Aandslivet 1870-1900
[Et uddrag af kapitlet "Gennembrudstiden 1870-90. Digtning og Kunst". (Kapitlet indledtes med J.P. Jacobsen og Drachmann):]
540 […]
Rent realistiske Fortællere var i Halvfjerdsernes Slægtled Sophus Schandorph (1837-1901) og Vilh. Topsøe (1840-1881). Schandorph var Bysbarn1 med Maleren Vermehren og har ligesom han (S. 494) i sin ypperste Fortælling "Et Levnedsløb fortalt paa Kirkegaarden2" givet et rent Billede af en Race i en enkelt Skikkelse. Ellers var han delt, 541 som Titelen paa en af hans Novellesamlinger lyder, mellem Isle de France og Sorø Amt3. Med Hovedet var han Zolas Lærling, hvis haandfaste beskrivende Stil han efterlignede i sine Romaner, især Smaafolk, men i Hjertet var han Ingemanns Mand, hvis Nytidsroman Landsbybørnene udkom, da han gik paa Sorø Akademi, og hvis barnlige Humor, dog med mere Sans for det reelle Folkesind end for de "gemte Folketoner", genklinger i en anden af hans Romaner Skovfogedbørnene; som flere andre er den ellers gjort efter Zolas Recept og stiller ligesom hans Romaner Landboen i moralsk Modsætning til Bymennesket. Yderpunkter i Schandorphs altfor frugtbare Forfatterskab er hans grove humoristiske Fortællinger og hans fine lyriske Portrætter; der var en tilsvarende Kontrast i hans Natur og Dannelse. – Af finere Slibning, selv i sin af Dagblads-Vane noget skødesløse Stil, var Topsøe, der ovenfor er nævnet som den danske Realismes Førstemand. Hans digteriske Produktion afspejler en naturlig og selvstændig Udvikling: fra de satiriske Studenterhistorier og Provinsidyllerne, i hvis varme Humor der ikke som hos Schandorph er moralsk Tendens, men historisk eller socialt Perspektiv, til de to Romaner Jason med det gyldne Skind og Nutidsbilleder, der med 542 skarp Ironi, men noget for reserveret Energi rydder op i erotiske, politiske og kunstneriske Fantasterier for at skaffe Rum for samfundsnyttigt Arbejde, indtil han i sin sidste, ufuldendte Bog Slagne Folk stilfærdigt tilstaar sit Nederlag som Kunstner og, maaske, som Politiker og uden Satire, Humor og Ironi naar ind til den umiddelbare Berøring af Livet, som er al Realismes sande og uforgængelige Poesi.
Men i det nærmest følgende Slægtled fik baade Schandorph og Topsøe4 en Efterfølger, der bragte Forgængeren i Glemme, i Henrik Pontoppidan (f. 1857) og Herman Bang (1857-1912). Allerede Pontoppidans smaa Landsbybilleder gaar dybere end Schandorphs humoristiske Fortællinger fra Provinsen5. De er, som den anden og ypperste Samling af dem kaldtes, fra Hytterne og fremstiller uden Smil og uden Taarer den haarde Virkelighed. Det er ren Realisme uden anden social Tendens end Tingenes egen Tilstand, Modsætningen mellem den velstillede og opvakte Gaardmandsklasse og Hyttefolkets slidsomme Bondesind, Arven fra Trælletiden. Billederne er alle fra Sjælland, hvor Forfatteren, der var født i Jylland som Søn af en grundtvigsk sindet Præst af den oprindeligt pietistiske Slægt og nogle Aar havde studeret til Ingeniør i København, dengang havde sit Hjem, først som Lærer (i Naturfagene) ved sin Broder Morten Pontoppidans Højskole, siden i en Hytte i Hornsherred, gift med en Bondes Datter. En politisk Tendens fandt man i den tredje Samling Landsbybilleder Skyer, Skildringer fra Provisoriernes Dage, men en dobbelt, idet Forfatterens Harme ikke ene vender sig mod Herremandsvældet, men imod Bondepartiets Modstand derimod i Ord uden Handling. Samtidig voksede under Presset af den personlige Oplevelse Landsbybilledet til et stort Tids- og Livsbillede i Trebindsværket Det forjættede Land, i hvis sidste Del, "Dommens Dag", Digteren dømmer ikke blot Demokratiet, men Naturalismen, ikke Zolas, men Grundtvigs og Tolstojs og især sin egen, og i Hovedpersonerne, den unge Præst og hans bondefødte Hustru, ind i Tidens og Stedets faste Ramme har