver man Pinedød hængende. Du kan ta' mig til Exempel – eller se paa vor gamle Ven Reeban – saadan ender vi. Var jeg blot kommen bort – den Gang; – nu er jeg for slap – du!"

I det Samme bankede det paa Døren, og inde fra Dansesalen lød de første Toner af Violiner, der blev stemt. Justitsraaden – en yderst fin og behagelig Vært – rejste sig, og bad Dhrr. undskylde, men – Tiden var omme, og Damerne ventede. De Unge kastede øjeblikkelig^'1 Cigaren og ilede ind for at engagere; de Ældre talte endnu et Par dybe Drag, og de Ældste luskede ind i Justitsraadens Kontor for at arrangere Spillepartier.

Men Karsten Lund og Klara Hedemann dansede saa godt som slet ikke. Derimod havde de fundet en afsides Vinduesfordybning, hvor kun en Gang imellem et raslende Slæb strøg hen over deres Fødder, og hvor de lange tætte Gardiner dæmpede Lyset og Lyden af den brusende Musik og de Dansendes leende Tale.

21 Med svagt bøjet Hoved lænede hun sig let tilbage mod Vindueskarmen, og saa' langt ind i sin Buket, mens Fingrene legede mellem dens Blomster og Blade. Henover Kinderne laa en sart og blød Rødme, og Læberne krummede sig sagte i denne sælsomme Trækning mellem halv Smil og halv Graad. Thi saa ofte hun saa' op, mødte hun hans store brune Øjne, der hvilede tungt paa hende.

Men han sagde ingen Ting.

Hun fandt ham dog ogsaa altfor urimelig undselig. – Herregud! det var jo dog ikke saa svært. Blot et Ord var jo dog nok – ja mer end nok.^'2

– – Se, nu laa f.Ex. hendes Haand der langs Stolesædet, tæt ved hans – den var nu tilfældigvis kommet til at ligge dér; – at han nu dog ikke forstod det. Han behøvede blot – ganske sagte – uden at Nogen saa' det – at lægge sin over. – Aa! – det var jo ikke Andet dog!

Men han gjorde ingen Ting, og hans Øjne spurgte om ingen Ting; – de saa' bare paa hende, tungt og drømmende.

Kun naar deres Blikke mødtes, slog han sine Øjne ned, og blev urolig . . . . . Men, Kjære, hvorfor saa ikke dog sige det! – Han maatte dog kunne se det paa hende – paa de tusinde Maader. – Og var det nu ikke bare for at sige noget Godt, at hun kom med det ulyksalige Spørgsmaal: om det var sandt, at hans rigtige Moder boede ovre i Jylland.

Hun fortrød det med det Samme, hun sagde det;^'3; 22 og da hun saa' op paa ham, bøjede han sig hastigt forover med Hovedet i Haanden.^'4

Da følte hun, hvordan Blodet strømmede hende varmt til Hjærtet; det var, som om hun skulde græde, og hendes Aandedræt blev tungt og skjælvende. – Det var dog saa underligt at se en Mand saa alvorlig – var Kjærlighed da saadan? – Men det maatte den være; thi hun følte sig netop saa nær hos ham, og som om hans Hjærte bankede tæt op imod hendes.

Saa bøjede hun sig sagte over ham, og lagde varligt sin Haand paa hans Knæ.

"Karsten!" – hviskede hun.

Men da rejste han sig med et Ryk, strøg Haaret fra Panden, bød hende høfligt Godnat, og gik.

Strax inde i Sideværelset traf han sin Ven Fuldmægtigen, der stod ved en Buffet og drak Sodavand af en mistænkelig sherryagtig Farve. Næsten ganske hvid i Ansigtet gik han hen og lagde sin Haand paa hans Skulder.

"Tak for dit Raad, gamle Ven; – det var bedre, end jeg havde troet. Naar man vil blive sig selv igjen, skal man brænde alle Broerne bag sig – var det ikke saadan, du sa'? – Jeg har brændt alle mine, – jeg rejser i Morgen – Farvel!"

Men inden Fuldmægtigen fik Glasset fra Munden, var Stuen atter tom. Og saa drak han det ud i smaa, langsomt nydende Drag, indskydende mellem hvert et velbehageligt Ah! og et lille Udbrud som: "Skulde han ha' drukket for meget? – Stakkels 23 Fyr! – dog fornuftig Fyr! – skulde sgu selv ha' gjort det Samme – – – Men Død og Plage! – Fru Ringberg!"

Thi denne Dame vilde vistnok i dette Øjeblik være alene i Kabinettet.

Dansen var bleven saa livlig nu paa det Sidste, at Karsten Lunds pludselige Afsked ikke blev bemærket, ligesom der heller næppe var Mange, der tog sig videre af den skyndsomme Maade, hvorpaa Klara Hedemann – med sin Buket presset fast for Munden – snoede sig ud mellem de Dansende.

Hun vilde hjem strax. Men da hun naaede et lille halvmørkt Kabinet to Værelser fra Salen, sank hun ned paa en Stol for at græde. Dog havde hun næppe kastet Armen og Panden paa Stoleryggen, før hun hørte en Silkekjole rasle henne fra Krogen. Saa sprang hun op, som var hun jaget, og løb ud.

I Entréen forskrækkede hun den sovende Lejetjener ved egenhændigt at rive sit Tøj ned fra Knagen, og da han sprang til for at hjælpe, slængte hun med saadan Voldsomhed Skindslaget om sine Skuldre, at det slog ham over Ansigtet. Og inden han endnu ret havde faaet Øjnene helt op, var hun alt nede ad Trapperne.

"Deres Støvler – Frøken!" – raabte han efter hende.

Men hun hørte det ikke. Og da han stod nede i Gadedøren med de glemte Gummisko i 24 Haanden, saa' han hende med hastige Skridt og Kjolen svøbt om Benene forsvinde i den klamme Snetaage; og hovedrystende hørte han den svuppende Lyd af hendes tynde Silkesko i det dybe Snesjap. –

Justitsraaden vendte sig, saa' paa sit Uhr og gabede. Tappenstregen²¹ havde de nu maattet gjentage fire Gange, hurtigere og hurtigere. Men saa blev det da endelig forbi, og Par bag Par gik Selskabet i en lang og leende Række ind i Dagligstuen, hvor der serveredes med The.

Dødtrætte af det sidste forcerede Tempo lod Damerne sig viftende falde tilbage i de bløde Lænestole omkring det runde Bord i Midten eller i smaa Grupper henne under Vinduerne, hvor der var dannet ligesom smaa Lysthuse af høje exotiske Bladplanter. De unge Herrer var urimelig morsomme, og snoede sig nervøst foran disse fortryllende Væsener, der i betagende Udmattelse laa henslængt i det mørkerøde Fløjelsplyds og aandede dybt. Kindernes stærke Blussen veg for en skjær Bleghed, der gjorde dem ligesom endnu blødere; det trætte Smil om Munden, de let sænkede Øjelaag og matte Viftebevægelser gav de fine Skikkelser et halvt slumrende Præg, der var dobbelt indtagende. De før saa stivede Kjoler hang nu løst ned over Skuldrene, og med fornuftigt Hensyn hertil stillede Fuldmægtigen sig bag sin Dames Stol og konverserede hende ivrigt.

Men den unge Adjunkt havde atter faaet en 25 Ulykkelig naglet fast til Væggen med det højere Skolevæsen, og gav hele sin Personlighed tilkjende gjennem sin lange, udtryksfulde Pegefinger, der saa' saa ubeskrivelig vred og hadefuld ud, naar den kilede og krummede sig gjennem Luften, som om den var et særskilt lille Væsen, der havde lige saa megen Lov til at være fornærmet som alle andre Mennesker.

Henne i den aabne Fløjdør stod den unge Lieutenant Petersen foran to meget elegante unge Damer, og snoede ivrigt det sirlige Overskjæg, han endnu ikke havde. Han talte om Kjøbenhavns Befæstning; og idet han skrævede lidt paa Benene og vuggede sig til Siden, søgte han at give sin lille spinkle Person et mere imponerende Udseende. Men der var næppe meget Martialsk^'5 over hans næsten barnlig røde Kinder, og hans Skulder og øvrige Habitus var saa saare lidet betryggende at se til, at man øjeblikkeligt følte sig dybt overbevist om stærke Befæstningers paatrængende Nødvendighed.

Og ind imellem hele Selskabet, fra Gruppe til Gruppe, vimsede den lillebitte krølhaarede Theolog Mathiesen og lo sig selv saa glad og lykkelig.

Saa begyndte Vognene at rulle for Døren. Den trange Entré var overfyldt af ubehjælpsomme Damer, der ikke kunde finde deres Tøj, og galante Kavalerer, der vendte op og ned paa, hvad de fandt. Justitsraaden stod i Døren til Dagligstuen med et uendelig veltilfreds Smil, og bød Godnat 26 med en Hjærtelighed, der næppe var ganske passende.

Dansesalen var nu tom. "Musiken" gik just ud ad Døren med deres Kasser og Nodestabler. – Støvet laa tykt paa Konsoller og Stole, og hang saa tæt i Luften, at man saa' Alting ligesom gjennem et graat Slør. Og dybt inde i dette viste Stuepigen Amalie sig, staaende paa en lille Trappestige, i Færd med at slukke Lysene i Kronerne.

Hun var en nem lille Skjønhed, saa vever og van²² som et Flueben, og med den ypperlige Figur, som kjøbenhavnske Stuepiger gjerne har, og gjerne véd at gjøre indbydende. Den stramme Kjole var ogsaa uden Ærmer, og saa kort, at den presenterede det Underste af et Par pæne Ben i tynde, mørkerøde Strømper, og nydelige Sko med disse høje "underskaarne" Hæle²³, der er saa efterstræbte i Dansesalonerne.

Nedenfor stod Hr. Reeban – en lille gammel Fyr, hvis sært gemytlige Ansigt sad i mange smaa bløde Poser under Øjnene. Den Smule Haar, der endnu trivedes bag Ørene, var hvidt og glat som Silke, og børstet ud til at dække saa meget som muligt af det blanke Hoved.

Med to af sine smaa buttede Fingre havde han en egen Leg, som morede ham meget, og som han ledsagede med de første Linier af den bekjendte Børnesang:

"To Fugle gik ud at spasere – –"

27 Derimod lod den ikke til at falde saa meget i det lille Fluebens Smag; thi ideligt hørte man hende stampe med Foden og et indigneret:

"Vil De være ordentlig, Hr. Reeban! – jeg si'er det ved Gud til Fruen!"

Men han glippede blot kjælent op til hende med sine smaa, ormstukne Perlemorsøjne, og vedblev at lade sine to Fugle gaa ud at spasere. –

Karsten Lund var gaaet ind i Rygeværelset; der var han alene. Med forstilt Velbehag smed han sig i en dyb Lænestol, tændte en stærk Cigar og dampede voldsomt. Tætte blaagraa Skyer hvirvlede op omkring ham og strakte sig i lange bølgende Baand henimod Lampen paa Bordet.

Dette sad han og saa' paa, og slog Benene overkors, mens der var saa mange andre Ting, han ikke vilde tænke paa. Og saa tænkte han paa, hvad det dog var for en dejlig Cigar, han der havde; paa hvor Verden dog i Grunden var lys og lystig, og Livet evige Løjer. Man skulde bare ikke være for ømskindet – det var Sagen. Bare ikke sentimental, men tage Livet som det faldt, saa blev man saa glad, saa glad, saa glad. Og han trommede fornøjeligt med Foden, nynnede gemytligt, og – om det havde kunnet lade sig gjøre – havde han gjerne sunget af fuld Hals, ja skreget – skreget!

Men det kom, og kom igjen; det stod der og blev ved at staa der – dette Billede af en lille hyggelig Stue med mørkegraa Vægge. Saa frygtelig 28 livagtigt traadte det frem af Mørket, som om han selv sad midt imellem de smaa sorte Familiesilhouetter med Oldefar og Oldemor i Toppen, lige foran det store Billede af hans Fader, der saa' ned paa ham, strengt og alvorligt. Han fornam den lune, krydrede Luft, han kjendte saa vel, og hørte Nabokonens rolige Vugge, som om den ikke havde standset i alle disse Aar – i denne stille bløde Takt, der saa ofte havde dysset ham i Søvn, naar han som Dreng sad under Lampen og læste sine Lektier. Endnu sad i hans Ører den afskedigede Stabssergeants taktfaste Paradekadence ovenover – frem og tilbage; og han kjendte hver Dør, der blev lukket i det gamle Hus, paa den Knirken, som var den egen. – Og han saa' sin Moder – saaledes som han kunde huske hende mellem sine tidligste Minder – bøjet over Symaskinen, i Skjæret af Lampen og mellem Bjærge af Tøj; – nu lidt mere graa og tættere ind mod Naalen; men med de samme milde Øjne og vemodskjærlige Smil, som naar hun strøg ham Godnat over Haaret, og kyssede ham paa Panden: "Du – min Eneste!" – –

Nej, det var ikke til at udholde – Dumheder! Og idet han viskede noget Vaadt fra Øjet, skjød han heftig Stolen bort og begyndte at gaa stærkt frem og tilbage i Stuen; – men sparkende Benene fra sig som en Danselærer, stak han Fingerspidserne flot i Stiklommerne og' fløjtede Melodien til: "Jetz geht's nach Lindenau!"^'6

Der var ikke saa Faa, der for Alvor troede, at 29 den langbenede Fuldmægtig i Kirkeministeriet ikke var ganske vel bevaret. Og efter den Maade, hvorpaa han i dette Øjeblik kom farende ind ad Døren og i et eneste Spring var om Halsen paa Karsten Lund, kunde man næsten ogsaa fristes til at antage, at han virkelig – med Ordsproget – havde det i Benene, som han egentlig burde haft i Hovedet.

"Gavtyv!" – udbrød han og truede med Fingren. – "Tænkte jeg ikke nok, der var noget Andet i Vejen. Du er jo forlovet, Skurk! – Lykkelige Uhyre! – i Morgen vil dine allerunderdanigste Kreditorer bukke og skrabe for Frk. Hedemanns tredive Tusinde!"

"Pokker plager dig – hvad kommer Frk. Hedemanns Penge mig ved?" – sagde Karsten Lund ærgerlig og gjorde sig Umage for at komme løs.

Men den Anden holdt fast: "Næ næ^'7 – stil dig endelig ikke saa hellig an, Kjære; den er tilfældigvis optaget^'8, unge Ven! – – modtager²⁴ min Velsignelse!"

Men idet han med præstelig Salvelse vilde lægge sin velsignende Haand paa Vennens Hoved, førte denne den eftertrykkeligt bort, og sagde rolig: "Hør lad os være alvorlige et Øjeblik – blot et Øjeblik. Jeg synes, du for lidt siden selv raadede mig til at komme ud af det kjøbenhavnske Uføre, inden det blev forsilde. Det kan vist heller ikke undre dig, at jeg – efter mit Kjendskab til 30 dig – ikke har særlig Lyst til at blive din Eftermand eller en Hr. Reeban Nummer to. Sikkert er det i alle Fald, at jeg nu Pinedød ikke vil^'9 – –"

"Hyp, Hyp! – du er paa Pegasus!" – afbrød Fuldmægtigen og knipsede med Fingrene.

"Nej, lad være med det –" sagde Karsten Lund alvorligt, og gik et Par Slag hen paa Gulvet inden han fortsatte: "Synes du ikke, det snart er paa Tiden, jeg tænker paa at blive til Noget?"

"Jo vist saa. Og det vil uden Tvivl blive fortryllende – med en saa indtagende Dame som den tilkommende Fru Lund. Jeg forsikrer^'10 dig paa Ære, at jeg deler din Lykke – unge Ven! – af mit ganskeste Hjærte. Jeg glæder mig virkelig allerede i Tanken om at blive Husven; og saa disse smaa Vennemiddage – ikke sandt? – fortryllende! Jeg beder dig blot at vare dine Ammer for gamle Reeban."

"Aa, du er ækel!" – sagde han og vendte sig fra ham.

"Men nu dine smaa Veninder? –" fortsatte Fuldmægtigen drilsk og saa' fra sin Cigaraske hen paa ham med halvandet Øje – "De vil fortvivle. De vil gjøre Oprør, dersom du slaar Haanden af dem – men det behøves kanske heller ikke aldeles."

Karsten Lund vendte sig saa hastigt paa Tæppet, at det slog Folder under hans Fødder, – og saa' paa Fuldmægtigen med et forbitret Blik. At føle sig krænket paa et Ægteskabs Vegne, som ikke en 31 Gang existerede i Fostertilstand, gik naturligvis ikke an; og dog forekom det ham, at han maatte protestere mod dette, som mod Noget, der personligt vedrørte ham. Men da han saa' paa Vennen, der stod foran ham med dette forhærdede Smil, disse ligesom "haardhudede" Øjne og den høje iskolde Pande – da var det, som om han saa' et Billede af sig selv, saaledes som han en Gang vilde blive – om faa eller mange Aar – dersom han ikke slap bort forinden. Og han glemte at svare, fordi han nu følte, at Vennens Ord dog vilde blive sandere, end han strax vilde indrømme, dersom han nu ikke havde Mod til at frigjøre sig. Der paakom ham en forfærdelig Følelse af Væmmelse, samtidigt med at Jorden brændte under ham – for at komme bort fra alle disse utaalelige Venner og Veninder, og søge Redning i et nyt, et arbejdsomt Liv, hvori han kunde finde sig selv.

"Jeg maa bort; – koste hvad det vil, saa maa jeg rive mig løs. Blev jeg hjemme nu, saa – ja saa blev jeg ødelagt hurtigere, end du aner det."

Under disse Ord, som blev udtalt i en træt, halv fortvivlet Tone, lod han sig falde ned i den dybe Lænestol, og i den lille Pavse, som opstod efter dem, stirrede han sig store Øjne til i Lampen, mens han med Haanden støttede sin fremstrakte Hage. Fuldmægtigen saa' paa ham med en pludselig Forbavselse, og først efter en Stund traadte han hen til Lænestolen.

32 "Er det virkelig dit Alvor?" – spurgte han og ruskede ham i Skuldren.

Karsten saa' op med duggede Øjne, og nikkede.

"Jamen, Kjære! – det er jo Vanvid, rent ud Vanvid! – Du med dine Forbindelser; og frem for Alt, saa husk dog paa – – –"

"Saa ti dog stille, for Pokker! –" raabte han heftig og sprang op – "Den Ting er nu afgjort. Du kan tro, dette har kostet mig mere end du aner – ja; men det kan nu ikke blive anderledes – og lad det saa være nok med det. – Man kan ikke bage Kager uden at slaa Æg i Stykker, véd du nok."

I et raskt Sving søgte han at gaa op ad Gulvet med rankt Hoved; men efter et Par Skridt vendte han om, og lagde begge sine Arme paa Vennens Skuldre.

"Gamle Ven!^'11 –" sagde han og rystede ham paa det Hjærteligste – "lad os nu ikke skjændes den sidste Aften. Det er nu afgjort, i Morgen rejser jeg. Men i Aften endnu gemytligt – ikke sandt? Uigjenkaldelig allersidste Forestilling! – som der staar paa Plakaterne; saa er Ballet forbi, og i Morgen – ja, det snakker vi nu ikke mere om – vel?"

"Jamen hør nu lidt, Karsten. Vær dog for Pokker ikke saa dum. Alvorlig talt, saa kan det jo nu være saa meget godt med dette: at blive til Noget; men du maa sgu dog huske paa, at f. Ex. din Mor – – –"

33 "Sludder og Vrøvl!" – raabte han og stampede i Gulvet – "lad mig dog være fri. – Nu bare gemytlig, gamle Bror! – ikke sandt? – – gemytlig, gemytlig, gemytlig – for Pokker!"

Dermed drejede han Fuldmægtigen omkring mod Væggen, tændte sig en frisk Cigar, og havde nær røget den op i et eneste Drag^'12.

"O – du mein süsse tra la la –" lød det i det Samme inde fra Sideværelset.

Det var den gamle Hr. Reeban med et ganske ungt og net Menneske kjærligt om Halsen og Selskabets øvrige unge Herrer bag efter sig. Som Fluer om et Sukkergryn styrtede de sig over Cigarkassen, hvis rige Indhold svandt i et ganske besynderligt Forhold til de rygende Herrers Antal.

Karsten Lund stod endnu henne i Krogen hos Fuldmægtigen, der bestandig søgte at tale ham "til Fornuft"; men pludselig sprang han fra ham og hen til de andre Herrer, der stod i en Klynge midt paa Gulvet og stak Cigarerne sammen om en eneste Svovlstik, som den lille leende Theolog holdt saa længe, indtil han brændte sig paa Fingrene, hvoraf han tog Anledning til at le sig halvt fordærvet.

"Mine Herrer!" – udbrød Karsten – "Klokken er ikke Et endnu. Hvad mener De om at ende Aftenen med en rigtig gemytlig – – ?"

"Hys, hys! – Justitsraaden!"

Ind ad Døren kom den lille behagelige Mand. Gnidende sine hvide Kontorhænder, haabede han, 34 at Dhrr. ikke havde kjedet sig alt for meget; Dhrr. protesterede paa det Elskværdigste, og forsikrede, det var det Umuligste^'13 at tilbringe en mere behagelig Aften. – I saa Fald havde det glædet ham usigeligt at se Dhrr. hos sig, og med sit aller velvilligste Smil – efter et flygtigt Blik paa den tomme Cigarkasse – spurgte han, om Dhrr. var forsynede. Et Par Hænder skyndte sig op af Baglommerne og begyndte at lege med Uhrkjæden, hvorefter Selskabet brød op med Godnat og mange Tak for i Aften.

Men da de stod nede paa den taagede Gade, lod de til at være meget enige om, at det umuligt kunde gaa an at skilles saadan "midt paa Dagen" – som gamle Reeban udtrykte sig. For sit eget Vedkommende kaldte han det rent ud Vanvid; han kunde ikke "se at sove"^'14. Og i mindre end to Minutter havde han fire-fem gode Ideer fix og færdige til Nattens Forherligelse.

"Det er Fredag – saa er der aabent i Salonen til Kl. To; hvad siger I om at begynde med en lille Gardinloge, Børnlille?" – sagde han og klappede kjælent det unge pæne Menneske.

"Fredag!" – , udbrød Karsten Lund forbavset og standsede. Thi om Fredagen plejede Constance – til en Afvexling – at besøge ham, og nu sad hun sandsynligvis derhjemme og ventede. Under Dagens forskjellige skjæbnesvangre Begivenheder var dette – imod al Sædvane – ganske gaaet ham af Minde.

35 Men de lystige Herrer var naturligvis mer end beredvillige nok til at lægge Vejen om ad Halmtorvet for at faa Karsten Lunds kjælne lille Veninde ind i Selskabet, og i en lang, støjende "Gaaserække" fulgte de langs Østergades glatte Fliser, idelig paamindet af et Par Betjente, der fulgte dem i Afstand.

Især var Karsten Lund over al Maade ustyrlig. Han vilde partout ned i hver eneste Kjælder-Restavration, de kom forbi, og svor paa at ville "bimple"²⁵ lige til Morgenstunden rundt i alle de værste Buler i Kjøbenhavn, og tilsidst bæres døddrukken hjem af to Gammelstrandskjællinger.

Der var kun To, hvem Betjentene kunde se paa med nogenlunde Rolighed. Den ene var den lange Herre, der storkede afsted for sig selv helt forude – med Hovedet dukket ned i den opslaaede Frakkekrave. Han var i Færd med at opgjøre det Regnestykke: hvornaar han skulde gaa i Seng for at komme op til Kl. 11; thi paa denne "ukristelige Tid" – havde han været uforsigtig nok til at aftale med den unge Fru Ringberg – skulde de – ganske tilfældigt – mødes paa Langelinie.

Den anden var Adjunkten, der endnu ikke var udtømt med Hensyn til det klassiske Skolevæsen, men klinede sig op til en ny Ulykkelig ovre paa det modsatte Fortov, og stødte al sin Galde ud i den højre Pegefinger.

Nattekommers paa Trapperne hørte ellers ikke til Sjældenhederne i det Hus ved Halmtorvet, hvor 36 Karsten Lund boede; men den Nat fornøjede det unge Middagsselskab sig saa balstyrigt med at trille hinanden ned ad Trinene, at Kjældermanden fandt sig beføjet til at stikke Hovedet ud og spørge: "om det var dannede Mennesker!"

Men den lille Constance var desværre ikke at finde noget Sted. Forgjæves søgte de alle Vegne baade i Stue og Sovekabinet, og den lille Mathiesen var endogsaa ugenert nok til at kigge ind under Dynen, mens Fuldmægtigen gjorde sig morsom ved at lede efter hende i Frimærkeæsker og Cigarfoderaler. Men de havde just faaet Lampen tændt og beklaget Uheldet, da gamle Reeban paa Skrivebordet fandt en lille Kjærlighedsbillet, som Constance maatte have ladet tilbage, da Tiden sandsynligvis var faldet hende vel lang.

"Lad mig faa det!" – sagde Karsten Lund – lidt rød i Hovedet, thi han vidste omtrent, hvad det indeholdt – og snappede op efter Brevet. Men den Gamle vilde ikke udlevere det, og fik deri Medhold af alle de Andre, der havde placeret sig rundt i Værelset og paastod, at den Gamle skulde læse det højt. Karsten Lund protesterede, men tilsidst maatte han give efter.

"Spidser nu Øren – Børnlille!" – udbrød da Hr. Reeban, og saa' sig omkring til de Andre med et Grin, der bebudede den forestaaende Nydelse.

Saa sirligt, som om han plukkede Blade af en Rose, pillede han med sine to smaa buttede Fingre Konvolutten op ved Sammenklæbningen og stirrede 37 lidt i Brevet – med en Fornyelse af det forrige Grin, der tydeligt nok viste, hvor Indholdet gottede ham. Derpaa kastede han Øjnene mod Himlen, og anbragte sig i en Stilling, der skulde forestille den medicæiske Venus²⁶.

"O Dyd! – o vidunderlige Dyd!" – udbrød han først, og tog dernæst fat paa Oplæsningen med en smeltende kjælen Kvinderøst, der strax fik de andre Herrer i ustandselig Latter. Men efter hver Sætning stoppede han lidt for at more Selskabet med smaa Fortolkninger og pikante Hentydninger, der imidlertid ikke her kunne gjentages. Og jo længere han læste, desto mere Tvetydigt fandt han, desto slibrigere æltede han Brevets Ord sammen til en modbydelig Liderlighed, opmuntret dertil af de omkringsiddende Herrer, der var nær ved at falde under Stolen af Henrykkelse. Den Gamle var ubetalelig i Aften.

Karsten Lund stod henne i en Krog, i Færd med at trække Proppen af en Kognaksflaske, og lo selv med, som om han var betalt for det, skjønt han allerede var for omtaaget af Drikkevarer til ret at kunne goutere den Gamles Vittigheder. Saameget kunde han imidlertid forstaa, at den lille Constance vistnok trængte til et nyt Overstykke; thi saa plejede hun gjerne at være "paa Pegasus" – som den Lange havde sagt –, og han ventede stadig, det skulde komme frem af alle disse Omsvøbstirader – som en Rosin i Pølseenden.

Men pludselig opdagede han, at der var ganske 38 stille i Stuen, og da han saa' op, listede Herrerne sig ud ad Døren, En for En, og stak Hovederne grinende sammen udenfor. Hr. Reeban, som var den Sidste, nikkede polisk til ham, inden han lukkede Døren efter sig, og sagde: "Vi gaar blot hen og kjøber Cigarer i "Dag og Nat" – vi venter paa dig dernede!"

Karsten Lund stod med Proptrækkeren i Haanden, og kunde slet ikke begribe, hvad alt dette skulde sige. Men da han fik Øje paa Brevet, som endnu laa paa Bordet, fôr der en Tanke som et Spyd gjennem hans Hoved, og i mindre end to Spring stod han derhenne. – Han blev ganske hvid, Brevet rystede i hans Haand, og det begyndte at løbe rundt for hans Øjne.

"Fra Mor!" – sagde han, tørrede sig over Panden, og sank tungt ned i Lænestolen.

Nede paa Trapperne tumlede Vennerne med om muligt endnu flere Spektakler, end de var kommen op. Han hørte dem fnise og grine helt ned paa den nederste Trappeafsats, hvor Kjældermanden atter kom ud og begyndte et Skjænderi. – Men derpaa blev Alting atter ganske stille omkring ham. Kun Lampen kogte med smaabitte Knald en Gang imellem, og brændte med en lang rygende Tunge, der rakte højt op i Luften og sodede den ene Side af Glasset med en tyk Kage, samt bredte en kvælende Os ud over hele Stuen.

Endnu tøvede han lidt. Men saa læste han:

39 "Min egen kjære Dreng! Jeg har i den sidste Tid ikke været rigtig rask, og har dog haft meget at bestille, saa du maa nøjes med lidt Hastværksarbejde denne Gang. Det kan jo ikke nytte at nægte, at jeg begynder at mærke Alderen, og det er da heller ikke saa underligt. Men jeg takker min Gud for dig, fordi du jo nok vil være hos mig, naar min Alderdom trænger til en Støttestav; men dog allermest er jeg glad, fordi mit Liv gjennem dig er blevet rigt og stort, da Vorherre saa tidligt tog din Fader fra min Side.

"Ja, havde jeg ikke haft dig, du kjære Søn, at pusle om og arbejde for, da var Dagene sikkerlig faldet mig tunge og trange, ligefra den Stund, de bar hans smukke Kiste bort. Og, Gud ske Lov, at jeg kan høste min Løn ved at tænke og se paa dig, du kjære Søn!

"Det gjør mig naturligvis inderlig ondt, at du heller ikke nu til Julen kan komme hjem og holde den hellig med mig som i gamle Dage; du kan slet ikke begribe, hvor jeg længes efter at se dig igjen. Men naar det er dine Studeringer, der hindrer dig – som du skriver – saa kan jeg jo dog ikke Andet end glædes over, at du bestandig passer din Gjerning med den samme Samvittighedsfuldhed.

"For at dog ikke den glade Juletid skal gaa dig helt forbi, sender jeg i Morgen med Dampskibet en lille Kasse med lidt Godt. Du 40 vil der iblandt nogle Smaakager, som Jomfru Mikkelsen har bagt, finde et Stykke Ost af den Slags, du holdt saa meget af; gid den bestandig maa smage dig; thi den er ikke fin. Ogsaa vedlægger jeg en lille Julekage og to Par varme Sokker, som skal være min Julegave til dig. Inden i det ene vil du finde et Stykke Papir med en af disse smaa Guldskillinger i. Jeg kan aldrig faa i mit Hoved, at disse smaa Tingester kan være saa mange Penge. Men tag du den nu, den er til beskedne Fornøjelser i Juletiden.

Men glem nu heller ikke at besøge Guds Hus ret flittigt, min kjære Søn; det er dog derfra, vi skal hente al Kraften og Modet. – Forresten havde jeg meget Mere, hvorom jeg gjerne vilde skrive, og mange Hilsner fra gode Venner og Bekjendte, men nu vil mine Øjne ikke mere gjøre Tjeneste, derfor maa jeg slutte. Blot vil jeg sige dig, at Marie Olsen spørger saa flittigt til dig, og at hendes Broder – Materialisten paa Hjørnet – er bleven forlovet – tænk dig, med Amalie Sommersted; saa blev det dog endelig til Noget. Jomfru Mikkelsen saa' herind i Gaar; hun er den Samme som altid, kan du nok begribe, og bad mig om at hilse. – Lev nu rigtig vel, min Karsten. Herrens Haand være over os begge to!

Din trofaste
Moder.

41 Han havde næppe læst det til Ende, før han sank tilbage i Stolen, dækkede Ansigtet med sine Hænder og græd saa rigt og fuldt, som aldrig siden han var Barn:

"Mor! – aa Mor!" – – –

Dagen efter forlovede han sig med Klara Hedemann. –

—

42 [blank]

43

Tête à tête.

44 [blank]

45 Det var den unge Fru Ringberg, der sad inde i det lille halvmørke Kabinet, hvis eneste Lysning var det dæmpede Skjær, der fra det tilstødende Værelse kunde trænge ind mellem en dobbelt Portieres tunge Folder.

Hun sad alene – mageligt tilbagelænet i Hjørnet af en lille blød Sofa.

Det højre Ben havde hun lagt op paa det venstre, hvis hvide franske Silkesko og blegrøde Strømpe stak frem mellem et Brus af Piber²⁷ og Skjørter. Den hvide Brudekjole af blankt Silke var ligesom ikke helt udvoxet, og det manglende Liv erstattedes kun højst ufuldstændigt af et let Kniplingsnet, der sluttede i en stram Pibe omkring Halsen, og gjennem hvis stjernede Masker man mer end anede den yppige Barm og de faste, fyldige Skuldre.

Langsomt og tankefuldt sad hun og glattede Kjolen stramt omkring sit højre Ben, mens Foden slog Takt til Musiken fra Balsalen, der herinde – allerede stærkt afdæmpet ved først at passere to-tre store Værelser – ofte ganske overdøvedes af de Dansendes Latter og den opførende Herres tjenstivrige 46 Haandsignal. Men ofte afbrød hun sine svævende Betragtninger ved at lægge Hovedet tilbage med en inderlig lang og lydelig Gaben.

Thi hun tænkte paa, at hun nu havde været gift i 6 Maaneder, og kunde ikke begribe, at hun havde holdt det ud.

Ingen skulde ellers beskylde hende for at være indtraadt i den hellige Ægtestand med overdrevne Forestillinger; derfor var hun egentlig heller ikke bleven skuffet. Hun havde kjendt Verden paa en Prik forinden, og beklagede kun disse naive Stakler, der endnu var taabelige nok til at tro paa Lykke her i Verden, og som ikke var saa fornuftige at indrette sig selv til resigneret at tage imod Livet, saaledes som det nu en Gang var, uden for megen Lamenteren.

Ogsaa hun havde danset, lét, været smuk, koketteret og moret sig; ogsaa hun havde ladet sig gjøre Kur til, knust Hjærter i Mangfoldighed, og selv været forelsket – dødelig forelsket. Men det hørte sig jo nu en Gang saadan til. Og dog havde hun ingen dumme Tanker om at føre Dansesalens røde Rosenskjær videre ud i Livet, lige saa lidt som hun havde Gnist af forfængeligt Haab om det ægteskabelige Eden, som Enfoldige endnu tror paa.

Men hun havde sin Døbeattest. Og da hun deri saa', at hun var fyldt de 25 Aar, vidste hun, at Livet nu egentligt var forbi, og at det blot gjaldt om at finde en hæderlig Begravelse.

Det blev Grosserer Ringberg. Der var just 47 intet Tillokkende ved denne Mands Ydre, navnlig skulde hans Mave næppe friste nogen ung Pige; og dog var der egentlig Ingen, der forundrede sig, uden Grossereren selv.

Man havde jo nemlig lagt Mærke til, hvorledes den smukke Frk. Holm i den sidste Tid mer og mer distanceredes af yngre og ofte mere straalende Skjønheder; selv om hun endnu kunde fængsle en lille beundrende Klike, og navnlig endnu forstod det Kunststykke med sine blændende Øjne at gjøre Kavalleriofficererne dummere, end de i Virkeligheden var, saa var dog Glansen ligesom gaaet af hende. Desuden var jo Grossereren et godt Parti med Landsted ved Strandvejen, og Alle var enige om, at Frk. Holm havde endt sit Liv paa en højst [respek]tabel Maade.

Grossereren havde egentlig ikke tænkt sig denne Udgang af sine smaa Galanterier. Først var han bleven betænkelig, da hun begyndte at gjøre Nar ad ham, derefter fordi hun holdt op igjen. Saa var hendes Smil blevet mindre og mindre koldt, og han blev ganske underlig, naar hun tog ham saa fast i Armen – indtil han pludselig stod som forlovet, uden rigtig selv at vide af det, hvoraf han formodede, at han ikke havde overrumplet hende.

Men der var dog et Par af hendes bedste Veninder, som – om end ikke forundredes (thi Frk. Anna havde paa det Sidste været aldeles uberegnelig), saa dog ikke ret kunde forstaa det, og derfor 48 i Fortrolighed spurgte hende, om det da ikke havde været Alvor med – hm! – Om det da ikke var – hm – hun den Gang havde dette – hm – med. Eller om – hm – da virkelig var – hm hm.

"Kjære – I ta'er Livet saa skrækkelig højtideligt –" havde hun sagt, og lét overlegent.

Stuepigen – der forøvrigt altid havde sin Visdom fra Nøglehullet – mente rigtignok, at Frk. Anna ofte sad inde paa sit Værelse og græd; men hun maa have været fejl underrettet. Thi paa Bryllupsdagen var den silkeklædte Brud saa smuk og straalende som nogensinde og syntes kun at have den eneste virkelige Sorg, at hendes Brudekjole var et Kvarter for kort i Slæbet. Men til Gjengjæld modtog hun af den lyksalige Brudgom et vægtigt Guldarmbaand i Slangeform med smaa bitte Diamanter ned ad Ryggen og store Rubinøjne.

Intet Under derfor, at hun var uhyre oprømt den Aften, drak det ene Glas Champagne efter det andet, og dansede som en Afsindig til langt ud paa Natten, skjønt den lyksaligt beklemte Brudgom oftere trak i hende og mente, det kunde være passende Tid at trække sig tilbage. – Men Veninderne stod i Krogen og hviskede sammen.

Den unge Frue fandt sig næsten bedre tilrette i den ægteskabelige Skyggetilværelse, end hun havde troet; den blev hende til en blød Lænestol, hvorfra hun rolig og ligegyldig kunde skue ud over den 49 Verden, hun nu betragtede sig som staaende udenfor. Efterhaanden fandt hun ogsaa det Tillokkende ved andre Sider af Livet, og begyndte navnlig at sætte Pris paa de Dele, der gaar under Navnet: Mad og Drikke, og som hun før havde set ned paa med unge Pigers sædvanlige Foragt.

Nu prikkede hun ikke til Maden med en Synaal, eller satte surt Ansigt op ved at nippe til Middagsselskabernes fine Vine; og hun fandt slet ikke, at de sex Retter Mad og syv Slags Vin var noget saa Uoverkommeligt. Ogsaa begyndte hun at finde Behag i den pikante Snurren i Hovedet efter Champagnen, og tænkte virkelig for Alvor paa en lille Cigaret efter hver Middag, for at befordre Fordøjelsen.

Det var mærkeligt som hun "trivedes"; og de, som ikke havde Raad til at krydre Livet saaledes, forargedes over hendes Udskejelser og raffinerede Nydelser af enhver Art, som hun mer og mer fik Greb paa at forskaffe sig. Naar hun indrettede sig et rosenrødt Badekammer med store Spejle, saa kaldte Nogle det for Skaberi, men de Fleste for "Sanselighed", som nok skal være noget grumme miserabelt Noget.

Men da den unge Frue havde faaet Sikkerhed for, at hun ingen Børn vilde faa, befandt hun sig egentlig ret vel – om end der kunde komme disse "dumme Øjeblikke" – som hun kaldte det – da hun ikke kunde begribe, hvorledes hun holdt det ud. –

50 Da Portieren atter bevægede sig, lod hun Benet glide ned, og hævede langsomt Hovedet lidt mod den Indtrædende.

Denne var en høj, meget slank ung Mand, der ikke saasnart havde faaet Øje paa Fruen, før han standsede – lidt foroverbøjet – med skrævende Ben, og satte de hule Hænder op foran Øjnene, ligesom de kunde være en Theaterkikkert.

Den unge Frue gjorde et fornærmet Hovedkast. Men den unge Mand tog sit Lommetørklæde forsigtigt mellem to Fingre, pudsede under Hænderne – som om det kunde være Glassene i en Kikkert – og kiggede igjen.

"De kjeder Dem – Frue!" – sagde han endelig, og traadte et Par Skridt nærmere med Hænderne i Siden.

"Aldeles ikke –" svarede hun tørt, og vendte Hovedet.

"Jo saa skam gjør De saa; – jeg saa' Dem jo gabe lige nu. De kjeder dem."

"Nu spiller det op til Tappenstreg, Hr. Fuldmægtig – det er vist Deres Yndlingsdans."

"Næ – nu tror jeg nok, jeg har erlagt min Tribut for Middagsmaden. . . Tillader De?"

Med et Forsøg paa at gabe lod han sig falde ned i Sofaen, saa tæt ved Siden af den unge Frue, at hun maatte tage Kjolen til sig, – hvorpaa hun vendte ham hele Ryggen, og saa' op og ned ad Væggen, som om han slet ikke var tilstede.

"Jeg har ogsaa danset som en Afsindig –" 51 fortsatte han, og betragtede hende fra Siden med et drilagtigt Smil – "Jeg siger, jeg har danset som en Afsindig. . . . Med hvem? Spørger De mig med hvem? – Aha – De er nysgjerrig."

