Henrik Pontoppidan til Henrik Cavling
Sendt fra Müllerstrasse 6, Wiesbaden. 25. januar 1912
alligevel et lille bidrag
| 25/1 1912 | Wiesbaden Müllerstrasse 6. |
Kære Ven!
Jeg sender dig alligevel et lille Bidrag til Fødselsdagsfestlighederne d 4d Febr. Som du ser, er det et Digt, men ikke netop et Jubelkvad. Måske er det derfor bedst, at det ikke fremkommer i selve Fødselsdagsnummeret, men Dagen forud.
Du må endelig lade mig få et korrigeret Aftryk (helst i 2 Ekpl) herned så betids, at jeg kan sende det tilbage inden Trykningen. Jeg har lovet mig selv aldrig mere at lade noget offenliggøre, som jeg ikke har haft Lejlighed til at revidere, – jeg har på en eller anden Måde lagt mig ud med Sætternissen, der spiller mig de slemmeste Puds, såsnart den kan se sit Snit.
Dersom Du kender G.B's Adresse den 4 2 Febr, så vær så god at meddele mig den. Hans parisiske Bopæl kender jeg√; men du skrev, at han rimeligvis vilde fejre sin Fødselsdag et Sted i Italien.
Gid Fanden havde Jer allesammen derhjemme! Dig med!
Din gamle Ven
H.P.
BILAG
Den 4d Februar.
(Til Georg Brandes’ 70 Års Fødselsdag)
Vi stod der med Fakler, med Faner, Orkester
for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.
Men han var forsvunden – var hemmelig flygtet
for Vennernes Tak og de velmente Fester.
Man har spurgt; man har skumlet. Selv véd jeg ej Grunden,
men jeg hørte en Fugl tage Bladet fra Munden,
En Natfugl, en Ugle. – Jeg lytted til Skriget
et angstfuldt Minut mellem Vågen og Blunden.
Hvad blev der – så skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser på Tomten hos fredløse Døde!
Den Sandhedens Sol, han på Himmelen satte –
hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han råbte "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.
Den Vårstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der myldred af Jord, hvor han trådte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned så vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
2 Og Adam, den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig på Kærlighedsgaven
og åd med hver lysten Gorilla i Haven.
Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Og ingen har sørget, og ingen vil klage.
Hvad Under, han gøs for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk! –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.
