Et Møde

Fortælling af Henrik Pontoppidan.

Med Illustration af O.P. Balle.

Landevejen løb langs med Havet, under høje, villabestrøede Skovskrænter, der faldt brat ned mod Stranden. Det var en ganske tidlig Sommermorgen. Solen var nylig dukket op af det blanke Havspejl, Stranden, Skrænterne, Landevejens Træer – alt laa endnu indhyllet i lysviolette Taager. Skibene ude paa Havet gled med rosenrøde'1 Sejl, de hvide Strandfugle boltrede sig over Vandskorpen med gyldne Vinger.

Jeg kom gaaende hen ad Vejen, hvor intet andet Menneske var at se. Endnu sov man rundt om i Fiskerhytterne og Badehotellerne. Fra de smaa Sommervillaer, der tittede frem af Skoven højt oppe paa Skrænterne ligesom Stærekasser, hørtes ingen Lyd. Først om en Time eller to vilde Solen vække Liv her. Tykke Herrer i Nankinsjakker1 og Damer i spraglede Sommerfugletoiletter vilde da vise sig paa alle Verandaerne; Latter, Tallerkenraslen og Klavermusik vilde lyde ud fra de opslaaede Vinduer, og Landevejens Støv vilde ophvirvles af Landauere, Bicycleryttere, Ølvogne og gnavent udseende Fodgjængere, der med Hatten bag i Nakken hastede til Stationen for at komme til Byen til deres Forretninger.

Jeg drejede fra Landevejen ind paa en Sti, der i sære Slyngninger førte op til en Udsigtsbænk paa Egnens højeste Punkt i Udkanten af Skoven, hvor jeg paa denne Tid af Dagen plejede at kunne sidde uforstyrret og se paa Havet og dets mange Sejlere. Da jeg naaede derop, fandt jeg til min Overraskelse – og Ærgrelse – at Bænken allerede var optagen, af en Dame, der havde taget Plads i dens ene Hjørne og herfra betragtede mig med et Blik, der røbede en ikke mindre Forbavselse end min egen, ja næsten Skræk.

Jeg skjulte saa godt som muligt min Forstemthed, lettede tavs paa Hatten og tog Plads i Bænkens andet Hjørne. Jeg fandt ingen Anledning til at lade mig fortrænge fra dette Sted, som jeg nu i over en Maaned hver Morgen havde opsøgt og derfor mente at have en Slags Hævd paa.

Jeg antog, at Damen ogsaa nok hurtigt vilde fortrække, naar hun saa', at jeg ikke lod mig genere af hende, men tværtimod satte mig rigtigt til Borgeleje2 her. Men i denne Henseende forregnede jeg mig. Flere Minutter forløb, og hun gjorde ikke mindste Mine til at rejse sig. Tværtimod … hun blev siddende saa roligt, saa ubevægelig, saa musestille, at jeg tilsidst begyndte at tvivle om, hvorvidt hun var et virkeligt, levende Menneske og ikke en kjæmpestor, udklædt Dukke, der var bleven glemt her af en eller anden Børneflok.

Jeg kunde ikke længer styre min Nysgjærrighed; jeg drejede langsomt Øjnene henimod hende.

Store Gud – hvor var hun nydelig! En ganske ung Pige, næsten et Barn endnu. Et Legeme saa yndefuldt sart, et Ansigt saa friskt som en Nøddekjærne, lysegraa Øjne, blegrøde Læber, blond, silkefint Haar, der laa kreppet over de let blaanende Tindinger og i Nakken var samlet i en Knude. Hun var i lys Morgenkjole, havde et lille blaat Shavl over Skuldrene; paa Hovedet bar hun en hvid Halmhat med et Slør, der hang langt ned paa Ryggen.

