Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Solvang pr. Taulov. 19. juli 1911
Penge til Pastiche
19/7 1911 |
Solvang pr. Taulov |
Kære Georg Brandes!
Jeg kender lykkeligvis ikke selv til Årebetændelse; men jeg veed, at det skal være en afskyelig Lidelse, der kan blive langt smertefuldere og farligere end mange af de Sygdomme, der fører til Operationsbordet, og som Folk derfor i Almindelighed har større Respekt for. Om dens Farlighed fik jeg på Rigshospitalet, netop i Anledning af Dem, den beroligende Forklaring, at jo længere borte√ de angrebne Steder ligger fra Hjerte og Lunger, des mindre udsat er man for, at en Blodprop skal nå ind til disse Organer og afstedkomme Ulykker. Men nu husker jeg jo godt, at dette netop er hændt Dem under Deres lange Sygeleje for År tilbage, og at De gennemgik en 2 pinefuld Krise. Dog var det vist et overraskende Tilfælde, og forhåbenlig gentager det sig ikke.
På mit eget Befindende tør jeg ikke klage, omend det langtfra er så glimrende som "Politiken" forleden berettede1. Skønt det tog sig ud, som om Notitsen var en Meddelelse fra mig selv, var der ikke et pålideligt Ord i den – desværre. Jeg må og kan foreløbig slet ikke tage mig noget alvorligere Arbejde på. På mindre end 3 Måneder bringes en sådan Historie vel overhovedet ikke helt tilende, og den Tid er endnu ikke gået for mit Vedkommende. Min Hjerne er stadig en Grød, der klumper når jeg forsøger på at få den til at virke. Jeg befinder mig da netop i Øjeblikket i en ret pinagtig Eunuktilstand, ladet med Produktionstrang men uden tilsvarende aktiv Evne. Jeg skulde vel nok have rejst til et Kursted og søgt Reconvalescentsen forkortet gennem en kraftig 3 Opfriskelse af Kadaveret ved Massage og Brønd og Elektrisitet og al den anden moderne Trolddom; men dertil har jeg slet ikke Råd.
Just i disse Dage har jeg fået Skrivekløe på Grund af det Spir, man absolut vil have sat på Frue Kirke. Hvad der mest ærgrer mig, er det kunstneriske√ Testimonium paupertatis, der her igen gives vor Tid. Når der endelig engang i dette lille Land lægges en så stor Sum på Bordet til et kunstnerisk Formål (Nikolaj og Frue Spir bliver vel tilsammen 1 Million Kroner), at den da skal anvendes til Kopier og Rekonstruktioner, er dog trist. Det vilde omtrent svare dertil, dersom Hegel (hvad han nu inte gør, for han har aldrig gjort det før) udsatte en stor Præmie for at fremskaffe en god Pastiche efter Holbergs Komedier. Men den Mani for at eftergøre Fortidens Storværker, og den Mangel på historisk Sans, som er√ dens 4 Forudsætning, ligger åbenbart til den jacobsenske Bryggerfamilje. Faderen begyndte (med Frederiksborg Slots "Udsmykning"), og han blev ikke stoppet. Derfor fortsætter nu Sønnen.2
Jeg takker Dem, kære Georg Brandes, for Brev og Hilsen, og håber, at De nu må være oven Senge igen. Desværre er Rosentiden allerede forbi her. Ellers vilde min Kone have sendt Dem en Hilsen fra vor Have til Gengæld for Deres. Nu har den kun Bondeblomster. Men Roserne kommer vel igen.
Deres hengivne
H. Pontoppidan
