Enetale
Lørdag den 13. Marts 1897.
Jeg husker, at en ældre, interesseret Herre forleden gjorde mig det Samvittighedsspørgsmaal, hvilken Livsstilling jeg vilde vælge, dersom jeg endnu havde været i den Alder, da der overhovedet kan vælges. Jeg husker ogsaa, at jeg uden Tøven svarede: Forfatter. Og jeg mente det virkelig. Navnlig i vore Dage, da det for en Forfatter gælder mindre om at have Talent end at forskaffe sig en driftig Forlægger, der ved sine Annoncer og sine Bogbind forud kan sikre En Sukces'en, er det en Guds Lykke i Tide at have slaaet sig paa Skrivekunsten. Inden man véd et Ord af det, er man berømt. Ja, selv en evropæisk Berømmelse kan en skøn Dag lægge sin Glorie om Hovedet paa En, uden at man selv har gjort det ringeste derfor. Saaledes nød jeg selv for nogle Aar siden den Ære at være verdensberømt i Hessen-Darmstadt, hvor der dengang boede en Dame, som oversatte alle de skandinaviske Noveller, hun gratis kunde faa Fingre i, idet hun som en Art Erstatning udnævnte alle de plyndrede Forfattere til Genier af første Rang. Desværre kom jeg for Skade en Gang at støde denne Dames finere Følelser ved at nævne det uartige Ord Honorar, og straks blegnede min Stjærne paa det hessen-darmstadtske Firmament. Nu ærgrer jeg mig mangen Gang over min Mangel paa Verdenserfaring. Hvem véd, hvilke Tjenester jeg havde været i Stand til at yde mit Fædreland, om jeg ikke den Gang havde ødelagt min Prestige? Maaske havde det da været mig og ikke Peter Nansen, der ved at skrive Artikler i Deutsche Rundschau1 havde bidraget til at "regulere vor politiske Grænse mod Syd". Det ærgrer mig unægtelig, at Nansen saadan ganske alene skal klare denne gamle Grænse-Affære. Rent ud sagt, jeg under ham det ikke.
Forøvrigt véd jeg med mig selv, at det ikke er Tørsten efter Lavrbær, der har bestemt min Livsbane. I Spørgsmaalet om Ære staar jeg ganske paa Falstaffs Standpunkt2. Jeg skal bede om noget for Tanden og Hjærtet. Den Berømmelse, et Menneske nyder, er slet ikke hans egen Ejendom, men en Slags betroet Gods, som han staar til Ansvar for, men ellers ingen Glæde har af. En virkelig berømt Mand maa sikkert føle sig som En, der gaar med hundrede Tusinde Kroner i sin Brysttaske uden at have Lov til at udgive en Øre af dem. Han har bare Bevidstheden om at besidde dem – og Angsten for at tabe dem. Og det er vistnok denne evige Angst, der gør alle berømte Mennesker saa skrækkeligt nervøse. – – Nej, for Ærens Skyld skal man ikke gribe til Pennen. For Vindings Skyld da? Det lader sig høre. Og dog maa jeg sige, at det heller ikke er denne Side af Sagen, der hidtil har lokket mig. Dertil har jeg fra Barnsben for ofte hørt Ordet om Fattigdommen som danske Skribenters uafvendelige Lod og Skæbne, og jeg begyndte ikke at skrive, før jeg havde sikret mig en halv Seng i Zimmermanns Stiftelse. Men hvad sker? I Dag læser jeg i Politiken et indsendt Stykke af en Dame, der har staaet den nys afdøde Digter Anton Nielsen nær. Idet hun gør Indsigelse mod den Opfattelse, at den gamle Forfatter skulde have levet i trange Kaar, opgør hun med rene Tal hans Bo og meddeler, at han efterlod sig ikke mindre end 14 Tusinde Kroner – fjorten Tusinde Kroner – "foruden et godt Indbo". Jeg tog mig til Panden. Hvilken Velstand! Ganske vist blev Anton Nielsen 70 Aar gammel og var en Tid af sit Liv en overordentlig yndet Forfatter og dertil en meget flittig Skribent, der saa at sige under sin hele Forfattervirksomhed udgav et Bind om Aaret, dertil havde han været baade Skolelærer og Højskoleforstander, hvad vel ogsaa maa have kastet lidt af sig. Men alligevel! Hvilken Trøst for en Forfatter at turde haabe, at han efter 70 Aars flittig og selvopofrende Stræben mulig kan efterlade sine Børn, om ikke netop fjorten Tusinde Kroner, saa dog i hvert Tilfælde "et godt Indbo". – Der var bare en eneste Passus i den lille Opsats, der under Læsningen vakte min Mistanke. Der stod, at en væsentlig Del af den afdøde Forfatters Aarsindtægt bestod af "en Digtergage paa 1000 Kroner". Digtergage? Hvad er det for noget? spurgte jeg mig selv og tænkte et Øjeblik paa Statens faatallige "Hædersgaver" – indtil det gik op for mig, at Ordet var en poetisk Omskrivning for, hvad ellers – ogsaa officielt – kaldes "ministeriel Understøttelse". Men Understøttelse? Det Ord synes at forudsætte en tilstedeværende Trang, hvad det i dette Tilfælde i Virkeligheden ogsaa har gjort. De ministerielle Understøttelser kender jeg af Erfaring. De uddeles under Hensyn til Vedkommendes ufuldstændige Ævne til at underholde sig selv. De er en Art Almisser, hvis Anvendelse man er pligtig at gøre Regnskab for, og hvis Nytte eller Hensigtsmæssighed man har at godtgøre. – Dertil slap det altsaa ud!
Aa nej, jeg tror alligevel ikke, det betaler sig at føre Pennen for det gode Indbos Skyld. Saa vil jeg da vedblive som hidtil at skrive for min egen Fornøjelse. Den kan Ingen tage fra mig. Og den behøver jeg ikke at gøre Regnskab for.
H. P.
Fortsæt til næste enetale.
