Fra Landet
Der holdtes forleden et Bryllup nede i et af de store, rige Hvedejordssogne sydpaa, om hvis Bønder der gaar det Ord, at de fødes med en Søsling1 i Haanden.
Alt lang Tid forinden var der rundt om i Stilhed gjort mange og store Forberedelser til Dagen. Fra Kister og gamle Gjemmer var Festklæderne hentede frem; i selve Gildesgaarden havde man en hel Uge stegt og brast til langt ud paa Nætterne; og Rygtet var saa længe gaaet om, hvor stort det i et og alt var stilet, at jeg til sidst holdt op med at forundre mig over, at ogsaa jeg var bryllupsbuden, skjønt jeg hverken kjendte Egn eller Folk, men kun befandt mig der paa en tilfældig Gjennemrejse.
Men Brudens Fader, Esben paa Bakken, var ogsaa uden Sammenligning Sognets rigeste og betydeligste Mand, ud af en i Egnen gammel og mægtig Bondeslægt, der gjennem flere Led havde hævet sig til en usædvanlig Anseelse og Berømmelse. Dertil var Datteren hans eneste Barn.
Som man derfor kunde vente, var der fuldt op af Gjæster. Og alle var de Egnens første Mænd og Kvinder i vid Omkreds.
I de store, luftige Stuer, nydeligt pyntede med grønt og duftende af nystegte Stege, stod man allerede tæt over alle Gulvene, helt ind i Krogene; og skjønt Forsamlingen, som naturligt var, hovedsagelig bestod af Bønder – smaa, stødte, uforfalskede Hedejordsbønder2 med deres muntre, buttede Kvinder, i rige, men noget gammeldags Dragter – saas dog ogsaa hist og her kjøbstadklædte Skikkelser, af hvilke navnlig Seminarieforstanderen – en høj, alvorlig Mand med et leverbrunt Ansigt – samt otte lange, blege Seminarie-Elever i sorte Frakker og englehvide Slips tildrog sig Opmærksomheden.
Ligeledes samlede et Par af Egnens Smaaproprietærer stadig en lille lyttende Skare inde i den største af Stuerne, hvor de stod (svaje i Ryggen, men med fremskudt Mave, der ligesom fordrede Respekt) og forklarede om det fordelagtige ved Dyrkningen af Sukkerroer, medens Sognets to smaa sultne Degne upaaagtet og med bitter Selvfølelse gned de knagende Hænder henne i Krogen.
Værten selv, Esben Eskildsen, stod strax inden for den forreste Dør for at tage mod Gjæsterne, som blev ved at komme.
Han var i sin Skikkelse en fuldkommen Storbondetype: middelhøj, fyldig, rolig, med en mild, forekommende Værdighed og et næsten kvindeligt Smil; et underlig blidt, venligt, men forsigtig tillukket Ansigt med et overalt opmærksomt, velvilligt, men bestandig ligesom dobbelt Blik, der inderst inde, stolt og nøje, vejede sine Folk som paa en Guldvægt efter Hartkorn og Obligationer – og som først og fremmest var sig sit eget bevidst.
Hans Kone, som stod tæt bag ved ham i en Flok af Kvinder, var aabenbart skaaret ud af samme Stamme. Hun lignede ham som en Søster. Men Trækkene i hendes stærkt blussende Ansigt var mere udprægede, mindre beherskede, ligesom ogsaa hendes hele Optræden, Tale og Klædedragt i Modsætning til hans var mere udfordrende, opsigtsvækkende. Hun bar en sort Silkekjole af svært Stof med bred Halskrave og Manchetter af ægte Kniplinger; lange, gammeldags Nakkesløjfer fra Huen ned over Ryggen og en vægtig Gyldengalon3 over Haaret.
Henne ved Vinduet stod Bruden, omgivet af Gratulanter og tavs beundrende Veninder. Hun var bleg og bevæget; syntes helt overvældet af Begivenheden og de mange Mennesker. Men derfor saa' hun ikke mindre fin og yndefuld ud, slank og veg som hun var, i sin jomfrueligt hvide, uldne Brudekjole med Myrtekrans og Slør over det nøddebrune Haar; og der var noget sært rørende i det trofaste, ligesom angstfulde Greb, hvormed hun, uden at slippe, holdt om Haanden paa sin unge Brudgom, der nu og da i Smug, lidt kejtet og forlegen, lod sin store, røde Lab stryge hen over hendes spinkle, hvide Fingre.