Da hun mærkede, at jeg iagttog hende, fik hun en rød Plet paa Kinden, men rørte sig ikke. Som betaget af en indre, nervøs Uro sad hun med en tvungen rank Holdning og trykkede sig op imod Bænkens Armelæn. Hænderne med de blaatbesløjfede, graa Halvhandsker hvilede i hendes Skjød, Fødderne holdt hun inde under Bænken.

Jeg vovede tilsidst at tiltale hende, jeg kunde ikke lade det være. Jeg lod et Ord falde om det smukke Vejr og om Fuglene, der skreg rundt om os i Skoven. Hun drejede Hovedet om imod mig, saa' lidt paa mig, og svarede uden Forlegenhed – tilsyneladende. Lidt efter lidt kom vi i en helt utvungen Passiar. Det viste sig, at vi havde en Del fælles Bekjendte, og hun blev mere og mere uforbeholden og meddelsom. Tilsidst fik jeg hende endog til at vende Hovedet bort og le, idet jeg ved Grimacer søgte at levendegjøre Billedet af nogle Herrer, som vi begge kjendte fra Kjøbenhavns Gader.

Gjennem denne Samtale fik jeg enkelte, spredte Oplysninger om hende selv. Jeg erfarede, at hun sammen med sin Familie boede i en Villa tæt ved det Sted, hvor vi sad, og at hun havde flere Søskende. Da hun tillige fortalte, at hun – ligesom jeg selv – havde opholdt sig her i over en Maaned, kunde jeg ikke tilbageholde min Forundring over ikke at have set hende før.

"Jeg har dog ellers haft mine Øjne godt med mig, tør jeg sige – og jeg vilde sandelig ikke have overset Dem. Jeg er da heller ikke at den Slags, der sidder herude og kukkelurer, jeg er paa Færde fra Morgen til Aften – og det er Frøkenen nok ogsaa, kan jeg forstaa, siden jeg kan have haft den Fornøjelse at træffe Dem her saa tidligt paa Morgenstunden, mens alle andre af vore unge Damer endnu ligger og sover paa deres grønne Øre. Derfor kan jeg slet ikke forstaa, at jeg ikke før har truffet Dem."

Der kom pludseligt noget alvorligt over hendes Ansigt. Hun vendte Hovedet bort og syntes i Begyndelsen ikke at ville svare.

"Jeg holder mest af at være hjemme," sagde hun saa – underlig kort.

"Hvad for noget?" udbrød jeg. "Det er virkeligt meget forkert af Dem, Frøken. I denne Sommertid – og med det Vejr, vi hele Tiden har haft! Jeg er sikker paa, det er heller ikke efter Deres Læges Forskrift. De skulde vist tværtimod være i frisk Luft fra Morgen til Aften, og der er jo al mulig Lejlighed til Adspredelse her ved Badestedet. Vi har Fisketure, Lawn-Tennis, Rosport og hundrede andre Ting. Og, det er sandt – Sommerballerne i Koncertsalen! Heller ikke der har jeg set Dem, Frøken! Hvor kan det dog være? Danser De ikke?"

"Nej."

Jeg saa' hen paa hende. Hun havde med halv Stemme ligesom stødt Ordet ud.

Skjønt hun stadig sad med Ansigtet bortvendt, kunde jeg se, at hun var bleven bleg, og at den forrige nervøse Uro fik hendes Læber til at sitre.

Jeg begreb hende ikke. Hvad var det egentlig for et besyndeligt lille Menneske, jeg her havde truffet paa? Under hele vort Møde havde hun kastet mig fra Forbavselse til Forbavselse, – først ved det ualmindelige i at lade sig overraske her, ensomt drømmende paa denne Tid af Døgnet, ligesom en Skovens forsinkede Dryade; dernæst ved den Frihed og Friskhed, hvormed hun havde talt til mig – og nu igjen ved denne pludselige, sky Tavshed.

