Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 28. januar 1878

Fuglenes og Liliernes Evangelium

[Mandag] d. 28.1.78.

Kjære Morten.

Det var ikke med Taage eller Slør for Øjnene, men i Hasten¹, da Brevet skulde sluttes og afsted, at jeg med øjeblikkelig Følelse af uklar ja modsigende Tankegang (den Moder ogsaa strax greb mig i ved at læse det Skrevne, uden at jeg fik Stunder til at klare for mig) kom til at nævne Fuglenes og Liliernes Stilling som Eders nuværende paa Pinden, smaat og godt; og hvad jeg vilde pege paa saa ømmelig² som mulig, det var dette, at vi, som ere baarne paa Englehænder og ved at høre paa Fuglene og see paa Blomsterne med Blussel have faaet vore Bekymringer 2 spredte – at vi trøstelig tør prædike Englenes, Fuglenes og Liliernes Evangelium³ for dem, som gaae i hedenske Bekymringer som om den himmelske Fader ikke levede og ikke vidste, at Livet er mere end Maden og Legemet mere end Klæderne; men at vi har vor egen Deel, netop fulde af Evangeliets Glæde, Tak og Lovsang, netop som Guds Børn, gaae lige saa varligen som frimodigen mellem Engle med Fuglene over vore Hoveder og Lilierne ved vore Fødder.

Med denne Rettelse og Opklarelse af mine forplumrede Tanker om det Punkt, som for Dig er Kardinalpunktet, 3 har jeg sagt Alt, hvad jeg tør og bør sige Dig. Thi dette veed Du, at jeg hverken har Lyst eller Mod til at tage den sidste Afgjørelse fra Dit eget Hjerte og Din egen Samvittighed, at jeg kjender Dit Hjerte i den gode Samvittigheds Pagt med Gud, at jeg elsker Dig, ikke mindst paa det Sidste, i Ildovnen som Du er, med en Kjærlighed, som aldrig vil høre op at troe Alt og haabe Alt med Dig og for Dig, for Din Idræt og Gjerning, Dit Huus og Dit Hjem, ja for Alt, hvad den himmelske Fader maatte tilføie og tilføre Dig. Ja, min kjære, kjære, tre Gange kjære Morten! nødigst af 4 Alt vil jeg lægge Baand, en trykkende Trolddoms-Aand med Frygt paa Dig og krænke den sønlige Udkaarelses Aand, i hvilken Din Moder og jeg med fryde os ved at høre Dig raabe Abba Fader. Dixi et salvavi animam⁴; og jeg med de meer end dunkle Øjne skal mindst fortryde paa og meer end Andre glæde mig ved ^{at Du synger med}√ Hostrups Ord⁵, at til Raad er Gubben en herlig Gjæst, men unge Øjne de see dog bedst: og glæde mig to Gange, om jeg maatte opleve at see det nye Værk, om Du vælger det, kronet med Lykke og Velsignelse. Saa synger jeg med Dig:

Alt staaer i Guds Faderhaand –
Hvad Han vil – det gjør Hans Aand.

Fader.