Men Gjæsterne blev ved at komme. Hvert andet Minut forkyndte Piskesmæld og Tonerne fra et Musikkorps, der var opstillet i Gaarden, at en ny Gildesvogn svingede op for den flagsmykkede Hovedtrappe; gamle, stive Bondefædre og tykke, tunge Koner, som tre Mænd maatte hjælpe af Vognen, steg værdigt ned, mens unge nydelige Pigebørn med røde Flagrebaand i Nakken leende og smilende hoppede ned i Favnen paa den første den bedste af de omkringstaaende, der bød sig til. Hele den store Gaardsplads stod fuld af tomme Kjøretøjer. Ofte kunde den ene Vogn næppe faa læsset af, før en ny buldrede ind gjennem Porten, og mens Skumringen langsomt indfandt sig, øgedes Trængslen og Larmen rundt i Stuerne og Gangene, ja helt ud i Haven, hvor en Flok med røde Ansigter var traadt ud for at svales.
Men trods al denne festlige Tummel kunde jeg, skjønt fremmed, ikke frigjøre mig for Fornemmelsen af noget vist unaturligt, ufrit i Stemningen, som jeg ikke kunde forklare mig; noget sært trykket eller febrilsk, som egentlig ikke direkte kom frem, men mere slog mig som en umiskjendelig hul Klang ved selve Bryllupslarmen.
Ved at iagttage Esben Eskildsen, som han stod dér ved Døren og modtog Gjæsterne, lagde jeg Mærke til, at han paa en egen Maade undgik at se de Folk i Øjnene, han hilste paa, ligesom det forekom mig, at heller ikke disse i Almindelighed saa' op paa ham, men nøjedes med et tavs Haandtryk. Hans Kone derimod saa' sikkert og glentefast4 paa enhver, der nærmede sig; slap dem ikke med Øjnene, saa længe hun talte med dem, men undersøgte med et stift Blik deres Miner, som vilde hun læse i deres inderste, og fulgte paa samme Tid med nervøs Agtpaagivenhed hver mindste Bevægelse, Latter eller Hvisken selv helt inde i de andre Stuer.
Dette var mig saa meget mere paafaldende, som jeg paa Forhaand vidste, at alt kun tegnede til Lykke for det unge Par, hvis Fest vi fejrede. Lige siden Tyveaarsalderen havde de hængt usædvanlig trofast ved hinanden, og Brudgommen var selv af rig og anset Slægt, ja til Overflod endog netop den, hendes Forældre fra Barns Ben havde ønsket hende og tryggest tænkt sig hende hos.
Men jeg fik ikke Lejlighed til at anstille dybere Betragtninger herover; thi i det samme aabnedes Døren ind til den straalende oplyste Storstue, hvor det mægtige Bryllupsbord stod dækket med fire dampende Skinker mellem Armstager paa den snehvide Dug.
Der blev Bevægelse i Mængden; Musiken hentedes ind fra Gaarden, og med denne og Brudeparret i Spidsen drog man i et højtideligt Optog ind i den flagsmykkede Sal og tog Plads omkring Bordet.
Her var der – pynteligt og friskt – foran Tallerkenranden anbragt Grankviste i Række Bordet rundt, hist og her isprængt med smaa Blomsterbuketter – Vintergjæk og Krokus – der ud for den øverste Ende, hvor Brudeparret tog Plads, bredte sig til et helt Blomsterbed omkring en uhyre Svesketærte med de nygiftes Navnetræk i Hindbærmarmelade5. Det hele gjorde i det stærke Lys og i Dampen fra Skinkerne et saa straalende Indtryk, at selv et lille oplivende Skjær skød op i Brudens Kinder, idet Musikens muntre Toner fra det tilstødende Værelse bruste ind over den almindelige Lystighed.
