"… Den Dyrehavsbakke, som moderne
Journalistik jo er"¹

– Henrik Pontoppidan og journalistikken

Af Ulrik Lehrmann

Henrik Pontoppidan og "denne uhyggelige Allestedsnærværende-Mani"

I De Dødes Rige (1912-16) leverer Pontoppidan små kritiske indspark om pressen. Journaliststanden karakteriseres f.eks. i forbindelse med afsløringen af præsten Mads Vestrups utugtige liv som "Pressens glammende Støverkobbel" (s. 48), og under Torben Dihmers rekonvalescens i Sydeuropa løber han ind i den selvbestaltede partistrateg hr. Zaun, som lider af søvnløshed, og der udspiller sig flg. samtale:

"De ligger hernede for Deres Helbred, Hr. Zaun?"
"Ja, jeg lider desværre i høj Grad af Søvnløshed."
"Ja, det kan være slemt, Jeg har kendt lidt til det samme. Men – ja, tilgiv mig – men læser de ikke for mange Aviser, Hr. Zaun?"
"Ok nej, man overkommer desværre saa skrækkelig lidt! Bladene vokser i Omfang Aar for Aar – der sker jo saa uhyre meget nu om Stunder – og det har dog altsammen Interesse, ikke sandt? Men det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt Overblik over Verdensbegivenhederne.
[…]
Aftenbladene melder om en stor Jernbaneulykke i Japan. Næsten hundrede Mennesker skal være omkommet. I Østerrig er der store Oversvømmelser, som ogsaa skal have kostet Menneskeliv. Og hvad mener De egentlig om Portugal, Godsejer Dihmer? Jeg vil sige Dem, jeg frygter meget for, at man der staar foran en Katastrofe. Jeg veed ikke, om De har læst det sidste Nummer af Times? Baade Landets politiske og økonomiske Forhold skildres der i en Artikel, som maa vække de alvorligste Bekymringer. Da vi mødtes, gik jeg netop og tænkte paa, at der sikkert kun er een Redning nu, en fuldkommen Omordning af Landets indre Styrelse i Forbindelse med et evropæisk Statslaan paa mindst 50 Millioner Milreis. Men jeg spørger mig selv: Hvem af deres Statsmænd dernede vil tage Initiativet? Sa da Bandeira gør det aldrig!"
Torben betragtede den lille Mand med oprigtig Medfølelse. Han kendte fra sin Fortid lidt til denne uhyggelige Allestedsnærværende-Mani, som blev indpodet Folk ved Aviserne.
(Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige (1912-16), Romaner og Fortællinger IV, 1925, s. 83-84)²

Pontoppidan udstiller et individ, som ikke kan leve uden, hvad der i dag ville svare til den stadige nyhedstrøm fra CNN og stadige opdateringer med nyheder fra internettet. Et individ, hvis omverdensorientering er baseret på mediernes nyhedsflow, og som alligevel – eller måske netop derfor – må beklage sig over, at "det bliver mere og mere vanskeligt at skaffe sig et virkeligt Overblik over Verdensbegivenhederne".

30 år tidligere havde Herman Bang i romanen Stuk (1887) givet følgende skildring af arbejdet på en avisredaktion:

Den store Hurtigpresse begyndte at tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende Stød op gennem Huset. […]
Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr. Stær, med Revision paa "Litteratur": Der var strøget otte Linjer, han kunde næppe tale – otte Linjer....
– Der er strøget halvtreds, sagde Hr. Gravesen tørt.
– Men otte Linjer, som maatte ind.... Otte Linjer midt i Tankegangen. Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
[…]
– De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til et Par Depecher.
Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammede med sine forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man her. Vil De sige mig – hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her gælder det jo dog blot – at faa Numret fuldt.
– Ja, sagde Gravesen. (Herman Bang: Stuk (1887), 1987, s. 40-41)

I skildringen af det journalistiske arbejde betoner Herman Bang pressen som industri. Hurtigpressens taktfaste rytme udgør pulsen i bladhusets arbejde. I forhold hertil er den enkelte skribent reduceret til en anonym leverandør af tekst i bestemte kvanta for "at faa Numret fuldt". Den journalist, hvis artikel bliver maltrakteret, er meget betegnende litteraturanmelder. Udover at indfange den moderne journalistiks vilkår rummer scenen således også en bevidsthed om, hvorledes skønlitteraturen og de hermed forbundne forestillinger om individualitet og originalitet mister fodfæste i takt med den moderne presses og journalistiks fremmarch. I et videre perspektiv er det skønlitteraturen og den litterært orienterede skribent som centrale instanser i offentligheden, der er på vej til at vige pladsen for en alliance mellem medieindustri og populærkultur.

Hos såvel Pontoppidan som Bang skildres, hvorledes individet mister sit centrum i omgangen med de nye medier. Hos begge forfattere er der tale om kritiske forbehold over for medieindustrien. Forbehold, som er forankret i de to forfatteres fælles binding til en litterær dannelseskultur.

Der er imidlertid også afgørende forskelle mht. til de to forfatteres vinkling af den moderne medieverden. Tilspidset kan man sige, at Bang skildrer pressen ud fra en vinkel inde i maskineriet, mens Pontoppidan kritisk betragter hele mediehurlumhejet udefra. Bang kunne også trods visse forbehold karakterisere forholdet mellem journalistik og litteratur relativt afslappet: "Journalistikken stillede mig Ansigt til Ansigt med Livets Realiteter. Jeg saa Livsforholdene i deres Mangfoldighed, og jeg lærte at kende Sværmen af Mennesker. Journalistikken leverede mig Stoffet".³ Pontoppidan derimod skrev i et brev: "Den direkte Meddelelse er overhovedet ikke min Sag. Derfor blev jeg Digter, ikke Journalist eller Taler".⁴ Sat endnu mere på spidsen viser de to forfatteres forskellige forhold til offentligheden sig også i de overleverede fotografier: Bang poserer igen og igen for offentligheden, han bruger og lader sig bruge til offentlig (selv)iscenesættelse, mens Pontoppidan i de forholdsvis få fotografier, der eksisterer, nok lader sig fotografere, men ofte virker som om han hellere ville have været fri. Der er en stiv utilnærmelighed i fotografierne af Pontoppidan, og vi ved i realiteten meget lidt om hans privatliv.⁵ Bangs privatliv er derimod nærmest eksponeret offentligt. Denne forskel gør sig også gældende i den journalistik, de skrev, og i et videre perspektiv spejler de to forfatteres forskellige manøvrering i forhold til offentligheden og dens medier da også grundlæggende forskelle i forvaltningen af det moderne. Hvor Pontoppidan til stadighed er indfanget i en dannelseskulturel reservation over for moderniteten, der er Bang i langt højere grad en medspiller i det moderne, selv om han også kan have sine reservationer.⁶

Pontoppidans journalistår

Pontoppidans virke inden for dagspressen er ikke omfattende. I sammenligning med Herman Bang syner Pontoppidans journalistiske indsats således ikke af ret meget – og var det i realiteten heller ikke (se figur nedenfor). Bidragene til Politiken 1887-89 er meget spredte; i engagementet på Kjøbenhavns Børs-Tidende 1889-91, hvor han skrev under signaturen 'Urbanus', er det reelt kun de første fem måneder, han er produktiv; og ansættelsen på Politiken i 1897 varer kun to måneder.

I sine erindringer omtaler Pontoppidan kun sin ansættelse på Kjøbenhavns Børs-Tidende. Ernst Brandes (1844-92) overtog redaktørposten på Kjøbenhavns Børs-Tidende i april 1889, og som led i avisens omdannelse fra børsliste til en egentlig avis ansatte han unge skribenter som Pontoppidan, Viggo Stuckenberg og Johannes Jørgensen (redaktionssekretær). Avisen gik ind kort efter Ernst Brandes' selvmord (06.08.1892).

Hvis man kan tro den aldrende Pontoppidan, så betragtede han sin ansættelse som journalist som noget nær en forskrivelse til Fanden selv. Ernst Brandes' tilbud om et fast engagement ved avisen kommenteres således: "Af Frygt for at indfanges af Journalistikken havde jeg hidtil kun undtagelsesvis ladet mig friste af den Slags Tilbud" (s. 204). Om selve kontrakten med Ernst Brandes hedder det, at den "gjorde mig til en saadan professionel Bladmand, som jeg havde lovet mig selv aldrig at skulle blive" (s. 205). At blive journalist er at forskrive sig/sit selv ved at falde for fristelser "af den Slags". Tydeligere kan det vel ikke siges, at den aldrende Pontoppidan ikke var særlig stolt af den unge Henriks gerninger.

