Amatørerne
Dagbog
Under de forhaandenværende litterære Forhold, hvor vore professionelle Digtere – som i Gaar udviklet – tvinges af Omstændighederne til at arbejde over Ævne, er det ikke saa underligt, at det er Amatørerne, der bærer Sejren hjem.
Naar man ser tilbage paa de senere Aaringers litterære Produktion, er Værk paa Værk af øvede og ansete Forfattere sunket sporløst i Forglemmelse, og tilbage er blevet et Par tynde Bind af Folk, der, som det synes, tilfældigt, halvt i Leg, har fæstet deres Erindringer paa Papiret og senere efter gode Venners Opfordring udgivet dem i Trykken.
Der er Woldemars "Fra Hexernes Tid"1, Boganis' "Jagtbreve"2, "En Rekrut fra 64"3 og Otto Benzons Skuespil. Endelig er der – fra lidt længere tilbage4 – E. Skrams "Gertrude Colbjørnsen".
Der hænder i de fleste Menneskers Liv – og vel oftest i Ungdomstiden, naar Hjærtet er mest modtageligt – en eller anden Begivenhed, der i særegen Grad eller paa særegen Maade gør Indtryk paa Sind eller Tanke, og hvis enkelte Træk derfor med en mærkelig Livagtighed bevares hos Vedkommende som en sød eller smærtelig Erindring, der endnu mange Aar efter kan bringe Nerverne i den oprindelige Bevægelse. Besidder man nu nogen Ævne til at udtrykke sine Tanker, og holder man sig strængt til Erindringen om det oplevede, vil man i Almindelighed ikke have saa svært ved at fængsle en Tilhører. Maaske vil man, sammenlignet med en dreven Fortæller, hist og her røbe nogen Ubehjælpsomhed i Form og Stil, men til Gengæld møder man med en Friskhed, som giver Naiveteten5 Ynde.
Naar en almindelig Kafegæst giver sig til at fortælle os om, hvad han af dagligdags Ting har set i Skoven, paa Gaden eller i et Selskab, begynder vi snart at gabe – men tager han os ud paa Natten under Armen og, mens vi spaserer hen ad de stille Gader, betror os, sin Hjærtesorg eller indvier os i sin hemmelige Glæde, beretter om sin Ungdomskærlighed eller sin Kones Utroskab – saa behøver han ikke at være nogen særlig god Fortæller for at holde vor Interesse fangen. Hans Sindstemning lægger ham uvilkaarlig de rette malende Ord paa Tungen; han er i det Øjeblik inspireret, det vil sige, han genoplever Katastrofen med en saadan Lidenskab, at han formaar at levendegøre den for sine Tilhører.
Jo mere ualmindelige Ens Oplevelser er, des lettere vil man naturligvis bemægtige sig Interessen. Med en jævn Kærlighedshistorie eller en simpel Familietragedie vil man vanskeligere opnaa det. Men har man f. Eks. som ungt Menneske deltaget i en Krig eller – som Boganis – i flere Krige, og dertil jaget Bøfler paa Prærierne og oplevet pikante Kærlighedseventyr i Orienten – saa behøves ikke en Tiendedel af Boganis' Fremstillingskunst for at fange Øren. Vi lytter alle!
Heraf bør man nu ikke lade sig narre. Det hænder ikke sjældent, at en Amatør lader sig lokke af den Lykke, en saadan tilfældig Skildring af en usædvanlig Begivenhed gør, og derefter for Alvor slaar sig paa Forfatterskabet. Han kommer da i Reglen ynkelig tilkort. Han formaar nemlig kun at gengive, hvad han i det virkelige Liv selv har gennemlevet, fordi han mangler den egenlige digteriske Ævne, der bestaar i at kunne krybe ind i andres Ham, føle med andres Nerver, gætte sig til andres Tanker og med et eneste lille Virkelighedsgran ved Hjælp af sin Fantasi opbygge en hel Verden.
Derfor tør vi bedre fæste Lid til Digtergaverne hos den Boganis, der aabenbarer os dagligdags, gammelkendte Ting som Mark, Skov og Sø i et nyt Lys, end til den, der faar os til at spærre Øjne og Øre op over blodige og buldrende Krigsmalerier. Og dristigt synes det at være, naar Forfatteren til "En Rekrut" hæves op til Parnassets Top for en Bog, der hverken i Indhold eller Stil røber nogen paafaldende Originalitet, men alene interesserer ved den Anskuelighed, hvormed den unge Krigers Sindsstemninger og Oplevelser er gengivne.
Urbanus.
