Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Solvang pr. Taulov. 18. august 1911
Nobelprisen til Recke og Gjellerup?
18/8 1911 |
Solvang pr. Taulov |
Kære Georg Brandes!
Jo, jeg er endnu i Jylland og kommer vist ikke herfra for det første, da jeg har fået et kedeligt Tilbagefald og må holde mig i Ro på Liggestolen. Jeg skulde ikke beklage mig derover, dersom jeg ikke havde været så dum at tro på Lægernes gyldne Løfter – eller rettere Løgne. For det er disse Vigtigmageres værste Fejl, at de betragter deres Medmennesker som Børn, hvem man ikke tør betro den hele Sandhed.
At De ikke for Tiden var synderlig glad ved Tilværelsen har jeg forstået bl.a. af Deres vidunderlige "Don Quixotes sidste Ridt", der havde de søvnløse Nætters mørke 2 Klarsyn og Storsyn; men at De endnu var syg og lidende, vidste jeg ikke, og disse vedholdende Sygdomsanfald er vel ikke helt uden Skyld i den anden Utilpashed, skønt jeg indrømmer, at der er tilstrækkeligt foruden, der har kunnet give Dem Afsmag for Livet herhjemme og for Menneskeheden i det hele. F.Eks. at Universitetet virkelig har vist den Skamløshed at indstille Recke og Gjellerup til Nobelprisen. Eller er√ det Stupiditet? Dersom det er Paludan og Vedel, der har Ansvaret for denne Indstilling1, så forstår man jo nok Meningen; men om det også er tilgiveligt, at den første af disse skævmundede Flyndere ikke har kunnet overvinde sig til at anerkende den, som er den eneste, der anstændigvis kan nævnes i denne Forbindelse, og som alene har virkelig Udsigt 3 til at komme i Betragtning, så kunde de dog have valgt en mindre ydmygende Repræsentation for vort Åndsliv end disse to latterlige Don Ranudo'er2. Men det synes, som om man aldrig skal ophøre med at måtte√ skamme sig over at være dansk.
Skønt jeg længes meget efter at se Dem igen, vil jeg dog ønske, at det må blive til Alvor med Deres Rejse til Skotland, hvor De vel så vil være, når jeg kommer tilbage til København. Det var Meningen, at jeg skulde have været til et√ udenlandsk Kursted, og jeg havde også skaffet mig√ Pengene dertil, men nu er der ingen Udsigt til, at jeg kommer længer end til Dr. Brünniches Klinik i Hornbæk, hvor jeg så må tilbringe Efteråret.
Jeg har ikke længer Tal på de Udmærkelser, der strømmer ind til Dem udefra; men jeg veed, at De tilgiver mig 4 det, ja at jeg ganske kan spare mig mine Lykønskninger. Jeg tænker forresten, at Deres Skotlandsrejse står i Forbindelse med Deres Udnævnelse til Æresdoktor, og på den Måde får De altså virkelig nogen Fornøjelse af denne.
Jeg ønsker Dem en god Rejse!
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
