Henrik Pontoppidan til Henrik Cavling
Sendt fra Müllerstrasse 6, Wiesbaden. 10. januar 1912
kan være jeg ikke giver Møde
| 10/1 1912 | Müllerstrasse 6. |
Kære Ven!
Jeg har forlængst lovet mig bort til d. 4de Febr., og endda kan det være, at jeg slet ikke giver Møde. Sagen er jo den, at Brandes selv absolut ikke ønsker sin Fødselsdag fejret og er flygtet for at unddrage sig alle "Skåltaler". Du vil måske sige, at dette ikke er helt alvorligt ment; men det har man dog ikke Lov til udenvidere at forudsætte, og jeg har bestemte Grunde til at tro, at han virkelig er led ved Tanken om den Hyldest, der venter ham. Det Vidnesbyrd om sin Upopularitet som blev givet ham kort før han rejste, da han 3 Aftener i Træk måtte tale for en Række tomme Bænke i en Sal, der kostede ham 100 Kr. pr. Aften, må jo også gøre denne konventionelle Geburtsdagsglæde 2 mindre værdifuld for ham, og jeg forstår egentlig godt, at han stopper Bomuld i Ørene. En løbsk Galde havde han jo i Forvejen, og det√ er vist ikke længer muligt at gøre ham glad. Han ønsker vist ikke engang at blive det. Han skrev engang i Sommer i "Politiken" et Prosadigt "Don Quixotes sidste Ridt", der greb mig ved sin fuldkomne Trøstesløshed. – Det er mere Sørgeharpen end Cymblerne, man fristes til at gribe i, når man tænker på ham og hans Højtidsdag. Men det er jo ikke Meningen at gøre Festen til en Sørgeparade.
Ja, du har Ret i, kære Ven, at vi ikke løber hinanden for tidt på Ærmet og Skylden er nok mest min. Men når du nu er flyttet over til det lille Hus i Svendborg, kommer jeg og besøger dig, 3 og så tror jeg, at vi bedre vil forstå hinanden. Du vil nemlig til den Tid vistnok selv undre dig over, at du så længe holdt ud på den Dyrehavsbakke, som moderne Journalistik jo er. Du har jo tilmed aldrig skånet Kalveskindet1. Jeg læste for nogen Tid siden en Skildring, som Johannes Jensen havde givet af dig i en lille Bog2. Den var både smuk og sand. Der er så megen helt barnlig Naturglæde hos dig, og når du engang sidder i din Have derovre ved Svendborg, vil du føle dig som en Karusselhest, der er kommen på Græs.
Er jeg nu altså ikke i Stand til at følge din Indbydelse, så skal du dog have Tak for dit Brev og for alt, hvad du deri fortæller mig. Jeg lever jo her mellem Krøblinge, hvad jo ikke er oplivende. Det er, som Tiden selv gik på Krykker, – den kryber frem med Sneglefart. Jeg er her jo for at komme mig, hvad måske vil lykkes; men heller ikke Kræfterne forhaster sig med 4 at komme, og jeg begynder at blive utålmodig.
Nu en Hilsen herfra, også fra min Kone, og lev vel i det nye År.
Din hengivne
Henrik Pontoppidan