Når den unge Pontoppidan lod sig ansætte ved Kjøbenhavns Børs-Tidende, skyldtes det flere forhold. Pontoppidans liv var i 1889 i drift og ude af skrift. Han stod midt i en ægteskabelig krise, som resulterede i skilsmissen fra Mette Marie Hansen og ægteskabet med Antoinette Kofoed i 1892. Han var kørt fast i den roman, der skulle blive til Det forjættede Land (1891-95). Og i den situation har Ernst Brandes' djævelske tilbud om "et Honorar, der fuldtud sikrede mig Livsopholdet" (s. 205), og krav om at flytte til København formentlig været fristende.

Pontoppidan blev dog ikke journalist i moderne forstand – knap nok i sin samtids forståelse, hvor journaliststanden og journalistikken var på vej til at afgrænse sig som et særligt felt. Han bosatte sig på det endnu landlige Frederiksberg, viste sig sjældent på redaktionen uden for redaktionsmøderne, der blev holdt hver fjortende dag, og foretrak at sende sine artikler med posten. Denne rumlige afstandsmarkering i forhold til avismiljøet genfindes som en tidslig opdeling af arbejdsdagen: "Formiddagstimerne maatte jeg regelmæssigt ofre paa Journalistikken; Resten af Dagen og som oftest en Del af Natten ogsaa arbejdede jeg paa min Roman […]" (s. 209). I forhold til såvel rum som tid gælder det da for Pontoppidan om at lægge afstand til og indkapsle den moderne medieverden og det journalistiske skriveri. I et brev fra 1917 taler han ligefrem om, at han på Kjøbenhavns Børs-Tidende og Politiken "var uden Forbindelse med Bladets Redaktion og på en Måde havde min egen lille Avis i den store – hvilket naturligvis kun kunde gå en begrænset Tid".⁷ Som journalistisk skribent repræsenterer Pontoppidan derfor et ældre publicistisk lag i journalistikken, som netop i årene op mod år 1900 blev overhalet af nyheds- og reportagejournalistikken (personificeret ved Henrik Cavlings journalistik og hans journalistiske relancering af Politiken i 1905).⁸ Samtidig bør man være opmærksom på, at selv om Pontoppidans journalistik i udpræget grad er meningsfremsættende, så kan de fremsatte meninger ikke umiddelbart tilskrives Pontoppidan. Knut Ahnlund mener således, at Urbanus-signaturen er "en mask för ansiktet […]. Läser man kåserierna i sammanhang märker man att författarperonligheten ofta är en fritstående och fritt skapad figur. […] Man skall inte vänta sig någon konsekvent attityd".⁹

Pontoppidans journalistik og journalismen i forfatterskabet

Pontoppidans forhold til det journalistiske felt kan indkredses på tre måder. Man kan kortlægge og karakterisere hans indsats som journalist. Man kan foretage en tematisk læsning af forfatterskabet med henblik på at fremdrage, hvorledes det journalistiske felt optræder i hans romaner. Endelig kan man rejse det spørgsmål, om ikke Pontoppidans forhold til det journalistiske felt retteligen burde belyses i relation til hans realistiske fremstillingsform. Om det journalistiske moment ikke er en særlig realismeeffekt i romanerne?

Af en klummeskrivers meriter august 1889 og marts 1897

For at få et indtryk af karakteren af og spændvidden i Pontoppidans journalistik kan man se på, hvad han skrev om i en uge i henholdsvis 1889 og 1897. I begge tilfælde skrev han til en fast klumme: "Dagbog" (Kjøbenhavns Børs-Tidende) og "Enetale" (Politiken), hvori han leverede tidskommentarer og anmeldte nyudgivne bøger og teaterforestillinger.

Pontoppidan første "Dagbog"-artikel stod trykt i Kjøbenhavns Børs-Tidende d. 30. juli 1889 og indeholdt en kritisk præsentation af første nummer af det nye tidsskrift Af Dagens Krønike. I de følgende dage skrev han kommentarer om Elvira Madigan og Sixten Sparres selvmord på Tåsinge (01.08.) og stemningen i Tivoli (02.08.). Hvis man kigger på ugen fra mandag d. 19. til søndag d. 25. august, havde Pontoppidan sin faste "Dagbog"-klumme på hver dag bortset fra onsdag (21.08.). Avisen udkom ikke om mandagen. Otte år senere kunne Pontoppidan med sine "enetaler" i Politiken i en højproduktiv uge have en artikel på hver af de første af ugens fem dage. Det gjaldt dog ikke hver uge.

Ser man på indholdet af artiklerne, skrives såvel "Dagbog"- som "Enetale"-artiklerne tilsyneladende ud fra de foreliggende søms princip. I 1889 spænder artiklerne indholdsmæssigt fra aktuelle kommentarer til kristendommen (affødt af overværelse af et møde i Frelsens Hær på Frederiksberg Allé) og nyudgivne bøger til løst henkastede og ikke aktuelt forankrede stemningsbårne erindringsskitser. Dele heraf er førsteskrivninger af holdninger og oplevelser, der senere genbruges i Pontoppidans fiktionsværker. Værd at bemærke er endvidere, at Pontoppidan ikke forholder sig til sine emner som en moderne journalist. Hans kristendomskommentarer har tilsyneladende sit afsæt i overværelsen af et møde i Frelsens Hær, men dette møde inddrages kun perifert. Han er ikke journalisten, der leverer en reportage fra et kirkeligt møde. I stedet skriver han en pincipiel kommentar, hvor elementer fra mødet inddrages som dokumentation for hans synspunkt.¹⁰

Også "Enetale"-artiklerne er – som titlen angiver – meningsfremsættende tidskommentarer. De har som ofte et aktuelt afsæt som f.eks. søndagsgudtjenesten i Jesuskirken eller en artikel i Nationaltidende, men ligeså ofte er afsættet ikke tidsbundet, f.eks. et middagsselskab (16.03.) og overvejelser over livsanskuelse (18.03.). Emnemæssigt er det fortsat kristendommen og præsternes forvaltning heraf, der må holde for, men man kan også se en lille drejning i retning mod menneskets dybe uudgrundelighed (16.03., 18.03., 19.03.), hvilket svarer meget godt til det almindelige billede af forfatterskabets forskydninger i løbet af 1890'erne.

Som helhed gælder, at Pontoppidan tilsyneladende skyder med spredehagl for at få de respektive klummer fyldt ud. Afsættet kan være, hvad han tilfældigvis falder over (et møde i Frelsens Hær, en søndagsgudstjeneste, en avisartikel, en nyudkommen bog), men aldrig store samtidsbegivenheder. Da det ikke virker som om, han bedriver egentlig research, er han tvunget til, når ikke andet materiale viser sig (bøger, aviser), at skrive på erindringsstumper, og hvad der skal vise sig senere at blive til selvstændige fortællinger.¹¹ Derfor løber Pontoppidan ind i klummeskriverens blindgyde: "Jo hyppigere en kommentator skal præstere en mening, des større er risikoen for, at han ender som meningsmaskine".¹² Det er givetvis en væsentlig årsag til, at begge Pontoppidans forsøg på at blive klummeskriver bliver af så kort varighed. Så selv om Pontoppidan i to omgange udfylder rollen som fast klummeskriver, er det ikke helt ved siden af at hævde, at han ikke blev "en saadan professionel Bladmand, som jeg havde lovet mig selv aldrig at skulle blive".

Den kritiske intellektuelle som meningsdanner: Pontoppidans sprogarbejde

Et eksempel på Pontoppidans journalistiske skriveri og særlige stil er hans "Enetale" om den daværende prins Christians (den senere Christian X) forlovelse med den tyske prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (Politiken 27.3.1897).

Artiklen er grundlæggende ironisk sarkastisk. Den aktuelle forlovelse er kun et påskud til at få fyret en indenrigspolitisk bredside af mod Estrups militærdiktatur og hvad Pontoppidan opfattede som en tiltagende 'germanisering' af dansk politisk kultur.