"Jeg! – Det er mig den ligegyldigste Ting af Verden, blot De vil gaa –" sagde hun og saa' ud, som om hun ærgrede sig over ikke at have mere Ryg at vende ham.

"Nytter ikke, lille Frue – De er nysgjerrig. – Naa, prøv saa at gjætte det . . . Nej, hende var det ikke . . . ak nej, heller ikke . . . Aa, hvor vil De hen, De er paa Vildspor, Frue!"

"Men Herre Gud, jeg siger jo ikke et Ord; lad mig dog være i Fred."

"Rigtigt! Lynge, hed hun – saa det vidste De dog – Helga Lynge. Aa, et fortryllende lille Væsen. En rentud bedaarende lille landlig Solstraale – med et Par Øjne som et Festfyrværkeri, og en Nakke – o! et sandt Mirakel af en Nakke, forsikrer jeg Dem. – Ja ja, le De kun –"

"Ler jeg!"

"Jeg siger bare: le De kun. Blot De havde set, hvor hun rødmede huldsaligt, da jeg sa' hende Farvel; – Ak! – jeg maatte spørge mig selv: hvad om denne Glød over Kinden var din Lykkes rødmende Morgenskjær – Vilhelm? – Thi der var Noget over denne Kvinde, som jeg ingensinde før har mødt; noget af dette Lune og Friske, som lyser op i Sjælen – aa, hvor jeg kunde ha' godt af det. – Blot som hun hopper livsaligt i Ens Arm, naar hun danser – saa varm 52 og saa yndig, med de blødeste Kinder og de gladeste Øjne – som om hun vilde hoppe lige ind i Hjærtet paa En!"

Nu tav han. Men saa tungt, saa brat og fuldstændigt, at den unge Frue vendte – først Hovedet, og derpaa – ganske langsomt – hele Kroppen om imod ham. Tilsidst lagde hun Haanden paa Sofaryggen og satte Hovedet lidt paa Siden, mens hun saa' paa ham.

"Se – se," – sagde hun saa, og ubeskriveligt langt – "naar Alt kommer til Alt, saa er maaske den Himmelske allerede hoppet derind?"

Nu svarede han ikke, men bøjede sig forover med Armene paa Knæene, og gav sig til at lege med sine Handsker.

"Hun er maaske allerede hoppet derind? –" gjentog hun, noget hastigere, og betragtede ham stift.

"Véd ikke."

Hun lo lidt tvungent: "Jo vist saa. Og det Vidunderlige er sket – Hr. Fuldmægtigen føler endelig og omsider Trangen til Tøfler og snurrende Themaskine, og lader sig blid og føjelig binde – af et Par landlige Solstraalehænder – ikke sandt?"

"Maaske."

Atter saa tungt. Hun betragtede ham nøje, men da han forblev urokkelig i samme Stilling, bøjede hun sig hastigt ned over ham, og greb ham med et fast Tag i Armen: "Rigtig? – for Alvor?"

Da saa' han smilende op paa hende: "Ligner det mig?"

53 "Nej –" – og hun slap hans Arm.

"Næ – nænæ; lad nu være – for den Gang vi. . ."

"Erbe snerbe derbe marbe lerbe –" afbrød hun ham hurtigt, og holdt Viften for hans Mund.

"Ah!"

De sad et Par Minutter tavse og hørte paa Tappenstregen fra Salen. Den unge Frue lagde sig atter magelig tilbage i Sofahjørnet og strakte Benene fra sig overkors. Men hendes Øjne hvilte paa Fuldmægtigen, der sad i den samme foroverbøjede Stilling og knyttede Handskefingrene sammen i Knuder.

Hun saa', at hans før saa smukke og kloge Træk nu var slappe og kolde, Smilet stramt, Kinderne hule, Issen næsten ganske skaldet. Og hun rystede paa Hovedet. Don Juan! Don Juan!

"Vil De blive saadan ved? –" spurgte hun dæmpet.

"Hvorledes?"

"Aa, De véd godt, hvad jeg mener. – Men det skulde De ikke, Groth –" sagde hun alvorlig, og vendte Ansigtet bort. . . "De skulde gifte Dem –" føjede hun til lidt senere.

"Ja saa. – Og hvorfor, om man tør spørge?"

"Aa – det er saadan rar rolig Beskjæftigelse."

"Virkelig."

"De skulde tage Exempel af Deres gode Ven, Hr. Lund – for det kan vel ikke have undgaaet Deres bekjendte skarpe Blik, at han gaar paa 54 Frierben – virkelige Frierben. – De ler; men det er ganske vist. Jeg har endogsaa hørt Tale om, at det skal deklareres paa Onsdag."

"Naturligvis! – naturligvis! –" sagde Fuldmægtigen og lo. Men derpaa flyttede han sig nærmere, og begyndte med en sagte, æggende Stemme: "Kan De huske, Fru Ringberg – der var en Gang, man ogsaa talte om, at vi to skulde forloves. Bare Vrøvl, naturligvis – for ikke en Maaned efter var der stort og glimrende Deklarationsgilde for Dem og Hr. Grossereren. Folk kan ogsaa finde paa saa meget dumt Tøj – ikke sandt?"

"Aa, den tossede Historie –" sagde den unge Frue, og saa' ud over Stuen.

"Mærkeligt dog –" fortsatte Fuldmægtigen og flyttede endnu nærmere. – "Mærkeligt dog, at endogsaa jeg troede paa den. – Dumhed, naturligvis. – Men kan Fruen dog ikke erindre, hvad De sa' den Aften, De véd; – De tog min Haand – saadan . . ."

"Hr. Groth!"

"Nej – Vilhelm, sa' De . . . Men det forstaar sig, det var den Gang –" endte han, og flyttede sig helt hen i det andet Sofahjørne.

"Aa! –" sagde den unge Frue paa en Maade, der skulde lade ligegyldig, foldede Viften ud og lagde Hovedet tilbage. – – Om hun huskede den Aften? – Om hun huskede, hvor det ringede og kildrede for hendes Ører med Fryd og Kjærlighedslykke ? – men det hørte sig jo nu en Gang saadan til.

55 Hun bed sig i Underlæben og pressede Spidsen af Viften saa dybt ind i Benet, at det gjorde ondt. Der var noget Irriterende ved ham i Aften, lige til det sorte Nakkehaar med det samme bløde Fald som den Gang. – Var han dog egentlig ikke smuk og god – som den Gang – saaledes som han der sad med Haanden under Kinden og stirrede mod Gulvet? – – Om hun tog Livet op igjen?

"Groth –" sagde hun med et Smil, og stirrede mildt paa ham, da han saa' op med store forbavsede Øjne. . . "Hvad var det saa jeg sa' – den Aften?"

– "Nej, Død og Pine – Petersen – nu maa vi sgu hjem. Nu har De saamænd ogsaa været paa Komedie med Deres Noloer, saa De kan være fornøjet – Godnat; altsaa i Morgen hos Rydberg."

Fru Ringberg rettede sig op. Det var Grossereren, der talte i det andet Værelse, og strax efter viste hans Mave sig i Portieren.

"Nu, lille Anna – Ah, Fuldmægtigen!"

"Du kommer altid saa tosset –" sagde den unge Frue ærgerlig, og rejste sig. Men Grossereren glædede sig over, at hans smukke Hustru var i saa skjæmtefuldt Humør; thi det var han ogsaa selv, og han lovede sig et Kys paa hendes fyldige Skuldre, saasnart de var i Vognen. Men foreløbigt nøjedes han med at tage hende om Livet, og se hende i det smukke Ansigt.

"Uh – du lugter af Tobak! –" sagde den unge Frue og viftede ham væk.

56 "Haha! – de Fruentimmer, ja de Fruentimmer! – " lo Grossereren henrykt, og tog hende under Armen.

Men i Døren saa' hun bag over sin Mands Skulder og sagde: "Hvad siger du om at spasere paa Langelinie imorgen Formiddag Kl. 11? –"

"Kjære! – Forretninger! –" sagde Grossereren og trak hende med sig. Fuldmægtigen saa' efter dem.

Endelig! – tænkte han, og smilte. –

—

57

Et Endeligt.

58 [blank]

59 Ud fra den store, sorte Granskov rumlede et gammelt, gammelt Kjøretøj – som ud fra et andet Aarhundrede.

Vognen var en lille lav Fjællekarre, hvis Alder det vilde være frugtesløst at udgrunde. Men Manden maatte være mellem 90 og 300; – og at det stakkels knoklede Skind, som trippede foran i smaa, stive Hop, en Gang havde været en blankbrun Hoppe, gjættede man snart, efter at have løbet lidt rundt i Naturhistorien.

Nu var Haarene lange og graa, især under Bugen. Hofterne stod frem som et Par Hanke, og den havde langt Skjæg under Hagen og bag Koderne.

"Du er nok kommen i Stadskarethen – Fatter Ingvor!" – raabte et rødt og grinende Ansigt, der dukkede op fra Vejgrøften.

Det var Vejmanden. Han sad og spiste sin Frokost i Skyggen af en lille Høstak, og var gjerne i godt Lune, saa længe det stod paa.

Men den gamle Mand vendte rolig Ansigtet bort, og saa' ud over Ørene paa "Stjærne" – saadan 60 hed det urgamle Øg, formedelst en lille rund Blis i Panden.

"Snurrig gammel Tingest –", mumlede Vejmanden, og dukkede atter ned i sit Smørrebrød, mens den gamle Vogn roligt rullede videre hen ad den støvede Landevej.

Nu kunde Stjærne atter bevæge Ørene saa frit, som den vilde. Thi det var dens Vane, naar den passerede Fremmedfolk, da at lægge Ørene tilbage og knejse med Nakken for at se rigtig frisk og fyrig ud. Og naar den dertil satte Forbenene rigtig fast i Jorden, mente den at have Anstand og Holdning som et Aarsføl.

Det var en varm Dag, og Støvet laa vistnok to Tommer tykt paa Vejen. Men Stjærne, som gjorde sig til af sin Anstændighed, flyttede de lange, krogede Ben saa jomfruelig forsigtig, at der kun stod en lillebitte Røgsky efter hver Hov. I et uhyre ærbart Løb nyslede den hen ad Vejen, og holdt sin lille Stump af en Hale saa sirligt ud fra Kroppen, som man kunde tænke sig gamle Damer gjøre, dersom de havde nogen.

Den gamle Mand lod Stjærne gaa, som den selv vilde; de vare for gode Venner til at have noget at udsætte paa hinanden. Naar undtages en underlig urolig Mimren med Munden, og en ubevidst Rokken med det lille, indskrumpede Hoved, saa' han ud, som om han sov – indtil pludselig hans smaa, farvematte Øjne fór omkring, som om de var bange for Noget. Og naar han mødte en 61 Mand paa Vejen, vendte han Hovedet til den anden Side.

Thi Niels Ingvor var bleven menneskesky paa sine gamle Dage. I ethvert Ansigt mente han at se dette Smil, der tyngede ham haardere end alle de fem og firsindstyve Aar.

I sine mismodige Øjeblikke kunde han blive ganske ængstelig for, at Vorherre havde glemt ham, og at han maaske endnu i mange, mange Aar skulde vandre om i en Verden, han aabenbart ikke længer tilhørte – som en Uregelmæssighed, til Grin for Voxne, og til Skræk for uartige Børn, der var voxede fra Skorstensfejeren.

Med Sorg havde han ogsaa erfaret, at de kaldte ham for "den lille Vorherre".

Som den gamle Mand saaledes sad i Tanker, opdagede han pludselig en elegant Ekvipage komme rullende hen imod ham fra en Tværvej og ugenert standse lige i Vejenes Overskjæring, saa han hverken kunde komme til den ene eller anden Side.

En behændig Tjener med Gamascher og Skilning i Nakken hoppede fra Bukken og blottede sit lille Pomadehoved, mens Herrerne steg ud. Med et dybt Buk lukkede han Vogndøren, og smilte lyksalig, da det behagede den ene af Herrerne spøgende at lægge en blank Hundesnude (den, hvormed Ridepidsken endte) paa hans Næse, mens han uddelte en Ordre.

Denne hans lille struttende Herre var ligesom støbt ned i en Form, dannet af en grønkantet Jakke 62 og gule Ridebenklæder – saa glat og stramt sluttede det omkring ham. Allevegne var han rund og trind som en velstoppet Pølse, og forresten lutter Hundehoveder paa alle Steder, hvor saadanne med nogen som helst Rimelighed kunde anbringes.

Derimod var der noget Stadseligt over den Andens høje, slanke Skikkelse, med det vittige Smil og de spidse, koket snoede Moustacher.

Uden at tage Notits af det gamle Kjøretøj – som taalmodigt maatte vente, indtil Tjeneren havde samlet en stor Bregnebuket ved Grøftekanten – lod de tvende Herrer sig komplimentere af en halv Snes Bønder med en Sogneraadsformand i Spidsen, der havde samlet sig her ved Korsvejen for at vente paa Herskabet til saadan Noget som en Træudvisning²⁸ i Skoven.

Omsider fik dog den høje Herre Øje paa den "snurrige Maskine", som holdt paa Vejen; og efter først – sammen med den tykke Herre – at have betragtet den lidt paa Afstand, nærmede de sig langsomt og smilende.

Stjærne smækkede øjeblikkelig Ørene tilbage med et lille Knib, knejste med Nakken, og gjorde endogsaa Tilløb til en lille Vrinsken, som dog imidlertid tildels mislykkedes.

Men aldeles sikker var den paa, at de gode Herrer roste dens smukke Skabelon og dydige Levnet. Thi det nytter ikke at nægte, at den gamle Stjærne jo var bleven lidt forfængelig paa sine gamle Dage; men naar den nu vidste, hvorledes 63 den i 27 møjsommelige Aar havde stridt og stræbt sammen med sin gamle Husbond for at skaffe Greven og Præsten og Degnen, hvad deres var, og endda bjærge Lidt til Husbehov; – og naar den nu vidste, at den havde været en opofrende Moder for 13 gode danske Heste – saa var den naiv nok til at tro, at alt dette var noget at rose. Men gamle Stjærne gik ogsaa i Barndom.

"Hvor er det Kjøretøj fra, Gamle?" spurgte Herren med det vittige Smil, og skelede ned til sin tykke Ven med Hundehovederne.

"Fra Lillelunde Mark," svarede Niels Ingvor kort med sin lille sprukne Stemme. Men han saa' ikke paa Manden, og hans Hænder rystede mer end sædvanlig.

"Naa – saa! . . . Jeg troede paa Ære, det var fra oldnordisk Museum," sagde Herren, og saa' sig om med Smilet.

Bønderne forstod, at dette maatte være en Vittighed, og begyndte at knistre²⁹. Men først da den Tykke paa sin joviale Maade klappede Øget over de fremstaaende Sideben og sagde: "Hør, min gode Mand, I har s'gu vist sat den forkerte Ende til Krybben – hæ!" – først da brød de ud i ordenlig Latter, for den forstod de.

Niels Ingvor gav et hastigt Ryk i Tømmen, og det var et halvt Mirakel, at ikke baade Vogn og Hest trillede i Grøften. Thi uden at ænse sine bovlamme Svagheder satte Stjærne frem i et sandt Rejespring, og det var netop, at den elegante Ekvipage 64 fik Tid til at gjøre Plads for det gamle Kjøretøj, som derpaa roligt rullede videre hen ad den støvede Landevej som en Saga.

Men først et langt Stykke henne fik den gamle Mand atter Rede paa sine Tanker; med et vemodigt Blik saa' han ud over sin trofaste Ven, og kunde ikke begribe, hvorfor man blev saa latterlig, naar man blev gammel. –

Paa den flade Lillelunde Mark laa Niels Ingvors brøstfældige lille Hus, et Stykke fra Vejen. Skorstenen var ikke ganske sikker i Balancen, Straataget begyndte at flosse, og rundt om Kartoffelhaven var Gjærdet nedtraadt paa lange Strækninger.

Da Niels Ingvor kjørte ind ad den grønne Laage, saa' han sig omkring og sukkede. Hans Hænder var for svage nu; han følte, hvordan det Alt mer og mer vilde ramle sammen omkring ham. Og han havde dog ogsaa en Gang drømt om, hvor dejligt det skulde blive paa sine gamle Dage, efter et langt og arbejdsomt Liv, at føle Hvilens og Sorgløshedens Velbehag.

Men da han havde strøet ny Halm i Stalden, stod han længe, støttende Armen paa sin graa Ven, og grundede paa, om nu ogsaa Verden virkelig var skabt saa "saare godt". – – Der sad en lille Krog oppe paa Spiltovsbjælken. Han havde set paa den oftere.

Men ind i den pæne, hyggelige Stue skinnede Solen vakkert mellem blomstrende Gyldenlak, dannede 65 lysende Firkanter paa det hvide, sandstrøede Gulv, og fik det gamle, blanke Messing under Loftet til at straale frem fra Hylderne. I det Hele taget var der grumme Gammeldags derinde: Egebordet med Kugleben, den firkantede Bilæggerovn, det udskaarne Hjørneskab, Slagbænken og de riflede Paneler – Alt syntes at være fra det forrige Aarhundrede – lige til Luften derinde, saa indestængt var den.

Henne fra Krogen hørtes stærke, tunge Perpendikelslag fra et stort Uhr, og Stilheden i Stuen var saa dyb, at hvert Sekund syntes at leve et helt lille Liv. Kun nogle store Fluer hvislede en Gang imellem op fra Gyldenlakkerne i Vindueskarmen, slog mod Ruderne og faldt tilbage i de blakkede Blomster.

I Ovnkrogen sad gamle Mor. En stor Spændebibel laa foran paa hendes Skjød, og mens Tommelfingrene paa de foldede Hænder snart samledes, snart skiltes, læste hun i Apostlenes Gjerninger.

Saaledes kunde hun sidde urokkelig i Timer med den kjære Bog foran sig, som var hendes Trøst i al Verdens Trængsler. Fort gik det rigtignok ikke med Læsningen; thi hun tog sig gjerne et lille Blund mellem hvert Vers, for bedre at fæstne det i Hukommelsen. Men varede det altfor længe mellem hver Gang, Stilheden i Stuen blev brudt ved den krattende Lyd af et Blad, der vendtes – da stak et sødt lille lokket Hoved et Par store aabne Øjne frem bag 66 den anden Side af Bilæggerovnen og spurgte med en blød Pigerøst:

"Mormor – sover du ?"

Den gamle Kone rystede blot paa Hovedet uden at tage Øjnene fra Bogen; men læste det næstfølgende Vers halvhøjt i et langsomt mumlende Foredrag, indtil det snart efter døde hen igjen i Stilheden. Den unge Pige tog atter fat paa Traaden og drejede Rokkehjulet; og mens Traaden gik, og Hjulet snurrede, skottede hun en Gang imellem til Siden, og brugte den ledige Fod til at klø en Kat, som laa og døsede under Ovnen, hen ad dens graastribede Ryg.

Johanne var 19 Aar. Men der var Noget over hende, der gav hende et langt yngre Udseende.

Det var noget af dette Barnlig-Bløde, der lagde sig i ethvert af hendes Udtryk, og ofte gav dem et pudsigt Spil. Saaledes naar hun tittede frem bag Ovnen og saa' paa sin Bedstemoder, da var det i Blikket – ligesom i den ejendommelige Bevægelse, hvormed hun idelig maatte stryge en lang Lok af sit blanke, brune Haar fra Øjnene og hen bag Øret. Og det var i det lille sorgløse Smil, der lagde sig i de dybe Mundvige, naar hendes røde Strømpefod strøg hen over Kattens Ryg, og fik den til at knurre velbehageligt.

Men ved den mindste usædvanlige Lyd fór det igjennem hende med et lille frygtsomt Sæt. Og naar Rokkehjulet var gaaet i Staa, og Traaden slap hende af Haanden, fordi hendes store, brune Øjne 67 søgte saa langt ud gjennem de smaa grønlige Ruder – med en halvt ængstelig, halvt nysgjerrig Stirren – da kunde hun stundom tage dem til sig igjen med en pludselig Trækning, som om hun standsede i en Tankegang, der forskrækkede hende. –

"Guds Fred i Stuen," sagde Niels Ingvor, da han traadte ind.

"Tak, Far," svarede den gamle Kone langsomt, foldede Brillerne besindigt sammen og lagde dem i Bogen. "Johanne, kan du skaffe vor Far lidt Spise?"

"Ellers Tak, Mor – men det kan være det Samme."

"Ja, saa faar det være, Johanne," sagde hun, bestandig rolig og langsomt, men saa' bestemt paa Niels, der havde sat sig for Bordenden med Hovedet i Haanden.

Else Niels Ingvor var bleven noget fyldig med Aarene, men havde ellers bevaret mange af de gamle Træk. Foran den sorte Hue sad det tykke hvide Haar glattet fra Panden opefter uden Skilning; men Øjenbrynene vare endnu næsten sorte, Øjnene klare og dybe, og nu – mens hun lagde sin Haand paa hans Arm – med en egen trofast Glans.

Thi hun havde rejst sig af Stolen, stod stille ved hans Side og glattede ham over Armen.

"Ja, ja, Niels," sagde hun blot. Men man kunde se, at de forstod hinanden. –

Ikke længe efter var Roligheden atter gjenoprettet, og den lille Stue gjenlød af lange og langsomme 68 Aandedrag. Med Hænderne foldede i Skjødet sad de to Gamle hver i sin Stol og glemte Verdens Sorger og Skuffelser i en blid Slummer; Katten fik Lov til at være i Ro, og Apostlene at hvile paa deres Gjerninger. – Stille svandt Eftermiddagstimerne bort; lydløst gled Tiden hen over Gulvet i smaa lysende Firkanter; men Johanne sad i Ovnkrogen med Traaden i Haanden, og saa' ud i den store ryggesløse Verden gjennem de smaa grønlige Ruder. – –

Johanne laa i en tung Søvn, da hun følte Noget pusle ved sin Haand; og inden hun endnu ret var vaagen, hørte hun de samme Ord gjentaget af en svag, klynkende Røst:

"Hvorfor ler du ad mig? – Hvorfor ler du ad mig?"

Da hun slog Øjnene op, stod hendes Bedstefader i bar Skjorte ved Siden af Sengen; det første Dagskjær gjorde netop hans underlig forvredne Ansigt kjendeligt.

"Men Morfar!" hviskede det forfærdede Pigebarn, og begyndte strax at græde.

Nu vaagnede ogsaa Bedstemoderen.

"Herre Jesus, Niels!" udbrød hun og satte sig overende i Sengen.

Den gamle Mand havde Feber. Hele Formiddagen laa han i de vildeste Fantasier og snakkede Tysk med en fransk Kyradser, som han havde kjendt i Napoleonskrigen. – Men hans svage Kræfter 69 var snart forbrugte, Røsten døde hen i hæse Toner, og ved Middagstid laa han ganske stille og kunde ikke røre sig.

Slimet havde samlet sig i Strubehovedet, og han havde slet ikke Kræfter til at hoste det op. Aandedrættet fik derved en snorkende Lyd, men der rørte sig ikke en Trækning i hans Ansigt. Øjnene var lukkede til, men Munden stod lidt aaben, og Fugtigheden paa Læberne tørrede ganske ind til et hvidt Lag.

Else saa', at det var paa det Sidste. Rolig stod hun ved hans Side, holdt hans Haand og saa' ufravendt ind i det lille, hvide Ansigt. Men der var en ubeskrivelig Vemod i den varlige Maade, hvorpaa hun af og til fugtede hans tørre Læber med en lille Svamp. Johanne sad i en Krog med Hænderne for Ansigtet og hulkede højt.

"Nu maa du efter Doktoren, lille Johanne," hviskede Bedstemoderen, og glattede hende over Haaret.

Et Øjeblik efter var Stjærne forspændt og strakte hen ad Vejen til Distriktslægen, der boede i en større Landsby, en Mils Vej derfra.

"Morfar er syg," sagde hun ganske aandeløs, strax hun var indad Døren.

"Hvem?" spurgte Lægen og saa' op fra sit Skrivepapir med et fortrædeligt Ansigt.

"Morf . . . Gamle Niels Ingvor paa Marken."

Doktoren var en lille før Mand med et rødt Ansigt, iltre Bevægelser og uhyre distræt – saaledes 70 som det jo hører sig til for dygtige Læger – men næsten mere, end det strængt taget er nødvendigt selv for de dygtigste.

Efter nogle fortvivlede Forsøg paa at faa Pennen anbragt et Sted, sprang han op fra Stolen, snublede over Papirskurven og raabte Noget ud ad en Dør – med et Brøl, der truede med at sprænge hele Huset i Luften, og fik den unge Pige til ganske forskrækket at trykke sig op imod Væggen.

Derpaa fór han omkring i Værelset, skubbede op og ned paa sine Guldbriller, der syntes at være altfor smaa til Øjnene, tog Pennen, smed den igjen, og alt imens ledte han op og ned i nogle Papirsbunker, saa Bladene susede om Ørene.

"Kaldte Herren?" spurgte en Tjenestepige, der stak Hovedet ind ad Døren.

"Jeg? . . . Naa – min Pels!" raabte han og dukkede atter ned i Bunkerne. Men da han havde væltet Alt, hvad der kunde væltes paa Skrivebordet, vendte han omkring paa nogle Skuffer og hjemsøgte nogle Hylder, indtil han tilsidst ganske havde glemt, hvad det var, han søgte.

Pludselig standsede han midt paa Gulvet.

"Hvad vil De?" spurgte han med barsk Stemme, og saa' hen over Brillerne paa Johanne, der alt var halvdød af Skræk.

"Jeg . . . jeg . . .", stammede hun.

"Naa – naa! . . . Men hvor Pokker bliver dog den Pels af – Marie!"

Efter en uendelig Masse Besvær kom han 71 endelig i Pelsen, fik Hatten forkert paa Hovedet, og styrtede ud af Stuen. Men da han stod ude paa Stentrappen, standsede han pludselig, satte Hænderne i Siderne og saa' – først paa Kjøretøjet og derfra hen paa Johanne – med et stort Blik over Brillerne.

"Er De gal!" udbrød han. "Tror De, jeg er Slagter eller Jordemo'r! Manden kan jo baade være død og begravet, inden jeg kommer derhen med det Stykke Oldsag dér!"

Ved de sidste Ord pegede han paa gamle Stjærne, der i fuld Forstaaelse af Situationens Alvor havde strammet sig op til noget hidtil Ukjendt i Retning af Vælighed.

"De maa skaffe et andet Kjøretøj!" sagde han derpaa kort, og smældede Døren i efter sig.

Dér stod den unge, sønderknuste Pige, nærved at segne om paa Stentrappen. Paa Hjælp var ikke at tænke nu i Høsten, og uden ret at vide, hvad hun gjorde, styrtede hun i sin Fortvivlelse atter hjem, og kom netop ind ad Døren i det Øjeblik, da den store Vorherre tog den lille Vorherre ved Haanden og førte ham ind i det lyse, det dejlige Paradis.

Johanne trykkede sin Pande paa Hovedpuden i sygelig stærk Graad. Men gamle Else foldede stille hans Hænder over Brystet og lukkede hans Øjne. Da hun lagde Dynen tilrette omkring ham, fornam hun endnu en urolig Banken i hans venstre Side, som dog snart stilnede af; og for stedse 72 sluktes det Hjærte, som han gav hende for et halvt Aarhundrede siden.

Endnu en Stund blev de siddende og stirrede paa Liget; men da det blev koldt, og store Fluer begyndte at sætte sig i Øjenkrogene, bredte de et Lagen over det og forlod Stuen. –

Fem Dage efter blev Niels Ingvor begravet. Fjorten Dage efter var der Avktion over det lille Hus paa Lillelunde Mark. At sige, selve Huset og Jordlodden tilhørte Greven; men alt det gamle Indbo lige til Sengklæder, Spinderokken og den Afdødes Gangklæder blev stillet ud i Gaarden og paaskrevet store Tal med Kridt.

Folk fra Omegnen var mødte temmelig talrigt – for Morskabs Skyld. Avktionsholderen havde dannet sig en Tribune af et Par Borde og Stole, og sad deroppe og var vittig, saadan som alle Avktionsholdere.

Gamle Else og Johanne sad stille i en afsides Krog paa en Trækasse, og holdt hinanden trofast i Hænderne. De vendte Ryggen til Avktionspladsen; men naar et af disse gamle, minderige Stykker blev raabt op til Bud, klemte Johanne fastere til med Haanden og saa' op paa den Gamle. Hun var rolig, men meget bleg.

Pludselig lød en enstemmig Latter derhenne fra. Johanne vendte sig; men med et lille Skrig tog hun Hovedet til sig og gjemte sig hos den Gamle.

"Mormor – Stjærne!"

73 Der stod den midt i Forsamlingen – med oprejst Hoved, Ørene tilbage – og saa' sig omkring, som om det var det stolteste Øjeblik i dens Liv. Dens gamle Hjærte bankede af Henrykkelse, og hvad den lille Mand paa Tribunen raabte ud til de Andre, lød som en Lovsang for dens Øren.

"Byd paa den!" raabte han. "Naada – dejlig 30-Aars Plag! – Byd paa den!"

"Hvad faar man for at ta' den?" spurgte et vittigt Medlem; og det var nok til en hel Del Latter og en hel Del flere Vittigheder.

Endelig forbarmede en Hesteslagter fra Byen sig over den – for femten Kroner. Med et fiffigt Grin svang han sig strax op paa Ryggen af den, gav den et Rap af Kjæppen – og under Forsamlingens jublende Tilslutning travede Stjærne hen ad Vejen fra sit Fædrenehjem, saa fyrig og kjæk, som vilde den fordre Livet ud paa Ny.

Men tvende Dage efter averteredes gamle Stjærnes dødelige Bortgang i Avisen som "ungt, fedt Oxekjød". –

Da Avktionen var forbi, gik de to Forladte endnu en sidste Gang gjennem de tomme Stuer, standsede lidt hist og her, uden at tale. Men da Johanne fandt den gamle Morfars Neglepind i den samme Sprække i Panelet, hvor han altid satte den, kom hun til at græde hæftigere.

Og derpaa begav de sig paa den tungeste Vandring, der kan gaas efter et langt og arbejdsomt Liv, – til Fattighuset.

74 Til Kirkegaardsplads og Begravelse havde Else faaet Hjælp af Sognet og var saaledes hjemfalden til Fattighuset, eller "Arbejdshuset", som det finere kaldtes. Johanne havde faaet Plads i Kjøbenhavn, og skulde rejse samme Aften.

Hidtil havde den gamle Kone været rolig og fattet, som det laa for hendes Natur. Men paa Vejen derhen maatte hun standse flere Gange for Svimmelhed, og da de gik op ad Fattighusets Trappe, mærkede Johanne en stærk Sitren i hendes Arm.

En kroget Kone lukkede Døren op for dem, og strax slog en kvælende, muggen Luft dem i Møde. – Johanne saa' sig om. Det var et stort, men lavt og mørkt Rum med mange smaa Vinduer. Ved hvert af disse sad en gammel, smudsig Kone og kartede – med Bunker af Uld og Pjalter foran sig, der udbredte en ulidelig Stank.

Da de to Fremmede traadte ind, standsede de i deres Arbejde og i den smudsige Historie, som den lille væmmelig vanskabte Kone i Krogen gav til Bedste. Johanne saa' disse stumptandede Munde og nysgjerrige Øjne stirre ædende hen paa sig, og gjøs.

Kun en af Stolene var ubesat, men Johanne vendte Ansigtet fra den. Hun kunde ikke udholde den forfærdelige Tanke, at det var her, det Liv skulde endes, som hun elskede højest i Verden. I fortvivlet Graad klyngede hun sig til hende og 75 gjemte for sidste Gang sin lille frygtsomme Sjæl hos den Gamle.

"Mormor dog! Mormor dog!"

"Bryd dig ikke om mig, Lille," sagde den gamle Kone, og glattede hende over Haaret.

Udenfor ventede Vognen, der skulde føre hende ud i den store, vildsomme Verden. Vejen faldt just forbi det lille Hus paa Marken, hvor man allerede var i Færd med at bryde ned paa Væggene. Men Johanne vendte Ansigtet bort; hun vilde ikke se det.

Men ogsaa hun tænkte paa, da de kjørte forbi, om ogsaa Verden i alle Ting var skabt saa "saare godt"? –

—

76 [blank]

77

Kirkeskuden.

78 [blank]

79

I.

Efter den første Vaarregn, naar smaabitte længselsfulde Spirer titte frem af hver Haandfuld Jord, da kan selv den magreste Ager synes grødefuld; ja Sandjorden staar endda paa den Tid som den aller frodigstgrønne og bilder os ind, at den er frugtbar; det er først, naar Høsten kommer, at man ynkes over de spredte Straa, som raaber til hinanden. Og efter den første Vaarregn svulmer Haabet og Kraften – nu kommer den dejlige, yppige Sommer! –

Skoven stod endnu saa betænksom og vidste ikke, om den turde; kun nogen ustyrlig Ungdom paa Sydskrænten havde vovet Springet og vinkede til de andre med deres spæde Blade. Men Rugen strakte sig behagelig efter den lange Vintersøvn, og saa' ned paa de sorte Jorder, der netop havde gjort Toilette og friseret sig sirligt med den tunge Jernredekam.

De laa i lange smalle Skifter lige fra Strandens golde Kviksand til det brede Skovbælte, der gav dem Læ for Norden- og Vestenvinden. Hist og her stod de allerede med et svagt grønligt Skjær, som 80 den synkende Sol lagde en rødmende Tone ind imellem.

Luften var ganske stille og endnu fugtig efter Regnen. Men da Solen puttede sig ned i Lyngbakkerne, gik der en sagte Hvisken gjennem Skoven. Det var de gamle Træer, der aftalte, at i Morgen skulde det være.

Fuglene begyndte at trække til Skovs – med dette rolige Velbehag som Mænd, der gaa hjem efter et vel udført Dagværk. Men en Flok Krager fløj med saadan Allarm hen over den lille By, at alle de fjorten Storkefamilier fór op af Rederne, baskede med Vingerne og skræppede. Og idet de satte Hovedet lidt paa Held, blev de ved at glo efter dem, indtil de ikke saa' Andet end en lille sort Streg paa den røde Aftenhimmel.

Saa strakte de de lange Halse med et enkelt Skræp, der skulde udtrykke deres uendelige Ringeagt for disse elendige Graa, og satte sig atter til Rette i Rederne for i Ro og Mag at pudse Næbene rene for den fede Moseskimmel. Og der blev igjen saa stille over den lille By, at man kunde høre det langt borte, naar en utaalmodig Ko brølede i Stalden efter Malkepigen.

Det var for det Meste ældgamle Gaarde, der saa' ud, som om de bare stod og ventede paa at faa at vide, til hvad Side de helst maatte falde. Og de smaa Huse, der laa klinet tæt sammen inde mellem Gaardene, stod aabenbart kun af Medlidenhed med de fattige Familier, som de husede. Men 81 til den nær forestaaende Pintsefest³⁰ havde de fleste faaet Væggene opkalkede og Bindingsværket tjæret, saa der saa' helt pynteligt ud omkring det store, spejlblanke Gadekjær.

En ung, kraftig Pige sad med et Uhyre af en flødegul Strikkestrømpe paa Stenflisen foran et lille Hus og trallede med Foden, mens hun strikkede. En Gang imellem – naar hun skiftede Pinde – henvendte hun en kort Bemærkning til en midaldrende Mand, der stod ovre paa den anden Side af Gadekjæret i en halvaaben Stalddør og lænede sine trætte Arme paa den nederste Lem.

Men han skulde altid først suge et Par langsomme Drag, og endda en lille Stund se paa, hvordan den lette blaa Røg hævede sig roligt i den stille Aftenluft, før han kunde finde paa at svare: "Aa – ja."

Ude i det mudrede Vand morede nogle barbenede Unger sig med at hale i en død Kat, hvis store opsvulmede Mave stak op over Overfladen. En hvidhaaret Knøs med Buxerne smøget helt op til Lommerne havde faaet en Snor om Halsen paa den, og et^'15 Par andre stak i den med korte Pinde.

To smaabitte frygtsomme Piger stod tæt inde ved Land og holdt hinanden trofast i den ene Haand, mens de med den anden løftede Skjørterne forsigtigt op over Knæerne.

"Pas endelig godt paa – Børnlille!"

Drengene vendte sig om, og blev staaende med Huen i Haanden. Det var Præsten! Han stod der 82 oppe paa Vejen med sit milde, venlige Smil, og nikkede ud til dem.

"Pas endelig godt paa!" – gjentog han.

"Ja!" raabte de Allesammen, og der laa i den frimodige Tone, at de ikke var bange for Præsten. Men de to Smaapiger stod lige tæt ved ham og saa' op med store Øjne.

Han bøjede sin lange Skikkelse helt ned til dem og strøg dem kjærligt over Kinden: "Hvis er I – Smaabørn?"

Den Ældste maalte paa sin Mave, og svarede saa: "Ole Olens."

"Ja nu ser jeg det. Kan I hilse hjemme –" sagde han. Og idet han atter nikkede venligt ud til Drengene, fortsatte han sin stille Vandring med Hænderne paa Ryggen.

Men naar han saaledes gik i sine egne Tanker, var hans magre Ansigt alvorligt, næsten strengt. Og der var noget højtideligt Fraværende ved de rolige afmaalte Skridt og det bøjede Hoved.

Manden i Stalddøren lettede lidt paa Huen, men Præsten hilste dybt, og Smilet var der igjen – lidt sygelig-sødligt var det.

"God Aften og Guds Fred – Hans Olsen!"

Den øvre Ende af Byen bestod kun af smaa lave Huse med Hatten ned over Øjnene og en Mundfuld Have foran. De laa paa begge Sider af Hovedvejen, og saa tæt ved hinanden, at der netop var Plads for en stinkende Rendesten og disse 83 Uhumskheder langs Gavlen, som Smaafolk mene er nødvendige for at bevare Hyggeligheden.

Konerne stod i Dørene med Pattebørnene, Ungdommen sad paa Stenfliserne og spiste Fedtebrød, Mændene lænede sig over Gjærderne og smøgede Tobak af korte Træpiber. Deres Passiar over Gaden forstummede, da Præsten gik gjennem Gaden – smilende, hilsende dybt, ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem.

Men paa Legepladsen foran Skolen var der ualmindelig Bevægelse. En halv Snes af Byens Karle havde samlet sig i tæt Klynge om Søren Hans Andersen, der just var kommet hjem efter i tre Aar at have "vasket op" med en af de store Sejlfragtere mellem Rio og Valparaiso. Han saa' ud som en Kæmpe mellem Lilleputter; og naar han gestikulerede med sine lange Arme, kunde man fornemme, at han rummede hele den halve Snes i et eneste Favntag og kunde klemme Sjælen af dem saa let som ingen Ting.

De Andres Øjne lyste af Beundring. Det var blevet Ka'l – han! Han bandte alenlangt, spyttede midt ud i Gadekjæret og drak Rom af Ølglas. Saa havde han en stor Bulehat lige bag i Nakken, Guldankere i Ørene, og brugte Skraa saa tyk som en Tovende.

Præsten forsøgte en Hilsen, men de unge Mænd var saa optaget af den store Amerikaner, at han gled ubemærket forbi dem. Men dette huede slet ikke Præsten, og han gik misstemt ud af Byen.

84 "Tiden!" – mumlede han betænkelig mellem Tænderne, og steg op paa Bakken.

Der laa den lille Landsby for hans Fødder med Aftensolens sidste Glans bredt over sig som lyksalig Fred – saa hyggelig gjemt mellem det store Hav og det brede Skovbælte, hvorigjennem de sidste Tiders urolige Strømme – Gud ske Lov! – endnu ikke havde fundet Vej. Og de skulde – med Guds Hjælp! – heller ikke faa Lov til at besmitte den lille Flok, hvis aandelige Vogter han var sat til at være.

Men nu var der denne Amerikaner og al den Luft fra Forbryderverdenen, som han førte med sig. Karlene flokkedes om ham fra Morgen til Aften – ja selv Pigerne holdt af at høre paa ham.

Præsten rystede betænkelig paa Hovedet.

Og saa var der – – Men just som han tænkte det, vendte han sig om og saa' hende staa nede ved Stranden i Færd med at kalfatre en stor Baad.

Det var "lange Ane" fra Kratskoven.

Hun hed egentlig Ane Bodilsdatter fra Kratskoven. Men de kaldte hende saa, fordi hun var mer end mandshøj og havde et Par svære, kraftige Arme, om hvilke Degnen spøgende ytrede, at andre Mennesker vilde bruge dem til Ben.

