Anton Nielsen
I Politikens Gaarsnumer har Fru Nanna Kristensen-Randers nedlagt en Indsigelse mod et Par Udtryk i de Linjer, hvormed jeg for nogle Dage siden ledsagede Budskabet om Forfatteren Anton Nielsens Død. Jeg skrev, at den gamle Folkelivsskildrer i sine senere Aar følte sig halvt glemt og helt overset, og det er herimod, der protesteres.
Jeg maa erindre om, at Talen var om Anton Nielsen som Forfatter. At han som saadan – udenfor sine personlige Venners Kres – følte sig halvvejs glemt og i hvert Fald tilsidesat, derom er der ingen Tvivl. Jeg har aldrig selv kendt eller set Anton Nielsen; men jeg havde for faa Maaneder siden et langt Brev fra ham, et Brev, der var bestemt til at danne Grundlaget for en Levnedsbeskrivelse af ham, og hvori han udtalte sig meget aabent om sig selv og sine Forhold. Han taler heri med berettiget Selvfølelse om den Tid, da hans Bøger blev kaldt "Perler og Juveler" paa Bogmarkedet, og da der blev skrevet om ham, at han – som kun sandt var – havde aabnet en ny Aare i dansk Literatur. Han tilføjer, at senere fik Kritikens Fløjte en strængere Lyd. Vitterligt er det jo ogsaa, at hans Pen i de senere Aar blev adskilligt mindre skattet, hvad han umuligt kunde forblive uvidende om; og man maa kende Forfattere daarligt, naar man tror, at en saadan gradvis Synken i literær Anseelse ikke kaster en Skygge over den Paagældendes Liv. Selv nu ved hans Død ydede i hvert Fald de fleste af de kjøbenhavnske Blade ham kun en højst betinget Anerkendelse, slog ham i Hartkorn med de mange andre skrivende Skolelærere, over hvis Flertal han dog i sin Tid ragede saa uendelig højt op.
Endvidere rettes der den Anke imod mig, at jeg har kaldt Anton Nielsen fattig. Derom kan der maaske tvistes. I det anførte Brev skriver han selv: "Nu har jeg et lille Husmands-Landbrug med Hest og Køer … og har faaet Timer paa Højskolen i Ollerup". Et lille Husmands-Landbrug! Det lyder dog ikke velhavende. Nu oplyser Fru Kristensen-Randers os om den Afdødes Indtægter og Efterladenskaber, og hun siger selv om dem: "Det vilde jo ikke slaa til for Alle; men til Anton Nielsens Fornødenheder og Ønsker var hans Indtægter store nok." Dette er jo glædeligt. Hans ydre Kaar har altsaa ikke trykket ham. Men dette rokker ikke ved den Kendsgærning, at han heller ikke i pekuniær Henseende fik Løn efter Fortjeneste.
Jeg tror det rigtigst udtrykkeligt at slaa dette fast. Man maa huske, at her er Talen om en Forfatter, der en lang Tid af sit Liv var en virkelig Folkedigter. Ingen af hans Samtidige, end ikke Hostrup, havde vundet Bondens Hjærte som "Den lille Hyrdedrengs" Digter. Han første Bøger fandtes overalt og læstes om og om igen af Gamle og Unge. De mange Oplag, hvori de er udkomne, vidner derom. Set fra dette Synspunkt var og blev Anton Nielsens Kaar kummerligt smaa. De to Hundrede udvalgte Mænd1, der fra den gamle Soldaterkasernes Sovesale styrer Land og Rige, har godt af at blive mindet derom.
Henrik Pontoppidan.
