Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 7. marts 1883

pludselig bleven som gal efter at læse

Hjørlunde By.
pr.
Slangerup

Onsdag [7. marts 18831]

Kjære Hr. Borchsenius!

De har ikke så længe hørt fra mig, fordi jeg vil vente, indtil jeg samtidigt kunde sende Dem medfølgende Ark. 8, der nemlig er et Svar på et af Deres Spørgsmål. De Par Ark, der nu er tilbage, skal følge hurtigt efter.

Men først min hjærteligste Tak for Deres Brev. Det er mig en stor Glæde, at De bestandig synes om det i Bogen2, som jeg regner for det eneste væsentlige i en Fortælling – det at man ser. For Resten synes jeg ikke, at Fortællingen så rent går "i Stumper og Stykker". Som De af medfølgende Ark vil se, kommer "det lille Skipperhus" så vidt selve Fortællingen ved, at Boel ender dèr, – og dette har været mig magtpåliggende. Det har jo været min Plan at vise hende lidt af den virkelige Verden, efterat hun havde drømt sig ind i den Sangens Verden, der havde lydt omkring hende fra Vuggen af. Jeg er begyndt med at føre hende ind i det Hus, hvor hun fremfor alle andre kunde vente det Lys og Liv, hun anede. Men herfra kunde hun ikke vende hjem. Hun måtte se og kjende Livet fra dets værste Sider for at al Sorg over Skuffelsen kunde svinde, for at den store Alkjærlighedens Drøm kunde vejres hen og√ give Plads for Hadet og Foragten, hvorpå der kan leves. – Uhrmagersvenden har jeg tænkt mig som et Centrum i Billedet. Han er ikke slet – for Naturen har nægtet ham det. Der er endnu to Kapitler, der foregå den samme Aften, hvortil allerede en Del af Fortællingen er hensat. Det ene handler om et lille uventet Selskab hos Fru Gylling; det Andet er et Møde mellem Moder og Søn efter dette. Det er mit Håb, at De, når De får disse læst, vil føle Helheden mere, og at de små Billeder er trukne på den samme Tanketråd. I det allersidste Kapitel vende vi tilbage til Sandinge Leje.

Blot endnu en Bemærkning om den fingerede Roman. Jeg har aldrig tænkt på nogen Bestem[t]s Stil, forsikrer jeg Dem – måske allermindst på Herman Bangs, som jeg kjender grumme lidt til. Jeg har tænkt mere på Fremstillingen af det falske Skjønhedsideal end på Stilen – men de to Ting er nøje forbundne. Og den, der virkelig finder Skjønheden i "rosafarvede Negle, lilliebleg Hud og uberørte Hænder" – må absolut også bruge en affektert Stil.

Jeg havde gjerne villet haft en Fortælling færdig til "Ude og Hj" nu. Men dels har 2 jeg bestandig skrantet; dels har jeg været optaget af Andet. Jeg er – ganske pludselig bleven som gal efter at læse og kan ikke få slugt Nok i mig. Men jeg går med en lille længere Fortælling i Hovedet, som jeg vel kan få udarbejdet hen på Foråret, og da skulde det være mig kjært, om "Ude og Hj" kunde og vilde bringe den. Jeg må sige at jeg venter mig en Del af den; jeg tror den ligger helt indenfor mine Evner. Men jeg kan ikke begynde den, uden først at gjøre en lille Tur til en juridisk Embedsmand, jeg kender – og dertil har jeg for Øjeblikket ikke Råd3. Men når Bogen er færdig, håber jeg, at Schou – eller en anden – vil være lidt imødekommende. Nu har jeg suget på Labben hele Vinteren.

Men for ikke at komme ind på huslig Sladder, vil jeg stoppe her – med endnu en Tak for Deres Brev. Jeg glædede mig overordentlig forleden, da jeg læste Deres Kritik af "Kristian Kjbhvn."4 – jeg have alt i nogen Tid kigget ud efter den. Den første Halvdel af denne Bog er da også noget af det Umuligste, jeg længe har læst, skjønt Manden sikkert har udarbejdet den i sit Ansigts Sved. Disse lange Opramsninger er jo forskrækkelige; og i disse idelig tilbagevendende når og hvor – som De også gjør opmærksom på – forekommer det mig, at man ligesom hører selve Sveddråberne dryppe. – Nu blot mine bedste Hilsner – Tak for al den Ulejlighed, De gjør Dem for min Skyld.

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Med anden hånd (Borchsenius'): Modtaget d. 8 Marts 83. tilbage
[2] Bogen: Sandinge Menighed, der udkom 26.4.1883. tilbage
[3] juridisk Embedsmand: Fortælling må være "Arv" (først offentliggjort i Landsbybilleder), og sandsynligvis er det svogeren, birkedommeren på Samsø, Niels Kampmann, der ikke er råd til at besøge. tilbage
[4] Kristian Kjbhvn.: Peter Hansen: Kristian Kjøbenhavner, hans Planer, Overvejelser og Idrætter, sandfærdig fortalte, 1882, 302 s. Anm. af OB i Ude og Hjemme, nr. 282, 25.2.1883, s. 269. tilbage