Betragtningens Time

Den Artikel, Dr. Vedel har skrevet i Januar-Heftet om Forholdet mellem Akademikerne og Folket, har i Det ny Aarhundredes Hefte for 15de Januar faaet nogle Knubs af Dr. P. Munch og er derefter i Heftet for 1ste Februar blevet imødegaaet af Hr. Quidam. Jeg skal ikke komme ind paa forskellige andre Spørgsmaal, Debatten har berørt, og som maa forbeholdes til senere Lejlighed, f.Eks. den alle Quidammere iboende Forvisning om, at "fremskredne" Anskuelser paa alle Omraader hænger sammen, saa at man altsaa ikke kan være Venstremand uden ogsaa at være Symbolist, Wagnerianer, eller hvad der for Tiden paa andre Omraader er "at være i Spidsen af Bevægelsen". De efterfølgende Betragtninger holder sig til, hvad der for mig er Hovedsagen.


Det er meget naturligt, at Forholdet mellem Akademikerne og Folket paa ny gøres til Genstand for Drøftelse. Dette Forhold har behersket det politiske Liv i Danmark fra Forfatningens Indførelse og til vore Dage. Intet andet Forhold har saa dyb en Rod i Fortidens Politik og saa gode Anlæg til Vækst i Fremtidens. Det indeslutter i sig Forfatningspartiets Spaltning i Bondepartiet og det nationalliberale Parti, og efter dette Partis Undergang det sejrende Venstres Spaltning i et veritabelt Bonde-Demokrati og et radikalt Intelligensparti. Det begynder som det menige Folks Kamp for Ligeberettigelse med Akademikerne, og er endt som Akademikernes Hævden af Ligeberettigelse for deres Krav og Interesser.

244 Dette Formaal kan ikke forfølges uden at Akademikerne samtidig træder ud af den aktive demokratiske Politik, i hvert Fald ikke forfølges med Energi. Thi paa denne Basis er Akademikernes Sag paa Forhaand tabt. Man kan ikke paa én Gang være Demokrat og høre til "Professorpartiet", for at bruge en fra Fortiden kendt Betegnelse. Det var den Misforstaaelse, de Nationalliberale gjorde sig skyldige i, den staar som en Advarsel i Fortidens Politik, som Nutiden altid burde huske.

Det var naturligt, at dette Mindretal af Ideologer hjalp Demokratiet med at komme i Sadlen – nu, da det sidder der højt og fast, er det ligesaa naturligt, at Selvopholdelsens Instinkt melder sig hos dette Mindretal, at det bygger sig sit eget Hus og gør dette Hus til sin Fæstning.

Denne Selvhævdelse fra Akademikernes Side er ikke fra i Dag eller i Gaar. Det er heller ikke en Opfindelse af ny Dato, at denne Selvhævdelse, naar der skal rumles med den ude i Landet, kaldes "Indbildskhed". Da de Moderate og de Radikale i Sammensmeltningens Dage tog Livtag med hinanden, blev der slaaet i Bordet fra den krænkede Sagkundskabs Side med en anderledes Heftighed og Højrøstethed end den Opfordring til i Tide at indtage sin Post, som Dr. Vedel nu har udstedt. Hr. Quidam behøver blot at erindre, hvor stor Forargelse det f. Eks. fra alle Sider i den frisindede Verden fremkaldte, at det af nuværende Generaltolddirektør Marcus Rubin med stor Sagkundskab udarbejdede Forslag til Alderdomsunderstøttelse, som Berg og Hørup forelagde i Folketinget, blev modtaget af de Moderate med aabenlys Respektsløshed.

