Enhver Ting har to Hanke
Enetale
12te Marts.
Hvorfor regerer Uretten her i Verden? Hvorfor triumferer Dumheden? Hvorfor breder den slette og platte Smag sig uhindret paa Torve og Stræder, i vore Hjem og i vore Bøger, i vor Kunst og vort Teater? Hvad er det, der holder ogsaa min Haand tilbage fra efter Ævne at brændemærke og nedslagte, hvad der er hæsligt, dumt og frækt? Hvorfor holder vi bare Bog over Tølpernes og Tossernes Synder for igen at udslette dem? Hvorfor?
Min Vej har i den senere Tid ofte ført mig forbi det nyopførte Ny Carlsberg-Glyptotek ved Vestre Boulevard1. Jeg er kommen til det fra de forskelligste Verdenshjørner og har derfor haft Lejlighed til at betragte det baade fra den Side, hvor det tager sig ud som Indgangen til et stort Vokskabinet, og fra den, hvor det ligner en Lade, og fra den, hvor det ikke ligner nogetsomhelst, men hvor det ubetinget er smukkest. Det har været mig en Gaade, hvorledes et saadant Monstrum af Smagløshed uantastet har kunnet skyde op af vore Brosten – ja, hvad værre er, i Stedet for i største Skyndsomhed at bygge et stort Skærmbrædt af femetages Huse omkring denne Skifting, der er avlet ved Voldtægt og født i Dølgsmaal, har man nu indbudt den ganske Verdens Kunstnere hertil for at være Vidne til vor Skam. Uvilkaarlig har jeg, hver Gang jeg gik der forbi, flyttet mine Tanker til en anden Kant af Byen, til et andet nyt og stort og sørgeligt Kunstens Tempel2 – det prangende Monument, som Provisoriet har rejst sig selv her i Nordens Athen, og foran hvilket Danmarksstatuen med Grund har klædt sig i Sæk og Aske, mens Løverne ynkeligen græder. Og jeg har tænkt: hist som her er det den samme Mand3, der nu regerer – den rige, den almægtige Brygger. Hvorledes er det gaaet til? Hvorfor har dog ikke et eneste Menneske med Avtoritet hævet sin Stemme mod dette Barbari?
Saadan har jeg spurgt mig selv – indtil i Dag.
Jeg lod mig i Morges friste af det smukke Vejr og gik ud ad Valby til. Solen var den Gang endnu ikke kommen frem. Den nyfaldne Sne laa paa Tagene og i Villahaverne og skar os Spaserende saa ondskabsfuldt i Øjnene, som vilde den spotte over vore altfor tidlige Vaardrømme. Ude paa Ny Carlsbergvej, foran den lille Udbygning paa Glyptoteket, holdt en Række af Brødrene Nielsens svære Arbejdsvogne. Paa den forreste af dem, der havde Plads lige under den store Luge, var man i Færd med ved Hjælp af en sindrig Mekanisme at losse en mægtig Marmorstatue – en siddende Yngling med Haanden paa sit Knæ – og jeg fik at høre, at man allerede i længere Tid havde været beskæftiget med at overføre Glyptotekets hidtil private Skatte til den nye Bygning som Statens Ejendom. Bag et Vindue i Ny Carlsbergs Kontorbygning, der vender ud mod Vejen, saa jeg en graaskægget Mand staa ubevægelig og ligesom i Skjul følge Arbejdets Gang. Tog jeg fejl? Var det ikke Bryggerkongen, hans Almægtighed selv? Jeg tror det. Thi da Paalæsningen langt om længe var tilendebragt, og Hestene og Vognene sattes i Bevægelse ned ad den isglatte Vej, blev Øjnene derinde ved at følge den hvide Statue, indtil den sidste Flig af den var forsvunden bag den høje Underkørselsport. Fra dette Øjeblik fik jeg et noget andet Syn paa denne Mand og hans Offervillighed. Jeg tænkte, hvor lille og lav en Forstand paa Kunst han end maa have, en lidenskabelig Samler har han i hvert Fald været. Og hvilken Lidenskab kan egentlig sammenlignes med en Samlers? Ingen, der selv har samlet, om ogsaa blot paa Frimærker eller Tinknapper, vil kunne miskende den Selvovervindelse, det maa have krævet at give Afkald paa alle disse møjsomt samlede Skatte. Og bedst som jeg stod og saa paa ham, tilgav jeg ham med ét baade hans Panoptikon-Arkitektur, hans Almagt og hans paastaaede Arrogance, ja næsten ogsaa den tilstundende Sommers store Reklame-Udstilling. Kunde jeg mere?
Ja, den gamle Vismand4 har Ret: enhver Ting har to Hanke, det afhænger altsammen af, i hvilken Hank man griber den. Og jo ældre man bliver, des lettere finder man dem begge. Derfor faar Skændselen aldrig sin Dom, Dumheden aldrig sit Naadestød, Platheden aldrig sin Brændemærkelse. Vi kan nok føre Bog over vor Medmenneskers Synder, men vi kommer aldrig saa langt, at vi kræver Opgør.
H. P.
Fortsæt til næste enetale.
