Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 24. december 1883
der er gået Grøde i mig
Juleaftens Morgen [1883]
Kjære Borchsenius!
Da det Billede af Julemorgen, jeg lovede at tegne til det næste Nummer af "Ude og hj.", absolut fordrer i det mindste Spor af Sne og Vinter; men da det for Øjeblikket er næsten forårsagtig, grødet og tungt – noget, der slet ikke passer til det dybsindige, jeg havde villet; og da jeg endelig – skjønt jeg nu har læst Goldschmidts Lirekasse1 – endnu ikke har Mod til på Må og Få at nedskrive en ren Ubetydelighed, der muligvis kunde ødelægge det gunstige Indtryk, man efter din Mening må have fået af den første Rusticus-Artikel2, – så vil jeg hellere benytte denne årle Morgentime (jeg har nemlig rejst mig Klokken fem, for at se, om der dog ikke, endnu betids, skulde være kommen Forandring i Vejret) til at sende dig min, og min Maries, og min lille Karens Julehilsen med Tak for dit Venskab – jeg tror at kunne sige for os alle tre.
Det Billede, som Hendriksen mente at kunne skaffe til Artiklen, skal jeg nok få passende Anvendelse for med det første3, ligesom jeg også nok skal få benyttet det Bryllupsgilde af Exner4, som er mig sendt. –
Det har gjort mig lidt mismodig, at ikke et eneste Blad, "Ude og Hj."5 undtagen, har haft et Ord tilovers for mine "Landsbybilleder" inden Julen6. Det var jo dog netop en Bog, der var beregnet på Julemarkedet; men den synes altså at skulle synke til Bunds i det Hav af Literatur, der har oversvømmet os. Imidlertid kan det jo ikke nytte endnu at tabe Modet, og jeg klør da også med friske Kræfter på Fuldførelsen af den næste Bog, som jeg håber at kunne få færdig til Februar, og hvis Titel rimeligvis vil blive "Mimoser. To Kvindeportræter"7. Men når denne er fuldført har jeg Planen til et meget stort Værk, som jeg havde Lyst til at tale med dig om, et stort Landsbybillede, hvis Idé som en ufuldbåren Tanke ligger i "Sandinge Menighed", men som her skal føres ud til et 2 rigt, lyst og muntert Maleri, idet jeg maner de gamle Sandinge Bønder op af Graven. – Men lad dette nu foreløbig være, hvad det er. Det vigtigste for mig er blot det, at jeg mærker, der er gået Grøde i mig; og dette skylder jeg netop for en væsentlig Del det Venskabsforhold, hvori jeg er kommen til dig og Drachmann. I en sådan Aften som den hos dig forleden8 "ligger der mange Romaner", som Drachmann vilde sige, og jeg kan derfor ikke begynde på Juleløjerne herude, før jeg endnu en Gang har fået sagt dig Tak, fordi du tog mig med. Mine Lunge-Historier blev tilmed ligesom borte med det samme; jeg har næppe en Gang hostet siden.
Min Forelskelse i Drachmann varer – trods alle "Repliker"9 – lige fuldt ved, og jeg brænder formelig efter at se ham i hans eget Hjem. Mon vi ikke kunde blive enige om at mødes derude en Dag i Julen?10 Han har halvt om halvt inviteret mig derud – rigtignok i en sen Nattestemning, men jeg tror dog ikke, han vilde blive så forfærdelig forbavset, om han virkelig så mig. Jeg tager om et Par Timer over til mine Svigerforældre i Hornsherred, hvor jeg bliver indtil 3d Juledags Morgen; og min Adresse indtil da vil derfor være: Åskilde, Østby pr. Skibby.
Nu blot igjen vore bedste Hilsner og en glædelig Jul for dig og din Kåre11
fra din hengivne
Henrik Pontoppidan.