Men hendes Hoved var spinkelt, Ansigtet frøken-fint – med en sjælden skjær Hud og store tunge Øjne. Hendes Haar var blankt og blaasort, knyttet i en stor Knude bag. Men hun skjulte det altid med et Tørklæde, som hun viklede saa stramt om 85 Hovedet, at kun en krøllet, filtret Tjavs krusede hen over Panden – for ikke yderligere at bestyrke det Rygte, at den franske Brændehugger havde "tabt hende" hos Bodil fra Kratskoven.

Hun stod dernede paa Stranden og hamrede med alle Kræfter paa den store Baad. Af og til standsede hun, strøg Sveden fra Panden med sit Trøjeærme, og saa' ud over Havet – om han dog ikke skulde komme. Men hun anede ikke, at Præsten stod deroppe paa Højen og betragtede hende med mistænksomme Blikke.

Der rejste sig altid en egen Uvillie hos Præsten ved Synet af dette store, stærke Fruentimmer. Hun var for unaturlig. Og saa det Udfordrende i hendes frie Liv. Hun færdedes altid mellem Karlene, hjalp til ved det groveste Arbejde for at gjøre sig til af sine Kræfter, og især fandt han det anstødeligt, at hun trak Vaad med Fiskerne om Natten, og var gamle Ole Røgter paa Bakken behjælpelig med Bytyren.

Endelig kom en lille hvid Baad glidende derude paa det blanke Vand, og Ane vidste strax, at Manden paa Toften var en lille, spinkelt bygget Mand med et spædt, lyserødt Skjæg under Hagen og store havblaa Øjne.

Og da Baaden var lige ud for, satte hun sine store Hænder for Munden og udstødte et Brøl, der fik Præsten til at fare i Vejret fra det Sæde, han havde dannet sig oppe paa den lille Høj ved at 86 lægge sit Lommetørklæde over en Græstue, og hvorfra han havde siddet og betragtet Aftenrøden.

Men Raabet havde ikke saa snart naaet den lille Baad, før den vendte Næsen og pilte mod Land af alle Kræfter. Det hvide Skum stod for Boven, og to lange Bølger gled bag efter. Ane stod paa Strandbredden med Hænderne i Siden og nikkede tilfreds: Vel roet!

"Har du ventet – Ane?" – spurgte han næsten forsagt, da han naaede ind.

Men Ane klappede ham paa Skuldren og tog Aarerne. Han var ganske forpustet, og Sveden haglede ham ned over Kinderne.

Da Præsten saa dem ro ud over Havet sammen, rejste han sig, gik ned ad Højen og skyndte sig hjemad. Hans Hustru ventede ham med Theen og længtes vistnok efter Slutningen af "de hellige Martyrer"³¹. –

Ane plejede gjerne at følge Ole Lorents, naar han tog ud for at røgte Sildegarnet; og Ole røgtede egentlig kun for at faa hende med, thi Sild var der sjeldent Tale om. Men han elskede hende. Og hans Kjærlighed var en ydmyg Underkastelse, en ubetinget Beundring, som han havde bevaret fra Børnedagene, da hun forsvarede ham mod de andre Drenge i Nyhusene. Trods alle de Krænkelser, han maatte døje baade af hende og Andre, blev han ved at haabe med en rørende Trofasthed, indtil han blev halv Idiot af denne idelige, pinefulde 87 Svingen mellem frydefuldt Haab og grænseløs Skuffelse.

Ane kunde ikke bestemme sig. Snart klappede hun, snart viste hun væk. Hun vidste blot, at hun godt kunde lide at se ind i det lille spinkle Skjægs fine og bløde Haar, men fandt paa den anden Side, at han var altfor latterlig lille i Sammenligning med hende. Hun svarede aldrig bestemt; undertiden gjorde hun Nar ad ham, afviste ham haardt og kaldte ham "et Mandfolk" – det laveste Skjældsord, hun kjendte. Ole laa da i Taarer hele Natten, men Dagen efter vidste hun ikke, hvor god hun vilde være. Der var vist noget Sandt i, at Oles hule Kinder for en Del skyldtes de Lidelser, han maatte gjennemgaa. –

Der var heller Intet i Sildegarnet denne Gang; men de flød ude paa Havet til henimod Midnat. Ole hvilte paa Aarerne, tog blot en Gang imellem et halvt Tag. Ane sad i Bagstavnen. Havet laa i ganske smaa Krusninger, der blinkede i Maanelyset som straalende Skjæl.

"Nu maa du give mig ren Besked – Ane! – jeg kan ikke mer."

"Aa, Ole! – Tror du, vi passer sammen? – Er jeg ikke for stor?"

Det var det mest Afgjørende, hun endnu havde udtalt sig. Ole saa' ud paa den styrbords Aare og pjaskede lidt med den: "Du har nok set Søren Hans Andersen, kan jeg forstaa."

"Hvem?"

88 "Søren fra Overdrevet – han kom hjem fra Amerika i Gaar."

"Hvad siger du?" – sagde Ane livlig og flyttede nærmere – "er han saadan flot Fyr? – hvordan det?"

Han saa' tungt paa hende: "Skal vi saa ta' hjem – Ane?"

"Naa naa – Ole!"

Snart stod de paa Stranden mellem de store Sten. Hun havde haft Lyst til at høre lidt mer om denne Amerikaner, men da hun saa' paa Ole, der rakte Haanden frem til Farvel, slog hun sine lange Arme omkring ham og kyssede ham: "Ole!"

Saa gik hun. Vejen igjennem Strandskoven var længst, men det gjorde ingen Ting. Der var rart at gaa og Intet at haste efter. Maanen spillede ind mellem Stammerne paa den lille Sti, og hendes Ansigt straalede. Hvorfor hun var glad, det vidste hun ikke, men det behøvedes heller ikke. Hun nynnede eller sang, saa Fuglene vaktes og fløj urolige om mellem Trætoppene.

Men paa den anden Side af Skoven, hvor Stien drejer af fra Hovedvejen, standsedes hun af Musik fra Kroen noget henne. Et stærk rødt, støvfuldt Skjær faldt gjennem de aabne Vinduer tværs over Vejen.

Nu huskede hun, der var Dans. Men hun dansede ikke. Hun var for stor. Der var ingen af "disse Mandfolk", der kunde svinge hende. – Med et medlidende Smil fortsatte hun sin Vej op 89 ad Stien, der gjennem Overdrevet og Kratskoven førte hjem. Men kun et Par Skridt – saa standsede hun igjen og lyttede.

Det var en Hopsa! – Nej, en Sextur! – Aa nej, nej heller ikke – men hvad var det dog? –

Hovedet begyndte at rokke i Takten, Tungen gled over i Melodien, Hjærtet hoppede efter, og de trippende Fødder paastod tilsidst, at det var en Hopsa, en strygende, fejende Hop, Hop, Hop, Hopsa!

Med et lille villiestærkt Tramp satte hun sig atter i Bevægelse, men standsede igjen ligesaa brat. Og inden hun ret begreb et Ord deraf, stod hun midt for Kroen og kiggede gjennem Vinduerne.

Gamle Ole Røgter sad henne i den samme Vindueskarm, hvorfra han lige siden ung og "skjøn som en Dragon" havde klemt Harmonikaen og taktfast sendt blaalige Skyer fra en stumpet Krikke ud i den tykke, fedtede Taage af Finkelstank³², Øldunst, stinkende Sved og muggent Støv, der laa – graagraa kjedelig – over Salen, og hvori Karle og Piger virkelig kan "føle for hinanden" uden at faa Kvalme.

Karlene havde overladt Pladsen til de halvvoxne Hyredrenge og søgt Skjænkestuens Virvar af Klinken, Skrigen og Kortslag i Bordene. De ældre Piger krøb gabende sammen i Krogene, og skelede til de enkelte unge Par, der vovede sig ud, naar Ole var vaagen og gad spille.

I det Samme lød en glad Stemme tæt bag ved 90 hende: "O – my little Lady – har det saadant Hastværk?"

En stormægtig Skikkelse med en Bulehat bag i Nakken kom sejlende hen imod hende. Hun studsede. Men da hun havde betragtet ham lidt, gjenkjendte hun den lave, fede Pande, de smaa dybtliggende Flinteøjne og det tykke gule, buskkrøllede Haar, der sad i en lille gemytlig Svans foran Ørene.

"Er det dig – Søren?" – udbrød hun beundrende og saa' op og ned ad ham.

"How? – My long Lady Ane! – hvordan gaar det?"

Hun vilde svare Noget, men mærkede, det blev siddende i Halsen. Hendes Øjne kunde ikke komme bort fra denne høje, kraftige Skikkelse. Og saa kaldte han hende Lady – det tog næsten Vejret fra hende.

"Ho! – How you er smuk – Lady!" – udbrød han galant, og lettede paa Hatten som en rigtig Gentleman: "Skal vi danse en Omgang?"

"Nej, nej! – jeg kan slet ikke."

"O – little girl! – en lille en?"

"Nej, nej! – lad mig gaa – du!"

"Ho! – little girl! – little girl!"

Hun stod lænet op til Dørkarmen med Hænderne paa Ryggen og gned forlegen det ene Ben med det andet. Maanelyset faldt lige paa hendes Ansigt, og de kraftige hvide Tænder skinnede bag de lange 91 lattermilde Læber. Blodet var løbet hende til Hovedet, og nu turde hun ikke se paa ham.

Han blev ved med sit little girl.

"Nej nej nej nej!" – lo hun op imod Himlen og gned Dørkarmens skarpe Kant dybt ind mellem Skulderbladene, mens hun forsøgte at holde ham fra sig.

Men han slyngede sin Arm kraftigt om hendes Liv, og trykkede hende med al sin Magt tæt ind til sig: "Ho! – Lady! – en Engelskmandsreel – hva'?"

Hun stønnede under det, og gjorde en mat Anstrengelse for at rive sig løs. Om nogen anden af "disse Mandfolk" havde vovet en slig kjælen Tilnærmelse, da vilde hun blot have set paa ham med det Blik, som en Elefant maatte have, dersom en Mops friede til den; men her følte hun denne kildrende Fornemmelse af Svaghed. Det var første Gang.

Saa sank hun tilbage i hans Arm: "Lad mig gaa – du!"

"Smukke Pige med det sorte Haar, kom lidt med mig – trara" – sang han.

"Aa nej – jeg vil ikke – lad mig gaa."

Men da stod hun allerede inde i Salen.

Der var Dansen begyndt igjen for Alvor. "Herrerne" havde kastet Frakken og brændte "Damernes" Pander med Cigaren. Røgen stod op omkring det sorte Loft, Lysene viftede i Vinden, og Gulvet gyngede under de trampende Støvlehæle.

92 "Plads for en Fuldrigger – Manne!" – raabte Amerikaneren og brasede ud for fulde Sejl.

"Du har nok Ballast – Søren!"

"Lad vos faa Aaretag – Manne!" – og saa slog han om sig med den ene Arm.

Ane lagde Hovedet tilbage og lukkede Øjnene. De fløj fra den ene Væg til den anden. Hun svævede i hans Arm; han bar hende. Hun følte denne sælsomme Vuggen i Luften. Det var første Gang.

Alting løb i en eneste Lystaage; det susede for hendes Øre, og hun blev svimmel. Han holdt saa fast. Salen løb rundt, Musiken var helt nede under Jorden. Hun fløj op ad, højere og højere – kunde Intet kjende, Intet sandse, blot hælde Hovedet tilbage, blot hvile tungt i hans Arm og lade sig bære og vugge i en strygende, hvirvlende Dans, for hver Gang fastere, tættere, tryggere.

De fulgtes ad Hjemvejen. Hun havde søgt at undgaa det, men han paastod netop at skulle ad samme Kant. I Begyndelsen gik de hver langs sin Grøftekant, og saa' ned uden at tale. Men da de kom ind i Kratskoven, gik han over til hende, og lagde sin Arm i hendes – uden at sige et Ord.

Lempeligt søgte hun at vikle sig ud. Da holdt han fast, trykkede hende tæt ind til sig og gned sin Kind mod hendes. Hun følte, hvor den brændte. Og da han spurgte hende, om hun ikke var træt, om de ikke skulde sidde lidt i Græsset, blev hun bange, og holdt det for raadeligt at løbe fra ham.

93 Men da tog han hende kjærlig blødt om Livet og Nakken, kyssede hendes Pande og hviskede hende i Øret.

"Nej – nej!" – hviskede hun hæst, og sled sig ud af hans Arme, men faldt derved over en fremskudt Bøgerod.

Oppe under Himlen sad Maanen med et salvelsesfuldt Smil paa sit blegfede Ansigt. Gjennem hver Lysning i Trætoppene dryssede den sin himmelske Velsignelse ned over den lille Plet og lyste for det unge Par.

Men saa skulde der netop komme en stor sort Sky saa ondskabsfuldt listende, og da den endelig var passeret, var der kun en grædende Pige om Halsen paa en Mand: "Og saa skal det jo være os to – ikke sandt, Søren?"

Men nu saa' hun først, at Søren var fuld. –

Det blev Morgen, men Ane mærkede det ikke. Hun sad paa en Sten ved Stranden med Hovedet i Hænderne, og var endnu ganske fortumlet. Undertiden græd hun, undertiden saa' hun ud over Havet med et aandsfraværende, højtideligt Udtryk.

Opad Formiddagen mødte hun Ole ved den store Baad.

"Du har grædt, Ane –", stammede han.

Det varede lidt, inden hun turde se paa ham. Men da hun saa' Taarer glide ned ad hans Kinder, vendte hun sig hastigt om og pressede Tørklædets Snipper for Øjnene.

94 "Ane – jeg véd det godt – men det gjør ingen Ting."

"Ole, Ole! –" hulkede hun og sank ned ved Siden af Baaden.

Han lagde sin Arm om hendes Skuldre og talte kjærligt til hende: "Kan det nu blive, Ane?"

Men halvt forskrækket, halvt fortvivlet sprang hun op og skyndte sig afsted. Hulkende og vridende sine Hænder gik hun op og ned ad Skrænten, og fandt tilsidst tilbage til Skoven. Dér laa Søren endnu under Træet og sov i lange, trygge Drag. Munden stod halvt aaben, Tungen var tør og Næsen saa tilstoppet, at det næsten gjorde ondt i Øret at høre paa hans Snorken. –

Den Nat sprang Skoven ud, saadan som den havde bestemt. Men den lille fredelige By saa' det ikke. De kiggede blot henad Byggen og Havren; der var smaabitte grønne Toppe. Røgen stod op af Skorstenspiberne, Grøden kom paa Bordet, Hornskeerne fik en lille rensende Omgang af Tommelfingrene, saa ned i Smørhullet med dem.

Da fór det som et Lyn gjennem Byen: Søren er dræbt! –

95

II.

"Det skulde vel ellers snart ordnes med ham – Drengen?"

Det var Sogneraadsformanden, der talte. En lille mager Mand uden Skjæg, der aldrig kunde finde den rette Plads for sine Hænder, men uafladelig arbejdede med dem over Ansigtet, i Lommerne og op og ned ad Knapperne. Med ham – Drengen mente han lange Anes Søn Ove, som nu i ni Aar havde været til Besvær i Fattighuset, og som nu gjerne skulde ud i en billig Pleje. Ane havde i samme Tid siddet i Tugthuset, hvortil hun var dømt for ti Aar – "paa Grund af formildende Omstændigheder".

Degnen sad lige over for Sogneraadsformanden – med løst foldede Hænder over sin mægtige Mave, der havde været stor nok til tre beskedne Smaafamilier. Hans Kinder hang helt ned paa det hvide Halsbind, Hænderne havde store Fedtpuder bagpaa, med dybe Huller i Stedet for Knoer, – og dersom man vilde have den Ulejlighed at tælle efter, kunde man finde fem Hager, den ene under den anden.

Han sad i en fedtet, blød Lænestol, der havde det samme velnærede, udpolstrede Udseende – og da han havde Besværlighed med at trække Vejret, besvarede han blot den anførte Bemærkning med 96 dette langsomme Nik, som Sogneraadsformanden aldrig forstod Meningen af, men altid havde den dybeste Respekt for.

"Hæ! – naa – naa saa De har tænkt. –"

Degnen nikkede igjen – langsomt og gaadefuldt.

"Hm! – hm!" – Formanden begyndte at skubbe sig paa Stolen og pille sig under Hagen. Han maatte beundre Degnens fine Diplomati; men den kunde ofte være lidt besværlig for dem, der ikke forstod et Ord af den: "Hvad det nu kan blive – saa maa det jo – jeg mener – husk paa Kassen, Mikkelsen!"

Han følte strax, at det var dumt sagt, og fór forvirret op og ned med Hænderne. Men da han igjen saa' det irriterende Orakelnik, fik han en knugende Fornemmelse af sin egen Ubetydelighed overfor denne stormægtige Skikkelse, og søgte at frigjøre sig for den ved at lægge Hænderne roligt og stolt paa Ryggen med forretningsmæssig Kulde: "Som Sogneraadsformand – jeg mener – Fanden gale mig – det maa sgu ikke koste, for meget."

"Slet intet! –" smilte Degnen.

"Hæ!" – sagde Formanden saa dum som en Hest – "Slet intet?"

"Nej – slet intet", gjentog Degnen, og saa' roligt paa ham med sine smaa Øjne.

Dette begyndte at blive sindsforvirrende. Og i sin Fortvivlelse fór han med Hænderne gjennem Haaret, kilede dem ned i Lommerne, raslede med 97 en Tændstikæske og drejede Halsen om paa et Par Vesteknapper. – Men da saa' han Degnens Hoved gjøre et lidet Kast henimod Præstegaarden, og et Smil arbejde sig op gjennem hans tykke Kinder. Nu forstod han ham.

"Ah! – tror De?" – hviskede han, og flyttede nærmere.

"Bare med Lempe – til Vinter kanske."

"Til Vinter først! – Mikkelsen! – hvad tænker De paa!"

"Paa Havremarken i Præstegaardsudlodden³³ – hm!"

"Hvad siger De! – tror De? –" hviskede han igjen, og flyttede sig saa nær, at Degnens store fede Knapper var i Fare.

"Præsten er en Stadsmand –", sagde Degnen.

Og dette Ord gjentog Sogneraadsformanden for sig selv, da han gik hjemad. Aldrig kunde de faa bedre Præst; altid var han mild og god, aldrig kom der et ondt Ord over hans Læber, – og saa bød han altid baade paa Kaffe og Cigar, naar man kom i Præstegaarden for at tale med ham. –

Da Tiden kom, gik Degnen til Præsten.

Det var en af disse tunge, klamme Vintermorgener, der rækker Aftenen Haanden ved Middagstid; hvori kun Taagen lyser, og Solen skimtes gjennem den som en osende Maane.

Skiden Sne laa i Grøfter og Plovfurer og i smaa Klatter paa det Havrestykke, som Degnen 98 havde faaet Præsteembedet til saa godt som at forære Sognet til Byggeplads.

Istænderne under Tagskjægget løb i Vand – Dryp for Dryp, indtil der dannedes en hel dyb Rende under neden. Gaden var et afskyeligt Ælte med store Pøle af graagult Vand, og Taagen laa saa tyk over Byen, at man ikke kunde se fra den ene Gaard til den anden.

Men i lang Afstand kunde man høre Lyden af svuppende Træsko, og af et Barn, der græd for Morgenvasken. Og den lydhøre Taage bragte til Degnens Kundskab, at Pigen skurede Kjøkkenbordet, længe før han naaede Præstegaarden.

Da han kom der, var der endnu Lys i Studereværelset; og da der ikke var nedrullet, kastede han et Øje derind.

Familien var samlet om Morgentheen.

Præsten Østrup til Søby og Sorvad maalte Gulvet op og ned med Hænderne paa Ryggen. Hans ugifte Søster Kathinka var krøbet dybt ind i det ene Sofahjørne, og sendte sin Svigerinde i det andet et af disse smaa Smil, der ætser.

Men den smukke Præstekone sad hældet over Bordet med sammenknebne Læber, som for at holde Graaden, og stak med Skeen i Bunden af Koppen. Hendes Ansigt var blegt, og med den usunde Fyldighed, der ofte følger Indesidden. Det mørkebrune Haar laa glat over Issen, og var saa forunderlig blødt og fint, at man følte Lyst til at lade sin Kind stryge hen over det.

99 Men Frøkenens Krøller sad i smaa spidse Pappilotter foran en lille ungdommelig Morgenkappe med Forglemmigejer og skotske Baand. Og den stivede Morgenkjole struttede med en Utallighed af store Buler og Gruber, der knækkede hver Gang hun rørte sig.

I Forstuen kunde Degnen høre Præstens blide, rolige Stemme: "Du vil ikke forglemme, min lille Julie, at Gud ofte skjænker os Meget, for at vi skulle lære at give Afkald. Du vil sikkerlig ogsaa erindre, min lille Julie, at jeg af mig selv fordrer denne Pligt opfyldt – i Stort som i Smaat – og ønsker det gjerne hos Andre."

"Ja, det er rigtigt, lille Rudolph" – det var Frøkenens Stemme, saa skarp som en Knivsæg. – "Men lille Julie vil nu ikke forstaa dig – saadan som hun burde."

Saa blev der stille, og Degnen traadte ind.

"God Morgen – kjære Hr. Mikkelsen!" – hilste Præsten, og beholdt hans Haand saa længe, at den blev svedt.

Fruen satte stille en Kop The for ham, og Frøkenens lange tørre Skabning var nær ved at briste, da han tog fem Stykker Sukker i Koppen og et i Munden. Havde Degnen vidst, hvor udiplomatisk dette var, havde han sikkerlig ikke gjort det.

Men derimod var han fornuftig nok til ikke strax at møde frem med sit Ærinde. Han talte om Vejr og Vind, om Sne og Paaske, og hørte taalmodigt paa, at Præsten udviklede et lidet Afsnit 100 af Verdenshistorien fra Korstogenes Tid. Men paa en ubegribelig Maade fik han Forbindelse mellem Richard Løvehjærte og lange Ane – saa fint, at Ingen mærkede Overgangen. Og med den Ro, som Bevidstheden om at virke i en god Sags Tjeneste giver, svang han Moralens flammende Sværd over Hovedet paa den Synder, der nu snart kunde ventes tilbage.

Frøken Kathinka gøs i Sofahjørnet, og tænkte paa saadan Noget som skjult Harnisk under Klæderne. Men Fruen havde lænet sig lidt tilbage og saa' fraværende ud for sig, langt – langt ind i Lampen. Hendes Aandedrag gik roligt, men tungt og slumrende; og der laa fine Skygger ind under Øjnene.

Uagtet Præsten ikke selv røg Tobak, havde han med stor Omhyggelighed stoppet en Pibe til Degnen, idet han samvittighedsfuldt opsamlede hvert mindste Blad paa Bord og Gulv. Og idet han med ikke mindre Nøjagtighed lavede en Fidibus af en gammel Avis og stak den til Kakkelovnsilden, sagde han: "De fremdrager – forunderligt nok – her en Ting, Hr. Mikkelsen, som jeg netop selv saa smaat har syslet med i Tankerne de sidste Dage. Thi her bliver jo Noget for mig at virke hos dette faldne Menneske."

"Aa – Rudolph! jeg véd ikke, hvor du tør! –", sagde Frøkenen med korslagte Arme, og raslede med sin stivede Kjole, som om hun frøs.

Præsten standsede og saa' dybt paa sin Søster: "Lille Kathinka – jeg maa. Og det var sandelig 101 ikke godt, om vi Præster ikke med Glæde og Haab gik til saadan Gjerning." Saa fortsatte han sin højtidelige Gang med bøjet Hoved og disse alvorlige, dybt tænkende Øjne.

"A – det er stort af dig, Rudolph – men den Slags – uf!"

Degnen var tilstrækkelig kjendt i Præstegaarden til at vide, hvilken Hjælp det var at have Frøkenen paa sin Side. Han foldede Hænderne over sin tykke Mave med et Suk og en betænkelig Hovedrysten: "Ak nej, Hr. Pastor! – Jeg maa desværre give Frøkenen Ret. At bruge Ord til hende, det er – rent ud sagt – ligesom at slaa Vand paa en Gaas."

"Da plejer dog vist min Broders Ord ikke at gaa forgjæves –", bemærkede Frøkenen skarpt.

"Intet er sandere – bedste Frøken! – Pastoren skulde da ogsaa være den Eneste; – men hun er altfor forhærdet – altfor forhærdet."

"Det maa De ikke sige – kjære Hr. Mikkelsen!" – sagde Præsten venligt bebrejdende, og standsede for et Øjeblik sin Gang over Gulvet, mens han klappede Degnen paa Skuldren: "Husk paa – Kjære! – Bladet sig vender under usynlige Hænder – som der staar."

"Men det kommer ikke paa én Gang –" mente Degnen med Eftertryk.

Men Præsten forstod ikke det Vink, der skulde ligge deri: "Jeg vilde just sige det – sige det, som jeg sagde til Menigheden forgangen Søndag – at Naadens Lys sendes os ikke som en splintrende Lynstraale, men i milde Skjær. Og det løsende 102 Guds Ord fra det Høje lyder ikke til os i Stormes brusende Vingeslag, men i en stille Susning af Herrens egen Aande. Og faar den blot Tid til at dugge vore Hjærter, da voxe de til Himlen i hans Naades Lys. – Ja, kjære Venner, lade vi blot Herren raade, og give vi blot ham Tid til at faa Indpas i hendes Hjærte, og til at pleje og saa sin velsignede Sæd derinde, da skal ogsaa hun – med Guds Hjælp – høste Evighedens Frugter. Ja, hvor dejligt synger ikke Ingemann:³⁴

"Giv Tid! og Aandens Vinterblund
Skal fly for herlig Sommer!
Giv Tid, og bi paa Herrens Stund;
Forvist hans Frelse kommer!"

Saa fortsatte han sin stille Gang over Gulvet, med Haanden indenfor Frakken. Frøkenen blev altid rørt over Broderens blomstrende Sprog, og sendte gjennem Taarer Degnen et triumferende Blik, der sagde saa meget som: Stik du den, min Far!

Men Hr. Mikkelsen var misfornøjet; Præsten flød altid ud i Psalmevers og bibelske Sentenser. – "Men mener Hr. Pastoren nu ogsaa, at hun kan opdrage ham, Sønnen?" – prøvede han forsigtig.

"Nej – Hr. Mikkelsen! Dette bliver en anden Sag. Thi ligesom det gjælder om at værne et Folks stille Voxen mod Tidens urolige Strømme, at de ikke vælter sig over det med al deres Uro og Tvivl – saaledes gjælder det ogsaa at frede om Barnehjærtet, at ikke de gode Spirer blive nedtraadte, 103 og en Ukrudtsæd saaet i Stedet. Og her gjælder det da navnlig om at lede paa de rette Veje; thi dette stakkels Barn – født i Synd – har alt indsuget onde Spirer med Modermælken."

"Ja – han er nu flasket op – Hr. Pastor" – indskjød Degnen tørt.

"Alligevel – gode Hr. Mikkelsen! Her er Fare."

"Men jeg synes dog – Hr. Pastor! – det er dog et helligt Forhold, det mellem Moder og Barn, som man dog vist maa vogte sig for at gribe ind i – Hr. Pastor!"

"Men Forholdet mellem Barnet og dets himmelske Fader er dog helligere – kjære Hr. Mikkelsen! Og krænkes det, da er det Menighedens Ret, ja dens sørgelige, men nødvendige Pligt at skille Moder ved Barn – eller Barn ved Moder."

Der var Noget, som kæmpede i Fruen, og da her blev en lille Pavse, sagde hun stille, men stærkt: "Skille Moder ved Barn! – det kan Intet."

Hun havde fæstet sine Øjne paa Præsten, men sænkede dem nu. Thi Frøken Kathinka vendte sig helt om, og saa' forbavset paa hende med et af disse smaa Smil. Og Præsten gik hen og strøg hende medlidende over Kinden: "Lille Julie!"

Hun er velsignet! – tænkte Degnen og drak ud af sin Kop.

Derpaa fortsatte de Samtalen, mens Fruen atter satte sig i den hældende Stilling over Bordet, og stak med Skeen i Bunden af Koppen. Hun saa' først op, da Præsten paa en Gang blev lidt ilter: 104 "De maa virkelig ikke sige – gode Hr. Mikkelsen! – at Sligt er forgjæves og uden Nytte. Han er jo et snildt Hoved, har gode Anlæg – ikke sandt?"

"Glimrende!" – mumlede Degnen.

"I Sandhed!" – fortsatte Præsten med Varme. "I Sandhed! – her er Noget at hjælpe frem. Og jeg kan ikke tvivle om, at der jo sagt³⁵ findes baade en og to kristelige Familier her i Menigheden, der vil tage sig af ham – selv uden Vederlag."

"Nej, nej, Hr. Pastor! – De maa have mig mange Gange undskyldt –", udbrød nu Degnen stærkt, og rejste sig halvt i Sædet – "saadan Hjærtelav findes ikke i den hele Menneskelighed – nej, Hr. Pastor! – det gjør der – rent ud sagt – ikke siden vor Herre Kristi Dage!"

Præsten, der havde standset ved dette, saa' paa Degnen med Skyggen af et Smil, og fortsatte tavs op og ned ad Gulvet – noget hurtigere end før. Og der blev en lang og dyb Stilhed.

Degnen lænede sig fornøjet tilbage i Stolen, og pustede svære Røgskyer skiftevis fra højre og venstre Mundvig. Den sidste Replik fandt han vel anbragt. Nu var der aabenbart Bid.

Det følte ogsaa Fruen, og saa' op paa sin Mand med bange, bedende Øjne.

Det var ikke, fordi Børn var hende imod – længst fra det. Allerede som Julie Baden havde hun ikke kjendt unge Pigers sædvanlige Ængstelighed overfor Børn, for deres mange generende Spørgsmaal 105 og idelig tilbagevendende flove Nødvendigheder. Hun havde foretrukket et Barnekammer for en Balsal, og det var hendes største Fryd, naar hun kunde faa Lov til at klæde de smaa Puslinger af og lægge dem lunt ned i de smaa Senge. Og vugge – ingen Moder kunde vugge saa ømt som Julie Baden.

Da hun giftede sig, spøgte Veninderne med, at det kun var for selv at faa "en Rede fuld". Paa Bryllupsdagen forærede de hende i al Hemmelighed – "for Løjers Skyld" – en smukt broderet Daabshue. Og de skelede betydningsfuldt til hinanden, da de saa', hvor hun blev blussende rød ved Ritualets: vorder frugtbare og formerer Eder!

Men hvor megen Ret Veninderne end kunde have, saa havde hun dog ventet paa cand. theol. Adjunkt Rudolph Østrup – og netop paa ham – fra første Gang, de saa's. Hun havde strax i den brogede Sværm lagt Mærke til den stille, lidt forlegne Mand med den sirlige Stemme og det dybe, tankerige Blik.

Og da hun som en blød lille Brunette, glad og smuk fløj ind til sin Præstemand – med Sang og Smil om de blødt krusede Læber, med Barmen svulmende af frejdig Livslyst og skjælvende Længsel i de store, sky Gazelleøjne, – da var det – om man vil tro hendes egne Ord i et Brev til en udenbys Veninde – "for at ty ind under en Mands Kraft, og føle sig svag i den; for at gjemme sit lille bankende Hjærte i hans, for at hælde sig trygt under hans skjærmende Vinger, og føres af ham 106 over Livets brusende Strømme, som de smaa Sangfugle over Middelhavet paa Ørnens Ryg; – for at kysse Smil om hans Mund, og smile Lys om hans Pande."

Men Præsten Østrup og Livslyst gik daarligt i Spand; derfor var ogsaa hans Begravelsestaler de bedste.

Og han var for ubehændig mod det unge Kvindeblods sarte Elskov. Hendes blysomme Sitren fornam han ikke; hendes blufærdige Kjærlighedstegn forstod han ikke; og hendes jublende Fryd var for ham kun Støj.

Som eneste Søn i en svag Moders stille, triste Hjem var han voxet op til "Gamlingen, der aldrig havde været ung" – Kammeraternes Øgenavn. Han havde Udmærkelse til alle sine Examiner – men hans Liv var gledet saa stille og roligt som en Flod i Sand – uden Kamp og Brusninger, uden Brydninger og Anfægtelser af nogensomhelst Art.

Og da hans unge Hustru med Sorg mærkede, at jo mer hun kvidrede, des tavsere blev han, saa tav de begge.

Da blev der atter stille Fred i hans Hjem, og han trak atter Vejret let – som efter et Uvejr, der er drevet over. Nu saa' han med inderlig Fryd paa sin unge smukke Hustru, naar hun roligt og troligt røgtede sit Hus, gav Hønsene Æde og lærte Duerne at spise af Haanden.

Men om Aftenen – naar Skumringen faldt paa, naar Mørket listede sig ud af Krogene, og kun 107 Skjæret fra Ovnen faldt klart og bredt over Gulvtæppet – da sad hun ganske ene med lukkede Øjne i den store Lænestol i Dagligstuen, og legede med sine mange Smaa. Hun havde dem fra den mindste Lille i Vuggen til store stærke Drenge; baade med gule Krøller og sorte Manker; med store kjærmindeblaa Øjne og straalende brune. De laa paa Knæ i Stolene og saa' ud ad Vinduet; de laa i Klynge omkring Ilden og saa' "Skolemesteren gaa hjem"³⁶; de stod tæt op omkring hende og gjemte sig i hendes Skjød; hun lullede dem i sine Arme, lagde dem til sit Bryst – og uvilkaarligt bevægede hun Gængerne paa den Gyngeskammel, der stod for hendes Fødder.

Saadan kom Drømmene med hver Aftens Skumring – i tyve Aar. Thi Venindernes Daabshue laa ubenyttet – men ikke urørt – i Skuffen. Selv fik de flere Børn, end de var glade ved, mens Aarene gled barnløse for hende, og det skjønt hun bad saa ofte og inderligt om Moderlykken – det eneste Haab, hun havde tilbage. Det blev tilsidst næsten hendes eneste Bøn.

Det var en Gang, en Aftenstund – de havde den Gang været gift i ti Aar – da overraskede Præsten hende i Lænestolen – med Fødderne paa Gyngeskammelen, og nynnende paa en Vuggevise. Hun blev rød; og da hun rejste sig og gik hen imod ham, kunde han mærke, at hun havde Noget at sige ham.

Nu var det blevet Virkelighed. Gud havde 108 hørt hendes Bønner, kastet alt det Forgangne i Glemsels Nat, og vendt Synet mod en sollys Sommerdag, over hvilken den lille Fredsengel, hun følte under sit bævende Hjærte, vilde dale ned som himmelsk Dug og løse Hjærter og Tunger!

Saadan sang det i hende – og saa bragte hun en dødfødt Søn til Verden.

I tyve Aar var nu Tavshedens dæmpende Slør faldet tættere og tættere imellem dem. Hun hyllede sig i det som i et Drømmetæppe, og levede Skuffelsernes rolige Døs. Men i den tindrede endnu det Haab, som Tanken ikke mer turde rumme, og Hjærtet dog ikke kunde slippe. Det vældede frem – stærkere og stærkere – lig vinkende Stjærner fra en mørk Nathimmel, naar det gyldne straalende Solhvælv har lagt sig rødmende til Sengs hos den kolde Jord – og viger. – – – –

"Er du syg – lille Julie?"

Det var Svigerinden, der lænede sig hen imod hende, og hviskede i den stedsevarende Stilhed.

Hun tav – for ikke at bryde i en voldsom Graad. Thi det var denne stolte Moderdrøm, der havde fyldt hendes Sjæl fra Ungdommen af, og hvortil hun havde klamret sig tættere og tættere indtil det Sidste – det var den, som stod i én Sum for hende.

Og hun saa' op paa Præsten og skjalv for det Ord, der ubarmhjærtigt vilde stænge Haabet ude for evig, og sætte Stempel paa hende som den Ufrugtbare.

109 Hun tænkte paa at rejse sig og sige: dette vil jeg ikke. Men hun slog det hen. Et saadant Ord var aldrig bleven talt i Søby Præstegaard. Og hun følte det Kvælende i disse uendelige Smaabebrejdelser og taagede Formaninger; i disse smaa Smil, smaa Klap og Haandstrøg over Kinden.

Og da Præsten lagde sin Haand paa hendes Hoved og sagde: "Lille Julie – hvad mener du?" – saa forstod hun ham, og svarede blot: "Hvad du vil – Rudolph."

Men efter Morgensangen kastede hun sig paa Sengen, og faldt i en dyb og stille Graad. –

110

III.

Fattighuset laa udenfor Sorvad – paa et enligt Sted ved Havet. Vandet kunde stundom gaa saa højt op paa Stranden, at det truede med at træde over Dørtærskelen, og paa sine Steder laa Tangen – trist og øde – langt op paa Engene. Men baade Sommer og Vinter frembød den lille gule Plads mellem Huset og Stranden et livligt Skue af de mange snavsede Fattighusbørn, der laa ret og fraadsede i Sandet. Det hængte i deres Haar, laa i Folderne under Øjnene og sad i faste Smaakager omkring Munden, som om de bogstavelig talt levede af dette Materiale.

De forladte smaa Skabninger lod ikke til at føle Savnet af nogen ædlere Byrd; deres Øjne straalede af Glæde, Kinderne struttede af for mange Kartofler; og under Henrykkelsen af det kjære Sand glemtes de røde og blaa Pletter, der sved rundt omkring paa deres smaa Legemer. Thi Sisse var en energisk Opdrager, og mellem Jubelen fra Sandpladsen kunde man altid være sikker paa at høre de fortvivlede Skrig fra en Ulykkelig, der fik Prygl inde i Huset.

Smaapigerne samlede sig gjerne længst fra Vandet. Fra Morgen til Aften sad de og puslede 111 med Muslingeskaller, og pyntede med dem smaa sirlige Grave, hvor en hedengangen Vandmand eller en raadden Krabbe under stor Højtidelighed var stedet til Hvile. Drengene arbejdede paa dybe Kanaler, og trillede Sten langvejs fra ud i Stranden til vidtløftige Havneanlæg. –

Da Degnen Mikkelsen derfor om Eftermiddagen gik op imod Fattighuset, blev han ikke lidt forundret ved at se den lille gule Plads ganske tom og stille. Og da han ikke en Gang hørte Skrig fra Huset, troede han, at der var sket en Ulykke, og skyndte sig saameget som hans smaa tykke Ben kunde bære ham. Men lidt efter lød der et skjærende Hyl derinde fra, som beroligede ham.

Og idet han traadte ind i den lille Gaardsplads, sprang Døren til Tørveskuret op for alle Fattigbørnene, der i klumpede Masser væltede ud over hinanden og løb ned til Stranden som en Flok skrigende Gæs.

Men Kjællingen stod ganske alene i det tomme Skur og skreg og bandte, mens hun buldrede med en stor Knortekjæp mod Gulvet, indtil Tørvestøvet stod i Sky op om hende, og det røde Ansigt blev ganske blaat af Anstrengelse.

Degnen havde dog set Fattighusets Forstanderinde i mangen aparte Situation, men denne gjorde ham længe maalløs: "Plager Fanden jer – Sisse? – rent ud sagt!"

"Hej! – han Skolemester! – ja kom han her – den Rasphusknægt, den – – – –"

112 "Hvem Pokker snakker I om? – Staar Brændevinet Jer i Ho'det – Sisse?"

"Hej – han Brændevinet! – nej han Rakkerdreng – – har støft etter ham over hele Huset – har gravet sig under Gulvet her!"

Mens hun talte, blev hun ved at buldre med Stokken, og viste blot paa en overskaaren Gulvfjæl, hvor der ellers kun var Nedgang for Katten til det fodhøje Rum mellem Jord og Gulv.

Degnen var dog ikke tykkere, end at han kunde blive forbavset; men hans indre Rørelser brugte Tid til at arbejde sig gjennem de umaadelige Kjødmasser, og han stod længe ganske rolig.

Satan til Dreng – den Dreng! – tænkte han, og begyndte at lirke, lokke, bede, trygle, tale godt, tale ondt, true, bande og skjælde – men ikke en Lyd fra den underste Etage. Det var først, da han gjorde ham Tilværelsen uudholdelig ved at stikke med Stokken ind under Gulvet, at Synderen kom frem.

Det var Ove, lange Anes Søn, Præstens vordende Plejesøn.

Det var lange Anes sorte, blødt glinsende Øjne; hendes lange, tunge Øjenvipper og sælsomme Undren i Blikket. Men ellers var han lyslokket og lavpandet som Faderen, og – lige til den trodsige, dybt kløftede Hage – havde han dennes brede Ansigtsform, hvorover der var noget Haardt, som disse Øjne mildnede.

