Enetale
Enetale.
11te Marts
Naar man er ung, stiller man saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Man vil, at de skal aabenbare sig for En. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, betragter man næsten som en personlig Fornærmelse. Man forlanger intet mindre end at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri, af hvilket man betragter sig selv som et betydningsfuldt Led. Bliver man lidt ældre og dermed mere nøgtern, lader man helst Verdensgaaden ligge som en Nød, man ikke har Tænder til at knække. Og i sin Utaalmodighed kaster man da Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene og Udviklingen, kort sagt: for her at søge en Mening med Livet og et Formaal for Menneskenes Kamp og Liden. Anser man sig desuden i Besiddelse af Ævner og Kræfter og maaske oven i Købet af et Kald, giver man sig til at reformere og revolutionere for ligesom en Gud at omskabe Menneskene i sit Billede, … indtil man en Dag standses af en Stemme fra Dybet af sit Indre, en Stemme, der spørger: Men hvem er Du selv? Fra den Dag kender man intet andet Spørgsmaal end netop dette ene. Fra hint Øjeblik er ens eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade man forgæves stræber at løse. Mit sande Jeg? … Den Mand, der i Morges i det tætte Snefald gik op og ned ad en og samme Gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, … var det mit sande Jeg? Eller den, der i Skumringen sad med Børnene omkring sig og lo og fortalte Historier og morede sig selv med at lade Haner gale og Svin snøfte og de smaa Mus pibe ynkeligen under Kattens Klo … var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved Lampen i den sene Aftentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker … er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket ubesmittet: Eller er det altsammen lige meget mig selv? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare noget forbigaaende, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængig af Barometerstanden og Smørpriserne? Eller er Forklaringen den, at vi har lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose. Hver Gang Posen rystes, kommer en ny til Syne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet Haab om at finde Svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg véd, at jeg igen i Morgen og i Overmorgen og indtil mine Dages Ende vil sidde saaledes ensom under Lampen og føre Enetale med mig selv, tage alle den forløbne Dags Begivenheder for mig én efter én, alle mine Indtryk fra Naturen, Mennesker, Bøger, alle mine Tanker, alt, hvad jeg har følt og fundet … for ud af det altsammen at forsøge at danne mig et Billede af eller blot en Art Forestilling om mig selv og derigennem om de andre Mennesker og om Historien og om de usynlige Ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt. For hver Dag, der gaar, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at haabe. Og dog bliver jeg ved at søge.
H. P.
Fortsæt til næste enetale.