De sproglige greb, Pontoppidan arbejder med, er for det første en gennemgående snakkesalig bagatelliserende tone, hvilket udtrykkes i vendinger som "Saa er […] da endelig", "Det er vel næsten ogsaa mere", "vistnok slet ikke saa", "Det er dog virkelig", "og meget, meget andet rart", "Hvorom alting er" og endelig brugen af små forbehold "vistnok", "maaske", "sikkert" og "sandelig vanskeligt nok".

For det andet bruger Pontoppidan nogle klicheagtige vendinger som "Menneskene […] er […] slet ikke saa umedgørlige, som de har Ord for at være", "en ung og […] ædel og indtagende Prinsesse til evig Arv og Eje", "Bliver vi ved, som vi har begyndt". På den måde fremstår sproget som beroligende selvkørende.

For det tredie er der en lang række underspillende ytringer, hvorigennem Pontoppidan fremstår med en foregiven naivitet. Det gælder udtryk som "virkelig et kønt Træk", "sandelig vanskeligt nok at afgøre, hvem af os det er, der er løbet af med Profiten". Hele udredningen af hvorledes erobringen af tyske værdier er sket "ved vor Klogskab", hvorledes germaniseringen af dansk politisk kultur kan ses som en tilbagerobring af tabet i 1864, hvorved grænsen mellem dansk og tysk er blevet udvisket, samt den bevidste fejllæsning af H.P. Holsts digt er skåret over samme læst. Endelig kan også artiklens afsluttende morale ("hvad en Konge gør, er altid det rigtigste") ses som en foregiven naiv underspilning, der som eventyrmorale med reference til H.C. Andersen står i et skærende modsætningsforhold til sin præmis.

For det fjerde modgås den underspillende naivitet af overspillende højt (billed)sprog. Det gælder vendinger som "hvor sandt profeterede ikke den gamle Digter" og for højstemte billedlige udtryk som "en Fredens Genius med en Palmegren i Haanden", "En ung Kærligheds Kaabe er lagt over gamle Skader".

Den samlede effekt af disse sproglige greb er en pendlen mellem for lidt og for meget, hvilket destabiliserer tekstens troskyldigt jublende pludren over den kongelige forlovelse. Herved foretages samtidig en proportionsforvridning af de indbyrdes årsag/virkningsforhold i forholdet mellem Danmark og Tyskland, hvilket tenderer mod det himmelråbende naive og groteske. Tyskland er ikke længere en aggressiv stormagt, der i 1864 erobrede Sønderjylland, men en nation befolket af medgørlige mennesker, der ikke længere bærer nag til Danmark og nu af "egen fri Vilje" overdrager en prinsesse til Danmark. På lignende vis er Danmark ikke længere en truet og nederlagsramt nation, men en sejrende nation, der "ved vor Klogskab" har erobret centrale tyske værdibastioner såsom provisorielovgivning, politidiktatur, agrarbevægelse "og meget, meget andet rart".

Selvom artiklens umiddelbare anledning er den kongelige forlovelse, er dens egentlige ærinde at gøre opmærksom på, hvorledes dansk politisk kultur har arvet autoritære og despotiske styreformer fra tysk politisk kultur. Bag den ironiske maske, der udgør artiklens grundlæggende fremstillingsform, fremstår en kritisk bevidsthed, som imidlertid netop i kraft af den ironiske fremstillingsform nok er kritisk, men uden anden forankring end den distanceskabende fordobling, der er indeholdt i den anlagte skrivemåde. Der er i bedste fald tale om at banke på hulheder i magtens sprog og tankemåde gennem proportionsforvridende under- og overdrivelser. Men den ironisk vrængende skrivemåde lægger sig samtidig åben for at blive opfattet som sur reaktion. Den følgende dag bragte Politiken således en artikel af Peter Nansen, hvori han muntrede sig over, at Pontoppidans artikel "vil faa Hjertet til at banke hos alle dem, der med længselsfuld Vemod mindes hine Dage, da Hr. Ploug stod i sin fejreste Dannevirkekraft" (Politiken 28.03.1897).

Pressen i Pontoppidans forfatterskab

Pressen spiller ikke nogen stor rolle i Pontoppidans forfatterskab. I Lykke-Per og De Dødes Rige er pressen ikke et anliggende i sig selv af interesse for Pontoppidan, men snarere et symptom på modernitetens vrangside, og under denne synsvinkel fremstår presseskildringerne i romanernes periferi eller i tilknytning til romanernes bipersonsgalleri. I begge romaner er der således tale om brug af pressen til at skildre modernitetens amokløb. Til gengæld leverer magtkampene inden for den københavnske presse en væsentlig del af handlingsrammen i Mands Himmerig (1927). Fordi skildringerne af pressen og dens personer indgår i romanernes samlede arkitektur og plot, er det imidlertid ikke ganske problemfrit at identificere romanernes skildringer med Pontoppidans synspunkt. Det er det klassiske problem, når man vil identificere en bestemt holdning i Pontoppidans romaner med Pontoppidans egen overbevisning.

Både i Lykke-Per og De Dødes Rige skildres pressen som sammenbrudsramt, fordi den ikke ikke kan påberåbe sig legitimitet som medie for den offentlige mening. Da Torben Dihmer mod slutningen af De Dødes Rige har trukket sig tilbage til sit gods Favsingholm, taler han "bittert om det moderne Inkvisitionstribunal, der kaldes den offenlige Mening, og om Pressen, der havde genindført Gabestokken, Brændemærkningen og den øvrige middelalderlige Tortur" (s. 223). I skildringen i Lykke-Per af sagfører Max Bernhardts metoder til at fremme sine forretninger på peges der direkte på, hvad det er, der har medvirket til at underløbe pressens og dermed også den offentlige menings autoritet:

[…] han [Max Bernhardt] havde øjeblikkelig vakt Forargelse blandt sine Kolleger ved at anvende Midler, som man hidtil ikke havde tilladt sig at benytte i den juridiske Forretningsverden. […] Ved at underkøbe Redaktører og Bladudgivere med vellønnede Bestyrelses- eller Revisorposter i sine forskellige Aktieselskaber havde han efterhaanden skabt sig en skjult Stab af interesserede Medhjælpere, hvorigennem han bearbejdede den offentlige Mening og skaanselsløst forfulgte enhver Modstander. (Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904), Romaner og Fortællinger I, 1924, s. 345)

Og ikke alene pressen som sådan fremholdes som en villig lakaj, også journalisterne skildres i et utvetydigt negativt lys. Journalisten Dyhring, der bliver gift med Jakobes søster Fanny, er en slags negativ spejlingsfigur for Per. Dyhring er skildret som en gennemkorrupt person, der set gennem Pers øjne "var en halvt foragtelig person, en Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller den offentlige Mening" (bd. I, s. 203). Baggrunden for Dyhrings position i offentligheden skildres således:

Med en soldatermæssig Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de Uinteresseredes vevre Smidighed havde han - støttet af et Ydre, der behagede Kvinderne - hurtigt opnaaet en indflydelsesrig Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse. Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst, der nærmede sig en Ministergage. (Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904), Romaner og Fortællinger I, 1924, s. 203-204)

Den strukturforandring, hvorunder "et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof" begynder at dominere pressens indhold på det politiske stofs bekostning, er skabelsen af en moderne omnibusavis, som netop finder sted i årene o. 1900 med Politiken som prototype. Det er en avistype, som den gamle politiker Enslev i De Dødes Rige karakteriserer som "at udmaje Bladet efter amerikansk Negersmag" (s. 156-157), og som redaktør Samuelsen, der ligesom journalist Dyhring er til fals for højestbydende, drømmer om at realisere:

Virkeliggørelsen af hans Drøm om et mægtigt, 24-sidigt Blad med en ærligt udstrakt Haand til alle Sider, med et særligt Søndagsnummer, en Sportstidende, et illustreret Onsdagstillæg for Børn, en Sundhedsbibel og et humoristisk Følgeblad med kolorerede Billeder, dette Kæmpeforetagende, der kærligt skulle omslutte hele Folket som en Polyp og nedslaa enhver Konkurrence […]. (Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige (1912-16), Romaner og Fortællinger V, 1926, s. 38)

I en sådan situation kan kampen for politisk frigørelse ikke fastholdes, og hele den del af De Dødes Riges handlingsunivers, der omhandler udmanøvreringen af den gamle partileder Enslev, er da også orienteret mod en kritisk fremholdelse af den politiske frigørelseskamps indre opløsning. Som anført i det indledende citat er resultatet af denne proces "denne uhyggelige Allestedsnærværende-Mani", hvor nyhedsflowet bliver det enkelte individs garanti for at være tilstede i verden, men samtidig en ekstrem udvendiggørelse af identitetsdannelsen.