Han havde givet efter for sin ulyksalige Hang til at sætte Alting i Vandet. Hvad han fik fat i, 113 bar han ned til Stranden for at tilfredsstille sin Lyst til at se, om det kunde svømme; og naar han ikke havde Andet, nøjedes han med sin Hue, som han saa fyldte med Sten saalænge, indtil den sank. Men i Almindelighed havde han en hel lille Flaade af gamle Træsko; og mens Sisse sov Middagssøvn, havde han slæbt Dragkistelaaget ned for at "lege Havsnød" med det.

"Se her – lille Ove! – vil du tage dem paa" – sagde Degnen venligt og holdt et Par nye Buxer frem.

Drengen saa' længe ubestemt paa ham; men da Degnen gjentog det, slog han Øjnene ned og gav sig til at pille ved en Trevl i sine gamle Buxer – dem han kunde huske, lige siden de var brune med blaa Lapper, til nu de efterhaanden var bleven blaa med brune Lapper – dem han syntes saa uadskillelig fra sin Person, at man gjerne kunde have bildt ham ind, han var født med dem. Og saa vilde Degnen have, han skulde skifte – skifte med et Par glinsende fine mørkeblaa, saa bløde og lette, saa over al Maade ny. – Hvad kunde Degnen dog mene med det?

Og saa kaldte han ham "lille Ove" – Lille Ove! – Dette var noget saa – ja, han vidste ikke hvad, men gav sig til at græde; og da selv det var noget saa ganske Besynderligt, stak han i at hyle himmelhøjt.

Værre endnu blev det ved Trøjen, og da de vilde snøre Støvler om hans Fødder, slog og sparkede 114 han om sig, som om de havde knebet ham med gloende Tænger. Men da Degnen – ifølge Frøken Kathinkas udtrykkelige Anmodning – puttede et Lommetørklæde i hans Lomme, gav han sig stille og fuldstændig hen i sin Skjæbne.

Saa ynkelig og højtidelig forknyt som et pyntet Offerlam tog han Farvel med hver af sine Plejesøskende. Fingrene strittede ud til alle Sider, Armene turde han ikke holde ind til Kroppen, og han kunde ikke dreje Hovedet i den nye Mundering, der var altfor stor og sad ham helt op i Nakken. Men hver Gang, han kom til at se ned ad sig, gav han sig til at græde.

Da han ved Degnens Haand forlod Fattighuset, vilde han se sig tilbage; men den stivede Halslinning skar ham i Halsen. Og jo længere han kom bort, desto mer betaget blev den stakkels fortumlede Dreng, for hvem det slet ikke vilde gaa op, hvad i al Verden det dog kunde være, de havde for med ham.

Og da Præsten ved Modtagelsen i Forstuen lagde sin Haand paa hans Hoved med et mildt, alvorligt: "Velkommen – min Dreng! Gud velsigne din Indgang som din Udgang af dette Hus" – og da Degnen dertil føjede et kraftigt "Amen!" – piblede Taarerne atter frem fra Øjenkrogene. –

Intet er saa hyggeligt som en ægte gammel Landsbypræstegaard. Denne var endda hyggeligere end de fleste.

115 De fire hvide Længer saa' altid ud, som om de var hvidtede i Gaar, og op om Forstuedøren og Dagligstuevinduerne voxede Jasminer og Roser i Espalier. Den store rummelige Gaardsplads laa lunt inde imellem, og var dog altid som blæst. Græsset groede frodig grønt mellem Stenene, hist og her med gult Ukrudt. Men der var ingen spredte Halmbunker eller uordentlige Opstablinger; ingen uappetitlige Møddingpøle og væltede Skubkar³⁷.

Man kunde sige om Jens Peter, hvad man vilde – Ordenssans havde han.

Stuerne var lave og mørke, men store. Loftet var af Træ med svære Dragbjælker under; og Væggenes mørke Oliefarver stemmede smukt med de gulnede Staalstik af den bibelske Historie.

Ærbare gammeldags Mahognimøbler med sort Betræk var ordnede saa roligt og hyggeligt, og bød selv at sidde ned. Lyset faldt dæmpet ind igjennem tykke dunkelrøde Gardiner, og Farverne sluttede mildt til hinanden. Det var Fruens skjønsomme Haand og kjærlige Ynde, der havde dannet Alt derinde saa blidt og blødt.

I Sognet sagdes der nok spotvis: Først Jens Peter (det var den gamle Karl) – saa Kirsten (den gamle Pige), saa Frøkenen, saa Præsten – og saa Fruen. Men i Dagligstue, Spisestue og Kjøkken hævdede Fruen dog sit Herredømme, trods Svigerindens Forsøg paa at bemægtige sig det.

Det var nok egentlig den oprindelige Anledning til det irritable Forhold imellem dem, og det var 116 en af Frøkenens værste Fejl, at hun altid vilde kommandere.

Men Haven var Frøken Kathinkas uindskrænkede Domæne, og over Hans Havemand turde ingen Anden have nogetsomhelst at befale. Derude førte hun sit Regimente mildt og værdigt – som Regenter, der véd deres Herskermagt uantastet. Og naar hun stod med sin uhyre Straahat og pegte til Hans Havemand med sin lille sammenfoldede Parasol, som hun holdt i Haanden ligesom en Kommandostav – da følte hun selv, at hun var imponerende.

Det var en ægte gammel Landsbypræstegaardshave paa over fire Tønder Land – med store nyslagne Plæner, rigt spættede af ovale Bedes brogede Avrikel og Levkøj, Roser og Forglemmigej. Der var tætte, kjølige Lindestier, høje ærværdige Popler, bugnende Bøge og hængende Birke. Der var et Mylr af Ribs, Stikkelsbær, Solbær, store gule Blommer, melede Pærer og sure Madæbler, der i tusindvis hang og raadnede paa Stilken.

Det skal siges til hendes Ære, at den blev holdt i exemplarisk Orden. Hver Morgen maatte Hans Havemand rive alle Gangene omhyggeligt igjennem, saa Fuglenes Spor kunde kjendes i det skarpe Grus hele Dagen. Selv samlede hun hvert vissent Blad, hvert Straa fra Bede og Plæner, bandt Blomsterne til de hvide Pinde med højrødt Uldgarn, og rev efter med sin egen lille Rive de Spor, hun havde traadt.

Men hun holdt mest af, at de Andre beundrede 117 Arangementet fra den lille Veranda foran Havestuedøren, og det var hendes stadige Sorg, at der skulde holdes Gang over Græsset for at faa Flaget hejst. Havde det endda været Præsten selv; men denne var for "upraktisk" – som han altid selv udtrykte sig – til saadan Gjerning, og maatte overlade det til Jens Peter, hvis Baade af et Par Træsko skar hende i Hjærtet.

Det var imidlertid ganske umuligt for Frøken Kathinka at holde sig passiv – selv paa Steder, hvor hun ikke havde det Ringeste at gjøre. Hun snusede omkring nede i Kjøkkenet, kiggede i alle Krukker og Fade, og smagte paa det Altsammen. Oppe i Stuerne listede hun omkring med Støvekluden, aandede paa Bordene og polerede. Det vendte sig formelig i hende ved den mindste Smule Støv; hun opdagede det fineste Spind i den skjulteste Krog, og kunde blive næsten syg over et ringe Papirsgran paa Gulvet. – Derfor var der derinde saa blankt og rent, saa pillent og pent, som om det altid var Søndag Morgen. –

Ove saa' paa disse Stuer – med et Udtryk i sit Ansigt, som om han lige var faldet ned fra Himlen. Disse glatte, blanke Skabe og Borde, hvori han kunde se sig selv, og de store straalende Spejle med et helt lille Værelse inden i; Billederne paa Væggene: Kristus paa Korset og i Gethsemane; den brede perlestukne Klokkestreng; den lille hvide Mand i Krogen og Skrivebordets Nips og gyldne Bøger – han stod stille foran det Altsammen i den 118 stummeste Forundring, og tabte sig i Beskuelsen af hver eneste lille Ting, indtil et skarpt: "Ikke pille!" henne fra Forhøjningen vakte ham.

Thi Frøkenen havde ikke sine Øjne fra ham og hans Fingre. –

Og saa var der saa stille i den Præstegaard – aa, saa stille.

Fruen og Frøkenen sad i Almindelighed hver paa sin Forhøjning i Dagligstuen med Haandarbejde. De talte aldrig til hinanden. Frøkenens lange magre Fingre spillede febrilsk hen ad Tøjet uden at faa Noget udrettet. Men Fruen lænede sig stille og magelig tilbage i Stolen, sænkede sit Sytøj i Skjødet, og saa' bort gjennem Vinduet – langt, langt ind i den tavse, bundløse Ro.

Der var da saa mærkelig lydt gjennem hele Huset. De kunde høre, hver Gang Præsten rømmede sig – selv ganske svagt – inde i sit Værelse helt paa den anden Side Forstuen; og hver Gang Pigen nede i Kjøkkenet satte en Tallerken i Rækken gav det et lille Sæt i Frøkenen, og Fruen tog atter for et Øjeblik fat paa sit Arbejde, mens Naalenes Prik gjennem Tøjet lød stærkt i den uendelige Stilhed.

Deres Tale var dæmpet; deres Gang hørtes ikke. Dørene gik lempeligt op og i, næsten uden det mærkedes. Maaltiderne var saa stille som en Altergang; man skulde ikke tro, de brugte Porcellæn og Glas, ingen Klirren af Haardt imod Haardt, Alting blødt og tyst – selv Lænkehunden var født stum.

Det var denne Forskjel paa Fattighuset, hvor 119 Alting var Skrig og Skraal – lige til det evigt sladrende Hav udenfor – og denne besynderlig dybe Fred og Ro, der gjorde det største og højtideligste Indtryk paa Ove, da han først var kommen lidt til Besindelse. Han flyttede uvilkaarlig sin Fod sagtere og trak Vejret ganske stille for ikke at forstyrre den. Og hvert Øjeblik maatte han standse for at lytte efter Stilheden.

Saaledes sad han i Skumringen ved Vinduet i den lune Dagligstue med Knæene paa en Fløjelsstol, og trykkede sin hede Pande mod den kolde Rude.

Han saa' ud i Gaarden, hvor Mørket og Taagen lagde sig tættere og tættere over den modstaaende Kvæglænge. De kalkede Vægge skinnede endnu igjennem. og han kunde netop skimte de hvide, næbbende Duer paa Straataget.

Men han kunde skjelne de enkelte Lyd saa skarpt. Der var Jens Peters Fejekost ude i Stalden, Køernes Hornstød mod Spillene og Mælkens Strip i Spanden. Der var fjerne Mandstrin paa den frosne Vej – svagere og svagere, indtil de døde hen; – ja, om det var Ændernes Snadren under Vingerne og Hønsenæbbenes Prik mod Stenene, saa syntes han at høre det grant.

En Gang imellem lukkede han Øjnene, og prøvede paa at samle Dagens Begivenheder. Der var nu Præsten; han havde været saa god og talt saa kjærligt til ham. Frøkenen var vist ikke saa slem, som hun saa' ud til, og Pigen havde givet ham et stort Stykke Julekage. Men saa var der en Ting, 120 han ikke kunde klare. Det var dette med den stille Frue med de vaade Øjne.

Hun havde rigtignok ikke sagt et Ord til ham; ikke en Gang givet ham Goddag eller Velkommen. Hun havde bare én Gang strøget ham over Haaret, da hun gik forbi; men det havde været saa forunderligt, at han endnu ikke kunde tænke derpaa uden at faa Taarer i Øjnene. Han følte endnu den varme, bløde Haand, der fik hans Hjærte til at banke saa hæftigt, og dog saa mildt – saa usigelig mildt. Han følte – ja han vidste ikke, hvad det var; men det meldte sig som en underlig Trang til at lægge sit Hoved tæt, tæt op imod hende. – – –

Der rørte sig Noget henne i Krogen. Ove vendte sig skræmt; han havde troet at være ene.

Stuen var mørk. Men Skjæret fra Ovnen faldt klart og bredt paa Fruen, der sad helt tilbage i den store Lænestol og saa' paa ham. Da deres Blikke mødtes, sænkede hun sit. Og inden hun vidste det, stod han ved hendes Side og saa' op paa hende med sine dybe, drømmende Barneøjne.

"Hvorfor græder du?" – spurgte han stille.

Der kom intet Svar. Men hun tog ham paa sit Skjød, slog sine Arme omkring ham og trykkede hans Hoved mod sit bankende Bryst. Hede Taarer og bløde Kys faldt duggende og dyssende paa hans Pande. Og der sov han ind.

121

IV.

Foraaret kom og gik ganske ubemærket, og man ventede paa Sommeren til ind i Avgust. Regn den ene Dag, Regn den anden, Regn, Regn, Regn hver Dag.

Det var Golfstrømmen, der havde forandret sit Løb – mente man.

Bonden sad bag Vinduet i sin Stue og saa' ud paa Regnen. Han havde opgivet det Hele. Det kunde ikke længer nytte at se efter Vinden og Almanakken. Det maatte blive til det bare Vand Altsammen, til Misvæxt, Hungersnød og Elendighed – mente han.

Fuglene sad inderst paa Grenene og krøb sammen. De var holdt op med at slaas om de tætteste Pladser. Nu lukkede de bare Øjnene for det Hele, og gad ikke en Gang ryste Fjerene.

Og Byen var grædefærdig at se til. En Vælling af Regn, Taage og Pludder. En Gang imellem smuttede en Karl over Gaden i Løb. Pigen skyndte sig bag efter med Kjolen over Hovedet, og hoppede forsigtig fra Sten til Sten for ikke at smudske Strømperne. Og det var det bedrøveligste Syn af Verden, naar en Vogn med ludende Heste og drivende Paraplyer arbejdede sig op gjennem Vejen, mens Pludderet slog højt op over Hjulene.

122 Men Regnen lo over alle de Forbandelser, der faldt over den. Dag og Nat spillede den opmuntrende Melodier paa Ruden til de forsagte Mennesker derinde, og mente, de kunde have ladet være at ønske den herned den Gang det var Foraar. Og just som den tænkte saaledes, gav den sig til at vise sine Kræfter ved en Skylle, der varede i otte Dage og tog den sidste Rest Kalkning af Væggene.

Det blev tilsidst saa forfærdeligt, at Folk begyndte at finde det morsomt. Naar det bare støvregnede, kaldte de det for dejligt Solskinsvejr; og kom der en rigtig strømmende Sø, var den staaende Vittighed: "Det er dog en velsignet Regn oven paa den lange Tørke!"

Men en Dag i Midten af Avgust aabnede Fuglene Øjnene paa Klem, hoppede forsigtigt ud paa de yderste Grene og kiggede omkring til alle Sider. En enkelt lettede med et lille Hop, slog et Par Slag i Luften, kvidrede saa meget af en Sang, som den endnu kunde huske, og satte sig igjen. Men inden føje Tid var hele Luften et Jubelkor, og Solen tittede lysteligt frem mellem Skyerne.

Folk saa' forbavsede paa hinanden, som om de vilde spørge, hvad det var for Narrestreger. Men de glødende Straaler fejede Himlen saa ren og blaa, at der ikke var Skyfnug igjen; og man blev ikke tør fra den sidste Regn, før man drev af den første Hede.

I Begyndelsen turde Sommerfuglene heller ikke 123 tro paa, at det var rigtig Alvor. Men da det begyndte at bage mellem Vingerne, blev de ganske ellevilde af Henrykkelse, tumlede om fra Blomst til Blomst, og bumsede mod hinanden, som om de havde frygtelig travlt.

Bierne saa' paa dem og brummede. Traf de dem ved en Blomst, jog de dem væk – for disse letfærdige Skabninger løb bare om for at gjøre sig vigtige, og fordærvede Maden for de Andre ved at snuse til det Altsammen, og alligevel lade det staa, som om det ikke var godt nok. Saa skulde en skikkelig Humlebams, der vidste hvad det vilde sige at arbejde for Føden til sig selv og en stor Familie, søbe den Kaal, som saadan Spradebasse havde spyttet i.

Men Sommerfuglen viste paa sine Vinger, og dansede Linedans op og ned ad Solstraalerne.

Op ad Formiddagen blev Heden trykkende, Luften ganske stille og lummer. Og ved Middagstid kunde man næsten ikke faa Vejret for Varme. Kvæget stod paa Marken og brølede om Barmhjærtighed. Og da det ikke vilde lykkes dem at krybe ind i deres egen Skygge, satte de Halerne lige i Vejret, og rendte rundt i Tøjret i et Anfald af Hjærneblødhed.

Hen over de gule Agre vrimlede det af hvide Arbejdere i den yderste Travlhed. Karlene havde kastet Vesten, og Skjorten stod aaben for Brystet. Sveden perlede ud af de røde Pander, Øjnene var matte, og Tørsten satte Skorper paa Læberne. Der 124 var ingen Tid til at puste og drikke; det gjaldt at benytte Øjeblikket for dog en Gang at faa det halvt spirende Korn fra Marken.

Pigerne stod paa Læsset og listede et Underskjørt væk, naar de saa' Lejlighed. Vejene støvede af dinglevorne Læs i skarpt Trav; de tomme Vogne satte tilbage i Firspring. Hestene prustede og vrinskede; de blanke Kroppe skinnede i Solen og skummede for Bringe og Buggjord.

Bedstefar hinkede ud med den Mindste paa Armen for at se paa Arbejdet. Gamle Mor stod i Stakhaven³⁸ og klappede i Hænderne for hvert Læs, der svingede ind.

Allevegne var der travlt for at indhente det Forsømte. Selv den fornuftige Humlebams blev ganske forfjamsket af bare Hastvæk, og Sommerfuglen skyndte sig endogsaa med at dø. Alle skulde have Bud efter Lidt endnu; kanske var Herligheden snart forbi igjen; – der var et Liv og en Bevægelse som Søndagmorgen i en Kjøbstad inden Butikkerne bliver lukkede.

Kun i Præstegaarden var der stille. Solen bredte sig som en gloende Ild over Brolægningen og op ad de hvide Længer, og trængte Skyggen helt ind under Tagskjægget, hvor Duer og Spurve sad paa Rad og viftede sig med Vingerne. Lænkehunden havde knebet sig ind i sin Tøndes knappe Skygge, og flyttede sig gabende med den. Ænderne var vraltet til Gadekjæret, og Hønsene søgte Kjølighed under Hyldebuskene. Der var som uddødt.

125 I Studereværelset gik Præsten sin rolige Tur op og ned med Hænderne bag, og udviklede Brevene til de Philipenser³⁹ for Ove, der i en legemlig og aandelig Opløsningstilstand kæmpede saa med Søvnen og den tunge Lummerhede, at store Sveddraaber gled ham ned over Kinderne.

Præsten standsede hos ham.

"Men kjære Drengebarn dog! – kan du da ikke lære at forstaa dette –", begyndte han for femte Gang den samme Gjentagelse, idet han mellem hver Sætning – ligesom for at sætte Komma – gav ham et let Dunk med Knoen i Hovedet. – "Kan du da ikke lære at forstaa dette: I annammede ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsesaand, i hvilken vi raabe: Abba Fader!"⁴⁰

"Næ–æ –", hviskede Drengen for femte Gang, næsten forknyt indtil Taarer; men det var nu en Gang hans Natur imod at lyve.

Præsten drog blot et resigneret Suk, og skulde just begynde den sjette Omgang, da det bankede paa Døren.

Ove rettede sig op, og saa' hen imod den som en Fange efter Befrielse. Men da den aabnedes for Frøken Kathinkas værdigt knusende Blik, og for den lille blaa Bog, som hun holdt i Haanden, sank hans Mod, som den stigende Varme havde smeltet ind til et Minimum, næsten til det Negative.

Frøkenen havde overtaget hans Opdragelse i Skrivning og Regning, og kom nu for at fremvise 126 "Karakterbogen" for den forløbne Uge. Præstens Blik gled mer og mer alvorligt over den, og tilsidst strengt hen paa den skjælvende Synder.

"Hvad siger du til det – Rudolph?" – sagde Frøkenen og skelede skarpt til Ove.

Præsten sagde ingen Ting. Men til hendes store Fortrydelse gjorde han ved Tegn forstaaeligt, at han vilde være ene med Drengen. Hun havde ellers gjerne været Vidne til det Uvejr, der længe havde ladet vente paa sig og utvivlsomt nu maatte bryde løs paa en eller anden Maade.

Imidlertid kunde hun dog ikke faa over sit Hjærte at forlade dem, før hun havde fixeret Ove med et Par forskrækkelig missende Øjne og et ubeskriveligt hovererende Smil, der gjorde ham om muligt endnu mere modfalden.

Præstens Skridt over Gulvet blev underlig stærke, og der samlede sig Skyer om hans Pande. Hver Gang han var ved Vinduet, dukkede Ove med Hovedet og lukkede Øjnene; – han mente, det maatte begynde ved Vendingen.

Men Præsten drejede roligt til den selv samme Side som altid, og fortsatte opefter med den samme tavse Gang, de samme skjæbnesvangre Skyer – frem og tilbage, frem og tilbage i en pinagtig Uendelighed.

Ove fik den samme nervøse Fornemmelse, som man faar ved at vente paa Skuddet fra et Gevær eller Knaldet fra en Sodavandsflaske. Den kan formelig blive ganske kvalmende, dersom det varer 127 længe – og Ove var et Par Gange lige ved at slaa i Bordet og skrige: Naa, saa slaa mig dog!

Endelig standsede Præsten.

"Det er bedst, du gaar paa dit Kammer – Ove!" – sagde han, og saa' blot paa ham med en bebrejdende Dybde i sit Blik. – "Der bliver ingen Spaseren af i Dag. Jeg skal derimod give dig et Stykke Katekismus for, som du kan have at lære til i Aften. – Lad mig se – sidst tog vi jo det Halve af Helligaanden – ikke sandt? –"

Saa fik han Gud for i Lektie – som Straf.

Taarerne plejede ellers ikke at sidde løse hos Ove; men da Præsten sagde dette til ham: der bliver ingen Spaseren af i Dag, begyndte Graaden at kæmpe i Kroppen. Han bed den dog fast i Læberne, indtil han havde faaet sine Bøger samlede og var vel ude af Døren; – Præsten skulde da i det Mindste ikke se det.

Derpaa satte han sig paa det aller øverste Trin af Loftstrappen og græd med Hovedet i Hænderne og med det inderlige Ønske, at han var død og laa begravet under det store Poppeltræ i Haven, hvorover Vinden strøg med en Lyd, der mindede ham om Havet.

Thi det traf sig netop, at denne sjeldne, solrige Dag var en Lørdag.

For at ikke Ungdommen paa Gaden skulde virke forstyrrende paa den rolige Væxt og den Sindets Ligevægt, som det stille Liv i Præstegaarden maatte frembringe hos Ove, var det ham forment 128 at gaa ud uden Ledsagelse. Men hver Eftermiddag fulgte han Præsten paa dennes Spaseretur op over Bakkerne, mens de tog en let Oversigt med smaa Examinationer over det, han havde haft for i Løbet af Dagen.

Kun om Lørdagen, naar Præsten for Prækenens Skyld vilde gaa alene, fulgte Plejemoderen Ove.

Igjennem Byen gik de stille og alvorlige med hinanden i Haanden. Men hendes Gang var ligesom fastere end ellers, hendes Blik mindre roligt, og mødtes det med hans, trykkede hun ham smilende saa fast i Haanden, at han havde ondt ved at bevare Anstanden. Men uden for Byen søgte de afsides Veje, hvor Ingen kunde se, naar han fik hende til at løbe ned ad Bakkerne, eller høre deres Latter, naar de "legede Blinde", idet de famlede sig frem fra den ene Side af Vejen til den anden, og gjorde mange Skjelmsstreger for at faa hinanden nær til Grøftekanten.

Helst gik de langs Stranden, helt nede mellem Tangen, hvor det Morsomme kunde hænde, at en Bølgetunge slikkede over de blanke Støvler. Hun lærte ham at "slaa Smut" – det havde været hendes Mesterskab som ung. Han kjendte Riggen paa hver Sejler langt ude – det og meget Andet havde han endnu fra Fattighuset i Sorvad.

Og oppe i Skoven gik de, hvor der var tættest. I de lønligst bugtede Stier lyttede de efter Fuglene, og stod paa Lur under Rederne for at udspejde dem. Hun havde saa meget Fornøjeligt at fortælle 129 om dem og om Blomster og Blade. Han løb omkring og samlede store Bregnebuketter til hende, eller var paa Jagt efter Hindbær, og hun havde gjerne et Par Peberkager til Hvilet paa Udsigtsbænken. – Og saa alle de morsomme Smaaæventyr med Hængemoser, brede Grøfter, uigjennemtrængelige Granskove og smalle Gangbroer – Sligt traf han aldrig med Præsten.

Men han maatte stundom standse for at se op og forundre sig over, at det var den samme blege, stille Mor i Præstegaarden, der herude saa' saa rødmusset og næsten ungdommelig ud, som om hun i disse Øjeblikke var tyve Aar igjen. –

De to Svigerinder var tyet til Havestuen, hvor der var kjøligere og ikke slet saa mange Fluer, som paa deres sædvanlige Plads i Dagligstuen. Alligevel paastod Frøken Kathinka hvert Øjeblik, at hun var lige ved at kvæles, og pustede Varmen fra sig med en saa overvældende Mathed, som om hun skulde udaande med det Samme. Men det lod næsten, som om Varmen gjorde hende blød; thi hun var usædvanlig mild, og havde endogsaa komplimenteret sin Svigerinde for hendes friske Udseende.

"Tror du, det er Golfstrømmen – lille Julie? –" spurgte hun, idet hun med et Pust opgav sit Hækleri, og begyndte at vifte sig med sin uhyre Straahat, der var presset indad paa Siderne og blot manglede et Par Hanke for at være en bekvem 130 lille Torvekurv til en fin Frue. Hun havde den ved Haanden for det Tilfælde, at der skulde vise sig det Mindste af en Høne i Haven.

Det var vist første Gang, der fra den Side havde været Spørgsmaal om Fruens Mening, og hun kunde ikke lade være med at smile over, at det var i Anledning af et saa højt videnskabeligt Æmne.

"Det kan jeg dog ikke tro – Kathinka! –" svarede hun.

"Jo saamænd –" sagde Frøkenen mat. Og da hun ikke havde Kræfter til yderligere at forsvare sin Anskuelse, blev hun ved at gjentage dette – svagere og svagere, medens hun lod sig falde hen i en Døs, hvorunder hendes Ansigt antog et Udtryk som en mindre intelligent Nøddeknækker.

"Hvor dog Vejret egentlig er velsignet –" sagde hun senere, saa blidt som en Døende. – "Men jeg er slet ikke rask. Det er min Lever, forstaar du nok. Jeg stakkels syge svage Stakkel tør ikke en Gang være glad ved saadant velsignet Vejr – min Lever kan slet ikke taale det. – Aa, den Lever, den Lever! – denne ulyksalige Arv efter min Moder! – Ingen Ting tør jeg gjøre for den – altid gaa i Angst. – Det er ogsaa den, der har hindret mig i at knytte – hm! – havde jeg ikke haft den – saa – saa havde jeg ikke siddet her – Julie!"

Denne sidste Bemærkning blev sagt i en særdeles hemmelighedsfuld og modfalden Tone, og 131 gjaldt en platbenet Kammerjunker, der en Gang for tredive Aar siden ved et Skovbal havde danset med hende, men som – det var hendes uforgribelige Mening – havde forladt Ballet, fordi hun ikke med tilstrækkelig Imødekommenhed havde gjengjældt hans Tilnærmelser.

I lang Tid sad hun med et forklaret Aasyn og fordybede sine Tanker i hin uforglemmelige Balnat. Men tilsidst viste hun dem bort med en Slags Rædsel, og tog atter fat paa sit Hækletøj.

"Hvad er det, du der syer paa – lille Julie?"

"Det er en Skjorte –" svarede Fruen, der hele Tiden havde siddet med et fornøjet Ansigt og arbejdet, som om det gjaldt Livet.

"En Skjorte! – Men jeg synes, Rudolph maa være meget større – lille Julie –", sagde Frøkenen og maalte den omhandlede Gjenstand ved at misse med Øjnene.

"Det er ogsaa til Ove."

"Naa –aa!–" udbrød Frøkenen tilsyneladende forbavset. "Det maatte jeg for Resten kunnet tænke. Den Dreng kommer saamænd ikke til at mangle Noget; – men Rudolphs Tøj, Gud véd hvordan det ser ud."

Der kunde nok have været adskillige andre Ting at bemærke i den Anledning, men det var altfor varmt, og hun satte sig atter tilbage til Døsen.

Fruen vedblev at sy. Af og til tog hun sit Lommetørklæde, der laa i Vindueskarmen, og tørrede sig over Panden. Og det kunde endnu en 132 Gang imellem hænde, at hun sænkede sit Sytøi i Skjødet, og saa' hen for sig gjennem Vinduet; men da var Blikket mere bestemt og livfuldt end i gamle Dage, og der hvilte stundom, naar hun saaledes sad i Tanker, et eget livsaligt Skjær over hendes Ansigt.

Men Frøken Kathinka lagde Mærke til, at hendes Svigerinde var usædvanlig urolig og at hun hvert Øjeblik saa' utaalmodig op til Uhret paa Chatolskabet. Og da Fruen tilsidst pludselig pakkede sine Sager sammen og gik ud – længe, længe før Tiden – for at tage Overtøjet paa sig, – da var det just, Frøken Kathinka aflagde hint skjæbnesvangre Besøg hos Præsten.

Men da Fruen kom tilbage, sad hun paa sin Stol som før – med den lille spidse Næse helt ned i Hækletøjet, og Fingrene i febrilsk og travl Bevægelse.

"Min Gud! – skal du ud – lille Julie? –" spurgte hun, og saa' paa sin Svigerinde – om muligt endnu blidere end en Due – mens hun lod sit ene Øje glide kjælende op og ned ad hende, som om hun vilde sige: hvor du er smuk – mit Barn!

"Ja, havde jeg bare din Helsen –" fortsatte hun med et Suk. – "Men jeg tror ikke, min Lever har godt af at spasere i Varmen; – tror du vel – lille Julie?"

"Nej – det kan gjerne være – kjære Kathinka!"^'16 133 – sagde Fruen ganske rørt over hendes overvættes Godhed.

"Hvor tænker du paa at gaa hen – lille Julie? "

"Jeg véd det saamænd ikke –" svarede Fruen – mere af Frygt for, at Frøken Kathinka skulde fristes til at handle mod den gjenstridige Levers Forgodtbefindende, end for at tale Sandhed. Thi i Virkeligheden havde hun lagt en stor Plan, som hun nu gjentog for sig selv og forbedrede lidt, mens hun utaalmodig spaserede frem og tilbage mellem Uhret og Vinduet.

Først skulde Turen gaa op over Markerne til det travle Høstarbejde, og maaske liste Ove lidt op paa et Kornlæs. Saa ned til Stranden og finde et skjult lille Sted, hvor Ove kunde bade sig, og endelig med en stor Pose Blommer dybest ind i de lønligste Stier i Søby Strandskov.

"Min Gud! – hvor du tramper – Julie!" – udbrød Frøkenen – endnu med noget af Mildheden igjen, og smilende paaskjøns⁴¹ til sin Svigerinde over Hækletøjet. – "Du har nok Rejsefeber – lille Ven!"

Fruen sagtnede sine Skridt – hun havde virkelig traadt haardt – og stillede sig foran Vinduet for at betragte den rene blaa og varme Himmel, der skinnede saa blank, som om den svedte.

Strax efter aabnedes Døren forsagt paa Klem, og gjennem den snevre Aabning klemte Ove sig ind i Stuen, og blev staaende ved Døren. Han 134 havde holdt sig udenfor, indtil Øjnene blev tørre; men da han saa' sin Moder staa der med Tøjet paa og række hans lille hvide Stadshat ud imod ham med et Smil, der røbede den Længsel, hvormed hun havde ventet ham – da kom der atter et Hik af Graaden op i ham.

"Hvad er der – lille Ove?" – spurgte hun og gik hen til ham.

Men da han grædende trykkede sig op ad hende og gjemte sit Hoved i hendes Kjole, forstod hun ham. Der gik et Ryk gjennem hele hendes Legeme, og hun klappede ham – næsten hæftig – paa Kinden.

"Gjør hvad din Far har sagt dig – Ove! –" sagde hun bestemt. Og idet hun selv førte ham hen til Døren, holdt hun ham saa haardt i Armen, at den stakkels Dreng betoges af en frygtelig Skuffelse, der smertede ham tusinde Gange mere end alt Andet. Men inden hun lukkede Døren efter ham, tog hun hans Hoved mellem sine Hænder, og da hun trykkede et dybt Kys paa hans Pande, følte han en Taare falde paa sit Øjelaag.

Derpaa tog hun stille sit Overtøj af igjen, puslede lidt ved Bordtæppet, ordnede paa Blomsterne i Skaalen, og satte sig tilsidst ved Vinduet med Haanden under Hagen.

"Min Gud! – har du taget Tøjet af! –" udbrød Frøken Kathinka forskrækket.

"Ja! –" sagde hun med Vægt, og man mærkede Blodets Kogen i Stemmen.

135 "Men, Kjære – i det dejlige Vejr! – Du er dog ogsaa ret et Barn – Julie! Man skulde virkelig ikke tro, du snart bliver fyrretyve Aar, og at du har været gift med en Mand som Rudolph i tyve. Det er dog mærkeligt, at hans overlegne Aand ikke har løftet dig mere. Hvornaar vil du dog holde op med at være en Pjanke? – Der vil hvile et tungt Ansvar paa dig – Julie! – dersom du gjør ham ulykkelig. Saa hellere lade en Mand lide i sin ugifte Stand – skjønt, hm, i den Retning kan jeg tale med om et Ansvar, der maaske kan være tungt nok –", endte hun lavt og sukkende – ligesom for sig selv – med en Hentydning til hint platbenede Minde, der bestandig levede i hendes Drømme som det ulykkelige Offer for hendes Koldsindighed.

Fruen svarede ikke. Hun fæstede sine vaade Øjne smerteligt paa et Rosentræ i Haven og bed sig i Neglene. Hendes Kinder var Blod, Næseboerne bevægede sig dirrende, og Brystet gik saa hurtigt, som om det kjæmpede med en Kraft, der vilde sprænge det.

Men da Frøken Kathinka – med en Slags Rædsel – havde revet sig løs fra de knugende Tanker om den ulykkelige Kammerjunkers vemodige Eneboerliv et eller andet fjernt Sted borte fra Verdens Tummel – saa' hun længe paa sin Svigerinde, og bøjede sig derpaa atter over sit Hækletøj med et af disse smaa skadefro Smil. –

Da Ove lukkede Døren op til sit Loftskammer, 136 strømmede en glohed Luft imod ham som fra en opvarmet Bagerovn, og han nærede en øjeblikkelig Frygt for at blive levende brunstegt. Solen havde brændt gjennem Ruderne hele Dagen, og Myggene hang dorske under Loftet. Et Par Fluer fløj op fra Sprosserne, da han kom ind, men fortrød det aabenbart, og dumpede lige ned paa Karmen uden at gide røre Vingerne.

Ove havde heller ikke siddet længe derinde, før han fik en Fornemmelse, som om han blev kogt og Kjødet var i Færd med at falde fra Benene. Luften var en tung, sviende Os, der ikke vilde ned i Lungerne. Han kunde ikke lægge sin Haand paa Vindueskarmen uden at brænde sig, og Solen skar i Øjnene. Puttede han Hovedet ned i det lunkne Vandfad, saa friskede det vel et Øjeblik, men strax efter bagte det meget værre over Kinderne.

Men udenfor saa' han over det glødende Landskab med den travle Vrimmel af hvide Mænd, hvide Piger, gule Læs og skinnende Heste; af surrende Vinger og syngende Næb, af jublende Børn og lystige Gamle. Og han vidste, at langt længere end hans Øje kunde naa, ud over Skoven, ja vidt over Mosen helt ud til Verdens Ende var der den samme Jubel i Luften. Og saa sad han deroppe og skulde læse om Gud i sin Katekismus.

Da han rejste sig op paa Tæerne, kunde han langt borte se Taget af Fattighuset i Sorvad, og bag ved det – en smal Stribe glitrende Blaat.

137 Aa, som han blev tørstig i det Øjeblik! Og som han følte Længsel efter de friske, kjølige Skvulp, der havde vasket hans Fødder i hine uforglemmelige Dage. Om han løb derhen igjen? Han vilde da omfavne hver eneste af de gamle smaa Kammerater, og – om det saa skulde være – kysse Sisse lige midt paa hendes rynkede Mund, helt ind paa de sorte Tandstumper. Han vilde hilse paa hver Sten, hver Skal og hver Marehalmstue; lægge sin Kind paa det skurede Bord, nikke til Uhret, klappe hver Stol og kaste sig i sin gamle Seng og græde i Halmen.

Men saa kom han til at huske paa sin Moder, og paa hendes Ord: gjør hvad din Fader har sagt dig – Ove! Og det var kun for ikke at gjøre hende imod, at han rullede Gardinet ned for Fristelsen, smed sig ved Bordet med sin Katekismus, stak en Finger i hvert Øre, og begyndte paa sin Lektie – med det inderlige Ønske, at der aldrig havde været nogen Gud til. –

Præsten gik sin sædvanlige Aftentur op over Bakkerne, mismodig over Ove. – Visselig maatte det indrømmes, at han i nogle Retninger havde gjort Fremskridt; men i andre var der noget Mistænkeligt. Kathinka klagede bestandig; Jens Peter ligeledes – over Forstyrrelser i Stalden – og for Pigen slog han Tallerkener i Stykker; men han nægtede det Altsammen med den højeste Grad af Fripostighed. – Præsten havde f. Ex. selv nøjagtig optalt 52 Blommer paa det store Træ; nu var der 138 kun 33. Og der var adskillige andre Ting, der tydede paa, at der var Æmner i ham – nedarvede Æmner til noget af dette – dette Forfærdelige – –

Præsten skulde just fortsætte denne Tankegang, da han blev revet ud af sin rolige Fatning ved en Skikkelse, der kom imod ham fra Toppen af Bakken.

Var Præsten Østrup end ikke nogen Helt, gik han dog baade Skorstensfejere og vandrende Haandværkssvende dristig under Øjnene med et Bibelsprog i Munden. Men den Tegning, der viste sig for ham mod den røde Aftenhimmel, trængte ham rigtignok helt hen mod Grøftekanten, og havde det ikke været for Skams Skyld, var han vendt om og løbet.

Skikkelsen var højere og magrere end han nogensinde havde set, skjønt den ludede lidt med det omviklede Hoved. En Tot sammenfiltret, graasprængt Haar tumlede ned over den gulig rynkede Pande. Ansigtshuden spændte tæt ind til Kindben og Kjæve, og gjorde den bredt grinende Mund endnu bredere. Men alle Tænderne var i Behold – store, hvide og skinnende. Skjørtet var en Pjalt, viklet om de bare Ben og holdt sammen ved et Sejlgarn. Hun havde knap Livstykke paa, men en stor Sæk paa Nakken og en tyk Hasselkjæp i Haanden.

Præsten fik dog sagt "Guds Fred", da de mødtes. Og det standsede hende.

139 "Er I ikke Søbypræsten – med Forlov ?" – Stemmen var slimet.

"Hm! – jo – Er det ikke Ane Bodilsdatter?"

"Li'saa li'e bestemt – Hr. Pastor!"

Der blev strax en trykkende Pavse, hvori enhver af dem ventede, at den Anden skulde tale, og hvori de begge fortrød at have standset.

"Jeg havde en Smule Dreng, jeg –" begyndte saa Ane. – "Det er itte, fordi jeg kerer mig om ham, Andre maa heller ha' Draget. Men En vil dog immer gjerne vide, hvad En har lagt til."

Det kom saa uforberedt paa Præsten, der tilmed blev ganske forvirret af den uventede Maade, hvorpaa hun tog Sagen, at han ganske glemte at tale, skjønt Anes Tavshed betød, at hun ventede det. Langt om længe kom det endelig fra Vrangstruben⁴²: "Hør Ane – skal vi To ikke gaa lidt hen ad Vejen sammen?"

Ane rømmede sig, skelede ned til ham og smaagrinte: "He, saadan sa' ogsaa han, Søren, den første Gang. Den Vej gik til Spindehuset⁴³!" – Og saa føjede hun til med et stort Grin, saa Ansigtet blev bar Mund: – "Men paa den Manér mener Præsten det kaske itte?"

"Min Vej fører gjennem Guds Hus – Ane!"

"Hov! saa er I forvildet, Hr. Pastor! Saa maa I his ner langs Hovgjærdet, ud over Mosedraget og ner om Nyhusene. Naar I saa gaar lige bare frem saa meget som en lille Pib' Røg, saa kommer Hr. Pastoren til det store hvide Hus."

140 Præsten troede at være misforstaaet, stak Haanden indenfor Frakken og sagde højtideligt, men stærkt: "Hør, Ane, jeg frygter for din sjælelige Tilstand. Du maa omvende dig."