Nogen tilsvarende Formastelse har det nu regerende Demokrati ganske vist ikke gjort sig skyldig i. Men det har, som Dr. Vedel siger, taget ved Lære, det har gjort Hævdelsen af det umiddelbare Demokrati til det første og vigtigste Program, og det ikke blot i Rigsdagen, men ogsaa udenfor Lovgivervirksomheden. I den offentlige Debat har det fordret det folkelige Selvstyre gennemført, og i Videnskab, Kunst og Litteratur ikke villet anerkende Magter, der var ved Siden af Demokratiet. Det er ikke Meningen, at Demokratiet skal dyrke disse Magter i et saadant Drivhus af æstetisk Forkælelse, som vore Forfædre fra Guldalderen gjorde, men blot at de skal anerkende dem som Magter af aristokratisk Natur. Det er at drive Demokratismen for vidt at fordre den gennemført ogsaa paa disse Omraader. Saaledes har engang Kultusministeren, da han var til Stede ved en Kunstnersammenkomst, 245 demonstrativt opstillet Husmandskunst som det Ideal, han vilde lægge Landets Kunstnere paa Sinde at stræbe efter. Saaledes er en litterær Kritik af visse Værker, f. Eks. Skjoldborgs Husmands-skildringer, en Bedømmelse efter digteriske Fortrin og Fejl, fra demokratisk Side uden Modsigelse blevet stemplet som et Forræderi mod Demokratiet. Om den Plads, Kunsten kan opnaa i et gennemført Demokrati, faar man et Vink, naar man i Bladet Socialdemokraten i hvert Nummer træffer denne faste Rubrik: "Kunst, Varieté, Møder og Sport". Og naar det gaar saadan med Kunsten, hvad skal det saa blive til med Videnskab og Fagkundskab? Under Retsreformens Behandling i Folketinget forefaldt en Scene, der viser, hvor mistænksomt Demokratiet er paa dette Punkt. I Forslaget fandtes en Bestemmelse om Oprettelsen af et juridisk Raad, halvt af Sagførere, halvt af Dommere. Dette Raad skulde ikke have den ringeste Myndighed. Det skulde blot kunne gøre Indstilling til Justitsministeren om saadanne Mangler, Reformen under sin Virken aabenbarede. At der i et saadant nyt Maskineri paa 1081 Paragraffer er en Mængde tekniske Enkeltheder, som kun Fagmænd forstaar, og som først viser deres Virkning i Praksis, er begribeligt for enhver. Og det stod jo Folketinget frit for, hvis Ministeren tog disse Henstillinger til Følge og foreslog Loven ændret i disse Retninger, da at forkaste dem. Ikke desto mindre rejste der sig i Anledning af dette ganske uskyldige Forslag en Storm i Folketinget. Flertallets Ordfører, Dr. Oskar Hansen, erklærede Forslaget for ganske unødvendigt, fordi Befolkningen gennem sin Presse og sine Rigsdagsmænd havde tilstrækkelig Adgang til selv at rette mulige Mangler. Han mindede om, at det danske Folk i Aarhundreder havde maattet undvære enhver Indflydelse paa Bevillingsmagten, Lovgivningsmagten, Domsmagten, og paastod, at Forslaget sigtede til Bevarelsen af denne Trældomstid. Og med overvældende Flertal blev Forslaget stemt ud.

Og med denne stærke demokratiske Strøm forener sig en anden, der fører mod samme Maal. Efter den politiske Retskamps Afslutning er det ideelle Sving, der bar Politiken oppe, gaaet i Staa. Den Blanding af Idealitet og Realitet, der bør være i al Politik, staar i Fare for at afløses af en ren Realiteternes Politik. Vi ser det med Retsreformen. Dens drivende Kraft skulde netop være en Idé, thi Ret er Idealisme. Men saa lidet virker denne Kraft, at Interessen for Retsreformen, der hele Tiden ikke har været stærk i Folketinget, nu næsten synes i Færd med at dø ud. 246 Naar Hr. Quidam siger, at det er "Sagerne", der efterhaanden udvider Forskellen i Anskuelserne, er dette utvivlsomt et Fejlsyn. Det er Svinget i den Kraft, der driver det politiske Maskineri, Løftestangen i det offenlige Liv, den er det, der virker forskelligt paa de to Bestanddele af det gamle Venstreparti.

Under denne Sagernes Tilstand maa en politisk Akademiker have Lov til at unde sig en stille "Betragtningens Time", i hvilken han spørger sig selv, om ikke den Kraft, han betyder, under et demokratisk Statsliv bedre kommer til sin Ret ved at staa udenfor den egentlige Partikamp. Kun den, der raadspørger de politiske Strømninger og Vinde med det samme Øje, hvormed en Skipper spejder efter den Vind, der kan give hans Skude den bedste Bør for Sejladsen, har ikke Tid til at standse Manøvreringen.


Hvis ikke Modsætningen mellem Folketing og Landsting paa ny standser Udviklingen, byder Situationen Akademikerne en Mulighed for Indflydelse, hvoraf ingen Fortrydelse kan komme. De kan stille deres Evner til Raadighed for Demokratiet paa samme Maade som mangen en Videnskabsmand har gjort det under Absolutismen, som A.S. Ørsted f.Eks. gjorde det under Frederik VI. Denne Medvirken behøver ingenlunde at indskrænke sig til Udførelsen af, hvad Demokratiet har besluttet. De kan give Demokratiet Ideer og Inspirationer, som Professor Gertz gjorde ved Skoleloven og Professor Faber i Tuberkulose-Sagen, og som det ogsaa vil blive muligt for juridiske Videnskabsmænd. Men de maa være sig bevidst, at de tjener Demokratiet som dets Embedsmænd i samme Aand som Enevældens Embedsmænd gjorde. De maa opgive at sige: Det er os!, at være "Regering" og Ledere, og denne Resignation falder mange magtsyge og reklamelystne Mennesker meget vanskelig. Man kan ikke i denne Stilling svinge til og fra og kigge efter Vind og Vejr som de store Statsmænd og Taktikere i Politiken og deres mindre Lærlinge i Det ny Aarh.

Hr. Quidam derimod har tiltænkt Akademikerne en Rolle i den aktive Politik. Med en kraftig Ed i Bordet kalder han Fanden til Vidne paa, at de skal "tage Del i Striden", "gaa i skiftevis Alliance og Livtag", "give deres Ord med i Laget saa kraftigt de formaar". Hr. Quidam maa enten være en ung og meget naiv Sjæl, hvem Talemaader af den Slags faar til at vrinske som Stridshesten ved Trompetens Klang, eller ogsaa en ældre Rotte, som vil holde sit akademiske Mandskab i Beredskab til Fremtidens Bataljer 247 ved hjertevarme Løfter om den Borgerkrone, Videnskabsmanden paa den politiske Stridsmark kan føje til sin Laurbærkrans. Et saadant Billede virker dragende paa Fantasien. Kun Skade, at de fra vor hjemlige politiske Mark hentede Eksempler giver et ganske andet og mindre tillokkende Billede.