tegnet evige Billeder af Mandens 543 Drømmesind og Kvindens Virkelighedssans. Samtidig med Landsbybillederne fremkom en Række "smaa Romaner", hvori den aristokratiske Retning fra Gennembruddets Tid, den kunstneriske Dyrkelse af det fri Jeg, er fremstillet med den samme delte eller dobbelte Harme, der idelig, tydeligst i Novellerne Nattevagt og Højsang, lader Karikaturen træde Idealet i Hælen. Ogsaa disse Indtryk og Domme fra Individualismens Tid groede under Selvoplevelsen sammen til et stort Tids- og Livsbillede Fortællingerne om Lykke-Per, der udkom i Aarene omkring Aarhundredskiftet og derefter omdannedes til en Trebindsroman i Lighed med den foregaaende. Helten er her en Præstesøn fra Jylland, der af Had til Fattigdomsaanden i Hjemmet bliver Ingeniør; ægget ved en dansk-jødisk Populærfilosofs Skrifter og knyttet til en ligeledes jødisk Pengemands Familie i København gennem en Forlovelse med Husets Datter arbejder han paa at gøre Danmark større, ikke paa Papiret, men i Virkeligheden ved vældige Vandbygningsværker i Jylland. Men ikke blot fra dette Forbund og dette Foretagende, men fra sit senere Hjem i Fødestavnen i Ægteskab med en ny-grundtvigsk Præsts Datter drages han ud i Ensomheden af sin Slægts Drift til uverdslig Selvudvikling og dør ligesom Helten i den forrige Roman ensom, men i Modsætning til ham rolig, glad ved at have levet i en Tid, der – som Høffding samtidig dømte om Georg Brandes' Gerning – havde "kaldt paa Personligheden". I Bifigurerne, hvori den realistiske Kunst gerne har sin Styrke (ligesom den idealistiske i Heltene), i begge de store Romaner, ikke mindst i Billedet af det jødiske Hjem i København, er Pontoppidan naaet højst som Kunstner og holder baade Blicher og Goldschmidt Stangen.
Paa en Maade har Henrik Pontoppidan virket i sin gamle strenge Præsteslægts Aand ved at holde Justits i Sognet; han har, som det ses, ikke undtaget sig selv fra Tugten, da han over sin Ungdoms to Skibbrud: som Højskolelærer og Ingeniør har rejst to Mindesmærker, ikke blot over Kampen mellem Drøm og Virkelighed i Datidens Danmark, det staaende Motiv i den samtidige Digtning, men over Menneskets og Livets Tragikomedie i det hele; han er Henrik Ibsens Fælle i dette "Tvesyn". Heri som i alt andet er Herman Bang hans Modsætning. Ogsaa han er en Præstesøn, af den samme Slægt, hvortil Grundtvig og Henrik Steffens hørte, og troede ligesom de at nedstamme fra Absalons Hvide-Æt. Men foruden fra sin sindsforvirrede Fader, om hvem han minder ved et sygt Anlæg i sin Natur og et deraf flydende Had til det kødeligt sunde, synes han især at have taget Arv fra Slægtens mange store Læger, hvorimellem var hans Farfader, den erfarne Praktiker Ole Bang. Han er som Kunstner ikke blot en Lidende, men en 544 Læge. Af Arvelighedens mange Love, den Del af den moderne Naturvidenskab, som især dyrkedes af den naturalistiske Kunst, forstod han bedre Udartningen (Degenerationen) end Udviklingen, som den norske Bjørnson idelig fremholdt. Hans Digtning, ikke blot hans sidste Roman De uden Fædreland, er et dulgt Skriftemaal om hans Sygdom, hvori han saa Vilkaaret for sit Geni, saa at Kunsten forekom ham en Art Udvækst paa Livet ligesom Perlen paa Muslingen. I Lyset af denne Sygdom har han med nervøst Liv fremstillet en Slægts Forfald i sin første Roman Haabløse Slægter, et Folks Nederlag i Tine, om 1864, og en Stads Forvirring i Københavner-Romanen Stuk, der opfatter en Byggespekulationskrise i 1880-Aarene som en Eftervirkning af "Saarfeberen fra Dybbøl". Men andre Billeder af "forfejlet Liv", som Haabløse Slægter kaldes i den tyske Oversættelse6, er hans mindre Fortællinger. En Samling af dem er Ekscentriske Noveller, en anden Stille Eksistenser, en tredje Under Aaget. Aaget er Livet eller "det, som de fleste Mennesker er blevet enige om at