"Synes Hr. Pastoren det?"

"Ja. Det er endnu Tid. Husk Røveren paa Korset. Ved fra nu af at leve et stille og ærbart Sjæleliv i Bod og Anger, kan det ske. Ved at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger, ved at bekjæmpe dine onde, syndige Lyster, kan det ske. Lev i Gud, og han lever i dig."

Ane bøjede Hovedet, og der gik en bitter Trækning over hendes Ansigt, mens Præsten fortsatte:

"Fat Mod – Ane! Vi er jo alle Syndere – og jeg véd jo fra mig selv, hvorledes jeg daglig maa kjæmpe med Fristelsen til Skridt paa Syndens og Lastens Vej. Men blot man vil det Gode, da har man Guds Hjælp, og da er det ikke saa svært. Ja, forsøg blot i Jesu Navn – Ane! at kjæmpe mod dine onde Lyster, da er det ikke saa svært, som du maaske mener. Jeg kjender det jo fra mig selv – – –".

"Har Præsten nogentid været ti Aar paa Tugthus? –" afbrød Ane ham, idet hun blev ved at se ned.

Han rejste forbavset Hovedet op imod hende, men hun sparede ham for Svaret.

"Det er itte maveligt – det at sidde paa Hug i en Krog i et klamt Hul med grønt Vand ner ad 141 Væggene, saa sort som Fanden selv – i ti Aar. Og det Værste, naar En er ung og Vogteren skaldhodet – i ti Aar – netop i Tiden. Jeg vil ha' det igjen – si'er jeg. Haa! kan være man blier gammel og grim før Tiden i det Helvede – jeg er dog itte Kjælling strax. Paa det Lav – Fa'lil! Jeg vil ha' det igjen hver Bitte – vil jeg! Hvad har jeg gjort Jer – si'er jeg. Hvad har han gjort mig – si'er jeg. Kom mig an! – Jeg vil ha' det igjen – Altsammen! vil jeg. For ti Aar – si'er jeg. For ti Aar – Far!"

For første Gang saa' Præsten hende rigtig i Ansigtet. Munden dirrede i Lidenskab; i de fortinnede Øjne hang Rus, – vaagne, tærende Nætter i de blaaspændte Aarer under dem.

Han forfærdedes. Og det rev for et Øjeblik ligesom et Bind fra hans Øjne for et uvanlig stort Syn, som tog Talen fangen en Stund. Men saa brød den ogsaa ud fra Hjærtet.

"Ane, Ane! hør mig dog, det er forfærdeligt!"

Hun var selv bleven skræmt ved sine egne Ord og svarede blot: "Javist – javist."

Saa gik de en Stund tavse.

Præsten Østrup havde troet at være i Besiddelse af et godt Overblik over Sjælehyrdernes Mark. I Bekjendelsens smukke og vel anlagte Edens Have var han saa at sige selv opvoxet. og havde været blandt de tro Tjenere, der holdt den ren for "Tvivlens brogede Ukrudt". Og fra den havde han set ud over "Fornægtelsens store golde Hede" og kunnet 142 skimte de tunge Skygger af "Hysteriets sorte Skove". Men Fortvivlelsens Vildnis havde hans Liv aldrig lært ham at kjende.

De vante Talemaader kunde enten ikke anbringes eller slog ikke til her. Det var næsten, som om alle Psalmer og Bibelvers var gaaet ham af Minde, og saa sagde han blot: "Ane! – bliv god igjen, Ane."

Den Inderlighed, hvormed det blev sagt, tøede Noget op i hende: "Hr. Pastor! – hvad kan jeg – skambidt som jeg er?"

"Søg igjen at vinde din Plads blandt de Andre her – Ane!"

"De slipper Bindhunden paa mig – Hr. Pastor!"

"Har du slet ingen Venner mere – Ane?"

Hun standsede lidt, ligesom for at tænke sig om, og fortsatte saa igjen sin Gang: "Nej – slet Ingen."

"Stakkel! Slet Ingen, der kunde være dig til Støtte og Trøst."

"Jo En – men han er taget fra mig."

"Fat Mod – Ane! Det er maaske netop sket, for at Alt skal vende sig til det Bedste."

Hun mumlede Noget, mens hendes lille udtærede Dødningehoved sank dybere ned paa Brystet.

Men Præsten standsede, lagde Haanden paa hendes Skulder og saa' op paa hende med sine milde Øjne: "Naar en Dør bliver slaaet haardt i, saa springer tidt en anden op – siger man. Tro 143 mig – Ane! – Gud har stængt alle Veje, alle Døre haardt for dig, for at den Vej, den Dør – Kirkedøren, Ane! – kunde springe op for dig, inden for hvilken du først kan finde den Hvile og den Fred, som du sikkerlig selv føler Trang til. Tro mig – man lever lykkeligere med Guds Naade end med hans Vrede."

Anes flade Bryst arbejdede hurtigt og anstrengt. "Ja – ja – ja!"

"Det er saa forunderlig velsignet at have Fred" – fortsatte Præsten, der nu fuldstændig havde gjenvundet sin Fatning – "Fred i sit Hjærte, Fred i sine Tanker, Fred i sin Død. Den kan ikke kjøbes for dyrt, og saa drysses den dog ned i vort Skjød af Guds naaderige Hænder, blot vi strækker Haanden ud efter den – Ane!"

"Let nok sagt – smukt nok – kanske – at dø saadan. Men Sul og Brød og Øl drysser vist inte ner i Skjødet paa vos, naar vi strækker Haanden ud efter det – Hr. Pastor! – og det skal En bruge, mens En lever. – Hvorfor tale saa smukke Ord til mig?" – sagde hun og stødte fortvivlet med sin Stok i Jorden. – "Hvorfor gjøre det værre for mig usle Skrog ved det? – Nytter ikke for mig – En maa leve."

"Stakkels Ane! – Du er fortvivlet, men blot man vil det Gode – som jeg sagde – saa kommer Hjælpen ogsaa."

Hun strøg sig med Bagen af sin Knokkelhaand 144 over Panden og aandede tungt: "Naa, naa – nok om det."

Men da hun saa' Præsten gjøre en Bevægelse mod Lommen, vendte hun Ansigtet om imod ham med et grædefærdigt Udtryk og udbrød i den ynkeligste Tone: "Ak! – jeg vil saa gjerne det Gode og Skjønne og Riæle – og saadan. – Jeg vil saa gjerne frelses. – Ak! Gud og Vorherre give, jeg maatte blive hjulpet."

Præsten lagde et Guldstykke i hendes Haand med de Ord: "Gud hører altid en oprigtig Bøn – husk det, Ane! – Og kom nu til mig, naar du sjælelig og legemlig trænger til min Hjælp. Bed og gjør Bod, og glem heller ikke Kirken om Søndagene, Guds Dag. Hans Velsignelse over dig – Ane!"

Hun foldede sine Hænder for sit Bryst, kyssede hans Haand og takkede med store Gebærder. Derpaa forlod hun ham med Ønsket om, at Vorherre vilde velsigne ham, hans Hus og Hjem, Familie, Slægt og Venner ned til de sildigste Slægtled – og drev saa om ad en Sidevej, just ved.

Men der stak hun i et Grin og mumlede: "Ja, Gu' i Kirke – Fa'lil!"

Præsten blev ved at følge hende med Øjnene fra Hovedvejen, indtil hun svandt bag en Bakke. Ved det sidste Glimt stak han Haanden bag Frakken, og sagde højtideligt, men stærkt: "Hun er frelst!" – –

Saa opløftende havde dette Møde været, og 145 saa behagelige de Tanker, i hvilke Hs. Velærværdighed gik Hjemvejen, at han slet ikke ænsede, hvor fugtigmørkt det med Et blev omkring ham. Ikke heller følte han den kolde Luftning, der pludselig strøg hen over Markerne og fik Sæden til at bøje sig – eller mærkede Susningen fra Strandskoven. Men da en stor og tung Vanddraabe faldt ned paa hans blanke Støvlenæse som en sirlig Stjærne, saa' han op.

Hele Himlen var en eneste sort og truende Sky, og over Strandskoven drog et tungt blaasort Vandtæppe – Lag under Lag – med blygraa Frynser helt ned mellem Trætoppene. I det Samme lød et stærkt Tordenbrag ude fra Havet.

De hvide Markarbejdere halsede ind til Byen fra alle Kanter, og Præsten kunde beregne, at han vilde komme tør hjem, dersom han fulgte deres Exempel. Men han udrustede sig med al sin Koldblodighed og tilbageviste med Foragt enhver Tanke, der var uforenelig med hans gejstlige Værdighed. Han gjorde blot sine Skridt lange, og fortnede sin Gang netop saa meget, at ingen af Markarbejderne skulde falde paa at kalde det Løb.

Og da han havde slaaet Frakkekraven op, trykket Hatten ned over Hovedet og puttet Hænderne dybt i Lommen, saa' han ud som et Jernrør, der var sig selv, sin Stand og sin Skjæbne bevidst.

Atter faldt en Stjærne paa den samme Støvlenæse, saa én ned i Lommen, og snart begyndte de at spille lystige Trommehvirvler paa Hattepullen. 146 Store tunge Draaber – saa store som Spurveæg – faldt tættere og tættere med et saadant Klask mod Jorden, at Præsten tilsidst ikke kunde høre sine egne Fodtrin.

Og med den – netop hos saadanne Draaber – ejendommelige Svaghed for den trange Passage mellem Hals og Flip, varede det ikke længe, før han følte sin Halslinning ganske blød og vaad og en gyselig Fornemmelse ned ad Ryggen, samtidig med at hans Lægge og Knæer stødte mod noget ubehageligt klamt Noget, hver Gang han flyttede Benet. Da det derpaa begyndte at strømme ned over Ansigtet fra Hatteskyggen i lange sorte Draaber, og da Lommerne fyldtes, fornam han Intet uden Vand fra Isse til Saal, og hans Klæder var saa stive og tunge, at han endda maatte sagtne sine Skridt.

Men nu begyndte Regnen først rigtig – saa ubændig kaad som kun et ægte Barn af August-Sydvesten; med en skyllende Larm, saa de dumpe Tordenbrag, der bestandig rullede ude over Havet, næsten overdøvedes. Vejens fine Lerstøv blev et fedtet, brunligt Ælte med store gule Pytter, og de dybe Hjulspor blev lange Kanaler, der jublede og kogte ved de plaskende Strømme, indtil de kogte over og løb i Et med hinanden.

Inde i Byen stode de hvide Markarbejdere i Døre og Porte, og var ganske ustyrlige af Henrykkelse hver Gang et Par Efternølere ilede gjennem Gaden. Navnlig var to unge Høstpiger med store 147 Skræppeblade over Hovedet Gjenstand for stormende Munterhed fra de unge Karle.

Men pludselig standsede Lystigheden, da et langt sort og dryppende Jernrør tren gjennem Gaden med lange gravitetiske Skridt. Hans Ansigt var blaahvidt, og der flød et helt lille Væld fra Hatteskyggen som fra en Tagrende. De dyngvaade Benklæder klinede sig fast til hans Lægge som glatte Trikots, og ledsagede hans Gang med en ejendommelig klaskende Musik.

Hvor han kom frem, smuttede Pigerne bag ved Porten og fniste; men Karlene hilste ham saa ondskabsfuldt høfligt og smilte: "Go' Aften – Hr. Pastor! Det er er dog en velsignet Regn etter den lange Tørke!"

148

V.

Skovvejen – Kjøbstaden Elleby's Stolthed – gik fra den dobbeltflisede Kirkegade lige mod Nord forbi Amtmandens Sted og ind i Skoven. Dér fulgte den længe tæt langsmed Fjordens østlige Bred med lempeligt højnende Bakker og kuplet Bøgeskov til alle Sider.

Men det var en underlig Fjord.

Den listede sig ud og ind i bratte Bugter mellem stejle lerede Skrænter saa rolig som et Gadekjær. Vandet var ganske blanksort; og med de hvide Solpletter fra Lysninger i Trætoppene, med de svømmende visne Blade og den ludende Skovkrans lignede den mere en stille drømmende Skovsø.

Det Eneste, der mindede om Hav, var de skrigende Maager nordfra. Men den tunge Skovaande skræmte dem, og de vendte hastig.

Saadan længe – indtil Træerne blev til Buske, og Buskene krøb længere og længere fra Bredden. Men der, hvor Fjorden begyndte at vide sig ud og tage Havets Farve, bøjede Vejen pludselig af mod Øst og ind paa Bunden af en Gryde, dannet af tre mægtige, nøgne Lyngbakker. Den højeste, vestligste var Videnæs. Og fra Videnæssets Top 149 saa' man lige ned, hvor Fjorden bred og stenet bruste over i det blinkende Blaa.

Over Havet ser man altid langt. Men selv langs den bugtede Kystlinie og den sandede Strand skjød Øjet milevidt, og det store flade Land mod Vest laa for Fødderne saa overskueligt som et Landkort.

Skraas for – venlig skjult af Strandskoven – laa Søby med sin røde Kirke og det højtragende Poppeltræ i Præstegaardshaven. Lidt nordligere Sorvad lige ved Havet. Derfra strakte de stribede Bymarker sig op imod Skovbæltet, og bagved dette laa den purrede Kratskov mellem Nyhusene – smaa spredte, lergraa Hytter – helt ud til den store brune Søby Mose med de mange blinkende Pytter og skarpt skaarne Tørveskjær.

Bag om denne igjen kom andre Marker og andre Byer, og saadan videre og videre over Kirker og Gaarde, over Søer og Smaakrat, fjærnere og fjærnere, indtil kun det Hvide og Teglstensrøde skimtedes mod de taagede Banker langt, langt borte.

Som sagt – Skovvejen var Ellebys Stolthed. Og paa Videnæs blev selv den adstadigste Borgermand stemningsfuld og reciterede Oehlenschläger, de unge Herrer sang Drachmann, og Damerne saa' drømmende hen for sig.

Men for disse Sidste var der en særlig Plet, hvorover deres Øjne dvælede og skabte Billeder af yndig Fryd og Kjærlighedslykke. Det var en lille 150 faldefærdig Fiskerhytte, der stod helt ude paa Spidsen af en gold Sandtunge, som den store ubeboede Sandørk nord for Sorvad rakte mod Øst ud i Havet.

Der var udbredt noget saa ubeskrivelig Poetisk over disse skjæve, klinede Vægge og det lappede Tangtag! Det saa' saa fortryllende malerisk ud med sin lille Kartoffelhave, sine Netstænger og lille sorte Baad, især naar Solen sank i Havet bag den⁴⁴ som en Glorie!

Og naar de deroppe fra Højden drømte saa smukt om dette lille Stykke Fattigdom, slog de Takten med deres lakerede Støvler, mens Sjælen nynnede det Digt, som Byens Skjønaand havde helliget denne lyksalige lille Plet, og hvori han paa en gribende Maade havde besunget en kjæk Fisker helt med sorte, krusede Lokker og "demantklare Øjne" og hans guldlokkede Viv med den "marmorne Svanebarm".

"Fyret" kaldtes Hytten, fordi den stod enlig og om Aftenen gjennem Vinduerne lyste saa vidt om til alle Verdenshjørner. Men "Blinkfyret" var et Navn, der gik imellem nogle af Kystboerne paa den anden Side, som havde lagt Mærke til, at der bestandig paa visse Tider af Natten skinnede Lys derinde fra, som kun brændte en kort Stund, og sluktes for atter at tændes et Par Timer efter.

Det kom hver Nat – saa ufravigelig bestemt, at det blev ganske underligt, og ovre paa den 151 anden Side taltes der hist og her forblommet om Smugleri og Saadant.

Men da hin Skjønaand erfarede det mystiske Skjær, der var lagt over hans Yndlingsplet, tog hans glødende Fantasi en saadan Flugt, at den i Løbet af ganske kort Tid paa en beundringsværdig Maade sammensmeltede de demantklare Øjne, den marmorne Svanebarm, Søby Mosens Lygtemænd, Havets Dryader, Luftens Aander og Roskilde Domkirke til syv og tyve "Stemninger" i Guldsnit, som ved Juletider forelagdes Publikum, og fra den Tid ikke savnedes i nogen af de unge Damers Syskrin. –

Lange Ane skubbede sig ud af den Høstak, hvor hun havde søgt Læ for Regnen, og følte en isnende Kulde gjennem hele sit Legeme. Hun havde sovet. Hendes Lemmer var stive og det værkede i Leddene. Regnen var trængt helt igjennem de tynde Pjalter.

Hun havde drømt om det Spørgsmaal af Præsten, som havde beskjæftiget hendes Tanker det sidste Stykke Vej: om hun ikke havde en eneste Ven mere? Der var faret et Glimt igjennem hende den Gang, og hun havde drømt sig ung og smuk igjen, og at hun levede lykkelig med den Mand, hun en Gang havde elsket. Hun havde netop drømt sig under hans varme Favntag, da hun vaagnede derved, at hun frøs og havde en Fornemmelse, som om hun var belagt med tung Is.

Det var blevet Nat – begsort Nat. Tordenregnen 152 var hørt op; men Himlen var endnu tyk af sorte Skyer, og af og til hørtes Lyden af en tung Taare, der havde gjemt sig deroppe, og faldt ned som en Sten. Alting var tyst og mørkt. Alting sov; selv Vinden havde lagt sig.

Men da saa' hun et Lys oppe i Nord. Det var Fyret, der "blinkede". Klokken var ved Midnat. Det for igjennem hendes Blod, Hjærtet kom til at banke, og hun blev ved at stirre henimod Lyset. Det skinnede saa rødt i al det Sorte.

Ganske langsomt begyndte hun at bevæge sig hen imod det, men standsede hvert Øjeblik, og blev staaende i Tanker med Øjnene fæstede til det røde Skjær, som om hun allerede kunde se helt ind i Hytten. Hendes Aandedræt blev tungt og hastigt, Tænderne klaprede i Munden – det var bidende koldt.

Pludselig samlede hun Livstykket om Halsen og skyndte sig fremad. Det var over en vaad, slibrig Brakmark. Alting var sort; hun kunde ikke se Plovfurene, og hvert Øjeblik snublede hun.

Men hun blev ved at ile, bestandig seende stift fremad hen imod Lyset, og det varede ikke længe, før hun kom forbi Sorvads yderste Udflyttergaard og ud i den store Udørk, hvor der hverken var Vej eller Sti, ikke mindste Busk eller Tjørn – kun Sand og Sten.

Ude paa den smalle Tunge dæmpede hun atter sine Skridt, og tæt ved Huset flyttede hun Foden ganske sagte, standsede lidt for hvert Trin, og lyttede.

153 Lyset derinde skinnede mat gjennem det lille Vindue ud paa det vaade Sand. Men hun kunde ikke fange den mindste Lyd derinde fra; kun de smaa Bølger gik sagte op paa Stranden og gned Stenene mod hinanden. – Hendes Hjærte bankede et Øjeblik saa voldsomt, som om det vilde slaa Hul i hendes Side.

Da listede hun sig de sidste Par Skridt derhen, satte Ansigtet forsigtig paa Ruden, skyggede med en Haand paa hver Side af Hovedet, og saa' derind.

Det var et trangt, lavt og bepakket Rum, fuldt af Skygger. Der fandtes næppe fri Plads til at vende sig. De raa Lervægge var gule og sprukne. I Krogen hang Net og et Sæt skident Olietøj. Paa Gulvet laa de afkastede Klæder: Skjørter, Buxer, Veste og Linned imellem hinanden. Paa Madbordet under Vinduet stod Opdækningen fra Nadveren: et kilet Rugbrød⁴⁵, et Snapseglas, en skaaret Kande og lidt sort Fedt paa en Tallerken – tilligemed et Par hvide Uldsokker.

Lyset kom fra en Tællepraas paa en rødmalet Stol med sivflettet Sæde, som stod ved Hovedgjærdet af en bred Tospænderseng langs den ene Gavlvæg.

Manden laa inderst ved Væggen, gjemt helt nede under en tyk, blaastribet Dyne. En Smule Strejflys spillede over en klumpet Opstoppernæse og skjulte sig i en stor, bredt aaben Mund med stridt og rødt Skjæg rundt om.

Hans tunge, halende Snorken, et Bornholmeruhrs 154 søvnige Tik–Tak og Tagdryppet^'17 paa Ruderne fyldte ganske den dybe, slumrende Nattestilhed.

Yderst og helt i det gulblege Lys laa Konen – halvt oprejst med Ryggen mod Manden, hvilende paa den højre Arm. Hun havde skudt Særken ned for det fulde, kraftige Bryst, hvorpaa en buttet Maanedsunge arbejdede baade med Mund og Hænder.

Hun saa' ufravendt ned paa Barnet. Lysskjæret faldt lige paa hendes Ansigt; det var kanske grovt, men kjønt, modigt.

Det øvrige Rum laa i Halvmørke. Til den anden Side af Stolen fangede en stor grøn Skibskiste og et Par lange mudrede Søstøvler alt Lyset, og kastede i Stedet lange sorte Skygger bag sig, der løb hen over Klæderne paa det stampede Lergulv og bredte sig over to smaabitte Skabninger, der laa med hinanden om Halsen paa en Straasæk under Madbordet i den sødeste og sundeste Barnesøvn.

Og Skyggerne spredte sig brede, strakte sig ligesom i Søvne op ad Væggene og omkring Billedet af en forgyldt og korsfæstet Kristus paa blaa Grund, indfattet i en Ramme af smaa Muslingskaller – og enkelte slikkede endda lidt ind under Loftet.

Maanedsungen slap Brystet med et Svup. Moderen lagde den til igjen, men den slap atter og vendte sig søvnig fra det. Allerede inden hun 155 fik den lagt i Kurven ved Siden af Sengen og dækket til, var den sovet ind.

Saa puttede hun sig godt ned i Dynerne, tæt op mod Manden – og pustede Lyset ud.

Den røde Tande røg blot endnu en lille Stund; men derpaa blev Alting atter mørkt og stille, og udenfor gik kun de smaa Bølger sagte op paa Stranden og gned Stenene mod hinanden. –

Da Ole Lorents tidlig om Morgenen traadte ud ad sin Dør, bed han sin Gaben midt over af Forskrækkelse – Ane sad paa Stenflisen og sov.

Ole Lorents var bleven en undersætsig Mand, bred og fyldig; men Musklerne var løse og bløde i Kjødet og manglede Kraft. Hans forrige Forsagthed havde forvandlet sig til akkurat det Modsatte: til denne livsalige Gemytlighed, som ofte findes hos Deliriumskandidater. Og han bar gjerne et løjerlig lunt Smil inde i Skjægget.

Dette havde mistet sin vevre Ungdommelighed og ved flittig Barbering udviklet sig til disse stive stikkende Stubbe, som den Slags Folk finder saa tiltalende. Men den mærkværdig glorøde Farve var endnu i Behold; kun omkring Mundvigene havde det et mere brunligt Anstrøg paa Grund af Skraatobak.

Hans Ansigt var oppustet; Næsen tyk og rød; Øjnene store og svømmende og viste ved deres urolige Søgen de svækkede Aandsevner.

Men Ole Lorents drak ikke mere. Og denne Farve paa Næsen var kun et kjedsommeligt Minde 156 om en Tid, han helst vilde glemme, men som desværre havde efterladt sig et dybere Mærke i en blød Hjærne.

Men, som sagt, nu drak han ikke mere – uden til Maade. To Snapse til hver "Tørmad", det var Reglen. Karen skjænkede dem selv op til ham, og det nyttede ikke, han tiggede om en til "for Maven", eller gjorde Bemærkninger, om, at "saadan to bitte Snapse inte var mer end som til en hul Tand". Karen vidste, at de to var en Nødvendighed for ham (ellers rystede han over hele Legemet), men hvad han fik mere, gjorde ham fuld, og da var han ganske ustyrlig.

Ellers havde han stor Respekt for Karen. Hjemme var han saa from som et Lam, og det var kun, naar han var ene ude mellem Andre, at hans frimodige Jovialitet vendte sig til et halvt idiotisk Praleri – saaledes som det ogsaa ofte er Tilfældet med bløde Hjærner.

I Begyndelsen kneb det naturligvis med den Maadeholdenhed. Men Karen forstod saa sindigt at hygge og pusle om ham, at hans lette, føjelige, halvt ødelagte Natur snart befandt sig vel i det rolige Liv, der var en vederkvægende Modsætning til otte Aars Svir og Slagsmaal paa engelske Kulskibe.

Hun passede paa ham som en Smed; undgik Alt, hvad der kunde gjøre for stærkt Indtryk paa hans Nerver; hjalp ham tilrette, hvor hun kunde komme til, og kjælede for ham, naar han var 157 gnaven. Og selv om han undertiden fandt, at hun i visse Maader behandlede ham vel meget som et Barn, følte han sig dog glad og lykkelig, smilte naar hun smilte, græd naar hun græd, og nikkede til hende, naar hun gjemte Snapseflasken i Hjørneskabet og laasede af lige for Næsen af ham.

De havde det fattigt, men nu gik det fremad. Karen stod for Styret, og de havde efterhaanden erhvervet sig den bedste Baad og de bedste Redskaber af alle Fiskerne i vid Omkreds. Og naar Ole havde faaet sine to Snapse, var han endnu den skrappeste Sejler og sikreste Aalestager langs hele Kysten.

"Vi konkurrerer –" sagde han med sin uendelig komisk-vigtige Mine, naar han kom ud mellem Folk, og virrede med sin højre Haand, hvis Pegefinger et Spil en Gang havde revet af, saa der kun blev en ubetydelig Stump tilbage, som han imidlertid altid benyttede til at klø sit Skjæg med, eller til andet saadant mindre Arbejde.

"Vi – forstaar I! Véd I hvad det er at konkurrere, Folk? – Nej, I véd det ikke; sig det hellere, Børn – I véd det ikke. Oho – Ole Lorents har malket den blaa Ko i otte Aar – i otte Aar, Børn. Han er med, hva' behar? Ikke Tale om den Ting – kom til ham – værsartig, saa har I det. Konkurrere, Børn – det er Sagen, naar man véd det; se her sidder det, Børn –" her bankede han sig med Fingerstumpen paa Panden. –"Men konferere! – ja, saadan er det, naar 158 man er med – ikke sandt? – Ole Lorents kan immer klare den. Konkurrere!"

Den fornemme Mine, de beklagende Skuldertræk og den videnskabelige Nedladenhed, hvormed han ynkede de Andres Uvidenhed, var aldeles ubeskrivelig komisk. Men under Karens Opsigt forandrede han aldeles Tonen. Og da han nu pludselig stod over for sin gamle Kjærlighed, gjorde det et altfor stærkt Indtryk paa hans svækkede Nerver, og han blev grebet af den gamle villieløse Forsagthed, hvorunder han i sin Tid havde ladet sig bemestre af hendes Blik til en Boldt for hendes Luner.

Hun vaagnede strax, da han kom, og saa' op; men beholdt Hovedet i sine Hænder.

"Jøsses Kors – Ane!" – udbrød han i den første Forskrækkelse.

Hun nikkede blot.

Han stod som ramt af et Slag, og ledte med maabende Mund efter Noget i sin Buxelomme. Ganske stum blev han ved at stirre ned paa hende – først med et halvfjollet Smil, saa med Taarer i Øjnene – og blev ved at lede, som om det var nede i Lommen, han ventede at finde sit tabte Mæle.

"Du ser paa mig, Ole. Ser jeg godt ud? Synes du, jeg har skæmmet mig? Er jeg radmager, kaske? Se her! – ikke mere Sul paa hele Skroget end paa et Fugleskræmsel – ikke sandt?"

Han gøs. Hun havde skubbet Ærmet op for sin lange, uhyggelig tynde Knokkelarm.

159 "Herre Jøsses! – er det dig, Ane! –" sagde han ikke uden Møje, mens Taarerne løb ned ad hans Kinder.

"Ja, Ole. Det var ikke, hvad vi tænkte den Gang –" sagde hun og gjorde et lille afsnubbet Kast med Hovedet, som om det var Noget, der ikke laa længere tilbage end Sorvad, eller saa omtrent. – "Kan du huske den sidste Aften, du véd; jeg skulde bestemme mig. Jeg fik sgu Tid nok til at tænke over det – ti Aar, du! Nu har jeg bestemt mig, Ole – hvad si'er du, Ole?" – sagde hun og rykkede tættere til ham.

"Hør Ane – hvad vil du her, Ane?" – spurgte han med et mat Forsøg paa at mande sig op.

"Tjene Penge."

Under det Sidste havde hun siddet med Præstens Guldskilling og vippet den paa Fingren, mens hun snedigt skelede op til ham. Nu kastede hun den lidt op i Vejret, og lod den falde ned paa en Sten.

"Tjene Penge, Ole. Man maa være om sig; ha' Noget til Alderdommen – he! Men du har nu altid været en Nar, Ole. Hvad er nu det for et gammelt Rotteskur, du der bor i? –" sagde hun, idet hun først drejede sig om mod Huset og derpaa om mod ham, med det samme snedige Blik. – "Men du er en Nar, Ole. Du kunde li'saagodt ha' været Velhaver nu, dersom du havde villet. Og du kan blive det endnu, men du vil vel 160 sagtens blive ved at være en fattig Stymper, for du er en Nar, Ole – hører du?"

"Ærlighed varer længst, Ane –", sagde han forknyt og skelede til Guldskillingen.

"Det var i gamle Dage – Far!"

"Ja saa."

"Du ser paa denne hersens lille Mønt; det er Præstens. Vi er go'e Venner, skal jeg si'e vos. Vi gjør Forretninger sammen. Vil du med? Der er Sølv at tjene, og mer end dét, som du ser. – Er det din Baad dér? den ser godt ud. Du har nok ogsaa godt med Redskaber, har jeg spurgt. Hm! Du kunde sgu gjøre Forretning, saa det kunde blive til Noget."

"Hæ? –" spurgte Ole.

"Inden et halvt Aar, skulde jeg svare for, var det Skur et lille Slot med rigtig Have og Flagstang, og Noget til Alderdommen baade for Kone og Børn."

"Hæ – men? –" spurgte Ole atter.

"Hvordan – mener du? Hm! Du vil kanske ind i Forretningen, Ole? Du vil vide, hvordan man tjener Penge i en Snup? Det er Hemmeligheden, du; og den er itte for Tosser. Véd du det!"

"Kon – konkurrere? –" prøvede Ole med et straalende Ansigt.

Ane saa' forbavset paa ham, men med et listigt Smil, og nikkede: "Netop, du. – Naa, nok om det. Jeg si'er bare, at om du selv vil, saa kan det blive godt en Gang endnu med dig, som man 161 si'er. Saa kan det blive li'esom i gamle Dage, Ole – kan du huske dem? den Gang det var vos to, der røgtede Sildegarnet? – hver Aften, Ole. Ak ja, al det Halleluja, som vi har ha't sammen; men jeg véd nok, jeg var itte imod dig, som jeg skulde, bitte Ole; jeg har grædt mange Taarer for det Sags Skyld. – Kan du huske den Aften med det nye Bundgarn? – kan du huske, du drat i – itte?"

"Hæ – ja!"

Sagte rykkede hun sig nærmere hen til ham og blev ved at fortælle: Minder om hine gamle Dage, Ungdomsdagene med deres Haab og Fryd og mange lyse, stille Aftener paa Søen. Hendes Stemme blev bestandig mere dæmpet og lidenskabelig, mens han blev staaende aldeles urokkelig og med et Udtryk over sit Ansigt, som om han lyttede efter en fjern Musik. Skikkelse for Skikkelse, Scene for Scene gled frem af hans taagede Erindring; – men saa rørte hun ved hans Haand.

Han traadte forvirret et Skridt tilbage og skammede sig. I det Samme begyndte Børnene at vaagne derinde.

"Nu skal du gaa, Ane!" – sagde han urolig.

"Ole! – vi har haft saa Meget sammen før. Gaa med bag om, jeg vil snakke med dig –" hviskede hun.

Han var halvt fortvivlet: "Aa Gud, aa Gud – nu kommer Karen, – du skal gaa, Ane, hører du? – du maa ikke komme her." Og i sin Forvirring løb han først lidt rundt som i et Tøjr og derpaa 162 væk fra hende ned til Stranden og skjulte sig i Baaden.

Ane saa' efter ham med et gridsk Smil.

Saa gik hun.

Ole kiggede op over Rælingen, og da han saa', at hun var borte, rejste han sig med et bredt Grin over hele Ansigtet, spankulerede stolt op og ned ad Stranden og bildte sig ind at have udført en stor Heltebedrift. Men et Kvarter efter var det Hele halvvejs glemt, Forvirringen afløst af en overstadig Munterhed.

Da han kom ind til Karen, som just stod op af Sengen – paa Grund af de natlige Afbrydelser laa hun lidt længe – modtog han hende med en eftertrykkelig Omfavnelse og den højtidelige Forsikring, at hun næst Potifars Hustru var det riæleste Stykke Fruentimmer i Verden; der maatte ikke komme noget Uriælt ind imellem dem, han skulde nok være fast, og der skulde ikke komme "Slinger i Valsen" – ikke en Smule.

Derpaa tog han den Mindste op af Kurven, dansede rundt med den paa Gulvet, rakte den højt i Vejret og var lige ved at tabe den af lutter Henrykkelse.

"Saa rød og hvid sorn et Gaardmandsbarn! – ikke sandt, Mutter! – Ole Lorents's egen Øjesten! – immer med paa Brædderne!"

Tilsidst græd han af Glæde, mens han bed et Stykke Sukkerkandis itu til Børnene, og snakkede Løst og Fast om denne ubegribelige "Slinger" med 163 ivrig Benyttelse af den udsøgte Ed: "Ta' mig det Ben af det Skab! –" som for ham var den højeste Bekræftelse.

Karen klædte sig ganske rolig paa uden at lade sig anfægte. Slige Scener var hun vant til, og navnlig vidste hun, at der kun behøvedes ringe Sindsbevægelse for at faa ham i Taarer. Et Øjeblik efter lo han ogsaa over hele Ansigtet og forklarede, at det bare var det, han i sin Tid havde faaet for meget i Hovedet, der nu maatte ud gjennem Øjnene. –

Ole Lorents byggede. Ikke fordi der jo sagt var Plads nok, selv om de havde været dobbelt saa mange; men efter megen ængstelig Overvejelse var de kommen til den Erkjendelse, at de maatte have en Gris.

Hvor de to Mennesker holdt af hinanden, mens de sparede sammen til denne Forøgelse af deres huslige Lykke! Hvilken Jubel, da Ole trak i Stadstøjet og kom hjem fra Byen med den allerkjæreste lille Gris under Solen! Karen vidste ikke, hvem hun skulde klappe mest og kjærligt, enten Grisen eller Ole.

"Vi avenserer – Mutter!" – sagde han stolt.

Det var en Smule Svinesti, Ole byggede. Den skulde gaa ud fra den østre Gavl med et Halvtag, Grunden af kløvede Sten, for Resten klines med Ler og tækkes med Tang. Grundstenene var allerede lagt, Stolperne sat op med en Hammerbjælke tappet over. Og opad Formiddagen red Ole paaskrævs 164 over den i Færd med Spærene. Karen var gaaet langs Stranden for at fiske Vragstumper.

En Gang imellem lod Ole Hammeren synke og saa' betænksom ud i Luften. Det var Ane og hendes "Forretning", der foresvævede ham. Men pludselig rev han sig ud af det med et Fløjt, og dundrede løs med al sin Kraft, som for at slaa det fast, at han var lykkelig og ikke vilde vide af Noget i Retning af "Slinger".

Han fløjtede meget. Eller ogsaa sang han; men hans Stemme var mildest talt i Overgang. Og det var det mest forvirrede Tøjeri, han sang; sandsynligvis Stumper af Forskjelligt, han ikke kunde holde ud fra hinanden. En begyndte saaledes: "Naar en Gang mit Øje lukkes og min Sjæl maa bort herfra". Men gjennem de besynderligste Overgange endte den tilsidst i Omkvædet: "Tjing, Tjang, for dig og mig."

Imidlertid lod han selv til at blive meget opbygget af dem, og flere Steder satte han i af fuld Hals, mens Ansigtet lyste af Begejstring og Stemmen dirrede af Bevægelse.

Der var en anden Vise om "en gammel Kjælling ved Gammelstrand" – saadan begyndte den. Egentlig turde han ikke synge den; men nu var Karen jo borte.

Luften var varm og venlig, men ikke hed; Regnen havde kjølnet. Himlen var dejlig blaa med nydelige smaa hvide Bomuldsskyer. Havet laa og døsede, blinkede saa smaat i Solen, eller laa ganske 165 stille. Vind var der slet ikke Tale om, og en Jagt havde været saa fornuftig at sætte Skibsjollen foran og hale ud med Aarene. Den laa langt ude, men man kunde dog høre Aareslagene i Takt med Oles Hammer.

Da hørte han pludselig en Stemme bag sig: "Guds Hjælp til Arbejdet – Ole Lorents!"

"Ingen Forseelse!" – svarede han, og vendte sig forbavset; de var ikke vant til Fremmede paa Fyret.

Det var tilmed Præsten.

Han stod dernede med sit sædvanlige milde og venlige Aasyn, men havde forsynet sig med Galoscher og en mægtig stor Paraply.

"Hvad er det, I der arbejder paa?" – spurgte han med et nikkende Smil og en hilsende Haandbevægelse.

"Hvad det er!" – sagde Ole og sprang ned. "Spør Hr. Pastoren, hvad det er? – Det er et Svinehus, Hr. Pastor!"

"Højst fortræffeligt!"

"Ja, ikke sandt! Det er ren Konstruktion! Jeg har selv spekeleret den ud – baade indvendig og udvendig, ren Konstruktion!"

Præsten saa' op og ned ad den imponerende Nybygning med et interesseret Blik, men havde i Virkeligheden sin Opmærksomhed fæstet paa Oles Næse; den forekom ham i Dag usædvanlig tyk og rød.

166 "^'18Hvorledes gaar det med Deres Rosen – Ole Lorents?"

"Min, hvabeha'er? – naa! –" sagde han og satte sin Stump af en Pegefinger paa Næsen. – "Taaleligt, saadan taaleligt. Men om Pastoren vil behage at bemærke denne lille Bygning. Ren Konstruktion! – uden videre, ren Konstruktion! Man er med – ikke sandt? Ole Lorents har malket den blaa Ko i otte Aar – i otte Aar, Hr. Pastor. Han kjender det, han kjender det –", sagde han med de samme ubeskrivelige Skuldertræk og Miner. – "Kom til ham; hvad vil De ha'? – hm, hm! – værsartig, her er det. Han kjender det – ikke sandt ?"

"Hm – jo vist!"

"Ikke Noget her, der rasler. Kommer De til Ole Lorents – værsartig, her er det. Konkurrere – ikke sandt? – Pastoren véd nok, hvad det er at konkurrere. Oh Gud, man er med – ikke sandt? Men konferere – Hm! der har vi det – netop; – man er med ikke sandt?"

Præsten mumlede Noget, men fandt dog Ole Lorents mere trættende end ellers. Trods alle Særegenhederne satte han dog Pris paa denne Mand, som en god og retskaffen Karakter, og beklagede, at en Sygdom, hvorover man ikke selv var Herre, kunde fremkalde en saa ond Bagvaskelse, som den, Ole Lorents var Gjenstand for.

De gode Borgere i Elleby kunde aldrig have drømt sig en bedre Tilvæxt til Fyret, saa vind og 167 skjæv var den. Men Ole Lorents var selv helt begejstret over sit Arbejde og fandt i Særdeleshed den Idé at slaa et Hul i Gavlmuren, saa Karen saa mageløst bekvemt kunde gaa lige fra Stuen ind til "den Lille", over al Beskrivelse, hvorfor han i en saadan Tid opholdt sig over denne "rene Konstruktion", at Præsten tilsidst paa det Bestemteste maatte bede om en Stol.

Saa gik de ind. Ole beklagede, at der ikke var Strøsand paa Gulvet, viskede en Stol af med sit Skjorteærme og satte den midt ud i Stuen.

"Værsarti – Hr. Pastor! – Det er ingen Prækestol! – hæhæ!"

Præsten lo lidt med for Høfligheds Skyld, skjønt han hverken fandt denne Vittighed særlig morsom eller aldeles passende. Derimod tog han med sit inderligste Smil et af Børnene op paa sit Skjød. Det var godt at se paa den kejtede, forlegne Maade, at det var en Mand, der aldrig selv havde haft Børn. Og da Barnet – efter at han ved nogle generte Morsomheder med Pegefingeren havde bestræbt sig for at faa det til at le – tværtimod gav sig til at græde, maatte han sætte det fra sig igjen. Men nu havde han et Udgangspunkt.

