Henrik Pontoppidan til Otto Borchsenius
Sendt fra Hjørlunde. 1. januar 1884

den ene af de to Venner

[tirsdag 1.1.1884] Hjørlunde

Kjære Borchsenius!

Da Brevet må afsted nu, må jeg sende dig, hvad jeg har, idet jeg dog må tilføje, at Slutningen (én Side) mangler, men skal være hos dig Torsdag Morgen [3.1.] med første Post (Klk 8, hos dig). – Det er blevet altfor bredt og kjedsommeligt, men nu må du jo se, om det kan gå; jeg kan dog sige, at det egentlig er lige de sidste Ord, som det altsammen skal stile hen imod, og de kommer dig jo først i Hænde på Torsdag Morgen.

Jeg kan ikke noksom sige dig, hvor taknemlig jeg er dig for dit Venskab, idet jeg hver Gang, jeg ser nye Beviser på det, føler, hvor lidt jeg fortjener det. Stærkere har jeg dog ikke følt det end i Går Aftes, da jeg ved min Hjemkomst1 – skjønt jeg vidste, den måtte være her – traf din Bog2. Underligt nok lå der ved Siden af et Brev med den Efterretning, at den ene af de to Venner3, jeg har haft fra Skoletiden, pludselig og uventet er død i Lørdags Nat.

Derfor endnu en Gang min hjærteligste Tak, både fra mig selv og fra Marie, både for Bogen og for hele det gamle År.

Og med et glædeligt Nytår for dig og dine

din hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Hjemkomst: næppe fra det planlagte besøg (s.m. Borchsenius?) hos Drachmann i Roskilde, snarere moderens fødselsdag den 30. i København. tilbage
[2] din Bog: Muligvis Hovedværker i den danske Literatur, en antologi Borchsenius det år udgav s.m. Frederik Winkel Horn. tilbage
[3] den ene ... Ven: stud.mag. Valdemar Thorup, der døde natten mellem lørdag 29. og søndag 30. dec. 1883 efter midnat. Thorup døde i den lejlighed på Gasværksvej 14 som han delte med nogle af sine søskende. Dødsårsagen var aperitonitis universalis (bughindebetændelse). tilbage