Don Quixote's sidste Ridt
Don Quixote havde længe holdt sig ung. Men nu, da han var adskilligt over de 300 Aar, begyndte han at føle sig gammel. Det var saa længe siden, han var kommen til Verden i det lille Argamasilla i La Mancha. Han havde haft Evnen til stadigt paany at blive Kød og Blod i forskellige Lande under vekslende Navne. Han havde i de skiftende Aarhundreder iklædt sig mere end én Skikkelse. Mens han i det syttende Aarhundrede var Spanier, havde han i Begyndelsen af det attende Aarhundrede under Karl den Tolvte været Svensker, i Begyndelsen af det nittende under Napoleon været Polak og i Slutningen af det nittende været russisk Revolutionær. Saaledes havde han i Tidernes Løb forstaaet at modernisere sig en Smule; men nu i det tyvende Aarhundrede betragtedes han almindeligt som forældet, og han vidste det selv.
Han havde i den sidste Menneskealder fældet sin Lanse utallige Gange. Men det forekom ham nu, da han sad grublende paa en Grøftekant, som havde han altfor længe været til Spot for de Snusfornuftige, som var han altfor ofte bleven overfaldet af Æseldrivere og havde altfor tidt haft Uret overfor Sancho Panza's sunde Syn paa de jordiske Ting og Forhold.
Han indsaá selv det Latterlige i at fare rundt som de Uskyldiges og Undertryktes Ridder. Men hvad kunde han for, at under alle Forvandlinger og Forklædninger Spanieren fra Anno 1600 levede i ham endnu! Det kogte endnu i ham, naar han saá landflygtige Ynglinge udleveres til Tortur, eller hørte et Inkvisitionens Offer kaldt "en forloren Martyr" og maatte være Vidne til, hvorledes selvvigtige Dumrianer opremsede Løgnene om de stakkels Brændte eller Hængte eller Skudte. Men nu begreb han det Haabløse i en Kamp for noget saa antikveret eller saa fremtidig fjernt som Retten.
Sent, uendelig meget senere end alle andre, forstod han endelig, at de vandrende Ridderes Tid var forbi.
Han var begyndt med at tage den halve Menneskehed i Forsvar, havde talt Kvindens Sag og havde udæsket, til højre og venstre for Dulcinea. Det havde indbragt ham Prygl paa mangen en Landevej og det Ry at være en Kødets Apostel, saa mager han var. For lang Tid siden var desuden Dulcinea bleven mere stridbar, end han selv nogen Sinde havde været, og hvad hun nu attraaede ivrigst, var for ham som vandrende Ridder uden synderligt Værd.
Derefter havde han som ung Væbner fældet sin Lanse for store Menneskeklasser. Han havde taget Bøndernes Parti overfor Embedsmændene i de smaa og store Byer og Arbejdernes Parti overfor de Ørkesløse, som saá ned paa dem og udnyttede dem.
Men var der nogen, Bønderne nu ikke havde Brug for, saa var det ham. Deres Ideal var ikke ham, men Sancho Panza. Sancho's svedne Bondekløgt beundrede de af deres fulde Hjerte, og da Sancho paa samme Tid som han viste sig lun, lagde en Art Fromhed og en Art Begejstring for Dagen, der ganske anderledes faldt i deres Smag end hans eget Ridt paa Rosinante, var Sancho bleven Konsejlspræsident paa sin Ø1, og Don Quixote saá ham ikke mere.
Var der dernæst nogen, hvem Arbejderne mistroede og med oprigtig Overlegenhed saá ned paa, saa var det ham. De inddelte Menneskene meget naturligt i dem, hvem de kunde bruge, og dem, hvem de ikke kunde bruge. Og han var ikke af dem, der lod sig bruge.
Som ung Ridder havde han dernæst følt for Stammer og Nationer.
Han havde med Harme set Jøderne fordrevne fra Spanien og havde villet føre deres Sag. Men han havde ikke ført den, som de vilde, den skulde føres; han var jo ikke Jøde; og var der nogen, hvem Jøderne rundt om i Evropa havde overskældt som skyldig i Ligegyldighed for deres Ve og Vel, saa var det ham.
Han havde i sin Tid forsøgt en Dyst for Armenierne, da de slagtedes ned. Men hvem i al Verden brød sig om Armenierne! Ingen Stormagt, ingen Regering, næppe Armenierne selv en Gang. Thi de hadede hverandre fuldt saa heftigt, som de blev hadede af nogen Kurder eller Tyrk.