Ja, Ole Lorents – de smaa Børn er vidunderlige Himmelgaver, smaa synlige Engle, der bringer Solskin og Varme selv over det fattigste Hjem. Ethvert nyfødt Barn er som en Haabets Due med Oliegren, der sendes ned til os med Forjættelse om det Land, der venter os. Man siger 168 jo nok for et Ord, at den, Gud giver Børn, giver han Sorger. Og ganske vist følger der meget Ansvar med, Bekymringer – og ogsaa Sorger, ja. Men der er dog en egen Velsignelse over Børn, som – – –."

"Ja vist saa, –" afbrød Ole rask. – "Det er en udmærket Opfindelse med de Børn. At sige, naar de bare er ved Helsen. Se nu ham, min ældste Søn – han er jo afdød, véd Pastoren nok; han var ikke durabelt gjort – han gik op i Kalfatringen; – i fjorten hele Dage laa han og fik for otte Mark Apothekersager – indtil han tilsidst døde sig rent ihjel – gjorde han!"

Hm! – tænkte Præsten.

Ole glattede sine Sejldugsbuxer og tykkede heftigt paa Skraaen.

"Jeg mener – Ole Lorents! – der er et meget stort Ansvar forbunden dermed, som det fremfor Alt gjælder om ikke at overse. Børneopdragelsen er en uendelig vigtig Ting, hvorom der staar et Sted i et Salmevers: O! – –"

"Anbelangendes det – Hr. Pastor – det er bestandig ogsaa min uforanderlige Mening. – Ole Lorents er immer med paa Brædderne – ikke sandt? – immer med paa Brædderne!"

"Min gode Mand – jeg maa jo nok faa Lov til at lægge Dem det lille Ord paa Sinde, som en Gang har lydt til Dem fra Alteret, at den, der faar en Hustru, faar en god Gave af Gud. Og det hellige Ægteskab, hvorom der staar: O Gud, du 169 har med Faderhaand selv knyttet Ægteskabets Baand – –"

"Faderhaand! – Baand! – netop! – Og Karen og jeg vi passer nu sammen ligesom den ene Haand til den anden; hvilket imidlertid inte er saa løjerligt, for jeg vilde nu helst haft hende Mariane – Hop-Mariane, som de kaldte hende – De véd, hende der haltede – saadan én op og to i Mente – naa, hun vilde nu imidlertid inte ha' mig, og Karen vilde gjerne haft Peter Vrang fra Hyninge, men han vilde nu heller inte ha' hende – saa vi to er jo lie'som bestemte for hinanden af den højere Enighed deroppe! –"

Hm, hm! – tænkte Præsten.

Nu kom Karen hjem fra Stranden.

Men det var aabenbart, at hun følte sig ængstelig ved Tanken om, at Ole havde været alene med Præsten, ja hun syntes endogsaa at kunne se paa denne, at Ole virkelig havde begaaet Dumheder. Derfor søgte hun at være mindre kjølig end det egentlig laa for hendes Natur at være overfor Fremmede, skjændte paa Ole, fordi der saa' saa uordentligt ud – Brødet laa endnu paa Bordet med Krummer og Brokker mellem det sorte Fedt –, og hørte andægtig efter, hvad Præsten fortalte.

Men Ole havde ganske forandret sig, siden Karen kom. Han talte kun lidt, overlod Alt, hvad der skulde siges, til Karen, og sagde Ja og Amen til Alt, hvad Præsten sagde, med en meget beskeden 170 Mine. Præsten stadfæstedes atter i sin gode Mening om hans uplettede Karakter og befandt sig snart hyggeligt i den lille Kreds, hvor Ole sad med bøjet Hoved og glattede paa sine Sejldugsbuxer, hvor Karen lyttede til med den Lille ved Brystet, og hvor to søde smaa Børn stod op ad hendes Skjørter og saa' paa ham med store spørgende Øjne.

Ole kunde dog ikke dy sig for i al Ærbødighed at fremstille en Anmodning til Præsten om at "gjøre en lille Tale".

Der er Mennesker, der betragter Præsterne som en Art Talemaskiner, som man kan forlyste sig med paa samme Maade som med et andet Instrument, og hvis Værd bedømmes efter den Færdighed, hvormed Ordene falder ud over hinanden.

Præsten smilte lidt forlegen til denne Anmodning, og Ole gjentog den ikke, da han saa' Karens misbilligende Øjekast.

Imidlertid – da Kjedlen var kommen i Kog, og en lille, ganske pæn Kaffeopdækning bragt i Stand, fandt Præsten det alligevel paa sin Plads at sige et Par Ord.

Ole lyttede, fulgte den Talendes Læber og saa' en Gang imellem til Karen med et henrykt Smil – ligesom et Barn, der betragter Pianofortespillerens livlige Fingre paa Tangenterne.

Men det varede ikke længe, før han tog Øjnene til sig, saa' ned i sit Skjød, og hørte bevæget efter. Thi Præsten talte inderligt og varmt. Han talte 171 om Kjærligheden, der fordoblede Glæden og delte Sorgen; han talte om den trofaste Kjærlighed og den fulde Hengivelse, der skulde bære Livet i Ægteskabet, og uden hvilken det var tomt og øde. Han lagde dem dette saa mildt og kjærligt paa Sinde, at Taarerne tilsidst randt ned ad Oles Kinder. Og da Talen endte, trykkede han Præsten stiltiende i Haanden, gik hen til Karen og lagde angerfuld Armen om hendes Skuldre.

"Ingen Slinger!" – hviskede han til hende.

Præsten havde alt Hatten i Haanden og Paraplyen under Armen, da han pludselig vendte sig om.

"Nej – nu har jeg aldrig kjendt Mage. Jeg har ganske glemt, hvorfor jeg egentlig kom herud. Kort og godt – det er denne Ane Bodilsdatter fra Kratskoven – De véd. Jeg har hørt, at De Ole Lorents – er i Familie med hende, eller maaske det kun er gammelt Venskab – jeg véd ikke? –"

Ole sagde ingen Ting, men forandredes kjendelig i Kuløren.

"Det er jo et stakkels Menneske; men der er en god Grund i hende – tror jeg – naar den blot kan komme frem. Men den maa hjælpes; det gjælder navnlig om ikke at støde hende bort, men gjøre hende Fremgangen saa mild som muligt. Det er derfor min Bøn til Dem, at ogsaa De vil modtage hende med al den Venlighed, som jeg véd, De er i Besiddelse af. Hun er meget ulykkelig og meget forladt, trænger først og fremmest til milde og 172 kjærlige Hænder, der vil samle de ituslagne Stykker sammen og pleje hende lidt. Jeg véd jo ikke, om De ligefrem har Plads til at huse hende, men i al Fald stoler jeg paa, at De ogsaa vil være med til at fremme den gode Gjerning, der er begyndt i hende, og modtage hende hos Dem – det forstaar sig, at De hos mig kan forlange den Hjælp, De selv behøver dertil."

De talte lidt om det, men Ole forblev tavs og ubevægelig.

Og da Præsten var gaaet, spurgte Karen ham: "Vidste du, at Ane var kommen hjem – Ole?"

Han saa' lidt paa hende.

"Næ–æ", – sagde han og vendte sig om.

Men bag efter gik han længe langs op og ned ad Stranden, og sparkede Sten ud i Vandet.

Ligesaa trykkende den første Del af Besøget havde forekommet Præsten, ligesaa oplivet følte han sig efter den sidste. Det kunde ligefrem ses paa hans Gang; den var meget bestemtere og fastere, Hovedet kom højt i Vejret, og for hvert Skridt satte han Paraplyen i Jorden med et kraftigt Tryk. Prækenen til Søndag vilde heller ikke rigtig lykkes for ham – Blinkfyret traadte stadig imellem.

Thi Præsten Østrup ejede – hvad Søsteren med Stolthed kaldte "en poetisk Aare", som fik sit Udløb i "Aandelige Sange" til Missionsbladet; og han manglede ingenlunde Sans for de ejendommelige Træk i Smaafolkelivet – som noget "højst Kuriøst og Interessant".

173 Paa Hjemvejen kunde han derfor ikke lade være at digte sig ind i disse forunderlig frimodige Menneskers Liv derude paa den ensomme, fattige Strand. Han tænkte paa Oles rørende Stolthed over sit skjæve Hus; han tænkte paa Karen, der sad saa ugenert med den Lille; han tænkte paa deres møjsommelige Kaar og glade Ansigter, og jo flere Billeder han dannede sig af deres Dag derude i Sandet, desto nærere og kjærere blev de ham.

Det var næsten, som om Præsten Østrup var bleven smittet af Søluften og de havfriske Mennesker; han raabte paa Jens Peter, da han kom hjem i Gaarden – og at dette var noget højst Usædvanligt, fik han øjeblikkelig selv en generende Fornemmelse af.

Der var saaledes ellers Intet, der laa fjernere fra Jens Peter, end Løb, og dog var det tydeligt paa hans Træskotrin i Stalden, at han hastede. Hønsene begyndte at daske med Vingerne, Lænkehunden for op og blev urolig, Fruen og Pigen styrtede til Køkkendøren, og Frøken Kathinka smækkede et Vindu op og spurgte forskrækket:

"Min Gud! – Rudolf! – er her Brand?"

"Aldeles ikke – min Bedste! – Jens Peter! – vil du være saa god at følge med!"

De gik bag om Møddingstedet, hvor der stod en Stabel røde Mur- og Teglsten fra sidst de byggede.

"Hør – lille Jens Peter! – du maa endelig, saa snart ske kan, læsse disse Sten, noget Kalk og 174 hvad vi ellers har af den Slags Bygningsmateriel, og saa vil du jo nok kjøre det ud til Fyret – du véd. Sig blot – nej, du behøver slet Intet at sige."

Det skete ellers sjældent, at Præsten bad Jens Peter om Noget, uden Jens Peter gjorde Indvendinger eller i det Mindste mukkede Noget mellem Tænderne. Men dette blev sagt i en saa usædvanlig afgjørende Tone, at han lod sig fuldstændig konsternere.

Jens Peter var en lille halvgammel og ubarberet Mand med en gulbrun Tandrække, hvis store Mellemrum udfyldtes af blegrødt Gummekjød. Et tvært Ansigt, og denne gnavne Umedgjørlighed, hvori Folk gjerne vil se en Borgen for ubetinget Hæderlighed.

Præsten var for "upraktisk" og maatte overlade hele Bedriftens Styrelse til Jens Peter, der blot hver Maaned aflagde et saakaldet "Regnskab", som bestod i et Stykke snavset, beblækket Karduspapir, kradset over med nogle umulige Karikaturer paa Kryds og Tværs, med Hensyn til hvilke han endda var meget treven til at give Oplysninger.

Præsten saa' paa det, syntes at standse ved Et og Andet, og at betænke sig lidt. Men i Virkeligheden stirrede han ind i et sindsforvirrende Kaos af ubegribelige Femtaller og Syvtaller, som det vilde være aldeles frugtesløst at søge Rede i. Saa rakte han Papiret tilbage med de Ord:

"Ja – ja – Jens Peter! – Du handler jo nok samvittighedsfuldt og økonomisk med mine 175 Sager. Jeg selv kan jo ikke – naa, jeg stoler derfor paa dig."

Herved satte Jens Peter et endnu mere gnavent Ansigt op, mumlede Noget, og gik.

Der burde heller aldrig været rejst Tvivl med Hensyn til Jens Peters økonomiske Ævne; den maa have været upaaklagelig. Thi efter hvad Folk vilde mene, kunde han aarlig af sin Løn, der beløb sig til to hundrede Kroner, lægge de fem hundrede op. – –

Det var med en forunderlig Begravelsesfølelse, at Ole brød ned paa det Svinehus, der havde været hans Stolthed. Han tog saa lemfældigt paa hvert Stykke Tømmer, og lagde det saa varligt ned paa Jorden ved Siden af de andre, som om det kunde være en kjær Afdød. Han sang ikke, fløjtede ikke heller, – men om Aftenen, da det Altsammen laa i en eneste Bunke paa Jorden, saa' han længe paa det og sukkede.

Men hurtig skjød fra den gamle Plads en ny Bygning op, der ikke i mindste Maade mindede om det Stolpeværk, hvis sindrige Konstruktion havde forskaffet ham saa meget Hovedbrud. – Kun den lykkelige Idé med Hullet i Gavlmuren ind til Stuen kunde han ikke give Slip paa.

– Men i Elleby!

"Det er umuligt – Hvordan skulde det være sket? – Kan aldrig tro det. – Den yndige, poetiske lille Hytte – Utænkeligt! – Umuligt!"

Og dog sandt. Skjønaanden havde været paa 176 Videnæs, og var kommen hjem i den mest oprørte Sindsstemning. Fra Fyrets østre Gavl var der bygget en stadselig, grundmuret Fløj – ikke saa meget som en Smule skjæv, aldeles korrekt i Tegning og Linier, og af rigtig ildrøde Mursten, med et Halvtag af rigtig ildrøde Teglsten – aa! det var skjændigt! al Poesi gik ud af Verden! – det var mildest talt den ubarmhjertigste Mishandling af noget Ophøjet, og Ædelt!

177

VI.

Det var en Aften i September; mørk og tung.

Vinden var nordlig – nær op imod Storm.

Den kom susende hen over Træerne i Haven, klaprede langs ad Taget, satte Munden for Skorstenspiben og aandede ud i klagende Fløjtetoner.

Ove sad oppe paa sit Kammer.

Det var et af disse gammeldags, rummelige Loftskammere, langt fra al anden Beboelse, afsides midt i et stort, koldt og mørkt Loftsrum, gjemt midt i en uhyggelig Ensomhed og skummel Stilhed, som kun en Gang imellem afbrydes af enlige, underlige Brag og mystisk Knirken fra de gamle ormede Bjælker. Kattens listende Fodtrin over Loftsbrædderne, Rotternes plumpe Krablen, Musenes Gnaven og ynkelige Piben bag Forskallingen lyder stærkt og skræmmende. Store tykmavede Edderkoppe og væmmelig fede Bænkebidere spaserer idelig hen over Bordet og Sengelagnet.

Ove sad ved Bordet foran Vinduet. Han havde Hovedet hvilende paa Armen, Munden halvaaben, Øjnene lukkede og Lærebogen foran sig. – Han vilde have kaldt det for, at han "hørte sig selv".

Hans Hukommelse maa have været upaaklagelig. 178 Lysets krumme, glødende Tande vidnede om, at han længe havde kunnet undvære Bogen. Og Vinden bankede paa hans Rude, men han hørte det ikke. Han sov.

Trist og tungt Halvmørke hvilede over det store og kolde Værelse, der savnede Møbler. Et mægtigt Skyggebillede af Oves Hoved tegnede sig svagt og graat paa Bagvæggen; men i de mange dybe, skarpe Kroge og under den skraa Tagklædning hang tykke, sorte Skygger. Kun paa Bordet og henover Oves gule, krøllede Haar faldt et skarpt Skjær fra den lave, osende Flamme.

En stor Spyflue summede urolig om i Værelset med en kogende Lyd; snart inde i Krogene, snart kredsende omkring Lyset og klimprende op og ned ad Ruderne med de hvislende Vinger. Men oppe i Hjørnet af Vindueskarmen sad en mæsket Spindekjælling⁴⁶ og lod som om den sov, men lurede efter det summende Uhyre, om det dog ikke skulde være tilsinds at lade sig fange.

Ove var bleven bange heroppe; det blev han gjerne om Aftenen; derfor sov han.

Men nu vaagnede han.

Hvad var det?

Han gned forskrækket sine Øjne, gned om igjen – og lyttede.

Men hvad var dog det?

Der var Uro nedenunder i Dagligstuen, Skubben med Stole og højrøstet Tale. Navnlig var der en stor, fremmed Stemme – og Latter – Latter! 179 Det var fast utroligt – men. Lidt efter hørte han Klirren af Glas.

Det maatte være noget ganske Overordentligt – og det maatte være sent, Lyset var næsten nedbrændt til Stagen; Kirsten havde endnu ikke været oppe hos ham; han altsaa heller ikke nede at sige Godnat; det skete ellers altid paa Slaget ni.

Hvad i Alverden kunde det dog være?

Ganske sagte listede han sig ned fra Stolen, strakte sig ligesaa lang han var paa Gulvet, og lagde Øret til. Men han havde ikke ligget der længe, før han rejste sig igjen, og kastede sig hen ad Bordet.

Stakkels Ove! – Han blev ganske forknyt, og hans Hjerte bankede. Han havde hørt dem snakke saa glade dernede, klinke saa festligt og le saa hjærteligt. For første Gang var der Lystighed og Klang i Søby Præstegaard – og saa sad han deroppe, ganske ene, glemt og forladt.

Han følte sig meget ulykkelig. Han blev bange for alle de skrækkelige Billeder, som et saadant lille forskræmt Barn kan danne sig, naar det føler sig sat udenfor Verden og Medmenneskers Erindring – gjemt og glemt. – Ingen vilde savne ham, om han blev borte. Ingen vilde ænse det, om han blev syg og døde heroppe; han kunde da sidde ved Bordet Dag og Dag, Aar og Aar, indtil der groede Mos paa ham, uden Nogen huskede ham.

Og under saadanne Tanker og indeklemt Hulken sank han atter ned i Søvnen og drømte om 180 et stort Hav med Millioner af Dragkistelaag, hvor man ikke behøvede at nøjes med smaa Papirsbaade i Vandfadet.

Men denne Gang vaktes han af et Kys og et Strøg over Panden.

Det var hans Plejemoder.

Med et hemmelighedsfuldt Nik satte hun en Tallerken med to smaa Glas Vin og et stort Stykke Æblekage foran ham.

"Du var nok falden i Søvn – lille Ove! –" sagde hun, og strøg de nedhængende Haartjavser fra hans Pande for at faa ham rigtig vaagen.

Han nølede lidt, og saa' paa hende.

Saa spurgte han – endnu med noget af Graaden i Halsen: "Mor! – havde I glemt mig – Mor?"

"Nej, mit Barn – men vi har Fremmede, en Ven af Far. – Men hvad er det, min bedste Ove – har du grædt?"

Ove tog Øjnene til sig og skrabede med Neglen paa Bordet. Saa puffede han til Lærebogen og kastede sit Hoved haardt og grædende ned paa Armen: "Jeg kan ikke holde det ud med det der – Mor!"

Stakkel! – tænkte hun og satte sig paa Kanten af hans Stol – med Armen om hans Skulder og Kinden til hans Hoved.

"Min egen lille Ove – vær ikke forknyt; du maa ikke græde – hører du! Aa, nej – vær glad og frimodig, falder det end trangt for dig mellemstunder 181 – du Lille! – Men det maa saa være. Lov mig det, min Dreng! – altid at gjøre, hvad Far siger. Han forstaar det bedre end vi begge to, og du skal se, det vender sig Altsammen til det Bedste for dig, at du kan voxe dig klog og blive stor – Ove!"

"Saa bryder jeg mig ikke om at blive stor; saa vil jeg ikke blive stor" – hulkede Ove og skubbede sig.

"Jo, du – jo! Stor og stærk – stærk! – Ove! –" sagde hun dæmpet, men inderlig bevæget, og trykkede hans Hoved heftig ind til sig. – "Giv blot Stunder, Ove – vær taalmodig, saa kommer det Altsammen, alt det Store og Smukke, som venter paa dig derude."

"Hvor – Mor?"

Han havde hældet sig helt over imod hende; Hovedet hvilede paa hendes Bryst med lukkede Øjne.

"Hvor? – Ak, Ove! – Lykken findes alle Steder, eller ingen Steder – det kommer an paa En selv. – Men naar du nu vil være en rigtig flink og kjæk Dreng, saa kommer den nok til dig."

"Men hvornaar – Mor?"

"Snarere end du tror. Dag lægger sig til Dag, Aar til Aar, og inden jeg véd det, glider du ud fra mine Arme – ud i den store brogede Verden."

"Aa – Mor!"

"Men saa gjælder det – Ove! Saa gjælder det netop, om du kan voxe dig til en Mand, en 182 rigtig Mand, skal det være, med Mod og Marv – hører du? Ak Ove, saa ligger Verden og Lykken og venter paa dig."

"Men du – Mor?"

"Jeg? – Aa, jeg bliver hjemme hos Far."

"Stakkels Mor!"

"Men Barn! – Naa, naa; læg dit Hoved her igjen, min Bedste. Saadan. Bryd dig ikke om mig, Ove. Men du maa heller ikke glemme mig derude. Husk altid paa, at din gamle Mor sidder derhjemme og ser ud efter dig. Hvor du har din Fod, har jeg min Tanke. Og Gud ske Lov, du kan ikke rejse længere, end den kan naa dig. Hvor du gaar, er jeg hos dig. Jeg folder dine Hænder om Morgenen til din Bøn, og naar du lægger dig om Aftenen, da sætter jeg mig paa Sengekanten, ser hvor trygt du sover med Armen om dit Hoved, lytter til dit Aandedrag og lægger mit Øre til dit Hjærte, indtil jeg hører paa dets Slag, at du drømmer om din gamle Moder, der sidder derhjemme og nynner dig en Vuggevise."

"Men Mor! – du græder."

"Bryd dig ikke om mig. Men vær tro mod din Gud og mod dig selv, mit Barn. Kæmp for det Store og Sande til din yderste Evne, saa finder du Lykken, vi talte om. Værn blot om dit Hjærte, min Søn, og vær stærk i din Sjæl. Gaa frem med aaben Pande; had, hvad du hader – men, hvad du elsker, elsk det med hele din Sjæl, saa fuldt, saa usvigelig fast med Alt, hvad i dig er skabt til 183 den mindste Bloddraabe. Bliv lykkelig – tusindfold lykkelig – du mit Barn, du mit elskede Barn!"

"Men Mor! – Mor!"

Helt ængstelig havde han set op paa hende; thi hun havde krystet ham saa heftigt, at han næppe kunde drage Aanden.

"Skaal, Ove! – paa dit Livs Lykke, min Søn!"

Nede i Dagligstuen var en pyntelig, snehvid Dug med skarpe Folder fra Sammenlægningen bredt ud over det ovale Bord foran Sofaen. Den store fine Lampe var skubbet lidt fra Midten for at give Plads til den flødeskummende Æblekage. Den slebne Karaffel, Krystalglassene, de guldkantede Deserttallerkener, Sølvsukkerskaalen og de frynsede Servietter var tagne i Brug efter fleraarig Hvile i Sølvskabet. Og Lampens rosarøde Silkeskjærm bidrog ved sit festlige Skjær til at lægge en magisk Fortryllelse over den smagfulde Anretning og over den hyggelige lille Vennekreds.

Det Hele var saa nydeligt og pænt arrangeret, fordi en fremmed Gjæst var en stor Ualmindelighed. Thi Selskabelighed kjendte de ikke meget til i Søby Præstegaard. Selv tog de ikke mere ud i Besøg, og Omegnens Familier havde efterhaanden trukket sig helt tilbage; – thi Fruen var jo "halvvejs sindssvag" – sagde man.

Hr. Møller sad i den store Lænestol og trommede med Fingrene paa dens Armstykker, mens 184 han talte. Han var lille, halvskaldet og med en stiv lille kuglerund Mave, som han bar strunk og let uden i mindste Maade at generes af den. Tværtimod var der noget uendelig Bevægeligt over hele hans Person. Han kastede sig frem og tilbage i Lænestolen, og naar han lo – med sin inderlige, blødt trillende Latter – hoppede han gemytlig paa Fjerene som en elastisk Boldt.

De smaa livlige, lidt stikkende Øjne masede rundt bag Guldbrillerne, og de laskede Kinder var i en uafbrudt bævrende Bevægelse. Knæenes Existens syntes at være betinget af en bestandig Dunken mod hinanden, ligesom det lod til at være absolut nødvendigt for Fingrene at tromme paa Alt, hvad de kom i Berøring med.

Dertil talte han uafladeligt – ligegyldigt om hvad, altid livligt og muntert. Hans hurtige Tale var ikke ulig et plaskende Vandfald. Det lød, som om Ordene løb omkaps og væltede over hinanden. Og naar han en Gang imellem standsede, skjulte han sin Aandenød ved at klinke med sin "kjære, gamle Ven Østrup" – med en saa hjærtelig Inderlighed og overstrømmende Varme, at Præsten blev ganske rørt.

Og idet han begejstret forsikrede, at aldrig havde han befundet sig saavel, og aldrig havde et Glas Vin smagt ham saa fortræffeligt som denne Aften, tog han en god Slurk af den Flaske "gammel Kirkevin", som Præsten havde spenderet.

Præsten Østrup nippede kun til sit kvartfulde 185 Glas, men gjorde bestandig den samme Bemærkning om den "liflige Klang i de sjeldne Pokaler". Og skjønt Møller øjeblikkelig beredvillig indrømmede, at han aldrig nogensinde før i sit Liv havde hørt en saa liflig Klang eller set saa sjeldne Pokaler, stødte Præsten dog til yderligere Bekræftelse endnu en Gang Glassene – uendelig blidt – mod hinanden, og fulgte den bløde, lempeligt hendøende Tone med en lyttende Grimace.

"Mageløst! – Glimrende!" – udbrød Møller og syntes Besvimelse nær af Henrykkelse, mens han lod sig falde tilbage i Lænestolen.

"Ja – ikke sandt!" – nikkede Præsten fornøjet.

Frøken Kathinka – der sad i Sofahjørnet, men helt fremme paa Kanten – havde smykket sig med en stor brandgul Sløjfe under Halskravens lange, spidse Snipper. Og hendes Ansigt var i højrød, smilende Feststemning. Hun havde paa ingen Maade villet tillade Hr. Møller at gaa til Studereværelset for at ryge; hun kunde – rigtignok imod Sædvane – saa udmærket godt taale Tobaksrøg, ja det var hende næsten en Behagelighed, forsikrede hun. Thi i sit stille Sind maatte hun indrømme, at Hr. Møller var den nobleste og morsomste Kavaler, hun nogensinde havde truffet paa.

Men hun kunde ikke gjøre denne Indrømmelse uden med et vemodigt Blik tilbage i Tiden, og et andet hen paa en kold og øde Ørken, hvor en 186 tungsindig Pilgrimsvandrer med Fortvivlelsens Furer i Panden satte brede Fodspor i Sandet.

Hr. Møller havde holdt Garn for hende – aa, saa ubeskrivelig morsomt. Først havde hun ikke paa nogen Maade kunnet gjøre ham begribeligt, hvordan han skulde holde Hænderne. Han stak den højre Haand ind, hvor den venstre skulde være, og den venstre paa den højres Plads; eller han satte Hænderne sammen, overkors, foldede, knyttede – og paa alle de mest grinagtige Maader undtagen den rette.

Da hun saa endelig fik Garnet rigtigt anbragt, holdt han saa pudserlig ængsteligt paa det, og havde den mest lattervækkende Møje med at løfte Tommelfingrene i rette Tid, hvorfor han hvert Øjeblik med den elskværdigste Ubehændighed tabte det Halve af Garnet ud af den ene Haand, indtil det tilsidst blev det mest fortvivlede Vildrede.

Han havde lavet Skyggebilleder af Fingrene, gjort Kunster med Svovlstikker, faaet Glassene til at synge, gjort "Trylleri" ved at slaa en Krone gjennem Bordet, og lavet forlorne Tænder af Appelsinskaller til Frøkenens uendelige Morskab.

Hun sad i en ustandselig Latter, hvorunder Overkroppen vuggedes frem og tilbage og Taarene randt af Øjnene.

Hver Gang hun savnede Noget fra sit Syskrin, var det ham, der i sin selskabelige Iver og fornøjelige Tankeløshed krammede det hulter til bulter. Hun kunde ikke tabe den mindste Smule paa 187 Gulvet (og hun havde været usædvanlig ubehændig), uden han i samme Nu med en Ynglings Adræthed var efter det. Og hun kunde næppe sige: "Gud! – det er en Skam!" – før han rakte hende det med et udsøgt Buk, og sagde saa smilende høflig: "Gud! – det er mig en Fornøjelse, Frøken!"

Hr. Møller beklædte en "ugift Fuldmægtigplads" paa Herredskontoret i Byen. Det skyldte han sin dansk-juridiske Examen⁴⁷ og sine fortræffelige Evner til at behandle Gavtyve paa en egen gemytlig Maade, der aldrig undlod at gjøre sin Virkning.

Men ved Siden deraf havde han en sjelden Begavelse i Retning af Godmodighed og Omgængelighed til det Yderste. Og det var igjennem den, han var første Violin i Byens Klub, Formand i Handels- og Kontoristforeningen og i Bestyrelsen for den Vrimmel af andre Foreninger, Selskaber og Klubber til Menneskers, Dyrs og faldne Kvinders Beskyttelse, hvorpaa vore Provinsbyer er saa overvættes rige.

Og gjennem sin aldrig svigtende Gemytlighed var "Onkel Møller" (saadan kaldtes han især af de unge Damer) bleven en saa godt som uundværlig Gjæst ved al Byens private Selskabelighed. Han holdt udmærkede Bordtaler, altid to – først en alvorlig, senere en vittig. Han sang allerkjærest til Guitar, baade svenske og Erik Bøghske Folkeviser, og kunde spille paa Fløjte med Næsen. Han var en fornøjelig Bord- og Balkavaler, der dansede 188 med Anstand og Balletelegance, og som fortalte pikante Forbryderhistorier med en let Slibrighed – Alt rettende sig efter Publikummet.

Kun en Skjælm skulde sige ham paa nogensinde at have sagt et Menneske imod, eller saa meget som at have haft en modstridende Mening – kort sagt, han forstod saa behændigt at sno sin glatte, trinde Mave mellem al Slags Folk, lige fra Amtmandens til Spækhøkerens. –

Hr. Møller klinkede igjen, og drak igjen.

Præsten smilte fornøjet.

Hr. Møller udtalte bevæget sin dybtfølte Tak for den gjæstfri Modtagelse og forsikrede, at det altid havde været hans højeste Maal at gjense sin kjære, gamle Skolekammerat, der altid havde staaet for ham som et elskeligt og lysende Exempel.

Præsten takkede rørt.

Frøkenens Hjærte bankede.

Stemningen steg.

Historie fulgte lige i Hælene paa Historie, Minde paa Minde. Møller gav komiske Situationer og Karikaturtegninger til Bedste fra Skoledagene, vrængede sit Ansigt efter Fuxen, talte efter Rektor, og hinkede efter Pedellen. Tilsidst foredrog han en "Sang for Damerne", som han i den Tid havde forfattet til et Skolebal, og Østrups "Sang for Lærerne", som han endnu kunde huske det Meste af.

Frøken Kathinka sad og vuggede sig i aandeløs Henrykkelse, og lo undertiden med en saadan Hjærtelighed, at hun umuligt kunde være langt fra 189 at knække midt over. Selv Præsten lo – en genert lille spinkel, forgjemt og forvoxet Latter.

Hr. Møller var kommen til Søby i Anledning af en Række frække Tyverier af forskjellig Art, baade fra Markerne og ved Indbrud. Allerede paa Postvognen havde han haft samtlige Passagerer mistænkte; men ved det venskabelige Forhør, han strax begyndte over dem, faldt Talen paa Præsten i Søby, og hans Tanker vendte sig da med Et mod den behagelige Udsigt til at kunne tjene alle sine Diæter.

Thi Præsten Østrup kunde efter Alt at dømme ikke være nogen Anden end hans gamle Skolekammerat: "den skikkelige Pigedreng" – "ug-Rudolph" – "Gamlingen, der aldrig havde været ung". Og da Diligencekusken tilmed bestyrkede det, lod han holde for Præstegaarden, og fløj straalende, med aaben Favn og Udraabet: "Gamle, kjære Ven!" – den forbavsede Præst i Møde. –

Men samme Aften var der Graad og Fortvivlelse i Blinkfyret.

Det var ved Solnedgang.

Havet laa i boblende Glød med skumhvide Slagger – dunkelblaat i Bølgernes Skygge. "Snap" – den sorte Baad, Kystens skrappeste Sejler, og Karens Arv efter Faderen – laa og huggede i Sandet i den fugtigkolde paalands Bør, der sneg sig langvejs ude fra Havet og hilste paa Fyret med en rystende Omfavnelse.

190 Karen sad paa Dørtærskelen med den Mindste. De andre to Smaa legede Skjul omkring hendes Skjørter.

"Mor! – vil du være Bumand – Mor?" – bad de, og sprang op paa hende.

Men Mor var ikke oplagt til at lege.

"Du vil aldrig mer – Mor!"

"Aa nej – Børn!"

Hun sad med Hovedet hvilende i Haanden og saa' bekymret henimod Ole, der gik længe op og ned ad Stranden med lange, betænksomme Skridt.

Lange Ane var nylig gaaet fra ham.

Herre Gud! – hvad gaar der dog af dig – Ole? – tænkte hun, og drog Aanden tungt, som om den smertede hende.

Hun var næsten syg af Gisninger og Spænding; men spurgte hun, saa svarede han ikke; og vilde hun tale alvorligt til ham, gik han ud af Stuen. Han gik omkring ligesom i en Døs, spiste næsten ikke, og talte vildt i Drømme. I en hel Maaned – vistnok – havde hun ikke set et Smil paa hans Ansigt, Børnene skjød han fra sig, og han havde ganske glemt at sige: "Sov godt, Karen!" og trykke hendes Haand under Dynen.

Men de sidste Dage havde det været endnu ængsteligere at se paa ham. Han havde Feber – eller værre end det; og værst, naar Ane havde været der. Han kunde pludselig fare hidsig op, true med at slaa hende, fordi det var hendes Skyld, at han var fattig, og bruse op med en 191 Ordstrøm, hvori der hverken var sund Mening eller Samling. Han rørte ikke en Aare, men gik dernede ved Stranden – som nu – med lange betænksomme Skridt, op og ned, op og ned.

Herre min Gud! – hvad gaar der dog af dig – Ole?

Da kom han drivende op imod Huset, kredsede lidt omkring det, men stillede sig tilsidst op ad Dørkarmen ved Siden af hende; stoppede sin korte Kridtpibe, tændte den inde i Huen, og saa' en Stund paa dens Tobaksskyer.

Saa rømmede han sig stærkt et Par Gange og begyndte at spasere frem og tilbage foran hende.

"Hør – du Karen! Det er sgu et Pokkers pænt Svinehus, det –", sagde han med et lystigt Sving, idet han standsede foran det med Hænderne dybt i Lommerne og vidt skrævende Ben.

Hun svarede blot et kort Ja, og saa' ikke op. Hun forstod nok paa Tonen, at det bare var en Indledning, for den Ting havde de altid været enige om.

Ole stillede sig atter mod Muren i en meget skraa Stilling med Fødderne langt fremme.

"Der er egentlig noget Akavet ved det" – sagde han – ligesom hen i Vejret. – "Det Ene er saa nyt, det Andet er saa gammelt; det stemmer sgu ikke saa ganske, gjør det. – Det er mer fattigt, end vi behøver at være – ikke sandt, bitte Karen?"

192 Hun sagde ingen Ting. Det var den gamle Vise, han havde knurret paa hver Dag.

"Hæ, hæ, hæ! –" lo han, og saa' ud i Luften, som om han fandt noget meget Fornøjeligt derude. – "Det var sgu ellers inte saa kjedeligt, om vi kunde faa det Hele fra Nyt – hva' bitte Karen? Med saadan en pæn lille Have og Flagstang. – Det kunde jo nok hænds sig vel; – det gik saa let sidst – hæhæhæ!"

Karen vedblev at være tavs.

Ole saa' stjaalent ned paa hende.

Hun sad bestandig i Tanker med Hovedet hvilende i Haanden, og lod Skjødebarnet fange efter en lang Haartjavs, der hang hende ned over Panden.

'"Hvad! – er I dér – I smaa Skjælmsmestre! –" sagde Ole skjælmsk til de to andre Smaa, og tog dem op til sig – en paa hver Arm. Han klappede dem, legede "Pandeben, Øjesten og Næsetip" – og dikkede dem ned paa Halsen med flere Kjælenavne, end de havde hørt hele deres Livstid. Imellem skelede han ned til Karen, og sagde saa – med den kjærligste Tone, han ejede:

"Har du hørt det – bitte Karen? – Der ligger en Galease henne i Bugten – det er den, der strandede ved Kyndelmissetider. Nu er den nok gjort klar igjen af hende Madam Olsen i Byen – hende i "det lille Skipperhus" – hende den store Madam, du nok véd. Nu er den nok rigget om til Fornagterskonnert⁴⁸, siger de – ja, den 193 er saamænd saa. – Er det ikke morsomt, det? – hva'? – synes du inte? – Da synes Fanden ta' mig jeg! –" sagde han og satte Børnene haardt ned i Sandet.

Der blev et Øjebliks Stilhed.

Og som om det var en Tanke, han fik i samme Øjeblik, sagde Ole saa: "Det kunde sgu være grinagtigt nok at ha' Part i saadan pæn lille Galease – ikke Karen? – Jeg véd netop, at de savner lidt Mønt. – Hæ hæ!"

Men derpaa holdt han en lang og vidtløftig Tale, der ingenlunde lod til at være improviseret, om alle de Fordele, der flød ud af saadan en "lille Part"; om hvordan de i Løbet af ganske kort Tid kunde blive velstaaende Folk, der kunde bygge Hus og Have; om at man ikke skulde staa sig selv i Vejen, men benytte Øjeblikket – og meget Sligt.

Karen havde set bestemt op paa ham, mens han talte. Dette var aabenbart ikke hans Eget; det var let at høre.

Og mens hun atter lagde Hovedet i Haanden, aandede hun hastigt og glattede Barnets smaa, fine, silkebløde Haar fra Issen ned over Panden: "Du véd vist slet ikke, hvormeget saadan en Part koster – Ole; – ellers vilde du ikke tale saadan –", sagde hun sagte.

Jo, det vidste han godt. Og for den Sags Skyld var der ikke Noget i Vejen.

Hun saa' angst, næsten bedende op paa ham: 194 "Herre Gud – bitte Ole! – hvordan kan du dog tro det?"

Ole blev rød over hele Ansigtet, helt ned paa Halsen, og trak voldsomt paa Piben: "Jo – naar vi sælger Snap."

"Aa! – jeg tænkte jo nok, det var bare Løjer det Hele –", lo hun henrykt, og kyssede den Lille mange hurtige Gange paa Øje, Næse og Mund, og begyndte at klappe Kage med dens smaabitte Hænder.

"Nej! – Gu' min Sæl – om det er!" – raabte nu Ole, og gav sig igjen til at gaa stærkt frem og tilbage foran hende: "Hvad Fanden! – tror du, jeg vil gaa saadan altid – og – og – og være Nar, og ikke ha' Noget til Alderdommen – og af det Slags – nej – man skal være om sig – og –"

"Ole! – du er jo – Aa!"

Hun rejste sig, tog Børnene og gik ind. –

Da det var paa den Tid, Ole plejede at tage ud og "blusse for Aal", satte hun Nadveren paa Bordet.

Han rørte den ikke, men tog en lille Bog frem af sin Brystlomme og bad om Lys.

Da hun tændte det for ham, spurgte hun stille og tonløst: "Skal du ikke ud og blusse – Ole?"

Han svarede ikke, og saa gjentog hun det.

"Rager det dig? – Har du kanske Lyst – saa har du Lov."

"Aa ja – Ole!"

Hun vilde have talt alvorligt til ham, men saa' 195 hans opsvulmede Aarenet over Tindingen pulsere stærkt. Og det var onde Tegn.

Stille hjalp hun Børnene tilkøjs; de var saa glade og bad – efter Sædvane – Moderen, om de maatte faa godt Vejr i Morgen. Og da hun tilsidst fik den Mindste vugget i Søvn, satte hun sig ved Bordet med sin Strikkestrømpe, mens de tre Smaa sov saa trygt og stille, og aandede saa roligt og sundt, som om Luften derinde var lutter Fred og Velsignelse.

Karen sad ganske stille, og lod som om hun strikkede. Men gjennem nogle store Taarer, der blev siddende under Øjenlaaget, saa' hun hen paa Ole, der sad ved den anden Bordende med Albuerne paa Bordpladen og begge Hænder for Ørene, fordybet i den lille Bog, mens hans mimrede med Munden, som de Folk plejer, der ikke er vant til at læse.

Det røde, uredte Haar hang ned over hans Pande og svingedes frem og tilbage, naar et Vindstød slog mod Ruderne og sivede gjennem Karmsprækken. Det hamrede bestandigt i de vrede Tindinger, og naar han sad saa roligt som nu, rystede hans Hænder som paa gamle Folk.

Karen havde ellers aldrig været let til Graad; nu rullede den ene varme, tunge Taare efter den anden over Kinderne og ned paa hendes Haand. Men hun havde heller aldrig som i dette Øjeblik følt, hvor inderligt hun var bundet til ham, og hvormeget hun holdt af ham.

