Henrik Pontoppidan til Martinus Galschiøt
24. maj 1931
Man aner Tildigtning og forstemmes
Pinsemorgen 31. [med MGs hånd: 24] Maj
Kære Galschiøt.
Jeg vil benytte Dagens første Time til at sende min Lidelsesfælle en Pinsehilsen med Tak for hans sidste Brev. Jeg havde egenlig troet at skulle vækkes af syngende Mennesker, der drog til Skovs, da de gamle Valfartssteder, Frederiksberg Have og Søndermarken jo nu er lukket for Pinseglæden. Men endnu Klk 4½ er der ganske stille på Vejen udenfor. Solen danser uden Applaus.
Takket være Deres gode Sovehjerte, som jeg misunder Dem, ligger vel også De i dette Øjeblik og sover på Deres grønne Øre. Men for Resten har jeg tænkt på, at det i Grunden må være slemmere at have en dårlig Arm end et dårligt Ben. Som De selv for nylig skrev til mig: en Mand, der ikke kan knappe sine egne Bukser, er i Sandhed ilde stedt. Jeg forstår da, at De begynder at blive utålmodig. 2 Deres Sygedages Antal√ må velsagtens ligesom mine egne snart runde de hundrede.
Naturligvis læste jeg Niels C. Vogts livfulde Erindringskapitel1 med megen Fornøjelse (og sender den her med Tak tilbage). Men når De spørger mig, om det ikke kan friste mig til at sværge ved mig selv: "So etwas muss du auch machen", da må jeg svare benægtende. Memoirers Værdi beror efter min Mening√ ikke mindst på Følelsen af deres Troværdighed; men når en Digter får en Pen i Hånden, kan han ikke lade være med at fabulere, og jo mere Digter han er, des mindre formår han at afholde sig fra at brodere på Virkeligheden. Sådan også her. Hvad i Niels C. Vogts lille Skildring er Dichtung og hvad er Wahrheit? Man aner√ under Læsningen hist og her en Tildigtning, og forstemmes lidt derved, så nydeligt det end er gjort.
Jeg har haft et Par Brevkort fra Nathansen, ét fra Berlin og ét fra Jena. Han synes foreløbig ikke at være bleven forulempet af den antisemitiske Pøbel dernede trods 3 sit udprægede Raceansigt. Han vil nu leve en Tid i Weimar, hvad han i flere År har talt om. Han har vistnok et Arbejde for om Goethe. – Mine egne Oplevelser indskrænker sig til en Oplæring i at gå på Krykker. Det er meget besværligt. Jo flere Ben man har at dirigere, desto større bliver Vanskelighederne. Jeg beundrer Tusindbenene og begriber ikke, at de kan holde Rede på deres mange Ben. Endnu kan jeg kun med Sygeplejerskens og min Husassistents Bistand gå en halv Snes Skridt, det vil sige fra min ene Stue til den anden, og så går vi alle tre med Livet i Hænderne sålænge Vandringen varer. Husker De min gamle Onkel Djørup2 i Rosenborggade? Da han var omtrent i min Alder, brækkede han Lårhalsen ligesom jeg; og da han havde ligget sin Tid ud og var begyndt at komme op, faldt han med Krykkerne og brækkede det andet Ben. Alligevel blev han jo 94 År gammel.
I Deres Have må der nu være dejligt, og man kan jo også nyde Skønheden med 4 uknappede Bukser. Det forsinkede Forår kom over os som en Nysen. Jeg har fra min Seng kunnet følge Udspringet af en Række Kastanier, der nu står i fuld Blomst udenfor mine Vinduer. Iøvrigt er min Tid stadig optaget af Massage og andre Manøvrer, der skal gengive mine forskellige Led deres Bøjelighed. I mine ret afmålte Fritider læser jeg en Del, og min Sygeplejerske, der er Katolik (St. Elisabeth-Søster) forsyner mig med Helgenliteratur. I Øjeblikket læser jeg Soeur Thérèse3, en Selvbiografi af en ung fransk Nonne, der døde 1897, 24 År gammel, og nylig blev kanoniseret. Den er ikke uden Interesse. Der fortælles deri om en velhavende Borgerfamilje i Alençon, hvor der var seks voksne (og smukke) Døtre, hvoraf de fem i ung Alder blev Nonner, tilmed i den strenge Carmeliterorden, hvis Klostre er Fængsler, hvis Porte aldrig om blot for en Time√ åbnes for den, der er gået derind, uden Pavens Tilladelse.
Men nu ikke [mere] for i Dag. Lev vel!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
