Anton Nielsen

Vi har modtaget følgende Brev.

Hr. Redaktør! Tillad mig at fremkomme med en Indsigelse mod Henrik Pontoppidans Paastand om, at Anton Nielsen henlevede sine sidste Aar fattig — halv glemt og helt oversét; thi jeg véd, det vil bedrøve hans mange Venner at høre, og det var saa langt fra Tilfældet. Fattig – Anton Nielsen efterlod sig 14,000 Kr. foruden sit gode Indbo, Bøger, Malerier, Heste, Vogn, Køer m.m., havde 1000 Kr. om Aaret i Digtergage og tjente gærne 5 à 600 Kr. aarlig ved sine Bøger. Det vilde jo ikke slaa til for Alle; men til Anton Nielsens Fornødenheder og Ønsker var hans Indtægter store nok.

Halv glemt, helt oversét. Nej det følte Anton Nielsen sig ikke. Han boede her i denne lille Krog, fordi det var det Sted, han holdt mest af, her havde han øvet sin Manddomsgærning, her var den Højskole¹, han havde oprettet og gærne vilde arbejde lidt ved, og her boede hans nærmeste Venner. Her følte han sig trods sin Trækfuglenatur hjemme, erklærede han tidt, og hans mange Venner fandt ofte Vej til ham baade med Besøg og Breve. Selv foretog han, saa længe han kunde, smaa og større Rejser, kom altid oplivet tilbage, glad ved den Modtagelse han allevegne fik baade hos gamle og unge Venner. Hele Vinteren var han syg, men haabede stadig paa at blive rask igen. 2den Juledag sagde han: "Jeg mangler jo kun et bedre Helbred for at have det saa godt, som tænkes kan for mig"; og sidste Søndag han levede, svarede han paa Spørgsmaalet om der slet ikke var noget, han ønskede: "Jeg har jo al Ting; alle Mennesker gør bare alt for meget af mig."

Saadan tænkte og følte Anton Nielsen mod Slutningen af sin lange Sygdom.

Ollerup Højskole, 10. Marts 1897.

Nanna Kristensen-Randers.