Lyset stod midt paa Bordet og viftedes af 196 Vinden; det brændte ganske skjævt til den ene Side, hvor Tællen hang i lange Tappe helt ned paa Stagen. Thi Vinden var bleven kaad derude paa Søen. Den peb omme bag Svinehuset, klaprede med Døre og Vinduer, og spyttede Skumsprøjt helt op paa Ruderne.

Men den stødte. Og et Par Gange kom der ligesom et vanvittigt Orkanpust brølende ude fra Havet, jog Bølgerne højt op paa Stranden, væltede sig med et Brag over det stakkels Hus og ruskede det, saa det dirrede fra Tag og til Tap⁴⁹. Men strax efter blev der et lille Øjeblik, hvor Alt var saa stille, at kun Stueuhret hørtes synge sin hyggelige, fredsommelige lille Vise. –

Ole hævede Hovedet raskt.

Der nærmede sig Trin ude paa Sandet.

De saa' et Øjeblik paa hinanden. Ole dukkede sig atter helt ned over Bogen, men Karen blev bleg og vendte sig mod Vinduet.

"Frels!"

Et stygt, blegt og fladt Ansigt sad klinet paa Ruden.

En kort Latter svarede uden for: "Ho – ho! – Madam!"

Saa kom de ind. Det var lange Ane, og i Følge med hende en lille griseøjet, koparret Mand med Skaaningernes flade Næse og store Næsebor, og Skaaningernes flade Kaskjet trykket helt ned i Panden.

197 Ane skyndte sig hen til Ole, og hviskede ham hurtigt Noget i Øret.

"Jeg vil ikke ha' med det at gjøre" – sagde Ole, og vendte sig fra hende.

"Hva'! – Hr. Kaptain!" – sagde Svenskeren og haltede hen til ham.

Ane saa' paa Karen: "Er det Kjællingesnak? – Er du en Vante – Ole? Det var du ikke i dine unge Dage – da var du Ka'l for din Hat, tror jeg. – Naa, du mener det heller ikke; men du maa følge med strax; det haster – ellers gaar vi til Christensen, han er klar."

Svenskeren satte Skuldren op til Øret, Haanden i Siden og smiskede til Karen: "Ak – Madam! – pus Hr. Kaptainen!"

"Fanden gale mig!" – raabte Ole forvirret og slog i Bordet, idet han rejste sig; men i Stedet for at fortsætte gik han stærkt frem og tilbage mellem Døren og Sengen.

Karen rørte ikke en Mine; men hendes Ansigt var ganske hvidt, Øjnene store og sorte, bestandig fæstede stift paa Ole.

"Er du bange for at tjene Penge – Ole! – Hej! – lille Avgust – vil du se en Ka'l, der har været første Gast paa Langfart, og nu er Skjørtespænder?" raabte Ane.

Svenskeren lo.

"Naa – Ole! – op med Modet – vi har Brændevin om Bord!"

"Och Cognac – Hr. Kaptain!"

198 "Naa ja – saa gaar vi, Avgust – kom!"

"Ane!" raabte Ole og standsede hende.

"Ja!"

"Aa – nej, nej!"

"Hør lidt – Ole!"

Hun trak ham hen til en Side og hviskede igjen. Han vred sig fra hende, og blev ved at gaa. Men derpaa standsede han pludselig, saa' først paa Ane, saa paa Svenskeren. De nikkede Begge og vinkede.

Saa tog han op efter Sydvesten.

"Ole!" hviskede det henne fra Karen.

Men han hørte det ikke, skyndte sig i Olietøjet og de store Søstøvler. Saa tog han om Klinken. "Ole!" – bad det igjen.

"Styrmand!"

"Bravo!^'19 – Hr. Kaptain!" – raabte Svenskeren og vinkede ad "Proviantsforvalteren" – det var Ane. – "Adjø – Madam!"

Men Ane satte Ansigtet lige ind paa Karens og slog en hæs Skoggerlatter op. – "Adjø – Madam! –" sagde hun og slog Døren i efter sig.

Karen havde rejst sig og vaklede hen til Døren, men famlede efter Klinken, til hun segnede om. "Ole!" – raabte hun endnu en Gang.

"Slaa los!" – lød det ude fra Baaden.

199

VII.

Præsten var tidligt paa Tøflerne den næste Morgen, Søndag. – Han havde slet ikke sovet godt, slet ikke. Og han bebrejdede sig selv strengt, at han havde ladet sig forlede til at skeje ud fra den daglige Orden og drikke et helt Glas af den stærke, meget stærke Vin. Men naar han søgte Skylden for sin Maves Upasselighed i dette lille Glas, og naar han var lidt ængstelig for, at det skulde slaa sig paa hin usalige Familielever, da var vistnok begge Dele lige ugrundede, og skyldtes snarere den Omstændighed, at der var en anden Ting, som han nødig vilde tilstaa for sig selv.

Slige "Tilfælde" kan have de mest aparte Aarsager. Man "forkjøler" lige saa let sin Mave ved Angst og Spænding som ved Rhabarbergrød. Folk, der skal til Avdiens hos Store, Examensfolk, Debutanter, unge Prædikanter, Balletdanserinder – ja selv Brudgom og Brud har meget almindelig en daarlig Appetit og en daarlig Mave.

Ved Morgentheen kredsede Præsten forunderlig genert om Møller og gjorde ham de mest besynderlige og kejtede Spørgsmaal. – Han vilde aflokke ham en Tilstaaelse. Men da Møller aldeles ikke lod sig aflokke Andet end de mest begejstrede 200 Udbrud om Alt, hvad han hørte, saa', følte, smagte og lugtede – maatte Præsten gaa lige til.

"Hr. Møller! – agter De at tage med os i Kirke, eller – ?"

"Bevares!" – udbrød Fuldmægtigen med Munden propfuld af Flødebolle – som om han ikke for Alt i Verden kunde udholde, at Præsten blot et Øjeblik skulde være i Tvivl desangaaende. Han vilde endda paa en fin Maade have ladet ham ane Noget om, at det netop var med den Hensigt, han havde valgt en Søndag; men netop i samme Øjeblik bød Fruen ham en anden Kop The, hvorved han blev nødt til at forsikre, at skjønt denne The havde smagt ham som ingen anden The, skulde han dog ikke have mere.

Men fra dette Øjeblik var Møller ikke rigtig i sit Es. Thi blandt de mange fortræffelige Egenskaber havde han – for Intet at skjule – en lille Skavank, der gik i Retning af Afsky for Kirkegang. Sandt at sige – det var ham ligefrem en Tortur. Han havde saa ondt ved at forholde sig rolig en hel Time – eller mer – uden selv at maatte snakke med, og indskrænke sin Virksomhed til at dunke Knæene mod hinanden.

Men – mindst af Alt kunde han krænke de Pligter, han kaldte Gjæstens, og de Love, han kaldte den fuldendte Selskabsmands. Og iblandt disse sidste er der en, der hedder, at man skal kjede sig med Anstand.

Søndag Morgen i en Præstegaard er bestemt 201 ved en højtidelig Kjedsommelighed. Præsten gaar en Gang imellem gjennem Stuen med et alvorligt, dybttænkende Ansigt, der ikke vil forstyrres; ellers høres kun hans urolige Trin op og ned ad Studereværelsets Gulv. Al Tale er dæmpet, i korte Sætninger, og føres kun om det aller Nødvendigste. Præstefruen har travlt med at piske en Æggeblomme og vimser stilfærdig om mellem Sovekammer og Studereværelse for at assistere ved Præstekjolens Knapning og være nærværende, naar den gjenstridige Møllesten skal anbringes om Præstens Hals. Pigen kigger et Par Gange ind i Stuen for at se efter Fruen, og Karlen gaar fuldt færdig frem og tilbage foran Stalddøren og ser paa sit Uhr. –

Frøken Kathinka havde slet ikke ladet sig se; hun havde faaet sin The bragt ind i sit Værelse. Men at hun ikke var ubeskjæftiget, kunde man forstaa af den evindelige Skubben med Skuffer, Klirren med Kamme og Saxe, og Raslen med stivede Skjørter, der lød derinde fra; ligesom ogsaa af den udstrakte Anvendelse, hun havde for Pigen, der bestandig fór ud og ind ad hendes Dør med noget hemmelighedsfuldt Noget under Forklædet, saasom gloende Krøllejern, opvarmede Pomadekrukker, og et Glas Vand med noget Hvidt paa en Guldplade.

Ove gik ude i Haven lige til det blev Kirketid – i sin mørkegraa Søndagsbluse med bredt nedfaldende broderet Halskrave, og med en umaadelig Salmebog i brunt, ridset Læderbind. Han var 202 endnu blød om Hjærtet af de Taarer, han havde fældet sammen med sin Moder om Aftenen oppe paa Loftskammeret, hvor han var sovet ind med det fromme Forsæt at gjøre sig al mulig Umage for at blive en pæn og god Dreng, som de Allesammen kunde have Fornøjelse af. Og han gik just og lovede sig selv, sin Moder og dem Allesammen, at han skulde beflitte sig derpaa efter bedste Evne, da en Skikkelse stod foran ham.

Det var Frøkenen, der efter en kort Morgenhilsen strax stillede ham i skarpt Forhør over, hvorfra han havde taget den "Gjenstand", han gik med i Haanden; hvad han vilde bruge den til; hvorlænge han havde haft den, hvorfor han netop havde taget den, og slige Ting, som han aldrig havde gjort sig klart.

Thi nu saa' han først, at han gik med en lille Kvist i Haanden. Og da han derfor ikke kunde give fyldestgjørende Oplysninger angaaende alle disse Spørgsmaal, slog hun det fast som en vederstyggelig Kjendsgjerning, at det var hendes sjeldne, tyrkiske Rosentræ, han havde rykket op med Rode og skrabet saa blankt som et Piskeskaft.

"Men jeg skal nok huske dig – min kjære Ven! – jeg skal nok huske dig!" – betydede hun med en alt Andet end forekommende Haandbevægelse, idet hun forsvandt. –

Paa Slaget halv ti holdt Jens Peter for Døren med "den Lukkede" – en af disse høje, rummelige, gammeldags Karosser med Knækstige paa fire 203 Trin, buklet Læderovertræk og Kusken højt oppe under Himlen.

Han havde næppe holdt Hestene an, før han sendte et gnavent Blik ind gjennem Dagligstuevinduerne, og slog et utaalmodigt Knald med Pisken for at tilkjendegive, at Jens Peter ventede.

Først kom Ove. Han stillede sig paa Stenflisen og hilste høfligt op til Bukken.

"God Morgen – Jens Peter! – Du har da vel ikke ventet?"

Trods det mislykkede Forsøg med Frøkenen havde han dog endnu ikke opgivet Haabet om ved udsøgt Paapasselighed at formilde sine Omgivelser.

Men Jens Peter surmulede ud over Hestene og mumlede Noget.

"Jeg vilde ønske, de Andre snart kom – for det er kjedeligt for dig, dersom du skal vente."

Jens Peter skelede ned til Drengen, som om han vilde æde ham.

"Det er nok han, der har smidtet Seletøjet ner –", snærrede han.

"Nej, jeg forsikrer dig – jeg har ikke været i Stalden i en hel Maaned."

"Saa er det nok ogsaa han, der har knukket denne hersens Rude derhenne."

"Nej – kjære Jens Peter! – jeg forsikrer dig, jeg har ikke; det er vist, jeg ikke har."

"Ja. – Bi lidt! – Bi lidt! – lille Ven! – Vi skal nok vænne ham af med det Slags!"

Saa kom de Andre.

204 Frøken Kathinka var straalende elegant. Hun havde beholdt den brandgule Sløjfe til en metalglinsende Silkekjole med Garneringer. Selve Hatten saa' man ikke noget til; men paa den ene Side havde den en berlinerblaa Vindrueklase af Tøj, og paa den anden en nydelig lille Fugl, halvt en Sneppe, halvt en Stær, men som skulde forestille en Lærke.

Hun rødmede næsten som en ung Pige, da Møller galant tog hende om Livet og løftede hende op ad de fire Trin (hun var usædvanlig ubehjælpsom den Dag) og varsomt puttede de stivede Skjørter gjennem den trange Dør og ind under Sædet. Selv satte han sig foran hende, ved Siden af Ove, og overlod den anden Plads paa Forsædet til Præsten.

Fruen blev i Kjøkkenet.

Da saa Frøkenen paa det Indstændigste havde anmodet Jens Peter om at kjøre forsigtigt; da Jens Peter havde mumlet Noget sin Kuskeære vedrørende; og da Møller havde bemærket, at disse gode gammeldags Karether egentlig var de aller behageligste at kjøre i – trak de gamle Brune afsted med den knirkende, skumplende Vogn til Førsttjeneste i Sorvad – i et stivbenet Luntetrav, uden paa nogen Maade at se ud til at omgaas med Tanker om at løbe løbsk med Frøkenen.

Men hvor Præstens Vogn kom frem, trak de Folk, der stod i Gadedørene, sig tilbage, indtil den var passeret. Kun Sogneraadsformandens Kone 205 havde for travlt med at sy Knapper i sin Mands Vest, og nikkede nok saa troskyldig ind i Vognen.

Men Præsten havde ikke Smilet om Munden; han sad stille med Hænderne foldede i Skjødet, og saa' alvorlig ud. Møller mente, det var Prækenen, der skulde memoreres, og vilde ikke forstyrre. Ingen talte. Det var forfærdeligt.

Møller saa' lidt ud ad det ene Vindue, saa lidt ud ad det andet, trommede paa Ruden og truttede dæmpet med Munden; saa tog han Remmen, der hang ved Vinduet, i den ene Haand, og daskede med Kvasten mod den anden; dunkede lidt med Knæene; kastede sig tilbage i Sædet – og kom derved til at se paa Frøkenen. Hun havde aabenbart set paa ham. Og i Mangel af bedre Beskjæftigelse gav han sig til at anstille dybsindige Betragtninger over hendes skarpe Træk og lillebitte spidse Næse, hvilke ledte ham til den Formening, at hun – forudsat, at de to store, behaarede Vorter paa Kinden var senere Erhvervelser – vistnok havde været ganske kjøn som ung.

"Naa, lille Frøken! – hvordan sovet i Nat? –" sagde han halvt hviskende og saa' fornøjeligt paa hende – først over Brillerne, saa under dem, og saa rundt om hele Brilleglasset.

"Aa Gud – Hr. Møller! – det var horribelt^'20! – Jeg laa og rystede ligesom i Feber, og lukkede saamænd ikke et Øje hele Natten, lige til Pigen kom og vækkede mig."

Møller rystede medlidende paa Hovedet.

206 "Det er en Svaghed, jeg har – Hr. Møller! – en Leversygdom, som jeg har arvet efter min Moder – ja, Rudolph har ogsaa en Gang haft et Anfald, og vi maa begge være grumme forsigtige."

"Ja, bedste Frøken – –"

"Aa, De kan ikke forestille Dem, hvad for frygtelig Plage det er – Hr. Møller! Det er virkelig tungt – altid at gaa i Uro og Ængstelse, og at maatte være saa varsom med, hvad man nyder – spasere tør jeg nu slet ikke; saaledes f. Ex. forleden Dag i Strandskoven – har De været i Strandskoven, Hr. Møller? – ikke det! . . ."

Hr. Møller var Fortvivlelse nær; thi Frøken Kathinka havde en Alt oversvømmende Maade at tale paa. Han kunde ikke faa et Ord indført. Fra det Ene sprang hun ved det mindste Forbindelsesord lige ind paa noget ganske Andet. Fra Leversygdom endte hun tilsidst i Roser og Levkøjer, og imellem alt dette stak hun skarpe Reprimander til Ove, naar han ikke gabede eller pudsede Næsen med den tilbørlige Anstand.

Møller drog et langt Pust, da hun endte, og turde næppe bevæge Munden af Frygt for, at hun deraf skulde tage Anledning til at fortsætte. Thi han havde haft en Fornemmelse, som om han befandt sig under et Styrtebad, der blot behøvede at trykkes paa en Knap for at give fra sig igjen.

Pokker staa i de Fruentimmer, som de kan pladre! – tænkte han i sit stille Sind, og vendte sig i sin Nød over mod Præsten.

207 "Ok ja – Østrup! – De kan sagtens! –" sagde han i en lav, tykmælet Tone, der passede til Øjeblikket, og rystede tungsindigt paa Hovedet. – "Det er et dejligt Kald dette – saadan at kunne tale Forjættelsens milde, kjærlige og trøstende Ord til det store, sukkende Folk. – Jeg havde en Gang selv tænkt – naa, det skulde nu ikke være saa. – Ok, det maa være velsignet – velsignet! – ikke sandt?"

Præsten svarede ikke, men skubbede sig febrilsk paa Sædet og saa' stift ned paa de foldede Hænder i Skjødet.

"Tænk, hvor smukt det lyder Landet over i denne Time! –" vedblev Møller. – "Hvor det ringer trindt om fra alle de tusinde prægtige Kirker; og hvor de Tusinde Ordets Tjenere – ligesom her – kjører ud fra lige saa mange tusinde dejlige Præstegaarde, mens Menigheden i Søndagsklæder kommer op over Markerne og samles om de kaldende Klokker! Det er sandelig en stor Bevægelse denne; mange Kræfter arbejder i dens Tjeneste, mange Midler – baade aandelige og timelige – nedlægges i dens Skjød; men saa er det ogsaa smukt at se ud over Landet i en Stund som denne."

Præsten vilde vist have sagt Noget, men det indskrænkede sig til et Hm!

"Ja – i Sandhed! Det maa være gribende – især for den unge Præst – blot at komme ind i den høje, hvælvede Kirke, hvor det store Folk sidder andægtigt Side om Side for at lytte efter 208 det Ord, der skal lyde igjennem ham. – Gamle ved Unge, Rige ved Fattige, Høje ved Lave – o, det er skjønt! – Og hvor det maa være højtideligt – saadan fra Alteret og Prædikestolen – saadan naar Orglet hører op og de store, tætte Masser bliver saa stille – saadan at tale ud over disse lange, lyttende Rækker – o, det er skjønt! – det er opløftende! – ikke sandt? – hva'bar?"

Om overhovedet Nogen kan blive saa rød som det dryppende Blod, da blev Præsten Østrup det i dette Øjeblik. Han skubbede og rømmede sig – og sagde endelig, lavt og spagt: "Ja, ser De – Hr. Møller! – De er nu sandsynligvis fra Kjøbstaden vant til disse store Menigheder – men – ja, forstaar De; – herude paa Landet – og især i denne Høstens Tid – ja, det er tungt at sige; men rent ud sagt – vi bliver næppe flere end os her."

Man kan intet Fornuftigere gjøre end forberede. – Og der kom saa godt som aldrig Andre end Degnen, hvorfor Østrup ogsaa altid sørgede for, at tage et Par Stykker med sig hjemme fra Præstegaarden, for dog at faa holdt Gudstjeneste.

Samtalen gik naturligt over mod Nutidens Vantro og Utilbøjelighed til at søge Guds Hus, Noget især Hr. Møller fandt aldeles uforklarligt og grumme vemodigt at tænke paa.

"Det er visselig tungt –" ytrede Præsten blandt Andet. – "Men jeg har dog godt Haab 209 for Folkene her i Sognet; thi deres Hjærter er ikke – saaledes som i saa mange andre Egne af Landet – besnærede af Politik eller anden hovmodig Opbrusning, der kun bringer Forstyrrelse og Ødelæggelse ind i Sindene."

Men opad Sorvad til fik Frøken Kathinka Øje paa en Mand ved Vejkanten i Søndagspuds og Salmebog. Det gav et Sæt i hende, saa hun hoppede op fra Sædet og mere skreg end sagde: "Rudolph! – der gaar Rasmus Kristensen til Kirken!"

Præsten kunde ikke tro det muligt og kiggede ud ad det aabne Vindue.

"Jo, sandelig! – God Dag og Guds Fred – gode Rasmus Kristensen!"

Han hilste og nikkede, og nikkede og hilste, til Vognen var langt foran – og satte sig med en liden Lysning over Ansigtet.

"Forstaar sig – Hr. Møller! – Ganske ene, det er der – Gud ske Lov – ikke Tale om; men i denne Høstens Tid – –"

Det var næppe, Møller kunde faa anbragt Noget om, at Sognet jo ogsaa inden Østrup kom havde hørt til de "døde Pletter" – før Frøkenen atter gyngede højt i Sædet og greb Broderen haardt i Armen:

"Ved Gud! – Rudolph! – ogsaa Peter Nielsen og Else Kristine!"

"Ja, sandelig! – sandelig! –" udbrød Præsten i den gladeste Forbavselse og stak hele Overkroppen ud af Vinduet. Frøkenen puttede sig ud 210 af det andet, og der blev en Hilsen, Nikken og Viften med Lommetørklæde fra begge Vognvinduerne, saa det var mageløst.

Denne Gang hældte Præsten sig helt over mod Møller og lagde Haanden paa hans Arm.

"Nej – Gud ske Lov og Tak! – jeg kan dog samle en Menighed om mig her i Sognet, som ikke tæller saa faa Sjæle. Tænk Dem! – i min salig Formands Dage kunde Kirken være lukket tre–fire Søndage i Træk. I mine syv Aar har dog endnu ingen af Kirkerne været lukket en eneste Søndag."

Ove sukkede – som for at bevidne det.

Da Vognen kom kjørende op mod Kirken, stod den lille Degn og saa' forbavset paa en bleg, fattig Kone, synkefærdig mat i sin mer end affalmede Søndagsstads.

Sort Kjole, ikke slidt, men med graa Ælde over sig og dybe Læg fra de mange Aar, den havde ligget sammenlagt i Kommodeskuffen. Et tyndt brunt Shavl med stærk udtyndet Frynserad. Brede, udtraadte Tøjstøvler og en Hat med buklede Baand, der vist en Gang havde været violette.

Det var Karen Ole Lorents.

Ole var kommen hjem – drukken. Men han var i nyt, blaat Tøj, bred sort Hat og en blank Kjæde over Vesten. Svenskeren og et Par andre stygge Karle var med. De havde strax sat sig til at drikke, og dér sad de endnu, da hun gik.

211 Degnen var en ganske ung Seminarist med et uendelig retskaffent og theologisk Ydre. Et langt lyst Haar strøget langt tilbage fra Panden, Briller, et ulasteligt hvidt Slips med broderede Ender, Hovedet lidt paa Siden og en mager og dybsindig Haand over den glatte Kind.

"Hvad koster det at komme med til Alters?" spurgte Karen brudt.

"Gode Kone! – det koster fem og tyve Øre pro persona – det vil sige for hver."⁵⁰

Karen havde Pengene aftalt i Haanden: "Værs'go!"

"Nej – holdt! – min gode Kone! – her er for to? – Naa, saa Deres Mand kommer maaske ogsaa? – Skal jeg tegne ham ind?"⁵¹

Hun pillede ved Frynserne paa Shavlet, og sagde svagt: "Nej – han – han havde ikke Tid denne Gang; – men jeg vilde gjerne –"

"Jamen – min gode Kone! – naar De kommer ene, saa skal De heller ikke betale mere end for én."

Ja, hun vilde nu dog gjerne betale for to, dersom hun maatte.

Og dermed forsvandt hun ind i Kirken og gjemte sig i en Stol.

Nu kom Præstefolkene op over Kirkegaarden. Seminaristen tog imod dem med en meget theologisk Hilsen; men saasnart Præsten opdagede, at Menigheden havde faaet en yderligere Forøgelse i Unge Hans Jensen og Kone fra Sorvad, som stod henne 212 ved Kirkedøren, gik han lige imod dem, og trykkede hjærteligt deres Hænder.

"Maa jeg ha' den Ære at takke Hr. Pastoren, for De var saa venlig at eftergive mig den Tienderestance⁵² –", sagde Gaardmanden og drejede paa sin Hat.

"Naa – jaja – De har jo mange Børn, Hans Jensen; det kræver Udgifter."

"Ak ja – Hr. Pastor – mange!"

Rasmus Kristensen var nu ogsaa kommen tilstede; han havde skudt en Gjenvej over Markerne. Det var en ung, kjøn Husmand med et blondt Skjæg og livlige Øjne.

"Jeg takker Hr. Pastoren –", sagde han, da han hilste – "fordi De har været saa venlig at hjælpe min Kone i Barselseng."

"Naa – hvordan gaar det nu?"

"Jo Tak – Hr. Pastor! Det bliver dog vist ved den Ene denne Gang."

"Skal vi saa begynde – Hr. Pastor?" – spurgte den Theologiske og vaskede sine dybsindige Hænder i Luften.

"Aa – lad os vente et Øjeblik. Peter Nielsens er paa Vejen herhen; vi mødte dem."

"Ja saa. – Her er voldsomt med Folk i Dag – Hr. Pastor!"

Peter Nielsen og Stine kom nu op over Vejen, men drejede besynderligt nok ikke ind ad Kirkelaagen. Saa vilde de maaske gaa bag om ad 213 Stien; dog heller ikke den lod de til at ænse, men gik ligefrem igjennem Byen.

"Hvorledes – !" begyndte Præsten.

"De skal til Fugleskydning hos Niels Nielsen i Torp –", forklarede Degnen.

"Ja saa! – Ja, lad os saa begynde – Hr. Frederiksen!"

Hr. Frederiksen tog Tonen højt. Han var den Eneste, der sang, og stod oprejst i Stolen for at faa bedre Luft. Men han trak den ud til en saa uforholdsmæssig Længde, at Hr. Møller – der strax havde eftersøgt alle Salmerne paa Tavlen for at undersøge Versantallet – i sit stille Sind svor paa, at han maatte sidde og blive en gammel Mand, inden dette "Salmeri" fik Ende.

Imidlertid varede det ikke slet saa længe. Præsten kom op, Menigheden snøftede af, og Prædikenen begyndte.

Præstens Stemme lød mærkværdig skarp i det store, tomme Rum. Ordene tumlede om mellem Pillerne og Væggene med hule Tilbagekastninger og syntes at skjændes under de gjenlydende Hvælvinger. Men Foredraget var roligt og mildt; han stod ganske ubevægelig med foldede Hænder og understregede blot hist og her et Ord ved at bøje Hovedet. Kun gjorde han en Gang imellem vel lange Ophold, i hvilke man da hørte Hr. Møllers sagte Trommesolo paa Salmebogsbindet.

Saa kom Altergangen.

Thi i Søby og Sorvad Sogne havde Folkene 214 for Skik altid at gaa til Alters, naar de var i Kirke – eller rettere: de kom kun i Kirken for den uendelig sjældne Gang, de vilde til Alters.

Og dette var ingen almindelig Søndag. Der var noget virkelig Højtideligt over den stille Kreds om Knæfaldet. Der var hele sex. Thi da Frøken Kathinka vilde benytte den gode Lejlighed og gik op imod Alteret, følte Møller, at det vilde være stridende mod al Opmærksomhed ikke at følge.

Ove, der sad ganske ene tilbage i Præstestolen, blev greben af denne usædvanlige Scene – navnlig da Præsten med dirrende Haand og dette mirakkeltunge, hviskende Ord førte Kalken fra Læbe til Læbe.

Men som Præsten kom til Karen Ole Lorents, virrede hun krampagtigt med Hovedet og viste bort med Hænderne – og sank saa om til Siden, over mod Møller. Han greb hende strax kavalermæssig i sine Arme og lagde det slappe Hoved paa sin Skulder.

Imidlertid kom hun strax til sig selv igjen, og da Alt forøvrigt uforstyrret var bragt til Ende, ledte Møller hende varligt tilbage og var udsøgt omhyggelig for hende under den sidste Psalme.

Paa Hjemvejen var hele Præstens Lukkede i ypperligt Humør – lige til Jens Peter, der imod al Sædvane fik de gamle Brune paa Bagbenene ved et Smæld med Pisken, da de kjørte ind i Gaarden.

Fruen modtog dem med et festligt Middagsbord: 215 gul Sagosuppe, Kyllingesteg og Svedsketærte, samt en Flaske St. Julien. Møller gned sig fornøjet i Hænderne med det livsaligste Ansigt af Verden; Præstens Mave var ganske kureret, og Frøkenens Lever paabød hende ikke det, der lignede Diæt.

Ikke heller lod hun til at nære denne uovervindelige Afsky for Hønseslægten, naar den presenterede sig i nærværende Skikkelse. Det var tværtimod en sand Velsignelse at se, med hvilken Færdighed hun knasede de smaa Ben mellem sine – naa ja, Tænder, vendte dem i Munden og sugede "Marven" af dem.

Middagen forløb helt fornøjeligt.

Ganske vist hændte der strax et lille Ulykkestilfælde med Bordbønnen, da Ove af Præsten havde faaet det sædvanlige Tegn til at begynde den, og satte sig i den for Børn lidt aparte Stilling ud over Talerkenen.

Det var nemlig ikke aldeles overensstemmende med Sandheden, hvad Møller bag efter vilde forsikre, at han selv daglig brugte denne Ceremoni "i det Stille" ved Klubbens Middagsbord. Derfor mistydede han Drengens Stilling som Spilopper og begyndte med sin sædvanlige, spøgende Elskværdighed, men højst ubelejligt at kille og dikke ham – vexelvis under Hage og Nakke – i hurtigt Skifte.

Der paakom saavel Præsten som Frøkenen nogle pludselige Hosteanfald, men Hr. Møller vedblev, animeret af det ulykkelige Offers urokkelige 216 Ro, med stigende Elskværdighed at tromme ham helt ned paa Halsen med et gemytligt: "Dikke dikke – dik! – du lille Rævepels!"

Da rømmede Præsten sig stærkt et Par Gange – som en Begyndelse til selv at sige Bordbønnen – og derved mærkede Møller endelig Situationen. Men nu skulde det være saa, at da Ove følte sig fri, brød han ud med sit: "Vi takke dig – –" akkurat samtidig med Præsten.

Det lille Uheld glemtes imidlertid snart, og Stemningen var yderst animeret. Gjæsten takkede i en rørt Skaaltale: disse Dage skulde bestandig staa for ham som et af hans lyseste Minder. Og Værten talte bevæget om Ordsproget: "Gammel Kjærlighed ruster ikke", hvorefter Hr. Møller atter rejste sig – i Følge sin aarelange Regel – og causerede uudholdelig morsomt over Themaet: Præstegaarde og Agurkesalat.

Kaffen blev arrangeret i Haven. Møller stak Tommelfingrene i Vestens Armhuller og vippede tilbage paa Stolen i Følelsen af behageligt Velvære. Ove havde faaet sig en Plads lige for Enden af Havebænken, og fulgte med store Øjne Hr. Møllers ubegribelige Tildragelser i Staden Kjøbenhavn.

"Hvad var det, De kaldte Deres Ven?" – spurgte Frøkenen urolig.

"Kammerherre Buch – Frøken!"

Det for igjennem hende.

"Mon han en Gang har været Kammerjunker?"

217 "Jo vist har han det."

"Saa–aa. Er han saa lystig – ja-saa.

"Om han er! Spillende Liv, baade naar han er ude, og hjemme i Familien."

"Saa er han oven i Kjøbet gift!"

"Ih ja! Den yndigste Kone har han, og nydelige Børn, og et Familieliv saa hyggeligt, at en gammel Pebersvend, som jeg, kan gaa hen og hænge sig over det."

"Virkelig. – Han er ellers forfærdelig platfodet – Stakkel! –" sagde hun og begyndte at vifte sig med sin Serviet.

"Saa – er han det?"

"Ih Gud! – han er jo næsten vanskabt!"

"Nej – det har jeg dog aldrig – ."

"De kan tro, hvad jeg siger – det er aldeles bestemt."

"Gud bevares – Frøken! Jeg maa saa blot ikke have lagt Mærke til det – men det er meget muligt – at – hm!"

Frøken Kathinka talte ikke mere. Ganske vist var der faldet en Sten fra hendes Hjærte, der havde tynget dér i fem og tyve Aar; men hun havde maattet betale det med den sørgelige Erfaring, at al jordisk Kjærlighed – selv den hæftigste – kun er Vind.

Lidt efter rejste Præsten sig, bad Møller undskylde – men han skulde jo forrette Sidst-Tjeneste i Søby Kirke.

"Kom saa – min Dreng! –" sagde han til 218 Ove, der efter det Ansigt, han satte op – næppe vilde blive den beredvilligste Tilhører.

Foruden gik Pigen og Karlen med, og naar dertil føjes Degnen, var disse den hele Menighed. De samme Psalmer blev sungen, den samme Prædiken holdt, og imens sad Fuldmægtig Møller og Frøken Kathinka alene omkring Kaffebordet i Jasminlysthuset.

Ove var gjerne grædefærdig paa Vejen til Kirken. Men naar han havde faaet sig rigtig mageligt anbragt i den inderste Krog af den store Præstestol; naar de første Psalmer var sungen; naar Degnen var kommen til Ro og Præsten paa Prædikestolen; naar der blev saa ganske stille i den store hvide, hvælvede Kirke – da var der noget sælsomt Tillokkende ved at stirre ud i dette høje, kjølige Rum.

Saa kom de puslende ud af Øjnene paa ham – disse hans smaa luftige Legekammerater. Og mødte hans Blik saa Kirkeskibet, hans gamle fuldtro Ven, den dejlige fuldriggede Fregat, der hang ned fra Loftet, med kulsort Skrog, gylden Gallion, Vimpler og Flag, og to Sølv-Ankere i Bougen – da fik hans Blod Fart, hans Længsler Vinger; og ofte – mens Præsten talte om Fred og Forsoning – havde det med Storm i Sejlene og Vand under Kjølen baaret hans luftige Drømme til Død og Daad paa det vide, vilde Hav.

Det var en dejlig Fuldrigger! – Og som den maatte tage sig ud paa Søen!

219 Men det var da ogsaa det besynderligste Indfald at hænge en saadan prægtig Fregat ind i en Kirke, hvor kun Messe og Psalmesang kunde aande paa Sejlene. Den kjedede sig vist ogsaa grusomt; den hang dér støvet og tung med de mange hvide, men slappe Sejl og hængende Vimpler, som om den græd. Den længtes vist – ja, det gjorde den bestemt; det syntes han at kunne føle paa sig selv.

Stakkel! Det gjorde ham saa usigelig ondt at se, hvor den hang bedrøvet og ludede med Sprydet; hvordan den strakte Masten halvt fortvivlet, naar Vinden strøg hen over Vinduets Ruder og hviskede den Længsel i Øret. Og saa det Suk, der drog over Sejlene, naar Alt igjen var stille! – Ak! han forstod den saa godt.

Den saa' saa smertelig, saa vemodig ud; og stirrede saa bønlig – ak, saa bønlig ned paa ham, den Kjære! Og det kom ham for, at den ligesom hviskede til ham, at ogsaa han var en slig Fuldrigger, hængt op i en Kirke. – Stakkel! – Stakkel! – som havde hængt der i over hundrede Aar, og som maaske skulde hænge der i over hundrede til uden at smage en Mundfuld frisk Luft. Og den vilde dog tage sig saa prægtig ud i Søen med sin gyldne Gallion og de mange hvide Sejl! – Hvor vilde den ikke juble og gynge paa de smaa Bølger! – Hvilket Syn! – Hvilken Lyst! – Ak! min Gud! – den beder saa bønligt, ak saa bønligt! – – –

"Ove! – O–ve!"

220 Det var Præsten, der stod ude paa Kirkegaarden og kaldte.

"Han er vist allerede gaaet – Hr. Pastor!" – sagde Degnen.

"Mon han skulde? – Det var dog underligt – Naa, saa Farvel – Hr. Mikkelsen!"

Degnen slog den tunge Kirkedør i med et hult Drøn under Hvælvingerne, og drejede den skrigende Nøgle tre Gange rundt. Derpaa trissede han hjemad med det store, raslende Knippe.

Men da var det, at Ove listende og rystende krøb ud fra den Stol, hvorunder han havde gjemt sig. Hans Kinder brændte, Øjnene lyste, og Hjærtet bankede lydt. Frygtsom saa' han sig omkring i det store, hellige Rum, i den uhyre Tomhed. Bange gjorde han et Skridt ud paa Gulvet; men næppe havde han sat Foden til, før han greb om Stolestadet og blev bleg. – Han havde set en lang sort Skikkelse kigge frem bag Pillen; – saa aldeles bestemt havde han set det gustne, omviklede Hoved skyndsomst trække sig tilbage.

Det var naturligvis kun Indbildning – og dog. Han turde ikke røre sig fra Stedet. Nu sang det i hans Blod, og derfor saa' han Spøgelser allevegne. Det raslede og luskede og listede fra hver Krog. Billederne paa Væggene begyndte at snakke til ham, og henimod Koret – hvor Stigen stod – turde han ikke vende Øjet; thi han havde hørt, at naar Gudstjenesten var forbi, begyndte Fanden at messe fra Alteret. – – –

221 Lige neden for Søby skar Havet ind med en liden smal Bugt, de kaldte for "Aalekrogen". Paa dens tangede Strand laa en stor Sten, hvor lange Ane i sin Tid smed sit Undertøj og skjørtede sig op, naar hun skulde stryge Sandheste⁵³ til Fiskerne. Denne Eftermiddag sad Ove der med Kirkeskibet paa sit Skjød. Hans Kinder og Pande havde endnu dette blussende Udseende, og med Øjnene slugte han Skudens pudsige Naalemagerrariteter, uden at have mindste Tanke for de skjæbnesvangre Følger af dette Vovespil.

Der var smaabitte Lemme til at lukke op og i; rigtige smaa Tallier og Gier; det grinagtigste lille Vindespil foran Lastelugen; det yndigste lille bitte Kompas, og mange smaa Sejl som paa et rigtigt Fuldskib.

Ove klappede i Hænderne og jublede.

Saa satte han den ud. Den laa tungt – med Vand i det møre Skrog og muggen Kirkeskimmel i Lasten. Men Ove fik Taarer i Øjnene, da han saa', hvor glad den gyngede og duvede paa de smaa Bølger.

Den gled roligt udefter i den milde fralands Luftning. Og snart havde den løbet Snoren ud, som Ove holdt i Haanden. Saa rykkede den i den. Han holdt løst – men holdt dog.

"Aa nej – aa nej! –" sagde han halvhøjt, saa' vemodig ud paa den og rystede paa Hovedet.

Men den nikkede og nikkede til ham paa de 222 jublende Bølger – og rykkede og rykkede. Taarerne traadte ud af Oves Øjne.

Og saa slap han.

Han kunde ikke faa over sit Hjærte at holde igjen.

Og saa for den skimlede Kirkeskude støt ud over det vide, stille Hav.

Ove fulgte den med store fugtige Øjne, til den forsvandt for ham langt ude. Saa kastede han sig i Strandens Sand og græd.

Men strax efter sprang han op, for sig med Haanden gjennem Haaret, og saa' hjemefter mod Præstegaarden. Og der gik en Trækning over hans Mund, der sagde: Mor!

Men ikke saasnart havde hans Øje faaet fat i en Baad, der laa fortøjet ved en Pæl tæt ved, før han i Spring var efter – og udover – udover gik det med lange, sejge Tag. Spændingen gav Mod og Kræfter – og han havde "leget Havsnød" før.

Mange Timer drev han om derude. Han vilde ikke vende hjem uden med Kirkeskibet. Først da den sidste Rødme forlod Himlen i Vest og Mørket skjød sig truende ud over Vandet, blev han ræd for Natten. Men da havde han ikke flere Kræfter; Aandedrættet var tungt, Armene hang slappe ned og kunde ikke løfte Aarerne.

Natten var blikstille. Og da Maanen kom frem og gjød sit kolde, mystiske Halvlys over Havet, laa 223 det som et mat, hvidligt Spejl med lydløst sejlende Skygger fra de drivende Skyer.

Ove sad agter i Baaden, sammenkrøben og bed sig i Læben af Angst. Hans lange, smalle Skyggebillede faldt sort ud over Vandet, og det fór igjennem ham med Rædsel, saasnart det bevægede sig. Halvglemte Æventyr kom luskende langt ude fra paa de tavse, sejlende Skygger, og lurede rundt om Baaden. Han turde næppe drage Aanden.

Da var det omkring Midnat. Langt borte skred en stor, hvid Skikkelse hen imod ham. Han kunde høre de plaskende Fodtrin paa Vandet og se dem gnistre.

Men da den kom nærmere, var det en Stump Sejl fra en stor bred Baad, der gled nær forbi ham, dæmonisk ved sit Sorte paa det hvide Vand – og trækkende en glitrende Hale efter sig. Kun en enlig, underlig lang, sammenbøjet Skikkelse trak paa et Par svære Aarer.

Ove blev kold om Panden, og det isnede ned ad Ryggen. Han laa skjult paa Bunden af Baaden i aandeløs Lytten. De sejge, dumpe Aareslag drog forbi ham. Da holdt de pludselig op.