Men midt i Maaltidet rejste Seminarieforstanderen sig. Og da han midt i sin lange og vidtløftige Tale, hvorunder enhver saa' stille og andægtig ned i sin Tallerken, med sær mystisk Betoning udtalte sit Haab om, at Gud i sin Miskundhed vilde lade et Glimt af denne Lysets og Kjærlighedens Fest skinne ind "selv til dem, der er udenfor og langt borte", – da brød pludselig Bruden ud i en hæftig Hulken og kastede sig ind til Brudgommens Bryst, idet hun skjulte sit Ansigt.
Seminarieforstanderen standsede og foldede sine brune Hænder over Lommetørklædet. Og da han, ved at lade sit alvorlige Blik glide ned over Rækkerne, saa' den Virkning, hans Ord havde foraarsaget, gjorde han sin Stemme endnu mere dyb og bævende – og gjentog dem.
Der faldt Dødsstilhed rundt om Bordet. Ikke en Finger rørte sig. Enkelte lod Blikket stjæle sig over Dugen hen til den nederste Bordende, hvor et rundt, tæt klippet Drengehoved, der netop naaede over Kanten, blev meget rødt ved den pludselige Opmærksomhed, det vakte.
Kun de færreste havde Mod til at skele over imod Esben, der sad tæt ved Siden af Bruden.
Han havde lænet sig tilbage i Stolen, med den venstre Tommel i Vestens Ærmegab, og vippede mellem to Fingre paa den højre Haand en Bordkniv imod Dugen. Men han var hvid som en død; Kniven sitrede i hans Haand, og det saa' et Øjeblik ud, som vilde han falde af Stolen.
Imidlertid fortsatte Seminarieforstanderen rolig sin lange, omstændelige Prædiken, under hvis Vidtløftighed det hele lidt efter lidt drev over. Brudeparrets Skaal blev drukket med Hurra og Fanfare6; og det var aabenbart, hvorledes man atter fra alle Sider gjorde sig Umage for strax at fylde Luften med Larm og synes lystige.
Da derfor den ene af de smaa selvfølende Degne, hvis stærkeste Sult aabenbart nu var saa noget nær tilfredsstillet, lidt efter rejste sig med en lille Vittighed om "i Anledning af Dagens højtidelige Anledning" at faa Lov til at sige et Par Ord, modtoges han strax med taknemmelig Jubel; og efterhaanden som Fade og Flasker tømtes, som Heden steg og Taler og Fanfarer vexlede, saa glemtes i Virkeligheden ogsaa den lille Episode ganske.
Hen imod Slutningen af Gildet, da Stemningen fra det rent selskabelige var begyndt at blive patriotisk, skød Sognefogden sin Stol tilbage, rømmede sig højtidelig bag sin Haand og udbragte under stor Stilhed en gammel, knastør Skaal for Fædrelandet, som besvaredes med ni vældige Hurraer og var Signalet til en rigere Tankeudvexling ogsaa fra de ikke bestaltede Taleres Side.
En Vaabenbroder7 takkede og udbragte dernæst et Leve for gamle Danebrog. En lille, meget tyk Bondemand med en uhørlig Stemme rejste sig lidt efter ved den nederste Bordende, men satte sig strax igjen, næsten før end man havde faaet sig vendt. Det viste sig imidlertid at have været en Skaal for vore gamle Minder, og Hurraer fulgte klatvis opefter Bordet. Vaabenbroderen takkede. Degnen talte paa ny, denne Gang om Modersmaalet, og da endelig ogsaa Seminarie-Eleverne, en efter en, havde slaaet paa deres Glas for "at minde" om et eller andet "godt gammelt Ord", udbragte sluttelig den ene af Proprietærerne, med en Stemme som en sand Kanontorden, et rungende Leve for "Danmarks Heltesønner – vore gamle Krigere!"
Men denne Gang kunde ulykkeligvis Vaabenbroderen ikke takke; thi da han kort forinden vilde udbringe en Skaal for den nordiske Kvinde, blev han saa bevæget, at han ganske bleg maatte sætte sig ned, hvorpaa han under en Kammerats Bedækning8 i Stilhed blev besørget over paa en Seng i Karlekammeret.
