Landsbybilleder
"Landsbybilleder" af Henrik Pontoppidan. (Gyldendalske Boghandels Forlag).
Henrik Pontoppidan har forholdsvis hurtig vundet sig en Plads i vor Literatur. Det er forstaaeligt: Det bredere Publikum vil føle sig alt mere og mere tiltalt af dette Talent, der ikke støder ved nogen Art stærk Overdrivelse. Den snævrere Kreds vil læse ham med Interesse som Tolk for et bestemt Enklave i det danske Aandsliv i disse Decennier. Jeg har saa ofte sagt, at jeg betragter Literaturen som et Delegeretmøde, hvorhen de forskjellige Strømninger i Perioden, de forskjellige Bevægelser, der ere oppe, sende deres Repræsentanter. Literaturen er Periodens Selskabssal, hvor alt, hvad der rører sig i Tiden, træffes – hver Ting, hver Afskygning i Temperamentet gjennem sin Repræsentant.
Her er det da, Henrik Pontoppidan i Øieblikkets Literatur har sin egen Plads. Han bringer Bud fra et eget Samfundslag og fra en egen Bevægelse. Denne Særstilling er en stor Lykke for ham. Thi den er en mægtig Støtte for hans Talent. Den forlener hans Skildringer med en egen topografisk Interesse, der dækker over mange Mangler.
At finde, eller rettere sagt ved Fødsel, Opdragelse, den hele Udvikling være henvist til Skildring af et ganske særligt Lag i Samfundet, en egen Krog giver naturligvis en Forfatter et mægtigt Middel i Hænde til at virke ved det nye og forholdsvis ukendte. Vi læse disse Bøger som Reisebeskrivelser gjennem ukjendte Egne, og vi ere tilfredsstillede selv naar vi modtage temmelig almindelige Turistforklaringer: selve det nye og det ukjendte beskæftiger og optager os. Jonas Lie1 skylder dette Forhold meget af sin Popularitet. Dette Liv i Norland var saa nyt for os. Vi havde i Virkeligheden læst altfor mange Kjærlighedshistorier, altfor mange Fortællinger om Hustruer, der vare utilfredsstillede i deres Ægteskab, til at vi ikke undertiden kunde fristes til at være en Smule trætte. Saa hjælper nye og uvante Omgivelser paa vor Blaserthed. Der er et Par af Jonas Lies Bøger, som maa takke Stafagen for deres gode Lykke. En ung netop iaar debuterende Forfatter, Bertel Elmgaard2, har vakt betydelig Interesse delvis af samme Grund. Han talte om et bestemt Lag af vort Folk og talte troværdigt. Han førte os i dette Samfund, der synes saa gjennempløiet af saa mange Skildrere, til noget der ikke3 siden Blichers Dage næsten har ligget Brak og som var nyt for os. Naar Elmgaards Skildring faar mere Dybde, naar hans Forklaring af de menneskelige Handlinger en Gang bliver dybere, vil han ikke blot leve i Kraft af den topografiske Interesse, men han vil fra sit Samfundslag give sande menneskelige Dramaer, hvor det ikke alene er Milieu'et, der beskæftiger os, men ogsaa selve de Mennesker, der færdes og lever i dette Milieu.
Henrik Pontoppidan har Lighed med Elmgaard. Hans Skildringers Enklave er den "religiøse Vækkelses" Kredse. Der færdes han. Han gav os i "Stækkede Vinger" nogle faa Meddelelser fra et andet Samfundslag4. De vare ikke meget ægte. Det Exemplar af den kokette og elegante Kvinde, Henrik Pontoppidan her tegnede, mindede i sin Udvendighed om det stereotype Billede paa en Modejournals: vi kjende det igjen, og vi kan dets Farveløshed udenad. Ligesom dette Skyggebillede af en Kvinde fra Modejournalerne bærer med samme Ro alle Toiletter, saaledes findes der i Literaturen en Udgave af en Verdensdame – stereotyp og uvirkelig – der i alle Forfatteres første Forsøg kommer igjen og igjen for at svøbe sig i disse unge Mænds første Forelskelser og første Weltschmerz. Disse "Grusomme Skjønne" minde om Stativerne i Modebutikkerne: de unge Forfattere udstafferer dem med en Parisermodel.
Der var et saadant Exemplar i Henrik Pontoppidans første Forsøg. Men hans Trang til at være sig selv – thi han hører til dem, der ikke "skaber sig" og giver andet end hvad de kan staa inde for – førte ham snart de Skildringer i Vold, der ere hentede fra hans særegne Verden. Hvad der fremfor alt gav "Stækkede Vingers" Hovedfortælling og "Sandinge Menighed" deres Karakter, var Præget af Hjemmevanthed i dette Liv og i disse Forestillinger. Henrik Pontoppidan er ikke nogen særlig dyb eller stærkt levende Personlighed. Han naar derfor ikke meget langt ned i Skildringen af den menneskelige Sjæls Rørelser. Men alt, hvad han fortæller og ved at sige, er saa gjennemtrængt, saa farvet af en helt bestemt Kreds' Liv og Syn, at det foreløbig selv med sin forholdsvise Overfladiskhed vækker vor livlige Interesse.
Hvad "Landsbybilleder" angaar, da betegner den et bestemt Fremskridt hos Kunstneren. "Sandinge Menighed" var planløs. Mærkelig skjønne Enkeltheder, enkelte Scener tegnede med stor Kraft blev borte i Bogens Uorden. Her i den nye Bog med sine mindre Fortællinger er Fremstillingen langt mere behersket. Ogsaa udvider Pontoppidan langsomt, men sikkert sin Skildrings Omraade: – han vil snart lægge den hele Landsby under sit Herredømme. Han vinder mere Magt over alle Midler, og hans Satire bliver baade bredere og kraftigere. "Et Vinterbillede" i "Landsbybilleder" synes mig en saa udmærket fortalt Fortælling, at den hævder sig en Plads blandt de bedste Skildringer i den nye Literatur.
Hvad Henrik Pontoppidan, ligesom Elmgaard nu stadig ihærdigere maa forsøge, er at komme for hver Dag dybere ned, længere ind til de Menneskers Hjerter, der leve i den Kreds, der er hans. Saa ville vi af hans Bøger ei længer bevare et Indtryk som Mindet om en fremmed Egn, vi en Gang have besøgt, og som vi erindre som ganske mærkelig – men vi vilde huske Mennesker, der levede deres eget Liv i Skæbner, vi trods al Ulighed i Anskuelser og Vilkaar led med og forstod. Henrik Pontoppidan er godt paa Vei, et nøie vragende Arbejde vil gjøre Resten.
Herman Bang