I Mands Himmerig får kritikken af den moderne kommercielt baserede presse et større råderum, idet romanens handling er henlagt til et politiker- og journalistmiljø i forbindelse med en redaktørrokade på den liberale avis "Friheden" i tiden omkring 1. Verdenskrigs udbrud. Det politiske liv og pressen fremstilles i den forbindelse som gennemsyret af opportunistiske og kommercielle interesser – især set fra den forsmåede, misantropiske og desillusionerede redaktørkandidat Niels Thorsens vinkel. Som ung havde han troet, at det politiske systemskifte i 1901 var led i en demokratisk frigørelsesproces, men han har med tiden erkendt hulheden heri:

Han havde [i 1901] talt om Fortidens duknakkede Bonde, om Tvangsarbejdet paa Hovmarkerne og om Ridefogdens Pisk uden at forstaa, at det stadig havde lange Udsigter med Folkets virkelige Frigørelse. Endnu den Dag i Dag levedes der jo under Fortidens Trællekaar - blot med den Forskel, at det nu var Rigsdagsbaronerne, der var bleven Landets Naadigherrer, og Pressejunkerne, der holdt Folket i Skræk med Gabestok og træhest. (Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig, 1927, s. 120-121)

Det er et stærkt kritisk billede af den moderne mediekultur, Pontoppidan bringer til torvs i sine store romaner. En medie- og offentlighedskritik, som har fået et stort resonansrum i 1900-tallets kulturradikale mediekritik, men som samtidig placerer en kritisk intellektuel som Pontoppidan 'udenfor' den medie- og populærkultur, han svinger pisken over (jf. s. xx). I dette lys kan det ikke undre, at han i sine erindringer ser sin ungdoms journalistiske virke som en forskrivelsesakt, og at det er den mere 'gammeldags' meningsbærende kommentargenre, han skriver i, og ikke den 'moderne' reportagegenre.

Det journalistiske moment som realismeeffekt i forfatterskabet

Selv om Pontoppidan ikke udfoldede sig i særlig høj grad i avismediet, er det alligevel påfaldende, hvor journalistisk Pontoppidans store romaner er. Her tænkes ikke mindst på, hvor samtidshistoriske hans romaner er. For den samtidige læser har der været et lag af referencer til aktuelle begivenheder, der har medvirket til, at romanerne også har kunnet læses som indlæg i tidens debat – og den ældre sekundærlitteraturs evindelige jagt på realhistoriske modeller for denne og hin person i romanerne kan ses som et udslag af en sådan samtidsaktuel læsning (a la hvem var Jakobe og Jytte Abildgaard 'i virkeligheden'?). Det behøver ikke i sig selv at være uinteressant at lokalisere fronterne i de nygrundtvigianske kredse i forhold til Det forjættede Land, det moderne gennembruds personer i forhold til Lykke-Per eller den politiske venstrebevægelses svigt og indre opløsning i henholdsvis Det forjættede Land og De Dødes Rige. Min pointe her er imidlertid, at lige præcis den slags tidsbundne referencer, som man kan opfatte som journalistiske i deres anlæg, er et led i Pontoppidans realistiske fremstillingsform.

Romanen er er langt fra at være en ren genre, som kan afgrænses og artsbestemmes én gang for alle. Romanen har i sin proces indoptaget elementer af dagbogen, brevformen, biografien, den filosofiske traktat, den psykologiske sygejournal osv.osv. Og på Pontoppidans tid er det fremfor noget den moderne journalistik, som den realistiske roman står i et udvekslingsforhold med. Derfor kan man ikke reducere Pontoppidans store romaner til journalistik, men man kunne have en tese om, at romanernes rum og de handlingslag, der ikke er snævert knyttet til hovedpersonernes indre, er konciperet journalistisk. I Lykke-Per er der således elementer af kritisk erhvervsjournalistik og societysladder – for nu at sætte synspunktet på spidsen.

Jeg kan ikke udfolde synspunktet her, men kun anslå det ved nogle eksempler hentet fra fortællingerne "Knokkelmanden" og "Naadsensbrød".

Fortællingen "Knokkelmanden" blev trykt første gang i ugebladet Ude og Hjemme 13.04.1884 med et forord, som blev slettet i optrykket i Fra Hytterne (1887). I dette forord, der har karakter af et brev til Ude og Hjemmes redaktør, indrammes fortællingen som en sand historie:

Tillad mig at fortælle Dem og Deres Læsere en lille […] Historie, der i disse Dage er hændt her ude hos os, […].
Jeg kan paa Forhaand forsikre, at den i et og alt er sand; (Ude og Hjemme 13.04.1884, s. 346)

Der findes ganske vist andre træk i dette forord, der lægger op til en 'litterær' læsning af forordet, men under alle omstændigheder, er det påfaldende, hvorledes Pontoppidan ved hjælp af den ellers troværdige brevform vælger at illudere, at fortællingen skulle være en faktuelt baseret beretning fra "her ude hos os" svarende til samtidens rejsebreve i aviser og tidsskrifter. Det afgørende er da ikke, om fortællingen er sand eller ej, men at han som et realistisk fortællingsgreb vælger at mime en journalistisk brevgenre.

Pontoppidans fortælling "Naadsensbrød" har ligesom "Knokkelmanden" et reporter-fortællerjeg i førsteudgaven, der blev trykt i Morgenbladet 29.01.1885 og herefter genoptrykt som føljeton over seks dage i Frederiksborg Amts Avis (26., 27., 28. 31.01., 01., 02.02.1885). I betragtning af at vi i dag ikke ville ryste på hånden ved en bestemmelse af "Naadsensbrød" som fiktion, kan det undre, at Pontoppidan selv i et brev omtaler fortællingen som "den Artikkel, jeg skrev i "Morgbl."".¹³ En 'artikel' anvendes normalt om en faktaorienteret tekst i en avis eller et tidsskrift, så når Pontoppidan anvendte betegnelsen 'artikel', er det så bare en usædvanlig brug af artikelbetegnelsen, eller er det en markering af, at han betragtede "Naadsensbrød" som en slags virkelighedsreportage: en øjenvidneberetning fra en begivenhed, han havde oplevet? Dele af fortællingen, f.eks. skildringen af den daglige dont på en forsørgelses- og arbejdsanstalt, har da også nærmest reportagekarakter. Samtidig er det værd at være opmærksom på, at den skønlitterære fremstilling i lige så høj grad som avisjournalistik kunne være dagsordensættende for den offentlige debat på dette tidspunkt (jf. Jeppe Aakjær: Vredens Børn (1904)), hvor landsdækkende dagsordensættende medier dårligt nok eksisterede, og hvor den socialt kritiske journalistik endnu var i sin vorden.

Sagen bliver ikke mindre kompliceret af, at "Naadsensbrød" ihvertfald i ét tilfælde blev læst som en umiddelbar virkelighedsskildring. Isefjordsposten fra d. 21. februar 1885 bragte således et læserbrev, hvori en fortørnet Trine Bødkers fra Østby besværer sig over at være blevet udstillet som "en fordrukken, halvgal kælling", når hun nu retteligen er "en ordentlig, hæderlig kone", der "ingenlunde er, ej heller håber at komme på "Kassen""¹⁴. Og avisens redaktør bakkede læserbrevet op med en erklæring om, at Anders Larsens enke var en "hæderlig og retskaffen kone, der ikke i nogen henseende har været hengiven til spiritus". Man kan selvfølgelig se denne reaktion som udtryk for en ikke læsevant persons 'forkerte' omgang med fiktion. Men man kan også se den som en forståelig reaktion på Pontoppidans realistiske fremstillingsform, hvor referentielle momenter kan have en så massiv realitetstilforordning, at en skarp grænse mellem skønlitterær og journalistisk fremstilling bliver svær at opretholde.