"Halløj!" – lød en skurrende Stemme.

Ove havde næppe Kræfter til at krybe ind under Toften.

"Halløj! – hvem der?" – lød det igjen.

Men han svarede ikke. Hans Hjærte var holdt op at banke, og han rullede sig blot sammen – med Hænderne fast foldede over de lukkede Øjne.

224 Saa kom Aarerne atter i Vandet med sejge plaskende Tag – men han syntes, de fjernede sig – mere og mere. Saa et Stød – og Baaden skurede Siden mod hans. Han vilde skrige, da han mærkede det tynge paa Rælingen og følte Noget med en stram Skraatobaksaande hælde sig over ham – men Angsten havde lammet ham.

Da Skikkelsen skrævede over i hans Baad og kiggede ham tæt ind i Ansigtet, var han mere død end levende. Han syntes at kunne skimte det samme gustne, omviklede Hoved, der trak sig bag Pillen i Kirken, forsøgte at springe op – men sank tilbage igjen.

"Hva' Fanden! – det er jo ham fra Kirken – Gu' forlade mig! – Hvor er du fra, go' Svend?"

Skikkelsen maatte gjentage det et Par Gange, inden Ove hviskende fik fremstammet: "Fra Præstens."

"Fra – fra Præstens!" gjentog Skikkelsen langsomt og tog hans Arm lempeligt fra Ansigtet, for at se det i det fulde Maanelys.

Ove mærkede en pludselig Skjælven i den kolde Haand, der holdt hans Arm. Og besynderlig længe saa' de rolige Øjne dybt paa ham. Tilsidst strøg Skikkelsen ham mildt over Kinden med sin hvasse Haand, og rejste sig.

"Du fryser!" – sagde den.

Saa tog den sine Klæder af, lagde ham Noget under Hovedet, dækkede ham til over Kroppen, og gjorde det saa varligt og omhyggeligt, at Ove følte 225 sig tryg. Saa saa' den ham endnu en Gang i Ansigtet, følte paa hans gule, krøllede Haar og den buede Hage med den dybe Smilekløft, som hun kjendte saa godt – for hun var lange Ane.

Mange Timer sad hun halvnøgen paaskrævs over Toften i den isnende Septembernat ved Siden af sin sovende Dreng. Med Albuerne støttet paa Knæene og Hovedet i Hænderne saa' hun stift hen for sig, og lod sit Livs skiftende Skyggebilleder drage hen over den blinkende Flade.

Først da det begyndte at dages i Øst, tog hun sin slumrende Søn paa Slæbetov til Kysten, og roede saa selv atter udefter med sin Ladning af slagtede Faar, Sæd og Hestehaler til et Skib, der laa for Anker langt ude.

Det var Fornagterskonnerten "Tro, Haab og Kjærlighed", Kaptajn Lorents. –

226

VIII.

Herredsfuldmægtig Møller fulgte Mikkelsen til Døren med en forretningsmæssig Mine: "Altsaa – for at samle det – Kirkebøssen opbrudt, da De – Skolelærer og Kirkesanger i Søby, Ferdinand Mikkelsen – Klokken 8,11 vilde ringe Solen ned. Hans Mortensen – hed han ikke Hans? – vel – altsaa – Hans Mortensen, Søby Mark, omkring Klokken fire Eftermiddag set omhandlede Dreng springe ud fra et Vindu paa Kirkens nordre Side med Noget skjult under Trøjen, og et Kvarter senere et langt Fruentimmer fra samme Vindu – ikke sandt? – Merbemeldte Dreng ikke senere indfundet sig i Hjemmet?"

"Jo – saadan var det, Hr. Herredsfuldmægtig!"

"Godt. Det er tilstrækkelige Indicier. Men som sagt – ren Mund indtil videre."

"De kan stole paa min – Hr. Herredsfuldmægtig!"

Dermed gik Degnen.

Men Møller vendte sig om imod Stuen, gik hen til Præsten og klappede ham deltagende paa Skuldren: "Naa, naa – Østrup! – lad Dem nu ikke overvælde. De er ganske bleg. Det er naturligvis tungt – men – Guds Vilje! – Det er 227 Guds Vilje, Østrup, – det kan De være sikker paa!"

Præsten foldede de rystende Hænder: "Men dette er jo – –"

"Utænkeligt vilde De sige. – Ak Gud! Jeg kjender de Gavtyve. De kan være helt vakre udvendig – som f. Ex. forleden Dag med en ung Pige. Hun saa' ved Gud ud som bar Bøn og Fadervor – Pokker heller! Hun var – med Respekt at sige – ligesom en liderlig Roman i Psalmebogsbind. Hun slog sine tre Elskere ihjel, gjorde hun – saa omtrent da. Nej, vær De glad, at jeg fangede ham saa tidligt – Østrup! Ellers kunde De kanske en skjønne Morgen finde Dem selv baade død og begravet i Sengen – haha!"

"Det svimler næsten for mig – at han, som vi har taget som et Barn af Huset, at han –"

Møller gjorde et beklagende Skuldertræk.

"Men Gud ske Lov, vi fik Øjnene aabnede. Det er Guds Finger, der har –"

"Guds Finger! – just hvad jeg sagde. Det kan De være rolig for, det er – Østrup! Men nu bør De underrette Deres Kone derom."

"Hun vil ikke tro det."

"Nej – naturligvis! Det saa' galt ud, om vi Politifolk var Fruentimmer. Der blev da ikke nappet en ærlig Gavtyv Aaret igjennem. Men De bør dog sige hende det – saa lempeligt som muligt."

Fru Østrup sad – eller snarere laa halvt sammenrullet i den store Lænestol i Dagligstuen 228 med en halvvild Nats Rædsler præget i det hvide Ansigt. Haaret var uredt, Øjnene ophovnede af Graad og saa' forvirrede ud, ligesom gjennem en Taage. Nu laa hun temmelig rolig, kastede sig ikke mere – dertil var hun for mat – men krympede sig i Graad og Fortvivlelse. Det fór igjennem hende, da Præsten rørte ved hendes Skulder.

"Har I fundet ham? – er han død?"

"Lille Julie! – jeg er ængstelig for dig – du er ganske syg –".

"Aa ti! aa ti! hvor kan jeg Andet? Men han maa komme, han maa komme – Gud kan ikke nænne at tage ham fra mig. – Det vil han ikke, jeg er sikker paa det – han har set, hvor jeg elskede ham – nej, nej! – han kan det ikke – fy, fy!"

Hun gjorde en Haandbevægelse, som om hun vinkede noget Stygt bort, sank tilbage i Lænestolen og dækkede Ansigtet med sine Hænder.

"Lille Julie! du taler jo ganske i Vildelse – du er ikke dig selv mægtig –".

Hun rev Hænderne fra Ansigtet.

"Jo – det er netop det, jeg er –", sagde hun langsomt, og vejede hvert Ord i sin Haand. Men derpaa tog hun sig atter til Panden og holdt Hovedet tilbage: "Aa, det er det Samme med mig – men ham! – men ham! – aa, Gud har dog Barmhjærtighed. – Pin og plag kun mig – men Herre Gud i Himlen – giv mig blot ham tilbage 229 – se dog herned og hør dog, hvor hans Moder . . .!"

"Men det er du ikke – Julie!"

Hun havde rejst sig: "Hvad siger du!"

"Det er du ikke. Barnet har en anden Moder, hvis Kjød og Blod han er, og hvis Ret vi nu ikke tør bestride – til at beholde sit Barn."

"Du siger da ikke –?"

"Jo – desværre. Han har fundet hende. Frivilligt har han søgt ud fra os og i hendes Arme, hvem han med Ret tilhører."

"Frivilligt!"

"Ja."

Vaklende greb hun om Bordkanten, og saa' paa ham, som om hun vilde læse en Løgn i hans Ansigt. Men da dette Intet udtrykte uden den sørgeligste Forvirring, tabte hendes Blik sig i en ubestemt, dump Stirren, som om hendes Forstand forlod hende i dette Øjeblik.

Præsten gik nær til hende; han havde Taarer i Øjnene.

"Lille Julie! – lille Julie dog! – Du har jo Feber – stærk Feber. Din Pande brænder jo. Du skulde lægge dig lidt paa Sofaen, og se at komme lidt til Ro, min Lille – tror du ikke, kjære, gode Julie"? – sagde han og strøg hende over Kinden.

Men hun tog Hovedet til sig med et Udtryk af smertelig Væmmelse, pressede Hænderne for Tindingerne og traadte et Skridt tilbage. Hun 230 vilde skrige, hulke, forbande, indtil Hjærtet bristede – men hun kunde ikke. Det sled kun i Luftrøret, og Brystet gik i som Krampe. Det var tyve Aars opstemte Fortvivlelse og Harm, der vilde aande ud af det forpinte Hjærte med al en saaret Kvindes vilde Sønderknuselse – men kun Hænderne fægtede i Luften, og lidt efter blev hun baaret ind paa sin Seng.

Da Præsten atter kom ind i sit Studereværelse, sad Møller ved Vinduet og smækkede med sit Pibelaag, men sprang strax op og ledte Præsten hen til en Stol.

"For Guds Skyld – Østrup! – De er syg – De lader Dem overvælde."

"Blot lidt Svimmelhed."

"Her er Vand."

"Tak."

Han følte sig som staaende i et voxende Dynd, der truede med at brede sig over hans Hus, besmitte hans Hjem, og klæbe ved hans Navn som en hæslig Klang. Og al denne Ufred skyldtes en Fremmed, der som en slimet Snog havde lusket sig ind i hans ærbare, pletfri, fredelige Hjem og forgiftet Luften derinde.

I det Samme lød et Par svage, frygtsomme Bank paa Døren, og Ove skubbede sig ind, endnu bleg og skjælvende fra Natten. Grædende gik han hen til Plejefaderen og begyndte: "Jeg har taget Kirke – –"

Men han fik ikke udtalt. Præsten sprang afbrydende 231 fra Stolen: "Og du har oven i Kjøbet Frækhed nok til at sige mig det lige op i mine aabne Øjne!"

Saa opbragt havde Præsten Østrup aldrig været tilforn, og da han følte det, satte han sig ganske genert igjen, og føjede blot til: "Gaa paa dit Kammer – Ove!"

Da han var gaaet, spurgte Præsten lavt, stammende – som om hvert Ord smagte af noget Stinkende: "Hvad – Straf – er der vel – for Sligt?"

"Aa – jeg tænker –", sagde Møller med usædvanlig Selvbevidsthed og idet han gjorde en Haandbevægelse, som om han listelig bredte et Dække over Præstegaarden. – "Jeg tænker, vi kan saadan – De forstaar. Men De er for angrebet, Østrup; jeg kan se det paa Dem. Læg Dem nu lidt paa Sofaen, jeg gaar mig en lille Runde, saa snakker vi om det bag efter. – Lad Dem for Guds Skyld bare ikke overvælde, Østrup!"

Mens dette foregik inde i Præstens Studereværelse, holdt Frøken Kathinka paa sit aflaasede Kammer nøjagtig Optælling paa alle sine Sager, og skjønt hun ikke ved denne Undersøgelse savnede Noget, følte hun sig dog overbevist om, at Halvdelen af hendes Ejendele var hende frastjaalet. Nede i Kjøkkenet benyttede hun sig af Fruens Upasselighed – hun laa i sin Seng, Ingen maatte komme ind til hende – til at husere frygtelig 232 med Pigen, og beordre hende til ufortøvet at efterse alt Sølvtøjet.

Men Fruen pressede Panden mod Hovedpuden og bad: "Herre min Gud! Bevar min Forstand. Tilgiv, jeg ranede en Lykke, der ikke var min. Og spred Lys og Velsignelse over dens Sjæl, hvis Kjød og Blod han er!"

Ove sad paa sit Loftskammer, mat og dorsk – og sov.

– – – Men omkring det firkantede Bord i Blinkfyret – gjemt i en tæt skarp-sødlig Damp af Shagtobak og Kaffepuns – sad en raa, forsviret Besætning, et lurvet Skrabsammen af Madam Jacobsens faste Stok, værdigt den pilraadne, halvhundredaarige Skude, der hyrede dem.

For den øverste Bordende sad Ole Lorents – halvdrukken, med Hagen hvilende paa de samlede Hænder over Koppen, og med en stor Cigar i et kvarterlangt, kridhvidt Merskumsrør hængende ud af den ene Mundvig. Kognaksflasken stod lige op til ham. – En eneste Nats Rus havde splittet, hvad kjærlige og nænsomme Hænder i Aar havde føjet sammen. Nu var han igjen den gamle "første Gast" fra Knejperne i Newcastle og St. Ybes⁵⁴.

Svenskeren var med. Han skreg og slog i Bordet, saa Kopperne dansede; men det skal anføres som Bevis for hans Beskedenhed, at han ikkun bandte ved femhundrede brunstegte Djævle. Ole rejste sig en Gang imellem, og dundrede ogsaa i Bordet – med den Bemærkning til Svenskeren, 233 at "dersom han ikke holdt sin Kjæft og hostede væk, skulde han drive ham saadan En paa Klaptræerne, at hans Muleværk skulde gaa i Staa, til han havde faaet anskaffet nogen nye Tandhjul."

Henad Bordet flød Pøle af Øl og Kaffe, og paa den nederste Ende stod de uappetitlige Levninger af Frokosten i en Skaal med sorte Fingre langs Randen. Der var Skeletter af saltede Sild, Æggeskaller, Æggehvide, Brødstumper og Tobaksudkrasning imellem hinanden.

Den eneste Tavse var en bleg, hulkindet Fyr, hvis halve Hoved skjultes under en sort Hundeskindshue, og hvis lange Hals dækkedes af et stort rødt Tørklædes dobbelte Vindinger. Han saa' roligt ud paa Røgen fra sin Cigaret og ordnede et Regiment tomme Ølflasker efter Højden i et langt og lige Geled. Foran paa Kommandopladsen placerede han en opløben, langhalset Brændevinsflaske med Proppen forsorent paa Snur.

"Madam!" – sagde han, og rakte sin tømte Kop hen imod Karen, der stod stille helt tilbage ved Sengen med den Mindste.

Hun tog den, og gik til Kjedlen paa Ildstedet. Men pludselig slap hun Hanken med et undertrykt Skrig og saa' forskrækket ud gjennem Vinduet.

"Ole!" – raabte hun halvhøjt.

Men Svenskeren brølede i dette Øjeblik, saa der ikke var Tale om at overdøve ham, og hun gik derfor hastig hen til Ole og lagde Haanden ængstelig paa hans Arm.

234 "Hvad Fanden er der i Stykker? –" spurgte han og saa' op paa hende.

Hun viste blot med Øjnene ud ad Vinduet.

"Død og Helvede!" – raabte han og blev bleg.

"Hvad er der? – Hvad er der?" – spurgte de Andre.

Han pegede ud. En Mand med Guldtredse om Kaskjetten kom gaaende op imod Huset. De saa' tvivlraadig paa hinanden, og skrævede over Bænken. Svenskeren var allerede halvt inde under Sengen, da Ole sprang op og slog i Bordet.

"Bliv for Pokker!" – sagde han rasende, men hviskende. – "Bare rolig. Lad blot mig klare Bulen; det har jeg været med til førend i Dag. Drik for Satan, og lad som ingen Ting."

Efter en kort hviskende Parlamenteren fik han dem tilbage til Pladserne igjen – og der blev saa ganske stille, at de kunde høre Fodtrinene nærme sig derude paa Sandet.

Saa bankede det.

Det var Møller.

"Ah! Saa fandt jeg Dem endelig! Uhyre belejligt! –" udbrød han strax ved Indtrædelsen, idet han gjorde en Haandbevægelse hen imod Bordet og nikkede til Karen: "Naa – hvordan gaar det, min gode Kone?"

Ole havde rejst sig, og stillede sig imellem dem med Hænderne knyttede i Lommen: "Jo, hun har det taaleligt nok, men –"

235 "Ah! Ole Lorents, kan jeg tænke. Netop tilpas. Just hvad jeg søgte. Og dette sandsynligvis Besætningen? Uhyre belejligt. Netop Alt, hvad jeg søgte."

Mens Møllers Blik mønstrede dem, dukkede de sig ned over Kopperne. Svenskeren var hvid som Kridt.

"Værsgo – sid ned –", sagde Ole med et Øjekast til Karen. Han var begyndt at tabe Fatningen.

Møller satte sig.

"For at gaa lige til Sagen – De ligger jo med Skib udenfor Kysten, Ole Lorents – ikke sandt?"

Ole saa' ned paa Bordet med sammenbidte Læber og vippede en Bordkniv mellem to Fingre. Han kunde have kastet den i Øjnene paa Karen. Hun havde altsaa forraadt dem.

"Jeg vil da strax sige Dem, at jeg er Fuldmægtig paa Herredskontoret, og at jeg er herude paa Grund af nogle Tyverier – som De muligvis kjender – hva'bar?"

"Jeg?" – sagde Ole og forsøgte at se ham stift i Øjnene.

"Naa saaledes. Jeg har imidlertid opdaget Gjerningsmanden, forstaar De, og – Hvad er det?"

Det var Karen, der med et Skrig sank ned paa Sengekanten.

"Aa, det er blot hende –", sagde Ole og hans 236 Mund dirrede. – "Gaa ud i Luften, Karen – det hjælper kanske."

Hun gjorde saa.

"Altsaa dog ikke ganske rask endnu?"

"Ikke ganske – Hr. Fuldmægtig!"

"Gjør mig meget ondt. – Naa, men jeg kommer egentlig for at bede Dem om en Venskabstjeneste, min gode Ole Lorents."

Ole saa' forbavset op.

"Som jeg nemlig sagde Dem, har jeg opdaget Gjerningsmanden – eller rettere Gjerningsmændene – eller endnu rettere Gjerningsmanden og Gjerningskvinden – eller ganske ret Gjerningsdrengen og Gjernings–nings–fruentimmeret! – Hæ! – Hæ! – hæhæhæ!"

Ole skelede rundt om Bordet til de Andre. De sad og fniste i Hænderne; især var Svenskeren ganske rødblaa i Ansigtet, og da Møller vedblev at skoggerle af sin egen Vittighed, maatte han give sig Luft i et lille Latterskvulp, der var Signalet til en almindelig Forløsning. Og de lo saa hjærteligt, at Møller følte sig opfordret til at gjentage det kostelige Ord "Gjerningsfruentimmeret" med endnu større Eftertryk, men da druknede det i et sandt Latterhav med Duvninger og Styrtninger.

Det vilde ikke faa Ende. Møller blev snart i sit ypperligste Humør, og opdagede ikke de skelende Blikke, skjæve Grin og dulgte Fodtryk, som legede "lad gaa videre" Bordet rundt. Og da Ole satte 237 en Kop foran ham, undslog han sig end ikke for at tage "en lille Sort" med dem.

Saa kom han da frem med sit egentlige Ærinde, fortalte om Indbruddet i Kirken, om sin egen Skarpsindighed, og fremkom tilsidst med den Bøn, at Ole, da Drengen bestandig havde ytret Lyst til Søen, vilde tage ham med som Skibsdreng; derved vilde megen Ubehagelighed være sparet for en fredelig Familie, der saa uskyldig var kommen i Ulykke.

"Bare heraus med saadan en lille Vindspiller; det er et probat Middel, vi ofte bruger. Er han først straffet, er al Æresfølelse væk, og det er dog den, der holder et Menneske oppe og borte fra videre Fejltrin. Desuden gjælder det navnlig her om, at han ikke mere kommer i Spænd med Moderen – man maa vogte paa Ungdommen; det er dog Danmarks Haab – ikke sandt, Hr. Ole Lorents? – Danmarks Haab!"

I Begyndelsen gjorde Ole nogle matte Indvendinger mod Drengens Anbringelse under hans Varetægt, men da Møller stillede et mindre Pengebeløb i Udsigt, indvilligede han tilsidst.

"Ja, er det ikke utroligt! –" bemærkede Møller med Kraft, idet han tog Cigaren af Munden og slog ned med Haanden. – "Er det ikke utroligt, hvad den lille Gavtyv har kunnet finde paa?"

De bandte paa, at det var utroligt.

"Er det ikke aldeles utænkeligt, hvordan en elleveaars Knøs har kunnet finde paa saadanne 238 forbandede Narrestreger – tre Lam, fem Oste og adskilligt Linned – paa én Nat!"

De indrømmede med dyre Eder, at det var utænkeligt.

"Men sig mig en Gang, Hr. Fuldmægtig –", spurgte Ole Lorents – "hvordan kom De til at tænke paa mig, og hvordan har De faaet at vide, at jeg laa – –?"

"Det skal jeg saamænd sige Dem. Jeg talte i Gaar med Deres Kone i Kirken, og Præsten fortalte, at han kjendte Dem som en brav og paalidelig Mand – og det gjør jeg nu ogsaa. Mine Herrer! maa jeg have den Ære!"

Dermed klinkede han Bordet rundt.

Om Aftenen – i tyk, drivende Taage – laa en Baad med to Mænd i sort Sydvest og gule Olieklæder og ventede ved Aalekrogen. Den ene holdt Baaden inde ved smaa Pjask med den fralands Aare; den anden stod paa Toften og dængede sig⁵⁵. De byttede kun Skraa en Gang, indtil den Staaende lagde Øret lyttende og sagde:

"Hold nu klods til, Gustav – der er de vist."

Der hørtes en dump Raslen af en Vogn, der arbejdede sig tungt gjennem Sandet; men Mørket skjulte den, indtil den standsede lige for Baaden.

Det var Præstens Lukkede. Ud af den steg en tyk Mand i stor Rejsepels og en lille rystende Dreng i en gammel Skindtrøje og med et stort strikket Uldtørklæde viklet op over Næsen. Uden 239 et Ord kom de om Bord. En rød Kiste blev taget fra Bukken og anbragt midt i Baaden – saa stille, som var der Lig i den.

Tavse gled de ud i Taagen. Ove krøb sammen i Forstavnen, og saa' ud for sig med matte, tonløse Øjne. Den Angst, han havde følt om Dagen i Ensomheden paa sit Loftskammer, da Pigen listede sig vigende om ham og pakkede ud af hans Kommode uden at svare, naar han spurgte – den var forbi. Den sky Smerte, der havde brændt i ham, da Præsten kom op og bad Fadervor over ham med Haanden paa hans Hoved, var slukket. Og den Følelse af uendelig Forladthed, som havde betaget ham, da Møller i Mørket tavs og ligegyldig førte ham fra Præstegaarden, uden Nogen lod sig se, uden Nogen – ikke en Gang hans Moder – gav ham et Farvel – Alt det var forbi – Alt.

Han var sløv, slap – som en overspændt Streng. Alting løb sammen for ham i graa Taage, i en uhyre Tomhed, denne dybe Uendelighed, hvori Tanken staar stille.

Ingen talte. Kun Aarerne slog deres ensformige, taktfaste Slag. Møller sad agter, dunkede Knæene mod hinanden og trommede med Fingrene paa det Indvendige af Rejsepelsens altfor lange Arme.

"Nu kan du faa fast Ansættelse som Gallionsfigur – min Dreng!" – afbrød han en Gang Stilheden, og Matrosernes brønddybe Latter belønnede 240 denne Vittighed. Men det var det Eneste, han sagde.

Baaden lagde til Siden af et Skib, der ligesom skjød op af Mørket og Taagen, da de skurede mod det. Det havde ingen Lanterner oppe; men da der blev varskoet fra Baaden, dukkede Lygter op af Lugerne og lyste langs vaade, skidengule Olieklæder til grinende, skjæggede Underansigter med to skinnende Pletter over, som var det Hvide i Øjnene.

"Er Fyren med?" – spurgtes der over Faldtrappen af en Skikkelse, der rakte Lygten frem og viste et stort rødt Ansigt med svømmende Øjne.

"Jo – Hr. Kaptajn!" – raabte Møller nedefra, idet han hilste og rakte en lille Pakke op. – "Saa efter Aftalen, altsaa."

"Natyrlig!"

Ove blev slængt op. Kisten bag efter. Et "Lykke paa Rejsen" lød fra Baaden, da den stødte fra og med det Samme forsvandt i Taagen.

Uden mindste Bevægelse lyttede Ove efter Aareslagene, indtil de døde hen. Men da han vilde flytte sig, skred Fødderne paa det slibrige, sølede Dæk, og han faldt om i en vaad, fedtet Pressenning. En Næve greb ham i Nakken og bar ham ned i Matrosernes osende Lukaf, i hvis tunge, indestængte Luft han fik Kvalme.

Han kunde netop sanse, at der blev sparket noget Tungt fra Køjen, inden han blev lagt, og at 241 Halmen var tilsølet, stinkende af Brændevin – men saa faldt Hovedet slapt tilbage i Besvimelse.

Da han atter slog Øjnene op, rejste han sig op paa Albuerne og saa' sig forvildet om. Alle Køjerne var tomme. De løb langs begge Længdevæggene, saa der kun var levnet smal Plads til en Gang imellem dem. Oppe under det sodede Loft hang en døsig Tranlampe og slingrede langsomt og ganske smaat. Skyggerne over Køjerne svingede med i den samme ensformige, søvnige Bevægelse frem og tilbage.

Neden under ham paa Gulvet laa et Menneske med aaben Mund og en hæs, slimet Snorken, der standsede, naar Hovedet væltede sig fra den ene Side til den anden, og naar Munden lukkede sig for at tygge Fraade. Der var mørkt derinde, men han kunde netop følge dets Omrids, saaledes som det laa paa Ryggen med Knæene højt oppe og Armene langs hen ad Gulvet. Og han kunde netop skjælne et mægtigt, sort Haar ligge langt henad Brystet og et hvidt Ansigt med sorte Klatter – men han anede ikke, det var hans Moder.

Lidt efter blev hun slæbt op paa Dækket og firet ned i en stor Baad styrbord.

"Svinet drak ogsaa som en So i Dag –", sagde En.

"Og var essig⁵⁶ som en attenaars Tøs –", føjede en Anden til og smaagrinte.

Saa lettede Fornagterskonnerten "Tro, Haab og Kjærlighed" Ankeret, og satte Kursen mod Nord.

242 – I flere Timer flød Ane om i den kolde, dryppende Taage og sov paa Bunden af Baaden. Nu havde hun det godt. Men om Formiddagen havde hun ligget i Køjen med alle Vanviddets Rædsler, pint og jaget af den vaagnende Samvittighed, vridende og vendende sig, skrigende og skjælvende under de ulideligste Kvaler, – indtil Rusen tog hende i sine barmhjærtige Arme.

Men nu kom det igjen – nu, da hun vaagnede, og Bevidstheden atter begyndte at dæmre. Hun stod ret op i Baaden og strakte de lange Knokkelarme vildt mod Himlen med krampagtig krummede Fingre, og raabte til Gud oppe i den graa Taage med Stumper af halvglemte Bønner og Psalmer om Fred – Fred! Og naar de tudede tilbage til hendes Øre som Forbandelse, og naar Himlen ligesom væltede sig ned over hende, smed hun sig vaandende over Toften og huggede Hovedet mod Rælingen. Det var, som om en Bøn blev en Ed, og en Salme en liderlig Vise i hendes Mund. –

Præsten betænkte vel Ove rigeligt i Aftenbønnen, men saa sov han ind. Trods Møllers gjentagne Forsikringer, havde han ladet sig overvælde af Dagens rystende Begivenheder, indtil han blev ganske udmattet og syg paa Sjæl og Legeme af Træthed. Men henimod Midnat vaagnede han atter. Han havde haft stygge Drømme. Han havde Uro i Blodet, kunde hverken ligge paa den ene eller den anden Side, og maatte tilsidst staa op og 243 spasere frem og tilbage i Studereværelset, hvorhen hans Seng var flyttet paa Grund af Fruens Tilstand.

Dog snart blev han svimmel af at gaa og maatte lægge sig igjen. Men han havde næppe faaet Øjnene sammen, før den forfærdelige Uro atter jog ham af Sengen som fra et Helvede. Saaledes forløb en pinefuld Nat. Dagslyset lindrede lidt, og da han om Morgenen spaserede rundt i Havens Gange, var han forholdsvis fattet og rolig. Da blev han pludselig kaldt ind til En, der ønskede at tale med ham.

Han maatte studse ved den sammenbøjede, rystende Skikkelse, der stod ved Døren.

"Hvad vil I – Morlille?" spurgte han næsten ængstelig.

Hun gjorde Forsøg paa at tale, men det kvaltes i en tør Hulken, og først sent kom det brudt, dirrende: "Hr. Pastor, vil De – vil De lære mig at bede?"

"At bede!" – gjentog han forundret og nærmede sig varsomt. "Jeg forstaar ikke – kan I ikke bede?"

"Nej – for jeg er lange Ane –", sagde hun og slog Tørklædet fra Ansigtet. Alle Nattens Kvaler stod tegnede i det med dybe, sorte Furer.

"Ane!" – udbrød han med en Gysen, idet han traadte et Par Skridt tilbage og holdt sig i en Stoleryg.

Men da han ved at gjentage dette Udbrud en halv Snes Gange saa nogenlunde havde samlet sig til Besindelse, begyndte han at udøse al sin Forargelse 244 over hende med en stigende Bitterhed, der ellers var ham ganske fremmed. Øje for Øje med denne Kvinde, der havde bragt al den Ufred ind i hans Hjem, arbejdede denne milde, vennesæle Mand sig op til en rasende Stemning af Forbitrelse, og da han omtalte den gode Tro, hvori han havde optaget baade hende og Sønnen, rystede hans Stemme af Harme og slyngede al den Forbandelse imod hende, som Himlen kunde eje.

Men da følte han et koldt Kys paa sin Haand og saa' et Par taknemmelige Øjne hvile bønligt i hans.

"Tak for ham – Drengen – Gud velsigne Dem derfor", – hviskede hun med en sælsom Inderlighed.

Præsten blev forvirret. Og da hun viklede den blanke, gule Kirkebøsse ud af et tærnet Tørklæde, og rakte ham den med de Ord: "De er dér – hver Skilling, –" maatte han sætte sig i Sofaen og tørre over sin Pande.

"Hvordan gik alt dette til?" – spurgte han saa dæmpet.

"Hvordan?"

"Men Herre Jesus – ja! – hvordan? – hvordan!"

"Med et gammelt Klinkesøm – Hr. Pastor – som jeg sprættede Gevinderne op med."

Præsten tørrede sig atter og atter, vinkede hende hen at sidde ved Siden af sig paa Sofaen, 245 lagde Haanden paa hendes Arm, og sagde indtrængende: "Fortæl – Alt – og Sandhed."

Det gjorde hun saa – lige fra den allerførste Begyndelse – og med den uforholdsmæssige Omstændelighed indtil de ligegyldigste Enkeltheder, som er den Slags Folk egen. Præsten saa' ofte op paa hende, gjorde Spørgsmaal, søgte Forklaring; men hendes Stemme lød saa inderlig troværdig.

Hans Ansigt blev mere og mere graat, han faldt længere og længere tilbage i Sofaen, og hans Hoved sank ned paa Brystet, dybere og dybere. –

246

IX.

Der var Uro og Spænding i Søby og Sorvad. Deres Præst laa for Døden. Det havde slaaet sig paa Leveren. Den gamle Distriktslæge kom kjørende mindst én Gang om Dagen, og da flokkedes Byens Folk om Vognen for at spørge.

"I kommer nok til at se Jer om efter en anden Præst – Børnlille!"

"Herregud! – er det paa det Sidste med ham?"

"Alt staar i Guds Haand – Børnlille!" – sagde den gamle Mand og rystede paa Hovedet. – "Kjør saa, Anders."

Altsaa var de nu forberedte. Men én Ting var de enige om, og det var, at de Alle som En vilde underskrive en Adresse til Kultusministeren⁵⁷ for at faa en Præst i den Afdødes Aand. Halvt om halvt cirkulerede der allerede en Liste, hvorpaa man skulde tegne Bidrag til en Mindesten, som Sognet vilde sætte paa hans Grav som et ringe Taknemmelighedstegn.

Men endnu var han ikke død. Og en Dag fortalte den gamle Distriktslæge, at der var indtraadt en ringe Bedring, der gav et svagt Haab om Helbredelse. Han skulde blot have fuldstændig Ro. 247 De maatte love ikke at kjøre forbi Præstegaarden, og holde Børnene langt borte fra den.

Præsten Østrup til Søby og Sorvad laa i det halvmørke Sovekammer, altid i den samme Stilling paa Ryggen, med begge Armene helt over Dynen og Hænderne foldede. Han var gusten og indfalden, Aandedrættet tungt og besværligt, og det var let at se paa hans Øjne, at Døden havde mærket dem.

Luften derinde var kvalm og med Moskus⁵⁸. Tykke uldne Tæpper hang i dobbelte Lag for Vinduer og Døre for at dæmpe Lyset og Trækken. Over hele Præstegaarden gik de paa listende Filtsko og Hosesokker, og Hanen var bragt af Gaarde.

Hans Hustru veg næppe fra hans Side hverken Dag eller Nat, men sad ganske stille, bleg og forvaaget i en Stol ved Fodenden af Sengen, og hendes Øjne hvilede tankefuldt paa ham. Hun nød hans Søvn, hvert roligt, sundt Aandedrag, og takkede Gud, naar hun syntes at se en Antydning af det gamle, kjære Smil om hans Mund, som hun stundom før – hvorfor ikke tilstaa det nu – havde været halvt ækel ved.

Der havde været noget Godt for hende i dette. For Pleje og Vaagen fik hun ingen Stunder til at samle sig, og den evige Uro Nat og Dag lagde barmhjærtige Taager om Meget i hende. Den ængstelige Spænding for Mandens Liv havde døvet Smerten og Fortvivlelsen over Ove. Slaget havde ramt paa begge Sider; derfor stod hun.

248 Da meldte Avisen en Dag , at en Damper havde fundet Galeasen "Tro, Haab og Kjærlighed" paa en Grund i Kattegat, læk og fuld af Vand. Mandskabet vidste man Intet om.

Fru Østrup læste det inde i Dagligstuen, og læste Efterretningen to Gange helt igjennem uden at forandre en Mine i det blege Ansigt. I det Hele tog hun det forholdsvis roligt, som om hun havde været vel forberedt og ventet det. Hun blev blot lidt mere mat og maatte lægge sig paa Sofaen; men hun græd ikke og havde ikke Kræfter til Fortvivlelse.

Det var først, da den gamle Distriktslæge kom ind paa sin sædvanlige hjærtelige Maade, og da hun skulde til at fortælle det, at Graaden begyndte at hulke frem – ikke smertefuldt, men rigt og lindrende.

"Stakkels Frue!" – sagde den gamle Mand og klappede hende paa Skuldren. – "Véd deres Mand det?"

Hun rystede paa Hovedet og holdt Lommetørklædet fast ind til Øjnene.

"Det er godt. Han maa fremfor Alt ikke faa det Mindste at vide om det. Det kunde koste hans Liv – hører De, lille Frue! De maa tage Dem sammen, at han Intet mærker."

Forsigtigt kiggede Doktoren ind i Sovekammeret, hvortil Døren stod paa Klem.

"Han sover. Saa har han det bedre. Lad os ikke forstyrre ham. Frue! De maa lægge en Dæmper 249 paa Deres Sorg. De maa opbyde alle Deres Kræfter, for at han Intet skal mærke."

I det Samme kaldte den Syge derinde med svag Røst.

"Han kaldte, Frue. Det er ikke værd, at jeg gaar derind. For Guds Skyld, græd dog ikke; han kunde høre det. Det gaar paa ingen Maade an. – Hørte De? han kaldte igjen. – Nu maa De gaa, Frue –", sagde den gamle Mand strengt og holdt hende i Armen.

"Jeg kan ikke – jeg kan ikke –", hulkede hun, og gjemte sig i Sofahjørnet.

"Julie – Julie!" – lød det atter inde fra den Syge med den Smule klynkende Røst, han havde tilbage.

Saa rejste hun sig med en pludselig, krampagtig kjæmpende Bevægelse. Og da hun bøjede sig over Sengen, var det med et Smil, og han mærkede ikke den liden Skjælven af Graaden, der endnu var i Stemmen.

"Du har sovet, Rudolph; det er jo godt –", sagde hun næsten lystigt, idet hun dækkede Dynen godt om ham. Saa satte hun sig paa Sengekanten, holdt hans Haand, og talte om Alt, hvad Fornøjeligt og Opmuntrende hun kunde finde paa, men hastigt og tankeløst, som om hun var bange for Ophold mellem Ordene.

"Men hvorfor sukker du nu igjen, Rudolph? Gjør det ondt noget Sted?"

"Jeg tænker paa Ove – Julie."

250 Hun drog sin Haand ud af hans, og vendte sig halvt. Men da han blev ved at klynke over Ove, rettede hun sig atter med den samme pludselige Bevægelse, som om hun strammede alle Baand i sig, og greb igjen fast om hans Haand.

"Aa, det har – det har sikkert ingen Nød –", sagde hun stille, men med Møje for at faa Ordene frem. – "Han er jo en rask Dreng – han – han har godt af at komme lidt ud og se sig om. Han kommer nok – kommer nok tilbage – ja, ja – ved Vorherres Barmhjærtighed, jeg tror det, jeg tror det, jeg tror det!"

Hun talte mere og mere roligt, tilsidst ganske langsomt og saa stille og inderlig dæmpet, at det næppe lød højere end hans sukkende Aandedræt og Lommeuhrets hastende Dikken paa det lille Bord ved Hovedgjærdet. Og mens hun talte, saa' hun ham langt ind i de glansløse Øjne og strøg hans bløde, graanede Haar mildeligt fra Panden.

"Ih du Almægtigste!" – lød det inde fra Dagligstuen med Frøken Kathinkas Røst, og lidt efter kom hun selv stormende ind ad Døren, rød og rystende – med en Avis i Haanden.

"Véd I det? – véd I det?" – udbrød hun.

Men i det Samme sprang Fruen op og holdt hende for Munden: "For Himlens Skyld! – saa ti dog – ti! –" hviskede hun i den yderste Angst.

"Men hvad er det, Julie? hvordan er det, du? . . . Er du gal?"

251 "Jeg ber' dig, Kathinka – ti dog!"

"Hvad er der, lille Børn?" – klynkede det svagt henne fra Sengen.

"Ja, det maa du nok sige, Rudolph, jeg kommer her og saa ta'er – –".

"Men for Himlens Skyld, forstaar du da ikke? –" hviskede Fruen fortvivlet og greb hende i Brystet.

"Hvad jeg forstaar, hvad jeg forstaar – jeg forstaar, at der staar her i Avisen, at Oves Skib er gaaet under med Mand og Mus!"

"Rudolph! – Rudolph!" – raabte Fruen og kastede sig over den Syge; hans Hoved var faldet til Siden med en stønnende Lyd. – "Rudolph! – det er ikke sandt, det er ikke sandt – hører du? – man véd ingen Ting om dem – de er redede, Ove er reddet – jeg er vis derpaa, han maa være det, jeg tror det, jeg tror det, ved alt hvad Helligt er, jeg tror det!"

– Men nu gik det hurtigt ned ad Bakke med Præsten. I tre Dage laa han halvt bevidstløs med tungt slæbende Aandedrag, som om Livet – ligesom en Flod i Sand – havde strængt ved at arbejde sig ud.

Saa døde han – langsomt. Ingen vidste bestemt naar. –

Intet bringer saa meget Liv som Døden. Liget var ikke bleven koldt, før Provst, Degn, Klokker, Graver og Bedemand sværmede omkring det som sorte Ravne. Snedkeren skulde have Maal, Bispen sendte Skrivelser, unge Præster snuste omkring 252 og lugtede til Embedet, kiggede ind i Haven og besaa' Bygningen. Menigheden holdt Forsamling om den Afdødes Efterfølger, og Mindestenen kom atter i Omløb. Frøkenen vilde ransage den Afdødes Skuffer og Gjemmer, bryde alle forseglede Pakker og Dokumenter og gjøre Bestemmelser.

Men da Fruen paa en bestemt Maade hævdede sin Ret, fnyste Frøkenen af Harm, og svor paa at ville hævne sig ved at rejse strax efter Begravelsen og aldrig mere sætte sine Fødder indenfor Svigerindens Dørtærskel.

Og Ugedagen efter – mens Solen skinnede huldsaligt, mens det ringede fra Kirkerne i Søby og Sorvad, og mens Folket stod i Rækker paa begge Sider af Vejen – skred den lange, langsomme Skare med de mange Præster i Spidsen stille frem imod Graven.

Men oppe paa den lille Høj i Præstegaardshaven stod Fru Østrup og Ove. Hun havde havt Ret; han var reddet. De havde nok selv sat Skuden paa Grund.

Og mens hun lagde sin Kind til hans Pande, og trykkede ham tæt ind til sig – saa' de det sidste Glimt af den blomstrende Kiste.