Om Otto Borchsenius

Dagbog.

19de November.

Vore ærede Efterkommere, der en Dag føler Trang til at sætte sig ind i vor Tids aandelige Bevægelser, vil paa hver anden Side komme til at snuble over Navnet: Otto Borchsenius.

Alligevel skal det blive vanskeligt for dem at konstatere, at denne Mand i Virkeligheden har spillet nogen indgribende Rolle.

Med nogen Forbavselse vil de derfor spørge om, hvad det da er for Ævner og Egenskaber hos ham, der har faaet Samtiden til at sysselsætte sig saa meget med hans Person.

Undersøger de Sagen nøjere, vil de efterhaanden opdage, at denne Skikkelse har et Janushoved med to vidt forskellige Ansigter: til den ene Side et roligt, smukt og mildt; til den anden Side et blegt og fortrukket. Det første har været Genstand for saa mange Lovsyngelser som kun faa. I det sidste er der spyttet foragteligere end i noget andet.

Det er virkelig ogsaa to forskellige Personer, man møder under Navnet: Otto Borchsenius.

Der er den uegennyttige, opofrende, sandhedsbegejstrede Litteraturelsker, til hvem saa mangen gammel og ung Poet staar i dyb Taknemlighedsgæld. Og der er den uhyggelige Skændegæst, for hvem det synes at være en Livsbetingelse at yppe Klammeri, og som overalt optræder med en buldrende Myndighed, hvortil han mangler al Berettigelse.

Den første er allerede forlængst død (og ingen har sørget oprigtigere ved hans Baare end den, der skriver disse Linjer). Og af den Dødes Aske steg det forhærdede Spøgelse, som nu i Aaringer har gjort sit Bedste for at bringe de gamle Fortjenester i Forglemmelse.

Denne – den nuværende – Borchsenius opstod paa den Tid i de første Aar af Firserne, da Opløsningen begyndte i de før ret kompakte literære Rækker. De store Førere, de fødte Høvdinger havde sluppet Skudens Ror, dels trætte af Kampen, dels vel fordi de efterhaanden indsaa, at Lønnen for dem ikke var Kampen værd. Blandt det menige Mandskab herskede et Øjebliks Forvirring. Styret var ledigt for den, der vilde gribe til med en rask Haand.

Da slog Ærgærrigheden sine Kløer i Borchsenius' Bryst. Den brave Proviantforvalter iklædte sig med ét Admiralsuniform og viste sig til almindelig Forbavselse paa Kommandobroen med Raaber i Haanden.

Og fra denne Plads har hverken Latter eller Bønner siden formaaet at fortrænge ham. Han har klynget sig til den med en Krampagtighed, som galdt det hans Liv. Troen paa dette Førerskab er bleven hans fikse Idé, der efterhaanden saaledes har bemægtiget sig ham, at den undertiden gør ham næsten utilregnelig.

Thi det gaar med Ærgærrigheden – denne den hæsligste, mest nedværdigende af alle menneskelige Laster – som det gaar med de Sygdomme, der er de legemlige Udsvævelsers trofaste Følgesvende. Den begynder som en lokal Bedærvelse, men bliver hurtig en konstitutionel, – forplanter sig til Ens hele Væsen, gnavende paa alle ædlere Bestanddele, ødelæggende Sjælens fineste Væv, indtil alt ender i moralsk Raaddenskab. Den gærrige, den tyranniske, Tyven eller Bedrageren har dog oftest kun sin Svaghed paa ét bestemt Punkt. Ærgærrighed derimod rummer alle andre Laster. Den gærrige kan godt være en ærlig Mand, og Tyvene have baade Hjærte og Samvittighed. Den ærgærrige derimod forraader selv sin bedste Ven, gør sig til baade Tyv, Løgner, Skryder og Bedrager og sætter hjærteløst Foden paa Nakken af selv de svage – blot han naar frem derved.

Den literære'1 Ærgærrighed gaar i vore Dage oftest ud paa at danne Skole, stifte Parti. Man vil hellere være General uden Hær end menig Soldat selv i de sejrrige Rækker.

Otto Borchsenius er et Offer for denne Ærgærrighed. Han minder mig ofte om et Stykke, der for mange Aar siden spilledes paa et af Privatteatrene, og hvori Hovedpersonen var en Folketingsmand, hvis Navn var Madsen. Selvfølgeligt var det dennes Drøm at blive Minister, og da det en Gang kom ham for Øre, at det paatænktes at danne et Koalitionsministerium, hvori der skulde optages ét Medlem af hver Gruppe, skilte han sig resolut ud fra sine Meningsfæller og proklamerede ganske alene Dannelsen af et nyt Parti, "Fraktionen Madsen".

Det vilde være uretfærdigt at sige andet, end at Tabet af Borchsenius har været føleligt for det litterære Parti, hvortil han i sin Tid hørte. Han er – trods alt – baade et Talent og en Personlighed.

Men selv har han dog uden Tvivl tabt mest – baade i Anseelse og Betydning – ved at følge sin vilde Lyst til at skabe "Fraktionen Borchsenius". I Steden for at bruge sine smukke Ævner dér, hvor de alene hører hjemme, bortødsler han dem i evige Skærmydsler, der vækker enten Latter eller Medynk. Thi vel taler han for det meste, som om han havde et helt Parti bag sig, som om han var den udkaarne Talsmand for Kærnen af det danske Folk. Men anerkendes han virkelig som saadan af blot en eneste? Repræsenterer han virkelig noget – i Politik, i Literatur? Betragter Højskolefolkene, gamle eller unge Grundtvigianere eller hvilkesomhelst andre ham som en af deres Førere?

Jeg tror det ikke. Han tror det sikkert heller ikke selv. Og denne Fornemmelse af, at Grunden vakler under hans egne Fødder, er sandsynligvis medvirkende til den næsten uhyggelige Nervøsitet, hvorom hans Journalistik daglig bærer Vidne.

Urbanus.

 
['1] literære: rettet fra: literærr. tilbage