Pontoppidan og den journalistiske tradition:
den litterære publicist og feuilletonjournalistikken

I sin causerende og meningsfremsættende journalistik forholdt Pontoppidan sig til sider af den feuilletonjournalistiske tradition. Denne tradition gav Henrik Hertz o. 1850 et tidligt signalement af, da han i sine private notater skrev, at Søren Kierkegaard i sine "humoristiske Værker" ikke var andet end "en meget talentfuld og velfunderet Feuilletonskriver". Det var ikke en kompliment. Feuilletonskriveriet er nemlig karakteriseret ved, at skribenten "lader Pennen udskrive løst og fast, gjør Fluer til Elefanter og omvendt og lægger Hoved Accenten paa den piquante Fremstilling ofte endog paa Ideens Bizarreri!"¹⁵

Det kan undre, at Hertz så tidligt som midten af 1800-tallet er i stand til at karakterisere feuilletonjournalistikken, for en sådan fandtes endnu ikke i de danske aviser på dette tidspunkt. Hertz henviser da også direkte til en af denne særlige journalistiske forms franske grundlæggere, Jules Janin. Først i 1860'erne vinder feuilletonjournalistikken indpas i dansk presse med skribenter som Robert Watt og Erik Bøgh.

Hertz' karakteristik er imidlertid overordentlig præcis og ligner næsten til forveksling den danske feuilletonjournalistiks ypperste udøver, Herman Bangs, forsøg på at indkredse, hvad det er, han bedriver i sin tidlige journalistik:

Indfald, Tilfældet skabte, og som døde med Nuet; […] Paradokser, alene Momentet lod smage en Smule af Sandhed; Pointer, som blev det ved Allusioner, man glemte; […] ofte et Fjerboldtspil med Ord; […] her et Indfald, der kan se ud som en Tanke, der en Stemning, for svag til at blive et Digt; Fostre af Nuets Aand, fødte ved Dagens Luner; Purpurlapper og Klude, glidende paa samme Tidens Strøm; snart Blænkere, snart Marodører; […] Skydning med løst Krudt mod Kæmpemure, Kanonskud mod Spurve – – (Bang 1881, s. 3)

Centralt i denne associative indkredsning af feuilletonjournalistikken er fremhævelsen af genrens fragmentariske og improvisatoriske karakter. Det er en form for journalistik, der skabes ud af nuets flygtighed og med ambition i retning af det reflekterede og litterære uden dog at være nogen af delene – en slags sprogligt artisteri, der i lige så høj grad tjener til at rette læserens opmærksomhed mod skribenten og den sproglige form som mod det, der formidles.

Avisen Fædrelandet bragte i 1877 en artikelrække om feuilletonjournalistikken skrevet af tyskeren Ernst Eckstein. Eckstein fremhævede bl.a. "den Feuilletonen ejendommelige Tilbøjelighed til Subjektivitet", der bevirker, at skribenten "paa mangfoldig Maade gjør sit eget Jeg til det egentlige Midtpunkt i Fremstillingen".¹⁶

Feuilletonjournalistens selvfremstilling kan tilvejebringes på flere måder. En måde er at fremføre interessante synspunkter eller overraskende iagttagelser, hvilket ofte indebærer, at argumentationen for de fremførte synspunkter sættes på spidsen. Feuilletonisten er dog sjældent repræsentant for et bestemt sæt af meninger, men snarere en principløs fribytter, der i hver ny artikel forsøger at aftvinge ofte velkendte hverdagsfænomener nye og oversete sider. En anden måde at synliggøre skribenten på fremkommer ved, at skribenten bevidst anlægger en elegant og markant sproglig stil. Herved betones fremstillingens formelle aspekter på indholdssidens bekostning. Under alle omstændigheder er det bevidste spil med eller iscenesættelsen af skriveprocessen central for feuilletonjournalistikken.

Henrik Pontoppidans journalistik er beslægtet med denne journalistiske tradition, idet den kan ses som en variant af den meningsfremsættende feuilletonjournalistik, hvorimod det sproglige artisteri er stærkt begrænset og kun optræder af og til i hans brug af en ironisk skrivemåde. Knut Ahnlund karakteriserer ganske vist Pontoppidans Urbanus-journalistik ved evnen til at "kunde gripa en flyktig likgiltighet vid vingen och avtvinga den en väsentlighet"¹⁷ og finder, at

Ingen av skrivkonstens män excellerade så som Pontoppidan i att låta pennan löpa över hela registret av stämningar och temperament, från spelande ironi till innerlighet, från gyckel till alvar. Vindsnabbt förflyttade han sig mellan utsiktspunkterna. (Ahnlund 1972, s. 272)

Ud fra en sådan karakteristik må Pontoppidan placeres centralt i den feuilletonjournalistiske tradition, men spørgsmålet er, om det er en dækkende karakteristik af Pontoppidans journalistik. Pontoppidan får, så vidt jeg kan se, snarere i sine avisartikler primært fremsat spidsformulerede dagsaktuelle kommentarer, men fordi sprogarbejdet og den journalistiske research ikke tildeles samme betydning som hos f.eks. Herman Bang, fremstår Pontoppidans journalistik i dag langt meget tidsbundet end Herman Bangs. En aktuel parallel: store dele af Morten Sabroes avisartikler vil formentlig også kunne læses om 50 år for deres egen skyld, hvorimod Carsten Jensens ugentlige klumme i Politiken om søndagen kun vil have historisk værdi.

'Journalistik' og 'litteratur' i begyndelsen af 1900-tallet

Pontoppidans kritiske forbehold over for den moderne presse og journalistik aftegner en særlig intellektuel position omkring år 1900. Den danske dagspresse var på dette tidspunkt inde i en omfattende ombrydningsproces. Det var i disse år, den moderne avis og hovedtrækkene i den journalistik, vi kender i dag, blev udformet. Omdrejningsaksen i denne proces var Henrik Cavling og hans gennemgribende journalistiske relancering af Politiken i 1905. Nøglebegreber var nyheder og reportage. Hermed kastedes samtidig et nyt lys over den journalistik, der havde været fremherskende i den danske dagspresse gennem sidste halvdel af 1800-tallet. Under forfatningskampen, hvor partipressen blev etableret som led i den politiske kamp, havde store dele af journalistikken været menings-/holdningsorienteret, og desuden havde man i især den københavnske presse haft en litterært orienteret journalistik: halvstuderede røvere og mere eller mindre etablerede/mislykkede forfattere leverede en slags lærd publicistjournalistik. Det, der imidlertid sker o. 1900, er, at pressen bliver et selvstændigt felt med professionaliserede udøvere (etableringen af journalisterhvervet som selvstændig profession) og med egne tekstgenrer (først og fremmest nyhedsreportagen).

Hermed sattes der også et nyt skel mellem journalistik og litteratur. Et skel, som man kan se reflekteret i den litterære dannelseskulturs vanskelighed ved at acceptere tilsynekomsten af et selvstændigt journalistisk felt.

Litteraten Poul Levin offentliggjorde i bogen Smaa Kapitler (1906) nogle overvejelser over "Litteratur og Journalistik". Egentlig er der tale om en anmeldelse af Georg Brandes' bog Skikkelser og Tanker, men de første to sider af Levins artikel rummer nogle principielle overvejelser over forholdet mellem litteratur og journalistik med afsæt i Brandes' forord til sin bog.

Georg Brandes etablerer i sit forord et skel mellem journalistik og litteratur, fordi hans bog er en opsamling af tidligere avisartikler. Han skelner således mellem "mindre Ting", som han egentlig skammer sig ved at udgive i bogform, og "et større Værk", der er forbundet med langt mere "Anseelse". Brandes mener dog alligvel, han godt kan være optrykket af sine avisartikler bekendt "naar man har gjort sig Umag ogsaa med Smaating". Det leder så Levin over i en skelnen mellem god og dårlig journalistik. Den dårlige journalistik er "den Journalistik, der falder i Stumper og Stykker uden at give noget Billede af sin Forfatter", hvorimod den gode journalistik er "den daglige Virksomhed, bag hvilken der staar en Mand med faste Anskuelser, altid vaagen Kamplyst, en særegen Stil […] den virkelige Journalistik, der er en Kunst, som enhver anden". Ved at etablere dette skel inden for journalistikken efter først at have udskilt journalistikken fra litteraturen etablerer Poul Levin reelt et skel, der ikke kan opretholdes, men truer med at opløses i gensidig diffusion, fordi han grundlæggende begrebsliggør den gode journalistik gennem den litterære institutions briller: Herved falder i realiteten hovedparten af den samtidige dagspresses journalistiske virkefelt udenfor den gode journalistik – f.eks. gennemsnitsreportagen, referatet, skandaleartiklen. Til gengæld er Levins forestilling om den gode journalistik som skræddersyet til forfatterjournalistik som Holger Drachmanns, Herman Bangs, Henrik Pontoppidans og Johannes V. Jensens. Samtidig er Levins forestilling om den gode journalistik et forsøg på at rage kastanier ud af ilden: at etablere et skel mellem høj og lav kultur inden for et populærkulturelt felt som journalistikken.