Det er kun et Aar siden, at der sidst tilbød sig den Lejlighed for Videnskabsmanden til at "bevare sig frisk" ved at "deltage i det, der levende bevæger Folket", som Hr. Quidam taler om i saa bevægede Ord. Det var Adressen om Indførelse af Forholdstalsvalg ved Borgerrepræsentantvalgene i København. Der var ogsaa adskillige Akademikere, der benyttede denne Lejlighed til at tage et "frisk" Bad i det offentlige Liv, – det kan være nok at nævne et enkelt Navn, Professor Høffding. Det er unødvendigt at afgøre, hvem der havde Ret, Tilhængerne eller Modstanderne af denne Bevægelse. Kun saa meget er vist, at Enhver kunde underskrive denne Adresse med god demokratisk Samvittighed. Her var altsaa en Strid, et Livtag, en Diskussion. Og hvad blev det saa til? Til en Overdængen med Grovheder, en Række Beskyldninger for Dumhed eller Forræderi, ikke blot fra Socialdemokratens Side, men ogsaa fra Politikens, som dog burde være det nærmeste Tilflugtssted for Akademikernes Kampe, saa at det formelig lød som en Sagtmodighedens Røst, da Hr. P. Munch med sin bedstefaderlige Værdighed nøjedes med at stemple dem som "helt umyndige i Politik".

Eller husker Hr. Quidam ikke mere, hvordan det gik de uforknytte Mænd, der opfyldte " Forpligtelsen til at sige, hvad de havde paa Hjerte" i den vestindiske Sag, f. Eks. en Videnskabsmand som Overkirurg Tscherning. I en saadan Sag, der ligger udenfor Partipolitikens Ramme, skulde man synes, der maatte være Raad til en Debat i lidt større Stil og med større Højsind, især over for Mænd, der, selv om de havde Uret, kun fulgte en oprigtig Overbevisnings Tilskyndelse. Hr.Quidam vil maaske paastaa, at der ved den Lejlighed blev udfægtet en af de ridderlige Turneringer, der har inspireret hans veltalende Proklamationer til Videnskabens Mænd. Vi andre husker kun en ganske ordinær Lynch-Justits, en Udlevering af disse Mænd som Syndere, der skulde straffes, en Dom uden Forsvar eller Appel, og lige i Hælene paa Dommen en Eksekution paa det dertil indrettede Skafot, alt efter det gamle Af-skrækkelsessystems bedste Forbilleder.

Hr. Quidam nævner Mommsen og Virchow – han behøvede 248 ikke at gaa udenfor Landets Grænser, han kunde nævne en indenlandsk Videnskabsmand sorn Professor Georg Brandes blandt dem, der har fundet "Tid og Raad til at tage Del i Striden". F.Eks. under Valgkampen 1901, ved Valget i Kallundborg. "Det er ikke sagt, de trænger igennem" – siger Quidam. Nej, det er vist nok. Professor Brandes trængte f. Eks. ikke igennem. Ved et journalistisk Tag, probat som et Næveslag fra oven nedad, blev Usynlighedens Hat smældet ned over Øjnene paa ham og forvandlede ham fra nærværende til fraværende. Og dermed var Tvisten afgjort. Thi et er jo, som Quidam siger, sikker Ret: de fraværendes Uret.

Sagen er den: Den aktive Politik kræver i vore Dage af sine Mænd en hel anden Udrustning end de Aandens blanke Vaaben, som Hr. Quidam i sit Fantasteri bilder sig ind. Den Videnskabsmand, der vil følge hans Raad, vil komme derfra som Don Quichote. Den, der vil gribe aktivt ind i demokratisk Politik, maa enten støtte sig til et Lag af Befolkningen, en Klasse eller en Kreds af Vælgernes Tusinder, som han repræsenterer, hvis Vilje han udfører, og hvis Sag han taler. Eller ogsaa maa han til sin Raadighed have en stor Avis. Men hertil hører mange Penge, et stort Forretningstalent og ikke mindst den af Bankchef Christensen hos Kjelland saa højt anpriste Næse, der som en paalidelig Jagthund altid er paa det rigtige Spor. Men over ingen af disse Betingelser disponerer Videnskabens Mænd.