I det hele begyndte Lystigheden snart at blive af en noget opløsende Karakter. Undertiden var tre-fire Talere fremme paa én Gang, tilsyneladende uden at blive generede af hinanden; og da det nu var de humoristiskes Tid, gjenlød Salen uden Ørenlyd af drønende Lattersalver. Seminarieforstanderen søgte endnu en Gang at samle Opmærksomheden ved med dyb alvorlig Stemme at opfordre til "at mindes de afdøde", men hans Røst kvaltes i den almindelige Larm.
Til sidst brød man op. I en Haandevending blev Salen gjort ryddelig, og mens de ældre "red Klørknægt"9 inde i Smaastuerne, gik Dansen mellem de unge her inde den hele Nat med et Liv, saa selv Seminarieforstanderen, da han mærkede, at dog ingen længer tog Notits af hans Alvorlighed, til sidst trak op i sine Buxeseler og styrtede sig ud med en gemytlig lille Jordemoderbolle fra Nabosognet.
* *
*10
Esben Eskildsen gik stille ud og ind gjennem Stuerne og Salen for at paase, at der intet manglede noget Steds. Det var aabenbart, hvor han kæmpede for at skjule sin Bevægelse.
Men han var endnu meget bleg, dukkede ogsaa lidt mere med Hovedet. Og jeg kunde fra min Plads ved Væggen i Dansesalen se de Ryk, der gik igjennem ham, hver Gang en af de smaa hviskende Grupper i Krogene pludselig tav, naar han nærmede sig.
Ud paa Natten, alt som Tummelen omkring ham steg, saa han kunde være mere ubemærket, var det let at iagttage, hvorledes Udtrykket i hans Ansigt slappedes. Det var, som om en Maske var strøget af det. Stille og søvngængeragtig gik han omkring og flyttede mekanisk – hist en væltet Stol, her et udsat Glas – med trætte, langsomme Bevægelser.
I Døren ind til Salen mødtes han og Konen en Gang. Der var Ting, der skulde ordnes inde ved Punschebordene og de talte roligt og forretningsmæssigt derom.
Men det var, som om de ikke turde se paa hinanden, saaledes holdt de Øjnene hver ad sin Kant. Og da deres Blikke, idet de forlod hinanden, endelig mødtes, saa' jeg, at der hang en Taare i begges Øjenhaar.
Det gik op for mig, at der maatte være ramt disse Mennesker en eller anden stor Sorg, som denne glade Fest – saa langt fra at kunne bringe i Glemme – snarere netop paa ny rev op. Og jeg forstod, at det var denne Sorg, alle disse Folk her kjendte uden at turde røbe det; som de forsigtig gjemte i hver Mine, tav med i hvert Haandtryk. – – –
I det samme satte en lang, tynd, foroverbøjet Bondemand sig med et tørt "Med Forlov" lige ved Siden af mig paa Bænken, trak forsigtig Frakkeskjøderne bag fra frem paa Knæene, støttede Albuerne paa dem, lagde Hagen i de hule Hænder, puttede Skjægget ind mellem Tænderne og saa' i denne Stilling urokkelig ud over de dansende.
Han havde et besynderligt Ansigt: langt, magert, med en skarp, ørneagtig Næse, der var blaa i Spidsen og op ad Ryggen, men bleg ved Roden. Selve Ansigtsfarven var rød og vejrblæst. Skjæg havde han paa amerikansk Vis kun lige under Hagen, og det var dette, han med Haandfladerne strammede frem, saa det naaede ind mellem Tænderne.
Hans Klædedragt var en jævn Bondemands. Men han havde Voxdugsmanchetter og rød Uldkrave. Dertil var hans Hænder stemplede med blaa Ankere, og i Ørerne sad smaabitte Ringe.
Da jeg havde betragtet ham en Stund, tog jeg Mod til mig og pikkede ham paa Skuldren.
Han vendte langsomt Hovedet og saa' paa mig med et Par underlig smaa, iltre Øjne, der sad tæt inde ved Næseroden, og som begge skelede ganske lidt ind imod den.