Poul Levins vinkling af forholdet mellem journalistik og litteratur er tidstypisk i forhold til traditionelt litterært dannede lag. C. Lambek er ude i et lignende ærinde, når han i Verdsligt Aandsliv (1906) skriver om "Pressens Indflydelse paa det aandelige Liv". Lambeks grundlæggende kritik af pressens ubestandighed og kommercialisering er overraskende aktuel:

Spekulationen i Publikums tarvelige Tilbøjeligheder, Sensationslyst, smaaborgerlig Ærgerrighed efter at se sit Navn paa Tryk, fange et Glimt af den offentlige Opmærksomhed osv. Velkendt er det ogsaa, hvorledes Bladene, mere eller mindre snildt og fint, drejer sig efter Øjeblikkets Vindretning, bejler til det der i Øjeblikket er i Vælten, annekterer de opgaaende Stjerner, trækker paa Skuldrene af det afdankede; passer det i Øjeblikkets Kram at gøre en Mand til en Kapacitet, nuvel saa stilles han paa Pjedestal; er det otte Dage efter belejligst at samme Mand kun er en Fæpande, saa gøres han til Fæpande. (Lambek 1906, s. 133)

Derfor må journalisterne vurderes som en særlig uudviklet mennesketype:

Hvad er Journalisterne for en Slags Folk? Besidder de saa høj Kultur, saa indgaaende saglig Kundskab og Dømmekraft, at de med overlegen Ret optræder som Paavirkere, Forespejlere, Dommere, Belærere? eller er deres Kultur og Indsigt af en saadan Beskaffenhed, at denne deres Optræden bliver en Absurditet? Saavidt jeg ud fra mit Frastandskendskab til dem er i Stand til at skønne, hører de i det store og hele – Undtagelser vil der jo altid være, hvor Talen er om saa mange – til en bestemt Type: de tidlig modne, de rapt opfattende og hurtigt dømmende, dem der een, to, tre har deres Tanker færdige, og som derfor i en tidlig Alder har faaet Tag i Verden; da deres Indre ingen særlige Opgaver stiller dem, har de kun haft det Arbejde at erkende Verden udadtil, se Forholdene, Tingene, Omgivelserne saaledes som de staar og gaar; i en Fart er de naaet til Opgør baade over det ene og det andet, saa de kunde tale klogeligt med om alt muligt, der ikke kræver Specialkundskab. Nogen Fordybelse i et enkelt Fag, at installere sig i en enkelt Afdeling af Verdensmaskineriet, har Mennesker af denne Type ikke megen Appetit paa, dertil er deres Horisont for vidt udspændt, dertil har de smagt for meget paa alt muligt, paa den hele Verden. (Lambek 1906, s. 134)

Med bekymret mine kan Lambek da spørge: "Hvad bliver det for en Oplysning? Hvad bliver det for en aandelig Kultur? (s. 135) Og hele elendigheden opsummeres i vurderingen af det journalistiske arbejdes arbejdsvilkår:

En Journalists Arbejde mangler som oftest indre Sammenhæng; det er stykkevist, og Stykkerne har lidet eller intet med hinanden at gøre; den ene Dag danner ingen Fortsættelse af den anden. Denne Mangel paa organisk Forbindelse mellem de enkelte Arbejdsopgaver virker aandeligt opløsende. Det er en Depravation, der har ikke lidt tilfælles med Skøgens, naturligvis af en anden Art, men lignende i Form. […] Det stadige Rykind af Tankeemner, hvorunder Avismennesker maa leve, den bestandige Hvirvel om Ørene, dette til enhver Tid at maatte holde sin Interesse parat overfor hvadsomhelst og være rede til at se en hvilkensomhelst Ting fra et hvilketsomhelst Synspunkt, opriver Hjernens fysiologiske Bygning, gør Forestillingerne ufaste i deres Beliggenhed og Relationer. Det er en lignende Forskel som mellem et Møbel, der staar paa sin daglige Brugsplads i en Stue, og samme Møbel anbragt paa en Flyttevogn. Man træffer ofte hos Journalister en uhyggelig Færdighed i at rangere rundt med Tingene, som var deres Position en ligegyldig Sag. Man faar derved en Fornemmelse som af løst Hjerneinventar. (Lambek 1906, s. 137-138)

Poul Levins og C. Lambeks kritiske position kan sammenlignes med en karakteristik af stort set de samme forhold - men set 'indefra' af en samtidig journalist: Frejlif Olsen, broder til Henrik Cavling og den første redaktør af Ekstra Bladet. Frejlif Olsen reflekterer så at sige over det eksistentielle pres, der er forbundet med som journalist at have "løst Hjerneinventar". I betragtning af at journalisten kaster sig ud i forskellige vidensområder, han reelt ikke har styr på, og kommer i et moralsk tvetydigt forhold til de personer, han skriver om, bliver spørgsmålet om journalistens identitet påtrængende:

Kald den mand herre over sin pen – til spot kald ham således! Nej, han er journalist, og når han i ensom kontemplation skuer tilbage og indad, opfyldes han af forfærdelse og smerte over den ubegribelige dualisme, han repræsenterer.
[…]
Vil journalisten gøre noget menneske ondt? Er han ikke bevæget til gråd ved tanken om den ulykke, han er ved at gøre en mand og modstander?
Jeg ved ikke: åbenbarer han sit sande jeg, idet han myrder, eller idet han græder ved den myrdedes grav?
[…]
Han er ikke skuespiller. Men han er journalist. Og tæppet går op hver dag.
[…]
Han må nøjes med at skrive, skrive. Det er hans kunst at kunne spille alle mulige roller, men han må ikke mere end spille dem! Er han derfor bedrager? Er skuespilleren, fordi han livagtigt gengiver en fremragende videnskabsmand eller en genial købmand, derfor en bedrager, fordi han i virkeligheden kun er en stakkels skuespiller? Behøver jeg at svare? – Nej, skuespilleren er ikke nogen bedrager – han er skuespiller. Og vi andre er journalister. Og journalistik er en kunst akkurat som skuespilkunsten, og hvis den ikke er en kunst, er den intet, og intet værd.
(Olsen 1987, s. 24, 27)

Det, Frejlif Olsen forsøger at indkredse, er det journalistiske arbejde som et eksistentielt spil, hvor identiteten ikke ligger fast, men er forbundet med selve skrifthandlingen (journalisten er ikke herre over sin pen). Dermed aftegnes identitetsdannelsen som på en gang skrøbelig og omskiftelig, idet det journalistiske jeg ses som en sprogligt betinget processuel konstruktion. Når den slags ekstremt moderne erfaringer kan gøres inden for det journalistiske felt, er det fordi fremkomsten af journalistikken som et selvstændigt område og i sammenhæng hermed afgrænsningen i forhold til litteraturen udgør et radikalt modernitetssensibelt felt.¹⁸ Journalistikken er formentlig et af de arbejdsområder, hvor kravet om daglig selv-skabelse og stadig omskiftelighed og tilpasning til nye situationer, som vi kender så godt i dag, har meldt sig først. Det har Levin og Lambek godt nok også blik for, men pga. deres binding til en litterær dannelseskultur, hvor identiteten forstås i billedet af en stabil jegkerne, må de fordømme den moderne journalist som en umoden/primitiv og alfonsagtig karakter. På et plan kan Pontoppidan i vid udstrækning ses som Levin og Lambeks medsammensvorne (jf. Pontoppidans skildringer af journalister i sine romaner), selv om Frejlif Olsens indkredsning af det journalistiske arbejde som symptom på en radikalt moderne identitetsdannelse på et andet plan ikke er ham ganske fremmed. I den første "Enetale" fra foråret 1897 er han således optaget af, hvad der er hans sande jeg:

Den Mand, der i Morges i det tætte Snefald gik op og ned ad en og samme Gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær … var det mit sande Jeg? Eller den, der i Skumringen sad med Børnene omkring sig og lo og fortalte Historier og morede sig selv med at lade Haner gale og Svin snøfte og de smaa Mus pibe ynkeligen under Kattens Klo … var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved Lampen i den sene Aftentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker … er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket ubesmittet: Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare noget forbigaaende, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængig af Barometerstanden og Smørpriserne? Eller er Forklaringen den, at vi har lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose. Hver Gang Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … (Politiken 12.3.1897)

Den afgørende forskel ligger imidlertid i, at Pontoppidan til trods for sin foruroligelse over jeg'ets enhed alligevel på grænsen til det absurde insisterer på en fortsat søgen efter et stabil jegkerne: "Jeg ved, der findes intet mere vanvittigt. For hver dag, der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at haabe. Og dog bliver jeg ved at søge".

