Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 16. juli 1911

hvad sund Fornuft, jeg har

Kbhavn 16 Juli [19111]

Kjære Henrik Pontoppidan

Det gjør mig forsaavidt ikke noget, at De er i Jylland og ikke paa Sjælland, som jeg dog ikke havde kunnet tage ud at besøge Dem.

Dagen efter at jeg skrev Dem til, fik jeg et Tilbagefald og nu skriver jeg til Dem liggende i min Seng med min femte Aarebetændelse siden 25 Maj.

Det er ikke noget at underholde Dem om. Men jeg maatte le, da jeg saa, Lægen havde sagt Dem, at hvor min Sygdom sidder, er den ikke farlig. Jeg troer, jeg uden Vanskelighed kan angive 35 Steder paa min Krop fra Foden til oppe paa Ryggen hvor jeg har havt Betændthed, saa at√ ufarlig er den neppe, og Emboli i Lungen, som jeg har havt den, overlever man jo ikke anden Gang.

2 Jeg vilde ønske, man hensynsløst kunde offenliggøre sine Indtryk fra en Rejse. Men det gaaer ikke. Man bliver blot angrebet og modsagt i det Uendelige. Og Ingen udholder at svare igjen. I denne Tid anfaldes jeg af de franske Blade for hvad jeg skrev i Politiken om Frankrigs indre Forhold, og dog var Alt sandt og Angrebene er bevidst Løgn. Disse Folk√ kjender tilmed min Artikel kun i tysk hadefuld Forvanskning.

Men det er en af Forbandelserne ved at have et Sprog, Ingen forstaar, at Alt, hvad Udlandet erfarer om os, kommer til det ad tyske Veje. Og saa ukritiske er Journalister, som dog selv har til Metier at forvanske og lyve, at de tager alle disse Forvanskninger og Løgne for gode Varer.

Overhovedet ser jeg mer og mer, hvilken frygtelig nedbrydende og ødelæggende Magt den 3 hele moderne Journalistik er bleven.

Mest er den et Organ for lave Drifter og Lidenskaber, desuden er den næsten altid paa den ene eller anden Maade underkjøbt.

Folkeforraaelsen og Publikumsfordummelsen drives i vore Dage af Maskiner med 1000 Heste- eller rettere Æselskræfter.

Jeg har læst, hvad maaske er sandt, at De har en ny stor Bog under Arbejd. Det vilde være mig kjært og jeg lover mig meget af den.

De har gjennemgaaet en haard Krise, er bleven af med et stort Onde og har en vis Foryngelse i Krop og Sjæl, tænker jeg.

Desværre kan jeg intet synderligt underholdende meddele, da jeg lever aldeles ensomt, selv lægger mine Kompresser om mit Ben og hverken ser Mand eller Kvinde, da ikke 4 ét Menneske, jeg kjender, er i Kjøbenhavn.

Kun nu og da har jeg, som idag og igaar, Besøg af Udlændinge. Her var idag Siegfried Trebitsch, østerrigsk Digter, hvis Ting jeg grundigt har læst og gjennemgik med ham. Han har ogsaa oversat Bernard Shaw paa Tysk. Men ligesom Trebitsch kom, havde jeg ærgret mig over Shaw's Cæsar og Cleopatra. Der er jo saare meget ved Shaw, men i Grunden afskyr jeg de paradoxe Aander. Deres Originalitet, der falder Mængden i Øjnene, er for billigt kjøbt.

Mit Livs Ulykke har været, ikke mine Mangler, men den hvad sund Fornuft, jeg har. Intet ringeagtes som sund Fornuft og klar Forstand. Ja det foragtes.

Jeg er Deres og Deres Frues Ven
Georg Brandes.

 
[1] årstal tilføjet med anden hånd. tilbage