kalde Livet". De ekscentriske Noveller handler især om Kunstnere og deres Paria-lignende Fættere, Artisterne, som alene ved Lidenskaben for deres Arbejde frelses fra den altfortærende Drifts Ødelæggelse. De stille Eksistenser er dem, der bor "ved Vejen", en ny Type af forfejlet Menneskeliv ved Siden af dem, der er "under Aaget". Navnet er brugt som Titel paa den ypperste af disse tragiske Idyller, der er Bangs bedste Kunst. I Fortællingen Ved Vejen har et tilfældigt Indtryk, Synet af et blegt Kvindeaasyn bag Ruden paa en jysk Landstation, suget til sig Oplevelser og Iagttagelser, indtil der viser sig et Billede af et ganske lille Nutids-Danmark, Stationsbyen, og i dette lille Billede en Afspejling af et større, Samfundet og Menneskelivet. Bang har i disse Fortællinger den gode Læges Omhu for dem, der lider mere ilde, end Sognepræsten faar at vide. Hans Kunst var, saaledes som han selv forstod den først en 545 Fortsættelse af Topsøes Realisme, hvem han hyldede i sit første, kritiske Skrift Realisme og Realister, siden af den norske Jonas Lies Impressionisme, af hvem han lærte at bruge Replikken som det egentlig livskabende Middel, ogsaa i Fortællingen. Hans eget Geni er ikke Skuespildigterens eller Skuespillerens, (han forsøgte sig uden Held i begge disse Roller), men Iscenesætterens. Hans ypperste Kunst er ogsaa i Romanerne, hvis episke Komposition ikke lykkes for ham, iscenesatte Livsbilleder, hvori i Modsætning til Nutidens Filmskunst Ordet, Replikken, giver Billedet, ypperst i Middagsselskabet i Ludvigsbakke. Hans sidste Bog, De uden Fædreland, er efter et Forspil, som man kunde kalde "i Toget", da det foregaar i en Europa-Ekspres, et eneste saadant Optrin, der foregaar "ved Vejen", men med den ekscentriske Person, en europæisk Virtuos, som tragisk Kontrast. Sine største personlige Sejre som Kunstner vandt Bang ligesom H.C. Andersen paa Rejser ved Oplæsning af sine Værker, og han døde paa en saadan Rejse i Amerika. Han var en "forfejlet" H.C. Andersen, men hans Kunst lykkedes.
Medens Bang og Pontoppidan saaledes holdt Fortællingen paa dens kunstneriske Højde, den første i en klassisk realistisk, den anden i en moderne impressionistisk Stil, den første med en Mands Sprog, den anden med en Kvindes, læste man i de brede Kredse hellere Sophus Bauditz' eller Zakarias Nielsens Romaner. […]
[Det næste kapitel, "Afslutnings- og Nybrudstiden 1890-1900", indeholder enkelte passager der vedrører Pontoppidan, de vigtigste er:]
562 […]
Men paa Grundlag af Iagttagelse fortsættes den realistiske Roman endnu i dette Tiaar i Pontoppidans og Bangs ovenfor nævnte Bøger, der i al deres Forskel ligner hinanden deri, at de ligesom J.P. Jacobsens naturalistiske Romaner ikke munder ud i et Samfundsforhold, men i Personlighedens Ensomhed.
Ligesom Pontoppidan og Bang i deres Romaner havde afløst Schandorph og Topsøe, efterfulgtes de i Halvfemsernes Tidsrum af Gustav Wied (1858-1914) og Karl Larsen (f. 1860). Men medens Pontoppidan har renskrevet Schandorph, har Wied i Drachmanns Betydning af Ordet "forskrevet" sine Forgængere, altsaa ikke blot udtømt deres Stof, Forholdet mellem By og Land, men forvredet deres Motiver. De smaa Fortællinger, han siden har samlet under Navnet Fra By og Land7, 563 er hans Sidestykke til Schandorphs Fra Provinsen og Pontoppidans Landsbybilleder; de har mere af den førstes drøje Skæmt end af den sidstes Alvor, […]
565 […]
Gennem de seks Forfattere, der her er stillede sammen, en mod en og to og to, altsaa Schandorph og Topsøe, Pontoppidan og Bang, Wied og Karl Larsen gaar den moderne beskrivende Romans Bane gennem tre Tiaar. Romanens gamle Kongevej, den handlingsfyldte, spændende Fortælling synes forladt af dette Tidsrums Forfattere, men optages efter Aarhundredskiftet af en af dem, Laurids Bruun (f. 1864) […]