Den kritisk intellektuelle skribent

Den position som kritisk intellektuel, Pontoppidan indtager i store dele af sin journalistik, må ikke mindst ses i lyset af den strukturforvandling som såvel det politiske liv som medieverdenen gennemløber i Pontoppidans livstid. I kølvandet på den medierevolution som såvel bogmarkedets som den trykte presses kvantitative vækst udgør i 1800-tallets anden halvdel – og i forbindelse hermed skærpelsen af den offentlige bevidsthed om modsætningen mellem elitekulturen og populærkulturen inden for såvel litteratur som journalistik – mindskes råderummet for den intellektuelles virke i offentligheden.¹⁹ Et konkret udslag heraf er den debat, der udspandt sig i 1904 om den intellektuelles rolle i forhold til det politiske liv og offentligheden i sin helhed.

I tidsskriftet Tilskueren gjorde akademikere og litterater som Valdemar Vedel (1865-1942), Niels Møller (1859-1941), Erik Henrichsen (1865-1917) og Harald Nielsen (1879-1957), der for hovedpartens vedkommende havde været en del af den radikale front og var næsten jævnaldrende med Pontoppidan, sig til talsmænd for en kritik af, hvad offentligheden og den radikale samfunds- og kulturkritik havde udviklet sig til – og efter 1905 i særdeleshed hvad Politiken under Henrik Cavlings redaktion havde udviklet sig til.²⁰ Det er dette kritiske akademiske og litterære dannelseslag med rødder i 1800-tallets borgerlige dannelseskultur og med publicisterfaringer, men med begrænsede moderne journalisterfaringer, Pontoppidan er på omgangshøjde med i sin måde at gebærde sig på som journalist og i sit forhold til 'det journalistiske'.

Debatten i 1904 drejede sig om offentlighedens status og intelligentsiaens rolle i forhold hertil. Afsættet for debatten var en artikel af Valdemar Vedel i Tilskuerens januarhefte, "Akademikerne og Folket", hvori han reflekterede over den radikale intelligentsias tab af politisk terræn inden for Venstre og Socialdemokratiet efter Systemskiftet i 1901. Med provokatorisk front mod de radikale dele af intelligentsiaen hævdede Vedel, at de radikale akademikere selvforskyldt var havnet på et sidespor i forhold til det politiske liv, fordi bønder og arbejdere havde taget de radikale kulturkæmperes autoritetskritik alvorligt – ""Sagkundskabens Tid er forbi", har de radikale længe forkyndt" (s. 84) – og derfor også nu selv var blevet skubbet til side som sagkundskab. Denne smagsdommerkritik med dobbelt skrue burde imidlertid, ifølge Vedel, føre til intelligentsiaens besindelse på, hvad der var dens egentlige opgave: at "befæste Dannelseslivets Hovedkvarterer", hvilket for ham ville sige "at tumle med de store moralske, religiøse og sociale Spørgsmaal, saa Verdensbilledet efterhaanden omdannes og Livsværdierne omvurderes, at bygge nye Forestillinger op og omfarve Følelserne" (s. 87).

Vedels artikel blev kraftigt imødegået af P. Munch (1870-1948) og pseudonymet Quidam i Det ny Aarhundrede og afkastede også kommentarer i Tilskueren.²¹ En af disse kommentarer, skrevet af Erik Henrichsen, er særlig interessant, fordi den dels skitserer den moderne frie intellektuelles rolle i forhold til offentligheden, dels fremhæver Henrik Pontoppidan som et eksempel herpå.

For Erik Henrichsen er intelligentsiaens problemer knyttet til den partidisciplin, det politiske liv i stigende grad kræver, og den kulturelle nivellering, som han ser som det nye venstredemokratis bagside:

Saaledes har engang Kultusministeren […] demonstrativt opstillet Husmandskunst som det Ideal, han vilde lægge Landets Kunstnere paa Sinde at stræbe efter. […] Om den Plads, Kunsten kan opnaa i et gennemført Demokrati, faar man et Vink, naar man i Bladet Social-Demokraten i hvert Nummer træffer denne faste Rubrik: "Kunst, Vatieté, Møder og Sport". (Tilskueren 1904, Betragtningens Time, s. 245)

Offentligheden og det politiske liv ses som opløsningstruet, fordi partitaktik bliver det primære:

[…] det Vrængbillede af en offentlig Mening, der fremkommer, naar den til det yderste ophidses af Partilidenskaben, det vilde uberegnelige Dyr, der altid holdes rede i den politiske Taktiks Stald og slippes løs, naar det gælder. Og det gælder næsten hver Dag. I Dag gælder det at dække en enkelt kompromitteret, i Morgen dem, der er nødt til at gøre Vedkommendes Sag til deres, i Overmorgen Gruppen, den næste Dag Partiet, der skal dække sine Medlemmer, den næste Dag igen det med dette Parti allierede andet Parti, indtil tilsidst hele Demokratiet er gledet ud i Moradset, ude af Stand til at standse de Kræfter, det selv har sat i Bevægelse.(s. 253)

Forudsætningen for at ytre sig offentligt som intellektuel bliver da enten at "støtte sig til et Lag af Befolkningen, en Klasse eller en Kreds af Vælgernes Tusinder, som han repræsenterer, hvis Vilje han udfører, og hvis Sag han taler. Eller ogsaa maa han til sin Raadighed have en stor Avis" (s. 248). I en sådan situation stiller Henrichsen da spørgsmålet, om ikke den intellektuelle burde overveje, "om ikke den Kraft, han betyder, under et demokratisk Statsliv bedre kommer til sin Ret ved at staa udenfor den egentlige Partikamp" (s. 246, min kursivering). Et synspunkt, han tilspidser i hævdelsen af nødvendigheden af den intellektuelles ensomme uafhængighed:

Lad Demokratiet styre, som Forfatningen vil, at det skal, lad dets ledende Mænd handle, men lad Tankens Mænd bevare Tankens og Tvivlens Uafhængighed. Vi maa rejse Tvivlsaanden igen, Mistænksomhedens og Ironiens Aand, rejse den i vor egen Lejr, som Partivæsenet har gjort til en dogmefast Menighed. Lad os høre op med at klumpe os sammen, vi maa have Ensomhed udenom os – (s. 256)

At genrejse "Tvivlsaanden" og "Mistænksomhedens og Ironiens Aand" er, selv om formuleringen ikke har præcis adresse, en rammende karakteristik af Pontoppidan, der da også senere i artiklen netop fremhæves som eksempel på en person, der har "bevaret Ensomhed uden om sig, hvor de andre har ageret, har han reageret, hans Ironi skaaner inger Fordomme, mindst de radikale" (s. 257).

Henrichsens skelnen mellem den intellektuelles to muligheder svarer stort set til Antonio Gramscis diskussion af forholdet mellem den organiske og den traditionelle intellektuelle.²² Hvor den organiske intellektuelle er en bestemt social klasses 'specialist' inden for det kulturelle og politiske felt og derfor taler på vegne af en bestemt klasses interesser, der virker den traditionelle intellektuelle på grundlag af en forestilling om at være en autonom og uafhængig samfundsgruppe, som fri af klasseinteresser kan forholde sig kritisk til omverdenen. Den traditionelle intellektuelle bliver imidlertid netop i takt med offentlighedens strukturforvandling i stigende grad en ensom og hjemløs skikkelse. I den situation har Pontoppidan kun sin intellektuelle redelighed og sit instinkt at navigere efter, hvilket gør hans forskellige indlæg i den offentlige debat til den stadigt mere uforudsigelige enegængers.

