Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Helsingør. 4. juni 1931

Deres Livserindringsstof

4. Juni 31.

Kære Pontoppidan. – Naar jeg nu gir et lille Pip fra mig, saa hører jeg maaske lidt Morgenkvidder igen fra Dem. Jeg længes derefter. Der gaar ingen Dag, hvor jeg ikke tænker paa Dem, og naar jeg en Gang imellem – det er ikke saa ofte – vækkes af Morgenskæret ved 4-5 Tiden, ligger den Tanke nær: Mon P. nu ogsaa ligger vaagen. Og hvordan gaar det med Ben-Problemet. Er De naat fra de 8 til 6 eller fire. Til Deres egne 2 er der nok endnu et Stykke Tid. Det gaar ikke saadan i en Ruf med gamle Lemmer, det være sig Arme eller Ben. Jeg dømmer fra mit eget Haandled. Det er maaske nok lidt bedre – det siger Lægen i hvert Fald – men der er sikkert endnu et godt Stykke Tid til inden jeg paa egen Haand kan løse ethvert Bukse-Problem. Vil De betro mig Deres Telefon-Nr, saa kunde dog min Frøken engang imellem ringe Deres Nr op og spørge om, hvordan det gaar. Kunde jeg pr. Post sende Dem nu og da nogle Timer af min rigelige Søvn, gjorde jeg det gærne, men end ikke mine Breve er sikkert dybsindige nok til at kunne faa en saadan Virkning. Men at Helgenbøgerne ikke har det, er mærkeligt. Jeg har prøvet paa at læse en og anden af Johs. Jørgensens, men det kunde jeg ikke holde ud. Maaske var det, fordi jeg ikke rigtig trode paa hans Ærlighed i Forholdet – med Urette, kan det jo godt være – man kan vel lære eller tvinge sig til at tro paa selv det mest utrolige – det vil jeg da haabe for Præsterne i de mange Slags Trosbekendelser som findes. Jeg kan ikke med Præster og holder mig helst i Afstand fra dem. Og naar de som Sognepræster – nye i Kaldet – gør Visit her uden at vide, at jeg forlængst har meldt mig ud1 af Folkekirken, har jeg min Nød med at faa dem meddelt paa en blid Maade, at jeg ikke hører til deres Hjord men til de fortabte Faar. Jeg maa for Resten sige, at et Par af dem i hvert Fald efter det alligevel har søgt selskabelig Omgang med mig. Det blev dog ikke Tilfældet med den for et Par Dage siden begravede 92aarige Præst Gustav Heiberg en Søn af den Provst Heiberg her i Byen, hos hvem Deres Bror Morten i sin Tid var Kapellan og i hvis Hjem jeg første Gang var sammen med Deres Brødre Erik og Knud. Da jeg traf ham, efter at han var 2 flyttet her til Byen for vel snart en halv Snes Aar siden, gik han i vor Samtale ud fra som noget selvfølgeligt, at jeg delte hans Livssyn og Trosstandpunkt, og da jeg paa en ganske lempelig Maade lod ham mærke, at jeg ikke gjorde det, skiltes vi ret hurtig, og indskrænkede os derefter til en høflig Hilsen, naar vi mødtes paa vore Spasereture.

Det interesserede mig meget at høre Deres Mening om Memoirer i Almindelighed og om Collett Vogts lille Stykke i Særdeleshed. Men jeg synes ikke at De har ganske Ret i Bedømmelsen af Memoirers Værdi. Selvfølgelig digtes der i dem alle, smøres lidt tykkere paa her og lidt tyndere der, men er de levende i deres Fremstilling saa mister de ikke derfor deres Værd og Interesse. Tænk, hvor dog en Memoire er interessantere end en saakaldt objektiv-historisk Skildring – Leonore Kristine f. Ex. i sit Jammersminde mod Birket Smiths Levnetsbeskrivelse2, der er et Mønsterværk – jeg vil ikke tale om Goethes "Dichtung und Wahrheit" der er det af Goethes Værker, jeg helst læser i. Jeg ved jo, at De som Digter har benyttet meget af Deres Livserindringsstof – men alt det mange Gange mere, som De ikke har haft Brug for – hvorfor skal det ligge unyttet. Jeg ved jo ogsaa, at De er en Mand, der holder hemmeligt Telefonnummer og just ikke lukker Deres Dør paa vidt Gab for Alverden, men alligevel synes jeg, De burde meddele os andre og Eftertiden nogle af Deres Indtryk af Samtidens Begivenheder og Personligheder – De der har et saa personlig farvet Syn paa Mennesker og Forhold og Evne til at se dybere i dem end de fleste. – Og saa er jeg tilmed vis paa, at det i allerhøjeste Grad vilde interessere Dem, naar De først tog fat derpaa. Jeg vilde ønske, jeg selv følte Evne til at skrive noget mere – jeg har tit Lyst til at skrive om min "Dagblads"-Tid i sidste Halvdel af 70rne, men det blir nok ved Lysten – for Evnen er der næppe mere. – Der har i den sidste Tid staaet 3-4 fortræffelige Kroniker i Politiken om engelske Presseforhold af den svenske Forfatter Hellström, der lever og har levet meget i England. De vil sikkert interessere Dem, og jeg skal se, om jeg kan samle dem og saa skal jeg sende Dem dem. Det er altid en lille Afveksling fra Helgenhistorierne. Idag skal jeg ud til en ganske lille Middag hos Bjørn Stephensen sammen med Collstrop, der nu daglig har set til mig i det sidste Par Maaneder – meget rørende! – Det er den anden af den Slags i de sidste 4 Maaneder, saa jeg lever just ikke i Sus og Dus. Hils Else og Einar, naar De ser dem og god Bedring

Deres hengivne
M. Galschiøt

 
[1] meldt mig ud: udmeldelsen er anført i kirkebogen for Helsingør Skt. Olai, men uden datoangivelse. tilbage
[2] Levnetsbeskrivelse: Sophus Birket-Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie, I-II, 1879-81. tilbage