"Undskyld," sagde jeg sagte, "kunde De ikke sige mig en Ting?"
"Hvad skulde det være?" spurgte han med en Stemme, der var langt venligere, men ogsaa hæsere, end jeg havde tænkt.
"Ja, det er maaske lidt underligt at spørge om, især Dem, der er mig ganske fremmed, men – er der aldrig her i Familien hændt noget – noget saadan … "
Han standsede mig ved hurtig at lægge sin Haand paa min Arm. Med et sky Blik saa' han sig forsigtig omkring til alle Sider og rundt i Salen. Men da det atter hvilte paa mig, var det mistænksomt, næsten lyttende.
"De er ikke her fra Egnen?" spurgte han.
"Nej, jeg er nordfra."
"Fra Skovsognene?"
"Ja."
"Naa–aa. Jeg har aldrig været saa langt … Jeg har bare været i Amerika," føjede han til med en lidt tung Latter nede i Halsen, idet han bestandig nøje undersøgte mig med Øjnene.
Imidlertid maa Resultatet af Undersøgelsen have været tilfredsstillende; thi efter paa ny forsigtig at have set sig om, satte han sin Mund helt hen til mit Øre og hviskede med sin hæseste Stemme:
"Saa véd De det altsaa ikke?"
"Hvilket?"
"At Esben har én Datter til?"
"Hvad for noget?"
Han nikkede.
"Aa – det er en lang Historie," sagde han derpaa langsomt og næsten højt, idet han satte sig tilbage i sin gamle Stilling med Hagen i Hænderne og saa' ud over de dansende.
Jeg blev saa forbavset over Oplysningen, at jeg kun kunde stirre ned paa ham. Men lidt efter rejste han sig og vinkede mig med sig.
"Skal vi drikke et Glas Punsch?" spurgte han og kneb det ene Øje sammen.
"Aa – ja."
Vi kom ind i en af de smaa, halvmørke Spillestuer, som nu var ganske mennesketomme, og hvor Støvet tæt og uforstyrret dalede ned gjennem den rolige, dunstopfyldte Luft.
En enlig lille Væglampe, der hang over et forladt Spillebord, kastede langagtige Skygger ned over Tapetet og det overspyttede Gulv, og paa Bordet, mellem Kort og Kridtstumper, stod en Kumme med Æggepunsch samt nogle Glas.
Med en besynderlig Blanding af Bondesindighed og fremmedartet, friskfyragtig Belevenhed øste min Ledsager forsigtig op i to af Glassene, drak strax selv det største af dem helt ud, nikkede til mig og fyldte igjen.
"Det gjør godt," sagde han.
"Punschen er god," sagde jeg.
"For Mavepine og Østenvind – ja. Kan de lave Punsch der oppe, hvor De er fra?"
"Til Nød, ja … naar vi da har noget at lave af."
"Ja – det er Sagen," sukkede han.
Der opstod en Pavse. Musiken og Støjen fra Dansesalen trængte dæmpet ind til os, men vi rørte os ikke.
Han sad foroverbøjet, med Fødderne fremme, og haandterede urolig et blodrødt Lommetørklæde mellem Knæene. Nu og da kastede han et hurtigt Blik fra sin Støvlenæse op paa mig og tilbage igjen.
Pludselig flyttede han sig med en egen Ivrighed tæt hen til mig, lagde sin Haand paa mit Knæ og sagde – helt hviskende, skjønt vi var ganske ene:
"Har De virkelig ikke hørt Tale om Oline?"
"Nej – aldrig."
"Aldrig? … Det var mærkeligt," sagde han tankefuldt og saa' hen ad Gulvet.
Men hurtig løftede han Hovedet igjen og skelede paa skraa hen paa mig, idet han trak Mundvigene op.
"Sukkertøj," sagde han med en fortrolig Blinken og nikkede smaat. "Stadspige! – Fløjelstøs! kan De bande paa."
"Virkelig," udbrød jeg, sikkert ikke uden en vis Forlegenhed.
"Dukkestads, maa De tro. Stolteste Stykke Pigebarn – God dam! – som Vorherre har skabt af Kyd og Blod!"
