Dagbog
21de Avgust.
Det er altid med bevæget Hjærte, jeg efter Sommerens Forløb første Gang tænder min Lampe for igen at tilbringe en Aften inden Døre og gøre mig det hyggeligt med en Bog eller en Pen i min vante Vinterkrog. Udenfor strømmer Regnen; kolde og klamme Luftstrømme trænger ind gennem den aabentstaaende Havedør og lægger en blaalig, spøgelseagtig Dug over Spejlet og Møblernes Politur.
Men den rette Vinterhygge vil alligevel ikke indfinde sig. Sammen med de kolde Luftninger ude fra Haven strømmer ogsaa Duften af sene Roser og Levkøjer, og rundt om Lampen sværmer Myg og store Natsommerfugle, der klimprer med Vingerne paa Kuplen.
Jeg forsøger at læse; men Øjnene er endnu ikke vante til det svage Petroleumslys; der lægger sig som en Taage under dem; Lampevarmen brænder min Isse, og jeg synker hen i en Dvale, en Drømmedøs, i hvilken alle Sommerens Minder drager mig forbi i Række og Følge, lige fra det første glade Stærekvidder til Vibens sidste melankolske: forbi, forbi!
Men særlig er der én Erindring, ét Billede, der bliver ved at forfølge mig. Hvorfor? Jeg véd det ikke selv. Men maaske er det denne vemodige Forening af Sommerens sidste Rosenduft med Vinterens første Taager; der nu vækker netop dette Minde forstærket tillive hos mig.
Det var en stille, solklar Morgen omtrent i Sommerens Midte. Jeg kom gaaende fra Stranden op til en Udsigtsbænk i Udkanten af Skoven, hvor jeg paa denne tidlige Tid af Dagen plejede at kunne sidde uforstyrret og betragte Sundet og dets mange Sejlere. Jeg blev derfor ærgerlig, da jeg i Frastand saa', at Bænken alt var optaget; men Ærgrelsen blev betydelig forringet, da jeg ved at komme nærmere saa', at den optagende Genstand var en ung og tilsyneladende meget smuk Pige.
Naa, man er jo dog kun et Menneske. Jeg satte mig altsaa roligt ned i det andet Hjørne af den temmelig lange Bænk, og da jo Naturskønhed gør meddelsom, varede det ikke længe, før jeg dristede mig til at konversere den unge Dame. Hun tog mig det slet ikke ilde op og svarede mig uden Forlegenhed, hvorved jeg fik Lejlighed til mere utvungent at betragte hende. Hvor var hun nydelig! Hendes Ansigt var ungt og fint, en Smule blegt, og dog friskt, næsten djærvt. Det lyse Haar laa glat og blankt over Panden indtil omtrent midt for Tindingen, hvor det kreppet hang ned over Ørene og der blev borte under den hvide Sommerhat. Hendes røde Mund, hendes hvide smaa Tænder, de fine, barnligtbuede Bryn, alt aandede en Friskhed og Ynde, og de mørkeblaa Øjne lyste af en Hjærtensgodhed, der fortryllede mig.
Hun kunde nok ogsaa se det paa mig, at jeg beundrede hende, og det var tydeligt, at det glædede hende.
Det viste sig hurtigt, at vi havde en Masse fælles Bekendte, om hvilke vi saa kom i en fortrolig Passiar, der endte med at vi præsenterede os for hinanden. Hun boede i en Villa ganske tæt derved og havde allerede boet der et Par Maaneder. Men da jeg i den Anledning udtalte min Forundring over, at jeg ikke før havde set hende, end ikke paa Ballet i Koncertsalen, hvor ellers alle Sommergæsterne var samlede, svarede hun, at hun holdt sig mest hjemme og at hun ikke brød sig om at danse.
Jeg forestillede hende i bevingede Ord det urigtige heri og tilbød straks at føre hende til et nærliggende Udsigtspunkt, som hun endnu slet ikke kendte. Dette vægrede hun sig dog ved at gaa ind paa med en Bestemthed, der noget forundrede mig, fordi den stod i saa stor Modstrid med hendes øvrige barnlige Naturlighed.
Samtalen drejede saa ind paa andre Æmner, hvorved hendes pludselige Reservation ligesaa hurtigt forsvandt. Hun talte og smilte og syntes endog ganske smigret over mit uskyldige Kurmageri. Jeg begyndte virkelig at blive ganske stolt. Jeg havde dog ellers Erfaringer nok for, hvor lidt jeg turde stole paa min Uimodstaaelighed.
Med ét fór hun sammen ved at høre, at der blev kaldt paa hende nede fra Villaen.
Først blev hun rød og derpaa mere bleg, idet jeg nemlig gjorde hende opmærksom paa Raabet, fordi det blev gentaget.
Alligevel rørte hun sig ikke; men idet hun bed sig i Læben, blev hun ved at stirre ned paa sin Haand, der krammede febrilsk om Bænkens Armstykke.
Jeg saa' forbavset paa hende. Og da hun ikke svarede mig paa et Spørgsmaal jeg gjorde hende, rejste jeg mig tilsidst og sagde:
"Jeg haaber, Frøken, at det ikke er mig, der er Skyld i Deres Forstemthed. Og vil De, for at overbevise mig derom, tillade mig at ledsage Dem ned ad Trappen her. Mosset er endnu fugtigt af Duggen, man kan saa let falde … eller om De blot vil laane min Stok?"
"Nej!" stødtes det ud af hende paa samme afvisende Maade som før, og uden at hun saa' op.
"Nu er De uretfærdig imod mig, Frøken! Det gør mig ondt, dersom jeg har mishaget Dem med min Paatrængenhed. Jeg haaber De i saa Fald vil tilgive mig den."
Men nu vendte hun sig pludseligt om, skjulte Ansigtet i sine Hænder og brød ud i en hæftig Hulken.
Dette var mig fuldstændig gaadefuldt. Kun forstod jeg, at jeg burde fjærne mig, og efter høfligt og tavst at have blottet mit Hoved, gik jeg stille bort.
Men da jeg lidt efter vendte mig om inde i Skoven og saa den unge Pige gaa ned ad Højen, opklaredes Gaaden: den fine, yndefulde Skabning haltede paa en stor Klumpfod.
Hun holdt endnu Lommetørklædet for Øjnene og syntes at græde hæftigt.
Urbanus.