Det er til dette, det politiske Maskineris Grovhed, at Dr. Vedel har sigtet, naar han har talt om "det højeste Brøl". Ingen vil kunne benægte, at en Avis med 22,000 Abonnenter har kraftigere Lunger end et helt Fakultet af Videnskabsmænd. Herbert Spencer har i en Artikel "Tilbagefald til Barbari" skildret denne folkelige Forkærlighed for de brutale Virkemidler. Han paastaar i samme Artikel, at den fri Stemmeret i Nordamerikas Fristater kun er en Illusion, og at den i England er stærkt indskrænket af Partityranniet. Skade, at denne Videnskabsmand nu er død, han kunde have fortjent at have faaet sin Andel af den Røffel, Hr. P. Munch har tildelt Videnskabsmænd, der skriver den Slags Artikler, for ikke at iagttage "den Forsigtighed, Videnskaben kræver af sine Dyrkere", saa vilde han nok ikke en anden Gang letsindigt have stødt Folket ud i Barbariet. Skade ogsaa, at Hørup er død, han, der har brugt Ordet Bestialisering om den Virkning, det politiske Maskineri udøver paa Mængden. Han kunde nok ogsaa have trængt til en Tilrettevisning fra samme faderlige Haand.

249 Men fordi Akademikerne erkender deres Magtesløshed og Evneløshed i den aktive Politiks for haardere Hænder anlagte Værksted, er de ingenlunde henviste til den Kiggen Stjerner fra Tankens Slot, som Quidam med en af de grove Overdrivelser, han maa længere ud i Landet med for at vinde Bifald, har opstillet som sin Modstanders Ideal. Man maa virkelig være lidt af en Hysteriker for at mene, at der ikke er andet Valg end et Livtag i den aktive Politiks Brydekamp og saa Stjernekiggen. For dem af den akademiske Ungdom, der ikke vil nøjes med den Fortjeneste, de kan indlægge sig af at være Demokratiets Ombud, naar dets Love skal føres ud i det praktiske Liv, dets Institutioner vokse sig stærke indefter ved en Strøm af det kraftige Initiativs Blod – for dem aabner Horisonten sig ude i det fjerne, derude, hvor den praktiske Politiks Partiverden hører op og Fortidens Partiparolers Stikord dør i en ny Dag med nyt Udsyn, med ny Luft under Fanerne, og hvis første Gærning det derfor maa være at lufte ud efter Fortidens "Frisind" og føre en Uafhængighedskrig mod dem, der, skønt forstenede i Fortidens Nag og Had, dog vil vedblive at føre Fornyelsens Mærke i deres Skjold.

Hvis Hr. Quidam vil have et beskedent Eksempel paa en saadan Bestræbelse, kan man uden Undseelse og uden Ubeskedenhed nævne et Tidsskrift som Tilskueren. Det er saa langt fra, at dette Tidsskrift har været den stjærnekiggende "Tilskuer", som Hr. Quidam søger at indbilde sine Læsere, at det tværtimod har været et gæstfrit Hus for fri Skribenter, et Fristed for mange Ord, der havde Bud til Folkets Frisind og Retfærdighed, og som ellers vilde have været husvilde. Ord, der maaske ikke er bleven hørt saa viden om, som deres Ærind rakte, men hvorfor? Fordi de ikke gik noget Partis Ærinde, fordi de meldte sig med Uafhængighedens Kokarde, fordi de ikke var blevet afstemplede i de Kramboder, hvorfra Folket faar udleveret sine daglige Rationer af velassorterede færdigsyede Varer, og hvor derfor enhver Tanke, der har sit eget Præg, og enhver Vilje, der vil sin egen Vej, er Kontrabande.

En saadan lys Stribe, som Dr. Vilh. Andersen har talt om i en anden Sammenhæng, er det Akademikernes Opgave at holde aaben ogsaa i det politiske Liv. Det er en saadan Ventil, hvorigennem Spændingen, naar den bliver for stærk, faar Luft. Det er en saadan Reserve af friske Følelser og frie Tanker, ufordærvede af den daglige Taktiks Møl og Rust, ubeklippede af Partihensynenes Tilskæren, der i Farens Stund rykker til Undsætning.

250 Det har den nyeste Historie vist et Eksempel paa, der burde ringe for Ørene af ethvert politisk Menneske med demokratisk Sindelag. Det er Dreyfus-Sagen1. Med Livets og Erfaringens Styrke trænger den sig ind i denne Strid om Akademikerne og Folket med sit Ansigt, hvis Blik kaster Lys over begge Parter.

Dreyfus-Sagen, det var ikke en Prøve paa, hvad Folkesjælen rummer i sit Dyb, thi et er Folket selv, et andet Demokratiet som politisk Begreb. Dreyfus-Sagen, det var derimod en Prøve paa, hvor farligt Demokratiet, naar den aktive Politiks Maskineri med sin Taktik og sin Partitvang har drevet sit Spil med det, kan blive for sig selv, for de Idealer, hvoraf det er skabt og igen har skabt i sit Billede. Og denne Prøve, den eneste helt til Bunden gaaende, Nutiden har kendt. blev foretaget i det Land, der har den mest udstrakte Valgret blandt Europas Lande, hvor de folkelige Magter og Institutioner, den offentlige Mening, Pressen, det folkevalgte Kammer, Juryen, ikke er skabte i Gaar eller i Dag, men fæstnede ved en Tradition og Mønstre for andre Nationer. Derfor kan ingen Demokrat fornægte at tage Lære af denne Prøve, selv om han, naar han betragter dens Medusahoved, føler sit demokratiske Hjerte forstenes.