I protesten mod Politikens ny format og diskussionen af den intellektuelles rolle formulerer en ældre dannelseskulturel elite oplevelsen af vanskelighederne ved at manøvrere i forhold til såvel en moderne medievirkelighed som en moderne politisk virkelighed. Og Pontoppidan deler tilsyneladende denne oplevelse, hvilket ikke mindst skildringerne af presse og politik i Lykke-Per, De dødes Rige og især Mands Himmerig vidner om. Omdrejningspunktet udgøres af forholdet til 'massen', inden for medieverdenen forstået som den kommercielt baserede populærkultur og inden for det politiske liv forstået som det moderne partisystem. I begge tilfælde er der tale om en oplevelse af en tilsidesættelse af dannelseselitens monopol på at formulere det kulturelt værdifulde og de fælles samfundsmæssige værdier (det almene).²³

I forvaltningen af Pontoppidans forfatterskab er hans position som intellektuel blevet behandlet meget forskelligt. Jørgen Holmgaard fremhæver i sit i sin tid meget omdiskuterede efterord til en Pontoppidan-antologi udgivet af Dansklærerforeningen, hvorledes Pontoppidan længere end sine samtidige "fastholdt samfundsorienteringen". Erkendelsesmæssigt måtte han dog komme til kort pga. den frie og kritiske intelligentsias samfundsmæssige placering, der trods alt indebar en begrænset indsigt i den samfundsmæssige totalitet:

[…] 70'ernes og 80'ernes klasseudvikling og dens frembringelse af en gruppe friere stillede intellektuelle [er] overhovedet den historiske forudsætning for, at Pontoppidan og hans ligesindede samtidig kan engagere sig politisk progressivt, sådan som der var tale om i 80'erne. […]
Forløbet frem mod forliget med højre slog så hårdt, og desillusionen blev så dyb, fordi de radikale intellektuelle i forlængelse af det, der umiddelbart var deres sociale situation, havde forholdt sig til friheds- og retfærdighedsparolerne og ikke til den afgørende økonomiske virkelighed, som Pontoppidan kun havde et umiddelbart oplevelsesforhold til, men ingen egentlig indsigt i. (Holmgaard 1977, s. 287)

Også Klaus P. Mortensen placerer Pontoppidan i forhold til 1800-tallets intelligentsia, men han lægger betoningen et andet sted. Han ser således Pontoppidans forfatterskab som en udfoldelse af en kritisk intellektuel tankefigur, en særlig oppositionel intellektuel mentalitet: den ironisk-utopiske bevidsthedsform. Med reference til Marx og Engels' utopiudkast Det kommunistiske manifest (1848) indkredser Klaus P. Mortensen denne bevidsthedsform som en dobbelthed af kritisk dissektion af moderniteten og helende helhedssøgen:

Med de sociale og økonomiske omvæltninger og opløsningen af alle de gamle institutioner, specialt den religiøse, kastes mennesket ud i en fremmedhed af hidtil ukendte dimensioner. […]
Fremmedhedsfølelsen afsætter sig […] i en bevidsthedsmæssig og emotionel distance til det bestående, der befordrer en skarpsindig, erkendelsesrevolutionerende analyse af spaltningens årsager, ytringsmåder og konsekvenser på baggrund af en mere eller mindre klart formuleret moralsk hævdelse af det tabte, men sandt humane i samfundet og individet. Den kritiske gennemlysnings udskillende bevægelse går i et med en modsatrettet higen efter helhed. (Mortensen 1982, s. 14-15)

Senest har Hans Hertel forsøgt at 'redde' Pontoppidan kritiske position fra især Dansk Folkepartis bestræbelser for at arve ham ved at fremhæve hans meget mønstrede patchwork-radikalisme:

Pontoppidan er en patriotisk, antipacifistisk radikal med en lille anarkist i maven. En søgende radikal der ser skeptisk på demokratiets mulighed for at skabe personlighed og på det parlamentariske systems effektivitet […]. Kritisk til alle sider sprænger han de gamle fronter mellem 'højre' og 'venstre', mellem 'politisk korrekt' og 'politisk ukorrekt'. Hans livssyn forener jødisk-kristen moral, agnostisk skepsis og humanistisk frisind. Hans radikalisme er både aristokratisk og social, og den lader sig bedst bestemme som en personlig radikalitet. (Hertel 2004, s. 284)

I lyset af Jørgen Holmgaards, Klaus P. Mortensens og Hans Hertels bud på samlede tolkninger af Pontoppidans position som intellektuel på grundlag af hans skønlitterære forfatterskab tager hans journalistik sig unægteligt noget spagfærdigt ud. Det er imidlertid karakteristisk, at hverken det socialhistoriske, mentalitetshistoriske eller det genoplivende kulturradikale blik i tilstrækkelig grad har øje for, hvorledes Pontoppidans position som intellektuel står i et direkte udvekslingsforhold med den tiltagende kulturelle spaltning i en defensiv elitekultur og en stadig mere påtrængende populærkultur.

Hvad der kan forekomme at være en temmelig begrænset lokal debat i 1904 om de intellektuelles rolle i det politiske liv er samtidig i et videre perspektiv en tidlig lokalisering af modernitetens traditionsopløsning, den hermed forbundne frisættelse af individet og det pres, individet udsættes for under fremvæksten af en massebaseret populærkultur og en masseappellerende og partibaseret demokratisk politisk kultur. I forhold hertil udgør en væsentlig del af Pontoppidans skønlitterære forfatterskab en stadig afsøgning af selv-skabelsens moderne vilkår. Spændingerne heri og omkostningerne herved kunne Pontoppidan fastholde kunstnerisk i litteraturen, men vanskeligt formulere i sin journalistik, fordi den og offentligheden som sådan dybest set af Pontoppidan blev oplevet som en fremmedstyret kommunikationsform, der ikke gav råderum for det enkelte individ. Det var derfor kun meget sporadisk og som oftest uden rigtig at fylde rollen helt ud, at han blev "en saadan professionel Bladmand, som jeg havde lovet mig selv aldrig at skulle blive".

Litteratur

• Bang, Herman: Herhjemme og derude, 1881.
• Carey, John: The Intellectuals and the Masses. Pride and Prejudice among the Literary Intelligentsia, 1880-1939, London 1992.
• Gramsci, Antonio: Fængselsoptegnelser I-II, 1991.
• Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighet, Oslo 1971.
• Haugaard Jeppesen, Bent: Henrik Pontoppidans samfundskritik, (1962), 1977.
• Hertel, Hans: "Henrik Pontoppidan og det forlængede gennembrud", IN: Hans Hertel (red.): Det stadig moderne gennembrud, 2004, s. 249-289.
• Holmgaard, Jørgen: "Henrik Pontoppidan. Forfatterskabets baggrund og udvikling", IN: Henrik Pontoppidan, udg. af Dansklærerforeningen ved Jørgen Holmgaard, 1977, s. 159-296.
• Jørgensen, John Chr.: Kultur i avisen, 1991.
• Kirmmse, Bruce H. (udg.): Søren Kierkegaard truffet, 1996.
• Lambek, C.: Verdsligt Aandsliv, 1906.
• Larsen, A.E.: Henrik Pontoppidan liv og vilkår, 1988.
• Lehrmann, Ulrik: "Den unge Henrik Cavling og det moderne gennembrud i dansk journalistik", IN: Grafiana, 2001, s. 26-44.
• Levin, Poul: Smaa Kapitler, 1906.
• Mortensen, Klaus P.: Ironi og utopi, 1982.
• Olsen, Frejlif: En københavnsk journalist, (1922), 1987.
• Henrik Pontoppidans breve I-II, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997.
• Ringer, Fritz K.: The Decline of the German Mandarins. The German Academic Community, 1890- 1933, Cambridge, Massachusetts 1969.
• Stangerup, Hakon: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968.
• Sørensen, Peer E.: "Herman Bangs betragtninger over værk- og realismebegrebet", IN: Edda, 3, 2003, s. 245-250.