Erik Henrichsen

I en Alder af 52 Aar er den bekendte politiske Skribent, Overretssagfører Erik Henrichsen afgaaet ved Døden. Hans Virksomhed havde i omtrent et Aarstid været lammet af en tiltagende Nervelidelse, der nedbrød hans aandelige og legemlige Sundhed.

Med gode, man tør sige usædvanlige Evner, med et skarpt og klart Hoved, megen Sans for Form og Stil, med omfattende Kundskaber og betydelig Kultur forbandt Erik Henrichsen andre Egenskaber, der hurtigt bragte ham i et skævt Forhold til det virkelige Liv. Med nogen Ensidighed kunde man sige, at hans Skæbne bestemtes af noget rent udvortes, af hans Skikkelse, der ikke blot var lille og uanselig, men som han selv følte som komisk, af hans Organ, som han ikke beherskede, men som spillede ham slemme Puds, naar han optraadte som Taler. Frygten for at blive overset eller maaske endda spottet parrede sig hos ham med en brændende Ærgerrighed og Følelsen af eget Værd; hans Væsens Skyhed og Pirrelighed og hans sygelige Reageren over for Krænkelser, virkelige eller indbildte, slog over i en Trang til Selvhævdelse, der viste sig allerede i hans ydre Optræden, hans Gang og Væsen, og som kom stærkere og stærkere frem, jo mere han følte sig forurettet af Livet, jo mere bitter han blev.

Paa Baggrund af disse fysiske og psykiske Dispositioner maa hans Levnedsløb ses og forstaas. Det vilde ellers være ganske ubegribeligt, at den baade velbegavede og retsindige Personlighed, der debuterede som radikal Politiker og bl.a. – for nu snart en Menneskealder siden – skrev læseværdige Artikler her i Bladet, og som ved hele sin Aandsretning var knyttet til radikal Intelligens, senere fjernede sig mere og mere og gik over til Moderationen, hvor han ikke hørte hjemme, og hvor han heller ikke følte sig hjemme. Og alligevel er der Træk hos ham, man vanskeligt forstaar, f.Eks. hans Omtale og Bedømmelse af hans Læremester Hørup og i det hele mangt og meget i hans Forhold til gamle politiske Venner og Kampfæller.

Dog, det vilde føre for vidt at komme ind herpaa. Skal man karakterisere Erik Henrichsens Forfatterskab, der fandt sit mest typiske Udtryk i hans to Binds Værk om "Forfatningskampens Mænd", maa man anerkende den beundringsværdige Flid, hvormed han havde gennempløjet gamle Rigsdagstidender, og hans Evne til at skildre de enkelte Personligheder paa Baggrund af Halvfjerdsernes og Firsernes indviklede og nu halvt forglemte indrepolitiske Intrigespil. Han gød – ikke mindst ved en Fremstillingsevne, der er anerkendelsesværdig – nyt Liv i et Stof, der allerede omtrent var dødt. Men utvivlsomt tilfredsstillede heller ikke dette historiske Forfatterskab hans Ærgerrighed, der drog ham mod den praktiske Politik, som han ingen Udsigt havde til at reussere i. Der groede op i ham meget smaaligt Nag. Med et andet Sind havde han haft Betingelser for et lykkeligt Liv. Velanset, som han var som Forretningsmand, velsitueret, nøje knyttet til en Kres af Forfattere og – gennem Den frie Udstilling, til hvis Start han medvirkede – til en Række af vore betydeligste Kunstnere bød Livet ham meget, kun ikke den Folkegunst, den politiske Magt og Indflydelse, hvorefter han stræbte. Dette Misforhold førte ham ind paa Tungsindets Bane.

V.K.

Noter.

Erik Henrichsen var Søn af den i sin Tid ret bekendte Prokurator A.F. Henrichsen: gennem sin Moder var han beslægtet med Familien Nansen, han og Peter Nansen var kødelige Fætre. Han blev Student fra Metropolitanskolen og i 1892 Overretssagfører. Han har udgivet Monografier om Viggo Hørup (1910), Christen Berg (1911) og i 1913-14 "Mændene fra Forfatningskampen", der udkom med Understøttelse af Carlsbergfonden.

Erik Henrichsen var ugift.