Men denne Sag var ogsaa en Prøve paa, hvor nødvendigt det er, at der er en Magt ved Siden af Demokratiet, og en Belæring om, hvor denne Magt skal skabes. Thi en Betragtning at' Dreyfus-Sagen giver ikke blot et forstenende Indtryk. Som der er to Sagn om og to Fremstillinger af Medusa, en, hvorefter hun er et Uhyre, ingen tør se paa, en anden, hvorefter hun er en ung og skøn Kvinde, vil man i Dreyfus-Sagen finde begge Billeder. I den ædelmodige, af Hjertets Tilskyndelse alene dikterede, for al Klogskab og Beregning befriede Maade, hvorpaa en hel Kres af Akademikere, Forfattere, Videnskabsmænd, Embedsmænd og Dommere, greb ind i denne Sag og reddede Frankrigs Ære, er der netop et Indtryk af noget kvindeligt. Disse Mænd havde ikke givet sig af med Deltagelse i det politiske Liv, og de manglede dog tilsyneladende ikke den Friskhed, Quidam paastaar, at Akademikeren alene opnaar ved at træde i nær Forbindelse med Demokratiet. Disse Mænd havde isoleret sig paa en Maade, der betænkeligt nærmede sig til, hvad Quidam kalder "at gøre sig til Kaste", og det syntes dog, som om de ikke var befængte med den "veritable Raahed", som Quidam paastaar, at der gaar i den Slags Folk. De havde været f raværende, og et er jo efter Quidam "sikker Ret", at de fraværende 251 har Uret. Og dog, det syntes ikke saaledes her. Det syntes netop, som om de fraværende fik Ret og de nærværende Uret. Mon det var en Tilfældighed, at der mellem de Mænd, der antog sig denne farlige Sag fra dens Begyndelse, naar undtages Jaurès, ikke var en eneste, der var Medlem af det Deputeretkammer, der altsaa var det franske Demokratis udtrykte Billede, og at Jaurés, Kammerets eneste retfærdige, blev styrtet straks ved det første Valg derefter? Eller var det enTilfældighed, at Sagen, hver Gang den kom for Juryen, haabløst gik til Bunds, og at der først, da den kom for Kassationsrettens akademiske Forum, skete Retfærdigheden Fyldest? Nej, paa Kammerets Talerstol, paa de Valgtribuner, hvor Kandidaterne til dette Kammers Sæder bejlede til Demokratiets Stemmer, i den Presses Spalter, der fabrikerede den offentlige Mening, dér vilde Picquart, Zola og den lange Række at Navne, der gik fra Mund til Mund over hele Verden, været blevet haabløst overdøvede af "det højeste Brøl", og først da de stod i Ly af Vidneskrankens Ukrænkelighed, kunde deres Røst trænge igennem.

Det kan være nyttigt at mindes nogle af Demokratiets Bedrifter i denne Sag.

Først Deputeretkammeret! Da Sagen kom op i Vinteren 1897–98, lød det gennem Deputeretkammeret: Tys! Der er ingen Dreyfus-Sag! L'affaire est close! De Herrer Deputerede skulde nemlig paa Valg i Foraaret, og deres Genvalg var for dem og efter deres Opfattelse ogsaa for Frankrig en Sag af ganske anden Vigtighed end et elendigt Spørgsmaal om Retfærdighed. Da Strømmen gik imod Sagen, gik de med Strømmen og raabte Forrædere efter dem, der forlangte Retfærdighed. Eller de, som ikke tudede med Ulvene, de tav. De deklamerede mod den klerikale Fare og mod det militære Diktatur og gav samtidig ved deres Tavshed disse Magter frit Spil. Og da Méline, Ministerpræsidenten, fra Kammerets Talerstol øvede Pression paa Justitsen med sin Erklæring om, at han havde Tillid til de 12 franske Borgere, i hvis Hænder han betroede Armeens Forsvar, jublede de som gale Mennesker.

Da Affæren saa var blevet appelleret til Vælgerfolkets Dom, og Dommen var gaaet den overvældende stærkt imod, fulgte den næste Bedrift. Det var Deputeretkammerels enstemmige Beslutning om, at Gavaignacs frække Tale, en ren Parade over falske Dokumenter, skulde hædres med offentligt Opslag. Den hele Verden 252 stirrede med forfærdede Øjne paa denne Enstemmighed, og man forstod hvor falsk den Opfattelse var, at det var "Sablen og Vievands-kosten", der tyranniserede Frankrig. Thi alle Partier var enige, Socialister og Radikale ikke mindre end Moderate og Monarkister.

Og for at Maalet skulde være fuldt, for at vise Verden, hvordan under Demokratiet Demoralisationen kan æde ethvert Retssamfunds Rod, den offentlige Retsfølelse, over i fuldt saa høj en Grad som under Despotiet, vedtog Folkets Repræsentanter den Lov, hvorved Dreyfus-Sagens Revision blev taget fra sit lovlige Værneting, Kriminalkammeret, fordi denne Domstol havde paadraget sig Mistanke om Uafhængighed. Det samme Demokrati, af hvis Retsfølelse de Garantier for Dommerstandens Uafhængighed, som alle Forfatninger opstiller, er fremgaaet, aad nu som Kronos sit eget Barn og udstedte en Lov, der skulde sikre Regeringen lydige Dommere.

