Herman Bang

Peter Hansen er den første som på kønnets vegne, så at sige, modstiller Pontoppidan og Herman Bang (20.4.1857-29.1.1912). Det sker i andenudgaven af hans Illustreret dansk Litteraturhistorie fra 1902:

Pontoppidan er den mandlig stærke, nøjsomme og sanddru Spartaner, hvor Bang er den kvindeligt sygnende, raffineret nydende og fantastisk udskejende Lydier.1

Nogenlunde samtidig havde Georg Brandes i yderste korthed og uden udtrykt "kønsmodsætning" modstillet de to i slutningen af sin gennemgang af "Den danske Literatur efter 1870"2:

To saa store Talenter som Herman Bang og Henrik Pontoppidan lagde snart en ganske uensartet, næsten modsat Fortællerkunst for Dagen.3

En omtale Pontoppidan i brev af 16.9.1905 ironisk udtrykte sin tilfredshed med.

Den første til at udfolde denne sammenholdelse kønsligt var H. Topsøe-Jensen der i 1926 til et hollandsk oversigtsværk skrev en artikel om "Den skandinaviske Litteratur" som i 1929 blev udsendt på dansk. Heri forbinder han de to forfatterskaber med sætningen:

I afgjort Modsætning til Henrik Pontoppidans udpræget virile Kunst staar den næsten feminine Følsomhed hos hans jævnaldrende Herman Bang.4

Samme år (om ikke før?) udfoldede Vilh. Andersen modstillingen i stort format i en artikel gemt godt af vejen i værket Det danske Folks Historie skrevet af danske Historikere (1929). Heri står Vilh. Andersen for gennemgangen af "Aandslivet i den anden Halvdel af det nittende og Overgangen til det tyvende Aarhundrede", og da han når til "Gennembrudstiden 1870-1890", sker det udelukkende ved en sammenholdning af Herman Bang og Pontoppidan som repræsentanter for henholdsvis det kvindelige og det mand(l)ige!

Berøringsflader

Personligt synes de to jævnaldrende forfattere ikke at have kendt meget til hinanden, om overhovedet. Ingen figurer i forfatterskabet kan siges at være bygget over eller hentyde til Bang, og kun nogle få gange i de overleverede korrespondancer er Herman Bang nævnt. Men på den litterære scene færdedes de i cirkler der på flere punkter skar eller overlappede hinanden. Pontoppidan holdt et vaktsomt øje med Bang, og Bang havde sine skarpe meninger om Pontoppidan. Lad os foreløbigt gennemgå deres berøringsflader kronologisk:

Til Pontoppidans første litterære holdepunkt, kritikeren og redaktøren Otto Borchsenius, havde Bang henvendt sig flere år før Pontoppidan i sommeren 1880 vovede at indsende den første version af "Kirkeskuden" til Ude og Hjemmes redaktør. Den 4. juni 1878 indleverer Bang for mindst anden gang en tekst til redaktionen, nu hedder den "Sommerdrømme", dog uden tillid til dens trykkeværdighed (brev til OB 4.6.1878); han indser selv, og er måske i tidligere afslag blevet foreholdt, at hans noveller ikke er "nette". Først året efter finder en tekst nåde for redaktionens øjne, og denne gang er det litteraturkritik, ikke fiktion:

Bang-bibliografi i Ude og Hjemme

29.6.1879: Vilhelm Topsøe
6.7.1879: Holger Drachmann
27.7.1879: Sophus Schandorph
15.2.1880: "En Historie fra Skumringen. Skitse"
14.11.1880: "Aforismer En Stump dramaturgisk Kauseri"
5.6.1881: "Det Hele er Ingenting"

Hvor tidligt Pontoppidan er begyndt at læse i Ude og Hjemme, véd vi ikke, men vi véd at hans gode ven Johan Rohde holdt bladet, og mon ikke også broderen Morten holdt det ude på højskolen i Frerslev; bladet må have været Morten et bekvemt middel til at følge med i den litteratur han, i modsætning til så mange andre grundtvigske højskolefolk, stillede sig forstående og imødekommende overfor. Men det kan på ingen måde udelukkes at Pontoppidan allerede i årenes samkvem med Johan Rohde har læst/holdt ugebladet der var begyndt at udkomme i 1877, men først fra 1880 fik Borchsenius som litterær redaktør. Så vi kan heller ikke vide om Pontoppidan har læst Bangs tre litterære portrætter i bladet, men måske nok da de i forøget udgave indgik i Realisme og Realister der udkom i efteråret 1879.

