Enetale
Mandag.
Hvor lidt vi dog véd om os selv og vor Næste, i det Hele om den Mekanisme, vi kalder Mennesket! Mens vi formaar nøjagtigt at bestemme Himmellegemernes udstrakte Baner, paa Sekundet kan angive, hvornaar Lys og Skygge veksler paa de fjærneste Kloder, har endnu Ingen udgrundet Lovene for Menneskeaandens dog sikkert lige saa regelbundne Virksomhed, for Stemningernes Skiften, for Ævnernes Stigen og Dalen, for de pludselige Forstyrrelser, der tilsyneladende uden Aarsag bringer Maskineriet i Ulave og ligesom en Ært i et Bornholmsur gør Gangen haltende eller sætter det helt i Staa.
Jeg kommer lige hjem fra et Middagsselskab. Skraas over for mig ved Bordet sad en yngre, høj og fed Herre, der under hele Maaltidet var overordenlig veltalende. Jeg hørte ham konversere sin Borddame om alle de Spørgsmaal, der i Øjeblikket staar paa Dagsordenen, om Grækernes Affærer, om Kong Georgs verdenshistoriske Mission, om Teatrenes nyeste Stykker og Ministeriet Reedtz-Thotts mulige Afgang. Munden stod ikke stille paa ham et Minut. Med Servietten hæftet under Hagen fængslede han efterhaanden ogsaa de Omkring- og Ligeoverforsiddendes Opmærksomhed ved den Ordrigdom og Overlegenhed, hvormed han behandlede et hvilket som helst Æmne, der kom paa Tale. Han var i Sandhed et fuldendt Konversationstalent.
Bedst som han nu sidder der og udvikler sin Opfattelse af Stormagternes Holdning og den evropæiske Situation, rejser Værten sig for Bordenden og udbringer hans Skaal, idet han lykønsker ham i Anledning af hans Indtrædelse som ottende Direktør i et nystiftet Aktieselskab. Paa denne Skaal maa der naturligvis svares. Lidt efter slaar han da ogsaa paa sit Glas, tørrer sig med Servietten om Munden, og mens alle Blikke forventningsfuldt rettes mod ham, rejser han sig langsomt op. Men ved denne lille Forandring fra den siddende til den oprejste Stilling, bliver han pludselig et helt andet Menneske. Hvad er der sket? Som han staar der med Glasset i sin nervøst dirrende Haand, kan han længe ikke faa et Ord over sine Læber. Han hakker og stammer, famler efter de almindeligste Udtryk, bliver skiftevis rød og bleg … det er, som om Veltalenhedens Gave med ét er blevet ham frastjaalet. Og at det ikke er en tilfældig Indisposition, der et Øjeblik har ramt ham, røber hans lille magre Frue, som jeg netop har siddende ved min venstre Side, og som ligeledes pludselig er bleven greben af en Nervøsitet, saa jeg formelig kan mærke Stolen ryste under hende. Situationen ser virkelig et Øjeblik lige saa farefuld ud som hin evropæiske, han nys saa overlegent behandlede. Endelig faar han dog fremstammet de nødvendige Talemaader, og med svedbedækket Pande synker han ned paa sin Stol. Et Øjeblik efter er han atter fuldtud paa Højde med sig selv.
Hvad var nu det? Hvad var det for en Lammelse, der pludselig bandt denne Mands ellers saa rappe og ugenerte Tunge? Hvorfra hidrørte den Tankens Stivkrampe, der for et Øjeblik gjorde Laasen til hans rige Ordforraad uopvristelig?
Jeg tvivler ikke om, at dersom jeg raadspurgte Psykologerne, vilde de have ti alenlange Svar paa rede Haand. Dersom jeg for Spørgsmaalets Skyld vilde fordybe mig i vor Tids Sjælevidenskab, saaledes som den repræsenteres af digteriske Filosofer og filosofiske Digtere, vilde jeg visselig blive meget klog og faa en forskrækkelig Mængde at høre, undtagen netop om det, jeg spurgte om. I Stedet for et kort og fyndigt Svar, det eneste, jeg bryder mig om, fordi alene et saadant overhovedet er et Svar, vilde man væve saare subtilt og meget mystisk om det Indres Refleksbevægelser, om det saakaldte ubevidste Sjæleliv, om de bundne Sindets Rørelser o.s.v. I Stedet for at skaffe mig Lys i Sagen vilde man ad dunkle Gange føre mig ned under "Bevidsthedens Tærskel" og her med en Troldmands hemmelighedsfulde Mine afdække for mig den Mørkets Afgrund, hvor halvslumrende Følelser og ufuldbaarne Tanker vælter sig over hinanden i Dybet; og jeg vilde tilsidst blive saa hovedør og uhyggelig tilmode og fremtidig føle mit Indre som en saa grufuld Spøgelsekælder, at jeg bare skulde bede Himlen bevare mig for oftere at gøre et saa ubesindigt Spørgsmaal.
Nej, Filosoferne vil jeg aldrig mere raadspørge. Jeg har gjort det nogle Gange, men hver Gang følt mig som hin Dreng Søren, der gik ud i Brændeskuret for at skære sig en Pind til at lægge under et vaklende Bordben, men ved at trække i et Brændestykke fik den hele Stabel over sig og blev Krøbling for Resten af sit Liv.
For er det sandt, at vi endnu kun ved lidet om os selv og vort Liv, saa er det endnu mere sandt, at man ogsaa kan gøre for meget Væsen af Tilværelsens Uudgrundelighed. Der gives sikkert langt mere mellem Filosofiens Himmel og Jord, end Vorherre nogensinde har drømt om.
H. P.
Fortsæt til næste enetale.