"Ja saa."
"Alting efter Reglerne, kan De være overbevist om. Med et Par Øjne og en Skabelon … gaa væk, Nigger! – det kan De ingen Forestilling have om, selv om jeg vilde fortælle Dem det."
"Hør – De har jo set," fortsatte han, efter paa ny at have tømt sit Glas, og idet han flyttede endnu nærmere. "De har jo set Søsteren, Amalie, der inde. Ikke sandt? Det er en net Pige, og smukkere har hun endda været. Men ihvorvel det ikke kan nægtes, at de to jo lignede hinanden saadan som Tvillingsøstre jo gjærne plejer van, saa maa jeg og alle dog alligevel si'e: Oline, si'er vi, Oline var dog immer Oline. Hvor det Pigebarn dog viste sig, saa ligesom forhexede hun alting; for naar hun bare saa' én i Øjnene, saa vidste man hverken hvorhen man skulde vende eller dreje sig, og naar hun blot saa meget som tog én i Haanden, saa var det, lie'som man blev et helt bedre Menneske …
"Men det er ikke for det, jeg vil ikke forklejne Amalie, enhver kan jo være god for sig. Og der var ikke noget at sige til'et, at Esben holdt sig en Kjende stolt i Sædet, naar han kom agende til Bryllup eller Barsel med sine to Døtre bag i Agestolen; for han kunde da se, at det baade kriblede og krøb i de unge Karle, naar han lettede dem af Vognen; … men alligevel, saa var det jo dog Oline, som fik de fleste Øjne, naar hun gik over Gulvet,– lie'som – lie'som en Dronning – eller – eller … "
"Men kjære," afbrød jeg ham til sidst lidt utaalmodig, "hvor er hun nu? – Hvad blev der da af hende?"
"Hvad der blev af hende?"
Han trak paa Skuldrene, tømte et Glas og rystede paa Hovedet.
Men lidt efter saa' han sig igjen forsigtig omkring, satte sit Ansigt helt hen til mit og sagde med sin hæseste Stemme:
"Kjendte De Kristensen?"
"Kristensen?"
"Ja. Nikolai Kristensen. En lille Spirrevip med blaat Halstørklæde, lakerede Sko og lange Negle."
"Ja – jeg véd ikke. Men hvorfor?"
"Ham var det."
"Hvordan?"
"Hvordan? … Ja, det er netop det, jeg aldrig har kunnet faa i mit Hoved," sagde han langsomt og hovedrystende. "Han var her en Juletid, og dansede jo, som rimeligt var, baade her og dér med Pigebarnet, uden at nogen tænkte noget over det. Men ikke saa snart er Fyren rejst tilbage til Kjøbenhavn, før det bliver helt fejl fat med Oline. Hun, som før havde gaaet saa stille og rolig omkring og passet sit, bli'er paa én Gang helt splitter rivende gal og græder og klager og er helt forstyrret, indtil det til sidst kommer frem fra hende, at hun vil rejse til Kjøbenhavn og ta'e en Kondition11."
Han saa' fra Lommetørklædet op paa mig.
"Ja, nu kan De selv begribe, hvad det var for Esben med hans Beskuelser paa de Dele, – hans Oline ud og tjene! Han gjorde natyrligvis heller ikke lang Snak om den Ting; – men en skjønne Morgenstund, de skulde se nærmere til – saa var Fuglen fløjen, som man si'er."
"Rejst?"
"Med Banen. – Det var en ynkelig Tid, kan De tro. Det var, li'esom der var vendt op og ned paa alting. Men værst var det dog for Esben. De skulde ha'e set ham. Et helt halvt Aar efter saa' han ud, som om han var gravet op af Jorden og bare længtes efter at kunne krybe ner i den igjen. Hun havde jo været hans Øjesten, havde den lille; – og han havde jo kun én til."
"Naa," fortsatte han raskere efter paa ny at have fugtet sine Læber. "For Resten havde hun jo ogsaa en Kjæreste."
"Var hun forlovet?"