Hvad der dog havde forundret mig næsten allermest var, at min Smule Kurmageri øjensynlig glædede hende. Hvor kunde dette være muligt? En saa ualmindelig indtagende ung Pige maatte dog allevegne være Gjenstand for Herrernes Galanteri. Hun maatte jo snarest være indtil Kjedsomhed vant til Mændenes Komplimenter. Og nogen Kokette var hun sikkert ikke. Hun lukkede sig jo inde, skjulte sig som en anskudt Hind i Skovens Tykning, mens alle de andre unge Piger sværmede sejsbevidste omkring og gjorde de unge Mænd krusede i Hovedet med deres fantastiske Sportsdragter – hun, som kunde blive Dronningen for dem alle, tvinge det hele Badested til at kaste sig beundrende for hendes Fødder.

Jeg blev grebet af en heftig Nysgjærrighed efter at lære Hemmeligheden i dette smukke Barns Væsen at kjende. Jeg havde aabenbart ved mine Spørgsmaal nærmet mig hendes Sjæls saare3 Punkt, og for ikke yderligere at skræmme hende, drejede jeg nu Samtalen bort i en anden Retning. Jeg begyndte igjen at tale om vore fælles Bekjendte, om de kjøbenhavnske Teatre, om Skuespillere, Bøger og Musik, og det varede da heller ikke længe, før jeg igjen saa' hende smile.

Men med et foer hun sammen. Der blev raabt paa hende nede fra Villaen, hvor hun boede.

"Thea! … Thea!" kaldtes der gjentagende.

Hun lod, som om hun ikke hørte Raabet. Mens hun bed sig i Underlæben, blev hun ved at stirre paa sin ene Haand, der febrilsk krammede om Bænkens Armstykke.

Jeg forstod hende ikke og sagde derfor, ganske troskyldigt:

"Det er vistnok Dem, man kalder paa, Frøken. De hedder altsaa Thea … Det er sagtens Deres Søster, der ikke kan begribe, hvor De har forputtet Dem. Hør! Nu kalder hun igjen! Saa maa jeg nok give Afkald paa Deres behagelige Selskab."

"Thea! … Thea!" raabtes der, denne Gang baade af en Kvinde- og en Herrestemme og med en saadan Udholdenhed og Kraft, at Fuglene rundt om os tav.

Men hun rørte sig stadig ikke. Hun var atter bleven meget bleg, og jeg kunde se, at hele hendes Legeme sitrede.

Dette var mig fuldstændig gaadefuldt. Hvad i Alverden skulde jeg tænke om hende?

I min Raadvildhed sagde jeg:

"Jeg haaber, Frøken, at det ikke er mig, der er Skyld i Deres Forstemthed. Det skulde gjøre mig ondt, dersom jeg har mishaget Dem med min Paatrængenhed. Jeg beder Dem i saa Fald at tilgive mig den."

Men da hun bestandig hverken svarede eller gjorde Mine til at gaa, skjønt Raabene blev ved at lyde – og nu med mange Stemmer – nede fra Villaen, forstod jeg, at jeg her kun havde et at gjøre, – nemlig hurtigst muligt at bortfjærne mig.

Jeg rejste mig, blottede høfligt og tavst mit Hoved og gik bort.

Ganske underlig til Mode søgte jeg længere ind i Skoven for at grunde over dette mærkelige Møde; men efter at have gaaet et hundrede Skridt vendte jeg mig om og saa' da den unge Pige forlade Udsigtshøjen og gaa ned mod Villaen. Da opklaredes Gaaden: den unge, fine Skabning haltede paa en stor Klumpfod.

Hun holdt Lommetørklædet op for Øjnene og syntes at græde hæftigt.

 
[1] Nankin: bomuldstøj, i reglen gult. tilbage
[2] sætte sig til Borgeleje: slå sig ned; slå sig til ro (især for længere tid); gøre sig det bekvemt (ODS). tilbage
[3] saare: sårbare, se ODS I. saare 1.2. Pontoppidan brugte også ordet i Spøgelser (1888), s. 156. tilbage
['1] < røsenrøde tilbage