At rode op i Avisernes Efterladenskaber fra den Sag, er uoverkommeligt. Man maatte som Herkules have to Floder til sin Raadighed for at paatage sig det Arbejde. Af den Skildring, Zola i et af sine aabne Breve fra den Tid har givet af dem, er der kun Grund til at nævne en enkelt Ting. "Jeg vil tro paa deres gode Tro" – siger han. Netop, det gør vi andre ogsaa. Den Slags aldrende Polemikere med forstenede Hjerner, som Zola kalder Redaktørerne af de store, hæderlige Blade, dem med et dagligt Oplag paa 22,000, de er altid i god Tro og de har altid Ret. De véd, at deres Venner og Partifæller er hæderlige, ansete, udmærkede og talentfulde, og dem paa det modsatte Parti enten Idioter eller Forrædere. Nej, ikke véd det, men de tror det, det er gaaet dem i Blodet, deres Hjerne har den Konstruktion, der gør denne Opfattelse naturnødvendig, og hvis En kom til dem og sagde, at en Mand af det andet Parti havde Ret eller var hæderlig, vilde de stirre paa ham med opspilede Øjne som paa En, der vilde binde dem et Ammestueeventyr paa Ærmet.

Endelig Juryen! Der gives i det hele Drama næppe en Scene mere gribende end da Zola træder frem for de Edsvorne. Dér staar han, dette Menneske, hvis Hjerte bæver af Medlidenhed med alle Samfundets ulykkelige, hvis Sjæl er en eneste stor menneskelig Sympati, i hvis Produktion hvert eneste Værk saa at sige er en Dreyfus-Sag om menneskelig Forurettelse, den bedste Demokrat, Verden har kendt, – der staar han for den Domstol, der skal udtrykke Demokratiets juridiske Samvittighed. Hans Motivers Renhed 253 er hævet over Tvivl. Og han taler Oprigtighedens ukunstlede Sprog, Ord, som enhver, der har Øre for Rettens Stemme, maa overbevises af, han taler som en Profet taler til sit Folk i et stort Øjeblik. Og han overhøres, overdøves, dømmes. Af hvem? Ikke af Generalerne og Munkene, som man haardnakket har søgt at give det Udseende af, thi det er ikke dem, der sidder paa de Edsvornes Bænke. Heller ikke af de 12 skikkelige Borgermænd, der sad der. Han dømtes af det Vrængbillede af en offentlig Mening, der fremkommer, naar den til det yderste ophidses af Partilidenskaben, dette vilde uberegnelige Dyr, der altid holdes rede i den politiske Taktiks Stald og slippes løs, naar det gælder. Og det gælder næsten hver Dag. I Dag gælder det at dække en enkelt kompromitteret, i Morgen dem, der er nødt til at gøre Vedkommendes Sag til deres, i Overmorgen Gruppen, den næste Dag Partiet, der skal dække sine Medlemmer, den næste Dag igen det med dette Parti allierede andet Parti, indtil tilsidst hele Demokratiet er gledet ud i Moradset, ude af Stand til at standse de Kræfter, det selv har sat i Bevægelse.

Vi saa dette Maskineri fungere i Dreyfus-Sagen og fungere saadan. at Landet naaede den offentlige Fallits Rand. En enkelt Uret var blevet begaaet. Det er en ligefrem Sag. Men grebet af det politiske Maskineri voksede denne Uret som en Lavine. Taktiken, Partidisciplinen. Gruppernes Konkurrence, Fraktionernes Tyranni fordrede Tavshed af en, forsigtig Diplomati af en anden, beregnende Udnytten af en tredje, en fjerde skulde dække en kompromitteret Meningsfælfe osv. Og saaledes hobede Uret sig paa Uret, Usandhed paa Usandhed, indtil Pelion var stablet paa Ossa.

Hvis nu den franske Videnskabs Mænd eller rettere hele Kresen af Ideologer var "bleven i Uføret", som Quidam forlanger af de danske, og havde blandet sig i den aktive Politik, saa vilde ogsaa deres Samvittighed og Tunge have været bundet. Thi ingen kan vente, at Akademikere skal vise sig mere staalsatte i denne Karakterprøve end Mænd af andre Stillinger. Tværtimod. En vilde have siddet som Fange i sin Gruppe, en være bundet af Hensyn til det Blad, han var Medarbejder ved, en ængstelig for at blive taget til Indtægt af sine politiske Modstandere, en anden ængstelig for at blive stemplet som Forræder. Og selv de, der havde talt, vilde Mistanken for at gaa deres Partis Ærinde have luret paa, medens de nu talte ud af den hensynsløse og umiddelbare Tilskyndelse, der dog tilsidst gør Indtryk og overbeviser.