"Ih, Gud! – op over begge Ørerne," smaalo han og sparkede til en Cigarstump, der laa foran hans Fod. "Rigtignok var han et sølle Skrog – saadan en lang Bønnestage, som bare var til Grin; men det gjorde mig s'gu ondt for ham alligevel, for han tog sig det nok saa nær, at han aldrig blev rigtig Menneske siden … Naa, men for Resten kan jeg ikke gi'e videre Besked, for Sommeren efter var det netop, jeg tog over Havet for at prøve Lykken i det nye Land og tabte jo derved natyrligvis det hele af Synet. Kun saa meget kan jeg sige, at det første Barn hentede Jordemoder Karlsen der inde og bragte her hjem – det er Drengen, De har set. Men senere gik det værre og værre med hende. Da hun først var begyndt, kunde ingen Ting standse hende; og alt hvad de stakkels Forældre … "
"Det er underligt, saa hurtig saadan kan gaa," afbrød han sig selv i en dybere Tone og bøjede sig længere ned over Lommetørklædet. "En af mine Bekjendtere, som saa' hende for over fire Aar siden, kunde allerede den Gang ikke kjende hende, saa forandret var hun bleven. Og værre er det jo gaaet for hvert Aar. Forrige Vinter var hun Beværtningspige i Nyhavn, og nu – nu er hun . . ."
"Hvilket?" spurgte jeg.
Han saa' bedrøvet op.
"Det værste," sagde han sagte.
Vi sad en Stund tavse. Inde i Salen dansedes en lystig Gallopade.
"Hvor længe er det siden?"
"Otte Aar."
"Og hun har aldrig været hjemme siden?"
"Nej. En Gang i Begyndelsen, efter at det første Barn var født, fik de hende anbragt i en Gaard i Nordsjælland, men inden otte Dage løb hun væk derfra. Hun kunde allerede ikke længer styre sig. Senere var det kun, naar hendes Kjærester var stukket fra hende og hun var ved at dø af Sult – saa skrev hun en lang Skrivelse hjem om det, at hun vilde forandre sig for Alvor … naar de sendte Penge. Saadan gik den Gang efter Gang, – og ogsaa i Kronestykker har det mellem Aar og Dag kostet Esben en god Slump. Han har jo dog aldrig ret kunnet opgive Haabet … Men nu kjendes de ikke længere ved hende; hun er gjort arveløs; de har kun "ét Barn", siger de nu, og er da i Virkeligheden ogsaa til sidst bleven hel sløv for den anden. Men naturligvis paa en saadan Dag som denne, saa … "
"Men," fortsatte han stille, efter et Øjebliks Tavshed, "intet er jo saa galt, det jo dog er godt for noget, si'er man jo. Og Esben han – han var jo kanske ogsaa no'et saadan – saadan stor, kanske. Det var jo, kan hænde, muligvis netop det, der skulde til for ham; – for nu – nu er han jo … ja, dér kan De jo selv se."
Gjennem den aabenstaaende Dør kunde vi ganske rigtig se ham komme ind fra Dansesalen, forsigtig bærende noget i sine Arme. Hans Kone fulgte bag efter, ligesom understøttende. Det var Olines lille Søn, som de havde fundet sovende i en Krog. De gik varsomme, ængstelige, for ikke at vække den dyrebare Byrde. Men der var en ubeskrivelig Smerte i det Blik, hvormed Esben bøjede sit Ansigt ned imod ham. – Nu saa' jeg først, at hans Haar var ganske graat, skjønt han ingenlunde var en gammel Mand.
Jeg vendte mig mod min Fortæller.
"Sig mig, hvordan gik det egentlig Kjæresten – hvor er han?"
"Han skal nok være Herredsfoged et Sted i Jylland, har jeg ladet mig fortælle."
"Ja saa. Jeg mente for Resten ham – den rigtige Kjæreste."
"Den rigtige Kjæreste?"
"Ja – ham De kaldte Skroget – Bønnestagen?"
"Skroget? – Bønnestagen?"
Der trak et besynderligt Smil op i hans Ansigt, og han saa' lidt paa mig.
"Skaal, De, gamle! – Lad ham være, hvad han er!" –
Rusticus.
