Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 30. januar 1878

jeg har saa meget tilovers for Originalitet

[Onsdag] 30–1.78.

Kjære Morten.

Idet jeg hermed sender det første Stykke af Din Fortolkning af Ef. Br.1 tilbage, har jeg forud udtalt mit Haab om, at det maa lykkes Dig at fuldføre Arbeidet som det er begyndt. Vi faae saa lidt Eiendommeligt og jeg har saa meget tilovers for Originalitet og Selvstændighed, at jeg nødig forstyrrer Andres Byggearbeide, som jeg selv nødig forstyrres, fordi vi faktisk ved saadan Forstyrrelse kun hæmme den personlige Sandhed og hindre den Enkeltes Stykkeværk i at faae det bedste og størst mulige Udbytte og Bidrag til det store Fælleds-Arbeide. Min Glæde er i at jeg kan synge:

O, der det er vor store Lyst
Hvor efter Troen tales2,

at jeg ikke har følt mit Hjerte stødt af nogen 2 Udvikling. Det Eneste, som selv i Formen kan støde mig, er Klods-Hans, og jeg veed ikke, om den Major er paa sit Sted. Aladin falder ikke saa klodset ind ad Kirkedøren; han melder sig, banker stille paa, har virkelig Noget at oplyse ved sin Lampe og gaaer igjen bort som Den, der bør at tage af, at en Anden kan komme til at voxe.

Jeg er ikke stiv i Græsk og kan ikke mere læse de smaa Bogstaver, men jeg tvivler om, at Din i alt Væsentligt fortræffelige Udvikling af "Himmerige" i 3 St. er texttro, er Apostelens udtrykkelige Ord, og jeg skjønner ikke, at den, der stræber at gjætte sig til Apostelens Mening, er bedre i sin Ret, end den, som søger at sætte sin egen Mening igjennem, underlægge 3 den den klare Text. Jeg mener nu, at der staaer: Velsignelse i de himmelske Ting i Xstus c: Velsignelsen qvond materiem ikke qvond locem, hvad væsentlig jo gjør det Samme, thi Himmerige er hvor Xstus er med sin himmelske Vels., og Velsig. altsaa er hvor Himmerige er kommet til os; men jeg tilstaaer, at Velsignelsens Fylde i de evige Goder, Xstus falder mig naturligst og lettest at være Apostelens Tanke. Jeg siger ikke dette i den Tanke at forandre Din Opfattelse og Udvikling. – Ligeledes kommer det mig for, at der i denne Udvikling paa et Par Steder har indsneget sig en Begrebs-Forvexling mellem disse 2 Ting: at have faaet Rigets Velsignelse og at have Lys og komme til Bevidsthed om det, vi faae uanet, paa Knæfaldet ved Herrens Bord. Jeg forstyrredes i 4 det Mindste i Tankegangen baade ved første og anden Læsning.

Mig tykkes ikke, at "Maden" i Huusholdningen behøver at værges for Plumphed.

Du forløftede Dig næppe mere paa den Steen end paa andre, Du har løftet ved, naar Du med Fingerpeg paa 5 Cap. ganske jevnt efter Apostelen giver Oplysning om Brudgommen, "i ham al Guddommens Fylde for legemlig", som Den, der i Nadveren føder og vederqvæger sin Brud, sit Legeme, med al guddommelig Velsignelses Fylde. – Nu, kjære Morten, dette være nok. Sender Du mig Fortsættelse, vil det glæde mig at læse den, men jeg lover Dig ingen Kritik, kun som for hvad der maatte falde mig paa, Henstillinger, som ikke kræve trættende Antikritik. Omne opus tornum faustumq: Tak!

 
[1] Fortolkning af Ef. Br.: MP: Efeserbrevet, i sammenhæng betragtet, udkom 1881. tilbage
[2] af Grundtvigs "Jeg veed et lille Himmerig" fra Sangværk til den danske Kirke (1837). tilbage