Hvis man ikke vil opgive Spillet og henvise til den menneskelige 254 Nederdrægtighed i Almindelighed, skulde man synes, at det med Dreyfus-Sagens verdenshistoriske Oplevelse bag sig ikke skulde være muligt at fortsætte med den politiske Parti-Jargon, der er i Brug herhjemme, særlig ibland! de københavnske Radikale, hvem denne Sag dog burde gaa nærmest paa Klingen. Men vi kender vore Pappenheimere for godt til at vide, at de vil gaa den modsatte Vej og bare forlange mere og mere Partipolitik. De vil blive ved med, som Quidam, at tro, at den "retsnedbrydende Fortolkning" af Loven tilhører Provisoriets mørke Fortid, og at de selv straaler i et Lys af skrupuløs juridisk Samvittighed. Og dog har vi i det københavnske Livorgan læst Opfordringer til at tage med fast Haand paa en Fortolkning som den om de kongevalgte Landstingsmænds Opløsning, en Fortolkning, der virker nedbrydende paa den umiddelbare Retsfølelse og som der i hvert Fald burde tages paa med meget varsom Haand. "Den faste Haand" derimod, det var netop den, hvormed de Herrer Estrup, Bahnson og Scavenius omgikkes de Paragraffer, som dengang laa for.

Der er noget i dette folkepsykologiske Skuespil, der er Perversitet og religiøst Raseri, noget der minder om Middelalderens Fla-gellanter og Korstog. Men der bundfælder sig en Rest af politisk og moralsk Erfaring, og dette Dreyfus-Sagens bundfældte Kraftuddrag ligger i. at man her for første Gang i al sin Grelhed saa en Modsætning, som man ikke skulde have ventet og som derfor er vel egnet til at skære demokratiske Mennesker i Øjnene og ruske op i deres Samvittighed: Paa den ene Side et Ideal, og paa den anden Side Demokratiet med hele sin Slagorden af Institutioner: Det folkevalgte Kammer, Pressen, de Edsvornes Dommerbænk.


Der er lykkeligvis noget i denne Sag, og del en Omstændighed af stor Betydning, som ikke vedkommer Danmark. Det danske Folketings Bønder er af en anden og meget bedre demokratisk Race end de Politikere, der sad i det franske Deputeretkammer. I den Henseende staar det danske Demokrati meget højt, maaske højest i hele Europa, at dets Race er ægte, dets Politikere virkelig Demokratiets egne Mænd, fødte i Folket eller optagne i dets Midte ved Samliv med Folket eller Arbejde blandt det og i det. Og det skal nok vise sig at være et Styrkebælte om dets Støthed og Soliditet.

255 Men ulykkeligvis er der til Gengæld noget andet, som Enhver, der betragter de offenlige Forhold her i Landet siden Forfatningens Indførelse, maa blive slaaet af, og som rummer en stor Fare for Udviklingen.

I Danmark er der i de to sidste Menneskealdre blevet arbejdet saa at sige i en eneste Følelse, Partifølelsen. Hvis den gængse Skildring af de Nationalliberale ikke er overdreven, har de lagt tor og allerede drevet denne Følelse op til en Højde over det normale. Og Arven er blevet løftet af den Tid, der kom efter, fra begge Sider, mest dog fra radikal Side. Med den jærnhaarde Disciplins Løftestænger, med en sand Donkrafts Styrke, er Partifølelsen i de sidste 30 Aar paa alle Omraader blevet skruet op til en ganske abnorm Højde, indtil vi nu befinder os paa det Højdepunkt, hvor Partityranniet har de bedste Betingelser for at vokse Folket over Hovedet og lægge sit Aag paa dets Nakke.

Vort Land er i politisk Henseende ikke langt fra at være en Slags Frelsens Hær. Og i den Henseende gaar detParti, hvortil "de Intellektuelle" vel nærmest skulde høre, i Spidsen. Hvad der for 30 eller 20 Aar siden i det radikale Parti i København var levende Overbevisninger, er efterhaanden styrknet til Partifromhed, Autoritetsfølelse, Eftersnakkens Tomhed. Den gaar omkring iblandt os i Skikkelse af Kød og Blod. denne Partifromhed, lyslevende, med Hovedet paa Siden og Øjet fuldt af Bekymring for, at Hjorden ikke skal holde sammen, ganske som en Pastor, der vaager over sin Menighed og altid er bekymret for, at dens Fasthed skal rokkes. Dér, hvorfra for 30 eller 20 Aar siden Agitationen sendte sit "Lys over Landet". Lys over Tanker, Varme over Følelser, dér staar nu en Dør og over Døren et Skilt, der betegner, at fra Disken bag denne Dør "føres" der visse Sager og visse Mærker, som anbefales og opreklameres, men andre Sager og Mærker, der "ikke føres", de betragtes under Konkurrencens Synspunkt, dem nævner man ikke for Publikum, thi for enhver Pris gælder det jo om at hævde sin Plads i Gaden.

Hvilken Gru at læse Hørups 25 Aar gamle Artikler om Ploug og Fædrelandet og opdage, at den Metode, Hørup her skildrer som en Art mild Forrykthed, i endnu grovere Former har vundet Hævd i Nutiden i hans eget Partis og hans eget Blads politiske Maskineri.