Pontoppidan om Bang

Stilen i "Kirkeskuden" mindede en anmelder af debutbogen Stækkede Vinger om "Herman Bangs forloren-åndrige halve Sætninger og uløselige Dobbeltperioder", og de to Skitser i bogens begyndelse "ere et Par modbydelige slibrige Studier efter de berygtede haabløse Slægter"5. "Jeg må have let ved at gjøre Studier," skriver Pontoppidan til Borchsenius, "da jeg aldrig har læst den sidstnævnte Bog"6. Da Borchsenius senere bebrejder Pontoppidan, i den litterære parodi i Sandinge Menigheds 4. kapitel, at gøre nar af Bang, forsvarer Pontoppidan sig, som sædvanlig, med at han ikke havde tænkt på nogen "Bestemts Stil (...) måske allermindst på Herman Bangs, som jeg kjender grumme lidt til"7.

Luft! Klar luft! Afstand! Da den svenske forfatter Ola Hansson året efter, i foråret 1884, var på besøg i Hjørlunde, rådede Pontoppidan ham til at tage et gevær på skulderen og strejfe om på markerne i stedet for at "sitta bland växterna i Herman Bangs våning"8. Havde Pontoppidan aldrig selv været dér, kendte han dog udmærket på anden hånd til palmesuset i Bangs luksuriøst indrettede lejlighed i Nørregade. Efter Bangs kritik af Georg Brandes i sommeren 1883 der fremkaldte dennes bemærkning om Bangs "middelgode Fruentimmerforstand", har den unge bøsse nok været genstand for spydige bemærkninger også i kredsen omkring Borchsenius.

Først i de sidste år før århundredeskiftet kom Pontoppidan til selskabeligt at omgås Bang en smule: ved soupéerne hos deres fælles forlægger Aage Hirschsprung der i sine forældres hus i Bredgade holdt salon. Langt senere modstillede forfatteren Svens Leopold de to i sit vue over dette litterære selskab: Pontoppidan "rolig, kølig og fornemt behersket af Ydre og Indre", mens Herman Bang tyst vimsede rundt med et "noget paataget forlegent Væsen"9. Han syntes ikke at tale med nogen, studerede blot hjemmets overdådige kunstudbud.

Pontoppidan talte sikkert heller ikke med så mange, havde mere travlt med sit åndelige polaroid-kamera.

Bang om Pontoppidan

I 1883 skriver Bang i Nationaltidende at Bertel Elmgaard og hans Digtning: "talte om et bestemt Lag af vort Folk og talte troværdigt. Han førte os i dette Samfund, der synes saa gjennempløjet af saa mange Skildrere, til noget, der [...] siden Blichers Dage næsten havde ligget Brak og som var nyt for os ... Henrik Pontoppidan har Lighed med Elmgaard."

I et brev til Amalie Skram 24.2.1887 sammenligner Bang Mimoser med Flauberts Madame Bovary og dens

Klarlæggen af et enkelt Tilfælde. Det vi alle gør – – med den Forskel, at vi ikke skriver "Fru Bovary" men "Mimoser" (åh, du Kunstens Vidunderlighed, du frygtelige Bog!).

Det er ganske vist ikke klart hvilken af bøgerne der er "frygtelig" el. hvad "frygtelig" betyder. Men at Bang finder Mimoser dårlig, er der vist ikke tvivl om.

I juni 1887 skriver Bang til Poul Langhoff: (...)"Sér De, om vi "vil faa Fornöjelse af Bogen" - -? Næppe straks. Ti dertil fordredes, at man hensynslöst i blot to, tre - eller blot én - Kritiker skulle tilstaa, at denne Bog ikke saa godt kunde maales med "Sandinge Menighed", men at den stod noget for sig . . . . . Og saadan noget siger selv mine bedste Venner ikke paa Tryk. (...)"10

Teksten er påbegyndt i 2006 og senest redigeret 1.12.2019.

 
[1] Lydier: Allerede i førsteudgaven, bd. III, s. 667f, skriver P. Hansen om Herman Bangs stil hvis "indegjemte Moskusduft af rigelig udgydte Parfumer og Essenser" og "drømmende halvmørke Boudoir" modstilles den friske lugt af "Muldjord og Strandtang" i Pontoppidans prosa. [citeret efter Flemming Conrad; For læg og lærd., s. 367.] tilbage
[2] Den danske Literatur efter 1870: Artiklen er først offentliggjort på dansk i Samlede Skrifter bd. XV, 1905. Her er den dateret til 1901, men den ældste kendte offentliggørelse fandt sted i 1902 som "Die dänische Literatur nach 1870" i Neue freie Presse, 1.11. [Kilde: Per Dahl] tilbage
[3] Opus.cit. s. 200. tilbage
[4] Opus cit. s. 59. tilbage
[5] Lolland-Falsters Stiftstidende, 23.11.1881. HP citerer ikke korrekt. Se herom i hans brev Borchsenius 28.11.1881. tilbage
[6] Bog: brev af 28.11.1881. tilbage
[7] til: brev af 7.3.1883. tilbage
[8] våning: Ola Hansson til Hans Larsson 21.3.1884 [Universitetsbiblioteket i Lund]. tilbage
[9] Væsen: Erindringer, 1926, s. 92-93. tilbage
[10] Citeret efter Omkring Stuk, 1977, s. 53. tilbage