Henrik Pontoppidan om Bergstrøms Skuespil

"For Levins Skyld maa man nu haabe at han vil gaa sin Vej."

[Tegning af HP]

Vi har ønsket umiddelbart efter Karen Bornemans Offentliggørelse at give en Række fremragende og kompetente Mænd Lejlighed til at udtale sig om Censors Forbud, og som den første i Rækken henvendte vi os igaar til Henrik Pontoppidan, hvem vi traf i hans Hjem i Hillerød. Henrik Pontoppidan, der sad fordybet i sit Arbejde, erklærede sig straks villig til en Udtalelse. Han havde netop læst Karen Borneman og udtalte sig med øjensynligt Udtryk af oprigtig Harme:

"Det er slet og ret et Overfald, Bergstrøm har været Genstand for, og endda af en særlig usmagelig Art, fordi det er begaaet under Venskabs Maske. Hr. Levin1 har jo holdt af at kokettere med Literaturen. Han har yndet at fremstille sig som dens uegennyttige Ven – – trods sit justitsministerielle Liberi. For Fremtiden vil det ikke lykkes ham at narre nogen.

En besynderlig Mand – den Censor! Og en besynderlig Ærgerrighed! Hvor kan han dog tro, at vore Skuespilforfattere i Længden vil finde sig i hans selvbestaltede Formynderskab? Han falder fra nu af ind under den literære Pryglelov, og gaar han ikke i sig selv, vil han sikkert faa Rottingen at smage.

Dobbelt forargeligt er det at se Bergstrøms alvorlige og rørende lille Arbejde stemplet som "obskønt", naar man tænker paa, hvad der ellers faar Lov at passere paa Scenen. Der har jo efterhaanden bredt sig en ret beklumret Luft i vore Teatre – det kongelige ikke undtaget. Jeg behøver blot at minde om den ramme Gedebukkestank, der stod ud af et Stykke som "Figurantinden"2. Der nøjedes man ikke – som i Bergstrøms Stykke – med at diskutere den frie Kærlighed. Der praktiseredes den ganske aabenlyst for vore Øjne. Og paa Folketeatret – det samme Teater, som man har nægtet Tilladelse til at spille "Karen Borneman" – opførtes i Foraaret et andet fransk Soverkammerspil "Tyven", der ikke en Gang var vittigt eller dybsindigt, bare pikant. I dette Stykke blev selve Ægtesengen praktiseret op paa Brædderne, og dets clou var en Afklædningsscene af den rigtige franske Art. I fuld Belysning begyndte et ungt Par at smøge Klæderne af sig. Da de var naaede til Underbukserne, syntes vistnok mange, at det nu kunde være nok med de Løjer og ventede paa Tæppet. Men Smagløshederne fortsattes – og nede i Parkettet sad Censor og maaske ogsaa Departementschef Friis3 og har altsaa ved den Lejlighed ikke fundet Grund til at ængstes paa Velanstændighedens Vegne. Det skal nu endelig heller ikke bebrejdes dem. Jeg begriber blot ikke, at de kan tage Forargelse af "Karen Borneman", naar de kan give et uappetitligt Produkt som "Tyven" deres justitsministerielle Velsignelse.

Det Hykleri, der er kommet tilorde i denne Sag, er overhovedet det grimmeste ved den. For Levins egen Skyld maa man haabe, at han nu vil gaa sin Vej. Han bærer et Navn4, man nødig vil se yderligere beskæmmet i Literaturen. Han maa kunne bringes til at indse, før det er helt for silde, at han gør en sørgelig Figur i sin barnagtige Magtglæde."

 – –

Saa vidt Henrik Pontoppidan. Vi fortsætter imorgen den her paabegyndte Enquête.

 
[1] Levin: Carl Levin, f. 1861, overretssagfører, censor for privatteatrene 1904-09. tilbage
[2] Figurantinden: Komedie af François de Curel (1854-1928), oversat af Karl Mantzius og iscenesat af William Bloch, blev opført på Det kgl. Teater 29 gange i perioden nov.1903-maj 1905. tilbage
[3] Friis: Michael Friis, f. 1857, departementchef i justitsministeriet. tilbage
[4] Navn: Carl Levins bror var forfatteren og litteraturkritikeren Poul Levin (1869-1929). tilbage