Det er nu kommet dertil, at naar en kritisk eller dialektisk anlagt Natur i sin Virksomhed som Kritiker kommer paa tværs 256 snart af det ene, snart af det andet Parti, saa kan Quidam i sin Partihjærne ikke finde nogen naturlig Forklaring deraf, i den Grad strider det mod Krit kens Skik herhjemme, at være upartisk, men han opgiver Fænomenet som et mystisk "Kogleri".

Hvis et Land, i hvilket Partivæsenet har regeret saa voldsomt og længe, skulde møde sin Skæbne i en lignende Skikkelse som Frankrig i Dreyfus-Sagen, kan dets Personligheder og Institutioner være nok saa gode – Ingen kan dog vide, hvor dette Maskineri kan føre hen. Hvad vi har Brug for her i Landet er derfor ikke flere aktive Politikere, men tværtimod en Aand, der er den aktive Politiks Modsætning. Hvor saa mange Hænder har ageret, maa der ogsaa være nogle til at reagere. Lad Demokratiet styre, som Forfatningen vil. at det skal, lad dets ledende Mænd handle, men lad Tankens Mænd bevare Tankens og Tvivlens Uafhængighed. Vi maa rejse Tvivlsaanden igen. Mistænksomhedens og Ironiens Aand, rejse den i vor egen Lejr, som Partivæsenet har gjort til en dogmefast Menighed. Lad os høre op med at klumpe os sammen, vi maa have Ensomhed udenom os – den Ensomhed, som Generaltolddirektør Rubin engang i en Tale til Minde om Hørup i udmærket smukke og sande Ord nævnede som det, der havde givet den danske Bonde hans Holdning, da han første Gang stod i Stænderforsamlingen.

Det er netop Holdning, der tiltrænges blandt akademiske Venstremænd her i København som Reaktion mod den Holdningsløshed, der efterhaanden har faaet Overhaand hos dem, der har opkastet sig til Førere. Og de, hvem ikke en indre Tilskyndelse driver til at staa paa deres egne Ben', dem maa i hvert Fald en ren praktisk Nødvendighed føre dertil. Man være saa partitro, man vil, man sætte sin Ærgerrighed i altid at følge sit Parti – naar man ikke er Indviet, og har sin Gang dér, hvor Dagsbefalingen udstedes, saa render man jo forvildet om som et Faar, hvis Tøjr er revet løs, drevet snart den ene Vej, snart den modsatte, saa frem, saa tilbage, – lykkelig den, der har saa fin en Næse, at han kan vejre, hver Gang Vinden vender, men det Instinkt har Naiuren nægtet adskillige.

Der er desuden én Ting endnu. Hvor megen Ret, man har, og hvor megen Magt, man faar, – for at citere Quidam s Slutningsord – det beroer, naar man ikke derved forstaar den brutale Ret og Magt, Avismagten, Pengemagten, Partimagten, men den aandelige Ret og indre Adkomst, derpaa, hvor frit man staar, 257 hvor ensom og uafhængig man er. I den Henseende er der ved at ske et Omslag herhjemme. Der kan nævnes mange Partinavne og agerende Størrelser, hvis Betydning er i rivende Tilbagegang. For hver en Bog eller Artikel, de skriver, skriver de sig længere ud i Ligegyldigheden. Den aktive Politik hævner. Naar Tankens og Kunstens Mænd vil hamle op med det handlende Livs Mænd, og gribe til de samme brutale Midler, som er nødvendige, hvor der kæmpes om Magten, saa er der Gengældelse deri. Og omvendt! Se en Videnskabsmand som Jul. Lange, hvor højt hans Stjærne staar. Eller endnu bedre en Forfatter som Henrik Pontoppidan. Med hvor overlegen en Holdning staar han ikke i vor Litteratur, en Holdning, der hver Gang han udgiver en Bog, bringer alle Partikritikerne til at snurre rundt i en Uvished om, hvem han dennegang "holder med", der er ligesaa komisk som fortvivlet. Han har netop bevaret Ensomhed uden om sig, hvor de andre har ageret, har han reageret, hans Ironi skaaner ingen Fordomme, mindst de radikale.

Og hvis der ved en saadan Holdning ikke er anden Risiko end den, at man "forraader Friheden", som Quidam siger, saa kan vi vist alle være uden Frygt. Friheden! saadan i al Almindelighed, det var noget, der forekom i Plougs Studenterviser, men i den yngre Generation nutildags er der ikke et tænkende Væsen, der forbinder nogen Forestilling dermed. Og Forræder – det Ord vækker heller ikke i vor Generation den brødetunge Alvor i Sindet, som vist tilsigtes dermed. For vort Øre lyder uvilkaarligt Melodien til Figaros Sang i "Barberen", og vore Læber begynder at nynne:

Forræder her, Forræder hist,
Forræder først, Forræder sidst!

ERIK HENRICHSEN

 
[1] Dreyfus-Sagen fandt sin afslutning i 1904 da den franske jødiske officer blev frikendt efter to gange siden sin arrestation i 1894 at være blevet uretfærdigt dømt for spionage. tilbage