Enetale
Onsdag.
Mangen Gang har jeg sukket ved mig selv: hvem der dog var saa lykkelig at have en Livsanskuelse, en af de anerkendte, som man kan leve og dø paa i Tryghed og Fred. Alle de Folk, jeg omgaaes, har en saadan. Om det saa er min Spækhøker, har han en Livsanskuelse. Han fortæller mig ofte med Taarer i Øjnene, at det er den, der holder ham saa frisk og sund og veltilfreds (han vejer 250 Pund). Min Vaskerkone, der stjæler mine Skjorter, har en Livsanskuelse, ja Skraldemandskusken, der bor ovre i Baghuset, har det ogsaa. Jeg véd det, fordi han forleden i en opløftet Stemning betroede mig, at han jo nok fornylig var kommen hjem fra Tugthuset og muligvis meget snart kunde komme der igen, men det vilde han sige, at han alligevel endnu havde sit Livssyn, som han havde faaet som Barn, og som han med Guds Hjælp vilde bevare til sin Dødsdag.
Rimeligvis har jeg ogsaa selv i min Barndom faaet indpodet en garanteret Livsanskuelse, som jeg i Tidens Løb sørgeligt har forloret. Og jeg har paa mange Maader smærteligt følt Savnet deraf. Uden en saadan Aandens Vakcinations- eller Kokoppeattest kommer man ingen Vegne her i Verden. Den skal præsenteres overalt, hvor man vil opnaa noget. Jeg kan ikke blive saa meget som Kancelliraad uden at kunne godtgøre, at jeg har den i Behold.
Vidste jeg saa endda rigtigt, hvad en Livsanskuelse egenlig er for noget, hvorledes man forskaffer sig den, hvordan man opbevarer den o.s.v. Spørger jeg mine Omgangsfæller, hvorledes de har faaet deres, svarer den ene, at han har levet sig til den, den anden, at han har læst sig til den, den tredje, at han har tænkt sig til den, den fjerde, at han har drømt sig til den, den femte og frommeste, at han har tigget sig til den. Men nu er Ulykken den, at jo længere jeg lever, jo mere jeg læser, jo klarere jeg tænker, jo uroligere jeg drømmer, jo tyndere jeg tigger, des mere sætter jeg til af det mur- og nagelfaste Inventar, der kunde tænkes at danne Grundlaget for et fremtidigt godt og solidt og velassureret aandeligt Indbo.
Jeg opsøgte i Dag Menneskevennen Severinsen. Det er en høj, svær, stilfærdig Mand, en ældre Graaskæg med aaben Pande, et mildt og kærligt Blik, en dæmpet Stemme, et varmt, ja svedigt Haandtryk – kort sagt, det er en lykkelig Mand med en grundfæstet Livsanskuelse. Hans Levevej er den at befordre Omsætningen af visse smaa tvivlsomme Blanketter, lydende paa Summer, for hvilke der ikke findes, hvad der i Forretningssproget kaldes Banksikkerhed; og jeg var kommen til ham paa Anmodning af en Ven, der havde et saadant Dokument beroende hos ham mod en Afgift af 60 Procent1. Jeg havde det Hværv at søge at træffe et Arrangement med ham i Mindelighed; men han vilde i Begyndelsen slet ikke høre paa mig. Han sad dèr tilbagelænet i sin store Lænestol og saa' blot bebrejdende paa mig, mens jeg talte. Endelig, da jeg tav, bøjede han sig frem imod mig, lagde Haanden paa mit Knæ og spurgte indtrængende, om jeg virkelig syntes, det var rigtigt af mig saaledes at blande mig i Andres intime Anliggender; om en saadan Fremgangsmaade virkelig "var forenelig med min Livsanskuelse". Dér stod jeg igen! Jeg var lige ved at sige ham, at jeg i saa Henseende ingen Skrupler havde; men i et pludseligt Anfald af Galgenhumor foretrak jeg at stille mig bekymret an og betro ham, at jeg desværre slet ingen Livsanskuelse havde, men at jeg vilde være ham taknemmelig, dersom han vilde fortælle mig, hvorledes han f.Eks. havde faaet sin. Da lænede han sig atter tilbage i sin Stol, saa faderligt paa mig og sagde: "Kære Ven, sligt er en Naadegave, der først erhværves gennem mange Prøvelser." Den Forklaring havde jeg ogsaa hørt før; den tilfredsstillede mig ikke. Saa gav jeg mig igen til at tale om den ulykkelige Veksel. Jeg forestillede ham, hvorledes det vilde blive min Vens sikre Ruin, om han ikke fik Sagen ordnet. Jeg tilbød ham tolv Procent, femten Procent, tyve. Jeg fortalte ham om min Vens saa lykkelige Familieforhold, der vilde blive ødelagte; jeg berettede om hans Børn, hans Hustru, hans gamle Moder. Men han var uimodtagelig. Han svarede mig tilsidst slet ikke. Jeg maatte gaa med uforrettet Sag. Men ved Afskeden trykkede han atter varmt min Haand, og med et Skær af virkelig Oprigtighed beklagede han, at han ikke havde kunnet være mig til Tjeneste. I det samme aabnedes Døren ind til den tilstødende Stue, og et Par Smaapiger i Syvaarsalderen kom glædesstraalende løbende hen imod ham for at vise ham en ny Dukke. Den Maade, hvorpaa han tog det ene af disse Børn op paa sin Arm; den Faderglæde, hvormed han forestillede dem begge for mig; det Smil, hvormed hans Kone, der i det samme kom frem i Døren for at kalde dem til sig, bad mig undskylde Forstyrrelsen, alt dette syntes at fortælle om, at han i Grunden var en hæderlig Mand, en kærlig Natur, et godt Hjærte. Rimeligvis var han endog et religiøst Gemyt. I hvert Fald saa jeg, idet jeg gik, at der over Sofaen i hans Stue hang et Billede af en bekendt afdød Præst, omgivet af en Krans Evighedsblomster.
Idet jeg steg ned ad Trappen, begyndte der endelig at dæmre hos mig en Forstaaelse af, hvad en Livsanskuelse da egenlig er. Det gik op for mig, at det at have en Livsanskuelse, det er at kunne med let og sorgløst Sind bære 250 Pund Fedt paa sine Knokler – det er at kunne stjæle en Mands Skjorter uden derfor at tabe sin Sjæls glade Ligevægt; det er at føle sig moden til Tugthuset og samtidig værdig til Himlen; det er at tage 60 Procent og dog hver Aften at kunne folde sine Hænder og i fuld Oprigtighed nedbede Himlens Velsignelse over den ganske Menneskehed. – –
Jeg tror alligevel, at jeg vil forsøge paa endnu en Stund at undvære denne "Naadegave".
H. P.
Fortsæt til næste enetale.