Han havde samtidigt givet russiske Oprørere sit Hjerte og sin Tid. Men hvem i al Verden brød sig om det russiske Oprør! End ikke Beboerne af det hellige Rusland, end ikke det store russiske Folk. Ellers var der vel kommet noget ud af det Oprør.
Han havde følt som Polak og følt mod Polakkerne, ja, havde hilst dem med Haanden til den Hjelm, i hvilken hans Uvenner saá et Barberbækken, skønt et Barberbækken daarligt kan sidde paa et Hoved. Men ikke en Sjæl udenfor Polen bekymrede sig ellers om Polakkerne, og de selv gjorde ikke sjældent i de senere Tider Ting, som viste, at ogsaa for dem var Riddertiden forbi.
Han tænkte sig om: Hvor mange Folkeslag var der vel i Evropa, hvor man ikke havde tegnet hans Karikatur? Der var kun de Folkeslag, der (som Tyrkerne) slet ikke vidste af hans Eksistens.
Selv i Spanien saa fjerntliggende Lande som Tyskland eller Østerrig, selv i de fjerneste som Sverig, Norge, Island, endog i det lille Danmark2, havde man til Tider udfundet, at han var Fjenden, heldigvis ufarlig, der rodede sig ind i, hvad der ikke angik ham, fortjente Prygl og var til Grin.
Nu indsaá han det selv. Ja, han var virkelig, hvad han kaldtes: Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse.
Hans Øjne faldt paa den arme Rosinante, der græssede ved hans Side. Den var ingen Stridshingst. Det lod sig ikke nægte. Dens Fodskifte var ikke meget værd.
Han tog sin Hjelm af Hovedet og betragtede den. Var den end ikke noget Barberbækken, nogen Skærm for hans Hoved var den i ethvert Tilfælde ikke, bulet og forhakket som den var; man kunde næppe se, hvor Hjelmbusken en Gang havde siddet.
Han vejede sin Lanse i sin Haand. Var den et Vaaben? Hvem førte en Lanse nu til Dags? Højst Uhlaner, som red i Trop, og som desuden førte Karabin eller Revolver. Var det endda en Lanse! Men den var jo en Gang bleven splintret og derefter naglet sammen med Søm, surret sammen med en Tovstump, kort sagt sat saa ynkeligt sammen, at den i Virkeligheden var en Parodi paa et Vaaben.
Ulykken var sket alt for mange Aar siden i Bøoternes Land. Ikke, som hans Spottere havde fortalt, i Kamp med Vejrmøller, som han skulde have taget for vandrende Riddere. Nej, saa gal var han aldrig. Ikke mod Vejrmøller var Lansen bristet, men mod Granit.
Naturligvis havde han været dum og godtroende. Han havde ladet sig indbilde, at Bøoternes faste Borg kun bestod af Skærmbrætter, faldefærdige Kulisser, som efter Sagnet Pátjomkins Landsbyer. Bøoterne gjaldt jo blandt de andre Grækere for Dumhedens Repræsentanter, og Dumhedens faste Borg kunde da ret vel tænkes at være en ren Attrap, der lod sig vælte ved et energisk Choc. Men saa havde det vist sig, at den var af Granit, pur Granit, ubrydelig, uovervindelig, uindtagelig, en Fæstning, mod hvilken alle Angreb prellede af.
Han var redet derfra som en slagen Mand. Men nu, da han følte sig overvunden af Tidsalderen, fremmed for Aarhundredet, nu længtes han inderligt tilbage til den Borg. Han mindedes den med Ærefrygt, ja med en Følelse, der lignede Andagt.
From, som han altid havde været, foldede han sine Hænder og sagde stille: Jeg vil ride tilbage til Bøotien; det skal være mit sidste Ridt. Jeg vil gense hin Borg, bygget af Granit, bygget paa Granit, paa den Klippe, som aldrig giver efter, men evigt holder Stand.
Paa den Klippes Vægge vil jeg, hengiven i min Skæbne, ophænge mine sønderhuggede Vaaben. Og jeg vil tilbringe mine sidste Dage med paa den at opføre en Kirke, Fremtidens Kirke. Paa Klippegrund.
Han sadlede Rosinante og begav sig langsomt paa Vej.
Georg Brandes
